onsdag den 30. juni 2010

I dag er der sket to ting:

1) Min nye bh er kommet med posten. Den ligner noget, jeg har bestilt hos Tupperware.

2) Jeg har været i Randers på kursus i et nye pulstræningssystem, vi skal til at bruge til spinning. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, for det var programsat fra 19 til 22, men når der er mulighed for at deltage næste gang, om et par måneder eller tre, er jeg jo for fanden bare mere gravid.

Hvilket resulterede i, at jeg kl. 22.07 sad på et toilet i Randers og tudede af ren og skær udmattelse. Flot. Dejligt, at jeg er så lydhør over for min egen grænse.

Jeg ville utrolig gerne have bundet de to ovenstående hændelser sammen på sjov og elegant vis, men jeg er simpelthen så træt, både af mig selv og sådan helt generelt.

Må jeg få en om’er i morgen?

tirsdag den 29. juni 2010

Ind i systemet.

Så blev man sådan en, der havde en jordemoder. Havde været liiidt spændt på dagens møde, for indkaldelsen var ikke videre informativ, og så vidt jeg lige kunne vurdere, var systemet det samme som på apoteket og ved bageren: Træk et nummer og entrér hos nærmeste ledige medarbejder.

Den ene jordemoder kan i princippet være lige så god som den anden – hvis bare ikke det var fordi, jeg har en eks-svigerinde, som er jordemoder, og som jeg slet, slet ikke kan med. Typen, der bar sine børn rundt i hjemmevævede, økologiske seler, til de skulle konfirmeres, og ammede dem nogenlunde ligeså længe. Som synes at kattene var så meget en del af familien, at de ENDELIG bare måtte trippe rundt på køkkenbordet, når hun lavede mad. Jeg vil virkelig gerne gå ind til det her med åbent sind, men jeg tænker… mig på en briks engang i december på den sammenbidte, svedende måde og hende, der forsøger at hjælpe? Bliver så træls for mini at skulle vokse op i Vridsløse Lille.

Men jeg kunne have sparet mig mine bekymringer, for jeg havde på forhånd fået tildelt Hanne. Og Hanne er god! Primært fordi hun roser mig og siger, at jeg er dygtig til at være gravid, og at det er HELT normalt at tage meget på i starten (thank goodness!). Hun er så god, at hun endda har fået mig til både at købe fiskeolie OG at synes, at det er en god ide. (Fisketraume. Er fra Esbjerg.)

Næste lægeting, der skal ske, er min scanning sidst i næste måned, hvor alting bliver tjekket, og jeg får at vide, om jeg venter en dreng eller en pige – hvis den lille linselus ellers vil vende måsen til.

Og dét bliver spændende!

mandag den 28. juni 2010

Måske kan jeg bare ikke finde koblingspunktet.

Efter at jeg har lært at holde af både mig selv og andre, alle fejl og mangler inklusive, er mit liv blevet ikke bare lidt, men meget nemmere. Jeg er holdt op med at forvente det perfekte, hvilket gør det en hel del lettere at blive tilfreds. Med alting, faktisk.

Desværre lider jeg stadig af den defekt, at jeg, når jeg læser en bog, diskvalificerer hele indholdet, hvis noget af det er noget crap. Og det ville jeg egentlig ønske, at jeg kunne stoppe med, for kunne man plukke et godt råd her, og en god ide der, ville man kunne samle ret meget fornuftig viden sammen.

For nyligt læste jeg bogen ”Gear ned” af Karin Lilja. Jeg tænkte, at med en baby på vej, kunne jeg godt bruge lidt værktøj til at downshifte, inden det for alvor går løs. Jeg er så vant til at have min hverdag fyldt med alt muligt, og jeg elsker det, men ind imellem – lidt for ofte, hvis jeg skal være helt ærlig – kan der være så meget run på, at jeg bliver stresset af det. Derfor lånte jeg bogen som inspiration.

Og den var udmærket et langt stykke hen af vejen. Nogle ting kunne jeg både relateret til og se mig selv implementere i mig eget liv, andre var lidt for langhårede. Men der, hvor bogen begik selvmord mellem hænderne på mig var, da den kom med dette råd:

”Sig dit kort til fitnesscentret op, og tag cyklen til arbejde i stedet. Det er meget billigere!”

Er det ikke lidt det samme som at sige, at nu hvor vi har Urban og MetroExpress, så er der ikke længere nogen grund til at gå i skole?

Jeg er enig i, at det er bedre end ingenting at cykle på arbejde, men man skal altså være et menneske, der er yderst tilfreds med sin vægt, spiser meget, meget afbalanceret og er i den særlige situation, at det går op af bakke, både når man kører på arbejde – alle 20 km – og når man kører hjem, hvis den tur skal give dig de sammen fordele, som du har ud af at dyrke sport, hvad enten det er fodbold, fitness eller ishockeybold.

Fik jeg med, at du skal cykle turen så hurtigt, at du er forpustet ¾ af tiden, hvis du skal øge hjertets slagvolumen og forebygge livsstilssygdommene på samme måde som træning gør? (Fri for at dele kontor med dig.)

Og så har vi slet ikke snakket om muskeltræning og de fordele det giver, bl.a. at forebygge osteoporose, skåne dine led, og noget så lavpraktisk, som at gøre dig i stand til at tage fra, hvis du falder.

Kan lige nu ikke helt frigøre mig fra fornemmelsen af at lyde som en præst af en slags, og jeg ved godt, at jeg nok træner mere end gennemsnitsdanskeren, og jeg ved også godt, at der kan være perioder i livet, hvor det er umuligt at få træning passet ind, men altså… Jeg er da f.eks. utrolig glad for, at min mor prioriterer at træne, fordi det øger chancerne markant for, at der skal stå ’mormor’ på et af bordkortene ved mit barns bryllup.

Jeg synes, at det er en lortebog, der bruger et helt kapitel på at beskrive, hvordan du er ’din egen krops chef’, der er ’ansvarlig for at tage ordentligt vare på den’ – og samtidig anbefaler at skrotte træning.

I defensiven? Moi?

søndag den 27. juni 2010

Like a VIRGIN! (eller….)

Blev vækket kl. 9.30 af den lokale lortespasserpizzaidiots finger på dørtelefonen, hvilket jeg kan hidse mig op over helt uden at anstrenge mig, eftersom jeg er den eneste i opgangen, der har min postkasse plastret til med ”Nej tak. Til ALTING”-mærkater. (Og skal heller aldrig nogensinde ever bestille noget spiseligt fra et sted, der har valgt at åbne ovenpå en nedlagt tankstation. ”Hej. Jeg vil gerne bestille en Lyser-I-Mørke med ekstra chili og benzinrester” )

Trissede tilbage i seng mens jeg bandede over, at jeg efter hovedpine og Bush-øjne at dømme fik ALT for meget at drikke til festen i går - indtil jeg kom i tanke om, at det vildeste, jeg sugede i mig, var en Schweppes Lemon (og her bliver jeg nødt til at lige at kommentere, at min stavekontrol sluger ’Schweppes’ uden at blinke, men laver en vred, rød streg under lemon), og endnu engang må konstatere, at den vigtigste bestanddel i tømmermænd, er manglende søvn.

Men sikke en fest. I invitationen stod, at temaet var 80’erne/90’erne, og jeg elsker, når vi må klæde os ud! Der var smalle slips og plastikbælter, der var kedeldragter og flere hvide tennissokker med den klassiske røde og blå stribe, end man ville have troet muligt at opdrive, der var refleksbukser og glowsticks, Ball og Buffalo’s, og hårmæssigt var der uendelige mængder af lilla gele og skæve hestehaler. Selv stillede jeg i en ’Madonna – the early years’ creatión: Crepet hår med tyl-sløjfe, tylskørt, blondehandske, pink net-top og Ed Hardy converse. (Ville en lille smule ønske, at jeg havde haft et ”Jeg er på vej til tema-fest”-skilt med, da jeg cyklede gennem Århus centrum kl. 16, men satser på, at folk enten selv regnede det ud, eller skød skylden på hormonerne.)

Der var også musikquiz. Som jeg vandt *smiley-der-hiver-t-shirten-af-og-løber-sejrsrunde-mens-den-synger-We-Are-The-Champions* Baghjul til resten af verden!

Hold kæft, jeg synes, at det var en sjov fest. Vi dansede, sang fællessang og mine venner bliver sgu så søde, når de bliver snalrede. Jeg takkede af ved et-tiden; ikke fordi jeg var træt eller kedede mig, men fordi festen der skiftede til det gear, hvor De Alvorlige Samtaler begynder. Og der må man give op, når man er den eneste, der er ædru. Dels er de fuldstændigt umulige at navigere i, når man ikke har alkoholen til at padle over de logiske kløfter, der binder to emner, der ellers ikke har det FJERNESTE med hinanden at gøre i, og dels fordi det er tarveligt at blive, når man er blevet hende, der dagen efter kan huske alt.

Så mini og jeg cyklede fra Trige til Århus under den smukkeste fuldmåne, og jeg sang hele vejen hjem.

Og nu er jeg faktisk blevet i så godt humør over at gen-opleve festen, at jeg har tilgivet pizzamanden.

Men jeg spiser altså stadig ikke derovre.

fredag den 25. juni 2010

Og hvad sker der med de børn, der sidder med hele armen nede i mælkeglasset!? (Små svin!)

Jeg har disset den på facebook, men jeg kan alligevel mærke, at jeg ikke er helt færdig med at sige grimme ting om den.

Orio. Den falske kiks.

Hvad er det, den vil? Vil den være en chokoladekiks? En vaniliekiks? Bestem dig dog, din lille vendekåbe! Jeg ved ikke, hvem den prøver at narre, for ud over at være helt forkert i farven, så smager den overhovedet ikke af chokolade. Den smager bare af føj.

Og som om den ikke er fæl nok, som den er, så forsøger den oven i købet at indsmigre sig hos den sagesløse forbruger under det promiskuøse slogan: "Drej, slik, dyp." Med punchlinen ”Kiksen, der samler familien”.

Aj, men AD!

(Kan heller ikke rigtigt beslutte mig for, om jeg synes, at føromtalte, syge familie har små eller meget alvorlige problemer med adskillelse, hvis en klam kiks er det, der bringer dem sammen igen.)

torsdag den 24. juni 2010

Erfaringer – ja tak. Bedrevidenhed – nej tak.

Min baby turbovokser. På to uger er den gået fra at være 8 cm. til at være 16. Ikke så mærkeligt, at man er træt, vel? Og on that note: Som vi før har snakket om, er jeg for tiden rimelig let at irritere, og det kan jo for fanden ikke hjælpe, at folk skal snige sig på listesko omkring mig og gætte, hvad man må sige, og hvad man får sherifstjerner og voodoorelaterede uheld ud af.

Specielt ikke, når det kan koges ned til 3 ting, hvad der får Hekla til at gå i udbrud.

Derfor har jeg lavet en liste. For nemheds skyld er den inddelt i to; en for dem, der endnu ikke har børn og en for dem, der har.

Dem uden børn:

”Nu skal du huske, at passe på dig selv.”
Det her har jeg selv ytret mindst 1.000 gange, og jeg vil hermed gerne undskylde med tilbagevirkende kraft til alle de gravide veninder, som tålmodigt har lagt øre til dette pis-råd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg hører denne sætning mindst 3 gange om dagen, og jeg FORSTÅR godt, at den er et udtryk for omsorg, men altså… Ligner jeg en, der bevidst forsøger at mishandle min krop? Eller som er meget dum? Jeg drikker en halv liter mælk om dagen, jeg spiser mine jerntilskud, jeg får dagligt 6 stykker frugt/grønt, jeg slukker tørsten i vand, jeg motionerer i gennemsnit 1½ time om dagen, og jeg tager en lur, hvis jeg er træt og muligheden byder sig. Jeg. Gør. Hvad. Jeg. Kan. Men jeg tror ikke, at min chef vil stille sig særligt forstående, hvis jeg ringer og siger, at jeg ikke lige kommer de næste par uger, fordi jeg skal sidde herhjemme og passe på mig selv. Og jeg tror, at min krop bliver glad for, at jeg har trænet (jajaja!! Med OMTANKE, siger jeg jo!) når jeg om ca. 5 måneder skal presse en vandmelon ud gennem et sugerør.

”Det bliver MEGET værre!”
No disrespect - men hvor fanden ved du det fra?

Til gengæld må man gerne fortælle, hvad ens kolleger gjorde, eller hvad søsterens jordemoder sagde. Man må gerne spørge om alt, hvad man spekulerer på, og jeg bliver ikke fornærmet, hvis man drikker rødvin, når vi spiser sammen. Jeg havde helt sikkert gjort det, hvis situationen havde været omvendt.

Og hvis man synes, at det er hysterisk at gå op i, hvad andre siger, vil jeg opfordre til et lille eksperiment: Prøv at sætte dit vækkeur til at ringe hver 90. minut natten igennem. Stå op, gå på toilettet og gå i seng igen. Bare en uge. Det er 5-6 gange hver nat, til orientering. Sådan har mine nætter set ud i lidt over to måneder, og selvom jeg elsker at mærke, at jeg er gravid, så sker der altså noget med tolerancecentret, når man ikke sover igennem, som man plejer.

Og inden dem med børn farer i kommentarfeltet, så lad dette være den elegante overgang til:

Dem med børn:

”Det kan du ligeså godt vænne dig til/Det bliver MEGET værre!!”
Når man får sit første barn som 33-årig, betyder det, at mange i omgangskredsen allerede har et par stykker eller 3. Hvilket jo erfaringsmæssigt bringer jer foran 200 – 0, og umulige at indhente. Men hver eneste gang I gør det der, devaluerer I min oplevelse af, hvordan det er at være gravid. For mig er det her første gang, og der hvor jeg står, kan jeg ikke rigtigt sige noget, når I hån-ler over, at jeg synes, at det er hårdt at få sin nattesøvn klippet i stykker, eller at jeg bliver rørt over alting og livets skrøbelighed, for jeg ved ikke bedre. Med den slags kommentarer sætter I mig samtalemæssigt udenfor døren og tager patent på at definere både graviditet og forældrerolle. Og selvom jeg godt med mit hoved ved, at det slet, slet ikke er derfor I gør det, er det altså ikke særlig rart.

Til gengæld må I meget, meget gerne, som min veninde Karina, give gode råd videre. Som da hun fortalte, at hun under begge sine graviditeter spillede en bestemt cd for babyerne, og senere, da hun havde født, satte den på, når der skulle ske noget nyt, som de potentielt kunne føle sig lidt utrygge ved. Dén slags vil jeg MEGET gerne høre om.

Og om en måned, når jeg er helt fortvivlet over, at ingen længere tør tale med mig af skræk for at overtræde en eller anden obskur regel i mit gravide hoved, kan jeg jo passende skrive et indlæg, der hedder: ”Jeg mente det ikke. Kom tilbage.”

onsdag den 23. juni 2010

Solnedgang over Orange Scene.

I morges, da jeg trak mine gardiner fra, kunne jeg se, at nogen havde slået et lille iglotelt op i gården.

Først skyllede nostalgien ind over mig i meterhøje bølger. Kæft, hvor min søster og jeg hyggede os, når vi for en nat flyttede hjemmefra til teltet i haven, med Anders And-blade, lommelygter og saftevand i plastikflasker med skruelåg som proviant.

- Altså lige indtil det blev Ægte Nat, og vi kunne hidse hinanden helt op i Blair Witch feltet over lyden af en fugl, der landede på en gren i nabohaven, og var nødt til at vække hinanden, hvis vi skulle på toilettet, fordi vi ikke turde skræk-sprinte igennem haven selv.

Blev helt glad over at opdage, at man stadig gør det, og at det lige et øjeblik så ud til, at jeg kan genbruge min egen barndom, når jeg skal opdrage mit barn, selvom jeg er vokset op i et hus, og jeg sætter mini i verden til et liv på stueplan.

Så kom jeg i tanke om, at de pædofile i mellemtiden er blevet opfundet. Og øksemorderne.

HELT utænkeligt, at forældre anno 2010 lader deres unger sove ubevogtet i en baggård med ca. 1000 mennesker af mere eller mindre suspekt karakter omkring, kun beskyttet af et lag kondensklamt, lyseblåt nylon.

Pludselig gik det op for mig, at det jo naturligvis måtte være en præ-Roskilde-tørring af teltet, som sikkert ikke har været pakket ud, siden det kom hjem i starten af Juli sidste år.

Stod et øjeblik og forsøgte at genfinde nostalgien, for jeg har godt nok haft mange fornøjelige timer på Roskilde. Åååh musikken! Selskabet!

....

....

Fællesbadene. I koldt vandt. Lunkne øl. Papmad. Naboer med den allestedsnærværende didgeridoo. Regn. Klamt tøj. Nattetemperaturer på 9 grader.

Og det eneste jeg følte, var en enorm lettelse over ikke at behøve at tage af sted.

Jeg er nu officielt blevet gammel.

tirsdag den 22. juni 2010

Forstår ikke:

* Hvor alle de studenter kommer fra? Hvad blev der af de små ungdomsårgange, vi har hygget os sådan med at bekymre os om?

* Mænd med pagehår.

* De der 'Til Middag Hos'-programmer, der tilsyneladende har tilranet sig sendefladen på alle tænkelige kanaler. Det er da det mest inderligt ligegyldige tv ever. Seriøst: Er der nogen, der ser dem?

* Skatere m/k over 40. FYI: De mennesker der siger, at man ikke er ældre end man føler sig? De lyver.

* At nogle mennesker ikke kan se, at jeg er gravid. Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal glæde mig over, at jeg aldrig igen behøver at bekymre mig om, om folk kan se, at jeg har taget 500 gram på, eller om jeg skal blive fornærmet over, at de åbenbart altid har syntes, at jeg har været lidt småfed.

* Hvornår det blev H&M og ikke Frelleren, man går i, når man skal finde tøj til 80’er fest.

* Hvordan vi allerede kan være der, hvor jeg står i en undertøjsforretning og hører mig selv spørge: ”Hvad har I i 70 J?”

* Og i selv samme butikker får at vide, at jeg "nok allerede nu skal begynde at lede efter amme-bh'er på internettet" for "vi kan desværre ikke servicere dig, når den tid kommer". Muuhh.

* Markedsføringsfolk, der tror, at de kan sælge ure på argumentet: 'Indeholder positive ioner.'

* Folk, der hopper på den.

mandag den 21. juni 2010

Nok også meget godt, hvis de får blå mærker af at ligge på ærter.

Når jeg kører til træning, kommer jeg forbi en paintball-bane, der altid får mig til at trække på smilebåndet, fordi den minder mig om en polterabend, jeg deltog i for 7-8 år siden.

For vores vedkommende var det ikke maling, vi skulle skyde hinanden med, men derimod laserguns. Da vi ankom til banen, fik vi alle udleveret sådan en bang-du-er-død-vest, der lyste, hvis man blev ramt, hvorefter vi blev lukket ind i et stort og meget mørkt lokale.

Herefter var det alles kamp mod alle.

Jeg har altid været udstyret med et meget veludviklet konkurrencegen. Jeg har også altid været natteblind. Og jeg ville så gerne have set det udefra, da jeg derfor spænede ALT hvad jeg kunne – lige ind i en sortmalet væg.

Da jeg kørte forbi banen i dag, kom jeg til at tænke på Kronprinsesse Victorias bryllup (ved godt, at det er lidt overdue at mene noget om det, men jeg har haft så travlt hele weekenden, at en karikaturtegning af mig bare ville have været en vandret streg - en lidt tyk, vandret streg – så jeg giver hermed mig selv dispensation).

Og må jeg starte med at sige, at jeg synes, at hun var bedårende? Af alle royale – som jeg ellers ikke rigtigt forholder mig til – er hun den eneste, jeg virkelig hepper på. Må fandme kræve sit konstant at blive sammenlignet med en lillesøster, der er så køn, at man får ondt i hovedet af at kigge på hende, og at skulle bekæmpe en spiseforstyrrelse med hele verden som publikum. Men på optagelserne fra i lørdags ser hun bare så stærk og glad ud.

Der er nok ingen, der går i chok over oplysningen om, at det fik mig til at hyle.

Nå, men det jeg egentlig ville sige med det her indlæg var: Hvad laver royale mennesker på deres polterabend? Kan ikke lige se Mary sumobryde i de der ildelugtende, oversize dragter. Eller la clon Marie til dildoparty. Ansigtsbehandlinger og massage er vel bare just another day at the office, og for fyrenes vedkommende er rafting, klatrevægge og bungee jump jo blege afarter af al den militære jægertræning, de får tiden til at gå med, mens de venter på, at der skal blive en trone fri.

Nå, men hvad min royale heltinde Victoria end lavede, er jeg sikker på, at hun var god til det, og gjorde det stilfuldt.

Helt uden at løbe ind i væggene.

lørdag den 19. juni 2010

Nogen, der vil være med til at gå til Slap Af?

Når man har boet i Århus længe nok, og frekventeret de forskellige cafeer ofte nok, kommer man til at tro, at der i mandlige tjeneres arbejdsbeskrivelse står, at de egentlig bare skal stille i holdtrøjen og opføre sig, som om de var i byen: Utilnærmelige, meget lidt smilende og tilbøjelige til primært at hænge ud med mennesker, der er ligeså smukke som dem selv.

Service er noget vi hån-ler af her i byen.

Men i går var der sommerfest på min arbejdsplads, og den blev holdt på det relativt nye sted Slap Af.

Og det var en lille smule som at dø og komme i himlen.

Ud over latterligt fantastisk mad/chai-the/smoothies til helt almindelige cafepriser (som bliver serveret OG præsenteret ved bordet) har man castet en flok ualMINDLig nydelige, unge mænd som tjenere – og de flirter med ALLE! Vores gruppe bestod af homoer, gravide og folk, der havde brugt eftermiddagen i Mindeparken med at spille rundbold, og de ikke så meget som rystede på hånden: Der var charme og opmærksomhed nok til hele flokken.

Personligt blev jeg en lille smule forelsket, da ham med overarme så pæne, at man fik lyst til at bide i dem, blinkede til mig. (Efter at jeg vel at mærke havde tjekket, at der ikke stod en eller anden langbenet blondine bag min stol.)

I’m going back, det er HELT sikkert! Skal I med?

torsdag den 17. juni 2010

Status over situationen på Blogsbjerg:

Mit barn er nu:
Ved at gro øjenbryn (nogle tynde, fine nogle af slagsen, som ikke hele tiden skal plukkes.)

(Med mindre mini er en dreng. Må ikke blive for fesent.)

(Må helst heller ikke være unibrow, dog)

Begyndt at øve sig i at trække vejret. Håber, at den øver sig i at trække det dybt. Skal trods alt ud og have begynder-mig som mor.

Jeg kan ikke længere:
Lave armbøjninger på tæerne.

Se ned på min lynlås, når jeg skal lukke min jakke. Heldigt, at jeg efter 1000 år på diverse festivaler har sort bælte i Tøj I Mørke.

Passe nogle af mine gamle bukser.

Køre bil uden at have lyst til at kile en oppustet, sort affaldssæk i ryggen, så maven får mere plads.

Kan til gengæld:
Stadig sove på maven.

Takket være hormoner og ½ liter mælk om dagen prale af hår så kraftigt og glansfuldt, at L’Oreal dåserne godt kan gå hjem og lægge sig.

Ville dog ønske:
At den ekstra kraftige hårvækst var begrænset til hovedet. Den månedlige brasilianske voksbehandling har nu udviklet sig til en slags meget smertefuld ekstremsport. (Ja, undskyld, men har lovet mig selv ikke kun at blogge om alt det plyssede og pæne.)

Spekulerer meget på:
Hvordan alle andre ved, hvordan en plukve føles?

Hvad jeg skal gøre af mine bryster om 6-7 uger. På undertøjsbutikken Lace’s hjemmeside, der praler af 2000 bh’er i 56 størrelser, er der nu 3 tilbage, jeg kan passe. Kan jo for fanden ikke gå rundt med dem i hænderne med det job, jeg har.

Har ikke lyst til:
At begynde at køre med cykelhjelm, selvom jeg ved, at jeg burde.

Har til gengæld meget lyst til:
At begynde at cykle i rustning. Føles langt mere nødvendigt. Er I klar over, hvor råddent resten af verden kører?

onsdag den 16. juni 2010

Hunden og dens lumske hår.

Kender I de mennesker, der skærer alle over en kam? Dem er jeg et af, når det kommer til gamle mennesker. Eller – ret skal være ret - jeg skærer dem faktisk over to kamme. Jeg ser dem utrolig unuanceret som enten 1) Sure, gamle mennesker, der mener, at de fortjener positiv særbehandling pga. et eller andet krigsrelateret, der fortaber sig i tågerne eller 2) søde, gamle mennesker, som jeg smiler til og inderst inde har lidt ondt af.

Sidder lige og bliver helt deprimeret over fremtidsudsigterne.

Nå, men der er heldigvis flest af de sidste. Dem, jeg holder tilbage for, løfter tasker ud af toget for og laver historier inde i hovedet om, som omhandler livets efterår og børn, der ikke besøger dem, og som jeg får ondt i maven over.

I min venindes opgang bor der sådan et par. Jeg har set dem masser af gange, og de virker altid så ... hyggelige. De hilser overstrømmende, når jeg møder dem, virker meget hjælpsomme og min venindes datter på 3 år er vild med dem. De tusser rundt i pensionisttempo i deres brune sko med perforerede snuder, roder i haven og sidder fra tid til anden i gården og nyder en øl.

Når jeg ser dem sidde der, glemmer jeg næsten, at han engang forlod hende og rejste verden rundt med sin elskerinde, mens han fyrede det meste af deres opsparing af, og at hun, da deres søn var lille, holdt ham ud over altanen, og skreg, at hun ville hun slippe ham, hvis han ikke snart opførte sig ordentligt.

tirsdag den 15. juni 2010

Er der mere and?

Jeg har altid ment, at gravides cravings var noget, der sad mere i hovedet end i maven på den gravide. Det mener jeg stadig, og da jeg er meget lærenem, ved jeg allerede nu, at det at være gravid, kvalificerer mig til at udtale mig på alle gravides vegne. (Hvad!?! Alle de andre gør det da!)

Jeg vil dog medgive, at jeg i den måned, hvor jeg led af den belastende kombination madlede/ur-sult, blev så glad, når der endelig var noget, jeg kunne overskue at indtage, at min begejstring nok ville kunne forveksles med En Ægte Craving.

Talrige er de gange, hvor jeg med tårer i øjnene og en indkøbskurv så tom, at den rungede, har stået fortabt i Netto og forsøgt at forestille mig bare et eller andet, som jeg kunne overskue at putte i munden uden at dø af væmmelse. *sjofel dåselatter*

Jeg havde f.eks. en enkelt dag, hvor jeg pludselig fik lyst til æggesalat. Afsted i en fart og 4 bægre i kurven. Det var inden jeg lærte, at det, man får lyst til forvandler sig til råddent kloakslam i det sekund, man har indtaget en enkelt portion af det. Jeg måtte efter 2 dage smide 4 hele bægre ud, fordi jeg blev fysisk dårlig, hver gang jeg åbnede til mit køleskab, og de stod der og blinkede gult og kælent til mig. På karrymåden.

En anden dag var det de billige, klamme småkager, som jeg normalt hellere vil have rødglødende søm hamret i øjeæblerne end at gribes på fersk gerning i selskab med, jeg pludselig kunne udholde at indtage.

Om ikke andet er min baby allerede nu vænnet til meget varieret kost.

Men måske er det fordi, at man føler alting 20 % mere, når man er gravid, at madlyst ikke bare føles som madlyst, men som et overvældende fysisk behov, der ikke kan ignoreres.

Så cravings sidder måske nok i hovedet – men det ER sgu svært at forklare, at jeg pludselig har 20 % mere lyst til rødkål og hvidtøl, end jeg før har haft. Nogensinde.

Julebarn? Det tror jeg nok!

mandag den 14. juni 2010

Magten tilhører den, som tager den.

Dette indlæg startede egentlig som et svar til en af kommentarerne til dagens indlæg, men da jeg – som altid *suk* - er ude af stand til at fatte mig i korthed, var der til sidst så meget tekst, at jeg besluttede at konvertere svaret til en post.

Anne Lotte spurgte: ”Hvordan er du kommet så elegant videre, uden at få ar på sjælen, og blevet den powerwoman, du tilsyneladende er i dag?”

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at man kan gå i skole i helvedes forgård, uden at få ar på sjælen. Jeg kan f.eks. ikke huske ret meget fra min folkeskoletid. Selvfølgelig står særligt væmmelige hændelser ud, men jeg kan ikke rigtig huske hvordan filmkælderen og klasseværelserne så ud, hvad jeg fik tiden til at gå med, eller hvornår jeg endelig gav op og blev så ligeglad, at det ikke var interessant at mobbe mig mere, og jeg endelig fik fred.

For det værste ved at blive mobbet er, at man bruger alle sine vågne timer på at forsøge at knække koden; på at prøve at regne ud, hvad man gør forkert eller hvad man ikke gør nok, som får de andre til at hade én så meget. Friheden kommer, når man endelig regner ud, at det ikke handler om, hvad du gør eller hvem du er. Det er ikke engang personligt. Det er survival of the fittest, og de andre var bare hurtigere end mig til at regne ud, at den, der mobber ikke selv bliver mobbet.

Når du endelig indser, at det ikke gør en kæft til forskel, hvad du gør eller siger, så holder du op med at prøve – og så mister idioterne magten over dig.

Da jeg gik ud af 9., brugte jeg de næste mange år på at være genert, bange for nye mennesker og sammenhænge, og på at fortrænge. Jeg lå vågen i en uge, hvis jeg skulle fremlægge for klassen, og jeg blev så rød i hovedet, at blodkarrene var i fare for at briste, hvis jeg skulle sige noget foran mere end 2 mennesker.

Sådan fortsatte det, indtil den dag jeg besluttede, at nu havde de spassere fået rigeligt af min tid og opmærksomhed. Jeg fik nok af de begrænsninger, der ligger i rollen som offer, for hvis du først gør dig selv til en, det er synd for, vil hele verden automatisk sænke sine forventninger til dig, og det er jeg ikke en skid interesseret i. Verden skal forvente det hele af mig, for sådan – og kun sådan – får jeg lov til at vise, hvad jeg virkelig kan og er, og ikke hvad andre menneskers angst har forsøgt at gøre mig til.

Selvfølgelig er vi ikke ude i noget overnight transformation, men ligesom min yndlings-Ole har truffet en beslutning om at være glad, traf jeg lige dér en beslutning om aldrig mere at lade fortiden hverken begrænse mig eller definere mig.

Måske skyldes det folkeskoletiden, måske skyldes det biologi eller måske er det strålerne fra rummet: I hvert fald brugte jeg nogle år i mine starttyvere på at rode rundt i alle de grimme afkroge af mit sind, og landede derfor på briksen hos hvad der viste sig at være verdens bedste psykolog. Hans kloge spørgsmål og min beslutning tilsammen endte med at blive en stormende himmelflugt fra alt det trælse.

Så jeg tror, at den styrke, som jeg ofte får at vide, at jeg besidder, kommer af, at jeg har set mig selv på vrangen, og har brugt så lang tid på at kigge indad, at jeg ved, hvad der gemmer sig derinde, og hvem jeg er. Der er ingen fæle sider at pege på, som jeg ikke selv er klar over, at jeg har, jeg kender mine styrker og svagheder, og intet, nogen siger, kan ændre på det.

Jeg er ikke længere bange for andre mennesker og deres ord, for de har for længst mistet deres magt over mig.

søndag den 13. juni 2010

AngeLinda Jolie.

Da jeg gik i folkeskolen, gik jeg – med meget få undtagelser – i klasse med nogle spassere, der gjorde sig mere end almindelig umage for at gøre min hverdag usjov og svær.

(Nu hvor jeg er gravid, kan jeg mærke, at jeg er ved at gro en ny personlighed, der systematisk bearbejder alle mine indtryk og oplevelser fra barndommen og sammenholder dem med det faktum, at jeg om lidt selv skal ruste et lille menneske til at navigere igennem the jungle of life. Og hvis mit barn kommer i en klasse, hvor de andre børn er ligeså lede og tarvelige, som de var i min, så kan jeg allerede nu oplyse, at de bliver inviteret hjem til os til en alvorlig snak om fucking ordentligt opførsel fulgt op af kindheste og sherifstjerner!)

(Når mit barn ikke kigger, selvfølgelig. Vi hverken slår eller niver hjemme ved os, nemlig.)

Nå. Men tilbage til historien: Som barn var jeg allerede i 1. klasse markant højere end de andre; også drengene. Da jeg samtidig var meget svajrygget, tog det 0,4 nanosekunder for et af genierne at nickname mig ”Strudsen”. I dag kan jeg trække på smilebåndet af det, men dengang gjorde det mig simpelthen så ked af det og fik mig til at føle mig helt skæv og forkert.

I dag skulle jeg så mødes med mine kolleger i fitnesscentret, fordi vi er ved at øve nye programmer op. Den ene af pigerne er, udover at være holdinstruktør, også ansat i receptionen. Da vi stod i salen, kiggede hun pludselig på mig og sagde:

”Jeg kom til at spekulere på, om du egentlig ved, hvad alle receptionisterne hernede kalder dig?
”Øhm… nej??”
(Kære Gud, lad det ikke være ”Hende, den sure so”. Eller ”Strudsen”)
”De kalder dig Tomb Raider”.
”Tomb Raider!?”
”Ja, altså.. De synes, at du ligner Lara Croft.”

.......

Hende gider man sgu da godt ligne.

Fra struds til Lara Croft.

We’ve come a long way, baby.


torsdag den 10. juni 2010

Hvem skulle nu have troet dét?

Min baby er nu 9 cm, er begyndt at få hår og kan selv holde hovedet oppe et øjeblik af gangen. VIDSTE bare, at jeg ville få verdens dygtigste barn! Er også så småt ved at lære at forstå, at jeg er gravid. Sådan i virkeligheden. I onsdags spiste jeg frokost med min mor, som viste mig en hue, hun har strikket til mini. Kom til at hyle i vilden sky, da det gik op for mig, at det lille bitte stykke tøj er lavet til mit barn.

Jeg er også begyndt at kunne navigere i, hvad jeg må og ikke må, nu hvor jeg tjener som bolig for en, der ikke rigtig har mulighed for at skælde mig ud, hvis jeg gør noget, den ikke kan lide.

Hormonmæssigt synes jeg, at det er utroligt, at jeg kan være så glad og så utrolig irritabel på en og samme tid. Jeg tuder af begejstring det ene øjeblik for så at klippe til scenen, hvor jeg får hugtænder og skumfråde om munden af raseri over noget f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g ligegyldigt. Jeg håber ikke, at I forventer en pastelfarvet hyggebabyblog med blød, dæmpet belysning og sepiafarvede fotografier af mig, der sidder i en gyngestol og aer min mave, (det gør jeg; aer maven - men kun når folk ikke kigger, for det virker på en eller anden måde så privat) for jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at hvis man planlægger at lægge 'slap nu af''-kommentarer, hver gang jeg kommer til at hvæse de næste 6 måneder, så får man travlt.

Til mit forsvar kan jeg kun sige, at jeg godt selv både kan se og høre det.

Der er til gengæld også nogle ting, der har overrasket mig. Jeg troede f.eks. at man i det sekund man undfangede, forvandlede sig til sådan en holistisk øko-type, der glad og gerne gav afkald på alt uden at savne det spor.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Med fare for at lyde overfladisk savner jeg parfume (som man ikke må bruge, da det kan være hormonforstyrrende). Hver morgen bader jeg i Neutral, smører mig ind i Neutral og bruger Neutral deo, mens jeg sender lange blikke efter min Tender Poison og Burberry Weekend.

Jeg kommer også til at skulle afdække mine spejle fra ca. 1.75 cm og op, for det viser sig, at man ikke må farve hår. Og nej. Heller ikke med naturhårfarve eller striber lagt 1 cm fra hovedbunden. Sundhedsstyrelsen er åbenbart blevet spurgt om det samme af andre før mig, for under ”Gode råd, når du er gravid” og ”Du bør ikke farve hår” er det meget tæt på, at der står: ”Nej! Bare NEJ!! Og HELLER ikke henna!!”

Og endelig bor der åbenbart inde i mig noget white trash, der savner rødvin fredag aften og kolde fadøl ved åen på sommerdage. Hvem sagde trailerpark?

Jeg ville aldrig ønske at bytte tilbage, og ville forsage både parfume, alkohol og hårfarve hver eneste dag resten af mit liv, hvis jeg skulle vælge imellem ovenstående og at være gravid. Jeg troede nok bare, at trangen til den slags ødsel luksus ville selvdestruere, når man blev gravid.

Til gengæld savner jeg overhovedet ikke kaffe.

(WTF?!)

onsdag den 9. juni 2010

Top 5

over bilister, der skulle se at få deres eget motorvejsnet.

1) Gamle mennesker. Jeg er all for at køre pænt og efter forholdene, men 90 km/t på 130 km/t strækningerne? Marguerit-ruten venner. Det er bedst sådan.

2) Polske langturschauffører, der finder det både oplagt og rimeligt at blokere begge vejbaner over en strækning på 50 kilometer, fordi Piotr kører 20 meter hurtigere i timen end Kszysztof. Det er muligt, at man har et andet forhold til kø og kø-dannelse, når man er vokset op med planøkonomi, men mig giver det bare lyst til at køre ind i dem – hårdt – mens jeg brøler: ”KØR!KØR!KØR!KØR!KØR!”

3) – hvilket vel nærmest placerer mig i en slags underkategori til den næste gruppe: Mænd i panikalderen med dertilhørende Audier. Kig nu lige lidt frem. Der ligger 200 biler foran mig, som kører p-r-æ-c-i-s ligeså hurtig, som jeg gør. Vil du være venlig at fjerne din snude fra min kofanger?

4) Særtransporter med siloer, og deres små særtransport-supporter-so-vogne. ”Se mig! Jeg er den tynde veninde, der er vims og hyper-mobil, og jeg kører ud foran alting og spærrer for det, fordi jeg kan!”

5) Cirkusvogne. Én ting er at holde i kø på motorvejen, men noget andet er fandme at holde tilbage for gøgl og klovne!

tirsdag den 8. juni 2010

En tilfældig dag i Århus i en Matasbutik:

Mig: Jeg vil gerne bede om noget jerntilskud.
UalMINDelig blond Mataspige: Ja? Det er herovre. Vi har lidt forskelligt. De grønne er billigst.
Mig: Ok. Men er det ikke noget med, at de røde der er knap så hårde ved maven?
UBM: Øhm…. (vender pakken om og læser) ... Hvaderdetnudethedder det er vist nok noget med, at det er det samme.
Mig: Mmmm’key….?
UBM: De grønne er billigst.
Mig: Ja, det kan jeg se, men er der samme antal milligram jern i pr. pille?
UBM: (blinker helt blank i blikket) Hvad?
Mig: (Meget tålmodig og pædagogisk, hvis jeg selv skal sige det): Altså, skal man spise flere af de grønne end af de røde, for så ender de jo faktisk med at være dyrere?
UBM: Nååå! (Vender pakkerne om igen) Nej, der er 75 milligram i de grønne og kun 30 i de røde.
Mig: (Som nu selv har taget de to pakker, fordi jeg fornemmer, at vi rent fagligt måske ikke er på rock solid grund hos min blonde veninde) Der står, at der er 75 milligram i 3 af de grønne...
UBM. Nååå…
Mig: (Ved for fanden heller ikke, hvorfor jeg bliver ved) Må man tage dem, når man er gravid?
UBM: (Vender og drejer pakken, som jeg nu efterhånden synes, at hun må kunne udenad)… Altså…..
Mig: Ved du hvad, pyt med det. Jeg tager dem bare, og så spørger jeg min læge.
UBM: (Triumferende) Jo! Det må du gerne, for se her: Der er et billede på pakken af en, der er gravid!

Matas. Det gode råd gør forskellen. Eller det der.

mandag den 7. juni 2010

Hvor meget skyld kan man lægge over på hormonerne?

Det er de sjoveste steder, jeg bliver konfronteret med, hvor stort det er – på et nærmest uendeligt antal planer – at vente sig.

Det siger sig selv, at jeg ikke har truffet min beslutning overnight, og noget af det, der fyldte for mig i hele det år, jeg brugte på at veje for og imod var, at der vil blive noget gruppering, der pludselig bliver lidt skævt.

Jeg har tænkt meget på, om jeg som selvvalgt enlig mor vil identificere mig mest med singlerne eller med parrene, for teknisk set er jeg jo stadig single, men livsstilsmæssigt har jeg en formodning om, at jeg kommer til at slægte børnefamilierne mest på.

I weekenden var jeg så til fødselsdag hos en veninde, og med til festen var der en enkelt singlepige, ud over mig. Resten var i forhold og havde enten børn eller var gravide.
Og da jeg sad der midt i det hele, kunne jeg mærke, at det ikke betyder en skid, hvem jeg synes, jeg ligner mest. Jeg havde frygtet, at dét at vælge at gøre noget selv, som de fleste gør sammen, ville få mig til at føle mig ensom og udenfor, men det har på ingen måde vist sig at være tilfældet. Tværtimod er der en ro i det her, som jeg ikke på forhånd havde turde håbe på.

Hvilket jeg er bange for bekræfter mange fyres beskyldninger om, at mange kvinder omkring de 30 vil have børn langt mere, end vi selv er klar over. (Her taler jeg naturligvis ikke om dig, der lige nu er ved at blive meget vred på mig og tænker: ”Du kender ikke mig, og det ved du ikke en skid om, din ny-frelste kælling!” Ikke dig. Undskyld. Du må helst ikke blive sur, for så kommer jeg sådan til at græde.)

Noget andet som har fyldt helt åndssvagt, både da jeg begyndte at planlægge det her, og nu hvor jeg er gravid, de iagttagelser man gør og har gjort sig, mens man selv var børnefri; dem, hvor man tænker: Sådan bliver jeg ALDRIG!

Og da jeg ikke er bange for at spænde 200 km strømførende snubletråd tværs over vejen, jeg er ved at bevæge mig ud på, kommer hermed et par stykker, som man er meget velkommen til at printe og stikke i snuden af mig om et par år, når jeg alligevel falder i:

Jeg gider ikke blive sådan en, der forventer at mine singleveninder skal agere tivoli for mig, når jeg sidder i forældreskabet og keder mig. Der er ikke meget, der er så irriterende, som folk der pludselig – efter 5 år i selvvalgt børne- og parforholdseksil – begynder at guilttrippe dig for, at du aldrig inviterer dem med, når du og de andre singleveninder skal i byen. Jeg vil prøve at huske, at hvis man pludselig gerne vil tilbage i det game, man i sin tid selv meldte sig ud af, så må man gå forrest med det gode eksempel og sætte noget i stand. Man kunne f.eks. starte med at stoppe med at reservere A-tidspunkterne (fredag aften og weekenderne) til andre børne/parforholdsvenner, og spise singlerne af med en ussel tirsdag aften hver 11. måned.

Lød jeg lige lidt sur der? Fik faktisk også hidset mig selv helt op.

Og - kære Gud i himlen! - lad mig være den første mor, der, også når mit barn er 3, husker, at jeg ikke ved, hvordan det er for alle andre at være gravide, bare fordi jeg selv har været det. Vi ER lidt hormonelt forstyrrede, jeg indrømmer det gerne, men for SATAN, altså!! Det er ligesom at have kløende udslæt på indersiden af huden, når kvinder, som man meget tydeligt kan huske var ved at gå AMOK over, at ALLE andre var MEGET klogere på deres graviditet, end de selv var, pludselig trækker i kjole og pibekrave.

….

Mand, hvor er det rart at have en blog, hvor man kan få lidt luft. Nu er jeg pludselig helt mild og glad igen.

I morgen skal jeg nok prøve at skrive noget kortere og knap så arrigt. For i virkeligheden er jeg jo fandme så lykkelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.

lørdag den 5. juni 2010

Tror måske, at Skejby glemte at give mig manualen med.

I er sgu så søde. Tusind tak for alle jeres fine hilsner, som jeg blev både glad og rørt over. Det sidste sker en del for tiden. I dag har jeg f.eks. hylet over en ambulance, en historie om en pige, der blev væk, og sidste kapitel i Mötley Crües selvbiografi ’The Dirt’.

Men måske vi lige skal have lidt fakta på bordet, nu hvor jeg endelig har turdet fortælle, at jeg er gravid.

Jeg er stadig så single, som de kommer, og babyen er et soloprojekt - planlagt og meget, meget ønsket. Hvordan det rent praktisk er kommet i stand, er en af de få ting, jeg vil vælge at holde for mig selv, men hvis alt går, som det skal, bliver jeg officielt Nogens Mor til jul. En lille nisse.

Bliver ret slemt for dem, der skal have julekort fra mig i år; jeg siger det bare.

Et par uger med madlede, et kronisk forhøjet irritationstal og en krop, der nogle gange bare slukker af træthed fra det ene øjeblik til det næste, er de eneste gener, jeg indtil videre har haft. Dog forsøger mine bryster at vokse sig tværs igennem alfabetet på rekordtid, og de er allerede nu så store, at jeg faktisk selv er en lille smule bange for dem.

Jeg er nu starten af 4. måned, hvilket betyder, at maven ikke længere gider snøres ind i de gamle jeans. Derfor har jeg måtte investere i et par af de specielle graviditetsjeans, og til det har jeg to kommentarer: 1) Fuck i SATAN, hvor er det varmt med 3 ekstra lag stof om halvdelen af overkroppen!! og 2) bliver andre kvinders ben normalt kortere, når de bliver gravide? For jeg har brugt 34 i benlængde, siden jeg var 16, og alle vente-jeans i længde 34 stopper mellem mine knæ og mine ankler. Tænk hvis jeg gør det forkert og går rundt her på mine lange, falske ben, mens alle De Rigtige Mødre valser rundt på deres korte hobbitben og vender øjne af mig?

Kan jo ikke rigtigt hoppe i de gamle bukser og dobbelttjekke, vel?

Nå, men altså: For at gøre en lang historie kort, er jeg glad, glad, glad. Og lidt tyk. Og i gang med at forsøge at sortere i alle de velmente advarsler om ikke at få lavet lyse striber/bruge mascara/spise tun/drikke the/gøre rent/gå i solen/køre bil.

Det er ikke meningen at bloggen fra nu af skal omdannes til mothers womb, men I må lige bære lidt over med mig her i starten. Det har virkelig været slemt ikke at kunne skrive om noget, der fylder så meget.

Og nu har jeg opholdt jer længe nok. Skynd jer ud i solen og slyng noget koldt hvidvin i halsen. Drik et glas for mig, ikke?

fredag den 4. juni 2010

torsdag den 3. juni 2010

Pas på med, hvad du ønsker dig.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg har bragt det upon myself, for guderne skal vide, at jeg har tænkt mere end én gang, om Århus Kommune da for satan i fucking helvede ikke kan henlægge asfaltering og fræsning af vejbaner til tidspunkter, der ligger bare marginalt udenfor myldretiden.

Nu er klokken 23, og udenfor mit vindue holder noget meget stort og blinkende med kommunens logo på siden, der siger en høj, hvinende lyd. Der er lukket for vandet (vi ønsker hermed min træningstaske med indhold en god nat på altanen) og 6 midaldrende mænd med brede, randrusianske accenter er i gang med at konferere om nattens arbejde. På den råbende måde.

Hvis ikke jeg selv havde termineret udtrykket, havde det været nærliggende at nynne ”Så kan du lære det”-sangen.

onsdag den 2. juni 2010

Her går det skidt, send flere penge.

De sidste par dage har fagbevægelsen sendt mig en hel del elektroniske invitationer til dagens protestmøde mod regeringens spareplan, og i eftermiddag, da jeg cyklede igennem byen, kunne jeg på stiftens lysavis læse, at ’mange bilister dagen igennem har sympati-dyttet’, når de har passeret demonstranterne.

Hvilket vel er nogenlunde ligeså indsatskrævende og effektivt som at trykke ’Like’ på FB.

Jeg bevæger mig nu ud på den glatte politiske is, hvor bloggere jævnligt får tæsk, fordi der altid er nogen derude, der ved mere om emnet, end man selv gør, eller fordi folk bare synes, at man er pladderhumanist og/eller nazistisk racist.

Jeg kan sagtens se, at det er røv og nøgler at være en af dem, der bliver ramt af regeringens spareplan – det kan jeg virkelig godt – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke ramaskrig og massive protester skyldes, at vi denne gang enten alle sammen bliver ramt, eller kender nogen, der gør det.

Så længe nedskæringer er noget, der foregår på små sygehuse i vestjylland, eller noget, der rammer døve, blinde og andre minoriteter, jeg ikke har et personligt forhold til, er det stadig for dårligt, men på samme diffuse og uvedkommende måde, som det er for dårligt, at der finder børnearbejde sted i Kina.

Jeg tror ikke, at ledige er ledige, fordi de har lyst, og jeg kan sagtens forstå, at det kan mærkes, hvis man som børnefamilie skal undvære 800 kr. om måneden. Jeg synes også, at vi skal have gratis inseminering og betalt behandling af barnløshed; specielt med tanke på de faldende ungdomsårgange. Der er desværre bare kun én kage at tage af, og den er krympet i krisen. Hvis nogen får et større stykke, bliver der mindre til de andre, og vi kan vel ikke bare ignorere, at der pludselig mangler 24 milliarder i kassen? Vi er jo ikke Island, for fanden.

Jeg ville nødigt være den, der skulle finde så mange ekstra penge i budgettet, for det kommer til at gøre ondt på dem, der skal undvære dem, lige meget hvem de er. Måske kunne det løses med 12 ekstra minutter på jobbet om dagen, måske kunne det løses, hvis alle betalte 1 % mere i skat, men vi har nu engang valgt den demokratiske model, hvor vi udpeger nogen til at træffe de upopulære beslutninger, og så synes jeg faktisk ikke rigtigt, at det kan hjælpe, at vi bliver pissesure, når de gør just det.

Heller ikke selvom det i dag gik ud over mig og ikke min nabo.

tirsdag den 1. juni 2010

Så tilspørger jeg dig, AEG: Vil du have Linda, som hos dig står, til din ægtehustru?

Da jeg her til aften hev mit nyvaskede træningstøj ud af maskinen, havde havde den et sted mellem skyl og centrifugering formået at lukke hæfterne på min sportsbh.

Min vaskemaskine er nu officielt smartere end 3/4 af de fyre, jeg har datet.