mandag den 31. maj 2010

You live, you learn.

I den forgangne weekend har jeg haft fornøjelsen af at være i selskab med to damer, som jeg, da jeg mødte dem første gang, ikke troede, at jeg ville få noget med at gøre.

Jeg har kendt dem begge perifert i mange år, og de hverken kender hinanden eller har noget med hinanden at gøre, men jeg lærte dem at kende nogenlunde samtidigt, og da jeg umiddelbart kom godt ud af det med dem begge, var jeg på cafe med dem med et par måneders mellemrum.

Det næste jeg skriver, får mig nok ikke til at fremstå særlig sympatisk, men det er ikke desto mindre sandheden, så nu skriver jeg det alligevel.

Disse piger var virkelig, virkelig needy. De sloges begge med issues så store, at de nærmest skulle have haft en ekstra plads og egen tallerken ved bordet, og da jeg sad der overfor dem og var ved at blive blind af genskæret fra skiltet over deres hoveder med den blinkende tekst ”Psykolog søges!! Nu!” kunne jeg næsten ikke komme væk hurtigt nok.

Jeg har altid tiltrukket dem, det er synd for. Det er der 100 grunde til, men en af de vægtigste, tror jeg, er, at jeg igennem mit liv har været forskånet for nogle af de tæsk, som andre udsættes for. Jeg har stadig begge mine forældre og min søster, der har ikke været misbrug af nogen slags eller psykiske lidelser i mit barndomshjem, jeg har aldrig oplevet at miste nogen, jeg holder af til en af de grimme, opslidende sygdomme, og jeg er vokset op med overbevisningen om, at jeg har ret til min plads i verden. Alt det giver tilsammen en stabilitet, som mennesker, der har haft det svært, uværgeligt tiltrækkes af.

Hvis man har, skal man dele. Sådan er reglerne. Men for omkring 8 år siden, havde jeg pludselig så mange dysfunktionelle stakler omkring mig, hvoraf flere ikke rigtigt gjorde noget for at hjælpe sig selv, at jeg til sidst næsten ikke kunne trække vejret. Jeg vil gerne hjælpe, trøste, forstå og lægge øre til, men til sidst var jeg simpelthen ved at drukne i andre menneskers behov. Når man har det skidt nok, har man ikke meget overskud til at interessere sig for andre, og det er vel et langt stykke hen af vejen forståeligt. Men det bliver uudholdeligt, når man begynder at føle, at man altid er den, der skal forstå og tilsidesætte, mens den anden har patent på både taletid og selvmedlidenhed.

Og inden vi kårer mig til martyr, vil jeg gerne skynde mig at sige, at ingen mennesker kan skabe en relation alene: Jeg er helt med på, at mit behov for at være behøvet udgjorde 50 % af aktierne i den betændte biks.

For 6 år siden var det så som om, jeg pludselig gennemskuede mønstret, og jeg begyndte at rydde op i de mennesker, jeg havde omkring mig. De, som havde lagt sig godt til rette i deres elendighed, og som ikke gjorde det fjerneste for at få det bedre, blev stille og uroligt sorteret fra, så der var overskud til både at hjælpe mig selv og til at være en ordentlig ven for få men gode venner i stedet for en forjaget bekendt med frelserkompleks og for mange jern i ilden.

Så da disse to damer for 5 år siden satte sig overfor mig med alle deres nødråb og behov, meldte jeg fra. Takkede for kaffen og gik hjem, mens jeg i mit stille sind glædede mig over at have lært at sige fra i tide i stedet for at ende der, hvor jeg følte mig fanget og udnyttet – og ond, når jeg sagde fra.

Af mystiske omveje har de begge i løbet af de sidste 3 år fundet tilbage i mit liv. Dengang var de begge slået i stykker af mænd; bitre og frustrerede – og i dag er de nået så langt, at det næsten ikke virker muligt. Den ene har fundet en kæreste, den anden har brudt med en, men de har begge været omkring professionelle, der har hjulpet dem med at finde ud af, hvem de er og hvad de står for – og med at få det blinkende skilt pillet ned.

Og jeg er forfærdelig taknemmelig over, at jeg får lov at kende dem nu, hvor venskaberne kan være både jævnbyrdige og blivende.

søndag den 30. maj 2010

Dr. Jekyll & Mrs. Hyde.

For noget tid siden var jeg til fødselsdag hos en veninde, jeg har kendt i mange år. Efterhånden kender jeg de fleste af hendes andre veninder ret godt, og hende jeg fik til bords, er en supersød pige.

50 % af tiden.

De resterende 50 er det kun lige, at man kan afholde sig fra at kvæle hende.

På de gode dage er hun skarp, empatisk og sjov. Hun lytter oprigtigt interesseret og er god til at huske, hvad vi snakkede om sidst. Men når man møder hende et par måneder senere, er det som om hun i mellemtiden er blevet besat af en ualmindelig træls klæbeånd. Pludselig har hun forvandlet sig til en bedrevidende, kontrær overfaldesurfer, der afbryder alt og alle, og hele tiden ved bedst. Om alting.

De første par gange jeg oplevede hende sådan, troede jeg, at jeg uforvarende var kommet til at fornærme hende, men efter at have forhørt mig hos min veninde, kan jeg forstå, at sådan er hun bare.

Jeg synes, at det er pissebelastende, og ligesom at blive aet af en kaktus. Man mister fuldstændig lysten til at tale med hende, og det kan i dén grad lægge en dæmper på den gode stemning, når Frøken Modsat pludselig sidder og rynker fordømmende på næsen af holdninger, som hun, sidst selskabet var samlet, var helt på bølgelængde med.

Jeg ved ikke, om jeg bare er heldig og har utroligt velafbalancerede veninder, der er godt socialt begavede, men der er heldigvis ingen af dem, der nærmest skifter personlighed, når de er i dårligt humør. Og i min omgangskreds er vi heldigvis også enige om, at man, når man takker ja til en invitation, samtidig forpligter sig til at stille iført relativ nystrøget og præsentabel opførsel.

Gad vide, om hun selv ved, hvor meget hun forpester sine omgivelser, når hun opfører sig sådan? Gad vide om hun selv ved, når hun gør det? Om det er bevidst? Hvad hun får ud af det? Om hun er opmærksom på, hvor meget hun støder folk fra sig, når hun gør det?

Gad vide, om hendes veninder har sagt det til hende? Gad vide om jeg ville have gjort det, hvis hun havde været min veninde?

Og om mine veninder ville have gjort det, hvis hun havde været mig.

lørdag den 29. maj 2010

Meditation for dummies.

I morgen er vi en håndfuld, der - efter at have turbohadet griske pensionister, som glemte deres kø-kultur i krigen - med en hån-latter har vendt den officielle Kagens Dag ryggen for at lave vores egen. Meget fordelagtigt, har det vist sig. Man kan f.eks. selv bestemme dagen, så alle kan, og ingen kommer lige fra frokost, brunch eller anden indtagshæmmende aktivitet, man bestemmer selv, hvad man bager, så man kan nøjes med at bage det, der smager RIGITG godt, og endelig kan man bage kæmpekager og mange af dem, så man er sikker på at skulle kaste en lille smule op, inden man går hjem. (Alle ved, at opkast = succes.)

Derfor har jeg i dag brugt formiddagen i fitnesscentret (det der med at intet i livet er gratis, you know) og eftermiddagen i køkkenet med at bage. Mange jeg kender hævder, at det er helt meditationsagtigt at bage; at det tømmer sindet for tanker og hensætter dig i en tranceagtig tilstand af zen.

Jeg tror, at der muligvis er noget galt med mit køkken, for her er, hvad mit hoved valgte at beskæftige sig med, mens hænderne æltede:

- Præcis hvor pinligt er det at have købt det danske Melodi Grand Prix bidrag på ITunes? (Med tillægsspørgsmålene: 1) Kan man slippe afsted med at foreslå gæsterne i aften, at Grand Prix’et kører lige så stille i baggrunden *smiley-der-forsøger-at-gemme-stemmesedlerne-bag-ryggen* og 2) Hvad fanden er det, der sker med mig?)

- Gad vide, om Colgate er begyndt at putte mere af det, man bliver hvid i mundvigene af i deres tandpasta? Jeg bruger - efter min bedste overbevisning - den samme mængde, som jeg har brugt, siden jeg selv lærte at ramme tandbørsten, og alligevel er jeg inden for de sidste par måneder begyndt at ligne Bjarne Riis på de sidste 1000 meter af en enkeltstart, når jeg kommer på arbejde om morgenen.

- Bliver det mon i morgen, oh spænding, jeg endelig får skrevet et lidt mere seriøst indlæg i stedet for alle de listeindlæg, der fødes af tidsnød?

- ELSKER den nye med Infernal! Hvor højt mon jeg egentligt kan synge med, uden at mine naboer kan høre det? (Eller klager til ejerforeningen?)

- Er man meget grim i betrækket, når man synes, at Reimer Bo lidt har fortjent det?

- Findes der mon andre kvinder i verden end mig, der endnu ikke har set SATC 1 og ikke føler den fjerneste trang til at se hverken den eller 2’eren? ER jeg i virkeligheden en mand?

- Det er da uFATTEligt, at jeg i en alder af 33 år, bager som en unge på 2! Alt ud af skabene, kaos og ingen ledig bordplads, mel overALT og i dag lykkes det mig ovenikøbet at piske ledningen fra elpiskeren MED i kagemassen. Andre normale voksne kan finde ud af det.

Ved nærmere eftertanke er det faktisk præcist det samme, der sker, når jeg forsøger mig med meditation. Min hjerne stikker af.

Måske er vi bare nogle, der er uden for åndelig rækkevidde.

torsdag den 27. maj 2010

Top 5

over TV-serier, som jeg ikke er ved at slå knuder på mig selv for at zappe væk fra, hvis jeg tilfældigvis *ahem* falder over:

1) Venner.
Holder stadig 2000 %. Eneste lille aber dabei er, at det forleden gik op for mig, at da jeg så serien første gang, var vennerne Voksne Mennesker. Nu er jeg ældre end dem. (Prøver at overdøve akut depression med ondskabsfuld glæde over ikke at være taget til fange i sen 90’ernes flæser, stumpede striktrøjer og lede pager.)

2) Will & Grace.
Hvis man kan se bort fra de sørgeligt dårlige undertekster, der ingenlunde yder den sublime, ondskabsfulde dialog retfærdighed, er det noget af det sjoveste sit-com, der nogensinde er lavet.

3) Danske Hollywoodfruer.
Her har jeg intet – INTET – at sige til mit forsvar. Det må være det mest indholdsløse tv, der nogensinde er produceret, og alligevel tager jeg mig selv i, torsdag efter torsdag, at sidde og gnægge over platinblonderet, nedladende, småt begavet fuldblodsalkoholiker fra Aalborg, og noget skuespillende botox holdt sammen af et tilsyneladende uudtømmeligt lager af stramtsiddende lycra. (Inden i mig bor en lille væmmelig mand med hentehår, der bliver opstemt over andres fiasko.)

4) Greys anatomi.
Det er vel nærmest en slags chick lit porn med pæne mænd og garanteret tudegaranti HVER gang. (Som om DU ikke også tuder! Indrøm!)

5) Lost.
Der er desværre ikke opfundet ord, der dækkende beskriver dette episke vidunder af en tv-serie eller yder den retfærdighed. Min personlige rekord er 14 afsnit på en dag. Havde lyst til at kysse mine nye venner godnat, da jeg endelig gav op, gik i seng og lukkede mine firkantede øjne.

onsdag den 26. maj 2010

Nå, men så kan I sgu da også blive fri!

I forbindelse med min minimer-restaurer-optimer-plan for min ydmyge bolig – en slags genopretningsplan miniature – er der nogle ting, som skal ud for at give plads til de nye; (i min plan er vi nemlig ikke bange for at gå efter de gamle) nemlig min tørretumbler, min microovn og mit tv.

I første omgang havde jeg tænkt, at jeg ville sælge skidtet, da det hele fungerer endnu.

Ofte har jeg det sådan, at jeg, når en beslutning først er truffet, vinger den mentalt af, og derfor kan jeg blive helt forbløffet over at komme ud på badeværelset og opdage, at tumbleren står der endnu. Så efter at have taget tilløb et par uger, satte jeg mig så forleden ned med pc’en, og gik på Den Blå Avis og Gul og Gratis. (Vi har åbenbart udliciteret vores virtuelle garagesalg til Sverige). Gav op. Kunne slet, slet ikke overskue at oprette brugerprofil og annoncer, lægge billeder op og forfatte noget, der i andre sælgeres tilfælde nærmest mindede om datingprofiler for mine aflagte hvidevarer.

Overbeviste mig selv om, at hvis man lagde tiden brugt til oprettelse af annoncer og tiden brugt på telefonisk at koordinere afhentning med mennesker fra de mørkeste afkroge af Jylland, og derefter dividerede tallet med det relativt symbolske beløb, jeg ville kunne få for tingene, ville timelønnen være noget i retning af et klap i røven og en kiks.

Men det gør ondt i mit indre Afrika at smide velfungerende ting ud, så jeg gik filantropisk og ringede til Røde Kors. Som først ikke tog telefonen. Allerede her blev jeg sådan lidt ’Altsåååå… Hvis man gerne vil have penge og gratis ting, så var det mindste man kunne gøre vel at række armen ud og tage telefonen, når den ringer..?’ (Skal måske lige tilføje, at jeg ringede direkte til møbelgenbrugsafdelingen, så vi er ikke ude i, at de kan forsvares med have haft travlt med at modtage indberetning om en krig et eller andet sted.) Efter 4. forsøg fik jeg Else. Som var sådan lidt: ”En mikroovn, en tørretumbler og et fjernsyn? Nej, det tror jeg ikke, at vi kan sælge, så nej tak.”

WTF??

Det er åbenbart ikke ALLE, der har problemer med deres indre Afrika!

(Ps: Hvad fanden skal jeg nu gøre af det?)

tirsdag den 25. maj 2010

Der er en lammer til den, der lægger en kommentar, som indeholder ordet ’lydløs’.

Da jeg købte min IPhone, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville blive en af De Sidste Dages Hellige, der med næb og kløer ville forsvare dens fortræffeligheder og aldrig, aldrig, aldrig indrømme det, hvis noget ved den stank.

Den får ikke ros for at have kostet mig 3700 at have med til Canada, men det skal retfærdigvis siges, at jeg selv kunne have valgt at høre bedre efter, da Super Lasse holdt foredrag om dataroaming og wi-fi. (Zzzzzzzz.) (Undskyld Lasse. Det er ikke dig. Det er mig.)

Ret skal være ret: Ud over denne økonomisk belastende svipser, må jeg sige, at det ER en ualmindelig fortræffelig telefon. Derfor kommer det bag på mig, at jeg nu har opdaget noget nyt, som faktisk irriterer mig en hel del (kom muligvis til at bruge hele kvoten af zen i går):

Når der går en sms ind, siger den, ligesom alle andre telefoner i hele verden, en lyd. Funktionelt og brugbart. Det nye – og ret belastende – er så, at den gentager lyden, indtil man enten 1) får spat 2) læser sms’en eller 3) det bliver pinligt. Hvad der end kommer først. Ikke på den afdæmpede ”Ahem… Undskyld mig, men jeg tror måske ikke, at du hørte mig før?”-måde. Nej. På den utrolig insisterende ”HALLO!!! ER DU DØV ELLER HVAD, SO!?”-måde.

Til at starte med blev jeg vildt glad, fordi jeg troede, at det væltede ind med beskeder, og at der fulgte nye, skrivelystne venner med i abonnementet (det er blevet lidt sløjt med sms-aktiviteten, efter at vi har rundet de 30..), men nu føles det bare som at blive prikket stift og gentagent på skulderen af vred, knoglet, gammel dame.

Når jeg bliver irriteret nok, vil jeg muligvis undersøge, om funktionen kan slås fra.

mandag den 24. maj 2010

Det nye mantra.

Der kan nu ikke siges noget grimt om at slappe af, sove længe og lade andre om at lave mad og vaske op.

Og der er godt nok også mere end almindeligt pænt i de der Rebild Bakker.

Vi havde en fantastisk tur. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi har heldigvis en let skoldning to show for it. Der var tid til at snakke, læse bøger, gå lange ture og snakke noget mere. Der var også tid til virkeligt at nærstudere de andre gæster, og til at undre sig over den 10 mand store familie, hvor kun moderen og den ældste datter talte med hinanden, mens resten af selskabet lignede nogen, der var taget til fange i en grim version af deres eget liv, og til at nåååårh!’e over ægteparret midt i 80’erne, der ankom arm i arm, og som hele weekenden bare tussede rundt og hyggede sig. (Blev på et tidspunkt så rørt over historien i mit eget hoved om deres lange liv sammen og deres stille, værdige kærlighed, at jeg kom til at tude.) (De har sikkert mødt hinanden for 14 dage siden på seniordating.)

Der var også tid til at se på sit liv og sin måde at gebærde sig i det på, og jeg er kommet hjem med intentionen om at ændre to ting fremover:

1) Jeg vil af alle kræfter prøve at lade være med at bekymre mig. Lige nu sker der ret mange ting i livet bag ved bloggen, (som jeg nok skal fortælle om på et senere tidspunkt) og jeg er ved at blive sindssyg af at bekymre mig om 1000 ting, jeg alligevel ikke har skyggen af chance for at påvirke i hverken den ene eller den anden retning. Vi ved jo inderst inde godt, at bekymringer ikke hjælper Noget. Som. Helst. Det viser sig for fanden altid, at det er det forkerte, man bekymrer sig om, og man slipper ikke lettere, fordi man har bekymret sig på forhånd. Altså: Væk med dem. *Kom-nu-Linda!-Du-kan-godt!-smiley*

2) Jeg gider ikke ofre negative hændelser mere opmærksomhed end absolut nødvendigt. Jeg er slem til at skulle snakke om ALT, hvad jeg føler. Når jeg spekulerer, og når jeg er ked af det eller i tvivl, er det super brugbart, fordi jeg for hver gang, jeg sætter ord på mine tanker, kan mærke, at jeg kommer et skridt nærmere en løsning, og bedre kan mærke, hvad der føles rigtigt at gøre. Men når det handler om trælse oplevelser og situationer, er det som om, at de får fornyet liv, hver eneste gang jeg fortæller om dem. Jeg bliver sgu gal helt forfra, og på den måde er jeg selv med til at forlænge perioden, hvor vreden og ærgrelsen får lov at dominere mit liv.

Vi er ikke ude i, at jeg fra nu af skal være en ny, aggressivt optimistisk udgave af mig selv, der insisterer på at løbe syngende rundt på engen med blomster i håret og gratis smil til alle, men jeg vil virkelig gerne blive bedre til at give de giftige, ukonstruktive tanker markant mindre plads at boltre sig på.

I virkeligheden kan det vel sammenfattes i to ord: Giv slip.

fredag den 21. maj 2010

Pinsesolen danser.

Som en anden tv-kok har jeg snydt og forberedt det her indlæg i eftermiddags, for når du læser det, har jeg travlt med at slappe af. Jeg drager nemlig på wellness ophold om 7 minutter.

Mmmmmm. Wellness. En hel masse ingenting, sol, godt selskab og formiDABEL morgenmadsbuffet. Og så lige nogle kalkminer, der kræver vor bevågenhed.

Pinsen prøver af alle kræfter at blive ny yndlingshøjtid, og det er meget tæt på at lykkes. (Må dog stadig se sig slået på målstregen af jul og gløgg.)

Muligvis er jeg så afslappet, når jeg kommer tilbage, at mine fingre er for slappe til at blogge. Hvis ikke, skrives vi ved på søndag.

God pinse!

torsdag den 20. maj 2010

Man når bare aldrig i mål, vel?

I dag har jeg hørt nogle ret spændende foredrag af blandt andre Cecilie Frøkjær, Ole Henriksen, Christina Feldthaus og Lotte Heise. De forsøgte alle at give deres bud på, hvordan man lever det gode liv; hvordan man bliver gladere i hverdagen. Damerne snakkede en masse om at lære at sige nej, mens Ole forsøgte at få os til at sige meget mere ja til både livet, os selv og hinanden.

Meget naturligt kom flere af dem ind på, hvordan andres mening om os og de ting vi foretager os, påvirker mere, end vi kan lide at indrømme, og de filosoferede over, hvordan livet bliver en hel del lettere, hvis du kan lære at acceptere, at du ikke kan være elsket af alle.

Så sad jeg der og glædede mig over, at jeg efter mange års arbejde heldigvis ikke længere er typen, der går ret højt op i, hvad folk mener om mig. Jeg fylder temmelig meget, og jeg ved derfor efterhånden godt, at jeg er svær ikke at have en holdning til.

Så begyndte de kendte at snakke om, at de ikke kunne lade være med at læse anmeldelser af de ting, de selv gik og lavede, og at det betød noget for dem, hvad der stod. Lidt dobbeltmoralsk ovenpå den der med ikke at være elsket af alle, blev jeg enig med mig selv om.

Så gik jeg til pause. Og hørte af omveje, at en tidligere kollega havde udtalt sig til en nuværende kollega om en status, jeg havde skrevet på Facebook. Hun mente, at den ’lå lige på græsen’. Til det professionelle, forstås.

Og så kunne jeg lige pludselig mærke, at det var verdens fedeste løgn at sige, at jeg ikke er typen, der går op i, hvad folk mener om mig. Udsagnet trænger i hvert fald til en kraftig gradbøjning, hvis det skal passe: Jeg går ikke op i, hvad folk, jeg ikke bryder mig om, mener om mig. Jeg går heller ikke op i, hvad folk mener om mig på områder, der ikke er vigtige for mig selv. Det holder mig f.eks. ikke vågen om natten, om min nabo synes, at jeg er en doven idiot, når der kommer til trappevask.

Men jeg opfatter mig selv som meget professionel, og derfor betyder det en hel masse, hvad folk mener om mig på dét område. Åbenbart.

Jeg går op i, hvad folk, jeg respekterer fagligt, mener om min faglighed.

Jeg bliver ked af det, når folk synes, jeg er dårlig til noget, som jeg selv synes, at jeg er god til.

Jeg er ikke enig med min tidligere kollega. Der er ting i vores fag, der er klokkeklare no-no’s, og så er der gråzonerne, hvor der ikke er entydige svar, og vi derfor hver især er nødt til at sætte grænsen der, hvor vi mener, den bør gå.

Nu trænger jeg til at komme til et foredrag, hvor jeg kan lære noget om at børste kritik af mig, når jeg efter lang og grundig overvejelse når frem til, at jeg synes, at den er uberettiget.

onsdag den 19. maj 2010

Nu igen?

Hvor mange genindspilninger af Robin Hood kan verden have brug for??

tirsdag den 18. maj 2010

Ashes to ashes.

Kan læse i avisen i dag, at de evindelige askeskyer fra den islandske vulkan under gletsjeren Eyjafjallajökull har tvunget de britiske myndigheder til at ændre på reglerne for flyvning i vulkanske askepartikler.

De nye regler går, så vidt jeg kan læse mig frem til, ud på, at man godt må flyve i aske, bare man nøjes med at gøre det i kort tid. Forklaringen er, at de britiske retningslinjer er indført for at imødegå asketruslen mod flytrafikken, som med sine tusindvis af aflysninger i sidste ende kan vise sig at blive katastrofal for luftfarten.

Nu er jeg ikke geolog. Eller flymekaniker. Eller noget.

Men lyder det ikke HELT åndssvagt??

"Ja, der kan gå ild i motorerne og nej, vi kan ikke se en skid heroppe, men sådan en so-vulkan skal ikke bestemme over os, så kom, vi flyver bare alligevel, haha!"

Naturen forhindrer os i at gøre som vi plejer, og i stedet for at udvise en lille smule respekt for de kræfter, der er på spil, er vi så fokuserede på, hvad det koster os i kroner og øre, at vi ser stort på sikkerheden, laver reglerne om og fortsætter, som om intet var hændt.

Fri for at være med ombord, når de skal teste, om beregningerne bag de nye retningslinier holder stik i virkeligheden.

mandag den 17. maj 2010

Children of the revolution.

Det er nu efterhånden 8 år siden, at de første venner og veninder i min omgangskreds begyndte at få børn, og når man ser sine venner i rollen som forældre, er der mange ting, man pludselig begynder både at overveje og at lægge mærke til.

En ting er, at man kommer til at tænke på dengang man selv var barn og rendte ind og ud hos de andre på vejen. Nogen havde klamme fædre, andre havde sære mødre og de heldige havde virkelig seje storebrødre, der kunne tegne. Nu sidder man så og kigger på sig selv og sine venner og spekulerer på, hvem ungerne caster i rollen som hvad.

Men noget som virkelig har rystet mig er, hvor meget mine mandlige venner og veninders mænd lader til at tage for givet, at børnene primært er kvindernes projekt; noget, som fyrene kan melde ind på, når de har overskud – og så i øvrigt forventer ros for.

Og vi taler altså ikke om de forhold, hvor kvinderne har langet alt arbejdet over på egen tallerken ved at kritisere modet ud af mændene, men sunde, normale forhold, der indtil børnene gjorde deres indtog, byggede på masser af gensidig respekt, og som præ børnefasen rummede en fornuftig arbejdsdeling og en helt indlysende enighed om, at begge parter havde ret til samme mængde fritid eller mangel på samme.

Så kom børnene.

Og pludselig forvandler fyrene sig til tvære teenagere, der lader til at mene, at det er en menneskeret for dem at begrave sig i avis eller Play Station, også når ungerne er ved at hyle hul i lydmuren, og mødrene løber skidestressede rundt i køkkenet.

Hvordan skete dét?? Jeg har kendt mange af de her fyre i årevis, og for manges vedkommende kender jeg også deres baggrund, forældre og opvækst, og jeg VED sgu, at de er opdraget bedre end det!

Måske skyldes det, at mange af kvinderne i min generation er vokset op med, at hvis vi vil have noget, være noget eller gøre noget, er det bare at gå efter det; om vi simpelthen er endt med at have mistet tålmodigheden med alle andre end os selv på ’det er alligevel også både bedst og hurtigst, hvis jeg bare gør det selv’-måden.

Eller også er det fordi, mændene er vokset op under rødstrømper, der krævede, at de deltog i arbejdet, og at krav og indsats derfor for dem hænger sammen som Pavlovs hundes savl og klokken.

søndag den 16. maj 2010

It’s oh so quiet.

Der er lidt stille på bloggen i de her dage. Vi er ikke ved at lukke, men har bare ramt en af de perioder, hvor arbejde, fødselsdage, arrangementer og livet generelt ligger og putter sig ind til hinanden, som små kælne perler på en snor. Det ser ikke ud til at blive bedre de næste par uger, så hvis der er lidt længere mellem indlæggene, end der plejer at være, eller en lidt højere frekvens af slavefejl, så bær over med mig.

Her i det, som alle meget provokerende bliver ved med at referere til som ’ferien’, har jeg haft travlt med at:

* Arbejde.

* Gå nye sko til. Av satan!! Hvordan bærer alle andre sig ad med bare lige at hoppe i nye skindballerinaer og se ud, som om de går i strømpefødder? Efter 2½ dag med fødderne i vred, skamsyet ko, kan jeg nu prale af åbent kødsår, hvor min hæl plejede at være og deform, sammenklemt forfod.

* Arbejde noget mere.

* Være til stor 40-års fødselsdag. Hvilket jeg i parentes bemærket slet ikke begriber, hvordan vi nåede til, for det er sgu da kun mine forældre, der går til 40 års fødselsdage hos deres jævnaldrende venner.

* Have ukristeligt ondt i arme og haser, efter at fødselaren startede dagen med at rive os alle sammen igennem en omgang boksning/kick-boxing/cirkeltræning. Hvorfor kan jeg ikke bare - som de 12 andre pæne piger - tage den med ro? Hvorfor SKAL mit konkurrencegen partout stikke sit grimme fjæs frem, så snart der er pletter og puder i farvandet?

* Igen: Arbejde.

* Forberede undervisning til den kommende uge, fordi den samlet set kommer til at byde på 30 overskydende minutter til tøjvask, indkøb plus det løse. Må være det, der i revisionssprog hedder ’knappe ressourcer’.

Nu mangler jeg bare at prøve noget af det der søvn, at lave mad, at se Inglourious Basterds (ja, jeg har ikke glemt mit løfte til mig selv om at indhente Hollywood) og at pakke tasken til i morgen, som starter med morgenspinning 6.15, og derefter kører på non-stop til den slutter med yndefuld punktering her på matriklen kl. 19.

Stikker I lige armen frem til en hurtig high-five, hvis I ser mig komme sprintende forbi?

fredag den 14. maj 2010

Heldigt for Wozniacki, at jeg synes, hun er irriterende.

ARGH!! 6-0 til Danmark, og så sidder man her og bider negle. Ville være nemmere, hvis man kunne tænde fjerneren, og ikke bare var tvunget til at følge med på Politikens opdateringer, men jeg vil ikke ødelægge Danmarks chancer for at vinde, og det gør jeg, hvis jeg tænder.

Håndbold, fodbold, ishockey – you name it. Så længe jeg ikke er på, kan man ikke komme til for sejre, medaljer og kvalificeringer. I det sekund jeg beslutter mig for at hoppe med på the band wagon, og begynder at se med, taber de. Stort. Har godt nok ikke videnskabens ord for, at det forholder sig sådan, men ikke desto mindre VED jeg, at det gør det. Bevis? Jeg så kampen mod Tyskland *jeg-siger-det-bare-smiley*

Jeg har prøvet at narre spillerne og tv’et ved at zappe væk, når det begynder at gå dårligt. Hjælper ikke en skid. De kan mærke, at jeg kredser i periferien; at jeg går op i det og at jeg har tænkt mig at vende tilbage.

Tror faktisk, at jeg skylder Kenneth Carlsen en undskyldning. Og en karriere.

torsdag den 13. maj 2010

Hellere undvære end nøjes.

Kender I det, at noget plejer at være på en bestemt måde, og pludselig opdager man, at mens man kiggede væk 4 sekunder, holdt det op med at være sådan?

Sådan en opdagelse gjorde jeg forleden.

Som vi vist tidligere har fastslået her på bloggen, er der i fitnessmiljøet et overskud af amoriner. Jeg siger ikke, at alle fyre i forhold, der træner og underviser i fitnesscentre har noget kørende ved siden af. Jeg siger bare, at baseret på empiriske undersøgelser hos mig selv og den nærmeste omgangskreds, lader det til, at der er en tendens til, at den procentvise andel af mænd, der er utro, er højere i fitnessmiljøet end i den utrænede del af befolkningen. (Don’t shoot the messenger…)

Én ting er de fyre, der er umulige at holde en samtale kørende med, fordi øjnene hele tiden afsøger lokalet for ukneppet materiale. Dem har v ikke så meget pænt at sige om, men vi prøver at huske, at det for langt de flestes vedkommende må være mest plagsomt for dem selv at være så usikre, at behovet for bekræftelse er et kronisk kløende udslæt.

Noget andet er de fyre, der har parallelforhold kørende; en kæreste derhjemme og en i træningscentret. DEM forstår jeg ikke. Hvis du er træt af rutinerne og de begrænsninger, der ligger i at være nogens kæreste, så virker det da helt, helt hen i hegnet at copypaste modellen, så der er happy hour på forpligtelser og hverdag, uanset hvor du befinder dig? I don’t get it.

Men nu er vi så langt om længe ved at nærme os min opdagelse, for hvor jeg for 4 år siden kunne tælle en solid håndfuld veninder og lidt til, der var Hende Ved Siden Af, så er vi i dag nede på et par stykker. Og jeg skal skynde mig at sige, at det her ikke er slet skjult skæld-ud. Jeg dømmer dem ikke. Jeg vil til min dødsdag mene, at det er den utro part, der træder ved siden af.

Jeg har selv været hende en enkelt gang eller to, og hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg fravælger den rolle – for tilbuddene forsvinder åbenbart ikke, selvom vi bliver ældre – så er det ikke fordi min moral er højere eller mere modstandsdygtig end alle mulige andres. Desværre. Nej, det hænger sammen med, at jeg ganske enkelt mener, at der er grænser for, hvor mange gange man kan være hende, der ikke bliver valgt 100 % til, uden at selvværdet tager permanent skade. Og når man sætter regnestykket op på den måde ender det pludselig med at blive nærmest sørgelig simpelt: Sjov og ballade, der aldrig fører til noget (for ender du med at få chancen, ender du som regel med at takke nej; hvis han vil gøre det med dig, vil han formentlig også gøre det mod dig) mod at ende med at tro, at du vitterligt ikke ER bedre værd eller har fortjent mere, og at der må være et eller andet grundlæggende galt med dig, når ingen rigtigt gider have dig.

Måske tager jeg fejl. Jeg tør bare ikke sætte mit selvværd på højkant for at finde ud af det.

onsdag den 12. maj 2010

Hele verden er ude på at snyde mig.

Den danske folkesygdomme, jeg bryder mig mindst, om er Angsten For At Blive Snydt. De mennesker, der er plagede af denne lidelse, er nemme at spotte. De er ved at falde over deres egne ben for at komme først, når der er buffet, de har en let løbende gangart, de praktiserer, når de vil først over til den nye kasse, der åbner i Føtex (og et dertilhørende stift jeg-lader-som-om-jeg-ikke-ser-andre-mennesker-ansigtsudtryk) og du kan være sikker på, at de aldrig lader taberbegreber som høflighed eller god opdragelse komme i vejen for at tage det største stykke kage, når de skal dele med andre.

Renest i sin udtryksform bliver Angsten dog, når de skal betale med Dankort. Selvom den nærmeste co-kunde står 400 meter væk bag diverse diskretionslinjer og anden imaginær afspærring, er De Angste lige ved at få en diskosprolaps over at skulle skygge med HELE kroppen, når de skal taste deres koder. For så jeg ikke lige et suspekt element oppe ved frysedisken, der lignede en polak? Man hører jo så meget.

Slap. Nu. Lidt. Af. Mand.

Du behøver selvfølgelig ikke synge din pinkode ud, så vi alle sammen kan høre det, men det er jo ikke sådan, at hele Østeuropa ligger på lur bag kagehylden og venter på at få fingrene i dit kort, så de kan score din folkepension; skru nu lige to tænder ned for paranoiaen. Den er så træls og nidkær at se på.

Når jeg ser mennesker, der opfører sig sådan, så VED jeg bare, at de har 3 låse på døren og stemmer på DF.

tirsdag den 11. maj 2010

Ode til min ven Lasse

som:

- 4 minutter efter jeg har sendt en mail med ordlyden: ”HJÆLP!! MIN IPHONE ER HOLDT OP MED AT TRÆKKE VEJRET!!” stiller udenfor min dør med ordene: ”Det er vagtlægen”, og ikke griner, når jeg med tårer i øjnene fører han til sygelejet, hvor patienten er lagt i aflåst sideleje, men derimod varsomt behandler den, til den virker igen.

- ikke har noget imod at tage med til dum gynækolog og hans dumme klinikøgle, men tværtimod med korslagte arme opbakkende stirrer ondt og vedholdende på dem i al den tid, han sidder i venteværelset.

- bliver så begejstret over nyt spil til sin Iphone, der i al sin enkelthed går ud på at forsvare sin have mod indtrængende zombier, at han kører for langt i bussen – og er storsindet nok til at fortælle det.

- ved, at jeg elsker gult, og derfor fyldte en pose med gule feel good ting, og stillede den uden for min dør, sidst jeg var syg.

- ikke triumferede, da jeg MEGET lavt mumlede: ”JegharfortrudtatjegikkekøbteenMac”, men derimod bare nikkede og sagde: ”Sådan en køber vi bare næste gang”.

- for ja: Det er ham, der har stået for alt, fra bestilling og opsætning af den, jeg har købt.

Han er min IFriend!

mandag den 10. maj 2010

Min krop = Naturlig. Andres kroppe = Ulækre.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan man kan komme til at glemme, hvordan man ser ud og/eller lugter, når man til dagligt begår sig i et træningsmiljø. Jeg er ved at være lidt inde på, at det samme gør sig gældende for læger, når de har været i kitlen længe nok.

Det er selvfølgelig dejligt, at de ikke er berøringsangste eller hysteriske, og det giver helt sikkert et andet syn på kroppen og dens funktioner, når man bruger halvdelen af sine vågne timer på at studere den og prøve at rette op på dens skavanker og defekter.

Men for os andre, som bare kommer og tolker, er blodige leftovers og brugte kanyler ulækkert, og gennemsigtige kropsvæsker og sekreter, der befinder sig på brikspapiret, mistænkelig tæt på bøjlerne, er ydrk!ydrk!ydrk!

Så den der med lige at fjerne affaldet fra den sidste patient, mens brugeren og jeg kommer ind af døren – for så at række en besudlet, bakteriebefængt hånd frem for at hilse? Den HADER jeg!

Håndsprit, venner. Masser og MASSER af håndsprit. Kom nu.

Indtil samtlige praktiserende læger i Danmark begynder på det, har jeg tænkt mig at klamre mig til min jakke med den ene hånd og min taske med den anden, og nøjes med at nikke goddag, når jeg entrerer hos diverse dr.med.’s i embeds medfør.

Nu mangler jeg så bare lige at regne ud, hvordan jeg får alle de sproglige nuancer med, når jeg skal tolke med albuerne.

søndag den 9. maj 2010

Den her går ud til min mor.

Jeg ved ikke, om jeg er håbløst utrendy, men jeg tror det, for hvor mange andre hader på højtider og mærkedage, så kan jeg faktisk rigtig godt lide dem.

Forleden var det 4. maj, og da jeg cyklede hjem i skumringen, blev jeg glad helt ned i maven over synet af de mange lys i vinduerne. På FB og diverse andre steder, kunne jeg efterfølgende se, at denne tradition faldt mange for brystet; noget med at Danmark fandme ikke skulle være så selvfed, når vi havde klippet håret af tyskertøserne, og i virkeligheden ikke havde gjort andet end at forsøge at flyve under radar fra 1939 til 1945.

Og det er muligt, at det forholder sig sådan, men uanset hvilket politisk standpunkt man tager, kan jeg ikke forstå, at man kan blive vred over, at vi gør noget sammen som nation i en tid, hvor det ellers lader til, at alle er blevet verdensmestre i cost-benefitanalyser og kun gør noget, hvis der er noget i det for migmigmig.

Ovenikøbet noget som pynter og ikke gør nogen fortræd.

I dag er det mors dag. Og ja. Blomsterhandleren nær dig tjener på det. Men vi var sgu da ikke sure på bagerne, da vi for et par uger siden slæbte vognlæs af hveder hjem til matriklen, var vi?

De fleste kvinder jeg kender, ville ønske, at kæresten engang i mellem tog en buket blomster med hjem, fordi kvinderne opfatter det som tegn på, at kæresten tænker på dem, også når de ikke er der, og at han/hun holder af dem. De fleste mænd jeg kender forstår ikke, hvorfor det er vigtigt, for ”jeg var sgu da ikke sammen med hende, hvis ikke jeg kunne lide hende, vel?”

Og det er muligt, at det ville virke mere oprigtigt og ægte, hvis ikke nogen (og hvad hvis det er Interflora??) havde fastsat en bestemt dag til formålet, men hvor tit husker du at fortælle din mor, at hun er fantastisk?

For mig er det en måde at sikre på, at jeg i hvert fald den ene gang om året husker at fortælle min mor i både ord og handling, at jeg synes, hun er verdens bedste mor. At jeg, jo ældre jeg bliver, får mere og mere respekt for hendes valg og prioriteringer i opdragelsen af min søster og jeg. At jeg er taknemmelig over, at hun og min far har taget sig tid til at putte noget høflighed og nogle ordentlige værdier i hovedet på os, som gør livet nemmere for mig, fordi de gør mig i stand til at begå mig i mange, mange sammenhænge, hvor jeg sætter pris på at være. Og at jeg er så utrolig glad for, at der altid er en at ringe til, som - lige meget hvor åndssvagt jeg har båret mig ad - stadig elsker mig betingelsesløst.

Min mor er den bedste i verden.

torsdag den 6. maj 2010

Sådan er reglerne.

Bortset fra jordbærkoldskål er det bedste ved forårssommer, at man må pimpe sit hjem med blomster og nye ting pangfarver. Jeg har derfor i selskab med min tommestok inspiceret matriklen og besluttet, hvor vi må upgrade.

Next stop Ikea.

Efterhånden som man bliver ældre, kommer man heldigvis på fornavn med sine egne begrænsninger, og jeg har lært, at jeg skal bestige Mount Ikea i etaper. Hvis jeg satser på at afvikle i ét langt træk, ender jeg med at stå helt fortvivlet på parkeringspladsen med stessved og en pakke stearinlys. Jeg tackler varehuse og deres millioner af valg meget dårligt. På trods af lister, overblik og gode intentioner smelter mål, behov og sammensætningskrav sammen og bliver til ren og skær uoverskuelighed.

I går tog jeg første tørn, og kunne glad cykle hjem med 2 puder (65x65 cm), 2 puder mere (50x50 cm) og 2 puder mere mere (40x20 cm), nye gardiner til stuen, 2 lysestager, 5 urtepotteskjulere, 2 orkideer og 2 blomster, der så modstandsdygtige og Linda-resistente ud.

I får lige et øjeblik til at beundre mine evner som cykelbud.

På onsdag går jagten ind på serveringsvogn, skohylder (kan jo for fanden ikke blive ved med at snuble rundt i farvestrålende inferno af mønstrede sneakers og basketstøvler i en alder af 33) (hedder de egentlig stadig basketstøvler, eller var det kun i 80’erne?), et tæppe til entreen og noget opbevaring til alt det skidt og møg, man samler sig – og bruger.

Og det bedste af det hele er, at det ikke tæller: Det er jo til hjemmets opretholdelse.

onsdag den 5. maj 2010

Måske jeg snart skulle begynde at drikke kaffe igen?

5 scener fra de seneste 14 dage af Lindas liv:

1) Fredag aften i biografen. Linda bøjet i aggressiv vinkel ind over sagesløs teenager:

”Er du SØD at skrue ned for charmen med de bolcher der!?”

(Til mit forsvar vil jeg gerne fremføre, at ungen i en time havde k-n-u-s-k-e-t sig igennem hvad der må være verdens største pose tyrkiske peber-bolcher, og nu var nået til det stadie, hvor hun fikserede de små sataner mellem tænderne og suuuuuugede indholdet ud af dem. Med åben mund. I rest my case.)

2) Fredag aften i biografen. Linda meget spidst til artist formerly known as friend.

”Kan du ikke begynde at spise nogen vitaminer, så du ikke hele tiden er forkølet? Det larmer helt vildt, når du trækker vejret!”

3) Søndag morgen på Café Rømer ved åen i Århus. Linda til 8 forskellige mennesker, der troede, at de skulle sætte sig ved nabobordet:

”I skal ikke tage at spise her. Det tager det meste af et liv at få sin mad.”

(Den her står jeg ved. Der er fandme da ikke noget så træls, som når en cafe tager imod din bestilling, så du er taget til fange, for derefter at pisse dig helt, helt afslappet op og ned af ryggen. Min veninde ventede 30 minutter på en kop kaffe og jeg ventede en time på min morgenmad – som vel at mærke var en af de 3 ting, tjeneren havde oplyst, at de KUNNE lave, selvom de havde udsolgt af nærmest ALT)

(Og de gik igen. Alle 8. Uden at bestille noget. FRYD!)

4) Onsdag morgen til spinning. Linda, der nærmes bliver katapulteret af cyklen af raseri, og tramper tværs gennem salen for at indtage posituren Vred Amazone foran 3 ”OMG!!”-sludrende piger:

”Vi andre ER gået i gang, og det der er SINDSSYGT forstyrrende!!”

5) Linda til forskræmt kollega, der efter i månedsvis at være blevet hånet for sine usunde madvaner, endelig har formået at tage sund, hjemmelavet madpakke med, og som på forhånd beklemt undskylder, at den lugter:

"Hvorfor fanden har du også taget tun med, din spasser??"

Jeg vil beskrive mig selv som et rummeligt og tolerant menneske.

tirsdag den 4. maj 2010

Så stop dog, snefanden!

Jeg har været på job i Viborg i dag. Nu ved jeg ikke, hvor mange af jer, der har jeres daglige gang i den del af landet, men hold nu KÆFT, de har mange solarier i Viborg! Jeg vil gætte på, at vi snakker 1 solarium pr. 20 indbyggere. Jeg gik og jeg gik og jeg gik, og hver gang jeg drejede om et hjørne eller holdt til højre, og kiggede mig om efter et landmark at huske, når jeg skulle tilbage (det er mig, der er indeni Hans & Grethe), var der ikke andet end solarier, så langt øjet rakte.

Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at min opgave var placeret for enden af en slags UV-bestrålet dødsrute, men der må da være grænser for, hvor meget hudkræft en mindre jysk by har brug for?

Det kan selvfølgelig også hænge sammen med de lokale vejrforhold, for sneen væltede ned derude. Hvis jeg skulle bo i helårssne, ville jeg nok også være nødt til at junke noget falsk sol.

Men jeg synes, at vi siger tak til sneen nu. Det er d. 4. maj, for crying out loud!

(Og on that note: Har I husket lys i vinduerne?)

mandag den 3. maj 2010

Jeg giver Paradise Hotel skylden.

Er det mig, eller bliver det sværere og sværere at bedømme andres alder, jo ældre man selv bliver? Engang synes jeg da, at jeg med en fejlmargin på +/- 3 år var i stand til at gætte, hvor gamle mine medmennesker var, mens jeg i dag er ude af stand til at vurdere, om vi snakker 15 eller 25, 40 eller 50. Det er sket mere end en gang, at jeg har siddet og tænkt: ”Nydelig fyr, der” - hvorefter han smider sit wildcard på bordet sammen med et sygesikringsbevis, hvor fødselsdagen slutter på 1991.

Hvorefter jeg får lyst til at gå i bad og skrubbe min pædofile sjæl med salpetersyre.

Og jeg er ikke alene om at være aldersblind. Jeg har flere kammerater, der er hoppet i med begge ben. Første gang en af dem fortalte mig, at han havde været sammen med en pige, som han senere til sin store gru opdagede var 16, blev jeg forarget. Indtil han pegede hende ud for mig. Hun kunne også have bildt mig ind, at hun var i starten af 20’erne; ikke mindst pga. sin voldsomt … opsøgende adfærd. Jeg synes ikke, at man skal highfives for at have haft sex med en, der stadig går i folkeskolen, når man selv er næsten dobbelt så gammel, men samtidig er det svært at bebrejde fyrene noget, når jeg ikke er sikker på, at jeg selv kunne have spottet, at den pågældende pige knap var konfirmeret.

Jeg tror sådan set ikke, at unge pigers fascination af mænd, der er markant ældre end dem selv, er ny. Jeg tror heller ikke, at det er et nyt fænomen at føle sig magtfuld, når man som 16-årig opdager, hvad ens nye krop kan gøre ved voksne mænd og deres koncentrationsevne. Men jeg synes ikke at kunne huske, at vores generation var så direkte og ligeglad i retorik og opførsel, når det kom til sex. Interessen og nysgerrigheden var der bestemt, men der var sgu også en grænse for, hvad man inviterede til, trods alt.

Men jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der bare er ved at være gammel på den mistænkeliggørende, sure måde, når jeg synes, at det er et problem, at piger på 15 år knalder sig alfabetisk gennem hele 9.A, B og C. Altså, hvis de beskytter sig, og de er glade, burde man så synes, at det var i orden? Er det sådan en voksen-ting, fordi man ikke kan udholde tanken om, at ens børn engang skal have sex, at man problematiserer det, og prædiker om, at de ikke kan styre, hvad de sætter i gang, og at de risikerer at blive golde i sjælen af det?

Jeg ved det ikke. Og jeg ved næsten heller ikke, hvem jeg har mest ondt af: De 15-årige, der skal navigere i alt det her, eller de forældre, som skal få dem hele igennem det.

lørdag den 1. maj 2010

Jeg er så glad for min cykel(mand).

Når man cykler noget, der ligner 100 km. om ugen på sin efterhånden let bedagede dame-Kildemoes, skal man have sig en cykelhandler. En god en. Der hvor jeg boede før, lå der en helt fantastisk en af slagsen lige over for. Så flyttede jeg ned i den anden ende af byen, hvor der 300 meter henne af vejen ligger en anden cykelforretning. Som stinker. Dyr, dårlig og langsom. Og ikke fordi vi skal holde tudefest for Linda, men når man ikke har kørt med bus i 258 år, og man har 2-3 forskellige tolkeopgaver om dagen i alle ender og kanter af byen, og man lukker festen med træning et helt 4. sted, er det et problem, hvis cyklen pludselig er syg.

Stor var min begejstring derfor, da jeg opdagede, at der lige op og ned af vores kontor lå endnu en cykelhandler. Tænk hvis man kunne aflevere sin cykel inden et møde og hente den igen bagefter?

Første gang jeg kom derind, blev jeg lidt beklemt, for – og der er virkelig ikke nogen nem måde at sige det her på – cykelhandleren ligner en øksemorder. Jamen, det gør han! En af de der mistænkeligt introverte, rødhårede mænd med koparret hud, som man bare VED, at børnene på vejen er bange for. (Hvilket man faktisk godt forstår.)

Han er verdens rareste mand.

Og hurtig! Uanset hvad man skal have lavet, kan han fixe det på under 3 timer. Og han reparerer på far-måden, hvor han glad og gerne bruger ukurante bolte og beslag, som lige passer, hvis han på den måde kan gøre det billigere for dig.

Aj, men helt ærligt - er det ikke den slags mennesker, der er hverdagens VIRKELIGE helte??

Nu er jeg så gået i gang med at udstyre ham med et liv. For nu synes jeg pludselig, at han skal have en kæreste. Sgu da synd at han efter en lang dag på arbejde skal komme alene hjem til sit store hus, som han har arvet efter sin mor, og spise dårlige færdigretter, fordi han har sit væsen imod sig, er genert og derfor ikke kan finde sig en sød pige. Kæft, hvor er folk egentlig bare overfladiske! *ahem*

Sååå.. hvis nogen af jer kender en sød pige (hun skal nok være sådan lidt musseagtig stille i det), så sig endelig til. Så sætter vi dem op.

Ps: Og hvis nogen kender ham og ved, at han er gift og har 3 børn, må de også godt lige sige til, så det ikke bliver pinligt, når jeg fortæller ham, at han skal på date.