onsdag den 31. marts 2010

31.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg arbejder i en lille afdeling på en større virksomhed. Da vi blev ramt af finanskrisen, blev jeg meget først meget bange, da jeg blev kaldt til samtale hos chefen. Derefter blev jeg lettet, da min chef sagde, at jeg ikke skulle fyres. Men jeg ville ønske, at han ikke havde spurgt mig, hvem af mine to kolleger, jeg synes, vi skulle fyre.

2. Jeg kan ikke fortælle dig historien om, hvorfor jeg frøs fuldstændigt til is første gang, jeg gik i seng med dig. Jeg kan ikke holde ud, at du ved det.

3. Jeg havde engang et forhold til en gift mand, som jeg fandt ud af tog røven endnu mere på mig end forventet. En af hans kollegaer var så sød at fortælle mig, hvordan tingene hang sammen, og selvom denne kollega havde en kæreste, endte det med, at jeg så ham et halvt års tid, samtidig med at jeg stadig så den gifte mand. Et par år senere datede jeg med en helt 3. fra samme firma, som den gifte - som jeg stadig så - dog havde forladt siden. I dag er jeg allergisk overfor mænd i forhold.

tirsdag den 30. marts 2010

30.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg tørrer fedtede fingre af i mine sokker, når ingen kigger.

2. Min hemmelighed er, at jeg i perioder med vilje kaster op efter jeg har spist for meget slik. Jeg føler mig så ulækker ved tanken op at have så meget slik i min krop, og vil ikke have at det sætter sig, så jeg går ud på badeværelset, stikker to fingre i halsen, og bliver ved indtil jeg næsten ikke kan få vejret.

3. Jeg holder hemmeligt for mine forældre at min depression nok er vendt tilbage.

mandag den 29. marts 2010

29.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg stjæler slik fra min kollegas skuffe, hver gang hun er til frokost.

2. Jeg har været inde og undersøge mulighederne for at få et barn uden at have en far til det. Ikke fordi det er lige nu, men fordi jeg dybest set ikke tror på, at jeg finder en, jeg kan eller vil opfostre et barn sammen med, og samtidig er så egoistisk at jeg ikke vil gå glip af at blive mor.

3. Jeg har haft sex med min instruktør i solariet i mit fitnesscenter, og under den efterfølgende time kunne jeg hele vejen mærke hans sæd løbe ned af lårene.

søndag den 28. marts 2010

28.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Min veninde er et skuespiltalent. Hun har for lavt selvværd til selv at kunne se det. Ofte, når hun ikke er der, hører jeg vores fælles venner rose hendes talent. Jeg har aldrig sagt det videre til hende.

2. Engang var jeg næsten sammen med din kæreste. Jeg tror godt, at du ved det.

3. Når jeg er hjemme på besøg, kan jeg finde på at pudse næse i håndklædet på badeværelset. Den dygtige datters klamme hilsen.

lørdag den 27. marts 2010

27.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg mistede min mødom med min daværende kærestes bedste ven - til en ungdomsskolefest, hvor jeg 5 minutter efter "akten" mødtes med min kæreste. Han troede til den dag vi slog op, at jeg var en uskyldsren jomfru.

2. Det hænder, at jeg tager de leggings jeg sover med på på arbejde dagen efter. Underligt nok, synes jeg ikke det er klamt.

3. Undskyld at jeg er sådan en dårlig storesøster.

fredag den 26. marts 2010

26.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg var som teenager med i en pige-klike, hvor vi indbyrdes konkurrerede om, hvem der kunne slippe ud af det lokale supermarked med mest tyvegods. Det stoppede den dag en af pigerne blev snuppet, og sladrede om os andre.

2. Jeg har et barn med min mands bror, og han ved det ikke. Han opdrager sin nevø som sin egen søn, og min søn kalder sin far for onkel. I mit næste liv bliver jeg en hæmoride i røven på verdens tykkeste mand.

3. Hvis alt bliver for pænt og stillestående skaber jeg selv problemerne.

torsdag den 25. marts 2010

25.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg har været sammen med min venindes kæreste - mens min forlovede lå og sov i rummet ved siden af.

2. Jeg havde en gang en flatmate, som var lidt neurotisk. Vaser skulle stå på en bestemt måde, tæpper skulle ligge parallelt med gulvbrædderne og sofaen skulle stå millimeterpræcist. Hun fik det simpelthen fysisk dårligt, hvis ikke alt var linet perfekt op. Jeg er ikke sikker på hun selv var bevidst om sit problem. Når jeg blev sur eller irriteret på hende, flyttede jeg rundt på tingene...

3. Jeg er 36, og jeg synger stadig til mig selv i spejlet, når jeg gør mig klar til at gå i byen.

onsdag den 24. marts 2010

24.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg er mellemleder i en mindre virksomhed og enhver svigermors drøm. Jeg arbejder som coach i min fritid. Jeg har brugt omkring 20.000 på kokain over de sidste par år.

2. Da jeg var 17, kom vi far og jeg så meget op at skændes, at vi endte med at komme op at slås. Min far smed mig ud hjemmefra bagefter, og den dag i dag bliver jeg stadig ked af det, når jeg hører diskussioner om, hvornår de sociale myndigheder skal gribe ind, eller når folk spørger mig, hvorfor jeg flyttede hjemmefra som 17 årig.

3. Jeg er somme tider rædselsslagen for at ende alene, mens alle andre får børn eller ligger i ske på sofaen søndag aften med deres Eneste Ene.


tirsdag den 23. marts 2010

23.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Da min kæreste stadig boede hjemme, havde vi en nat gang i en lille "numseleg" (hans numse, mig der førte agurken)... Agurken blev efter endt leg lagt tilbage i grøntsagsskuffen i svigermekanikkens køleskab. Jeg ved stadig ikke, om hans far spiste agurk på leverpostejen næste dag?

2. Jeg har fået botox omkring øjnene. Jeg er meget meget glad for det.

3. Jeg går og venter på, at mine forældre dør (en stille, naturlig og god død), så de stopper med at tonse over mine grænser, afpresse min samvittighed og rive op i min dybt traumatiserede barndom. Det hele ville bare være nemmere uden dem og deres grænseoverskridende, alkoholiske væsen.

mandag den 22. marts 2010

22.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Når jeg møder nye mennesker, får jeg mindreværdskomplekser. Jeg tænker, at de nok kun tilbringer tid sammen med mig af medlidenhed og ikke fordi de kan lide mig. For hvordan kan det ellers være, at spændende, inspirerende, stærke og kønne mennesker gider bruge tid med mig?

2. Da min ekskæreste var i udlandet på en forlænget ferie, var jeg i seng med hans bror. I min kærestes seng.

3. Når jeg undersøger mine bryster for knuder, bliver jeg altid skuffet over ikke at finde noget.

søndag den 21. marts 2010

21.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Hvis du spørger, om jeg vil være med til en trekant med din kammerat, siger jeg ja.

2. Når du endnu engang bruger en indbildt dårligdom som undskyldning for at være lad og doven, får jeg lyst til at skrige: "TAG DIG SAMMNEN!"

3. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg elsker dig eller foragter dig.

lørdag den 20. marts 2010

20.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på .Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg havde igennem flere år et forhold til en fyr, der boede sammen med sin kæreste, og spillede rollen som trofast ægtemand. Sammen udlevede vi vores frækkeste fantasier, og havde vild sex med flere andre par, som vi havde mødt via Scor.dk. Han slog mig næsten i stykker, da han ikke ville se mig mere - men jeg ville aldrig have undværet de oplevelser han gav mig.

2. Jeg holder hemmeligt for mine forældre at jeg stadig ryger

3. Hvis min mor ikke havde fået veer den 3. marts 1992, havde jeg haft to yngre brødre Mads og Søren. De blev et døgn gamle.

fredag den 19. marts 2010

19.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg har herpes og skjuler min zovir, for ingen ved det.

2. Da min nuværende kæreste havde det rigtigt dårligt, hjalp jeg ham og bragte ham på fode igen. Nu hvor jeg har brug for hans hjælp, hader jeg ham for ikke engang at prøve.

3. Da jeg var 5 år, lagde jeg en fin og ren regnorm under osten på min mormors franskbrødsmad. Jeg ventede frydefuldt på, at hun ville finde den, og at hun ville synes at det var sjovt. Hun spiste hele maden, inden jeg kunne nå at stoppe hende – for når man har spist en halv regnorm, er det jo ligesom for sent at advare. Jeg fortalte hende det først, da jeg var blevet 18 år, og hun blev helt dårlig.

torsdag den 18. marts 2010

18.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.


1. Jeg snød engang til en af mine prøver i gymnasiet. Jeg gennemførte eksamen og mens de voterede, blev jeg så bange for at blive opdaget, at jeg hyperventilerede og endte med at besvime og blive fundet faldende ind af døren, da de åbnede den indefra. Jeg fik 8 og jeg har aldrig snydt siden.

2. Jeg er udadvendt til hverdag, arbejder som repræsentant og ansvarlig i mange sammenhænge. Mange aftener og mange morgener tænker jeg på, at det ville være lettere hvis jeg ikke var her mere. At jeg ikke vågnede igen. Måske er det de tanker der gør, at jeg lige så langsomt forsvinder.

3. Jeg synes, at min veninde er en dårlig mor.

onsdag den 17. marts 2010

17.03.10

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Når jeg ser gamle billeder af mig selv, fra da jeg havde en spiseforstyrrelse, kan jeg ikke lade være med at misunde min daværende krop. Inderst inde ønsker jeg, at jeg ikke var rask.

2. Min venindes storebror pillede ved mig, da jeg var barn. Det har jeg aldrig fortalt til nogen.

3. Jeg sagde, at dit nye hår klædte dig. Jeg løj, fordi jeg håbede, at du ville få det farvet på samme måde igen. Jeg synes, at du er en nar.

tirsdag den 16. marts 2010

Bye bye, babies.

Når I læser det her, er jeg på vej ud i verden. I skrivende stund overspringshandler jeg dog i vildskab i håb om, at nogen (snart, tak!) sender en slave i min retning til at forestå pakkehelvedet.

Den dag, nogen opfinder den bagagefri rejse, vil jeg personligt sørge for, at vedkommende får opkaldt mellem 3 og 7 helligdage og en vej efter sig.

Men mens jeg suser rundt i USA og Canada, er meningen jo, at I skal lære hinanden lidt bedre at kende ved hjælp af de hemmeligheder, som I gennem de sidste 4 måneder har været så søde at forsyne mig med. Idéen er tyvstjålet fra PostSecret, og derfor vil nogle af jer også kunne se, at jeg har redigeret en lille smule i jeres hemmeligheder, så de passer til formatet. Jeg håber, at I føler, at jeg har ydet dem retfærdighed og at essensen er bevaret.

Som et kirsebær på toppen af dette ekstravanganza af snavs, skam og skyld, har den søde grafiker Malene skrevet til mig og tilbudt at illustrere nogle af hemmelighederne. Derfor kan I næsten hver dag nyde en lille tegning til den ene af hemmelighederne, når I kigger forbi.

Som en anden mor har jeg lyst til at sige, at I skal være søde ved hinanden. Mange af jer har sendt mig små historier sammen med hemmelighederne, og jeg kan fornemme, at det for nogle af jer har været grænseoverskridende at afsløre dem, så træd lidt varsomt, når I smider kommentarer til hinanden, ikke?

Jeg er tilbage d. 3. april. Pas godt på bloggen, jer selv og hinanden så længe.

mandag den 15. marts 2010

Tror I, at jeg ville være god i bispehue og stav?

Ok – sig det så: Hvad er problemet med at vie homoer? Eller med at lade dem adoptere? Jeg begriber det simpelthen ikke, og hver eneste gang jeg ser endnu biskop tone frem på skærmen og tale imod homoægteskaber, spekulerer jeg på, hvorfor passagerne om sex mellem to mænd skal tages så bogstaveligt, når passagerne om at elske sin næste åbenbart ikke skal.

Jeg er helt sikkert farvet af, at jeg har flere homoer i min omgangskreds og altså – de ligner jo os andre til forveksling. Jeg tænker sjældent på dem som homoer, ligesom jeg heller ikke tænker på mine andre venner som hetroer. De er bare en flok mennesker, jeg holder af, og hvem de forelsker sig i, må de fuldstændig selvom.

Derfor havde vi også et af de meget sjældne øjeblikke, hvor Linda mangler ord, da jeg forleden snakkede om børn med en anden single veninde. Vi snakkede om, hvem man ville spørge, hvis man ville gøre det selv og skulle finde en mand, der ville lægge gener til projektet, og i den forbindelse nævnte jeg navnet på en af mine kammerater, som tilfældigvis er bøsse. Hvortil min veninde svarede:

”Er du ikke bange for, at det er arveligt?”

Det ville have været fint, hvis Google Street View lige var kommet forbi der, for jeg ville godt have haft et billede af mit eget ansigtsudtryk, der nok bedst kan beskrives som ’himmelfalden’. For nej. Jeg er ikke bange for, at det er arveligt. Tanken har end ikke strejfet mig, fordi det i mit univers er FULDSTÆNDIG ligegyldigt, og hun kunne ligeså godt have spurgt, om jeg ikke var bange for, at barnet ville blive rødhåret.

Og for god ordens skyld: Nej. Det er jeg heller ikke bange for.

Det ville være nemt at dømme min veninde som intolerant og snæversynet, men jeg tror, at de fleste af os kan komme i tanke om et eller andet, som vi ville have svært ved at håndtere, hvis vores (kommende) børn udsatte os for.

Jeg hader at skulle indrømme det – virkeligt. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet – men jeg ville ikke helt vide, hvad jeg skulle stille op med det, hvis min datter kom hjem med en 2. generationsindvandrer. Jeg ville være så bange for at virke fordømmende, at jeg ville gå helt overboard i halalslagtet kød og tolerance – men inderst inde ville jeg være bange for det, for jeg ved ikke, hvad det indebærer.

Jeg tror, at det handler om, at accept har en forskydningstid på en generation. Da jeg var barn, var min søster og jeg tit på ferie i min onkel og tantes kollektiv, og der var sgu homoer nok til at befolke en mindre dansk provinsby. Det blev aldrig været hverken fortiet eller overdrevet omtalt - sådan var det bare. Der var til gengæld ikke et eneste blandet par i hverken kollektiv eller nabolag, og derfor er jeg spejlblank i forhold til at raceratificere mine holdninger.

Og det man ikke kender eller forstår, er man bange for.

Bare spørg biskopperne.

søndag den 14. marts 2010

Aj, ok…

Måske lige lowlife nok at støvsuge sit sofabord, fordi man alligevel er i gang og ikke gider gå ud efter en klud.

lørdag den 13. marts 2010

Det sure kvindfolk.

Dines har allerede skrevet et fint indlæg om det. Randi ligeså. Men jeg er simpelthen nødt til at have luft, så hvis I synes, at I har læst nok om idiotisk radio og værter, der skulle slæbes ud bagved og aflives med et nakkeskud, så er det helt ok at I lister ud igen og bare kigger ind forbi en anden dag.

Men for satan, altså.

De sidste par måneder har jeg tolket rigtig meget i Herning/Odense/Frederica/Horsens/Ålborg, og det betyder rigtig mange timer i bil i selskab med mig selv, mig selv, mig selv. Den slags byder man jo ikke sin værste fjende, og derfor forsøger jeg hver gang at aflede min opmærksomhed med radio.

Og jeg siger det lige igen. For SATAN, altså!

P3’s nye satsning ”De glade mandfolk” giver mig lyst til at køre hårdt ind i nærmeste autoværn af rent og skært raseri. Hvem fanden synes, at det er sjovt at sidde og høre 3 voksne mænd holde liv i et radioprogram, der er så åndssvagt, at den største udfordring for dem må være at stå elendigheden igennem uden at dø af skam? Har de ingen chefer? Overhovedet?

Forleden sænkede de slagskibe. Haha. Hvor de manuelt lavede ’bombe-falder-ned’ lyd 175.128 gange, hvilket er lige til at blive FULDSTÆNDIG HYSTERISK AF AT HØRE PÅ! I. Laver. Radio. Som i: Auditiv underholdning. Så synes jeg, at det virker rimeligt, at I prøver at holde lidt igen med de grimme lyde.

De har også ’hit-maskinen’, hvor du kan ringe ind og fortælle om dig selv. Så skriver de en sang. Og nu ved jeg ikke, hvor mange mennesker, I kender, der ringer ind til radioprogrammer – jeg kender ingen. Hvis jeg gjorde, ville jeg øjeblikkeligt holde op med at kende dem – men hvor meget har vi brug for at høre et ti minutters interview med en idiot uden selvkritik, for derefter at høre en sang, der ikke rimer, sunget af folk, der ikke kan synge, om ham??

Når man slår over på Nova FM, er der bare hele tiden Thomas Helmig.

Skal man virkelig tvinges til at arbejde på at udstå sit eget selskab?

torsdag den 11. marts 2010

Forklædt som voksen.

Når jeg kigger på min omgangskreds, kan jeg se, at den har ændret sig i løbet af det sidste års tid. Ikke, at der er kommet specielt mange nye mennesker til, men jeg har knyttet tættere bånd med nogle af dem, som jeg tidligere bare kendte lidt perifert, og nogle af dem, som jeg tidligere brugte meget tid med, er rykket lidt længere i baggrunden.

I dag drak jeg kaffe med en af dem, der bevæget sig fra bekendt til veninde, og jeg kunne høre, at hendes omgangskreds havde undergået en tilsvarende metamorfose.

Udadtil er vi ret forskellige, og vi befinder os to helt forskellige steder i livet. Derfor har jeg gået og tygget lidt på, hvorfor både hun, jeg og flere andre, jeg kender, tilsyneladende regrupperer i disse dage, og jeg er nået frem til, at jeg tror, at det handler om, vi er blevet voksne.

Modsat hvad jeg i mange år har troet, er jeg ved at nå frem til, at man ikke bliver voksen, den dag man får børn. Eller køber hus eller lander det vilde job.

Jeg tror, at man bliver voksen, den dag, man til fulde forstår, at det er ens eget ansvar at skabe det liv, man gerne vil have.

Den erkendelse giver en ro (eller angst, afhængigt af dagsformen), som gør mange valg nemmere, fordi man holder op med at forvente, at der kommer en (anden) voksen og rager kastanjerne ud af ilden, hvis man træffer sine beslutninger med hovedet under armen. Når man fatter, at man bevæger sig længere væk fra sine egne mål, hvis man vælger forkert, er der sgu pludseligt lidt mere incitament til at tænke sig om og prøve at vælge rigtigt i første omgang.

Og jeg tror, at det er denne erkendelse, der får nogle venskaber til at glide ud, fordi verden ser så utrolig forskellig ud på de respektive sider af skellet. Når man begynder at se livet som en vej, og alle valg som muligheder for enten at bevæge sig i retning af eller væk fra målet, så bliver det svært at forstå dem, som bare drysser planløst rundt og alligevel ikke forstår, at livet i dag ligner livet i går. Når man er den, der drysser, virker det statisk, fastlåst og kedeligt at lægge sig fast på noget, når der nu er så mange andre muligheder, der OGSÅ lyder spændende.

Eller også overfortolker jeg alting, og det hele kan koges ned til tid, lyst og lejlighed.

onsdag den 10. marts 2010

Top 5

over ting, jeg elsker ved at tolke på Teknisk Skole.

1) Det er en af de få skoler, der kender og anerkender sin målgruppe og dens foretrukne transportform; Her er ALTID parkeringspladser at få. Og nogle dejligt brede nogle af slagsen, så der er plads til skørter, spoilere, alufælge og rævehaler.

2) Der er en umiddelbarhed og en rummelighed, som jeg – efter 9 år i faget – ikke har set andre steder. Hvis du er en spasser, får du en lammer, og så er den ikke længere. Hvis du har en diagnose, får du fuldstændig den samme behandling som alle andre; du må drilles og dine eventuelle overreaktioner absorberes bare uden at nogen løfter et øjenbryn eller ser skævt til dig efterfølgende af dén grund.

3) Efter at have tolket på ca. 20 tekniske skoler rundt omkring i hele Danmark (med Bornholm som eneste undtagelse) må jeg imponeret konstatere, at det er lykkedes et helt uddannelsessystem at sidde samtlige råd om kost og ernæring FULDSTÆNDIGT overhørigt. Cola er Cola, light er for homoer, og dagens ret er medister med en cowboytoast on the side.

4) Det burde formentlig bekymre mig mere end det gør, men der ER da noget over banditter, der holder døren for dig, samtidig med at de tilbyder dig Iphones og Arne Jacobsen-furniture til spotspris...

5) Og så er jeg vild med blandingen af barnlig begejstring og maskulin trang til at imponere, som kommer til udtryk ved samtaler som denne:

A: ”Hey hallo. Vil du se billeder af mine slørhaler?”
B: ”Slørhaler!? Det er sgu da pigefisk, mand!”
A: ”Det er sgu da ikke en pigefisk! Er du klar over, hvor søde de er? Man kan se fjernsyn med dem og alt muligt!”
B: ”Du skal sgu da ha noget, der er meget sejere. En haj, eller en krokodille eller sådan noget!”

Jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at det ikke er noget, jeg finder på.

tirsdag den 9. marts 2010

Erfaringer fra slagmarken.

Af frygt for at blive sådan en, der altid snakker om, hvor meget bedre alting var, da jeg var yngre, øver jeg mig meget i at lægge mærke til, hvad jeg hen ad vejen går og lærer, som gør mit liv nemmere.

En af de vigtigste lektier, jeg har lært er, at man skal sove på det. Uanset hvad det er. I hvert fald når man som jeg er udstyret med fyrværkeri i stedet for temperament og stod allerforrest i køen, da der blev uddelt retfærdig harme. Det kan være nogle lange nætter, når man ligger der og marinerer i arrigskab over andre menneskers ugerninger, mens man fører vrede, imaginære telefonsamtaler med synderne, men der er ingen tvivl om, at jeg har nået langt mere konstruktive resultater ved at vente med at ringe op til dagen efter, når den røde tåge for øjnene er fordampet.

Mails kan også godt tåle lige at ligge i kladdemappen natten over.

(Må jeg i den forbindelse anbefale, at man venter med at påføre modtagerens mailadresse til dagen efter? Slemt at bruge en time på at male tastaturet til benmel i raseri (ja. Min computer har elfenbenstaster. Er du sur over det?) for at få luft og så af ren vane at komme til at trykke ’send’. Meget slemt. Og svært at redde.)

Men en anden og ligeså vigtig lektie for sjælefreden har været at lære, at jeg skal undlade at kæmpe kampe, der ikke er mine. Sværere end man lige tror, synes jeg, fordi man så fandens hurtigt kommer til at føle det som et personligt angreb, når andre anfægter noget, man selv tror på og står for.

Om jeg kan give et eksempel? Jeg troede aldrig, at I ville spørge.

Den fitnesskæde, jeg arbejder i, har lige lanceret en ny kampagne, der både på Facebook og diverse blogs rundt omkring tager nogle lemlæstelige tæv. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for den er så elendig, at man nærmest kan se konkurrentens ledelse high-five og mandekramme hinanden, ude af stand til at fatte deres eget held.

Jeg har 17 gange været ved at gå ind og pippe et eller andet udglattende, når jeg er snublet over de vantro reaktioner rundt omkring – men når heldigvis hver gang at stoppe mig selv i tide. For lige meget hvad jeg skriver, vil det ende med at være en investering i nytteløs frustration over noget, der dybest set ikke har noget som helst med mig at gøre. Det er ren refleks, når jeg føler trang til at forsvare den. Det er ikke min kampagne, det er (heldigvis!!) ikke mig, der har udtænkt den, og det er ikke mit ansvar at få folk til hverken at forstå eller kunne lide den. Men ved at forsvare den, stiller jeg mig i skudlinien for den, og så BLIVER det pludselig personligt, når folk angriber den.

Det er en gammel sandhed, at man skal vælge sine kampe med omhu, og det kræver en del øvelse at holde fast i at gøre just det, men hvis man kan, så frigiver det faktisk en hel del ekstra energi til at tage de kampe, der virkeligt betyder noget for en.

Har jeg lært.

mandag den 8. marts 2010

Et indlæg om... ja, mine bryster, vel egentlig?

Jeg elsker silikonebryster. Ikke på lipstick-lesbian-måden, men at de findes. For det er takket være Pamela A, Susan K og alle de andre sili-koner, at jeg i dag kan vælge imellem mange forskellige slags bh’er.

I stenalderen, da mine bryster ankom, tog det det hver gang det meste af en uge at finde opbevaringsmuligheder til dem, fordi jeg alle dage har brugt en fuldstændig pløk-åndssvag størrelse, og det sker stadig, at ekspedienter ler Den Overbærende Latter, når jeg spørger, hvad de har i min størrelse. Jeg har lært ikke at diskutere med dem. Det er hurtigere at sige: ”Jamen, du må meget gerne komme med den størrelse, du mener, er den rigtige?” og så bare nyde synet af desperat vantro, der breder sig fra øjnene og ud i resten af ansigtet, når vi ender med at konstatere, at jeg har ret.

Og det gør vi. Altid. Jeg HAR trods alt kendt mine bryster i ca. 15 år.

Men takket være plaSTIK kirurgien (som jeg stadig ikke forstår, at vi udtaler sådan?) er umulige størrelseskonstellationer blevet et lukrativt marked, og udvalget er derfor blevet markant bredere.

Så langt, så godt.

Nu mangler vi så bare at lære producenterne lidt om vægt og massefylde, for åbenbart har silikone et mere lodret tyngdepunkt end the natural stuff, så formelen, der mange steder arbejdes ud fra hedder:

A-skål x Stof opløftet i 2. potens = Bh i spasser-størrelse.

Jeg forstår det godt. Det virker logisk. Men vi bliver NØDT til at snakke om, hvordan vi får stropperne integreret i ligningen, små-barmede designer-piger og –drenge.

For forestil dig, at du har været i Netto, hvor de har to vandmeloner for en 20’er. Du er glad. Du køber dem. De skal med hjem, og du køber to poser til formålet.

Poserne er fine. Rummelige. God pasform, og labert design.

Så er det fandme middelt-til-svært belastende stå uden fingre, når man er nået halvvejs hjem, fordi håndtagene er lavet af klaverstrenge.

søndag den 7. marts 2010

Er det ikke det, der hedder en ikke-historie?

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev et indlæg om, at jeg finder det sjovt, at folk synes, at fitnessbranchen er en grisk so, fordi den tjener penge på sundhed.

Ikke som i: ’Ha-ha!’-sjovt. Mere som i: ’Jamen, så løb dog en tur i stedet!?’-sjovt.

Og den her artikel fra Politiken.dk giver mig bare endnu mere lyst til at slå ud med armene og råbe:

”SÅ.LAD.VÆRE.MED.AT.MELDE.DIG.IND!!!”

Højt.

For når jeg læser følgende:

Ventelister kan volde problemer:
Kasper Lund Kirkegaard vurderer, at muligheden for at træne, når man har tid og lyst, er hovedårsagen til fitnesscentrenes store succes – men det kan ventelisterne ødelægge. Konsekvensen er nemlig, at medlemmerne dropper træningen, mener han:

»Når de opdager, at de ikke kan melde sig til et hold samme aften eller dagen efter, får de ikke dyrket motion. Medlemmerne får ikke den fleksibilitet, de troede, at de fik, og så falder de fra«, siger Kasper Lund Kirkegaard.

kan jeg ikke lade være med at tænke, at det vel for fanden stadig er forbrugeren, der har mulighed for at straffe fitnesskæden og ikke omvendt? Hvis jeg synes, at Føtex er en idiot, lader jeg vel bare være med at lægge mine penge der, og vælger en anden butik i stedet?

Er det ikke det, der hedder de frie markedskræfter? Eller hvad?

Jeg skal med det samme tone rent flag og vedgå, at jeg på ingen måde er upartisk, i og med at jeg selv arbejder i fitnessbranchen. Og jeg vil gerne medgive, at ventelister ikke er spor tilfredsstillende at stå på (modsat hvad mange tror, skal ansatte nemlig også melde os på timerne på lige fod med medlemmerne, så jeg ved præcis, hvor irriterende det er), men jeg synes, at det er helt, helt forrygende, at læse en hel artikel om et KÆMPE problem – med indlagt mulighed for at skrive til Politiken, hvis du føler dig ’fitness-snydt’ (wtf??) – når artiklen slutter sådan her:

»Man kan overveje, om man som forbruger får, hvad man betaler for, hvis man ikke har en reel chance for at komme på et hold. Det vil Forbrugerklagenævnet tage stilling til, hvis de får en klage«, siger jurist Pernille Mahler Larsen.

Forbrugerklagenævnet har ikke fået klager fra medlemmer af fitnesscentre, der er utilfredse med ventelister til holdtræning, men utilfredse kunder opfordres til at klage til nævnet.

Hvis ikke du har et problem, kan vi skabe et for dig?

Velkommen til Danmark.

fredag den 5. marts 2010

Yaiiii!!

I morges kiggede jeg forbi dem her:

Så lavede jeg lige den her:



Da jeg kom hjem fra arbejde, var der så brev fra dem her:

Så nu bliver jeg vist nødt til at bestille ham her:

Og så taler vi ikke mere om det!

(Mere yai!!)

torsdag den 4. marts 2010

Skål Flemming!

Hjemme ved Dines, kører en serie, jeg holder meget af. Den hedder ’jeg dømmer dig, når’ og den er befriende politisk ukorrekt.

Nu kommer der så et af de udsagn, der er ligeså irriterende, som når ansøgere forsøger at luske stærke sider forklædt som svage sider ind af bagdøren: Jeg prøver virkelig at lade være med at dømme folk.

Eller …

Om igen.

Jeg dømmer folk big time, men under 24 sekunder efter, at jeg har gjort det, slår min hjerne på glasset, rejser sig, ruller 200 meter papir ud, rømmer sig og indleder en tale med overskriften: ”Hvad med dig selv?”

Herefter gennemgår den slavisk alle de gange, jeg selv har begået de selvsamme synder, som jeg nys pegede fingre af – og det er bare ikke rigtigt fornøjelsen værd at sætte sig til doms over andre, når dommen drukner i jante og dårlig samvittighed, og ender med at minde mig om 258 sider ved mig selv, jeg ikke bryder mig om.

Derfor blev jeg egentlig lidt overrasket over at opdage, at der er ét område, hvor jeg dømmer, dømmer hårdt og står ved det, og det er, når folk drikker for meget. Hvilket er svært, svært ironisk, når man tænker på de olympiske mængder af rødvin, jeg selv kan slynge i halsen (se? Det sker helt automatisk) – men jeg kan styre det.

*ahem*

Nej, spøg til side.

Når folk drikker for meget i situationer, hvor der ikke er lagt op til det, dømmer jeg dem. Når jeg er med kollegerne på cafe fredag eftermiddag, og en af dem bliver så stiv, at hun snøvler og snubler, mens vi andre sidder og spytter i en enkelt øl, dømmer jeg hende. Når jeg spiser brunch med slænget, og venindens kæreste som den eneste bliver pinlig og bøvet, dømmer jeg ham. Når jeg er på kursus, og en af mine medkursister vælter hvidvinsflasken ud over frokostbordet 5. gang, hun rækker ud efter den, dømmer jeg hende.

Og jeg husker det. Selvom det kun sker en enkelt gang.

Og du kan TRO, jeg lægger mærke til det, hvis det sker igen.

Torsdag d. 04.03.2010. Den dag jeg opdagede, at der inde i mig bor en snerpet, gammel kælling.

onsdag den 3. marts 2010

Skønhed ligger i øjet, der ser. (Undtagen hvis man kigger alt for nøje efter)

Min veninde har en veninde, der alle dage har dumpet mænd pga. undskyldninger så latterlige, at man næsten ikke ved, hvordan man skal se i hovedet, når man hører dem. Én så mærkelig ud, når han spiste. En anden havde klamme fingre. En tredje sagde en irriterende lyd, når han trak vejret, og ham, hun er gift med i dag, var nær blevet makuleret, fordi staklen havde et underligt navn.

Når jeg er blevet beskyldt for at være for kræsen ift. mænd, har jeg alle dage stået stejlt på, at det med at være kræsen er et begreb, der er opfundet af mennesker, der har behov for, at døden har en årsag.

Jeg mener, at det er et spørgsmål om kemi. Enten er den der, eller også er den ikke, og hvis det sidste er tilfældet, kan vi for min skyld godt begrunde det med, at manden har hår som en lokumsbørste; min påstand er, at det aldrig var blevet et problem, hvis kemien havde været der.

Derfor er det rimelig irriterende, at jeg nu selv begynder at blive i tvivl om, om der i virkeligheden er noget om al den der kræsen-snak.

For der er den her fyr…

Han er velbegavet, ualmindelig sympatisk og faktisk lidt af en snitte – og han er uden skyggen af tvivl mere end almindeligt interesseret. Men (og nu kommer det) ...

Han er altså lidt en hypokonder.

Og jeg kan bare. Ikke. Ha. Det.

Vi sidder over vinen, samtalen flyder ubesværet, alt er godt, kemi konstateret og på plads – indtil han pjevser over en dårlig ankel/ondt i ryggen/smerter i hånden.

Så gør missen sådan her:


Ærligt: Er det strengt? For altså… Kunne man selv tåle at et ophold i skålen under mikroskopet? Jeg kunne ikke. Jeg snakker for højt og for meget; jeg er en bestemmerøv, der beklageligvis ikke går af vejen for at give den som forurettet martyr, når de andre bakker angste (men ind imellem LIDT for villige…) væk fra opgaverne; jeg skal bæres til lægen, jeg gider ikke lave mad, andres rod giver mig psoriasis af irritation og jeg ligner Ulla Terkelsen om morgenen.

Mit hus lægger ikke ligefrem op til, at jeg rigger an med katapulten til stenene, vel?

Kunne han da for fanden ikke bare have haft et mærkeligt navn?

tirsdag den 2. marts 2010

Hej. Jeg hedder Linda

og jeg lider af parkeringsangst.

Det er rigtigt. Er fandme ved at være helt fobisk omkring det.

Jeg bebrejder mine forældre, skal I vide. Talrige er de såler, lille Linda har slidt af skoene, fordi vi altid skulle parkere 3 boldbaner væk, når vi skulle ud og handle, fordi min far altid har været sådan en, der passer (lidt for) godt på sine biler. I mit blege børnesind har det åbenbart lagt sig som en tung dyne af skræk for at lave buler i andre menneskers køretøjer.

Til at starte med styrede jeg bare udenom de gode gammeldags, angstintimiderende parallelparkeringer, men inden jeg fik set mig om, havde det haft den afsmittende effekt, at jeg ikke længere parkerede ved kantstene overhovedet. Jeg mener; hvem er interesseret i at blokere trafikken og på den måde invitere andre bilister til at overvære optagelserne til en scene i den pinlige film: 'Se mig. Jeg er bange for min bil.'

Inden længe var de store P-pladser ikke engang lebensraum nok til en elitebilist som mig, så jeg begyndte at vælge det fjerneste hjørne af dem for at være sikker på at have gooood plads.

Næste knæfald for vanviddet var, da jeg begyndte at slukke for radioen, når jeg anede båsen i det fjerne.

Så blev jeg sådan en, der hyssede på mine medpassagerer, så jeg med tungen i mundvigen og brynene hæftet sammen af koncentration kunne manøvrere vores 3-dørs Toyota Yaris (!!!) ind i båsen.

Nu er vi der, hvor jeg får koldsved og tunnelsyn, hvis der er andre biler parkeret i nabobåsene.

Hvordan blev det så slemt?! Når jeg står udenfor bilen, kan jeg sagtens se, at det er 4 meters frirum til hver side, men når jeg sidder inde i bilen, er båsen pludselig ligeså snæver som Dansk Folkepartis menneskesyn. Hvem har taget mit øjemål? Hit med det, LIGE nu!

Er der ikke nok nogen, der skynder sig at opfinde den oppustelige bil?

mandag den 1. marts 2010

Hvordan går det med din far?

Da jeg var hjemme i julen, mødtes jeg med en gammel veninde, som jeg engang var rigtig tæt med. Vi havde fælles venner, gik i byen de samme steder, og jeg gik i klasse med hendes søster.

Først flyttede søsteren, så flyttede veninden og til sidst flyttede jeg. I starten blev der både pendlet og ringet, og vi var enige om, at vi ALDRIG ville miste kontakten.

Det gjorde vi så alligevel.

Efter adskillige år, børn, uddannelser og istandsættelser af parcelhuse, ringede hun i oktober og spurgte, om jeg havde lyst til at ses til jul. Det havde jeg, det gjorde vi, og det var fuldstændig ligesom i gamle dage.

Da vi skiltes, var vi enige om, at vi ikke ville miste kontakten igen.

Vi har ikke snakket sammen siden.

For tiden har jeg flere veninder, der flytter fra både faget, byen og fitnesscentret, og derfor har jeg spekuleret meget over, hvad det er, der gør, at mennesker, man har brugt tusindvis af timer med; hvis eks-kærester, man har sympatihadet; hvis søskende man kender og hvis barndomsfastnetnummer er ætset ind i frontallapperne, pludselig fortoner sig. Hvorfor relationen pludselig bliver gensidigt ligegyldig. For det er vel det, den gør, når den ikke længere betyder nok til, at man yder en indsats for at bevare den?

Og det er mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg har fundet svaret. Ja. Blogsbjerg tager teten og bidrager til dansk forskning på et i forskerkredse hidtil overset område.

Det handler om at byde ind med input om sit nye liv.

Så enkelt er det. Sgu.

Når man sidder over brunchen, og tager sig selv i at sortere en historie fra, fordi den er for besværlig at fortælle, fordi den involverer nogle af de nye mennesker og steder, som den gamle veninde ikke lige kender, skal man hamre sig selv hårdt over fingrene med croissanten. For hvis ikke man tager sig tid til at opbygge den nye begrebsverden, som man efterfølgende kan hænge både de små hverdagsanekdoter og de store hjerteknusere op på, så bliver der stille og roligt mindre og mindre at snakke om.

I begyndelsen opdager man det ikke, men det kommer snigende, og pludselig en dag udgøres hele samtalen er opfølgning på fortiden og ’kan du huske dengang’. Det skal der også være plads til, men der er trods alt grænser for, hvor mange updates det er nødvendigt at få på en søster eller hvor mange gange det bliver ved med at være sjovt at mindes dengang, man drak sig stiv på en strand en sommernat.

Det starter hos mig selv, så næste gang jeg mentalt slår en historie om de nye børn på bloggen hen, har jeg tænkt mig at tage mig i det, og slæbe mine stakkels nuværende veninder gennem hele det nye persongalleri.

Jeg vil nemlig rigtig gerne have, at de stadig er en del af det om 5 år.