lørdag den 31. juli 2010

Keep moving, people. Nothing to see.

Var ved åen og spise frokost i dag, og som alle ved, vælger man kun at indtage føde på den strækning, fordi overpriserne på maden til fulde opvejes af muligheden for Gratis Gloning. Alle kender reglerne. Der findes sågar mennesker, der lægger deres løberute den vej for at være SIKRE på at blive set.

(Forstå det hvem der kan.)

(Sagde instruktøren.)

Nå, men mens vi sad der, kom der pludselig noget CIA eller Secret Service af en slags. En masse hærdebrede, pluskæbede mænd med tyggegummi, stenansigter og solbriller. De gik frem. Mumlede i kraven. Gik tilbage. Mumlede noget mere. Tog sig til øremodtageren. Kastede røntgenblikke rundt på alle os, der efterhånden var gået helt i stå med at spise (og tjenere, der glemte at arbejde), mens de attitudemæssigt signalerede, at det ikke ville røre dem at skyde for at dræbe, hvis nogle skulle sidde med gode ideer eller terroristtilbøjeligheder.

Hvem hvem hvem hvem hvem???

Ze Governator? Helle Thornings revisor? Frede, der med sine frøkammerater ankom med snorkel af vandvejen? HVEM!?

Og endelig: Mængden skiltes, et sus gik gennem befolkningen og frem trådte…..:

Mr. I-have-NO-idea med to brækkede finger og noget beige, pagehåret påhæng.

Skuffede? Så ved I, hvordan vi havde det.

Fra nu af synes jeg vi aftaler, at man kun må have bodyguards, hvis man er så kendt, at vi andre ved, hvem man er.

torsdag den 29. juli 2010

Note til selv:

Skal fremover huske at være til stede i egen krop og tune bare lidt ind på, hvad jeg går og synger i Netto. Teksten lyder: ”I’ll be your SUBSTITUTE” og ikke, som (distræt) fremført ved mælkekøleren: ”I’ll be your prostitute.”

De blev lidt kristne i betrækket på den yderligtgående, vestjyske måde, det ældre ægtepar ved siden af.

onsdag den 28. juli 2010

Hjerte hjerte hjerte.

Ingen hovedpine i dag, så jeg er igen til at snakke med, og risikoen for at blive slået ihjel, hvis man trækker vejret hørligt inden for en radius af 2 km, er faldet betragteligt. Dagens indlæg er derfor helt anderledes mildt i tonen end syreopkastet fra i går.

For jeg er begyndt at kunne mærke det udenpå maven, når min lille dreng sparker, og det er tæt på at være det hyggeligste, jeg nogensinde har prøvet. Om aftenen, omkring kl. 23, går han til noget kickboxing, hvor han bruger mine nyrer som sandsække, og da jeg allerede nu er ved at udvikle mig til en af dem, der synes, at alt hvad MIT barn foretager sig, er mirakuløst og indikerer begavelse langt over gennemsnittet, er jeg naturligvis stolt over ungens evne til at arbejde med formen inden for de relativt begrænsede rammer, han har fået stillet til rådighed.

Bortset fra det skal vi lige have kigget lidt på holdplanen, for jeg synes, at det ville være markant mere optimalt, hvis vi kan lægge noget yoga/afspænding på det tidspunkt, når vi rammer december. Så kan han give den gas med de små ben om eftermiddagen, hvor vi alle sammen synes, at det er meget sjovere at være vågne og fulde af pep.

Han kan også godt finde på at dæk-sparke mig lidt forsigtigt i maven, hvis jeg skal tisse meget eller sidder bøjet frem. På *ahem*… undskyld, men vi er altså nogen, der prøver at BO herinde?!”-måden.

Mors lille dreng.

Som jeg for øvrigt tror skal hedde Anton. (Ret til ændringer forbeholdes, hvis han kommer ud og overhovedet ikke ligner en Anton.)

Fik jeg fortalt, at han gabte, da jeg blev scannet? Så så man lige mig ligge der med åben mund og et vantro: ”GABTE han lige??” Og det gjorde han. Uden skyggen af tvivl. Hans hjerte er 1,5 x 1,5 cm, og hans mave er kuglerund. Hans lille rygsøjle ligner en række af de fineste perler, og der var gang i noget relativt ukoordineret 'Se mig! Se mig! Jeg har arme!'

Det her er den bedste ide EVER!

tirsdag den 27. juli 2010

Relativ vred top 5.

Inspireret af Skribleriers råddent sjove post om belastende pseudo-zen-Facebook-buddhister, følger hermed min top 5 over, hvis opdateringer jeg skjuler på FB.

(Og hvis tonen er lidt hårdere end den plejer, beklager jeg. Det er meget varmt i dag, og mit hoved er ved at eksplodere. Det skal naturligvis gå ud over nogen.)

1) Par, der kommunikerer med hinanden via FB. ”Tak for de flotte blomster, skatter. Jeg elsker dig”. I er lykkelige, we get it, men kan I da for fanden ikke bare stikke hovedet ud i entreen og råbe det til hinanden?

2) De overfriske. ”Så er dagens træning overstået. 4 timers elitespinning, 2 steptimer og en gang yoga, skønno!! Og nu klar til brunch med tøzerne!” Hvorfor skriver I det? Nej, virkelig. Hvorfor? Er det sjovt eller relevant for nogen som helst? Vil I gerne roses? Have medaljer? For lad os lave en hurtig håndsoprækning: Alle dem, der elsker at læse den slags opdateringer: Hånden op *nu*

Anyone?

3) Dem, der spiser for mange Gajoler og baserer deres livsfilosofi på lågene. Idiotiske ’dybe’ udsagn som ”Det er meget let at gøre tingene komplicerede” og ”Det interessante ved problemer er, at de kun opstår, når man tænker på dem” giver mig kløende udslæt i ganen af irritation.

4) Folk med for meget fritid, som kan fylde hele startsiden med, hvad de mangler til deres virtuelle stalde (!?), resultaterne af latterlige tests, der skal angive, hvor sexede de er i dag (målt i procent) og indmeldelse i grupper, hvis eneste fællestræk er, at grundlæggerne af dem ikke kan stave.

5) De mystiske (uuuuuuuh!), der forsøger at gøre sig interessante med hentydninger, som skal få os andre til at bide negle af indestængt frustration over ikke at være betydningsfulde nok til at blive indviet i, hvad det er for en dør, der lukkes eller hvem, det er, man aldrig skal stole på. Hvis I vil dele, vil jeg gerne læse. Hvis ikke, er det også helt fint. Så begriber jeg bare ikke, hvorfor I ikke bare fletter næbet?

Mangler vi nogen?

mandag den 26. juli 2010

Phiew!!!!

Vil I høre noget, som jeg ikke anede for et halvt år siden? ’Den søde ventetid’ er en skrøne på linie med julemanden og Loch Ness. Ikke at man ikke glæder sig, for det gør man – det gør jeg i hvert fald – helt åndssvagt, men jeg var ikke klar over, at man i samme sekund, man ser 2 lyserøde streger på pinden (dem alle sammen. Også de ekstra pinde, som man rystet snuble-cyklede i Føtex efter, da de første to lå side om side på vasken og struttede demonstrativt med deres lyserøde streger) udvikler Angst. Af den tyske slags.

I det øjeblik man ved, man er gravid, åbner hjernen for et hidtil lukket kammer, hvor den har deponeret kasse efter kasse af hæslige anekdoter om gravide kvinder, det er gået galt for. Pludselig husker man hver eneste historie, man nogensinde har hørt om kvinder, der har aborteret og født døde eller misdannede børn. Selvom man ved, at sandsynligheden for, at det går godt, statistisk set er meget højere end risikoen for, at noget går galt, er det hele så skrøbeligt, at man er nødt til bevidst at fortrænge sine katastrofetanker, hvis man ikke skal blive sindssyg.

Før jeg selv blev gravid, troede jeg, at scanninger udelukkende var noget man glædede sig til, og jeg forestillede mig, hvordan man næsten ikke kunne vente med at ligge der og græde af uspoleret lykke. Jeg har tudet i vilden sky til både 8 og 12 ugers scanningerne, men det har ligeså meget været af lettelse over, at alt var som det skulle være, som af lykke over, at mit barn har verdens mest perfekte profil og – ifølge lægens udsagn – er ’en meget aktiv lille én’.

Og som om ens egne forestillinger ikke er slemme nok, findes der desværre også et utal af ubetænksomme mennesker, som i det øjeblik de hører, at man er gravid, begynder at fortælle tragiske historier om fosterdød og blødninger og børn uden nyrer, og selvom jeg er helt på det rene med, at det – som de særligt belastende elementer overbærende minder mig om - også er den del af livet, og at (og den her hader jeg virkelig) det i de fleste tilfælde skyldes, at der er noget galt med fosteret, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at det er lige NU, de mener, at det er passende at underholde med den slags.

(En anden sætning jeg hører meget er: ”Ja ja. Nu skal du jo ikke blive hysterisk. Da jeg var gravid, undgik jeg ikke [indsæt selv noget om parfume, hårfarve, rygning eller alkohol], og det skete der ikke noget ved. Jeg har et sundt og raskt barn i dag.” Det er sødt af folk at sige, for de gør det for at forsøge at dæmpe Angsten, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi for 20 år siden heller ikke mente, at der skete noget ved at slå vores børn.)

Nå, det var et sidespring. For det jeg egentlig ville fortælle med indlægget i dag var, at jeg i dag har været til 20 ugers scanning; den scanning, som Skejby insisterer på at kalde MISDANNELSESscanning. Er ved at være et par uger siden, at jeg sidst har sovet ordentligt, og jeg glæder mig fælt til at slippe for drømme som den, jeg havde forleden, hvor scanningen viste, at babyen havde tabt sin bugspytkirtel.

Men: Alt var som det skulle være, HURRA!!

Og ved I hvad? Det er en lille dreng:)

Så måtte man jo gerne købe den her:

søndag den 25. juli 2010

Tchüss. Bis später.

I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.

Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.

I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.

I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.

Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.

Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.

fredag den 23. juli 2010

Det undrer mig, at jeg aldrig selv har tænkt på det.

Er i Esbjerg i disse dage, og kom af en eller anden grund til at tale med min mor om diskressionslinier. Jeg har alle dage syntes, at systemet fungerer fint alle andre steder end på apoteket. Der synes jeg så til gengæld overHOVEDET ikke, at det fungerer. Uanset hvilket apotek man kommer ind på, står syge personager og forsøger at lægge afstand til alle andre, som med garanti fejler noget, der er klammere og mere smitsomt end det, man selv er stemplet ind med. Der er INGEN, der taler sammen, og alle står bare og leger, at de ikke er tilstede. Bortset fra med ørerne, som til gengæld er ligeså store som paraboler.

Uanset hvad jeg fejler, gider jeg ikke dele det med resten af Århus. På nogen af måderne. Kan faktisk mærke, nu hvor jeg sidder her og skriver, at jeg synes, at ALT medicin fremover skal være receptpligtig, for så slipper man med at aflevere et stykke papir i stedet for det skamfulde ritual med først at skulle beskrive sine symptomer i detaljer, for derefter at høre den potentielle diagnose brølet ud i rummet af stålfarvet sundhedssandal, der synes, at ALT, der vedrører kroppen, er naturligt.

Og slutter det der? Nej. Nej nej nej. For pludselig forvandler apotekerassistenten sig til noget øverstbefalende i Stasi, der antager, at du er forklædt narkoman, der har tænkt dig at junke al hostesaften. På én gang. ”Har du brugt dette præparat før?” (Anklagende). ”Altså… ja?” ”Så du VED godt, hvordan du doserer dem?!” ”Det er Strepsil…?” ”Jaja! Men du må IKKE overskride den anbefalede daglige dosis!”

Omkrig her i samtalen fortalte min mor, at hun, når hun henter medicin til min far, er ved at gå AMOK over at blive underkastet 3. gradsforhør HVER gang. ”De kan jo se, at det er en flergangsrecept, og at det er 4. gang jeg henter?!”

Så når hun bliver betjent af en, der er særlig irriterende, beder hun altid om et glas kodymagnyl (som under INGEN omstændigheder må indtages sammen med medicinen) on the side. Bare for at se dem blive blege og slå korsets tegn for sig. ”Jeg kan sgu ikke lade være, når de står der og er så emsige”.

Hvilket for mig sætter to ting på plads:

1) De 24 glas kodi’er i skabet er ikke tegn på, at mine forældre er på vej ind i mystisk sekt, der planlægger kollektivt selvmord.

2) Jeg er HELT sikkert ikke adopteret!

torsdag den 22. juli 2010

Om det kan være min form, den er gal med? Jeg forstår ikke spørgsmålet?

Nå, men det var Himmelbjerget, vi kom fra. I anledningen af ferien blev Tina og jeg enige om, at et par bysbørn som os skulle på tur og have noget naturoplevelse af en slags. Vi kunne jo f.eks…… hmmm…

Efter at have kigget ideforladte på hinanden i et par minutter, kom Himmelbjerget på bordet, (hurra!) og så startede forberedelserne.

Der blev udarbejdet tidsplaner, lavet indkøbssedler, bagt pølsehorn og vasket vattæpper. Der blev aftalt samspisning af morgenmad og gravet køletasker frem fra gemmerne. Solcreme? Tjek. Køkkenrulle? Tjek. Vandmelon? Tjek.

Og derfra gik det lidt ned af bakke, om jeg så må sige. For hvor fanden ligger Himmelbjerget? Altså, sådan helt præcist? De Gule Sider griner dig lige ind i ansigtet, når du forsøger at overtale den til at hoste op med en rutebeskrivelse til destinationen ’Himmelbjerget’, men uden at jeg skal kede jer for meget med detaljerne, kan jeg dog glæde og berolige alle med, at det lykkedes os at fravriste den gule satan en vejledning.

Næste problem: Sko. I min fantasi er jeg en nipsagtig prinsesse på 1.60, der tripper utungt afsted i mine guldsandaler. Virkeligheden byder mere på nogle hævede stykker kød med remme, der forsøger at afskære blodtilførslen.

I hver sit par klip klappere stod vi derfor og kiggede lidt ned.

”Altså… Det er jo ikke sådan ÆGTE vandrestøvler…”

”Nej, men… hvor stejlt er det lige det er? Er det ikke noget med, at det bare er en bule i skovbunden? En slags geografisk joke, nærmest?”

”Skal vi ikke bare sige det? Eller skal vi gå all in, og medbringe isøkser, karabinhager og reb?”

”Fuck it. Det går nok!”

Afsted med os, og selvom vi (nok mest mig, hvis jeg skal være ærlig) efterlod ruteplanen ved siden af computeren, lykkedes det os alligevel at køre næsten lige derhen.

(Kan vi i den anledning snakke om, hvem der navngiver byerne ude på de kanter?? Mit bud er, at det er en kommunal julefrokostscrabble gone wrong. ”Aj, men Bent, for fanden! ’Addit’ er sgu da ikke et ord!” ”Jo-houw! Det er … en … by. Eller... Det bliver det! På min nye lokalplan!” )

Og hvor var der pænt. Og hold nu kæft, hvor vi fnes, da vi havde gået 3,5 minut og stod på ’toppen’. Med pølsehorn, vandmelon, vattæpper, solcreme, vand og sandwiches nok til at holde drengene i Afghanistan kørende et par år. Vi blev enige om, at naturmennesker som os (hvorfor tror man det? Hvorfor??) ikke var kørt så langt for at tage hjem efter at have tilbagelagt 200 meter med en stigning på en kvart procent
.
’Rutebådene?’ Lød lovende. Afsted det gik.

Det var så her, Himmelbjerget lavede sit snappy comeback over vores hånlige kommentarer om, at size does matter, for det kan godt ske, at der ikke var så langt til bådene. Men for ind i FUCK, hvor var det råddent at klatre nedaf i klip klappere i tusind graders varme med jægertroppernes samlede oppakning på ryggen. Og man skulle tro, at det ville være bedre op, ikke? Aber nein. 3 pauser og et sæt lunger senere – og længe efter, at al samtale var forstummet - kunne vi ENDELIG se bilen igen. Tårevædet gensyn.

I dag har jeg så ondt i mine lægmuskler, at jeg vralter som en and i 10. måned.

Naturen er overvurderet.

Ret mig, hvis jeg tager fejl, men hvor mange ville være vilde med at få rejst en statue af sig selv med indskriptionen "Børnevennen" idag?

Det ER pænt, jeg indrømmer det. Men der er fandme længere ned til det vand, end der er til månen!

Bemærk venligst, hvordan vi naturvant har parkeret så langt inde i skyggen, at bilen næsten ligner et dårligt camoufleret dyr, der græsser.

onsdag den 21. juli 2010

Her skulle have været et indlæg om dagens tur til Himmelbjerget....

men jeg har simpelthen så ondt i knolden, at jeg opgiver at blogge.

I får den i morgen.

Kh

Cliffhanger-Linda

tirsdag den 20. juli 2010

I virkeligheden er jeg jo bare en simpel pige fra landet.

Jeg er vokset op i et hus med en have. I al den tid jeg boede hjemme var sommer noget med havestole, grill og vasketøj, der duftede af Frisk, og de sidste par år er jeg begyndt at savne det mere og mere. Selvom de er søde, er det bare ikke helt det samme at dele en baggård med 100 andre, svedige klaustrofobikere, eller at skulle huske ALT (som helst skal kunne bæres af én gang), når man går ned. Og igen, når man hver 45. minut skal op og nifle, fordi at det ville være at friste skæbnen unødigt at lade en Iphone og et par labre høretelefoner ligge ubevogtede hen.

Jeg savner en have, man kan dappe ud i i undertøj, og hvor havemøbler og parasol står, hvor man efterlod dem i går. Jeg savner en have, hvor Smokey Joe grillen kan stå i fred og ikke, som min ven Lasses, bliver stjålet ved højlys dag. Jeg savner tørresnore uden mug, og fornemmelsen af at kunne spise morgenmad i det fri, uden at det forvandler sig til omfattende, udstyrstungt event.

Måske er det redebyggergenet, som jeg har hørt så meget om, men som jeg indtil nu ikke har følt røre på sig, der endelig sparker ind. Det ville også forklare, hvorfor jeg forleden sad og dagdrømte om en kummefryser. Jeg havde faktisk lovet mig selv ikke at sige det til nogen, for det er jo for fanden sidste stop inden Crocs og praktisk korthårsfrisure. Men I siger det ikke til nogen, vel? Så kunne man bage noget ordenligt brød i stedet for at æde det pap, de sælger her i byen og man slap for at leve af den samme ret i en uge, når man har lavet mad nok til at smide et par portioner i fryseren, fordi man er nødt til at spise dem, så der er plads til poserne med frossent frugt, som Netto havde på bud. Hvis den var stor nok, kunne man også lige smide sig i den en halv time, når blodet ramte kogepunktet.

Hej. Jeg hedder Linda og er født 40 år for sent.

mandag den 19. juli 2010

Plus at jeg sparer karma op i tilfælde af, at mit barn har kolik.

Når jeg er vejleder, plejer jeg at snakke med mine praktikanter om, at der sjældent er meget hjælp at hente hos folk, der er sure på dig, forstået på den måde, at det godt kan betale sig at bede pænt om det, man har brug for – også når man er RØVpresset – fordi sandsynligheden for at få det, stiger proportionalt med høflighed og forståelse for den andens situation. En stresset lærer, der skal nå at formidle et pensum på et semester, vil have mere lyst til at afbryde sin undervisning, så tolken kan få sin pause, hvis man beder pænt om den, end hvis man med det samme (fordi man er så træt, at hjernen er ved at koge over, og armene føles som sandsække) kommer til at hvisle noget om arbejdstidsregler og tolkens krav på 10 minutters pause for hver time, der skal tolkes.

Det kan jeg sagtens sige, for jeg har været tolk i 10.000 år, og har efterhånden cement i stedet for hud, men jeg synes stadig, at princippet holder - også i andre sammenhænge.

Eksempelvis har jeg på meget kort tid fået både nye over- og underboer, som virker søde, høflige og meget, meget unge. På vi-er-lige-flyttet-hjemmefra-måden.

Underboerne, som er 3 unge piger, har kastet deres kærlighed på ejendommens baggård, hvor der står bord og stole til fri afbenyttelse, og de sidste mange uger har de fået mange aftener og nætter til at gå med at sidde og drikke vin og ryge en uhyrlig mængde smøger LIGE nedenfor min altan. Og med ’lige nedenfor’ mener jeg virkelig lige nedenfor. Jeg bor i stuen, og har altanen i mit soveværelse, så hvis jeg tager et skridt ud over gelænderet, står jeg på det pågældende bord. Det har en lille smule føltes som at have dem på hyttetur i min seng. Men i stedet for at tabe besindelsen og vræle af dem, da jeg for 6. nat i streg lå på et lydtæppe af gymnasiebrandert, tog jeg fat på dem den efterfølgende eftermiddag og spurgte, om vi kunne finde en løsning, så de følte, at de kunne bruge gården til det, de skulle, og så jeg stadig kunne sove. Det udviklede sig til en lang snak om studier, min graviditet og sommeraftener, og jeg har nu 2 kommende pædagogstuderende og en kommende jordemoderstuderende, der står og tripper for at få lov at være barnepiger.

I lørdags holdt mine to, nye overboer fest det meste af natten, og jeg holdt ud helt til kl. 2.30, før jeg gik ud på altanen, og høfligt råbte, om det var muligt at dæmpe den del af festen, der foregik på altanen, bare lidt? I dag ringede det på døren, og udenfor stod to skamfulde ungmøer, der bare gerne ville sige undskyld. De havde snakket med pigerne i kælderen, og havde hørt, at jeg var gravid, og de så overordentligt lettede ud, da jeg spurgte, om vi ikke bare kunne aftale, at hvis de larmer alt for meget, så siger jeg til, og så lover de til gengæld ikke at synes, at jeg er den sure, gamle underbo.

I rest my case. Princippet holder stadig. Man HAR bare mere lyst til at tage hensyn til folk, man kan lide, end folk, der er nogle sure spassere.

lørdag den 17. juli 2010

"Armstrong styrtede før etapestart "

Er der ikke snart nogen, der forbarmer sig og stikker den mand et sæt støttehjul?

fredag den 16. juli 2010

Tilgiv mig, Fader. Eller bare en eller anden.

Jeg har ikke selv-valgt været i kirke siden min konfirmation. Det er ikke så slemt, at vandet i døbefonden fordamper, og præster falder jamrende på knæ, mens de slår korsets tegn for sig, når jeg til venners bryllupper og barnedåbs lægger vejen forbi, men jeg tror, at jeg indså at kristendommen was not for me, da jeg var omkring 17.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tro. De mennesker, der gør, virker som om de hviler i visheden om, at der er en mening med det hele – trods alt. Også selvom vi ikke altid forstår den, og jeg har altid været misundelig på deres overbevisning om, at nogen et sted derude har en plan.

Men faktisk er det ikke den del af kristendommen, jeg savner mest i mit liv. Det er tilgivelsen. Ikke af omgivelserne, for den del af det synes jeg egentlig, at jeg er rimelig nede med, i det omfang jeg finder det nødvendigt, men derimod tilgivelse af mig selv.

Det der med at have en repræsentant for den øverste forældremyndighed til at sige, at hvad du end har gjort, så kan regningen betales med en bodshandling, og du kan give slip. Dét savner jeg. Vi andre troløse må klare os med den dårlige samvittighed, hvilket i bedste fald svarer til at være idømt en behandlingsdom på ubestemt tid, for hvornår har man angret nok? Hvornår kan man rette ryggen, puste ud og let it go? Hvor meget skyld, skam og fortrydelse går der på en enkelt tilgivelse? Jeg har ledt, tænkt og savnet, men jeg har stadig ikke fundet omregningsfaktoren.

Som alle andre, jeg kender, er jeg altid hårdest ved mig selv, og selvom jeg med mit hoved godt ved, at uanset hvor mange nætter jeg tilbringer i selvhadets skærsild, ændrer det ikke det fjerneste på, hvad det end er, jeg fortryder at have gjort, så føles det i hjertet alligevel som om, at det da er det mindste, jeg kan gøre.

Når jeg nu er så forfærdeligt et menneske, og ikke har en Gud til at insistere på det modsatte.

torsdag den 15. juli 2010

Glasskår derimod….

Nu siger jeg det for sidste gang: Vi går IKKE i bare tæer i det offentlige rum. Det er gøglagtigt og lowlife, og vi andre bliver dårlige ved synet af dine skæve, behårede hobbitklumper, og tanken om at du jokker i en lort.

onsdag den 14. juli 2010

Ville I også somme tider ønske, at det her var en videoblog?

Nu er det officielt: Min hjerne er smeltet.

Jeg bor i Århus, hvor mågerne er så store, at jeg selv har set et eksemplar af slagsen flyve afsted med en kvart pizza (stadig på paptallerken) OG en halv banan med skræl i næbbet, og har vidne, der vil aflægge ed på, at han har set en måge tage en solsort i flugten. Som i: En levende solsort. Af dem med næb, klør, vinger og sår’n. Velbekomme.

I denne uge er jeg kontordame, og i dag jeg har siddet med åbne dobbeltdøre ud til en baggård, hvor en fortvivlet mågeunge hele dagen har løbet rundt og sagt en ynkelig lyd, der mest af alt mindede om et fåre-bræg.

Måger er klamme. Måger er klamme, lige meget hvad folk siger.

Derfor finder jeg det helt ufatteligt, at man kl. 12 i dag kunne se mig løbe rundt i gården, tyk og i klip klappere, og opføre mig som en mellemting mellem en mågecoach, der forsøgte at få ungen til at gå ind i sig selv og finde VILJEN til at flyve, og den øverstansvarlige i kontroltårnet i færd med at lande et fly.

”Kom så! Ja!! Du kan godt! Nemlig! Mere af det der! JAJA!! Ikke give op!”

Forgæves.

Jeg tror, at jeg kunne have lært at flyve lige på stedet for at slippe væk fra mig selv.

tirsdag den 13. juli 2010

Lige børn leger bedst.

Jeg kender mange mennesker, som lige nu står overfor en af de forandringer, der har det med at ændre livet for good. Flytninger, børn på vej og potentielle diagnoser, der ikke er ret sjove at få.
Vi har snakket meget om venner og venskaber.

For sjovt nok er forandring i livet som regel lig med oprydning i omgangskredsen. Det er som om, den nye fremtid tænder et slags spot, der pludselig oplyser strukturer og støvede kroge i venskaber, som ikke var tydelige i al den tid, hvor den ene dag bare tog den anden og ingen rigtigt tog sig tid til at bemærke rollefordeling.

F.eks. begynder man at lægge mærke til dem, der tager uden at give. Når man pludselig har ualmindelig meget, man har brug for at fortælle, opdager man, hvem der altid taler og aldrig lytter. Det bedste eksempel på dette var en bekendt af en bekendt, som fik konstateret kræft, og derefter måtte være den, der trøstede veninden: Hun kunne slet ikke tage mere, for ALLE omkring hende blev syge. Og hvor sandt – og trist - det end måtte være, synes jeg, at der er en, der er blevet lidt for vant til at være i centrum i venskabet, når situationsfornemmelsen og omtanken ikke rækker længere end det.

Og uanset om man står overfor noget stort, som er positivt og ønsket, eller noget negativt og svært, bliver det også pludselig tydeligt, at de fleste mennesker tilhører en af to grupper: Enten er de som udgangspunkt tilfredse med livet og indstillet på selv at tage ansvar for det, de ønsker at ændre, eller også tilhører de Klynkerne. Ikke dermed være sagt, at man kun kan være venner med folk, der altid har det nemt og aldrig oplever svære tider og kriser; man har bare meget mere lyst og overskud til at lægge skulder til, når det er en forbigående tilstand frem for en permanent.

Når der er forandringer på vej, bliver det klart, hvorfor det er vigtigt at omgive sig med positive mennesker; mennesker, der tager initiativ, genererer noget energi, og som man bliver ladet op af at være sammen med, så man er klar i hovedet og rustet til, hvad der måtte komme. De mennesker, der som passive, sorte huller suger al energi ud af dig uden at bekymre sig om at give noget igen, og som opfører sig som om venskab er noget, de har krav på, skal man overveje grundigt, om man kan rumme.

Og om man skal.

mandag den 12. juli 2010

My baby just cares for me.

Må jeg lige starte med at sige noget, som slet ikke har noget med det, jeg egentligt ville sige at gøre, og som jeg godt ved, er en lille smule irriterende? Jeg elsker at træne! Og at undervise. Ligemeget hvor sur eller stresset jeg er, når jeg træder ind af dørene; lige meget hvor dårlig min dag har været, så er der altid renset ud og 0-stillet i hovedet, når jeg går ud gennem dem igen. Det MÅ være en af de allerbedste grunde til at dyrke sport: At dårligt humør ikke overlever en time i selskab med det.

Nå, men jeg havde bare lige lyst til at fortælle, hvordan status er med maven. Den bliver større. Mini er nu omkring 21 cm, hvilket er det samme som et A4 ark på den korte led, og vejer ca. 170 gram, hvilket er det samme som 1) en solid kyllingefilet eller 2) 2 magnumis eller 3) en IPhone. (Ja. Jeg vejede den. Jeg har en FEST!)

Fik jeg sagt, at der var nogen, der sparkede mig forsigtigt i maven forleden, mens jeg børstede tænder? Og at det slet ikke gjorde noget? Overhovedet?

Og så er vi ved at sjusse os ind på, hvilken retning vi skal i, rent musikalsk. (Det her foregår mest inde i mit hoved, for ifølge Bibelen kan mini ikke genkende musik endnu.) John Mayer giver mig ondt i maven, hvilket jeg tolker som moderat utilfredshed. Til gengæld virker det som om Ella Fitzgerald, Nina Simone, Moi Caprice og Infernal falder i ret god jord. Pink Floyd er udsat til efteråret, da jeg finder det blasfemisk at partere et album, og det stadig er alt, alt for varmt at sidde med hørebøffer presset mod maven mellem 90 og 120 minutter.

Men selvom den lille bandit får mig til at svede som et svin, ville jeg ikke bytte det her for noget i verden.

søndag den 11. juli 2010

Der er ikke noget, at være bange for, skat. HVADVARDET!?

Jeg sveder. Jegsvederjegsvederjegsveder!

Og jeg VED godt, at vi – som alle mennesker siger hele fucking tiden – ikke må klage, men for satan. Jeg troede, at overophedning var et feature, der blev tilføjet i den sidste del af graviditeten, men åbenbart ikke her i huset.

Til gengæld har vejret gjort, at jeg igen har formøblet en hel weekend på hyggelige sommersysler. Denne gang var det frokostaftaler, hygge/bar-aften, (føltes utrolig underligt at bede om en diet coke med en mund, der var klar til at sige ’snakebite’) kagens dag (ja. Igen.) og grilltamtam i Mårslet.

Når det er så varmt, som det er nu, kan jeg under ingen omstændigheder stille skarpt på at skulle entrere en bus, og da jeg krakkede Mårslet, kunne jeg se, at der kun var 10 km derud, så jeg besluttede at cykle.

Jeg skriver ’kun’ for at illustrere min ufattelige naivitet og manglende evne til at omsætte 10 papirkilometer km til asfalt.

Vand i flasken, solcreme på armene, musik i ørerne og afsted. (Cykelhjelmen er ikke kommet endnu.) Havde kørt i under 10 minutter, da jeg greb mig selv i at ønske, at nogen ville lave en etnisk udrensning på naturen og udrydde alle de verpühlte dyr, der også skulle til Mårslet, og tydeligvis opfattede mig som the free ride.

40 bebakkede, svedende, kløende og storbandende minutter senere nåede jeg frem. Hvilket vel ikke helt kvalificerer mig til Tour de France, men på den anden side vel stadig er nok til at køre fra Lance A. (Som FANDME må være glad for sin hjelm, sådan som han ligger og snaver asfalten hele tiden!)

Omkring kl. 22.30 tænkte jeg, at det nok var på tide at vende snuden mod centrum. Havde trods alt ikke glemt, hvor langt der var derud, og ville godt hjem, inden det blev mørkt og suspekte elementer indtog og skamkørte det bakkede vejnet i udborede Toyotaer.

Havde faktisk En Naturoplevelse de første 10 minutter. Temperaturen var faldet, så det ikke længere føltes, som om luften var lavet af flydende lava, og jeg blev sådan helt ’de træer er over 200 år gamle, og hvor er vi egentlig små’-agtige. (Dog ikke mere zen, end at der stadig var underskud til at turbohadede det kriblende dyreliv.)

Men så blev det mørkt.

Og så blev jeg sindssyg.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg giver TV5 skylden, som de sidste par uger har kørt trailers for alt, hvad der er lavet af klamme, amerikanske og japanske gysere, med close up’s af underernærede, pjaltede og ualmindeligt vrede pigebørn, der hænger i loftet og kravler op af brønde og ud af fjernsyn.

Onde lyde fra underskoven, forvredne skygger og skilte, der til forveksling lignede noget, der var kravlet op fra Helvedes slimede dyb. Vil tro at min puls sneg sig op på omkring 250. Var simpelthen så pissebange til sidst, at jeg sad helt lænet frem over styret og cyklede så hurtigt, at min hestehale stod lige vandret bagud, og min tunge lå i cykelkurven.

Hvordan fanden skal jeg nogensinde på en troværdig måde blive nogens mor, der siger beroligende ting om nat og mørke? Jeg frygter, at et mere realistisk scenarie er Linda, der efterlader sit angste barn på en sti for selv at sprinte i sikkerhed.

Men jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der lider af problemet. Det trøster mig lidt.

Tror, at jeg vil stille mig ud i fryseren og skamme mig. Jeg skal bare lige være sikker på, at pæren forbliver tændt, når jeg lukker døren.

torsdag den 8. juli 2010

Så sagde vi jo, at vi ALLE SAMMEN begyndte at køre med cykelhjelm!

For nu har jeg købt den. Ja, jeg bukkede under for presset. Jeres pres. Nå!

Havde sådan en morgen, hvor fanden tog ved mig, og med NU skal det være!” i hele kroppen, satte jeg mig ved computeren og googlede ’cykehjelm’.

Fik 207.000 resultater.

Og mens NU skal det være!” mismodigt sev ud af kroppen på mig igen, klikkede jeg modløst rundt på en million sider, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvilket segment jeg hjelmmæssigt hører til i.

Er man den ’sjove’ type, der er til 8-ball logoer og advarsler om hajer (???), er man lillepiget med hang til det storblomstrede, eller er man en af dem, der betrækker lortet med stof og cykler rundt med et insisterende ’det er en HAT!’-ansigtsudtryk?

Ville næsten ønske, at der kun var en slags, så man var tvunget til at købe den, og så ellers bare kunne bitche gratis over det. Nu er man ligesom selv ansvarlig for, om man kører rundt og ligner en idiot, der har misforstået konceptet.

Jeg gik ensfarvet på den røde måde. Klassisk-skråstreg-sporty, blev jeg enig med mig selv om, og synes, temperament og tilstand taget i betragtning, at det virkede passende med en farve, der associeres med både kærlighed og fare.

Nu mangler vi så bare at finde ud af, om jeg er blevet voksen og bruger den, når den kommer, eller om jeg opfører mig som en gammel, kvindelig udgave af Spacy og Jean, (udtaltes je-an. Ikke Sjårn. Fransk var ikke opfundet i socialklase 5 i 80’erne), der kørte rundt på deres borede FZ’ere med hjelmen på styret.

onsdag den 7. juli 2010

Og efter det: Jul og dermed årstid for sne.

Jeg opdagede det første gang, da jeg fik øje på de 3 chokoladebrune, glatarmede, tatoverede tømrerlærlinge i naboens baggård, og næsten ikke kunne styre min begejstring: Min graviditet er nu gået ind i den fase, hvor hormonerne gør, at jeg bliver instant forelsket i alle mænd, jeg ser. De hamrede, bankede og svedte, mens de samtaleråbte til hinanden (hvilket jeg stadig ikke forstår, at teknisk-skole-drenge skal. De står og arbejder under 4 meter fra hinanden for crying out loud??) om weekendens bytur på Crazy Daisy, og det eneste, jeg kunne tænkte var: ”Sol! Skin nu til, så de tager de t-shirts af!”

Jeg burde date. Faktisk spild af naturlige skønheds-bivirkninger ikke at gøre det. Jeg fælder ikke, så har hår som svingende Elida-model, er for en gang skyld brun og mine bryster - ja, dem har vi snakket om.

Men hvad skulle man skrive i en datingprofil?

”Hvis du kan lide frodige kvinder, så læs endeligt videre.”

”Du kan være sikker på, at du ikke gør mig gravid.”

”Jeg leder efter en mand, der trives med uforudsigelig, og sætter pris på omskrifteligheden ved inderligt raseri det ene øjeblik, og snot og tårer det næste.”

Ikke at omtale graviditeten ville føles lidt som falsk varedeklaration, og findes der en mand i verden, som ikke ville tro, at man gjorde det for at få en far til sit barn? Jeg mener: Hvis en sms betyder: ”Jeg vil giftes med dig NU!”, så vil jeg mene, at der er risiko for at en graviditet udløser fullblown, klinisk paranoia.

Man orker det næsten ikke, vel?

Heldigt, at det er årstid for kolde styrtebade.

tirsdag den 6. juli 2010

Let the music play.

Jeg gik egentligt ud for at købe en cykelhjelm, for det har vi jo snakket om, at jeg skal have, men uden at jeg helt kan redegøre for de enkelte pitstops i købsbeslutningsprocessen, endte jeg med de her i stedet:



Og inden vi kårer mig som dårlig mor in spe, vil jeg skynde mig at sige, at de er til mini. (Moderen må dog godt låne dem, når mini ikke bruger dem, og derfor fik hun lov til at vælge farven.) Min baby kan nemlig høre nu. Ikke sådan at den kan genkende enkelte sange, men høre kan den, så da jeg , ved et forfærdeligt uheld *host* snublede over et par hørebøffer, der kunnen vendes og sættes på maven, tænkte jeg straks, at det var et tegn.

Mine forældre har billeder af mig, der som 4-årig sidder med høretelefoner større end mit eget, fe-hårede børnehoved på gulvet i stuen og hører CV Jørgensen. (I think. Kunne dog også være Stones, Pink Floyd eller Gasolin), og bare se, hvor jeg er i dag. (Ved ikke engang selv, hvor jeg vil hen med det her.)

ANYWAY: Det er aldrig for tidligt at starte den musikkulturelle opdragelse.

Det næste jeg køber, bliver en cykelhjelm. Ama’r halshug.

mandag den 5. juli 2010

Bare de er små, seje mønsterbrydere.

Jeg ved ikke, om det er varmen, der gør det, men jeg er mere træt i de her dage, end jeg har været den sidste måneds tid, og med trætheden kommer sensitiviteten.

I går aftes var jeg ude og lufte Lasse, og da vi dryssede forbi Tangkrogen, passerede vi en flok spritstive grønlændere. Den ene mere ude af lod end den anden, iført henholdsvis alt for lidt og alt for meget tøj, og med udpræget mangelfuld dentalhygiejne. De havde alt for travlt med deres bjørnebryg og billige brændevin til at tage sig af de tre børn, de havde med.

Ungerne, der var 5-6 år, havde en fest. Klokken var 22, der var ikke en seng i sigte, og de sjippede faretruende nær ved vejen. Ingen så meget som løftede et øjenbryn.

Jeg havde mest lyst til at begynde at tude.

Jeg kender så mange, der så utrolig gerne vil have børn, men som storken alligevel flyver udenom igen og igen, og så virker det simpelthen så uretfærdigt, at mennesker, der har været heldige nok til at blive gravide, gennemføre graviditeten og få (på ydersiden, i hvert fald) sunde og raske børn, behandler dem med samme ligegyldighed, som de behandler sig selv.

Jeg ved godt, at vi kan snakke en masse om fejlslagen integration, om Danmarks forhold til Grønland og om at alle forældre gør det bedste, de kan, med de ressourcer de har – men lige der på Tangkrogen fik jeg bare urimeligt ondt af de møgbeskidte unger, der stod og sjippede lige op og ned af deres egen fremtid uden at vide det.

Håber jeg.

Øv.

Og bare for god ordens skyld: Jeg havde fået ligeså ondt i maven, hvis forældrene havde været tyskere, nordmænd eller blege danskere, der havde flyttet festen ind på den lokale bodega.

søndag den 4. juli 2010

Du danske sommer, jeg ÆLSKER dig!

Har ikke lige fået blogget de sidste par dage, fordi jeg har haft travlt. Med ingenting, hvis sandheden skal frem. Men mit bud er, at I alligevel ikke har været inde forbi her i varmen, så skal vi ikke bare sige, at det står 1-1?

Fredag var jeg til grillfest med opgangen. Det var ret hyggeligt. Vi har en pensioneret lærer, som altid slæber sange med til fællesarrangementerne, og det er altid nogen, man skal være født før krigen for at kende. Til gengæld giver han den gas, når han synger, og der er så rigeligt med vers, at man bare kan falde ind, når man har melodien. Så sidder vi der, 8 mennesker i en gård med masser af genlyd, og synger så pivfalsk, at det er et under, at ingen åbner deres altandøre og smider rådne tomater efter os.

Lørdag havde jeg, vejrudsigten til trods, forbarmet mig og sagt ja til at afløse en fitnesskollega, der skulle på ferie. Var lidt som at stå i en undervandssauna, og efter en lang time, havde jeg mest lyst til at gå rundt søstjernestyle (arme og ben så langt væk fra kroppen som overhovedet muligt) resten af dagen. Valgte i stedet at cykle de små 10 km ud til min veninde og hendes mand (varmt!varmt!varmt! – men bus alligevel værre) og køle ned i deres børnebadebassin. Har været et ømt syn, da vi sad der, 3 granvoksne mennesker på hhv. 1.70, 1.80 og 1.90, i blå plastik med påmalede søheste, men i 32 graders varme bliver værdighed en relativ ligegyldig størrelse.

Efter at jeg er blevet gravid, er der sket det fantastiske, at jeg pludselig kan blive brun (-ish), men da Kræftens Bekæmpelse samtidig stalker mig med deres ”Når du bliver rød ER DET FOR SENT!!”-kampagne, smører jeg mig samvittighedsfuldt ind i solcreme en gang i timen. Havde så bare ikke lige taget højde for, at mine knæ legede krokodille-på-lur i vandoverfladen i det improviserede vandland, så nu har jeg to skoldede knæ. (Men det var afkølingen værd, uanset hvor skuffet KB er over mig.)

I morges vågnede jeg igen med vat i hovedet (det må være de ekstra graviditetsrelaterede liter blod, der opfører sig som kviksølv i termometeret, når der er højtryk) men efter en kop kaffe og et afsnit af Lost (the final season *trist-trist-smiley*) føler jeg mig igen som et relativt velfungerende menneske.

Så nu vil jeg og mine solcremesmumificerede knæ stolpre ud i verden og nyde livet.

God søndag til jer derude.

torsdag den 1. juli 2010

Den, der ler sidst…

Jeg har fået en ny helt. Han får aldrig nys om min tilbedelse, for han har været død i hundrede år oder so, men inden da var han ansat som noget stadsarkitekt/miljøkonsulent for Århus Købstads Kommune (jo jo. Det hed det dengang. Jeg googlede det.)

Desværre for ham hang jobbene heller ikke dengang på træerne (tø hø), og der skete derfor det uheldige, at han et halvt år efter at være blevet ansat til at planlægge beplantningen langs Ringgaden, blev afskediget med 3 måneders varsel.

Blev han vred? Det tror jeg nok. Men – og det er her, min facsination forvandler sig til næsegrus beundring – han blev. På sin læst og alt det der, mens han lagde sidste hånd på værket, som var valg af træsort, der skulle pryde den 6 kilometer lange strækning fra Trøjborg til Frederiksbjerg.
I dag tramper vi fra juni til slut-august rundt i knæhøje driver af noget, der ligner sne, men som jeg tror (og jeg er lidt på botanisk glatis her, må jeg indrømme) er frø fra de kæmpestore poppeltræer, som vor ven valgte at sætte med 1 meters mellemrum gennem hele byen. Høfeberstaklerne er nærmest blinde af allergi, og de små sataner (frøene. Ikke allergikerne) kryber ind overALT! I vasketøj, kældre og entreer.

Det er sgu da hævn, der er en forsmået kvinde værdig.

Hvis man fandt ud af, hvad han hed, og tog et smut på Vestre Kirkegård, er jeg sikker på, at man fra dybet ville kunne høre hans skadefro latter.

Man kan selvfølgelig også bare gå efter den eneste gravsten med inskriptionen: ”FRYD!!”