tirsdag den 31. august 2010

Den selektive snob; det er mig.

Da jeg for 3 uger siden var på Skanderborg Festival, så jeg en hel masse mennesker, der gik og samlede flasker. Ikke ligefrem et særsyn på festivaler, men hvor det plejer at være børn eller Den Kinesiske Mafia, der nærmest flår flasken ud af hånden på dig, inden du får taget den sidste slurk, var der i år temmelig mange af samlerne, der farvemæssigt hørte til i mit eget segment.

Når jeg ser folk på min egen alder, der vel at mærke ikke er hjemløse eller på anden måde udsatte, gå og samle flasker, kan jeg ikke lade være med at blive lidt flov på deres vegne. Jeg ville selv synes, at det var ualmindelig uværdigt at gå rundt med min snuskede Aldi-pose og flashe, at jeg egentlig ikke havde råd til at være der. Eller – og det er meget værre – at jeg var en af De Griske, der gerne sætter socialt samvær og almindelig skam i livet over styr for at være den, der tjener penge på de andre.

Sådan har jeg alle dage haft det. Penge interesserer mig ikke særligt, og jeg bliver …. utilpas, hvis andre er for åbenlyst sultne efter dem. Jeg har heller intet imod at være Den Glade Giver, med mindre jeg opdager, at modtageren kalkulerer med det, og Von And-agtigt gemmer sine egne penge i madrassen, så han har noget at rejse til Caribien for senere.

Men inde i mit soveværelse ligger der 2 poser med brugt babytøj, som jeg har fået af venner og bekendte. Poserne ligger på den børneseng, som en fyr, jeg kun kender, fordi han spinner hos mig i fitnesscentret, har været forbi med. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se Annes søns gamle klapvogn, og en af mine læsere har skrevet, at hun kommer forbi med en høj stol en af dagene. Under min seng står det babybadekar, min veninde har ladet mig arve, og i det er pakket dyne, pude og Voksipose, som min Føtexveninde har skaffet til special price for me.

Og så har vi ikke engang snakket om den formidable plastikblomst, der spiller jazz, når man trækker den op, som ganske fremmede mennesker på min venindes job har givet mig.

Og alt det synes jeg er fantastisk, rørende, fedt – og helt i orden. Til trods for, at alle de ting, jeg tænker om flaskesamlerne kan copy-pastes direkte over på mig og min situation. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det naturligvis er noget HELT andet, fordi det er gaver fra folk, der gerne vil hjælpe, og ikke noget, jeg har været ude og nasse eller tigge mig til, men når jeg virkelig tænker over det, kan jeg ikke helt besvare mit eget spørgsmål om, hvorfor det skulle være anderledes.

Måske jeg bare skal begynde at øve mig i at spille det bedste svar på mor-kortene med overbevisning:

”Fordi jeg siger det!”

mandag den 30. august 2010

Mor er ikke skuffet. Mor er sur. Og tyk. Åbenbart.

Nåmen, vil I høre noget, der ikke er særlig fedt?

Ja?

Ok. Det er ikke særlig fedt at spise yoghurt om morgen, rugbrød til frokost, magert oksekød eller kylling til aften, og frugt til alle mellemmåltider, at slukke tørsten i vand, at tælle hver eneste dag, så man er sikker på at få 6 stykker frugt og grønt, selvom man overhovedet ikke har lyst, at spise vitaminer og kosttilskud om morgenen, selvom det aktiverer brækrefleksen, så man lyder som og ligner en kat, der hængende ind over vasken forsøger at gylpe hårbolde op, at cykle og gå til alt, hvad man foretager sig, også selvom det ligger 15 kilometer væk og at træne mellem 10 og 12 timer om ugen, når det her sker:

Hos lægen til 25 ugers tjek. Urinprøve? Tip top. Blodsukker? 5 guldstjerner. Blodtryk? Imponeret highfive. Mavemål og hjertelyd? 10/4.

”Så mangler vi bare lige at veje dig”, sagde hun.

For så forfærdet at slå korsets tegn for sig, og indkalde mig til en glucosebelastningsundersøgelse.

Kan faktisk ikke helt finde ud af, hvad jeg helst vil være: Sukkersyg eller bare fed.

For satan.

søndag den 29. august 2010

*gys*

Er i gang med at læse Duma Key af Stephen King. Den er så uhyggelig, at jeg ikke tør læse videre. Tør bare heller ikke rigtigt lade være, for jeg har temmelig meget brug for noget happy ending og nogle spøgelser, der skrider tilbage til de evige tågebanker.

Hvorfor er det altid mere uhyggeligt, når det er noget om børn, dukker og klovne?

Ved ikke, hvorfor jeg låner den slags bøger, mand. Tør jo for fanden ikke engang lægge mig til at sove, hvis bogen ligger med forsiden opad på natbordet.

Hvis nogen vil mig noget, sidder jeg lige her, ret op og ned, med al lyset tændt.

lørdag den 28. august 2010

Paranoid? Moi?

GOOD NEWS YOU GUYS!!! Det viser sig, at det man køber til sin baby HELLER ikke tæller! Dermed kan vi føje endnu en ting til listen, der blandt mange andre emner også omfatter: Træningstøj (herunder hættetrøjer og sneakers) og Ting Fra Apoteket Og Matas.

Havde besøg af forældrene i dag, og drog mod Låsby efter barnevogn. I Låsby kunne de oplyse, at de eneste, der forhandler Odder er Babysam (damn it!!), og da det er sådan en, jeg har forelsket mig i, måtte jeg bide i det sure, rådne, ormebefængte æble og acceptere, at de kommer til at tjene i faretruende nærhed af 10.000 kr. på mig.

Men inden jeg tænderskærende kørte ud og smed min sjæl i grams, foreslog jeg, at vi lige kiggede lidt, hvor vi var. Jeg mener, når vi nu var kommet til Låsby and all...

Et puslebord, en puslepude (med køer. Min veninde Karina, som er bidt af en gal ko, DØR!), 5 body’er, 3 natdragter (med pindsvin. Aj, men for fanden. Har allerede lyst til at kysse dem nu, selv uden indhold), 5 savlesmække (I know. Det var også nyt for mig), 2 sutter, 2 babysvøb (til når han har været i bad, ik?), og ham her senere:


kørte vi igen.

Hov, købte for resten også et par stofbleer.

Ok, en del.

Ok, så jeg købte 20. Og hvad så!? De siger, at dem kan man ikke få nok af, og alle ved, at hvad ’de’ siger, altid passer.

Hos Babysam kunne de oplyse, at der nu var 15 ugers leveringstid på Oddervogne, fordi ”der for tiden kun er ansat en syerske på fabrikken.” Forståeligt. Arbejdskraft er hverken heller til at skaffe eller betale sig fra i Kina. Da de derfor havde solgt nærmest alt, hvad de havde af udstillingsmodeller, var det ikke muligt at se de forskellige farver, kunne slikket skægabe oplyse. Men jeg var meget velkommen til at gå hjem og se dem på nettet, og så komme tilbage.” Skidetak.

På mit spørgsmål om, om det var muligt at lave hele ordren og ordne betalingen nu, så jeg bare skulle ringe med farvevalg, fik jeg det til dato mest sleske ”nej, dezVÆRRE!” jeg til dato har hørt. Da jeg spurgte, om de så ikke havde en computer, vi kunne gå ind på, så vi kunne bestille med det samme, var svaret – og den her er helt i særklasse, synes jeg – at computeren beklageligvis ikke havde adgang til nettet…..

WHAT.IS.WRONG.WITH.YOU.PEOPLE!!!?

Så nu køber jeg den i ren og skær trods i Esbjerg. Ved godt at pengene ender samme sted, men rådner mentalt op, hvis jeg skal træde ind af døren derude igen og lægge penge i hånden på den røvspasseridiot.

Vil vædde med, at det er fordi de ved, at jeg har datet chefen, og ikke var særlig sød ved ham.

Det klæder ikke mænd at bære nag.

Siger det bare.

torsdag den 26. august 2010

Ren Morten Korch, du!

I mit job sker det mindst et par gange om ugen, at jeg skal tolke i andre byer end Århus, og når jeg skal finde fra A til B, elsker jeg at gå *globetrotter-smiley*.

(Ok. Hvis jeg skal være helt ærlig, så udsprang dette indlæg af tanken ”Kæft, hvor jeg hader at køre i bus!!”, men nu har vi de sidste par uger hadet på både Babysam, Cab Inn osv. og da I jo trods alt ikke har valgt at lægge vejen forbi broksbjerg.com, forsøger jeg hermed at se verden gennem de halvfulde glas.)

Men det er ikke engang løgn, når jeg siger, at jeg elsker at gå, og LANGT foretrækker det frem for at bruge det offentlige transportsystem. Udover den friske luft og muligheden for at se byen i et tempo, man kan nå at tage den ind i, har det også de indiskutable fordele, at man slipper for på forhånd at få angst over, om man tager bussen i den rigtige retning, og man slipper for at stresssvede, når man skal forsøge at komme af ved det rigtige busstoppested (som det i forvejen kan være RIMELIGT udfordrende at finde. Du tror, jeg lyver? Prøv selv at slå op i en tilfældig køreplan i en fremmed by, og gæt så, hvilket stoppested, der ligger tæt på en given lokation. Trods alt sjældent, at stoppestedet er placeret i foyeren på din destination, og selvom Rejseplanen lader som om, den er din ven og vil hjælpe, er den lidt for tit en lunefuld, ondskabsfuld so.)

De Gule Sider derimod har en glimrende funktion, hvor man, når man planlægger sin rute, kan vælge om man er på cykel eller til fods. Med tidsangivelse og det hele. Det er sgu da smart. Og hvis man sammenligner med, hvad man bruger af tid på at finde ud af, hvor busserne holder, afvente den næste afgang og dertil lægger turen derud, ender man faktisk ofte med at kunne gå turen ligeså hurtigt, som man ville være kommet frem med bus.

Og til forskel fra bussen, hvor alle hader hinanden for en sikkerheds skyld, er man næsten altid på ’go-morgen’ med de lokale, når man tager apostlenes heste.

Jeg håber godt nok for Anton, at han er terrængående.

onsdag den 25. august 2010

Sleep Cheap In Luxury. Eller det der.

Ok, sig det så: Hvorfor skal billigt nødvendigvis være lig med smagløst?

Er lige tjekket ind på Cab Inn, og seriøst; her er så grimt, at man får ondt i tænderne af det.

Væggene er malet i noget rødbedefarvet svampetema, der mest af alt får det til at se ud, som om en øksemorder er gået amok lige i nærheden, uden at nogen har gjort sig den ulejelighed at gøre rent efter ham. Gulvtæppet ligner en efterfest af rødvinsopkast og chipsrester, og sengetæpper, håndklæder og bruseforhæng er alle holdt i en sart, matchende mintgrøn.

Der har helt sikkert også været mængderabat på polyester, så hvis nogen skulle få den gode ide at sætte ild til hotellet, vil vi ikke nå at opdage, hvad der ramte os, før hele lortet er smeltet ned til en lille klump forkullet nylon.

Ideen med at lave et billigt sted, hvor man kan komme, sove og skride igen er god, synes jeg, og jeg er all for at spare på detaljerne og dermed hive prisen ned, når man bare skal bruge en luftmadras og lidt tagpap og er ligeglad med små, farvestrålende sæbedimser og ærbødige stuepiger. Jeg forstår bare ikke discount indretningen. Hvad har hvid gjort? Eller bare ensfarvet i det hele taget? ( - med mintgrøn som eneste undtagelse.)

Er det fordi vi som kunder skal føle, at det er billigere end det i virkeligheden er? (Et koncept jeg altid har haft Netto mistænkt for at forsøge at slippe afsted med.) Eller er det fordi der engang imellem er en vis tilfredsstillelse ved smagsmæssigt at synke så lavt, at man får hudafskrabninger på maven af det? Lidt ligesom når man glæder sig til at drikke sig stiv i billig rødvin eller vælger aftenens restaurant ud fra, hvor man kan få pommes frites ad libitum til maden.

Jeg ved det ikke. Men det kan jeg jo tænke lidt over i løbet af natten, når jeg ligger i min 70 cm brede, mintfarvede kropslås.

tirsdag den 24. august 2010

Mañana, mañana.

Ville gerne skrive noget sjovt. Eller klogt. Eller bare minimalt underholdende. Men det er en af de uger med:

- møder (men dejligt at se sine kolleger igen. Mere af det, tak.)

- lokalaftaleforhandlinger (spændende at se, om der kommer en rigtig tillidsrepræsentant, når det går op for os alle sammen, at den, der sidder på den ene side af bordet med den nye overenskomst og den helt store lommeregner jo for fanden bare er mig, der leger klæd-ud.)

- forberedelse af kursus (bliver sjaw. ELSKER at uddanne nye instruktører!)

- nye programmer (halløj, oh 20 nye sange med 20 siders ny koreografi)

- opstart af tolkning på nye uddannelser i fjerne afkroge af kongeriget med dertilhørende nye logistiske udfordringer, nye brugere, nye fag, nye, tolkeuvante lærere og elever, nye intranetsystemer, nye … well, you get the picture.

– plus det løse. (Ville det være upassende at ønske sig en slave i julegave?)

Så er lidt træt med træt på.

Men mon ikke at jeg i morgen aften – inspireret af de sanseberigende indtryk på Cap Inn i Kbh – er klar med endnu et indlæg fra The Life of Linda? *åndeløs-spændingssmiley*

Nat nat derude. Også selvom klokken kun er 21.

(PS: Og jeg skal nok passe på både mig selv og Anton...)

mandag den 23. august 2010

Når jeg bliver gammel, vil jeg ikke være sur.

Her i Århus fornøjer vi os en del med vandet i disse dage. Heldigvis er jeg ikke en af dem, der skal koge vandet, før det er frit for lort - og så er alt jo godt; når bare JEG går fri, er det jo lige meget med resten af Århus.

I fitnesscentret kan vi også drikke vandet – vi kan bare desværre ikke bade i det. Ikke pga. suspekte, brune partikler, men fordi den centrale vand … dims i dameomklædningen er gået i stykker. Det betyder, at vandet det ene øjeblik har konsistens og temperatur som slud, for derefter på 0,02 sekunder at blive kogende. Sikkert sundt på den finske, saunaagtige måde, men ikke specielt behageligt.

Da det åbenbart er lidt sløjt med kvindelige vvs’ere her i byen, har den almindelige dameomklædning derfor været lukket 1½ time her til morgen, og i stedet har folk – inklusive mig selv – været henvist til omklædningen på første sal, som normalt er forbeholdt seniorerne.

Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at det er dejligt, at der er tilbud til os, når vi bliver gamle, og at der kræses lidt ekstra for os efter et langt arbejdsliv. Der er ingen tvivl om, at det giver mere livskvalitet at træne, når man er blevet lidt grå i toppen, om ikke andet så bare fordi det er sundt at komme ud - og så har vi slet ikke snakket om alle de fysiske fordele ved at passe på sig selv, når hele stilladset begynder at blive lidt mere skrøbeligt.

Men altså: De har egne omklædningsfaciliteter. De har egne, lukkede hold. De har eget toilet. De har markant bedre brusere end os andre, og de betaler ikke mere end os, tværtimod. De skal dele det med os andre dødelige 1, måske 2 gange om året, en times tid eller to. Og hver gang ser de ud som om de har lyst til at stene os.

I morges startede det allerede, da jeg trådte ind deroppe. ”Det her er SENIORomklædningen!!” og ”Sig mig engang! Er omklædningen i kælderen lukket!?” Havde lyst til at hvæse: ”Ja, for fanden! Der er sgu da ingen under 60, der frivilligt bevæger sig herind, hvor man er SÅ lidt velkommen!!” Beherskede mig, da jeg trods alt var i arbejdstøj, og svarede høfligt, at der var mandlige håndværkere i kælderen.

Ond skulen.

Efter min spinningtime var vi en håndfuld i den arbejdsdygtige alder, der dristede os til at gå i bad deroppe. Og helt ærligt: Vi var ordentlige! Der var ingen, der stod og skvadrede i mobil, vi satte vores tasker på gulvet, for at de gamle kunne bruge bænkene, og trådte høfligt til side, hvis en indfødt skulle forbi. Ikke desto mindre blev der sukket irriteret, skubbet demonstrativt til sko og vandflasker, hvislet ting som ”hvor ER det dog træls, at der er så mange mennesker her!” og ”Der er GODT nok ikke meget plads herinde i dag!” lige præcis højt nok til, at vi kunne høre det.

Da jeg gik, var der ikke én af de gamle, der svarede på mit (lettere påtagede) muntre ”Tak for i dag”.

Synes måske ikke helt, at de har noget på ungdommen nu til dags.

søndag den 22. august 2010

Det KAN selvfølgelig være, at fødslen påvirker forståelsen en smule...

Nu bliver det lige lidt lyserødt, ikke? Eller… lyseblåt, vel egentligt. Men når mit vækkeur ringer og jeg vågner, vågner Anton også, og når jeg lægger hænderne på maven, kan han mærke det, og sparker til dem. Ikke bare små, forsigtige jeg-mosler-lige-lidt-rundt-herinde-spark, men fuldfede, begejstrede mor-jeg-er-OGSÅ-vågen-HURRA!!-spark.

Det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet, og jeg er begyndt at sætte uret et kvarter tidligere, så vi kan ligge og vågne sammen.

Kan pludselig godt forstå dem, der vælger at få 8 børn, for det bliver ikke meget større end det her.

lørdag den 21. august 2010

Talent 2010?

Jeg ved godt, at man ikke må grine (ret meget) af folk, men når mælkehvid, selvhøjtidelig ungersvend med fedthår og brasiliansk låneattitude insisterer på at øve supposed-to-be-capoeira på plænen i gården, og mest af alt ligner en enarmet spastiker, der forsøger at slå vejrmøller, er det svært at lade være.

torsdag den 19. august 2010

Lang dag. Så:

Gider ikke rigtigt:
- Høre mere om den der rådne jægerbog. Kom nu over det.
- At hele sendefladen resten af året skal udfyldes af Dating In The Dark og Til Middag Hos. Med uforholdsmæssigt meget Line Baum Danielsen. Skal hun aldrig have noget andet hår?

Forstår heller ikke:
- De Radikales nye kampagne. ”Vi stoler. Også på udlændinge”. Hvad fanden er dét for en grammatik??
- At Lina Rafn tabte. Hun er pæn og sød, og skulle derfor selvsagt have vundet. Se selv. Jura er faktisk ikke spor svært.

Ville til gengæld ønske:
- At jeg var mere økologisk. Fik forleden foræret en kasse fra aarstiderne, og nu ligner mit køkken mest af alt en arkæologisk udgravning. Der er jord overALT. (Sig det så: Tilsætter de ekstra jord for at få det til at føles mere autentisk?)

Overlad bare til mig:
- At ramme den forkerte påklædning. Har nu i 3 dage trippet forfrossen rundt med blå læber og gåsehud, fordi mit tøjvalg er sat op på formelen: August = sommer = t-shirt & capribukser. (Også lidt fordi de fordømte bukser er de eneste, jeg kan passe.) I dag overgav jeg mig endelig og tilsatte cardigan og jakke, og aldrig så snart var jeg kørt hjemmefra, før solen kastede sig euforisk op på himlen og al vind forstummede. Jeg har svedt som et svin, mand.

Sæt mig derimod endelig ikke:
- Til noget vigtigt. Efterlod f.eks. i dag min IPhone i min cykelkurv, da jeg gik i Føtex og handlede. Ikke noget rart øjeblik, da dét gik op for mig lige midt i køledisken. Men dog alligevel ikke helt så slemt, som da jeg senere stod og ventede på, at vandet til min kaffe skulle koge, og i mellemtiden tog en ordentlig mundfuld af min kop med Nescafepulver.

Måske er det bare fordi:
At jeg i morgen går ind i uge 24 og derfor bruger al ledig kapacitet på at prøve at forstå, at jeg har været gravid i noget, der i mistænkelig grad ligner et halvt år.

onsdag den 18. august 2010

Nogle gange er det, som om blogindlæggene selv ringer på min dør og INSISTERER på at blive skrevet.

For et år siden skrev jeg en post om mit encounter med en Brunatamand, og uden helt at kunne redegøre for, hvor tiden er blevet af, var det så i dag blevet Brunatatid igen.

(Her gør jeg lige et kort ophold for at fremhæve en af de fine ting ved at blogge: Man lærer ting. Vidste I at de aflæste en gang om året? Ja? Nå, men så er det nok bare mig.)

Så kl. 17.09 ringede det på døren, og der, på min måtte, stod Morten. ”Samme Morten som sidste år?!” spørger I måbende - og ja. The one and only. Og det ved jeg, fordi han havde været i min lejlighed i under 20 sekunder, da han begyndte at snakke om kosttilskud. Min hjerne lavede en Nattevagten, koblede morderen og melodien, og jeg vidste, at Morten var tilbage.

Mens han stortalende gik rundt i lejligheden og did his thing, stod jeg i køkkenet og skrællede kartofler *huslig-smiley*. Det afstedkom en anekdote om, at jorden, hvor han boede, var så leret, at han ikke kunne dyrke kartofler i den, hvilket ledte ham videre til aarstiderne.com, som for tiden var ved at overveje, om de skulle være med i den forening, han var medlem af, hvorigennem han købte ALLE sine dagligvarer (også de famøse kosttilskud, som selveste Ronaldinho OGSÅ spiser!) over nettet – og sparede 30 %!! Om jeg lige ville have adressen? For så kunne han da skrive den på min kvittering?

Så det gjorde han.

Stopuret viser her, at der er gået 2 minut og 20 sekunder.

Og nu er det så, at det bliver rigtig festligt. For for 4 år siden, blev jeg inviteret med til et møde i en forening, der hed Amway, som jeg ikke havde hørt om. Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg er en af de friske piger, der synes, at man skal være åben og prøve det meste, mindst én gang. Mødet blev afholdt i Musikhuset i Ålborg, og det første jeg så, da jeg kom ind, var Anders Bircow.

Alle andre med fornuften i behold ville her være vendt lige rundt på hælen, og skredet, men ikke mig. Høflige, velopdragne mig. Nej, jeg sad pænt gennem 4 stive klokketimer og så henførte, hjernevaskede mennesker lappe konceptet i sig med en inderlighed, jeg ellers kun har set praktiseret i meget rabiate afarter af religion. Der blev uddelt guld, sølv og bronzemedaljer til dem, der havde formået at trække tilstrækkeligt mange venner og bekendte med sig i faldet, og ikke en eneste gang under de bragende bifald var der nogen, der råbte: ”Pyramidespil!”

Jeg fik nok, da det svenske host-couple, der havde en foruroligende lighed med Barbie og Ken, introducerede indoktrineringsmaterialet til børn.

Så da Morten, efter at have skrevet ’www.amway.dk’ på min kvittering lagde kuglepennen fra sig, kunne jeg liiiiige mærke smilet stivne lidt. Føltes lidt som om, jeg var kommet til at invitere Jehovas Vidner ind ved en fejl.

Men for fanden. Hvis de har tålmodighed til at præparere dig laaaaangsomt, år for år for år, så ender det vel med, at du giver efter uden at opdage det?

Må hellere allerede nu bestille en kidnapper og et sommerhus i udkantsdanmark til august 2011, så jeg er sikker på, at nogen sørger for at hente mig ud og afsekte mig igen.

Med eller uden kosttilskud.

tirsdag den 17. august 2010

Kan man eventuelt bare bruge en indkøbsvogn fra Føtex?

Så er det vist tid til en lille status på maven. Anton, the artist formerly known as Mini, er nu 26 cm, vejer lidt over et halvt kilo, og det er fra midten af sidste uge slut med at sove på maven. Hvor han tidligere primært begik sig i området under navlen, er han nu begyndt at sparke helt oppe under brystet, og jeg kan nu se det udenpå maven, når han rigtigt losser igennem. Hvilket han gør en del. Han er svær at imponere med høje lyde, måske fordi han bliver slæbt med i fitnesscentret 5-7 gange om ugen. Jeg underviser stadig fuld skrue, har det godt og mener stadig, at cravings er noget, der sidder mellem ørerne.

Men hvis du INSISTERER, kan jeg da godt spise et stykke smørkrans. Eller to.

Jeg har også haft mit første anfald af ved-jeg-overhovedet-hvad-jeg-har-begivet-mig-ud-i!?-angst. I Babysam, af alle steder. Det er et meget urart sted. Meget, meget … lyst. Og højt. I både farver, indretning og ekspedienttonefald.

Men seriøst: De første 3-4 måneder af graviditeten er man bange for at turde tro sit ufattelige held, så følger en måned eller to, hvor man begynder at glæde sig helt åndssvagt, og da der er 10 ugers leveringstid på barnevogne, betyder det at man har 14 dage til at komme i tanke om ALLE de babysteder, man kender - som man aldrig tidligere har haft hverken brug for eller interesse i. For mig kunne antallet af forhandlere tælles på én finger, og den eneste grund til at jeg overhovedet kom i tanke om Babysam var, at jeg i tidernes morgen datede butikschefen.

Anyway: Jeg tænkte, at jeg lige ville svinge ind forbi og kigge lidt på barnevogne, fordi mine søde, søde forældre kommer om 14 dage for at sponsere Det Første Barnebarns Karet, og jeg VED bare, at min far har 100 spørgsmål til funktion, vægt og holdbarhed, som jeg ikke kan svare på.

Så der stod jeg. Omgivet af 20.000 vogne i 20.000 forskellige størrelser, farver og designs, og i fuld gang med at føle mig ny og utilstrækkelig, da Det Lykkelige Par trådte ind og rullede en papyrus-rulle med 100 kvalificerede spørgsmål ud. Om der kunne monteres autostole på stellet, om det kunne pulverlakeres, hvor meget det vejede, om håndbremsere, om madrasser og voksi-poser, og lige der groede jeg en angst på størrelse med Asien. For hvordan fanden kunne jeg være så dum at tro, at hvis bare jeg elsker mit barn, så rækker det? At jeg så uden problemer kan wing’e mig gennem resten? Jeg mener: De her mennesker stillede spørgsmål om ting, jeg aldrig havde hørt om, til formål, jeg ikke anede eksisterede.

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre: Greb en håndfuld kataloger og løb.

Ud i friheden og de beroligende, matte farver, hvor jeg heldigvis igen kom i tanke om, at det nok skal gå. At det SKAL række med kærlighed, for ellers starter det nu og stopper aldrig, for der vil altid være nogen, der ved mere, kan mere og gør mere.

Vi skal nok klare os, Anton og jeg.

Vi skal bare holde op med at handle i Babysam.

mandag den 16. august 2010

De 10 bud.

Kirsten har tagget mig i en lille leg, der går ud på at skrive 10 ting, om sig selv. Jeg er altid frisk på den slags, og specielt, når det handler om mig. Migmigmig. Et tilbagevendende tema her på bloggen. Dog kan det være svært at trække 10 nye ting op af hatten, som I ikke har stiftet pletvist bekendtskab med i andre indlæg under andre overskrifter, men det skal bestemt ikke afholde mig fra at prøve, så jeg vælger hermed et tema, som jeg mener er relativt ubetrådt:

10 ting om mig som barn:

1. Jeg var så bleg, høj og tynd, at asparges skulede misundeligt til mig, når jeg gik forbi. Desværre er det kun to ud af de tre karakteristika, der har valgt at hænge ved. Gæt selv hvilke. (De rimer på ’sej’ og ’løg’.)

2. Jeg var bange for alt. ALT. Hunde med og uden snor, fremmede mennesker, vand, sport, you name it. Det er siden gået lidt over.

3. Det jeg var mest bange for, fortjener dog et punkt for sig selv, nemlig Monsteret Pizza. (Don’t ask). Det boede i væggen på badeværelset i det lille hul, hvori proppen til badekaret engang havde siddet.

4. Jeg elskede mit smølfebånd, som på mystisk vis forsvandt, da jeg var omkring 7. Jeg siger ikke, at min mor smed det ud. Jeg siger bare, at det måske er en liiiiille smule påfaldende, at hun, som ellers kunne finde alt, når jeg havde forlist det, ikke kunne finde det bånd, som hun bandede så stygt over, fordi hun ikke kunne holde Johnny Reimer ud.

5. Jeg havde hamster (hamstre?) af to omgange, og kaldte dem begge for Nuser. Det var så som så med opfindsomheden back then, men jeg vil gerne til mit forsvar sige, at min søsters hed Fimme. Begge gange.

6. Nogle af mine bedste ferieminder fra min barndom er fra de gange, min far var til modelflyverstævner, og vi var med. Vi boede altid i enten træhytter eller på vandrehjem, og jeg husker specielt et sted omkring Silkeborg, hvor der var kanoer, uendelige mængder af skov og en gynge i så lange reb, at det føltes som om, den var monteret i himlen. Er du SYG, man kunne gynge højt på den. (Hvilket jeg mærkeligt nok ikke var bange for, sidder jeg lige og undrer mig over.) Når vi var ude og spise, var vi ofte på italienske restauranter, som efter datidens målestok var noget meget eksotisk. Det var før pizzaen nåede til Esbjerg. (Er det mig, eller indeholder dette indlæg ordet 'pizza' uforholdsvis meget?)

7. Jeg var sehr, sehr forelsket i Søren fra min klasse, og ydmygelsen var total, da hans og mine forældre fik den geniale ide, at jeg skulle låne hans sovepose, fordi jeg skulle på spejderlejr. Hjalp dog lidt at han virkede endnu mere flov, da vi hentede den, fordi den – viste det sig – var babyblå og dekoreret med katte.

8. Jeg gad ikke lege med dukker, og jeg var en spasser til alt med bolde. Til gengæld læste jeg alt, hvad jeg kunne få fingrene i, lige fra jeg kunne stave til ’ko’, og jeg elskede at lave serier til musik i haven, som mine forældre så var tvangsindlagte til at se. Her, 25 år senere, aner man kimen til et mønster blive lagt…

9. Jeg gik en hel del i røde træsko.

10. Jeg var på skadestuen to gange som barn. Den ene gang fordi jeg skulle vise min far, hvor hurtigt jeg kunne løbe, og som finale k-a-s-t-e-d-e mig gennem luften i den tro, at min far ville gribe mig. Den afslutning så han ikke komme (vælger jeg at tro), så da han i samme sekund trådte et skridt til siden, var det lænestolens træ-armlæn, der (an)greb mig i stedet. På læben. Anden gang var jeg bare med som passager, fordi min søster og jeg havde leget hekse, og fløjet rundt hjemme i stuen på hendes plastikkost. Da jeg var ældst, var det naturligvis mig, der førerheks, og da hun var lidt for langsom til min flyvestil, hev jeg bare til, så hun røg med tænderne først lige ned i gulvet.

Min familie var sådan lidt Esbjergs svar på The Osbournes.

Så! Det var 10. Nu er reglen, at jeg skal prikke 6 andre:

Så: Lene, TBS, Katrine, Skriblerier, Maren og Thomas: Kan I lege?

søndag den 15. august 2010

Hot mama!

I går var jeg inviteret til fest hos 2 x Peter. (Som jeg har besluttet at kalde Dobbelt-P fra nu af. Fordi det lyder sjovt.) Når man er inviteret til fest med høj frekvens af bøsser, vil man gerne være pæn, for hvor man med heteromænd kan snyde ved hjælp af kavalergang, farver og accessories, så ved man bare, at bøsser ser ALT. De kender alle de små tricks, for de bruger dem selv.

Derfor tog jeg i lørdags en dyyyb indånding og bevægede mig i ventetøjsafdelingen i Bestseller for at købe en kjole. Blev straks antastet af lille, vims ekspedient, der virkede meget opsat på at hjælpe mig. (Ved ikke, om jeg er mere pjaltet i min fremtoning, end jeg selv går rundt og tror?) Jeg forklarede, at jeg gerne ville have en kjole, og med 3 forskellige over armen (og et bukse/top-sæt, som jeg stadig er i tvivl om, hvordan fik sig sneget ind i bunken), blev jeg eskorteret ind i de hellige haller.

Kjole 1:
Hende: "Hvad føler du selv?"
Mig: "Jeg føler mig … mere tyk end gravid. Hvem fanden besluttede, at æbleformede kjoler ville være gode til gravide??"

Kjole 2:
Hende: "Hvordan føler du dig tilpas i den?"
Mig: "Altså, bortset fra det faktum, at den er så kort, at man kan se min røv?"

Buks/top-sæt:
Hende: "Hvordan føles det?" (Seriøst: Hvad sker der med alt det der føleri? Har de fået coaching ind som fag på ekspedientskolen?)
Mig: "Som om mit selvværd har forladt min krop i vrede. Jeg kan for helvede ikke engang lukke de forpulede bukser!"

Kjole 3:
Hende: "Hvad så med den? Hvordan føler du dig tilpas i den? For den er da sød!"
Mig: (desperat og med 4 bryster pga. syning, der skulle gøre det muligt at amme i den, med fede ben pga. kjolens manglende længde, men til gengæld med imponerende mængde overskudsstof til at hænge og flappe på skuldrene) "Må jeg ikke godt sige noget? Indeni er jeg ligesom dig. Jeg ved godt, hvad der klæder mig, og hvad der ikke gør. Jeg er bare i den situation, at jeg har fået udleveret en ny krop, der gør noget af sig selv, hver gang, jeg vender ryggen til. Og jeg vil så gerne være bare lidt pæn, og det er skidesvært, fordi der er så lidt at vælge imellem, og jeg stadig både er pissehøj og har bryster og brede hofter. Og når du ser, hvordan den her kjole sidder på mig, så ved du jo godt, at du aldrig selv ville gå i byen i noget, der sad på den måde. Ikke?"

Hende: "…. Ja, ok. Fair nok…."

Her må jeg stoppe og tage et øjeblik til at rose den lille pige. Jeg ville nok være gået i dækning, og have ladet den hysteriske gravide klare sig selv, men hun blev helt…. indædt. På den venlige måde. Sådan lidt som i amerikanske krigsfilm, hvor den lille undermålersoldat, som i virkeligheden er Helten, med et brækket ben og defekt gevær slæber sin sønderskudte overordnede ud af krydsilden.

Hende: (Begejstret) "Hey! Hvad med noget langt?!"
Mig: "Du får en 20’er, hvis du kan trække noget frem, der er langt nok til mig."

Så det gjorde hun. Sammen med et lækkert bælte og en fiks lille trøjeting.

Og så så man lige mig! Jeg havde fuldstændig glemt, hvordan det rigtige outfit kan få én til at føle sig både laber, rigtig og sexet.

Blev så begejstret, at jeg valgte at fuldende looket med mit diadem. ’Cause I’m worth it.

Og man VED bare, at man har ramt rigtigt, når bøsserne skamroser én!

(Tak, lille ekspedientpige. Virkelig. Du reddede min dag.)

fredag den 13. august 2010

Og det er åbenbart gensidigt.

Var på vej hjem fra træning idag, da en due valgte at skide lige ned i min kavalergang.

Jeg hader naturen.

torsdag den 12. august 2010

A true Kodak moment.

Kender I det med, at man altid får flere tilbud af de sjove, når man har en kæreste, man er glad for?

Ja? Nå, men det sker så åbenbart også, når man er gravid.

Jeg er ikke typen, der er ven med mine ekskærester, for uanset om man går eller bliver gået fra, vil magtbalancen for altid være for forskubbet til, at der kan komme et ligeværdigt venskab ud af set. (Hvis du er gode venner med hele din forhistorie, og den jævnligt kommer forbi fredag aften, og drikker rødvin og spiser hjemmelavede burgere, mens I hænger ud med jeres nye kærester, og alle bare er skidelykkelige, er du selvfølgelig undtaget ovenstående antagelse. I er nogle meget rummelige mennesker, og jeg beundrer og misunder jer.)

Ikke at jeg er uvenner med eks’erne, eller noget. Vi er bare ikke mere, og jeg plejer at holde det til hej, når vi mødes.

Derfor er det meget bemærkelsesværdigt, at jeg den sidste tid har hørt fra flere af Drengene Fra Fortiden, end jeg har i meget, meget lang tid. På den kække måde. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det. For hvor i en samtale, man overhovedet ikke har set komme, afbryder man med et: ”Hey, vil du høre noget sjovt? Jeg er gravid!”

Det kræver nemlig, at man tilkendegiver, at man mener, han lægger an på en, og uanset om der er tale om ekskærester eller nye mænd, er jeg så bange for at få dem til at føle sig dumme, at jeg ofte ender i nogle farligt akavede situationer, fordi jeg trækker den alt, alt for langt, før jeg siger fra. Jeg bliver ved med at sætte min lid til, at fyren kan aflæse af mit stive smil og låste kropssprog, at jeg ikke er interesseret, uden at jeg skal ydmyge ham ved at afvise ham helt klart og utvetydigt, og jeg har simpelthen ikke selvtillid til at trække facer-sværdet op af hatten: ”Ved du hvad? Jeg kan godt se, hvad du er i gang med, men jeg er ikke interesseret.” Tænkt hvis jeg sårer hans følelser, eller han bliver flov. Eller får blindtarmsbetændelse af latterkramper. (Det sidste faktisk værst.)

Men når de ringer fra 2001, og man ikke rigtigt har snakket med dem siden, er det jo indlysende tydeligt, at der er noget i gære. Alligevel vil jeg hellere brække armen 3 steder end at afbryde med et: ”Hvad er det egentlig, du vil?”

Hvad jeg så gør? Tja, forleden blev jeg lagt så stygt an på, at jeg - apropos absolut ingenting - endte med skingert at halvråbe: ”Ja ja, men nu går der jo heller ikke så længe, inden JEG SKAL PÅ BARSEL!” fordi jeg følte mig som Den Falske Varedeklaration ved bare at stå der og tage imod. Men for fanden. Ligner sgu da efterhånden en, der har slugt en fodbold. Kig dog ned, menneske! (Længere ned!!!)

Men jeg må indrømme, at jeg til de lange vinteraftner og ammekasser gerne ville have haft et billede af hans ansigtsudtryk, da hans hjerne først udsendte et: ”Houston, we did not copy that??” hvorefter den kortsluttede.

Det smitter jo ikke, for fanden.

Det er sikkert hormonerne, der er på spil igen, men de sidste par måneder har jeg bemærket et karaktertræk hos nogle mennesker, som virkelig irriterer mig: Trangen til uopfordret at nedgøre og kritisere, hvad andre kan lide.

Keyword being ’uopfordret’.

Jeg kom første gang til at spekulere over det, da jeg i forbindelse med læsning af en af Politikens blogs tænkte, at jeg aldrig, om jeg så fik penge for det, ville have lyst til at lægge ryg til de kommentatorer, der huserer derinde. Der er virkelig nogle perfide og modbydelige mennesker imellem, der udelukkende lægger kommentarer for at fortælle, hvor dårlig de synes, den pågældende blog er, og hvor idiotisk, hul og intetsigende, de finder personen bag. I et vist omfang kan man argumentere for, at der inviteres til det på debatbloggene (om end det kunne klæde nogle mennesker at iføre sig den sobre tone), men et godt eksempel er Nynnes Dagbog. Jeg begriber det ikke. Hvis man ikke bryder sig om genren, ville jeg synes, at løsningen lå meget lige for: Lad. Være. Med. At. Læse. Den. Jeg forstår ikke behovet for at lægge et surt opstød derinde, hvor man må formode, at hovedparten af de tilstedeværende kan lide at være.

En ting er så, når det sker på blogs og hjemmesider, hvor kommunikationen er relativ envejs, for der kan man jo som læser vælge at gøre brug af samme taktik; undlade at læse kommentarsporet, hvis det indeholder alt for meget galde.

Noget andet er, når det sker live. Og jeg må vel egentlig lykønske dem, der praktiserer smagsdommeriet med at have opfundet den perfekte samtaledræber, for hvordan fanden kommer man videre med i samtale, der starter med et angreb? Så står man dér i defensiven og glor.

Sjovt nok har jeg også bemærket, at det ofte er de såkaldte first-movers, der forfalder til at kritisere. Hvilket er ironisk, fordi de typisk bliver meget indebrændte over det, når horden af umælende kvæg overgiver sig, og pludselig giver dem ret i, at et givent band er fedt. Jeg kender mennesker, der holdt op med at høre Swan Lee, da de pludselig blev allemandseje. Alene derfor.

Inden for fitnessbranchen findes der en gruppe af folk, som ikke tror på at træne i maskiner. (Jo jo. Tror på. Det er faktisk en slags religion.) For dem er det eneste forsvarlige træningsform funktionel træning med egen kropsvægt og elastikker som remedier, hvilket der bestemt kan siges meget godt om. Det mister jeg bare lysten til at gøre, når samtalen indledes med ”Jeg forstår godt nok ikke, at du gider det der 'Pump' (skal vrænges), når man kan træne MEGET mere optimalt med funktionel træning! *hellig-smiley*” Ok. Og efter den indledning kan jeg da godt fornemme, at det ville være skønne spildte kræfter at forsøge at forklare dig, hvorfor jeg synes, at det er fedt.

Eksemplet kan overføres til stort set alle genrer.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, at det er FINT, at vi kan lide forskellige ting. Jeg er ikke ude på at trække dem, med anden smag end min ned i mit hængdedynd af krimier, charterferier og amerikanske serier. Jeg synes, at det er godt, at der er smalt, eksperimenterende teater, DR2 og kant til dem, der sætter pris på det. Virkelig. Jeg bliver bare nogle gange lidt træt over, at det altid er dem, der bekender sig til Det Vedtagne Rigtige, der uopfordret (lagde I mærke til, hvordan jeg lige sneg det med ind igen, så I ikke glemte det?) føler sig kaldet til at docere og rynke på næsen.

Jeg forstår ikke, at de ikke bare kan nyde tanken om deres kulturelle, smagsmæssige eller kropslige overlegenhed i fred. Jeg forstår ikke, at de ikke kan se, at de bygger flere mure end broer.

Hvis jeg spørger, hvad du synes om noget af det, jeg er vild med, har jeg selv inviteret til din kritik, hvordan den så end måtte falde ud. Men ellers vil jeg godt nok hellere høre om, hvorfor du sætter pris på de ting, du gør, end hvorfor du foragter mine.

tirsdag den 10. august 2010

Topmålet af optimisme

er indædt at jage og dræbe alle myg, møl, edderkopper og stankelben, der bevæger sig inden for mine døre, i håb om at historien om de kranke skæbner rygtes i haven og afholder alt andet kryb fra at forpeste mit hjem.

(Ved nærmere eftertanke ville det måske fungere bedre at lemlæste en enkelt af dem og sætte den ud igen, så den kunne spread the word?)

mandag den 9. august 2010

Frem med flaget!

OMG! OMG! OMG! Fordi vi alle sammen (mest jer, jo) har haft så travlt med at kigge i alle mulige andre retninger, er det noget, vi fuldstændigt har glemt:

BLOGGEN HAR HAFT FØDSELSDAG!!!

D. 27. juli fyldte den 3 år, og jeg glemte det *skamfuld-smiley*

3 år. Det er sgu da noget, der ligner 12 år i menneskeår egentlig ret meget for en blog, er det ikke?

Da intet siger ’fest’ mere end tørre facts, har jeg i dagens anledning været en tur forbi min google analytics.

(Som jeg ellers har et meget ambivalent forhold til. Meldte i tidernes morgen bloggen til for at kunne lukke den i al ubemærkethed, hvis det viste sig kun at være min tålmodige søster og 2 trofaste veninder, der læste med, men tør faktisk ikke rigtig gå ind på den, fordi jeg altid får ræsende præstationsangst, når jeg opdager, hvor mange I egentlig er derude.)

For I er MANGE!

Afhængigt af ugedag og tid på året har jeg mellem 500 og 600 isolerede hits om dagen, hvilket betyder, at man kun tæller med i statistikken én gang selvom man er inde og tjekke flere gange i løbet af en dag, om der er kommet nyt på. (Her taler jeg blot ud fra mit eget adfærdsmønster, hvor jeg sidder og klikker på ’opdatér’ som en manisk spætte på speed, og kan blive helt vred på mine favoritbloggere, hvis de tillader sig at have mere end 20 minutter mellem deres indlæg.)

Er I klar over, hvor mange mennesker, det er!? Får sgu næsten helt lyst til at gå op og lægge mig, Hans Christian.

And we’re global, people. I løbet af den sidste måned, har jeg haft læsere på besøg fra 38 forskellige lande. Heraf konkluderer jeg dels, at I rejser meget, og dels at der må sidde mennesker i Japan og Kuwait og bande over google, når de af uransaglige årsager ender på min blog. De 10 bedst placerede lande er:

1. Danmark (Deuze points)
2. Sverige
3. Canada
4. UK
5. Norge
6. Schweiz
7. Tyskland
8. USA (Forstår ikke helt, at den er opført som land, men så igen… Mig og geografi)
9. Belgien
10. Australien

I Danmark ser jeres fordeling således ud:

(Bemærk venligst mine 2 læsere på Bornholm)

Mine faste læseres alder ligger, så vidt jeg lige kan se, mellem 14 og 67 år. Det kan man sgu da kalde bred appel.

Jeg har, siden jeg startede, postet 955 indlæg, hvilket er 0,87 indlæg om dagen. Jeg poster dermed næsten dagligt, og det synes jeg egentlig – i al beskedenhed – er ret godt gået.

Jeg har i løbet af de sidste 3 år kun slettet 2 kommentarer på bloggen, begge fra folk, der kender mig rigtig godt, men som lige et kort øjeblik glemte, at bloggen kan læses af alle, og at nogle ting simpelthen er for private for the world to see. Når I ellers støder på ’denne kommentar er fjernet af forfatteren’ er det kommentatorforfatteren selv, der har slettet den, dvs. en, der har skrevet noget, og siden fortrudt. Derudover kommer der jævnligt spam og reklamer i kommentarfeltet, og dem sletter jeg også. Benhårdt. Jeg har helt fra starten valgt, at jeg ikke vil have reklamer på min blog; dette gælder også i kommentarfeltet.

”Hvad har du så lært af at blogge i 3 år?” hører jeg jer spørge.

Hmmm… Om mig selv har jeg lært, at jeg bliver klogere på det, jeg går og tumler med, når jeg skal formulere mine dilemmaer på skrift, vel vidende at fremmede såvel som kendte øjne skal læse det.

Jeg har lært, at folk oftere føler sig truffede af Mor Er Vred og Skuffet indlæggene end af de glade af slagsen. Hvilket egentlig er lidt trist, synes jeg.

Jeg har lært en masse andre bloggere at kende i virkeligheden, og det har uden undtagelse været søde, imødekommende mennesker. I lørdags var jeg f.eks. ude og spise ved en, der havde lagt en invitation til mig på bloggen, og det var rasende hyggeligt. (Tak for FANTASTISK mad!)

Jeg har også fundet ud af, at blogland ikke har noget at lade fitnessverdenen høre for, når det kommer til sladder, intriger og hor.

Jeg har lært, at du – også her – får, hvad du giver. Jeg blogger om stort set alt, både når det går godt, og når det går mæ hælve te. Jeg forsøger at være ærlig ved at vise, hvem jeg er, både når jeg er til pæn brug, og når jeg ville ønske, at det var en anden, jeg skrev om, og det er min oplevelse, at læsere responderer positivt på at få lov at se alle sider af én. Faktisk tror jeg ofte, at jeg får længere snor end de fleste, også når jeg er dum, snæversynet og træls, fordi folk føler, at de kender mig, og derfor bærer over med mig.

Nå, men andre bloggere laver altid nogle meget fancy give-aways, når de har fødselsdag, men da jeg hverken kan tegne, hoste op med hemmelige opskrifter, der vil lade din indsats i køkkenet gå over i historien, eller er fiks på hænderne i forhold til håndarbejde, har jeg vist desværre ikke noget, jeg kan love væk. Ikke andet end mine ord.

Dem må I til gengæld få, alle sammen, lige indtil jeg enten løber tør eller I løber trætte.

søndag den 8. august 2010

Knock on wood.

Når dette indlæg poster, står jeg på Skanderborg Festival, og jeg fatter ikke, at det i skrivende stund er præcis et år siden, jeg stod alene med en fadøl og småfrøs til Fatboy Slim og lige der traf den endelige beslutning om, at jeg ville prøve at blive gravid.

365 dage senere sidder jeg her med maven fuld af én, der efter den ivrige dans at dømme, også er til noget Fatboy Slim af en slags. Jeg begriber hverken mit held, eller at tiden er gået så hurtigt.

Sidste år blev jeg også enig med mig selv om, at jeg havde arbejdet på festivalen for sidste gang, i hvert fald for en periode. Jeg er blevet for nærig med min tid til at bruge 3 feriedage på at sidde og passe på en mørk skov, og for nærig med min tid med andre til at skulle forlade dem under festivalen, fordi jeg er bundet op på faste arbejdstider.

I år har jeg derfor for første gang i umindelige tider betalt for min billet, og valgt at begrænse min tilstedeværelse til søndag. Til gengæld glæder jeg mig helt vildt. Jeg aner ikke, hvem der er på programmet, og det er også skideligegyldigt, for det er ikke det, festival handler om. Det handler derimod om god tid, godt selskab og – tro det eller lad være – masser af frisk luft. Spejdersvin! Jeg kommer ikke til at savne de kolde brusere, den klamme dyne (soveposer er soooo last year) og forsøget på at ignorere tømmermænd i enten stegende hede eller silende regn.

For slet ikke at tale om at skulle op kl. 5 og rode rundt i noget ugennemtrængeligt mørke, fyldt med dug og teltbarduner, fordi fadøl kun er til låns.

Men jeg er spændt på, om det at tage derned for en enkelt dag vil være en kæmpesucces, eller om det vil føles forkert og amputeret.

Hvis det sidste er tilfældet, kommer der et disclaimerindlæg om et år.

lørdag den 7. august 2010

Tillykke Mary

- og skidetak for at vente tvillinger i 4. måned med ’en lille bule på maven og flade sko’ som eneste konsekvens.

Rønnebærhilsner

Hvalen

(Seriøst: Hvordan gør hun? Jeg træner og underviser omkring 10 timer om ugen, cykler til alting, spiser relativt fornuftigt – og jeg er stadig gravid på både lår, røv, hofter og arme. Er det noget royalt? La Clone Marie gik fra hospitalet i sine egne fucking bukser, og Mary har hver gang til præsentationsrunden i hospitalslobbyen lignet en, der lige er svinget ind forbi efter en cafe latte. Bliver de udvalgt efter et eller andet overmenneskeligt, genmæssigt parameter, der - bortset fra hårfarven - ville få Hitler og Mengele til at savle misundeligt? Én ting er, hvis de er overvågede 24/7 af en hær af personlige trænere, diætister og en trivelig svigerpapa som skrækeksempel, men de kan da vel for fanden stadig ikke styre, hvordan graviditeten skal sættes sig med viljens kraft, kan de?

Jeg sætter min lid til svensken. VED bare, at sympatiske, menneskelige Victoria har tænkt sig at blive gravid over det hele ligesom alle os andre.)

torsdag den 5. august 2010

Det der med at tie, når man ikke har noget at sige? Det bruger jeg ikke.

Ok – der sker ikke en SKID i disse dage, vel? Så her følger den fuldstændige ligegyldige:

Top 5 over situationer, hvor det er vigtigt, at man ikke taler til mig:

1) Når jeg støvsuger. Var i gang med at støvsuge min måtte udenfor døren, da Mørk, Mystisk stemme (Gud?) pludselig talte til mig. Wolla, jeg sværger: Røg to meter op i luften med et ucharmerende højtpitchet "Uuuiiiii!" og endte med nærmest at skræmme livet af forsigtig, ældre – hilsende - overbo.

2) Når jeg tørrer hår. Samme historie. Jeg bor alene, og er meget uvant med samtale under larmende aktiviteter [indsæt selv klam sex-joke]

3) Når jeg parkerer. Det er meget vigtigt, at AL min koncentration kan gå til forsøget på at gætte, præcis hvor langt der er fra min forskærm til naboens bagskærm. Men du skal ikke være ked af det; det er ikke personligt. Radioen bliver også slukket.

4) Når jeg øver ny koreografi. Jeg holder meget af mine medlemmer (jo jo. Mine.), men når jeg står i en sal med musikken kørende på fuldt drøn, en kuglepen i hånden og en fod på stepbænken, kan det undre mig, at det, de ser, når de kigger ind, er live-installationen Invitation Til Samtale.

5) Når jeg slår masker op. Ja. Masker. På den strikkende måde. Anton skal have et hjemmelavet tæppe, og selvom det foregår med tungen i mundvigen og lodrette rynker i panden af koncentration, skal vi nok få et bikset sammen. (Håber meget, at ungen er vild med det rustikke og ... unikke look.)

onsdag den 4. august 2010

The bare necessities.

Har I lagt mærke til, hvordan alting først bliver interessant i det øjeblik, det er relevant for en selv? Jeg mente f.eks. absolut ingenting om indvendige kontra udvendige gear, før jeg stod for at skulle købe en ny cykel, og jeg har aldrig haft en holdning til parabener i shampoo, før jeg selv fik allergi.

Sådan er det også med børneopdragelse, kan jeg afsløre. Indtil nu har børn været inddelt i to kategorier: De Umulige og De Søde. Afhængig af tidspunkt på dagen, planer og sindsstemning generelt har de også kunne bevæge sig fra den ene gruppe til den anden.

Nu ser jeg imidlertid på dem og deres forældre med helt nye øjne. Med Opdrager-Øjne. For hvad vil jeg gerne være sikker på, at jeg får banket ind i hovedet på mit sagesløse barn, og hvad mener jeg er ligegyldigt? Hvor meget formår man at holde fast i sine principper, når det er mandag, ungen er træt, moderen er endnu mere træt, og det regner? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selvom jeg i 100 andre sammenhænge har måtte erkende, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og at det altid er nemmest at holde principper i hævd, når man ikke selv er omfattet af konsekvenserne af dem, så synes jeg stadig, at det er formålstjenstligt at have nogle overordnede mål eller ønsker. Det giver noget at navigere efter, og selvom man må justere kursen undervejs, efterhånden som man bliver klogere, forekommer det mig stadig at være bedre end alternativet: At drive planløst af sted og løse opgaverne ad hoc – for derefter at stå helt uforstående overfor, at valg, man traf for år tilbage viser sig at have konsekvenser.

Som single-mom (som lyder meget bedre end både Enlig Forsøger og Alenemor) spekulerer jeg selvfølgelig en del over, hvordan jeg skal bære mig ad med at opdrage en dreng uden en mandlig rollemodel installeret i huset. Det kan naturligvis ændre sig hen ad vejen, men som udgangspunkt er vi bare os. Og jeg vil gerne være sikker på, at min dreng ikke pga. mig bliver sådan en, der er bange for at blive beskidt, og som sidder ned og tisser. Hvis han foretrækker det sådan, så skal han endelig værsgo, men det skal være hans egen på grund af hans egen personlighed og ikke min.

Alt det der med fodbold og fisketure udliciterer vi (jeg elsker ham allerede meget, meget højt, men jeg sætter simpelthen ikke orm på krog, slut!), men der er to ting, vil jeg meget, meget gerne vil lære ham vigtigheden af:

1: At kunne sige ’jeg elsker/savner dig’.

Ikke på den ødsle måde, hvor man smider ordene til højre og venstre, og de derfor mister deres betydning, men så han ikke vokser op og tror, at man bliver et mindre menneske, hvis man gør sig sårbar ved at sige dem, eller tror, at ’lige over’ er det gangbare svar.

2: At kunne sige ’undskyld’, når det er påkrævet.

Igen: Vi er ikke ude i at oplære drengen i den svære kunst Servil Dørmåtte, men man sparer sig selv for så mange konflikter, hvis man kan erkende sine fejl overfor dem, man begår dem imod, i stedet for stejlt at stå på sin ret, når man inderst inde godt ved, at man tager fejl.

Jeg kender en del mennesker, som ikke har lært nogle af delene, og når jeg ser, hvordan det besværliggør deres relationer til andre, synes jeg virkelig, at det er værd at gøre en indsats for at få ham lært. Dem, der ikke kan give udtryk for kærlighed, har det med at miste den, for ingen venter evigt på noget, der aldrig kommer, og dem, der bruger al deres tid på at begrunde egne fuck up’s med andres utilstrækkelighed, får stille og roligt skubbet alle fra sig. Resultatet er i begge tilfælde unødvendig ensomhed.

Og den bedste måde at lære den slags fra sig på, er vel ved at gå forrest med det gode eksempel. Så: Velkommen tilbage fra ferie. Jeg har savnet jer. Og undskyld at indlægget blev lidt langt.

tirsdag den 3. august 2010

Er der nogen, der gider komme og klippe mit lånerkort i stykker?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan lære det, men måske er tiden kommet til at søge om tilskud til en værge, der kan tage med mig på biblioteket og beskytte mig mod mig selv.

Jeg styrer som oftest uden om alt for sørgelige bøger; ikke fordi jeg ikke vil konfronteres med livets ubehageligheder, men fordi man, når man er udstyret med en så levende fantasi som mig, alt, alt for levende kan forestille sig, hvad der kan gå galt, også uden at blive inspireret af fortællinger om alt det, der bor i skyggen.

Men ind imellem er det som om en bog sniger sig med mig hjem, uden at jeg lægger mærke til det. Som f.eks. ”Stadig Alice” af Lisa Genova. På ryggen af den kunne jeg se, at den handler om en kvinde i slutningen af 50’erne, der bliver diagnosticeret med Alzheimers. Og jeg mener: Odds’ne for en happy ending her er forsvindende små, ikke? Lidt ligesom da man gik i biografen for at se Titanic og lige til det sidste håbede, at den rådne båd ikke ville synke.

Når først en bog er landet i min bogskuffe, skal den læses. Sådan er reglerne. Åbenbart også selvom man er så hormonelt forstyrret, at det er svært at læse gennem de litervis af vand, der bliver ved med at stå forstyrrende i øjnene.

Så nu kan jeg byde velkommen til min nye, detaljerede angst for den forpulede sygdom.

Beskrivelsen af, hvordan en Harvardprofessor magtesløs sættes på sidelinien og oplever sin egen hjerne forfalde, er hjerteskærende. Historien om, hvordan hendes liv langsomt forvandler sig til en uoverskuelig labyrint befolket med steder og mennesker, som måned for måned bliver mere og mere fremmede, er så trist og deprimerende, at ord ikke rigtig rækker.

Tænk hvis det sker for nogen, jeg holder af.

Tænk, hvis det sker for mig.

*suk*

Den næste bog jeg skal læse, er Obamas selvbiografi. Den ved man da i det mindste slutter med noget verdensherredømme og det halve kongerige.

mandag den 2. august 2010

I disse for vor blog så agurkeagtige tider.

Så er jeg i gang med den sidste uge af min ferie, og det har været en fantastisk en af slagsen. Modsat de sidste par år, hvor jeg har været væk en del af tiden, har jeg i år brugt alle 3 uger herhjemme, hvilket har betydet, at jeg har kunne frådse med tiden, fordi der har været så rigeligt af den. Jeg har spist morgenmad i timevis med 50 forskellige mennesker, set nye huse, forsøgt at tørlægge Baresso, grillet, besøgt dem, der bor langt væk, været til koncert, været i biografen hele TO gange (Inception: Wuhuu! Eclipse: Not so much) osv. Det har været SKØNT! Og det bedste er, at der er stadig næsten en hel uge tilbage. (Og derefter 10 uger til jeg går på barsel… Føles stadig som om, det er en anden, jeg taler om, når jeg siger det.)

Med så meget fritid på hænderne, begynde man at lægge mærke til de små ting i livet. Som f.eks.: Er vi holdt op med at gå med trusser? For den mail har jeg ikke fået. Jeg var forleden på hold med en pige, der træner i de mindste shorts i verden og ingen g-streng. Jeg ved det, for når hun strækker inderlår, holder hun af at gå i split, hvilket er mere end de små shorts kan gabe over, så der er måttekontakt 1:1. Og da jeg forleden var i bio, kom jeg ved et virkelig uheldigt uheld til at gå op af trappen bag en pige, som havde taget sit hårbånd og intet andet om røven. Kunne næsten høre missen smaske, når hun gik *forarget-smiley*. Jeg ved godt, at mænd synes, at det er superfrækt, men fri for at arve hendes aflagte sæde, siger jeg bare.

Og nu, hvor vi alligevel bevæger os rundt i den intime afdeling, kan jeg løfte sløret for endnu en ting, jeg ikke anede om at være gravid: Det indebærer en hel del ragen-sig-selv-på-brysterne. Jeg ved ikke, om det er fordi de er ved at transformere sig fra pynt til madpakker, men man har…. altså ….. langt lys på (som de siger på Teknisk Skole) det meste af tiden. Hvilket betyder, at pigerne skal arrangeres ret omhyggeligt, hvis man ikke skal ligne en, der er skeløjet på nødderne. Giver udtrykket ’at gribe i egen barm’ en helt ny betydning, ikke?

Nu tror jeg, at jeg vil læne mig tilbage og nyde de to sidste afsnit af Lost (sæson 7. The end end *snøft*), mens jeg venter på, at Politiken ringer for at fortælle, at de har ryddet forsiden i morgen til dette indlæg.