torsdag den 30. september 2010

Kan I ikke godt forstå

at jeg kommer til at savne at undervise et sted, hvor jeg gør mit bedste for at prygle livet ud af medlemmerne, og de kvitterer ved at overrække mig den her?

tirsdag den 28. september 2010

Dag 1 af 3…

Der bliver nogle lidt blodfattige indlæg, der rammer bloggen de næste par dage. Jeg er nemlig på kursus, som indholdet til trods, strækker sig over nogle laaaaange dage.

For tillidsrepræsentanter i mit fag og under min overenskomst, består TR-uddannelsen af 5 moduler, og i disse dage er jeg af sted på 3. modul. Da man ikke skal være nærig, hvis man har noget at dele, vil jeg hermed gerne videregive:

Top 5 over ting, jeg har lært i dag:

1) Livet bliver lettere, når man giver slip på forventningen om, at kursets indhold skal have det fjerneste med det daglige virke som TR at gøre. Jeg har således i dag brugt 9 timer på at opstille partiprogram for det fiktive parti (i tilfælde af at nogle måske troede, at det var Nasar Khaders seneste påfund) 'Specialdemokraterne', og på at definere hhv. konservatisme, liberalisme og socialisme.

2) Det er ikke tilrådeligt at sætte spørgsmålstegn ved undervisningsmateriale, som underviseren selv har været med til at forfatte.

3) Anton gider OVERHOVEDET ikke sidde stille så længe, så jeg har hele dagen haft ungen til at sparke maven fuldstændigt ud af facon i rytmen: ”Træ-ning-nu! Træ-ning-nu! Træ-ning-nu!”

4) Kage KAN faktisk godt fungere som midlertidigt indhold i livet, hvis bare der er nok af det. (Nu hvor sukkersygemistanken ikke længere kaster sin grimme skygge over min tallerken...)

5) Barselsorlov er i virkeligheden ikke noget, man går på, fordi man er træt og trænger til at gå ned i gear. Det er noget, der er blevet indført for at beskytte resten af samfundet, og sikre, at højlydt pærespisning, kuglepensklikken og generelt idioti ikke udløser mord.

mandag den 27. september 2010

Nej, jeg har ikke købt lyserøde Hello Kitty sparkedragter til Anton. So shoot me.

Engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, spekulerer jeg på, om jeg egentlig synes, at det er arbejdet værd at skrive bloggen. For somme tider virker det som om, at nogle læsere ligger på lur derude, og bare VENTER på, at jeg skal skrive noget, som man med påtaget undrende intonation kan pege fingre af.

Hvis jeg var ansvarshavende redaktør på en stor, dansk avis, skrev lederen og på den måde meldte mig som en af fortalerne i den offentlige debat, kan jeg forstå, at man følte sig kaldet til at gå i dialog over noget, man ikke var enig i, men det her er en blog. For sjov. Som man på ingen måde er forpligtet til at læse. Der er tusindvis af blogge derude, og jeg er helt sikker på, at man uden at anstrenge sig særligt kan finde en, hvor bloggeren mener det samme, som man selv gør.

Jeg har skrevet 1004 indlæg, og selvom man ikke har læst med fra starten, men måske kun et par måneder, begriber jeg simpelthen ikke, at man ikke engang imellem kan bruge sin sunde fornuft kombineret med det kendskab man trods alt har til mig, og selv nå frem til, at selvom et indlæg kan fortolkes på flere måder, så mente jeg nok ikke, at drenge, der leger med dukker skal stenes, eller at rufferi er et sympatisk erhverv at begå sig i.

Jeg er præcis ligeså fordomsfuld og grim på indersiden som alle andre. Jeg forsøger at forholde mig til alle sider af min personlighed, også dem, som jeg ville ønske, at jeg kunne gemme bagerst i skabet under en lys-, luft- og vandtæt dyne af fornægtelse. På mange måder synes jeg faktisk, at det er de mest interessante at blogge om, for det er sgu da der, jeg allerhelst vil lære noget om mig selv og udvikle mig som menneske.

Jeg kunne såmænd godt konvertere og skrive en politisk korrekt blog. Jeg kunne godt lade som om, at jeg var perfekt, og kun tænkte rummelige og tolerante tanker. Det ville give indlæg a la:

I går købte jeg en rød dukkevogn. Heldigvis spurgte ekspedienten, om det var til en pige eller en dreng. Jeg er meget glad for at leve i et samfund, hvor drenge også leger med dukkevogne. Og rigtig skønt med en ekspedient, der prøver at gøre sit arbejde godt ved at konversere. Det kan jeg godt lide. Plus frisører. Og tandlæger. Og læger. Og alle andre i servicefag. Og det offentlige. Og det private. Og dem, jeg har glemt.

Spørgsmålet er, hvor sjovt det ville være at læse?

Jeg kender mennesker, der har lukket deres blogge, fordi kommentarerne til sidst blev så hellige, at det blev umuligt at blogge om noget som helst uden at blive stemplet som et dårligt menneske. Og hvor mange tæsk gider man at tage som tak for at underholde folk gratis? For synes jeg, at drenge må lege med dukkevogne? Ja, for fanden i satan, da!! Til de bliver blå i hovedet. Eller.. undskyld…røde? Gule? Argh! Hvis Anton vil have englevinger, skal jeg GERNE købe dem til ham. Hvis jeg kender mig selv ret, ender jeg såmænd nok med at sidde og pimpe dem ved at lime ekstra glimmer på, når han er lagt i seng (til politisk korrekt tid, naturligvis). Men jeg kan ikke forstå, at vi skal lade som om, at der ikke er farver og legetøj, som vi umiddelbart associerer med drenge og andet, som vi associerer med piger.

Reaktioner og tanker forsvinder ikke, fordi vi lukker ned for dem eller lader som om de ikke findes. Og der er ingen i dagens Danmark, der er så uoplyste, at de ikke kender til debatten om kønsroller og legetøj; om piger og drenge, dukker og tyl og sværd og soldater. Men ved skinhelligt at påpege, at man i HVERT fald selv er rummelig nok til at mene det rigtige, selvom andre åbenbart er nogle ignorante stenaldereksistenser, fordi de er stadig er farvet af, hvordan samfundet har set ud i århundrede, vil jeg vove at påstå, at man er med til at dræbe dialogen, fordi man på forhånd har vedtaget, hvad der er Det Rigtige. Uanset om det drejer sig om kønsroller, integration eller seksualitet.

At ændre holdninger og tankemønstre tager tid, men jeg tror, at man kan flytte meget ved at kunne tale åbent om det. Uden fordømmelse. Og jeg tror, at man når rigtig langt med humor.

Men engang imellem når jeg åbner mit kommentarfelt, stivner smilet altså lidt.

søndag den 26. september 2010

Dumt eller meget politisk korrekt?

Er netop hjemvendt fra barnedåb af verdens nemmeste og mest hårfagre baby, Smilla.

Som det sig sømmer, var min veninde og jeg ude for at købe gave til barnet, der ifølge sin mor ønskede sig ”aktivitetslegetøj, en lille fjällräven og tøj”. Vi var på forhånd enige om, at rygsækken og tøjet var dømt ude, da begge dele formentlig ville være overrepræsenterede på gavebordet.

Derfor rykkede vi direkte i Sallings legetøjsafdeling. Et farligt sted at opholde sig, når man selv er gravid, skulle jeg hilse og sige, men jeg er stolt over, at det lykkedes mig at begrænse forbrugstrangen til en sutteklud. (Lyseblå og lavet som en lille mus *smelter*) Men også et sted, der er velegnet til at finde ud af, hvor utrolig lidt man ved om babyer og deres udvikling, for hvad fanden er ’aktivitetslegetøj’?? Heldigvis lader det til, at producenterne er opmærksomme på, at det er idioter som min veninde og jeg, der skal holde omsætningen oppe, så de fleste legesager har små mærkater på, hvor man på dansk, tysk og engelsk kan læse, hvor gamle børnene skal være for at lege med tingene, og hvad de formodes at udvikle undervejs. (Undtaget er selvfølgelig alt, hvad der produceres i Frankrig. Ze frenzsh er som sædvanligt skideligeglade med, om andre nationaliteter forstår, hvad de mener.)

Således kunne vi diskvalificere en helt fantastisk kæphest (+ 36 måneder), en Bodilelefant (+ 24 måneder) og noget med hjul under (+ 18 måneder), som vi ikke helt kunne klassificere, men som ikke desto mindre så sjovt ud.

Men så fandt vi Dukkevognen. Den røde trædukkevogn, der er så retro, at jeg næsten ville ønske, at jeg kunne købe en til mig selv. Under armen med den og op til kassen, hvor Amalies intellektuelle tvilling var blevet sat til at ekspedere.

”Er det til en dreng eller en pige?”

Først lamslået tavshed. Så – helt intonationsløst – ”En pige”, hvorefter min veninde kiggede på mig og hviskede: ”Det SPURGTE hun bare ikke om!?”

”Måske ligner vi et meget fremmeligt, lesbisk par, der ikke vil begrænse vores søn i hans udvikling og eksperimenter med identitet og kønsroller?” foreslog jeg.

”!!?! ... Nå... Fair nok. Ok, det må være for, at vi kan få den pakket ind i det helt rigtige pige-agtigt papir.”

Vi fik den pakket ind i grønt papir. Som var det eneste papir, de havde.

Og bagefter kom jeg til at tænke på, at man, hvis man køber en rød dukkevogn til sin dreng, nok er riiiimeligt large i forhold til, om papiret er blåt eller lyserødt.

fredag den 24. september 2010

Er det virkeligt lægeligt forsvarligt at bede mig marinere mit barn i sukkerlage?

Nå. Men fastede fra kl. 22 i går, og fulgte – helt efter planen – Murphys Lov om fastning: At man, når man ikke spise, med 1000 % garanti vågner 3 gange i løbet af natten med lyst til at flå og æde en løve. Hver gang.

Kl. 7 stod jeg op, kastede 24 længselsfulde blikke efter min kaffe, cyklede til lægen, fik taget blodprøve (blodsukker 5,1), drak 3 dl. flydende sukker, stirrede apatisk ud i luften i 2 timer, fik taget endnu en blodprøve (blodsukker nu 4,1), dansede 'TOLD you so!'-dansen og skred.

Jeg SAGDE jo, at jeg ikke har sukkersyge!

torsdag den 23. september 2010

Another day in paradise.

Vi kører med relativ lang forskydningstid her på matriklen i disse dage. Derfor er det først i dag, 2 dage efter dommen, at jeg begynder at mene noget om, at Anni skal 2 år i fængsel. Eller rettere: At mene noget om, hvad jeg mener om, at hun skal ind og sidde. For da jeg læste at der var faldet dom, var min første tanke: ”Aj, det er sgu da næsten synd. De har lige fået en baby og alt muligt.”

Hvilket vel egentlig bare beviser, hvorfor der er en rigtig god ide at være en hel masse i fjernsynet, for uden nogensinde at have set et helt afsnit af Anni og Erik, har jeg alligevel udstyret hende med både personlighed, følelser og en hel masse andet, der gør, at jeg har medlidenhed med hende over den hårde dom.

Hvis jeg havde læst om en 40-årig mand, der havde fået 2 år for rufferi, skatteunddragelse og rockersupport, ville jeg have set en overvægtig, svedende polak i netundertrøje med høje tindinger og tarvelig, personlig hygiejne for mig, og jeg ville have syntes, at han var sluppet alt, alt for billigt for at have kidnappet og trafikeret (jamen, hvad siger vi på dansk??) alle de stakkels kvinder hertil fra Tallinn og Accra.

Det svin.

Christ mand. Jeg er ved at blive blød. Det næste bliver vel, at jeg udvikler sympati for Amalie.

(Billede fra Anni og Eriks datters barnedåb. Hvis ikke de kjoler siger 'kirkeligt' og 'højtideligt', så ved jeg ikke, hvad gør.)

onsdag den 22. september 2010

Så kører det for os!

Mange tak for alle jeres søde hilsner. Jeg lever endnu. Lidt til min egen overraskelse, faktisk.

Pillerne har taget det værste af hosten, så selvom ribbenene stadig er ømme mæ hælve te, sætter jeg min lid til, at det bliver bedre, når jeg ikke hele tiden hoster fibrene fra hinanden hurtigere, end de kan nå at hele.

Så dagen i dag er mest oplevet i water på sofaen, og jeg ved ikke, om det skyldes pillerne, eller om jeg er ved at gå i barselsfrø, men jeg har fået et par timer til at gå med at ligge og beundre mine seneste indkøb til Anton:

(Fantastisk kanin, der skifter farve. Kunne godt finde på at tyvstarte med at bruge den. Bare for at være sikker på, at den virker, naturligvis.)

(Barbapapa-lyskæde. Lasse og jeg kom til at snakke om, hvad det egentlig er, de er? Spøgelser? Mummitroldenes venlige slægtninge?)

Ungen er ikke født endnu, men har allerede erhvervet sig for 700 kr. lysgejl.

Er det for tidligt at åbne en konto til ham hos T-Hansen?

tirsdag den 21. september 2010

Suicidale læsere bør komme tilbage i næste uge.

Her skulle have været et ”HURRA, MAND!”-indlæg, for vi har faktisk et jubilæum at fejre: Dagens indlæg er nemlig nr. 1.000, hvilket jeg jo nok synes, at man passende kunne fejre med en kagemand, eller noget.

Sådan bliver det så ikke.

Det bliver i stedet bare endnu et indlæg om sygdom og elendighed, og det er jeg virkelig ked af, for det er ikke særlig spændende at læse om.

Men kan I huske den fibersprængning, jeg fortalte om forleden? Den, jeg har fået af at hoste? Nåmen… den er blevet værre. En hel del, endda. Så i nat snakkede jeg med vagtlægen. Igen. (Skal fandme nærmest snart have lagt dem ind på speed dial.) En venlig ældre herre, som synes, at jeg lød ’noget forkommen’ og opfordrede mig til at spise Pinex og (og her citerer jeg ordret) ”at lave en form for brynje af et tørklæde”.

Jeg giver jer lige et sekund til at nyde dét billede.

Hvorfor har man aldrig en rustning ved hånden, når man mangler en?

Nå, men jeg lovede Ridderen Af Stetoskopet at tage til egen læge i dag, så det gjorde jeg. Tudende hele vejen, for alt gør ondt. At stå op, at gå, at ligge, at sidde, at nyse, at køre i bus, at trække vejret, at pudse næse (så skidegod ide med det der tuderi, Linda) og at hoste. Det sidste er det værste, for jeg skal hele tiden hoste, og hver gang føles det som om, noget bliver revet i stykker inde mellem mine ribben.

For at gøre en lang historie kort, har jeg fået noget smertelindrende og min læges private mobilnummer med beskeden om at ringe, hvis ikke det bliver markant bedre indenfor de næste 3 timer. Hvis ikke, indlægger de mig, fordi jeg pga. smerterne efterhånden trækker vejret så overfladisk, at jeg risikerer at det udvikler sig til lungebetændelse, og det må det ikke.

Så det er super.

Nu sidder jeg her og tuder noget mere. Fordi det gør ondt, fordi jeg ikke kan overskue det, fordi jeg har forfærdelig dårlig samvittighed over at hælde smertestillende lige ned i hovedet af Anton, som jeg bilder mig ind bliver helt stille og sløv af det, og fordi jeg har hormonerne til at sidde uden på tøjet.

Har I haft en god dag derude?

Kærlig hilsen

Festbomben

mandag den 20. september 2010

”Ja, kom! Vi hænger med mulen! 4 mere! 3! 2! 1!”

I dag læste jeg i avisen, at Infernal på mandag udgiver et nyt album. Først blev jeg først helt: ”Yei!! Nyt musik til spinning!”-agtig. Hvorefter jeg faktisk blev en lille smule trist. For lige om lidt er det slut med at sidde og tælle takter og udstøde triumferende lyde, når man efter mange timers jagt finder Det Helt Rigtige Remix, som man VED vil sætte ild til taget.

Da jeg besluttede, at jeg gerne ville have et barn, vidste jeg godt, at det ville blive hårdt at give afkald på noget, jeg synes er med til at definere mig som person, og nu hvor tiden nærmer sig, må jeg så konstatere, at jeg havde ret.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min beslutning er den rigtige, og jeg ved også godt – på et objektivt overplan – at jeg ikke er interesseret i at blive en af de instruktører, som alle i det skjulte synes har trukket den for længe, og som er mere pinlige end inspirerende.

Men derfra og så til at indstille sig på, at det er NU, det er ved at være slut – der er et stykke vej.

Jeg elsker at undervise. Jeg elsker den energi, der opstår i et rum, når 40 mennesker sender endorfinerne i frit omløb, jeg elsker kombinationen af det matematiske og det kreative, der ligger i at mixe musik og lave koreografi, og samtidig arbejde inden for de afstukne rammer. Jeg elsker kontakten med mennesker og det sammenhold, der er mellem både udøvere og kolleger i mit center.

Og jeg er god til det. Modsat stort set al anden sport, uanset om det involverer bolde, vand, holdkammerater eller modstandere, har jeg i fitnesscentrene fundet min niche, hvor det, jeg kan, fungerer og hvor jeg hverken forvolder skade på mig selv eller andre.

Om ikke ret længe giver jeg afkald på en meget stor del af det liv, jeg kender, for at tage hul på noget, som jeg ikke har nogen som helst ide om, hvad indebærer, eller om jeg egner mig til. Det er angstprovokerende ad helvede til. Jeg kan allerede mærke, at jeg er en lille smule udenfor, når der er p-møder og arrangementer. Jeg er ved at blive skrevet ud af serien, og vi ved det alle sammen.

Måske er Anton et af de børn, der godt kan efterlades med en barnepige, og som derfor alligevel giver mig mulighed for at være dernede på tålt ophold. Men hvis ungen går i flitsbue af kolik fra han ser dagens lys, til han starter i børnehave, har man jo nok lidt en fornemmelse af, hvem det er, der bør passe ham. Og man gider ikke være ravnemoderen, der lader sit stakkels barn gå for lud og koldt vand, fordi hun sætter egne behov over hans, vel?

Jeg klamrer mig til min pind de sidste 6 uger, som ud over mine egne timer heldigvis også giver mig mulighed for at evaluere en bunke spinninginstruktører, et par holdinstruktører, køre en intern uddannelse, uddanne endnu et kuld stepinstruktører og lave et enkelt inspirationskursus.

Det bliver nok i virkeligheden noget med bare at vriste scepteret ud af mine hænderne og eskortere mig ud af døren, mens jeg vrælerr ”NEJ! NEEEEEEJ!!! JEG ER IKKE KLAR!!!”

De kan jo så passende køre mig direkte op på fødegangen.

søndag den 19. september 2010

Ugen set i bakspejlet:

Tænk at man på 7 dage nåede:
- To sygedage.

- En lønforhandling.

- Et jordemoderbesøg.

- At lære 2 nye programmer til fitnesscentret.

- Et personalemøde.

- To øveaftener med kollegerne, jf. de nye programmer.

- En mus-samtale.

- Det der arbejde. En hel masse af det, faktisk.

- At undervise 6 timer, og træne 4 selv ud over det.

Spekulerer på:
- Om man kan miste forstanden af at hoste? Nej, seriøst. Jeg. Hoster. Hele. Tiden. Ud over det meget lidt praktiske i at lyde som en levende udstillingsmodel af Tuberkulose 2010, når man forsøger at tolke/undervise/tale i telefon/forhandle løn, har jeg som en slags bonus fået en fibersprængning i højre side af den møgpisselortespasserrøvhoste.

- Hvor længe endnu vi skal høre om den verpühlte, et-benede bombemand? Enough already!

- Om man bør være flov over at være 33 år og have slugt True Blood bøgerne 1-5 på 10 dage? *vampyr-sucker-smiley*

Tænk at man er blevet:
- Sådan en, der forhandler om barnets 2. sygedag.

- For fed til sin vinterjakke. Føler mig som et badedyr, nogen har pustet for hårdt op. Jeg kommer til at give mig, og ofre penge på en ny, for den gamle sidder nu så stramt, at mine arme står ud i let 45 graders vinkel.

- Så tyk, at man ender på alle mulige obskure hjemmesider, fordi maven rammer musen, hver gang man læner sig frem efter kaffekoppen.

Elsker til gengæld:
- At Anton nu er blevet så stor, at jeg kan mærke ham næsten hele tiden. Han mosler rundt i vilden sky, og forleden kunne jeg helt tydeligt mærke hans lille fod lige midt på maven. *smiley-der-smelter*

- At den her uge er slut.

- At jeg igen er lykkeligt uopmærksom på mine kæber. Det er først, når der går betændelse i dem, at man finder ud af, hvor dejligt det er ikke at mærke dem til dagligt.

Fatter I:
- At jeg går på barsel om 6 uger? For jeg gør ikke.

- At det kan betale sig at lave et program om Sidney Lee, der camperer?


Nå. Kom. Vi skrider i seng, så vi er klar til at angribe den nye uge med friskslebne hjørnetænder og hvæssede kløer.

fredag den 17. september 2010

Note til selv:

Det er dumt – DUMT! – at udveksle (meget forskellige) politiske synspunkter med spa-kvinde, der bevæbnet med kogende voks og pincet er i færd med at give dig en brasiliansk undervognsbehandling.

Av.

torsdag den 16. september 2010

"True love will find you in the end"

hedder et af mine yndlingsnumre med Beck. Det er længe siden jeg har hørt det, men jeg kom til at tænke på det her til aften, fordi jeg på FB faldt over en statusopdatering fra en pige, som jeg engang kendte.

Hun var i mange år kærester med en fyr, jeg også kender. Han behandlede hende med en mangel på respekt, der nærmest var sygelig. De arbejdede samme sted, og han fik masser af tid til at gå med at knalde ¾ af alle de andre kvindelige ansatte på arbejdspladsen.

Hun ville gerne giftes og have børn. Han ville vist mest bare være sikker på, at der var en, der holdte sengen varm de dage, hvor han ikke gad udlicitere opgaven.

Flere gange tog hun ham med hænderne på kagedåserne, og flere gange gik hun fra ham. Alligevel endte hun hver gang med at tage ham tilbage, selvom alle vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før han igen blev set alle de forkerte steder i selskab med alle de forkerte mennesker.

For to år siden skred hun så endelig for good.

Til lyden af stående applaus fra alle os andre.

For 1½ år siden mødte hun en ny mand.

I dag er hun gået 2 dage over tid.

På hendes profilbillede står hun med sin kæmpemave og ser så glad ud, at man nærmest får lyst til at tude.

Fik jeg med, at han er endt i et lorteforhold, hvor han og den nye kæreste lever som hund og kat, og altid ligner nogen, der enten er ved at kede hinanden til døde, eller som har lyst til at slå hinanden ihjel?

Jeg elsker, når det for en gangs skyld er de onde, der græder og de gode, der ler, og jeg synes, at det er så fint at blive mindet om, at vi selv er med til at skabe de betingelser vi lever under.

For som Beck synger:

Only if you're looking will it find you
'Cause true love is searching too
But how can it recognize you?
Unless you step out into the light.

onsdag den 15. september 2010

Kan vi stadig være gode venner? Eller... vent…

Ind imellem sker det, at venskaber ender brat. Heldigvis sjældent, for det er nogenlunde ligeså behageligt og problemfrit, som når man går fra sin kæreste (er i øvrigt kommet til at tænke på, hvornår man blev for gammel til at ’slå op’ og i stedet begyndte at ’gå fra’?). Specielt, hvis det er en ven, man har haft i mange år.

Der er så mange ting, man ved om hinanden. Så mange små hemmeligheder, man deler, og så mange ting, der kun er sjove sammen med lige præcis dette menneske, fordi vi var der sammen. Der går lang tid, før man holder op med at tænke: ”Aj, det skal jeg sgu lige huske at fortælle [indsæt navn]!” og før det bliver naturligt, at man ikke længere hører fortsættelsen på de sagaer, man har fulgt i årevis.

Når venskaber ender på den måde, er faserne efter meget lig post-forholds-faserne. Først er der vrede og fornemmelsen af at være blevet virkelig uretfærdigt behandlet. Så kommer savnet og ulykkeligheden over, at det hele er blevet sådan noget rod, og endelig begynder man at kigge på det sidste års tid eller to med nye, lidt mere objektive øjne. Man begynder at få øje på tegnene på, at tingene ikke længere var helt som de skulle være, at venskabet var kørt fast i vaner og rutiner, der var uhensigtsmæssige for begge parter, og at man et eller andet sted undervejs fikserede hinanden i roller, som ingen af parterne egentlig ønskede at have, men som ikke desto mindre var uundgåelige; arv, sind og omgangstone taget i betragtning.

Man erkender sin egen andel af skylden og kommer i tanke om ting, man ved om den anden, som ved nærmere eftertanke forklarer, hvorfor man fik – eller ikke fik – nogle bestemte reaktioner fra vedkommende.

Og når man først er der, begynder det at blive klart, at det nok i virkeligheden ikke kunne være gået meget anderledes, end det gik.

Tilbage står ønsket om, at man ud af respekt for det, der var engang, kan bevare den civiliserede omgangstone, når man støder på hinanden, og at begge parter, når vreden er fordampet, husker, hvorfor man i sin tid satte så stor pris på hinanden.

tirsdag den 14. september 2010

Har spam NOGENSINDE virket? For NOGEN??

Kender I de mænd, der scorer på alt med en puls, når de er i byen? Dem, der sjældent får bid, fordi de færreste hverken føler sig særligt smigrede eller udvalgte over at blive bagt på som nummer 17. Jeg antager, at disse mænd arbejder ud fra tesen om, at hvis man bare skamcremer på ALT, så vil der på et tidspunkt være en, der enten er så desperat efter opmærksomhed eller som fuld nok til, at vedkommende giver efter.

Jeg tror, at jeg ved, hvor de mænd arbejder: I reklame- og bladbranchen.

Ind imellem modtager jeg mails fra steder, der gerne vil have mig til at blogge for dem, hvilket jeg altid bliver både glad og smigret over. Indtil det efter lidt mailen frem og tilbage kommer frem, at jeg jo skal gøre det gratis. Så bliver jeg bare pissesur.

En ting er, at det er brød lige ud af munden på de mennesker, der har taget en uddannelse og stiftet studiegæld for at ernære sig ved at skrive – og den slags støder min TR-hjerte, der hjemmefra er viklet så fint ind i den røde fane, voldsomt. Noget andet er, at jeg bliver sindssygt provokeret af, at de tror, at jeg er så desperat efter læsere, at jeg glad og gerne løser opgaver, de definerer og afgrænser, gratis, for at få lov at se mit navn på tryk. Sidst jeg modtog sådan en mail, måtte jeg slette mit svar til dem 3 gange, fordi mine fingre blev ved med at starte mailen med: ”Ligner jeg en luder?”

Misforstå mig ikke: Jeg BLIVER meget glad for, at nogen derude kan lide, hvad jeg laver – det gør jeg virkelig, og jeg ville elske, hvis jeg en dag fik mulighed for at gøre noget mere med mine skriverier – men jeg synes, at der ligger en voldsom arrogance bag at antage, at du som blogger går så meget på røven over opmærksomhed, at du vil forsyne folk, der kommer til at tjene penge på det, du gør, med gratis materiale.

I dag har jeg så modtaget endnu en mail. Denne gang er der tale om et lidt andet tilbud. Et storslået et af slagsen, kan jeg forstå.

Hej Linda

Jeg skriver til dig, fordi jeg synes du har et interessant website. Derfor vil jeg tilbyde dig at blive partnere hos ******. Det giver dig mulighed for at bruge markedets bedste virale videoer på jeres site. Vi tilbyder jer en garanti for mange spændende kampagner og muligheder for god indtjening.

Det er simpelt at komme i gang! Du kan oprette en profil på www.******.com. Herefter logger du direkte ind og henter de videoer, der passer bedst til dit website og dine brugere.

Fra og med i dag kører vi en kampagne i samarbejde med Det Kongelige Teater for Tjajkovskijs ballet Svanesøen, som kører fra 15. sep. til 06. nov. 2010. Jeg mener at denne kampagne ville passe fint til dine læsere, og være et udmærket sted at starte et samarbejde mellem os og jer. Man kunne fx skrive en lille artikel om forestillingen, og lægge den tilhørende video derunder og på den måde tiltrække læserne til den. På den måde kunne du berige din blog med spændende indhold og samtidig tjene penge på det.

Jeg vil gerne give point for, at de trods alt har taget sig tid til at finde ud af, hvad jeg hedder. Det er såmænd ikke engang dem alle sammen, der har gidet det. Men resten er jo crap, for fanden. Alt den der roden rundt i dig og I/jer og påstanden om, at Svanesøen vil passe fint til mine læsere…. Jeg mener: Har de LÆST bloggen? Og hvilke læsere er det helt præcist, der vil føle sig tiltrukket af en reklamekampagne? Det skulle vist være første gang i verdenshistorien, at bjerget på den måde valgte at komme til Mohammed. Med eller uden eksplosive eller 'berigende' appelsiner i turbanen.

Det kan godt være, at det tager længere tid at score, når man skal bruge tid på at finde ud af, hvem der indeholder de kvaliteter, man sætter pris på. Det kan også godt være, at det koster en ekstra øl eller to, og at man ind i mellem må gå alene hjem, fordi det, der tiltrak ved første øjekast viste sig at være distanceblænderi, eller fordi kemien ikke var der alligevel.

Jeg vil bare vove at påstå, at både tid og penge er godt givet ud, for belønningen står som regel mål med indsatsten.

mandag den 13. september 2010

Sur, syg og selvmedliden.

Jeg keder mig.

Jeg keder mig, jeg keder mig, jeg keder mig.

JegkedermigjegkedermigJEGKEDERMIG!

KÆFT, hvor er det godt, at jeg ikke er en af de stakler, der har ligget med bækkenløsning eller andet invaliderende graviditetssnask, siden jeg undfangede, som ville have tvunget mig ud i inaktivitet i både uger og måneder. Jeg har nu været sygemeldt i præcis 3,5 time, og jeg er ved at gå amok.

En ting er, at jeg er så tilstoppet i hovedet, at jeg, hvis jeg gik på arbejde, ikke ville være meget bevendt, fordi jeg ikke er stort bedre stillet, end de mennesker, jeg tolker for. Ligner hele tiden ham her

fordi jeg forsøger at skabe undertryk nok i kraniet til at genskabe hørelsen.

Hvilket får mine læber til at storflække, så jeg pludselig ligner hende her

For fanden.

En anden ting er min træning. Havde det ikke været for Anton, havde jeg helt sikkert nok taget en spinningtime for at svede skidtet ud. Bare en lille, bitte en. Min egen, måske. Det gør fysisk ondt på mig at have afløser på min time, når jeg ikke ved, hvor meget, jeg kan fortsætte med at undervise, efter jeg har født, og derfor hæger jeg om mine sidste 6-8 uger med en inderlighed, der ellers er forbeholdt religiøse mennesker.

Og hvorfor skal solen blæse ud af himlen med 1000 km i timen? Det er som om den spotter mig. Får indespat over at sidde her og glo *vranten-smiley*

Nå. Men jeg har da heldigvis stadig feber, så tager lige en dag mere herhjemme i morgen.

*suk*

søndag den 12. september 2010

Og den var go!

Hold nu kæft en travl weekend. Der er godt nok tryk på for tiden.

Fredag kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede. Overhovedet. Er for træt til at forsøge at komme i tanke om det, så kom; vi lever med uvisheden.

Lørdag stod jeg tidligt op og øvede nye fitnessprogrammer hele formiddagen, (hvis det her bliver for nervepirrende læsning, så tag evt. lige en pause og vend tilbage, når pulsen er nede i den grønne zone igen) og over middag havde 6 af mine fitnesskolleger og jeg inviteret til 2½ times combatmarathon. Det var sjovt! Og hårdt. Og meget, meget varmt, da udsugningen med et afmægtigt suk valgte at lade 65 kampsvedende mennesker i stikken. Jeg skal være ærlig og sige, at de sidste 30 minutter var en arbejdssejr, men fuck nu det. Jeg gjorde det, og ikke nok med det: Jeg gjorde det i den her:

Man må ALDRIG gå ned på udstyr.

Lørdag nat kortsluttede mit system så, og nu sidder jeg her med bi- og kæbehulebetændelse og øjne så blanke af feber, at man kan spejle sig i dem. Er også bange for, at jeg har fået en fibersprængning eller to af mine nærmest olympiske nys. Men jeg HAR været ved vagtlægen *dydig-smiley*, hvilket for en gangs skyld var en positiv oplevelse med 5 minutters ventetid og venlig, veloplagt, dansktalende læge. Jeg plejer ellers altid at vinde de norske.

Kan man egentlig liste på sit cv under spidskompetencer, at man kun bliver syg udenfor almindelig åbningstid? I mine 13 år i Århus har jeg haft relativt akut behov for lægetilsyn 6-7 gange, og HVER gang har det været enten nat, søndag eller påske. Go figure.

Hov – jo! Jeg var i bio og se Hævnen i fredags. Phiew! Så kan vi alle sammen sove igen.

torsdag den 9. september 2010

”Og PREEEES!!” Hvem, mig??

Så er det vist tid til en update på Anton. Han er ved at være stor, den lille. Ca. 34 cm lang, hvilket er noget længere end et ark A4 papir på den lange led, han vejer ca. et kilo og hans fødder er 4 cm (aj, men jeg dør!). Han blinker, har negle og kan mærke forskel på op og ned.

Da jeg nu er 2/3 af vejen, tænkte jeg i dag , at det vel er ved at være på tide, at jeg begynder at forholde mig lidt til det der fødsel.

….

Er det godt eller skidt, hvis man har en mistanke om, at realiteterne først rammer én, når man ligger der? For jeg kan overHOVEDET ikke se det for mig! Men jeg bliver selvfølgelig også stadig somme tider så forbløffet, at jeg næsten snubler, når jeg kommer forbi et spejl og opdager, at jeg er gravid.

Men det kan jo ikke rigtig hjælpe, så: Ind på google, ”fødselsforberedelse Århus”, søg.

23.200 resultater. Hold da op.

Magter altså ikke rigtigt at sidde i rundkreds og trække vejret dybt otte onsdage i træk hos en eller anden holistisk jordemoder på 58, der hedder Else og har fletninger og strikkede sokker. Jeg siger det bare.

Nå, men lad mig se….

1. side:
Ekstatisk fødsel: Det er muligt at bestille en fremvisning af den banebrydende dokumentarfilm om fødsler "Orgasmic Birth".

Iiiew!! Hej Anton, og velkommen til verden. Jeg skal nok sætte dig af ved psykologen på vej hjem.

Side nr. 2:
Dansen og musikken stemmer din krop og dit sind til fødslen. Gennem dansens rytme og bevægelse kommer du i dybden med dig selv og kontakten til dit barn.

Ikke rigtigt, vel? Vi HAR prøvet mavedans, og det taler vi ikke om, Hans Christian. Er vist heller ikke rigtigt klar til mine egne dybder.

Side nr. 3:
Bliv tryg med din fødsel

Ok. Men kun, hvis du derefter deltager på mit netop oprettede kursus ”Bliv tryg med dit danske sprog”.

Side 4:
Vil du gerne være helt afslappet og rolig den dag du skal føde
Vil du gerne kunne kontrolere dig selv til fødslen
vil du gerne kunne smertelindre dig selv

Seriøst: Har de ikke dansk på den der jordemoderskole?? Men bortset fra det, så appellerer ordet ’kontrol’ jo kraftigt til mit nazi-sind. Bliver bare lidt mistænksom over det der ’helt afslappet og rolig’-noget. Lyder næsten for godt til at være sandt, ikke?

Side nr. 5:
Intensiv fødselsforberedelse med fokus på, hvordan vejrtrækning, hvile- og fødestillinger kan hjælpe til at skabe et godt fødselsforløb, samt hvordan evt. fødselsledsager kan støtte med bl.a. massage.

Købt!

Godt så. Lørdag d. 20.11 bliver det virkeligt.

Der er heldigvis laaaaang tid til!

onsdag den 8. september 2010

Godt kommet igen, drenge.

Nu har jeg det sidste år jævnligt brokket mig over, at Århus Kommune har skrællet hele den øverste del af den tektoniske plade af lige uden for min fordør, hvilket har medført, at vi har off-piste cyklet over grus, jern, og huller så store, at man i de regnvåde perioder ikke ville være blevet forbavset, hvis de havde udviklet sig til mindre søer med ænder, alger og hele svineriet.

Men nu - *praise-the-LORD!-smiley* er vi endelig ved at være ved vejs ende. Gravkøerne græsser fredeligt 800 meter væk, frekvensen af storrygende, hjelmbeklædte jord-og betonarbejdere er faldet markant, og vi har asfalt, fortove og fremkommeligt terræn i uendelige baner.

Og nu er det så, at jeg gerne vil rose dem, som roses bør: For de kunne sådan set bare have smidt skovlen på nakken og være skredet uden at gøre mere ved dét, drengene i orange, men i går, da jeg kiggede ud af vinduet, trippede hærdebred, tatoveret mandsperson rundt med 90 graders bøjning i hofteleddet og såede græs med sirlig omhyggelighed, 4 frø af gangen, i vores 30 cm. brede rabat.

Vi KAN så godt lide, når folk gør sig umage.

tirsdag den 7. september 2010

BFF.

Nu siger jeg lige noget, ikke? Ind imellem synes jeg, at det kan være en udfordring at være en god ven, for når man kommer tæt nok på andre, får man også lov at se sider, som er trælse og uklædelige, og som man hverken har lyst eller ret til at påpege.

Jeg ved ikke, om det har betydning, at jeg er single, men ind imellem tror jeg, at en del af den interaktion, man normalt har med sin kæreste, bliver overført på vennekredsen, når man er del af en flok, hvor alle er uden påhæng.

I et forhold har vi vel alle prøvet at være flove over ham eller hende, vi har med. Hvilket ikke er en særlig fed oplevelse, fordi 1) man selv har valgt ham, 2) man ikke har lyst til at være sådan en, der dømmer og 3) man i umiddelbar forlængelse af sin domfældelse kommer i tanke om, at man ikke selv er fejlfri.

Men det stinker, at være pinligt berørt over sine venner, for man mangler den intimitet og den specielle kontrakt der gør, at man kan tillade sig at have en holdning til, hvordan de vælger at gebærde sig.

Jeg ved for eksempel ikke, hvor jeg skal se hen, når min kammerat sidder og fortæller, om den bz’er-agtige type han var, da vi var unge, og hvordan hver fredag og lørdag aften var a walk on the wild side. Han glemmer tydeligvis, at jeg var der. Og at jeg har billeder af ham. Med både slips og vandkæmmet hår.

Det koster også en del tænderskæren at se på hende, der mener, at alle hendes venner må ligge vågne om natten og spekulere over, hvordan de kan være hende behjælpelige på alle tænkelige måder. Hun har ingen skam i livet i forhold til, hvad hun beder om, og hvor mange gange, hun gør det, og det der med, at det kan sætte folk i forlegenhed at skulle sige nej til en ven, er enten noget, hun ikke er opmærksom på, eller som hun simpelthen ignorerer. Hvis du er uddannet advokat, må det betyde, at hun kan bruge dig til at skrive trusselsbreve til sin udlejer. Hvis du ved noget om computere, er du automatisk ansat på livstid som hendes personlige supporter, og arbejder du i en forretning, må du da kunne skaffe hende noget rabat, ikke? Problemet er bare, at hun ikke selv har hverken et job eller specielle spidskompetencer, der gør, at hun kan tilbyde noget den anden vej, så når hun for 4. gang spørger, om du ”ikke lige kan [indsæt tjeneste]”, kan lysten til at smide alt, hvad man har i hænderne – igen - ligge på et meget lille sted.

Det er heller ikke så rart at se på ham, der forstiller sig, og giver den hele armen som ekspert på et område, som jeg tror, han har glemt, at han ikke ved noget om, fordi han sådan ville ønske, at han gjorde.

De er mine venner, jeg holder forfærdeligt meget af dem, og jeg synes egentlig ikke, at man kan tillade sig at påpege opførsel overfor sine venner; det eneste, jeg mener, at man har ret til at gøre, er at sige fra, hvis man føler, at de træder over ens egne grænser, og det gør de jo for fanden ikke ved at fortælle en løgner om deres teenageår, som man tydeligt kan høre, at de har fortalt så mange gange, at de selv er begyndt at tro på den.

Og nej. Jeg er heller ikke perfekt. Jeg er en bestemmerøv, jeg kan ikke finde ud af, at sige fra over for mine venner, fordi jeg inderst inde er bange for, hvad min egen fordømmelse af dem siger om mig, jeg er hård, jeg er ind imellem alt for ærlig, og jeg kan være noget så udspekuleret led ved folk, uden at de har en chance for at forsvare sig, fordi jeg camouflerer mine ætsende syreangreb med ironi og sarkasme. Jeg kan være selvhøjtidelig, selvretfærdig, selvtilstrækkelig og en hel masse andet grimt, der starter med ’selv’.

I den bedste af alle verdener er venner mennesker, der elsker dig lige meget hvad, og jeg bryder mig ikke om mig selv, når jeg dømmer dem, jeg holder af.

Jeg synes bare somme tider, at det er svært at lade være.

mandag den 6. september 2010

I'm bringin' sexy back!

Her, 3 måneder før Antons ETA, begynder min krop så småt at bitche lidt. Min ryg er gået fra at være småøm i ny og næ til at gøre fuldtidsnas, lige dernede i lænden, hvor benene er sat på. Jeg er forkølet på 6. uge, fordi værtsorganismen må holde for, når alle ressourcer går til den lille bandit, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg ser ud uden forkølelsessår.

I desperation har jeg klippet mit hår, og jeg må sige, at jeg synes at det hjælper. Lidt.

Mine skavanker hører til i småtingsafdelingen, men det tager lige lidt tid at komme i tanke om, hvordan man fixer sig selv, når storfavoritterne Panodil og Ipren har fået de røde kort. (Svaret på dét spørgsmål er i øvrigt: ”Varmepude”, hvis nogen skulle være i tvivl). Hostesaft kan man glemme for 1.000 kr. Det almindelige, giftige good stuff med morfin and shit er no-no, og øko-helse versionen er smækfyldt med alkohol, så der er dømt tuberkuløs hoste af den slags, der får det til at føles som om, man er hul inde i hovedet.

Forkølelsessårene kan dog stadig forsøges bekæmpet med Zovir, for som der står på indlægssedlen: ”Zovir må anvendes af gravide, og du må stadig amme, når du bruger Zovir.” Jeg elsker den selvtillid, der ligger i den sætning; Tænk at vide, at man laver et produkt, der er SÅ godt, at mødre over hele verden hellere vil lade de små, nyfødte skattebasser sulte, end at give afkald på vidundermidlet.

Men når man så kommer vraltende med sin stive ryg, sin røde næse og sine sprukne læber, ved man næsten ikke, hvordan man skal håndtere det, når en af eleverne i en klasse, jeg tolker i, som brugte hele sidste år på at stirre henført på mig, tilsyneladende ikke synes, at mit nye, tvivlsomme udseende (ligner faktisk lidt en hjemløs, nu jeg lige sidder og tænker over det) betyder spor, men tværtimod stadig kigger så forelsket på mig, at mine kolleger nu er begyndt at kommentere det.

Han er 22 år. Maks.

Og ikke blind, I might add.

Det må være det nye hår.

(PS: Det er ikke, fordi jeg ignorerer jeres kommentarer. Jeg både læser, griner og glædes ved dem. Jeg har bare så røvtravlt i de her dage, at jeg er nødt til at vælge mellem at svare på kommentarer eller at skrive dagens indlæg. Så: Undskyld. Og mange tak for dem)

fredag den 3. september 2010

Ellers må Anton jo lære at elske Baresso og spinning.

Jeg kender en pige, som under hele sin graviditet var meget bekymret for, om hun ville få et grimt barn, fordi hun var overbevist om, at hun selv ville kunne se det. Hun fik heldigvis en fin, fin lille pige *hej-Agnes*, så hun kunne have sparet sig de søvnløse nætter.

Efter at have læst ”Vi forældre” (der fulgte gratis med en af de pakker, man kan få, når man pantsætter sit ufødte barn til kapitalistiske pengemaskiner som Libero, Pampers og Matas) har jeg udviklet en lignende bekymring, for jeg er virkelig oprigtigt i tvivl om, om jeg nogensinde kommer til at synes, at de emner, som De Rigtige Forældre finder interessante, appellerer til mig.

Jeg føler f.eks. ikke trang til at se, hvor man kan købe puslespil udformet som Eiffeltårnet. Eller guldstøvler med vinger. Den lange artikel om hængebryster gør mig deprimeret, og ”10 til mor” giver for mig I-N-G-E-N mening: Hvorfor skulle 10 tilfældigt udvalgte brugsgenstande spændende fra slå-om-kjoler til bøger om Berlin (!?) optænde den hellige forbrugerild i mig, alene fordi jeg har født et barn?

Helt ærligt: Det nager mig. Hvad nu, hvis jeg bliver sådan en mor, der ikke stimulerer mit barn, fordi alt, hvad der er sjovt for barnet og/eller pædagogisk korrekt, keder mig så meget, at jeg ikke kan holde det ud? For set herfra hvor jeg står, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg om 3 måneder pludselig fatter interesse for de famøse støvler, kommer til at elske at sidde 5 timer på gulvet og lege med Spidermandukker, eller at bruge hele lørdagen på brætspil og Kluddermor.

Gør man det, fordi hele verden ændrer sig, når man bliver mor? Lærer man at elske det?

Eller er belønningen i form af kvalitetstid med ungen bare det hele værd?

torsdag den 2. september 2010

Er det mig

eller er der også gået lidt finanskrise i vejskiltene?


(Forklarende undertekst: Skiltet er mindre end en gennemsnitlig, dansk frokosttallerken. Måske ikke lige så tydeligt på billedet her, men når man kommer forbi, kan man godt lige gro den mistanke, at det mikroskopiske skilt er venligst sponseret af Den Danske Autoreparationsbranche.)

onsdag den 1. september 2010

Men DE ANDRE skal lære at styre sig!

Når jeg læser, at lastvognchaufførerne i Danmark har lanceret en kampagne for at få folk til at være lidt sødere ved dem i stedet for at råbe, dytte og sende dem strakte langemænd i trafikken, tænker jeg, at vi sgu nogle gange er en nation bestående af meget snæversynede egoister, der både forbeholder os retten til både at turbohade de forretninger, der har udsolgt af vores dagligvarer, og de mennesker, der lever af at levere dem.

Når jeg i dag læser i avisen, at Q8 sender 1300 medarbejdere på konflikthåndteringskursus, fordi det for dem er hverdag at blive truet og råbt af, og at de jævnligt har kamphunde rendende bag disken, fordi neandertalere har sluppet dem løs i raseri over, at kvitteringerne ikke kommer hurtigt nok ud af maskinen, spekulerer jeg på, om der er noget helt grundlæggende galt med os som race.

Men når jeg i en fremmed by stikker hovedet ind i en bus, for at spørge, om 1’eren kører et sted i nærheden, og en gammel, arrig kost råber: ”HVORFOR SKAL I ALLE SAMMEN SPØRGE I DEN HER BUS!! GÅ VÆK!! KØR BUSCHAUFFØR!!” lige ind i ansigtet af mig, så spyttet står i en byge ud af kæften på hende, så kræver det AL min viljestyrke at konvertere: ”Det er ikke dig, jeg snakker til, so-kælling, SÅ NU LUKKER DU FANDME RØVEN, ELLER JEG KVÆLER DIG!! til ”Ved du hvad? Hvis du snakker pænt til mig, så får jeg meget mere lyst til at tale pænt til dig.”

Men jeg gjorde det. Sgu.

1:0 til Den Civiliserede Opførsel.