torsdag den 29. april 2010

Life is SWEET!

Jeg er i så godt humør i dag, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop. Det er sommer, for fanden, mennesker!!

Fuglene er lige ved at pippe næbbene af, det er 19 grader udenfor og blomsterne rundt omkring i byens parker er så potente, at de nærmest står ovenpå græsset.

ELSKER at bo i Danmark, når de her vejrskift sker. *BAM!* Fra vinter til sommer overnight.

Der er brede smil og overskud over hele linien, og i dag er jeg en lille smule forelsket i alle.

God hvededagsferie derude.

onsdag den 28. april 2010

1-2-3-testing…

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg elsker at undervise. Jeg ved godt, at det lyder frelst, men jeg er vild med at gøre andre vilde med at træne. Jeg bliver i godt humør af at sende en energispiral afsted i rummet og få den lige tilbage i nakken, og jeg bliver glad helt ned i maven, når jeg kan se, at nogle af mine (for det er de jo lidt) medlemmer bliver bedre og får det bedre.

Om det er alderen, der gør det – for set gennem instruktørbrillen, nærmer jeg mig med mine 33 år pensionsalderen – eller om det er fordi, jeg har været der så længe, at jeg har udviklet ansvar for stedet, ved jeg ikke, men jeg er nu blevet sådan en, der samler papiret op, hvis jeg ser noget det ligge på gulvet og flyde. Det er en benhård branche, og fordi jeg rent faktisk synes, at vi har et rigtigt godt produkt af høj kvalitet, vil jeg gerne være med til at gøre en indsats for, at medlemmerne synes, at vores center er et rart sted at komme. Jeg har undervist i 6 år, men det betyder ikke, at jeg har glemt, at jeg selv har skiftet fitnesskæde 2 gange, fordi rengøringen stank, og fordi det altid tog evigheder at få repareret defekte maskiner og udstyr.

Og uden anden indledning i øvrigt: Hvis nogen af jer derude går rundt på den arbejdsløse måde og hader finanskrisen, kommer her et godt råd, helt kvit og frit: Søg over i mikrofonbranchen. Der er ikke skyggen af krise.

For 2 uger siden skete der det uheldige, at både vores mikrofon OG vores reservemikrofon valgte at lægge sig syge. De blev sendt over til firmaet – og så skete der ligesom ikke rigtigt mere. Da vi for en uge siden stillede 3 instruktører på chefens kontor og med blodsprængte øjne og iturevne stemmebånd hæst hviskede, om der SNART var nyt om mikrofonerne, blev der rykket.

Vi kunne få dem om 3 uger.

Og nej. De havde ikke en reserve, vi kunne låne. Hvilket er et temmelig stort problem, eftersom alle kanaler på anlæg osv. er indstillet til lige præcis disse mikrofoner.

Fanden og satan, hvor er det frustrerende at vide, at der kører 2-300 mennesker igennem salen om dagen, som får en langt dårligere oplevelse, end vi gerne vil give dem. Nye stakler må bare forsøge ikke at komme til skade og så ellers bare håbe på det bedste, og teknik og tilretning af fejl bliver ofret, fordi du som instruktør er presset så rigeligt over at skulle informere en hel sal om, hvad der skal ske; du er simpelthen nødt til at vælge, hvad du vil bruge din luft på. Og samtidig er det dig, der – fordi du står i forreste række – må tage tæskene, når medlemmerne meget forståeligt skælder ud over den manglende lyd.

Jeg tror sgu snart, at jeg køber mig en megafon.

tirsdag den 27. april 2010

Post Danmark medarbejder to-be.

100 meter fra hvor jeg bor, har nogen været så venlige at placere en Annettes Sandwich. For dem, der ikke er bekendte med konceptet, kan jeg oplyse, at der er tale om sandwich af den lidt sundere slags med groft brød og flere friske grøntsager, end man er vant til i den form for føde. De er med andre ord relativt tilforladelige, og en hæderlig erstatning for et aftenmåltid.

Jeg vil ikke sige, at jeg er på fornavn med de ansatte, men jeg tror godt, at jeg ville kunne genkende et par stykker af dem, hvis jeg mødte dem ude i byen. De er søde, hurtige unge mennesker og kvikke i pæren.

Eller... Det plejer de at være.

For et par dage siden var jeg på vej hjem efter en meget (MEGET!) lang dag, og pludselig var jeg så sulten, at jeg var ude af stand til at overskue, hvad jeg skulle gøre ift. mad, når jeg kom hjem.

(Forklarende voice-over: Jeg er kendt som det menneske i hele min omgangskreds og familie, der er dårligst til at tackle lavt blodsukker. Det falder på 20 nanosekunder, hvilket med øjeblikkelig virkning får de elektroniske impulser i min hjerne til at opføre sig som bananfluer med radiosvigt. Jeg bliver ude af stand til at tænke 40 sekunder frem og bliver pjevset og/eller irritabel, inden jeg afslutningsvis går ind i mig selv på den katatoniske måde.)

Heldigvis kender cyklen selv vejen til Annette’s, så vi svingede ind forbi og blev modtaget af blond amøbe teenager, der med blikket fikseret på uendeligt med en kraftanstrengelse frembragte følgende sætning:

Ja?

Mig: Jeg vil gerne bede om en tunsandwich med ekstra æg og cornichons.

Hende: Det må vi ikke.

M: ??

H: Altså, vi må ikke sælge noget alene.

M: Jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mener?

H: Ja, altså de der cornichons.

M: (Meget tålmodigt) Jeg vil gerne have dem hakket og smidt i min sandwich. (Som om jeg er interesseret i at betale 8 kroner for at få 5 sure, mikroskopiske agurker på størrelse med barbiesko stukket i hånden.)

H: Nå. Men det koster altså ekstra!

M: (Nu med det lave blodsukkers koldsved drivende ned af ryggen) Og det skal jeg nok betale.

H: Hey! Æg koster altså også ekstra!

M: (Jeg betaler dig det dobbelte af, hvad sandwichen koster, hvis du kan producere en sætning uden ordet ’altså’) Og det skal jeg OGSÅ nok betale….

And so I did. 58 kr. mod de sædvanlige 42.

Efter 10 minutters ventetid – de plejer at lave dem på 2 – hvor jeg til sidst var så desperat, at jeg overvejede at gnave min ene arm af, fik jeg endelig overrakt min sandwich med en mine, som var det Det Evige Livs Eliksir.

Indtagelsen fortaber sig lidt i en frådende tåge, men én ting nåede jeg dog at opdage: Der var ingen æg i. Overhovedet.

mandag den 26. april 2010

Kærligheden mistror ikke; dømmer ikke.

I morges læste jeg en klumme i Metro Express skrevet af en præst, som jeg ikke bryder mig så meget om. Han klummer jævnligt for dem, og uanset overskrift, ender hans skriverier altid med at handle om, at vi mennesker tror, at vi er usårlige - men det er vi ikke, blev der sagt! En løftet, docerende pegefinger og et afsluttende punktum, der staves G-U-D.

For min skyld må folk tro på lige, hvad de vil, og selvom kristendommen ikke siger mig noget, under jeg de mennesker, for hvem den giver mening, al den trøst og styrke, der ligger i at tro.

Senere i dag tolkede jeg med en kollega, hvis veninde lige har mistet sin mor. I lørdags var de til begravelse, og da min kollega fortalte om dagen, kom jeg til at tude over, hvor fint jeg synes, at det var.

Venindens mor var ikke medlem af folkekirken, og derfor var ceremonien anderledes, end den normalt er i forbindelse med begravelser. Hendes yndlingssange blev synget, der blev læst op af hendes favoritbog og de gæster, der havde lyst, fortalte anekdoter om hende og deres venskab med hende.

Det må have været forfærdelig, forfærdelig hårdt, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at når hendes børn engang kommer igennem den værste sorg, må det alligevel varme at kunne se tilbage og huske, at punktummet, der blev sat for hendes liv, var fuldt af varme, kærlighed og gode minder.

Og for mig er det essensen i respekten for livet og troen på, at noget er større end os; At kærligheden i sidste ende binder os sammen. Uanset hvad man tror på eller kalder det.

søndag den 25. april 2010

Ok, så kunne det måske godt gøre LIDT skade…

Kan I huske, hvordan jeg lavede et nytårsforsæt om, at jeg skulle drikke mindre kaffe? Og hvor usanSYNlig dårligt, det gik med at holde det? Om noget er forbruget accelereret. Vil tro, at jeg, inden jeg tog på ferie, var oppe på 10-12 kopper om dagen.

Og det er jo alligevel en del.

Men så *fanfare* besluttede jeg, at nu skulle det være slut, sgu, så d. 1. april lagde jeg bønnerne på hylden. Mest for at bevise overfor mig selv, at jeg kunne, for hvis jeg skal være HELT ærlig, så mente jeg, at der måtte være grænser for, hvor meget skade kogt, farvet vand kunne forrette.

Det kostede så 3 dage med en hovedpine så sønderlemmende, at det føltes som at få kraniet kløvet med en økse om og om igen – men under opbydelse af al min viljestyrke, lykkedes det mig at holde ved, og jeg har ikke har drukket kaffe siden *stolt-smiley*

Går lige i køkkenet og fejrer min triumf med en kop kamillete.

lørdag den 24. april 2010

Kan I huske dengang, tid var noget, man havde for meget af?

Ved I, hvad jeg synes stinker ved at blive voksen? At det er tiden, der får lov til at bestemme, om man får nye venner eller ej.

Gennem de sidste par år har jeg mødt mange dejlige mennesker, og blandt dem flere, som jeg sagtens kunne se mig selv være venner med. Ikke bare Baresso-venner. Ægte venner med grin, gråd, amputerede parader og hele svineriet.

Der er bare kun 24 timer i et døgn, og kemi og gode intentioner til trods, er det desværre ikke altid nok til at ofre den tid, det kræver at nusle om en relation, så den bliver stærkere, slår rødder og lader et nyt venskab vokser frem.

Selvom man på skift udviser forståelse for marathondage og surpriseopgaver, kan jeg mærke, at jeg synes, at vi starter fra scratch, hvis der går for lang tid imellem, at vi ser hinanden, så længe relationen stadig er ny. Det er noget andet med dem, man har fulgtes med i mange år; der er så meget ballast og tyngde i venskabet, at det godt kan tåle en periode med lidt længere intervaller mellem møderne.

Men det nye smuldrer, synes jeg.

Og det er virkelig ærgerligt.

torsdag den 22. april 2010

*flif*

- og i ét elegant spring var vi tilbage i nutiden.

Siden jeg er kommet hjem, har der været temmelig meget run på, så det har været fint, at bloggen lidt har skrevet sig selv. Der har været noget overenskomsts-tam-tam, som man er tvunget til at forholde sig til, når man er tillidsrepræsentant, der er kommet nye programmer i fitnesscentret, hvilket betyder 20 nye sange, der skal læres udenad, og så har der været masser af arbejde, hundrede aftaler og en solid mængde træthed, der tilsyneladende har fået permanent opholdstilladelse.

Men i løbet af de sidste 14 dage er der alligevel sket et par ting, som vi bliver nødt til at snakke om.

For det første: Den der askesky, ikke? Hvor meget mere skal vi høre om den? For jeg overvejer kraftigt at gå under jorden, til den er drevet over *drumroll*. Forleden sad jeg i min sofa og zappede. På 6 – seks! – kanaler lige efter hinanden, stod 6 reportagedåser med jamen-nogen-KUNNE-godt-være-døde-miner i lufthavne 6 forskellige steder i Europa. Kan vi ikke godt aftale, at når der ikke er mere nyt at sige om noget, så tier vi stille?

For det andet: Hvad sker med at cirkus pludselig er blevet the shit?? Folk render i manegen i tide og utide, og i diverse konkurrencer kan man vinde cirkusbilletter, hvilket for mig ville svare til at vinde retten til at blive blindtarmsopereret uden bedøvelse. Måske skal man have børn for at forstå det, men jeg nægter. Jeg hader hader hader cirkus. Og så er jeg LIGEGLAD med, at det er det nye sort.

For det tredje: Må jeg have lov at rose Århus Kommune for en nytænkende og kreativ indgangsvinkel til vejarbejde? Trofaste læsere med autistiske tilbøjeligheder vil muligvis kunne huske, at vi lige inden jul mistede hele vores fortovs- og cykelstissektion til rendegravere og andet aggressivt maskinel. I 2½ måned boede vi i en slags amputeret voldgravsomkranset karré, uden at der skete yderligere. I starten af februar fik vi så pludselig en masse sand deponeret. Som .. lå. Og fulgte efter én hjem og ind i entreen. Og nu har kommunen bestilt et AOF Tai Chi-hold til at komme og færdiggøre arbejdet. Deeee bevææææger siiiig sååå laaaangsoooomt, aaat maaan eeer iii faaareee foooor aaaat bliiiveee hyyypnoootiiiseereet, hvis man kigger for længe på dem. Men må jeg have lov at udtrykke stolthed over at bo i en kommune, der tager stress så alvorligt, at den påtager sig at gennemføre et utraditionelt pilotprojekt, for at dæmme op for det?

Og endelig: Hurtig håndsoprækning: Hvor mange har set den nye Actimel-reklame med Karin Mortensen? For… ad. Jeg er en af dem, (surprise) der har harceleret over at blive talt ned til som forbruger ved reklamebranchens evindelige brug af fallossymboler i reklamer, men det der er sgu for klamt! Når hun sidder med pincetgreb og hønserøvsmund og henført nedsvælger 0,1 mikrodeciliter (jo. Det er et mål nu. Har jeg lige bestemt) yoghurt, så ser det fandme nærmest pædofilt ud! Hvis hun absolut SKAL drikke Actimel i reklamen, så hæld for fanden skidtet på nogle ordentlige fallosagtige 2-litersflasker! Hun ligner en af de piger, der kan tage det.

Nå – men tilbage til jer: Har I haft det godt?

onsdag den 21. april 2010

Post Traumatisk Ferie Syndrom in the making.

Dag 16/16:

ETA: 22 timer:
Sidder i lufthavnen og kigger apatisk rundt på mine medpassagerer, mens jeg sløvt spekulerer på, om det er dem, jeg skal dø med, hvis flyet falder ned.

ETA: 18 timer:
Are you fucking kidding me?! Gammel mand med TROPEHJELM OG VANDREKÆP er lige trådt ind i flyet?!? På den helt, helt u-ironiske måde. Skal man forvente, at hans boy om lidt kommer slæbende med noget krybskyttetilvejebragt elefenben, han har købt billigt?

ETA: 16 timer:
- men det er selvfølgelig ikke ham, jeg er endt med at sidde ved siden af. Næh, jeg har vundet ham, der fløjter uden selv at opdage det. Også når han ser film med høretelefoner på.

ETA: 10 timer:
Nå. Det var så ikke Stig. Var til gengæld nok første skridt på vejen til min nye karriere som stalker. Stakkels mand. Så fandme helt angst ud, da det gik op for ham, at det skingre: ”STIG!!! STIIIIIG!!”, der som insisterende sirene skar luften i skiver, var møntet på ham.

Lignede ham. Kunne godt have været ham. Havde da samme flyveører og alt muligt. Og Stig boede da – for 6 år siden - i …. Leeds. Som jo er næsten det samme som Heathrow. Nå ja, det er sgu da England begge dele, så luk!

ETA: 8 timer:
Seriøst. Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til lavstammet, thai-branket braldrerøv af en charterdansker, der skal blokere hele midtergange i flyet, fordi han skal hænge på armlænet og te sig, som om det her er en fucking bar! Flet dit skaldede næb, og sæt dig ned, eller jeg påpeger, hvor lille du egentlig er!

At last:
Hjemme. ENDELIG hjemme. Nu vil jeg kravle i kassen og snave min dyne i bund.

Godnat verden. Hvor end du er.

tirsdag den 20. april 2010

Air Canada? Det er Linda. Jeg vil gerne bestille et større fly.

Dag 15/16:

Så er ferien ved at være slut. Jeg skal flyve i aften, og lige nu sidder jeg på min faste morgenmadsjoint og puster ud over en kop kaffe, mens jeg overvejer, om det ville se mærkeligt ud, hvis jeg begyndte at lave strækøvelser. Har tilbragt en meget anstrengende formiddag med at forsøge at overtale nye tasker, nye sko, den canadiske gås og originalbagagen om at gøre sig så små som mulige, så vi alle sammen kan komme hele hjem. Om det lykkes er nu i Air Canadas hænder og lynlåsens tænder.

Er jeg klar til at tage hjem? Tja. Bliver man det? Ferie er jo fantastisk, fordi alle forpligtelser er efterladt i en lille, ildelugtende bylt derhjemme i hverdagen, og alt – det være sig forbrug, mad og alkoholindtag – er gratis under henvisning til ferieklausulen.

Desværre ved man samtidig godt, at opgaverne derhjemme ikke har løst sig selv for at være søde. De har derimod rottet sig sammen og multipliceret sig selv med 12, de små svin.

Savner heller ikke mit vækkeur specielt meget.

Og endelig synes jeg ikke helt, at jeg er færdig med at være sammen med folk herovre. Måske fordi jeg ved, at der kommer til at gå lang tid, før jeg ser dem igen. Man kigger jo ikke lige forbi til en hurtig kop kaffe, når folk har valgt at bosætte sig 6.000 km. væk, vel?

Nå. Selvom jeg slæber lidt på fødderne, tror jeg, at drengene glæder sig til at få deres lejlighed igen. Den er så rigelig Trainspotting uden mine kufferter og klude.

Og jeg har jo i virkeligheden også masser af mennesker, jeg glæder mig til at komme hjem til.

Så nu sidder jeg her iført ferieblues og alt for store strømper, som jeg har været nødt til at hugge, fordi jeg gik rundt og pakkede i bare tæer, og glemte at tage et par af mine egne fra. Tør under ingen omstændigheder at forsøge at åbne mine kufferter, før jeg står i min lejlighed i Århus, og det ikke er et problem, at den brækker sig eksplosivt ud over et areal på 47 m2.

Allerede nu er den obligatoriske pakke-OCD sat ind: ”Fuck. Fik jeg pakket USB-stikket? Det må jeg have. Hvor skulle det ellers være? Jeg så det ikke. Gjorde jeg? Aj, det er der. Det skal det være. Ikke?”

Om 36 timer er jeg hjemme. Med eller uden stik.

Dagens sætning: ”Hov! Jeg har forresten lige nogle julegaver, du skal have med hjem.”

mandag den 19. april 2010

De rige har mange glæder. De fattige har mange børn.

Dag 14/16:

Ok, gider mit visakort lade være med at blive afvist hele tiden?? Er vandret tværs igennem byen for at shoppe (HellOOOOO Canada Goose!), og det eneste jeg har med, er åbenbart en lang næse og et impotent plastikkort.

Hvad sker der? Der er sgu da lige gået løn ind??

Det er GARANTERET min bank, der har lukket det pga. et eller andet latterligt. Bliver sgu helt sur bare ved tanken. Men kan jo ikke engang ringe hjem og få misforståelsen opklaret. Chancen for at nogen tager telefonen – og tager sig af problemet – er vel ca. 1:1.000, når klokken derhjemme er…. 23? 02? Nat, i hvert fald.

Sender lige en truende mail til dem.

10 min. senere:
Så! Så kan de fandme lære ikke bare at smække kassen i!

20 min. senere:
Aj, skulle man måske lige ringe til spærreservice? Bare lige for en sikkerheds skyld? (Har jo alligevel oparbejdet en telefonregning på et fuldstændigt astronomisk beløb, så et opkald fra eller til..)

30 min. senere:
Åh…

Viser sig, at der er et maxbeløb på, hvor meget man kan trække på sit visakort, når man er på ferie.

På 20.000 kr….

Og tror jeg, at vi tager hjem!!

søndag den 18. april 2010

- but I like it!

Dag 13/16:

Starbuckslitteraturen i disse dage er Motley Crüe bassisten Nikki Sixx’s dagbog ”The heroin diaries”, og jeg er ret vild med den. Af en fyr der har gjort sit for egenhændigt at presse Colombias BNP i vejret, og er død to gange i forsøget, er han ret sjov og velformuleret.

Men jeg ved ikke, om jeg måske snart skal stoppe med at læse den, for når man sidder med den slags litteratur 3-4 timer om dagen, så begynder den ligeså stille at sive op gennem fingrene og ind i systemet. Den farver ens syn på ’normalt’, og når man har 3 ugers ferie, kan det sgu hurtigt gå hen og blive liiiige rock n’ roll nok.

Lige nu er klokken f.eks. 14, og jeg er lige væltet ud af sengen på hotellet, hvor jeg har efterladt et værelse, der er en Rolling Stones tour værdigt (sneg mig ned af brandtrappen for ikke at skulle stå face to face med housekeeping), min morgenmad består af fedt holdt sammen af kolesterol ledsaget af solide mængder af koffein, og om ti minutter skal jeg til vinsmagning.

Det her liv ligger temmelig langt fra det relativt fascistoide regime, jeg kører derhjemme.

Kan ikke helt finde ud af, om jeg skal skynde mig hjem eller blive herovre?

fredag den 16. april 2010

AV!AV!AV!AV!AV!AV!AV!

Dag 12/16:

Efter besøg hos:

- 2 læger
- Et hospital
- En skadestue
- 2 Care Clinics

ved vi nu, at det koster 1.000 kr. at diagnosticere og behandle blærebetændelse i Canada, hvis man er dansk statsborger.

Burde udløse Purple Heart OG Elefantordenen at navigere blindt rundt i ukendt land og sundhedssystem i 4 timer, mens nogen hamrer løs i ens underliv med svovlsyrepåsmurt, pigtrådsomviklet metalsyl.

Thank GOD at jeg tegnede rejseforsikring, to dage inden jeg rejste!

torsdag den 15. april 2010

Listedag:

Dag 11/16:

Efter 3 dage i Vancouver, har jeg nu fast:
- morgenmadssted, hvor verdens rareste homo ved, at jeg skal have havregrød med frugt og proteinpulver og verdens største kop kaffe.
- vinforhandler. Hvor jeg på en eller anden måde er blevet inviteret til vinsmagning på lørdag.
- træningscenter. 1.000.000 bøsser og derfor (formoder jeg) 1.000.000 spejle, hvori de har så travlt med at holde øje med sig selv og hinanden, at der ikke er ret mange, der faktisk får trænet.
- møntvaskeri. Hvor jeg bruger de 35 minutter på at sidde og afstandselske min vaskemaskine derhjemme.

Overvejer:
- om ovenstående er tegn på forrygende evne til at tilpasse sig omgivelserne eller tryghedsnarkomani grænsende til det sygelige.
- at æde mit visakort.
- hvor mange tasker og sko jeg kan forsvare at have brug for.
- hvor mange tasker og sko jeg kan have i kufferten hjem.

Synes, at det er utroligt:
- at alle herovre kender en dansker. På min færd rundt i byen får min højde, accent og hårfarve mange til at spørge, hvor jeg er fra, og når de hører, at jeg er fra Danmark, kender de ALLE SAMMEN en hjemfødning. Pigen i vinforretningen deler lejlighed med en, hende, der serverede min frokost har været kærester med en dansk fyr i 5 år, og i Appleforretningen fortalte ekspedienten mig glædestrålende, at hans danske kammerat var ved at lære ham dansk. Indtil videre kunne han sige ’tak’ og ’selv tak’ - hvilket man vel egentlig også kommer ganske langt med.
- at en flaske vin skal koste 100 kr.

Er misundelig på:
- de canadiske pigers tatoveringer. De er simpelthen så fine. De har dem overalt: I nakken, på underarmen, på håndledet osv. Og ikke det der små, tøsede tegninger. Næh du, kæmpe kunstværker med farver, striber og hele svineriet. Hvis jeg kunne slippe afsted med det, fik jeg lavet en. Det går bare ikke rigtigt, synes jeg. Jeg er 1.80 og ikke ligefrem den blege, forsigtige type. Hvis jeg dypper min arm i en spand maling, er jeg bange for, at jeg bliver forvekslet med en lesbisk langturschauffør. Hvilket der ikke er noget i vejen med, skal jeg skynde mig at sige, hvis bare ikke det var fordi, at jeg holder så meget af mænd.

Bliver så forfærdelig trist over:
- de mange hjemløse. Jeg kan ikke lade være med tænke, at det er et frygteligt spild af liv, at henslæbe det siddende på en flise foran 7/11.

Gider snart ikke:
- at modtage flere beskeder fra Telenor. Den sidste lød: "Din saldo for perioden 17.03 - 29.03 er på kr. 3.386,75 ekskl. abonnement. Mvh Telenor"

Er der nogen, der har set:
- mit indre ur? Har fra den ene dag til den anden FULDSTÆNDIG mistet tidsfornemmelsen, og blander dansk og canadisk tid sammen i én uoverskuelig pærevælling.
- mit mådehold. Jeg véd, at det er her et sted…

onsdag den 14. april 2010

Så er det sgu da ingen sag at få dem til at sidde stille!

Dag 10/16:

Efter et par dage i Vancouver er jeg ved at være ikke bare på god men intim fod med Starbucks. Jeg har noget tid alene, fordi den resterende del af selskabet skal arbejde for føden (er dog ikke efterladt helt uden opsyn. Skal ringe ind et par gange om dagen og sværge på, at jeg ikke laver ulykker eller bliver kørt ned.) (Det sidste ikke helt så usandsynligt, som man kunne ønske. Herovre må man nemlig gerne dreje til højre for rødt. Det tager lige en maxpuls eller to at lære), så jeg får drukket litervis af kaffe, læst hyldekilometer af bøger og gået gaderne tynde. En udmærket måde at se byen på, faktisk.

I dag så jeg en mand, der trænede sin ørn. (Hedder det det? Træne den? Dressere den? Testflyve den?) Mærkeligt koncept. Så stod de dér, stive som statuer og ventede på … noget ørneagtigt. Det mest underlige var dog Ørn II, der bare sad på sidelinien, som en anden bænkevarmer, og ventede på, at det skulle blive dens tur.

Ved nærmere eftertanke sad den faktisk mistænkeligt stille.

Gad vide, om den var udstoppet?

tirsdag den 13. april 2010

Heeeeere’s JOHNNY!

Dag 9/16:

Lad mig starte med udløse spændingen, så de af jer, der har holdt vejret siden i går, igen kan begynde at svine jer til i ilt: Vi fik den bortløbne taske igen, leveret lige til døren, komplet med snavset vasketøj und alles.

Nu er vi så flyttet på et nyt hotel her i Vancouver. Og må jeg godt lige vise jer et billede af gangen?

Kan I også se to små piger på knirkende cykler for jer? Elevatordøre der åbner og lader kaskader af blod vælte ud? Nej? Nå. Men det kan jeg. Meget, meget nemt endda. Så nemt at jeg, når jeg kommer alene hjem, løber går sådan lidt raskt til ned til vores værelse (vi bor selvfølgelig helt nede i bunden.)

Uden at se mig tilbage.

Bare for alle tilfældes skyld.

Tænk at man stadig kan blive helt hys af indbildt angst i en alder af 33 år.

mandag den 12. april 2010

Hvad mon de stiller op med en Iron Maiden t-shirt?

Dag 8/16:

Efter at have sovet som døde til vi vågnede af os selv i en uge, lignede vi høns ramt af granatchok, da uret i morges ringede kl. 5, så vi kunne stå op og blive kørt til lufthavnen i verdens dyreste taxa. (Det viste sig, at man, når man bestilte en taxa dagen i forvejen, fik stillet en slags limousine til rådighed. Jeg tror godt, at vi kunne have klaret os med mindre cremefarvet læder, hvis vi havde vidst, at turen kom til at stå i 55 $. Tips not included.)

I lufthavnen var jeg tæt på at tro, at jeg skulle opleve min første skuffelse over USA; Det tog over en halv (angst) time at få lokaliseret en åben kaffejoint i lufthavnen. Come on! Står det ikke nærmest i forfatningen, at der SKAL være en døgnåben Starbucks i nærheden, hvor end man befinder sig?? Heldigvis manifesterede sig en lille spansk redningskrans, lige da vi var ved at ramme code red.

Mens vi sad med vores dampende krus og ventede på at boarde, blev vi overmodige. Som man jo bliver. Det viste sig, at vi kunne RIGTIG mange lufthavnshistorier om overbookninger, aflyste afgange og bortkomne tasker.

Status i skrivende stund: One bag short.

For helvede! En eller anden spasser har taget vores taske med sig til The Land Far Far Away, og efterladt os med en af deres.

Ville faktisk være meget rimeligt, hvis man som straf lige fik lov at bladre den igennem for at se, om der var noget i, man kunne bruge.

På den anden side: Hvor meget brugbart vil vi kunne finde i en taske, hvis navneskilt er et læderindrammet billede af en puddel?

søndag den 11. april 2010

The Rock.

Dag 7/16:

For anden dag i træk castede vi os selv i rollen som De Ægte Turister, og begav os mod Alcatraz. Jeg var en liiiille smule spændt på, hvad vi ville komme ud til, eftersom turen startede med en time i kø, og et tilbud om - ligesom de tusinder af andre besøgende - at købe et billede af os selv stående foran ualmindelig kunstig Alcatrazbaggrund. Kun 22 $...

Men ude på øen blev vi modtaget af en ægte ranger, der fik os fordelt i en imponerende fart, og derefter kunne vi egentlig bare gå rundt i vores eget tempo. Færgen sejlede retur hver halve time, og man kunne bare hoppe på, når man synes, at man var færdig. Vi valgte en guidet audiotur, hvilket betød, at vi, udstyret med hver sin walkman (meget rustikt) og dertilhørende skumgummihøretelefoner, bare skulle følge en fastlagt rute, hvor alle de vigtigste steder og begivenheder blev beskrevet.

Effektivitet gør mig så varm om hjertet.

Kom undervejs til at kigge rundt på de andre audioslaver; et smukt, smukt syn, når voksne mennesker står med skumgummi på ørerne, tomme blikke og let åbne munde og ligner autister, der er flygtet fra 80’erne.

Alcatraz er mest af alt slidt ned. Og beboet af måger. Vejrbidt og ramponeret og sin lidt uhyggelige historie til trods, var det, der overraskede mig mest egentlig, hvor meget en bygning kan forfalde på så kort tid.

Se selv:

(Er det viceværten? Mit tag er utæt.)

(Shit. Nu glemte vi at købe mælk. Hvem svømmer over efter en liter?)

(Indretningsstil: Stram Minimalisme.)

('Et-værelses med eget toilet' får pludselig en helt ny betydning.)

(Spøg til side: Det havde nu sin helt egen, rå skønhed.)

lørdag den 10. april 2010

Vi sejler op af ååååEN!

Dag 6/16:

I dag gav vi den hele armen som turister, og tog på vintur til Napa Valley. Vi havde snakket om at leje en bil, men blev til sidst enige om, at det ville være lidt for surt at være den, der trak chaufførtjansen på lige præcis denne sightseeing.

Jeg er ikke god til fællesbusrejser. Jeg er endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer guides. Og nu viser det sig, at sætningen faktisk kan gradbøjes én gang til: Jeg er endnu endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer nicaraguansk/italienske guides, der efter 17 år i San Francisco stadig taler uforståeligt – men MEGET – engelsk. Vores ven Silbio snakkede u-af-brudt fra vi steg på, til han satte os af 7 timer senere. Kunne til sidst ikke afgøre, om jeg havde mest lyst til at stjæle et par korkpropper og hamre dem i ørerne, eller om jeg var klar til at gå hele vejen og ofre trommehinderne med to proptrækkere.

Napa Valley er ufattelig smuk, og jeg er allerede begyndt at overveje, om man er blevet for gammel til at tage en sommer i solen som drueplukker. Og så alligevel. Nok ikke så smart at sætte en narkoman til at gå til hånde på et apotek; de ansatte på de respektive vinhuse, var alle mistænkeligt lilla i huden, og når de skulle fortælle om deres vinproduktion, var det lidt som at høre en båndoptagelse lige inden båndet går i båndsalat.

Men lave vin, det kunne de, og de var ikke nærige med den. Vi var tæt på at være de yngste i gruppen, og jeg synes ikke, at vi led af falsk beskedenhed, men de der mor/far turister, ikke? De gik godt nok til stålet!

Efter 1. vinhus var stemningen i bussen løftet. Efter 2. vinhus var vi en fest på hjul. Efter 3. vinhus var der pludselig blevet MEGET stille (med undtagelse af Silbio, der nærmest havde tårer i øjnene af glæde over al den ubegrænsede, uafbrudte taletid.) Ved 4. vinhus sad vi udenfor i solen med en sjat kølig hvidvin, da dame på min mors alder kom slingrende forbi - og faldt over absolut ingenting, lige så lang hun var.

Og så siger de, at de unge ikke kan styre deres alkoholindtag.

Dagens sætning: ”Din saldo for perioden 17.03 – 24.03 er kr. 1.556,42 ekskl. abonnement. Mvh Telenor.” (For satan!)

torsdag den 8. april 2010

Om at ramme den kinesiske mur.

Dag 5/16:

Efter en lang dag i solen, besluttede vi igår at lukke dagen med et besøg i den lidt mere suspekte ende af byen, hvor vi havde fået et par barer anbefalet. Det gik godt. Vi var dygtige, og jeg forventer at finde håndskrevne takkekort fra Jack Daniel Distillery i min postkasse any day now. Også lidt optur at blive spurgt om ID alle steder. (Hsssshh! Jeg er ikke interesseret i at få min nyvundne overbevisning om ungdommeligt udseende skudt ned af onde ordkugler om realisme, sagsanlæg og barers erstatningsansvar.)

En kort overgang var jeg lige ved at tro, at jeg var hævet over både jetlag og tømmermænd. Følte mig pludselig overbevist om, at jeg havde udviklet totalt sej, amerikansk/canadisk personlighed, der ikke lod sig påvirke af den slags weak ass tilbøjeligheder, og var muligvis også kommet til at triumfere en lille bitte smule over det, efter at have indtaget morgenmaden i ophøjet ensomhed, fordi resten af selskabet havde brugt natten på at highfive indersiden af wc-kummen med mavesækken.

Og den slags holder Gud jo meget af at sende lige tilbage i nakken på én.

For jeg ved godt, at man, når man er ægte hip og urban, æææælsker alle de specielle områder i storbyerne, men må jeg godt sige noget? Jeg hader chinatowns. There. I said it. Der lugter så grimt, så grimt, alting er støjende rødt og belagt med guld venligst udlånt af Legoland, og jeg er dobbelt så høj som alle andre tilstedeværende. Til sammen. Føler mig fandme som Gandalf på afveje i asiatisk afkrog af Herredet. Og hvorfor har de her mennesker ingen intimsfære? Har de tai chi’et sig ud af den slags primitive og smålige behov?

Eller er jeg bare sur, fordi synet af en balje med hudfarvede, slævrede hønsefødder i grumset vand, fik mine ellers ikke-eksisterende tømmermænd til at eksplodere? Muligvis. I hvert fald: Farvel nye, seje personlighed.

Dagens sætning blev ytret meget tidligt på døgnet af en dørmand, som på vores spørgsmål: ”Where would you go next if you were us?” kiggede lidt op og ned af os, og derefter venligt, men bestemt svarede:

”In this neighborhood? In a cab and the hell out of here!”

onsdag den 7. april 2010

Det er mig med slikposen.

Dag 4/16:

Somme tider er det i mødet med det fremmede, at man pludselig får øje på sig selv, og i dag har jeg opdaget et område i mit liv, som jeg i årevis fuldstændig har forsømt: Jeg er åbenbart holdt op med at gå i biografen lige efter Pretty Woman.

Jeg har ikke selv lagt mærke til, at plyssæderne er gledet ud af mit liv, men efter at have måtte svare: ”Nej, desværre” til spørgsmålet: ”Har du set [indsæt selv filmtitel fra 1985 og frem]?” er jeg så småt begyndt at føle mig som fuldblodskulturignorant.

Hjælper heller ikke at være afsted med folk, der har samme forhold til film, som jeg har til kaffe. (Nytårsforsæt gone wrong.)

Hvordan er det sket?? Jeg elsker da at gå i biografen! Får det bare ikke lige gjort... så tit.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok pga. den undskyldning, jeg har hørt andre bruge om alt lige fra manglende træning, mad bestående af fedt og e-numre og fravær af sex i parforholdet: Hverdagen kom og lagde sin klamme hånd på min fritid. Når jeg kommer hjem fra træning mellem kl. 18 og 20 med et blodsukker på en halv, er jeg ude af stand til at overskue at skulle forlade matriklen igen.

Men det er slut fra NU af! Om jeg så skal slæbe mig afsted på albuer og viljestyrke og se hele filmen med tændstikker i øjnene, så VIL jeg i biffen, så når jeg kommer hjem, tager jeg en uges ekstra ferie og rejser til Cinemaxx.

Hvis I mangler mig, kan I finde mig i mørket.

Dagens ubetinget mest sagte sætning: ”Nej. Den har jeg heller ikke set.”

tirsdag den 6. april 2010

Ingen roser uden torne.

Dag 3/16:

Som jeg skrev i går, gjorde vi under vores ophold i San Francisco en del ud af at spise på steder, som de indfødte havde anbefalet, men på tredjedagen lærte vi så, hvorfor det stadig er vigtigt at huske sin sunde fornuft, når man vælger restaurant.

For når man får anbefalet et sted, der hedder The Stinking Rose, så er det lige en overvejelse værd, hvorfor kokken har valgt det navn, og ikke f.eks. The Ugly Rose eller The Annoying Rose.

Alt – ALT – var lavet på hvidløg. Også isen.

Jeg vil sige, at jeg godt forstår, hvorfor vi fik navnet stukket ud, for maden var fantastisk, men når det er sagt, er det hverken kønt, festligt eller spor fantastisk, når systemet laver et hvidløgsrelateret meltdown.

Selvom vi gjorde en iHÆRdig indsats for at skylle stank og eftersmag væk på barer, der serverede Jack Danielsshots i glas på størrelse med tandkrus, føltes det alligevel som om samtlige vampyrer i Transsylvanien afstandshånede os, mens de triumferende dansede 'Så kan I lære det'-dansen.

Og dagens mest sagte sætning faldt for sidste gang 20 minutter efter, at gangvagten havde slukket lyset og bedt om ro på værelserne:

"For SATAN, jeg har halsbrand!!"

mandag den 5. april 2010

Når jeg bliver stor, vil jeg bo i San Francisco.

Dag 2/16:

Efter hvad der føltes som verdens længste rejse, (24 timer alt inkl.) ankom jeg endelig til Vancouver, hvor De Voksne - trods mine protester og forsikringer om, at jeg ikke var SPOR træt - tvang mig til at sove en time. (Hvilket jeg bagefter tvært måtte indrømme havde været meget rart) Og det var så historien om mit jetlag. Kan ikke helt forstå, at folk hyperventilerer sådan over det, men måske er jeg bare udstyret med særlig teflonpersonlighed, der får den slags til at prelle af.

Mad, vin, mere søvn, ompakning og tilbage til lufthavnen, hvorefter turen gik til San Francisco. Og O.M.G!! *homo-smiley*: I’m in love! Sol, sol, sol, uanstændigt søde mennesker og ... pænt. Grundpænt. Med sjove træer i larmende grønt, hyggeligt huse og verdens blåeste himmel. Og det der med at udråbe en hel nation til venlige mennesker lyder måske sådan lidt hippie-happy, men jeg har helt alvorligt aldrig oplevet noget lignende. F.eks. blev vi en aften sat af på det falske sted af en taxa

(Måske fordi chaufføren, ligesom samtlige af sine artsfæller i SF, havde for travlt med sin dødsforagt til at høre ordentligt efter adressen. Spændende grænsende til det angstprovokerende. De kostede ikke en skid at køre rundt i, så vi brugte dem en del, men hold nu kæft... Jeg tror, at vi én gang oplevede at køre over for grønt på 4 hjul.)

hvilket betød, at vi efterfølgende stod på gaden med vores kort og forsøgte at regne ud, hvor vi var endt. På under 40 sekunder henvendte 3 forskellige mennesker sig uopfordret til os, for at spørge, om vi havde brug for hjælp. I Danmark ville du mange steder være taknemmelig, hvis de nøjedes med at stjæle din pung og lod dig slippe uden tæsk.

Flere dage var vi ude at spise på restauranter, som fremmede mennesker på diverse barer og cafeer havde anbefalet, fordi de ilede til med hjælp og gode råd, når de opdagede, at vi var turister, og på hotellet, som vi i parentes bemærket betalte en vittighed for at bo på, var de ved at falde over deres egne ben af ren og skær oprigtig hjælpsomhed.

Og så er man nok også markant nemmere at gøre glad, når man på 48 timer er gået fra småslud og nattefrost til t-shirts og klip klappere.

Dagens mest sagte sætning: ”FUCK!! Her gad jeg godt bo!!”

søndag den 4. april 2010

Hvis nogen vil mig noget, er jeg ude og stikke mit hoved i flymotoren.

Dag 1/16:

Nå. Men man sover da rimelig meget ad helvede til på et DSB-sæde, når man er 1.80, men hvad laver man ellers i et tog mellem kl. 23 og 3.30? Ankom til hermetisk lukket Kastrup, hvor jeg fik tiden til at gå med at stirre tomt ud i luften, indtil klokken var 5.30, og jeg kunne tjekke ind hos den meget sympatiske dame med det spanskklingende navn og den sjove accent.

For lige at være sikker på ikke at stå i Vancouver uden bagage stillede jeg følgende spørgsmål:

”Det er første gang jeg skal flyve til Canada, så jeg skal bare lige være sikker på, at bagagen ryger direkte derover, og at jeg ikke skal tjekke den ind igen i London?”

Først svarede hun bare, at jo, det gjorde den, men så skete der … et eller andet. Jeg vil ikke udelukke, at hun blev besat af en tjenende ånd, men i hvert fald kastede hun sig ud en meget lang og gestikledsaget forklaring om, hvad en gate var, og hvor jeg fandt den rigtige, som kulminerede i, at hun greb mit boardingpas og ivrigt tegnede den ind på det.

I Kastrup. Som vel er verdens mindste lufthavn? Men hun var så entusiastisk, at jeg ikke rigtigt nænnede at afbryde hende, men i stedet bare nikkede iført mit bedste ”nå OK!”-ansigt.

Det skulle jeg nok have gjort. Afbrudt, altså.

7.50 afgangen til Heathrow er åbenbart corporateafgangen, så kl. 7.00 sad jeg i gaten sammen med en hel masse Armani og Hugo Boss med børsudståling, og forsøgte ikke at ligne en søvnunderskudsspeedet posedame.

”Passager Linda XXX bedes henvende sig til personalet ved skranken. Det var passager Linda XXX, der bedes henvende sig til personalet i skranken.”

???

Opfyldt af bange anelser (seriøst: Kan I nævne én - bare én - eneste positiv ting, det kunne handle om?) forcerede jeg muren af (nu moderat nysgerrige) jakkesæt, og gik hen til skranken. Og ud af mellemgangenen til flyet, kom stewardesse med udbredte arme susende, mens hun med meget (MEGET) høj, børnehavelærerindestemme RÅBTE:

”Er det virkelig rigtigt, hvad jeg hører?? At du ALDRIG har været ude at flyve før??”

Ikke noget stort øjeblik.

Og mens jeg forsøgte at regne ud, hvad fanden der var gået galt, blev jeg fulgt – fulgt! – ud til flyet, hvor kaptajnen himself stod klar i døren for at give mig en rundvisning, og med venlig det-er-slet-ikke-spor-farligt-at-flyve-stemme spurgte, om jeg ville se cockpittet?

Ordet flov virker så fattigt.

Næste gang må min bagage klare sig selv.

lørdag den 3. april 2010

Elvis is back in the building.

Efter 14 helt, helt fantastiske dage i hhv. San Francisco og Vancouver, har jeg igen dansk grund under fødderne. Jeg ville ønske, at ferien ikke var slut, men når det nu ikke kan være anderledes, er det ikke så dumt at vælge at komme hjem til solskin, påskeferie og brede smil over hele linien.

Jeg er positivt overrasket over, hvor lidt jet-lag’et, jeg er. Det eneste, jeg har mærket til de ni timers tidsforskel har været, at jeg vågnede kl. 4 i nat og var helt klar til noget aftensmad, og så at tingene i dag går liiiiidt langsommere, end de plejer.

Mens jeg har været afsted, har jeg slæbt rundt på retro-agtigt kladdehæfte, som jeg har håndblogget flittigt i undervejs, for man bliver frygtelig afhængigt af at skrive alting ned, så den næste uges tid eller halvanden er der dømt rejseblog.

I mellemtiden har scenen som bekendt været jeres, og jeg håber, at I har følt jer både set, hørt og underholdt undervejs. For mig har det i hvert fald været en stor hjælp, at jeg ikke har skulle poste fra en æ/ø/å-løs Mac (åh æblemand, du møvrer dig skamløst ind på mig, din smiskende (lækre) satan!), og jeg kan se, at genkendelsens glæde – og i nogle tilfælde sorg – flere gange har været present hos jer. Tak for indsatsen til jer alle derude.

Men tilbage til mig *belastende-højtråbende-mig!-mig!-mig!-børnesmiley*.

De sidste to uger har jeg været:

- glad

- dårlig til engelsk (åh Lars Ulrich, jeg har moret mig på din bekostning for sidste gang)

- ødsel (det viser sig, at der er en øvre grænse for, hvor meget man må trække på sit Visa i udlandet..)

- syg (er der en læge til stede?)

- til grin (so what else is new?)

- stiv (KLAR over hvad rødvin koster i Canada?? Nej? Det er jeg. Nu.)

- dygtig til at købe sko (4 par)

- dygtig til at købe tasker (4 stk.)

- dygtig til at købe Canada Goose (4 stk.)

(Forsinket aprilsnar.)

- Lidt solbrændt (Mental note til selv: Skal finde måde at blive udstationeret i SF på.)

Og jeg glæder mig meget til at fortælle jer (næsten) hele historien.

fredag den 2. april 2010

02.04.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg ved godt, at jeg burde have ondt af dig, for du er min veninde og jeg holder af dig, men inderst inde synes jeg, at du har fortjent at føle, hvordan jeg havde det for 1 år siden, da du spillede sikkert og undlod at tage mit parti.

2. Du ved ikke, at jeg ved det, men jeg fandt hendes brev. Du var utro, men jeg kan aldrig indrømme, at jeg ved det, for jeg kan ikke holde ud, at folk opdager, at jeg vidste det – og blev.

3. Min mor er ikke ret skarp. Jeg kan ikke bære det. Når vi er sammen, leder jeg altid samtalen hen på hendes fag, anatomi og sygepleje, det eneste punkt hun stadig er mig overlegen. Jeg har brug for at holde hende der.

torsdag den 1. april 2010

01.04.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg er så bange for at miste dem, jeg holder af, at jeg jævnligt leger med tanken om at køre ud foran en lastbil, så jeg er den, der dør først - men så I aldrig får at vide, at det var selvmord.

2. Din kæreste er den største idiot, jeg kender.

3. Jeg lukker ikke øjnene i ekstase. Jeg lukker øjnene, fordi jeg ikke kan holde ud, at du ser så utrolig usexet ud, når du kommer.