søndag den 28. februar 2010

Som jeg er.

For 2½ år siden, da jeg startede med at blogge, havde jeg i lang tid læst med på Annes blog. Senere var jeg så heldig at lære hende at kende i virkeligheden, og noget af det, vi altid runder over kaffen, når vi mødes, er vores respektive blogge. Jeg ser ingen grund til at insistere på at begå alle fejl i denne verden selv, og har derfor hele tiden været meget interesseret i Annes erfaringer med livet i blogsfæren.

Noget af det første, jeg kan huske, at hun fortalte mig var, at hun syntes, at det var svært, når nogle af hendes læsere mente, at de kendte den hele, fulde version af hende, fordi de læste med på bloggen.

Jeg kan godt se, hvordan det sker. Som blogger bliver man låst fast i en rolle, som man ikke er opmærksom på, at man skaber, fordi man ikke kan læse sine egne indlæg med objektive og neutrale øjne.

Ligesom man kan se amerikanske tendenser slå igennem i Danmark med 5-10 års forsinkelse, kan jeg også se, hvordan de overvejelser Anne har haft om sin blog og sine læsere, begynder at blive relevante her på Blogsbjerg.

Da det for mig ikke ville give mening at blogge, hvis jeg ikke kunne være ærlig om både tanker, følelser og hvordan mit liv ser ud, betyder det, at de læsere, der har hængt på fra starten, nok efterhånden føler, at de kender mig ret godt.

Det meste af tiden er det positivt, for det betyder, at jeg føler mig tryg nok til at blotte mig og skrive om de ting, der går tæt på; selvom vi ikke altid er enige, har jeg grundlæggende fornemmelse af, at I er på min side, og at I vil mig det godt.

Bagsiden af medaljen er, at nogle af jer har en tendens til at udstyre mig med vinger og glorie, og typecaste mig i rollen som godheden selv. Jeg har de sidste par måneder flere gange fået kommentarer fra læsere, der ’ikke kan kende mig’ i et givent indlæg, eller som synes, at noget jeg skriver ’slet ikke ligner mig’. Andre gange har jeg fået småfornærmede kommentarer fra folk, der pludselig ikke synes, at jeg er sjov mere, fordi de føler sig truffet.

Jeg er ked af at måtte sige det, men fra tid til anden er jeg præcis lige så fordomsfuld og grim på indersiden, som alle mulige andre. Og når jeg får kommentarer af ovennævnte kaliber, bliver jeg for at være helt ærlig en lille smule træt, for jeg forstår ikke, hvad formålet med at lægge dem er. Er det for at fortælle mig, at jeg har skuffet jer? At I bedre kan lide mig, når jeg er sød og rar og rund i kanten?

Og jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule dobbeltmoralsk, at man gerne vil underholdes af mine overvejelser og humoristiske betragtninger om både mig selv og andre, men at man selv vil fredes i klasse A.

Jeg er beæret over, at I læser med, og jeg er oprigtigt glad for, at I tager jer tid til at lægge kommentarer – også når vi ikke er enige – men jeg synes, at bloggen ville blive hårrejsende uinteressant både at skrive og at læse, hvis den kun var til pæn brug.

lørdag den 27. februar 2010

Hvad har ”Vi ses” nu gjort?

Må man godt vende øjne, bare 20 grader, når man cykler gennem speltsegmentkvarteret, og passerer overskudsagtig bohememor, der - mens hun fikserer Alba og Elias på bagsædet - råber: ”Tak for i aften, søde! Og HVIL nu i den beslutning, du har truffet!” tværs over gaden?

torsdag den 25. februar 2010

Fagpolitisk dag på Blogsbjerg.

(Så er du advaret.)

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så er der gang i overenskomstforhandlingerne i disse dage. Som tillidsrepræsentant er mødefrekvensen i fagforeningsregi derfor i disse dage højere, end den plejer at være.

Jeg er ikke vild med det. Noget af det er både spændende og relevant nok, men der går fandme godt nok også meget tid med at sidde viklet ind i den røde fane og surmule.

Og det er ikke for at være disrespektfuld. Jeg er vokset op med, at man naturligvis er medlem af en fagforening, og at solidaritet og ansvar for dem, der ikke har det så nemt, er en selvfølge. Jeg er helt på det rene med, at vi står på skuldrene af de resultater, som generationer før os har skabt, og så er det jo nemt for mig at sidde og hade på tonen.

Men det gør jeg altså stadigvæk. Lidt. For jeg er ca. 15 år yngre end den århusianske gennemsnitstillidsrepræsentant, og jeg er ikke ansat i en branche, hvor arbejdsgiveren er iført horn og trefork, og primært får tiden til at gå med at udtænke snedige måder at udnytte den stakkels medarbejder på. Jeg kan ikke forholde mig til fjendtligheden og jeg finder det både uklædeligt og dobbeltmoralsk, at man er så bange for at blive snydt, at man bliver grådig.

Til mødet i går var der præsentation af de 3 kandidater, der stiller op til posten som sektorformænd. 2 mænd og en kvinde.

Kvinden brød jeg mig helt instinktivt ikke om. Vag, usikker og efter min mening alt for snæver i sine interesser, og så kan jeg ikke arbejde med, at hun bruger 15 minutter til at snakke om ligestilling, for så at afslutte sin tale med at opfordre til at man stemmer på hende, fordi hun er kvinde.

Men den ene af de to mænd gjorde indtryk på mig. Velformulerende og engageret, og så startede han med at sige, at han synes, man skulle adskille partipolitik og fagpolitik. Han var træt af, at alt det gode arbejde blev undermineret af tv-indslag om velnærede socialdemokrater, der sejlede stive rundt i Fælledparken 1. maj.

Jeg var lige ved at rejse mig op og klappe, og jeg troede, at stilheden i rummet skyldtes ærefrygt og glæde over endeligt at have udsigt til at rykke fagforeningen med ind i det nye århundrede.

Det var så ikke tilfældet.

Han tog så mange tæv, at jeg bagefter måtte gå over til ham og give udtryk for min uforbeholdne støtte og respekt.

Og det var nemt at komme til, for alle de andre i rummet stod flokket omkring den anden mand, som jeg ved, bliver ham, de ender med at vælge.

De snakker om fornyelse og stop af medlemsflugt. De snakker om, hvordan de skal få fat i de unge med mellemlange, videregående uddannelser.

No way in hell at de vælger en kvinde, og med den repræsentant for vores køn, vi stiller med, synes jeg sådan set, at det er fair nok.

Cirkel er ond, for de unge, som de så gerne vil have fat i, enten er der ikke, eller er ikke engagerede nok til at stille til generalforsamlingerne, og dermed bliver det den gamle drengeklub, der igen får lov at vælge, hvem der skal med i hulen.

Og det bliver altid ham med ølmave, stålindfattede briller og fuldskæg.

onsdag den 24. februar 2010

Spyt ud.

I dag blev jeg overhalet af en ivrig cykelrytter, og tilsyneladende står det i jobbeskrivelsen, at man med jævne mellemrum skal snyde næse. Når man nu ved det, så FORSTÅR jeg ikke, at man ikke lige kan have en Kleenex med i ryglommen ved siden af bananen og Maxim-gelen.

Det var derfor ikke smukke gloser og heppende tilråb, jeg sendte efter ham, da han snottede sig kørte forbi mig, men ret direkte opfordring til at orientere sig om de trafikale forhold i bakspejlet, inden man sender sådan en son of a bitch af sted.

Min højrøstede monolog mindede mig om en gammel diskussion jeg har haft med to af mine ekskærester, som begge gav mig lyst til at konvertere til islam, og gå tildækket 3 skridt bag dem, når vi befandt os i det offentlige rum. De var gamle fodboldspillere, hvilket åbenbart provokerer spytkirtlerne i en sådan grad, at man i tide og utide er tvunget til afstøde sit mundvand i alle retninger, og det er fandme bare klamt!

Mens jeg kørte der, optændt af den retfærdige harme, og tænkte på uhumske sportsmænd, og deres neandertalervaner, kom jeg så i tanke om noget…

”Din næse drypper og din mascara er løbet” sagde min kollega forleden med et ansigtsudtryk, jeg ikke helt kunne greje. Der gik flere timer, før jeg knækkede koden og forstod, at hun var flov. Ikke over at sige det til mig, men på mine vegne. Hun var pinligt berørt ved tanken om, at jeg havde bevæget mig rundt i det offentlige rum i så sølle forfatning.

Det var sødt af hende. Både at forsøge at redde min lasede ære og at bære min skam.

Det hun så ikke kan vide er, at når man har trænet længe nok, bliver man resistent. Løbende næser, mascara ned af kinderne, svedoverskæg, trøjer, der er kravlet op i den ene side og blotter et stykke af maven, uglet hår: Bring it. Vi ser det ikke. Der hvor vi kommer fra, ser alle sådan ud, og det er mere pinlig at være cool, calm & collected, fordi det antyder, at man er en af dem, der bare fedter rundt med sin avis og lader som om.

Og nu synes så jeg egentlig, at jeg skylder en undskyldning i 3 eksemplarer.

tirsdag den 23. februar 2010

Livsværdi?

I går bragte TV2 News historien om, at Anders Fogh har været nødt til at ringe til Afghanistans præsident og undskylde, at Nato er kommet til slå en større gruppe civile ihjel. Indslaget sluttede med at studieværten kiggede dystert ind i kameraet og med malmrøst sagde:

”Blandt de dræbte var både kvinder og børn.”

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ikke er vokset op i et krigshærget land, men jeg synes virkeligt, at det er en underlig sætning. Jeg vil gerne gå med til, at vi sætter børn i særkategorien, for det er altid både skrækkeligt og forfærdeligt forkert, når små mennesker betaler prisen for de voksnes dårlige beslutninger, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er et fortidslevn, at kvinders liv skulle være mere værd end mænds.

Eller er det fordi mænd – sådan helt generelt – drager mere i krig end kvinder? Så de er lidt mere selv ude om det?

Måske har jeg bare taget skade af al den snak om køn og ligestilling, for jeg er bestemt enig i, at nogle ting i livet er mere ukrænkelige end andre.

Jeg bliver f.eks. grundforarget, når nogen stjæler fra kirker eller skænder gravsteder.

Jeg bliver kold helt ind i sjælen, når gamle, forsvarsløse mennesker bliver udsat for hjemmerøverier med dertilhørende tæsk og voldtægter.

Og da jeg var på job på hospitalet i dag, tænkte jeg undskyldundskyldundskyld en hel, fuld klokketime, fordi jeg efter 20 minutters forgæves søgen efter en parkeringsplads, endte med at smide bilen på en af de pladser, der var ’forbeholdt besøgende til kapellet’.

Jeg er nok bare ikke enig i, at kvinders liv er mere ukrænkelige end mænds.

mandag den 22. februar 2010

Det’ til dig.

Ok. Nu er vi 30+, og jeg har en ide til en sjov leg. Den hedder: ”Kom. Lad os stramme op på vores mobilvaner”.

Reglerne er simple.

1) Dem, der har en IPhone, skal holde op med at snakke om den. Nu. Ja, den er fin og smart, men fra nu af får man fortænderne slået ud med den, hvis man siger ’applikation’ eller ter sig, som var man Jehovas Vidne og telefonen Vagttårnet. (Og hvis nogen mangler mig, sidder jeg i hjørnet og prøver at se, hvad der sker, hvis jeg stopper rønnebærerne op i næsen.)

2) Når vi er i byen, hviler Lillen sig i jakkelommen, og man har tabt, hvis den vågner, fordi man har glemt at sætte den på lydløs.

3) Hvis vi venter på en ny lever, er vi undtagede af denne regel, men ellers prøver vi at være tilstede, når vi er sammen med mennesker, vi holder af. Det betyder, at vi godt kan vente en time eller to med at læse og svare på vores beskeder.

4) Som noget nyt prøver vi at læse vores sms'er, før vi sender dem. Bliver i længden rimeligt enerverende at modtage rebusser som "Eval! Gieer ikk tage depndf, hvis Svine og Pille os lommer vil astma."

5) Og endelig er samtlige smileys tilbagekaldt fra fabrikanten. Specielt blinkesmiley er defekt og skal tages ud af rotation asap.

Vil du være med?

(Nu er spørgsmålet så bare, om der efter dette indlæg overhovedet er nogen, der stadig gider kontakte mig.)

søndag den 21. februar 2010

Er man blevet for gammel til idolplakater?

Forklar mig lige, hvordan det er blevet søndag aften?? Jeg har LIGE råbt: ”Weekend! Hurra!” og nu sidder jeg her med ansigtet presset fladt op af mandag og er bagud med alting på forhånd.

Nå. Fuck det. Jeg har til gengæld haft en weekend, der var det værd.

Jeg vil gå lidt let hen over taxachaufføren, der lørdag nat satte min veninde og jeg af samme sted med ordene: ”Ja, man kan jo godt gå det sidste stykke selv, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet…” Syge i potten, mand. ALLE sammen!

Til gengæld vil jeg gerne dvæle ved mit besøg hos nogle af mine yndlingsmennesker (og på et tidspunkt vil det lykkes mig at få listet lille Tilde i tasken og med tilbage til Århus) og vores koncertoplevelse med Thomas H.

Jeg ejer ikke en eneste plade med manden (jo. Det hedder det stadig. Men vi kan godt kalde det en IPlade, hvis det giver ro derude), og jeg kender kun omkring 30 % af hans materiale, men Thomas og jeg går way back. Vi har hygget os mangt en grøn sommer på græsplæner i forskellige afkroge af Jylland. Han er et af de mennesker, der skriver og spiller popsange efter devisen why fix it, if it ain’t broken, og så er han altid så skideglad. Ikke noget mystisk og forpint kunstner hér, og det kan vi godt lide, så med åbne sind og ja-hatten på, drog vi af sted.

Jeg tror ikke, at nogen af os rigtigt var forberedte på det, vi kom ind til.

Det viser sig, at Thomas har adopteret det nu forældreløse Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake publikum. Der stod vi og manglede ca. et årti på dåbsattesten, og klamrede os til vores fadøl, mens en gruopvækkende mængde frisører med auberginefarvede striber i håret og små, korte læderveste rystede røv.

Og vi mistede nærmest talens brug, da en to meter høj, skaldet udsmider kom trampende forbi med en lille midaldrende dame i førergreb, der sparkede og slog fra sig, så enhver ecstasypåvirket teenager må bøje sig respektfuldt i støvet.

Midt i dette visuelle oplevelsesinferno var der jo også noget musik, og jeg må sige, at Thomas godt nok har skrevet helt ualMINDEligt mange flødesjælere; jeg synes, at der var lidt langt til ekstranumrene.

(Og så tror jeg, at han knalder sin korpige, hvilket burde udløse fem lammere lige i skærmen. Du er halvanden meter høj, og har scoret Renee Toft Simonsen. Må universet straffe dig hårdt, hvis du spytter på dét.)

Til gengæld havde han taget Dicte med som opvarmning, og I'm in lååååwe! Kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg vil være hende eller adoptere hende. Et lillebitte stykke labert 42-årig træder ud på scenen, åbner munden og ud vælter kaskader af hæs, rocket vellyd. Jeg var aldrig helt på Her Personal Pain, men i samme sekund, jeg har trykket ’Post’, skal jeg ind og ITune hende og købe hele svineriet. (= Alle IPladerne.)

Desværre tror jeg ikke, at man kan købe hendes uovertrufne spadebefængte udgave af ”Det er mig, der står herude og banker på.”

Og – undskyld Tommy Boy - det bliver mere den end dig, jeg kommer til at savne i 100 dage.

fredag den 19. februar 2010

Der er sket noget forfærdeligt.

Jeg er kommet til at synes om den der frygtelige Grand Prix sang.

torsdag den 18. februar 2010

These are mysterious times.

Somme tider tænker jeg på, at vi lige nu er ved at skrive den historie, vi skal fortælle om os selv, når vi bliver gamle. De valg vi træffer idag er med til at bestemme, hvor og hvordan historien ender, og det er sjældent, tror jeg, at vi når at opdage det, når vi står overfor et af de valg, der viser sig at være virkelig afgørende for fremtiden, eller hvornår den akkumulerede mængde af småvalg puffer os i en anden retning, end vi havde forestillet os.

Når man læser historier om de mennesker, der endte med at skabe noget stort, er det tit variationer over det samme tema. Der er tale om mennesker, der holdt fast i noget, de troede på, mens alle andre tvivlede, og ikke sjældent har de haft flere imod end med sig. Der har i de flestes tilfælde været mange gange undervejs, hvor det ville have været både logisk og forståelig at give op, men de bed tænderne sammen og fortsatte - og det betalte sig.

Man skal turde satse. Man skal stå fast, når man tror. Men man må nok ikke glemme, at intet er givet på forhånd, når ens valg kan få konsekvenser for andre.

Lige nu kender jeg to mennesker, der er gået hele vejen med noget, der har været vigtigt og rigtigt for dem. Og lige nu kender jeg to mennesker, der sidder med hovedet i hænderne og forsøger at forholde sig til, at alle døre pludselig er lukkede, og det, der virkede simpelt og ligetil, pludselig er blevet kompliceret.

I en anden tid ville de måske have fået flere chancer. I en anden tid ville deres omgivelser måske ikke have haft behov for at spille sikkert og tænke på sig selv. I en anden tid ville deres valg været blevet kronet med hæder og ære.

Lige nu er det nok desværre bare ikke de kompromisløses tid.

onsdag den 17. februar 2010

Skal man virkelig til at gifte sig?

For en uges tid siden skrev jeg, at jeg ønskede mig en revisor. Det tager jeg tilbage. Det, jeg i VIRKELIGHEDEN ønsker mig, er en pedel. Vi snakkede om det i forbindelse med min defekte vandhane (som jeg faktisk savner nu. Det var bedre, da jeg kun skulle leve med tynd, permanent vandstråle end nu, hvor jeg kan vælge mellem tørke eller monsun, og hvor der er 4 meter fra grotesk højtsiddende hanehoved til vask. Ligner syg metallisk dinosaur, der forsøger at spule sit bytte ihjel), og nu er den gal igen. Mange steder, desværre, men mest presserende på lysfronten.

Pærer springer i lystigt, polkalignende tempo, og selv noget så simpelt som udskiftning af disse, kan jeg fucke up.

I min stue har jeg nu en lampe, der blinker på den epilepsifjendtlige måde og en, der lyser så skarpt, at vi uden problemer kan bruge den i forbindelse med fødsler eller akutte, dentale indgreb. (På opturssiden kan jeg nu svare mig selv, næste gang jeg står i Føtex og spekulerer på, om der er nævneværdig forskel på 40 og 60 watt.)

I køkkenet har lyset i min emhætte ikke virket i 5 måneder, og jeg ANER ikke, hvor man skal skrue for at komme ind til noget, der kan skiftes. Overvejer at udgive kogebogen "Mad i mørke".

I mit soveværelse har jeg en lampe, der efter at have ædt sig gennem 4 halogenpærer på 2 måneder og fornøjet sig med at drive mig til vanvid ved random tænd/sluk, nu endelig har besluttet sig for at nægte at lyse. Overhovedet. Og den er knusende ligeglad med, hvor mange pærer jeg forsøger at tvinge ned i halsen på den. I to uger har jeg forsøgt at reparere den. Hvilket oversat til dansk betyder, at jeg har forsøgt at true den, overtale den, kigge den anden vej og såangribedenvirkelighurtigt og give den the silent treatment.

Overraskende nok virker det ikke.

En del af mig ved godt, at jeg nok er nødt til at gøre noget snart. Noget Ikea-agtigt. Har garanteret også en bon og noget garanti et eller andet sted.

*suk*

Det ville bare være så meget nemmere, hvis man havde folk til den slags.

tirsdag den 16. februar 2010

En dag af gangen.

Jeg er ked af, hvis det i går kom til at lyde som om jeg er ved at lukke bloggen. Det er ikke tilfældet. Det er stærkt vanedannende at have en ventil, og sundt at have mulighed for at tygge drøv på sit liv, vel vidende at andre øjne vil se konsekvenserne af mine handlinger og ikke nødvendigvis intentionerne bag.

Med andre ord: Så let slipper I ikke af med mig.

Jeg havde bare lige brug for at fortælle, at jeg ikke er ved at anlægge en ny identitet som Danmarks mest overfladiske og/eller bitre blogger. I hvert fald ikke med vilje.

Når man er lidt presset, er det ekstra vigtigt at lægge mærke til de gode ting, så jeg erklærer det hermed officielt for fantastisk at:

* have en chef, der tager fat i én og spørger, om man er ok, når man tramper sammenbidt rundt. Og som kan tage det, når man kommer til at tude af raseri som svar til hendes forslag om at ”tage tingene som en oplevelse.”

* køre bil og finde radiokanal, der spiller alle de sange, man lige har lyst til at synge med på.

* have veninde på barsel, som man kan spise frokost med, og både nå at snakke alvorligt om mongol-angsten og at fnise over, at nogen *ahem* er kommet til at kysse med hendes lillesøsters bedste kammerat. (And here’s to you, Mrs. Robinson…)

* have udsigt til 2 ugers ferie om en måned. (Og I kan GODT glæde jer til hemmelighederne!)

* søge om indrejsetilladelse til USA. Man MÅ elske Guds Eget Land, der antager, at selvom man lider af smitsomme sygdomme, er involveret i kriminalitet, der involverer moralsk fordærv, søger om indrejsetilladelse for at begå kriminalitet eller umoralske handlinger eller har været involveret i spionage/terrorisme/folkemord, vil man stadig tale sandt og svare ærligt.

mandag den 15. februar 2010

Det er ikke jer. Det er mig.

Der er lidt stille rundt omkring i blogland for tiden. Mange giver udtryk for, at der foregår ting bag facaden, der ikke egner sig til udstilling, og hos de bloggere, jeg kender i virkeligheden, kan jeg også se, at det er en meget tynd skive af virkeligheden, der bliver stillet til skue.

Jeg er ingen undtagelse.

Om det er vejret, om det er den famøse krise, der af forskellige omveje har fundet os alle, eller om det bare skyldes et sammenfald af uheldige omstændigheder, at vi alle står med ryggen mod muren samtidigt, ved jeg ikke.

Til gengæld ved jeg, at en blog sjældent er værd at læse, hvis ikke personen bag giver lidt af sig selv. En blog holder hurtigt op med at give mening, hvis forfatteren bag hele tiden gemmer sig og spiller sikkert, og jeg er ubetinget mest loyal overfor blogge, hvor jeg føler, at jeg bliver inviteret ind, og lærer personen bag at kende. Dem vender jeg tilbage til igen og igen, og dem læser jeg som et samlet hele i stedet for at vurdere dem på dagsformen.

Fuldstændigt ligesom jeg gør med mennesker.

Derfor er det en virkelig svær kunst at holde en blog i live, når man ikke kan skrive om de ting, der i virkeligheden fylder. Ind imellem føles det faktisk lidt som at lyve. Men der er hensyn at tage, både til mig selv og andre, og der er ’hvad sagde jeg?’-samtaler, jeg ikke orker at stille op til.

Og det er ikke kun på bloggen, det kommer til udtryk: Jeg er nærmest menneskesky for tiden. Ikke, at jeg ikke nyder andres selskab, når jeg er ude. Det gør jeg. Rigtig meget endda. Men når jeg først lukker døren bag mig, er der udsolgt. Jeg vil ikke på Skype, jeg åbner ikke min dør, når det ringer på (undskyld fastelavnsbørn), og jeg tager ikke min telefon. Jeg går rundt herinde, fuldstændig hudløs, og jeg magter ikke at interagere med verden, før jeg har haft tid til at forberede mig og tage min personlighed på.

Jeg er ikke deprimeret, ked af det eller suicidal. Jeg er bare… træt. Og eftertænksom. Og stille.

Kan vi godt være gode venner alligevel?

søndag den 14. februar 2010

Just (un)do it.

I mit fitnesscenter er det obligatorisk at bære personaletrøje, når vi underviser. Da det blev indført for et par år siden, synes de fleste af os, at det var skideirriterende, fordi vi ikke selv kunne bestemme hverken pasform, design eller farve; 3 elementer, der sætter temmelig store begrænsninger for, hvad man farvemæssigt kan slippe af sted med at sætte til af bukser, sko osv. (Jajaja. Jeg ved godt, at vi bare er der for at træne, men ville du ikke - helt ærligt – bare kortvarigt – overveje, hvordan du så ud, hvis du var den, alle skulle kigge på?) Efterhånden må jeg dog sige, at jeg faktisk synes, at konceptet holder, fordi man bare kan lede efter uniformen, hvis man skal bruge en gårdvagt.

Alt vores personaletøj er fra Nike. Og vi kan godt lide Nike. Virkelig. 80 % af min fodbeklædning er swoosh-befængt, og jeg synes, at de laver labre hoodies, seje t-shirts og fede bukser.

Derfor er det både ubegribeligt og deprimerende, at det er Praktikanten, Der Hader Mennesker, der får lov at designe vores arbejdstøj.

De første t-shirts vi fik, ville faktisk have været moderne nu. En hårrejsende mængde stof holdt sammen af sadistisk, stramt halsbånd af rib. Efter 14 dage lignede vi alle sammen afdankede dansere fra en gammel Madonnavideo, med kraven hængende løst ud over den ene skulder, fordi vi hele tiden følte, at vi var ved at blive kvalt, og derfor i blind panik hev febrilsk i lortet, hver gang pulsen røg over 100.

De sidste t-shirts vi fik, var så korte, at jeg i første omgang troede, at det var vanter, jeg fik udleveret.

Men så nedringede vanter har jeg alligevel aldrig set.

Til gengæld har der været god tid til at lære at holde af dem. De nye t-shirts skulle være kommet for 5 måneder siden, men lille Phoung og hans kumpaner er tilsyneladende ikke så rappe på deres små børnefingre, som de plejer at være, og vi har derfor været tvunget til at undervise i laser og pjalter, mens de har siddet i giftdampe og kemikalier og hyggesludret.

Eneste måde at holde trøjerne i lugtmæssig nogenlunde tålelig stand har været at kogevaske dem, og derfor er de efterhånden så stampede, at de er 2 cm tykke, og hvor der før på ryggen stod
I N S T R U K T Ø R, står der nu INSTRUKTØR.

I går landende det nye tøj så endeligt, og jeg kan se, at vi denne gang er gået efter atletisk fusions-design. ’Russisk kuglestøder møder østtysk spydkaster’. Langt, uformeligt og ærmeløst.

Det bliver et langt halvt år.

Nok mest for medlemmerne.

Vi står i det mindste med ryggen til spejlet.

torsdag den 11. februar 2010

Forstår du det heller ikke, Skat?

Jeg ønsker mig en interesse for skat. Eller bare et minimum af forståelse af konceptet. Jeg synes, at det er utilfredsstillende at være et voksent menneske på 33 år, og stadig være nødt til at ringe hjem til min mor og lege 1001 Spørgsmål Til Forskudsopgørelsen.

Jeg har på den hårde, girokortbefængte måde lært, at man skal ændre sine oplysninger, hvis man tjener mere end forventet, men det er udenadslære, for jeg synes stadig ikke, at det giver en kæft mening: Jeg betalte jo skat af pengene, da jeg tjente dem, så hvorfor det er vigtigt, og hvordan det kan ende med at koste mig endnu mere, overstiger min fatteevne.

Plus at det er snyd.

I starten af januar opdagede jeg ved så et tilfælde, at min trækprocent er blevet sat 5 % ned. Jeg har aldrig oplevet, at den er blevet ændret af andre end mig selv, og det tog 4 telefonopkald at lokalisere et menneske, der kunne oplyse, at Skat har reguleret i år, fordi de ikke ”vil fungere som bank mere”. Derfor kan man heller ikke selv regulere den tilbage.

Og det værste er, at om det så havde været annonceret i samtlige aviser og dagblade, på hele internettet og været udsendt som spot på alle radio- og tv-kanaler i hele Skandinavien, ville det stadig være røget hen over hovedet på mig. Det er ligesom med geografi: Jeg. Kan. Ikke. Lære. Det.

Det til trods tror jeg dog alligevel, at jeg med rimelig sikkerhed kan sige, at det er en meget dårlig ide, når DGI som noget helt nyt og overraskende i år er begyndt at udbetale min løn som B-indkomst.

B-indkomst. Som i: Værsgo. Her er en hel masse penge. Fikser du lige selv det der skat?

Pengene har allerede indrettet sig på min konto. De har stået der i 4 dage, og har på nuværende tidspunkt fået venner, bestilt kabel-tv og meldt ungerne ind i den lokale skole, så jeg har på fornemmelsen, at det bliver Jagtvej 69 om igen, hvis jeg forsøger at smide dem ud om et år.

Eller betaler man skatten med det samme?

Shit. Måske jeg bare skulle ønske mig en revisor.

onsdag den 10. februar 2010

Med udsigt til privaten.

Selvom vi danskere er tæt på at være verdens mest private folkefærd, synes jeg alligevel, at man ind imellem får lov at til at se, at noget vigtigt rører sig inde bag facaden, hvis man har øjnene med sig, når man går rundt derude i livet.

F.eks. ser jeg jævnligt mennesker, der står på gaden og græder. Når det sker, går jeg som regel hen til dem, lægger hånden på armen af dem, og spørger, om de er ok. Det er de jo helt indlysende ikke, men jeg synes, at det er uanstændigt at lade dem stå og lide, midt på gaden i fuld, ligegyldig offentlighed. Jeg forventer ikke, at de vælter deres problemer ud på mig, og ved egentlig ikke, hvad jeg ville stille op, hvis de gjorde: Jeg synes bare, at det er vigtigt, at de ved, at nogen har set dem.

Og I lørdags så jeg en kvinde, der bad. Jeg sad i toget, som holdt på en lille station et sted i Jylland, og på perronen sad en kvinde i slutningen af 40’erne med hænderne foldede og et desperat udtryk i ansigtet. Mens jeg sad og kiggede på hende, kom jeg til at tænke på, hvor længe det er siden, jeg selv har bedt så indtrængende om noget. Bedt på den måde, hvor man uanset manglende religiøs overbevisning, er villig til at afsværge alting på stedet for opfyldelse af et eneste ønske.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er fordi jeg er et meget privilegeret menneske uden nævneværdige problemer, eller om det er fordi jeg affinder mig og lader mig nøje, men jeg kan godt blive en lille smule misundelig over deres evne til at give efter for deres skuffelse, angst eller frustration i fuld offentlighed, lige her og nu.

For bloggen er ikke så meget offentlig, som den blot er en sofistikeret måde at være lukket på, fordi jeg med mine indlæg selv bestemmer, hvad jeg vil dele, og jeg er bange for, at jeg er blevet sådan en, der enten resignerer eller kun falder fra hinanden, når ingen kigger. Så forfærdelig privat og løsningsorienteret, at jeg hverken taler om det, der er svært eller tager mig tid til at sørge over tabet af det, inden jeg straks begynder at regruppere og sætte nye mål.

Måske er det godt. Måske er det udtryk for ukuelighed, optimisme og livsgejst.

Det føles bare ikke altid sådan.

tirsdag den 9. februar 2010

Jeg har i øvrigt også målt dæktryk og vasket bil. Mekaniker-Linda, det er mig.

Jeg har fået taget min GPS-mødom idag. En smart lille indretning, må jeg sige, og farligt nem at bruge. I hvert fald så længe man kender vejen. Var meget positivt overrasket over, at det nærmest bare var plug and play, og nåede helt til Silkeborg, inden det gik galt.

Jeg tror, at jeg er handikappet i mit øjemål-center, for jeg er tilsyneladende ganske ude af stand til at vurdere afstande; særligt når jeg får dem angivet i mil. Og, GPS-so, det hjælper ikke, at du gentager beskeden endnu mere insisterende.

”Drej. Til. Højre. Om. 0,2. Mil.”
”DREJ. TIL. HØJRE. OM. 0,1. MIL!"

Ja!! Jeg hørte dig godt første gang! Men i stedet for at bruge den tone, kunne du måske lære at svare, når jeg spørger dig om noget, så jeg ikke bare sidder og råber: ”Er det her? HER ELLER HVAD??” ud i luften.

Men jeg kan godt høre, at mor ikke er vred, men meget, meget skuffet, når hun genberegner ruten.

mandag den 8. februar 2010

At vide eller ikke at vide.

Jeg er blevet udtrukket til at deltage i en undersøgelse. En ægte, læge-agtig undersøgelse, hvor man skal finde ud af, om D-vitamin kan forebygge osteoporose.

Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.

Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.

Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?

Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.

Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?

Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.

Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.

søndag den 7. februar 2010

Don’t hate the player. Hate the game.

I denne weekend har jeg undervise på Convention. En del af fornøjelsen ved det er, at man kan tusse rundt og suge inspiration til sig, når man ikke selv er på, og i går var jeg inde og høre en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet holde oplæg om, hvordan man inspirerer, motiverer og brænder igennem som underviser.

Professoren viste sig at være en trind dame i sin bedste alder, der startede med at erklære sig for en af dem, der meldte sig lige så meget ud, som hun meldte sig ind i fitnesscentre, og derefter brugte en time på at underbygge sin personlige aversion mod træning og instruktører med diverse teoretikere.

Eller… sådan hørte jeg det i hvert fald. Det er muligt – det er det virkeligt – at jeg ikke fangede ironien i hendes foredrag, eller at meningen var, at vi skulle provokeres.

I så fald var foredraget en stor succes.

Hun kunne ikke lide at komme der. Hun ville ønske, at vi ville holde op med at synge med. (Forståeligt. Men det er os, der har mikrofonen, så muhahaha!). Hun ville have, at al koreografi skulle være nemmere. Hun efterlyste anden musik, og mindre volumen.

Det synes jeg simpelthen er at overforsimple hele grundideen med et fitnesscenter, som vel i bund og grund skal være et sted, hvor alle kan udfordres uanset niveau og form.

Det skal retfærdigvis siges, at hun også havde et par interessante pointer, som f.eks. at man som instruktør er tilbøjelig til primært at undervise dem, der ligner én selv, fordi man ved, hvordan de kan motiveres, og at man derfor skal være ekstra opmærksom på at huske dem, der IKKE ligner én selv.

Hvilket jo så betyder, at jeg skal huske at undervise og motivere hende, hvis jeg ser hende på en af mine timer.

Hmmm...

Hader, når jeg bliver narret til at tage andres pointer til efterretning. *vrangvillig-ego-smiley*

Men bortset fra det, kom jeg undervejs til at sidde og tænke på folks reaktioner, når de hører, at jeg er instruktør.

Det første der sker, er at de altid skal skælde ud over, at de synes, at medlemskaber i fitnesscentre er for dyre. Det er forbløffende svært at forklare folk, at træning i et fitnesscenter ikke er en menneskeret. Det er et produkt på lige fod med jeans og reoler; nogen foretrækker Diesel og Montana, andre er tilfredse med H&M og Ikea. Mulighederne afhænger af prioritering og økonomi, og jeg SYNES, at det er spild at penge at være meldt ind i et træningscenter, hvis man kun er der 2 gange om måneden. Men det er som om, at fordi træning gavner den almene sundhed, så er fitnessbranchen ond og grisk, fordi den vil tjene penge.

Jeg tror ikke, at jeg helt forstår det.

Det næste der sker, er at mine bordherrer og -damer let anklagende beskylder træning for at være kedeligt. No shit. I ville blive overraskede, hvis I hørte, hvor mange mennesker der mener, at det er vores forbandede pligt at få dem til at kunne LIDE at træne.

Og altså… Vi er håndværkere. Vi er ikke tryllekunstnere.

Det siger sig selv, at vi skal kunne vores ting, at vi skal stille velforberedte, og at vi skal forsøge at motivere folk, så godt vi kan. Det er os, der får løn for at stå der, og det er os, der skal sætte energispiralen i gang - men vi kan ikke gøre det selv.

Hvis man har 5 sure koste til at stå helt oppe i ansigtet, er det en UMULIG opgave at løfte energien så meget, at den kommer ud over dem og ud i rummet. Hvis man står med et hold, der emmer af dårligt humør; hvis man ikke kan få øjenkontakt med en eneste af deltagerne eller slå et smil af NOGEN, eller hvis halvdelen af de tilstedeværende hader at træne, vil det aldrig blive andet end en middelmådig time.

Du får, hvad du giver.

Åbenbart både i dit fitnesscenter og til foredrag.

fredag den 5. februar 2010

Top 5

over mænd, vi kan stole på:

(Synes lige, at den var nødvendig, da xy’erne de sidste par dage har taget nogle drøje hug på diverse blogge og fb stat..i? Stati? Statusser? Statusses? fb-profiler)

1) Mænd, der hedder Troels. Seriøst: Har du nogensinde mødt et svin, der hed Troels? De er altid ordentlige, belæste fyre med sunde, karabinhagebefængte interesser.

2) Min far. Min helt.

3) Mænd, der køber mejseboller. Hvis man udviser omsorg for musvitter, KAN man ikke være tarvelig. Slut.

4) Homo-venner. Her er det dog vigtig at pointere, at ’vi’ i brødteksten henviser til kvinder. (No offence, ladies.)

5) Mænd i kansas, der arbejder i byer med under 1000 indbyggere. De holder ind, hvis du er kørt i stykker, de ved alt om lokalområdet og kan altid fortælle dig, hvordan du finder veje og adresser, som Krak har fået galt i halsen, og de tilbyder ALTID et lift.

Til gengæld lader vi os ikke længere narre af rar-onkel-piberyger-skægget.

torsdag den 4. februar 2010

Empati staves b-o-o-m-e-r-a-n-g.

Ind imellem sender livet nogle mennesker i din retning, som du af den ene eller anden grund er nødt til at forholde dig til og rumme i dit liv, men som skuffer dig fælt om og om igen. Så nu er det, jeg gerne vil vide: Kan det lade sig gøre at have en relation til et andet menneske uden at forvente sig noget af vedkommende? For personligt synes jeg, at det kan være lidt af en udfordring at blive stående med alle forhåbninger afmonteret uden at blive bare en lille smule bitter i kanten.

Og inden du, min søde læser, lægger en kommentar om, at man kun skal udstede adgangspas til dem, der indfrier ens forventninger, vil jeg gerne bede dig kigge din egen familie og omgangskreds grundigt efter i sømmene. Jeg kan i hvert fald hos de fleste, jeg kender, få øje på en alkoholiseret far, en ekskæreste, der udgør den anden halvdel af barnets forældre eller en papsøster, der alle passer på ovenstående beskrivelse.

Hvordan gør man? Hvordan undgår man at lukke af? Hvordan holder man fast i sine egne værdier og ideer om medmenneskelighed og anstændig opførsel, når man den ene gang efter den anden ender med at føle sig dum og udnyttet?

Er det at spejle ligegyldigheden og egoismen at sælge ud eller en måde at overleve på?

Og må man godt synes, at det er urimeligt, at det altid er den, der hjælper, tager hensyn og forstår, der ender med at sidde tilbage og gøre ondt?

onsdag den 3. februar 2010

Hjerte rimer på smerte.

Jeg går aldrig af vejen for at være bøddel, når udtryk tigger om at blive euthaniserede pga. alderdom eller slitage, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig retter på folk, når de taler, hvis jeg forstår, hvad de mener. Lidt fordi jeg finder bedrevidende mennesker rimelig usympatiske, men mest fordi jeg ikke kan prale af at have fejet for egen glasdør.

Jeg fucker op i 'hans' og 'sin', lige meget hvor ofte jeg slår det op eller får det forklaret. Jeg vil have alle sproglige led og ordklasser til at ende på –de, hvis de står efter navneord i flertal. Og endelig venter jeg stadig på, at nogen skal opdage, at hele verden har glemt –t’et efter alle slags -bold. Fodboldt. Håndboldt. Rundboldt. Se? MEGET mere logisk og pænt.

Men alle mine gode intentioner til trods, er der én ting, der giver mig tics af irritation, og det er rim, der ikke rimer. I 3 lange år og 7 lige så lange måneder gik jeg i skole ved siden af et firma, der med store bogstaver forsøgte at overbevise os om, at ”Hvis De skal feste, så til Eske”. I 4 år har jeg boet overfor en fyr, der dagligt kører rundt i en bil med påskriften: ”Er gulvet grimt og skummel? Ring til Hummel!”

Seriøst. Kan I ikke selv se det?

Og indenfor dansk musik er der vist nærmest gået sport i fænomenet.

En ting er, når kunstnerne skriver tekster på engelsk. En fremmedsprog er et svært en og sådan.

I want electric light
That flashes away
I want my heels sky high
I can't run away

'Cause in my heart I'm someone else
And it's been true since I was twelve
(Infernal: Electric light)


Men jeg har fandme svært ved at finde noget formildende at sige om en dansk sangerinde, der skriver danske tekster og afleverer det her:

Lyset blinker
Uret tikker
Vejen drejer

Et blik i spejlet
Pulsen stiger
Chaufføren smiler
(Sanne: Taxa)

I en genre helt for sig er diverse danske støttesange. Hvor nobel tanken bag end er, tror jeg, at den største gave vi kan give afrikanerne/inderne/haitianerne er aldrig at oversætte elendigheden, da jeg er bange for, at det ville slukke den sidste rest af livsvilje og kampgejst hos dem.

Ikke nok med jeg ku ha siddet på den strand
Jeg har venner som jeg ved blev ramt
Vi bruger så meget tid på at bekæmpe hinanden nu
Sig mig hvad ville der ikke ske hvis vi glemte hinanden nu
Og der er børn der mangler en mor nu
Tænk at tingene kan se så sort ud
Ufattelig udi det ekstreme
Verden vender når du mindst venter det
(Jokeren og slæng: Hvor små vi er)


(Herunder opgiver jeg at fremhæve, hvad der skulle rime. Jeg aner det simpelthen ikke.)

Alle går vi rundt i vores egen lille verden
Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed
Over sø og land under en stille stjernehimmel
Har vi sunget dine sange
Har vi danset til din egen melodi
(Nanna & Co: Afrika)


Et skrøbeligt fundament
så nemt ramt af det sorteste uheld
jeg vil hente himlen ned til dem
hvis kræfter ikke rækker selv
(Støt Haiti: Skrøbeligt fundament)


Kan vi ikke nok gøre os en lille smule mere umage? Please?

Jeg ser gerne igennem fingrene med folk, der køre bil og jeg kan abstrahere fra folk der lægger i sengen og ligger bogen fra sig, men når I gør det der, så føles det som at få sandblæst trommehinderne med tegnestifter.

(Og for god ordens skyld: Jeg VED godt, at man ikke laver punktummer efter overskrifter. Men jeg gør, for jeg synes, at det er pænt, og det er min blog, muhahaha!)

tirsdag den 2. februar 2010

This too shall pass.

Må jeg godt lige skrive en sidste post om vejret? For jeg bliver snart sindssyg, og jeg har nu fundet noget, der er mere træls, end at cykle op af Grenåvej, og det er at cykle op af Grenåvej i en halv meter nyfalden sne. Måtte på et tidspunkt råbe: ”Gå nu VÆK!!!” af mine lungers fulde kraft for ikke at kortslutte i et spastisk anfald af raseri. Hjalp lidt.

Det her er by far den værste vinter, jeg nogensinde kan huske at have oplevet. Og der er to måneder tilbage af den.

Men du skal komme til at give dig, dit lille svin. Jeg sover med altandøren åben hele året, og den sidste uge er jeg vågnet til lyden af fugle, der synger. I dag, da jeg kæmpede mig hjem fra arbejde, kunne jeg i samfulde 5 kvarter se cyklen, jeg kørte på, fordi dagen er tiltaget med 1 time og 46 minutter.

Lige om lidt går vi rundt i bare tæer og drikker kølig hvidvin. ’Overtøj’ er en tynd trøje, man er på fornavn med duften af nyslået græs, og man kan tørre sit tøj udenfor. Aftenerne er lange og lyse, der findes ikke noget, der ikke kan tilberedes på en Weber, og når vi cykler hjem under stjernerne kl. 4 om morgenen, og mørket er mere blåt end sort, vil vi grine ved tanken om, hvor slem vi syntes, vinteren var.

Hold ud, venner.

mandag den 1. februar 2010

Men Ulla Terkelsen holder stadig 100%!

Jeg ved ikke, om det er mig, der er håbløst umoderne og ikke har fattet hverken trend eller udvikling i nyhedsbranchen, men jeg savner de gode gamle dage, hvor journalisterne var objektive formidlere og ikke skjulte deltagere i debatten.

Jeg ved godt, at aviserne allerede har sendt et signal om, hvad de mener, er vigtige emner på livets dagsorden, når de vælger, hvilke historier de bringer, og jeg er helt på det rene med, at ingen mennesker kan skære sig så meget fri fra fortid og personlighed, at det ikke kommer til at påvirke vinklingen, men altså … kunne man prøve?

Det er som om, medierne tror, at vi gerne vil have maden prætygget. Og det er selvfølgelig også fint, hvis man har haft en lang dag. Problemet er bare, at de også vil have lov til at bestemme, hvad den skal smage af. F.eks. kan jeg ikke længere holde ud at se TV avisen på DR, fordi studieværten behandler alle gæster som suspekte kriminelle, der skal mistænkeliggøres, tales ned til og åbenbart ALDRIG må få lov til at færdiggøre en sætning, men SKAL afbrydes med: ”Så prøver jeg lige igen, for du svarer ikke på spørgsmålet!”

Hvem gider stille op til det?

Jeg ved godt, at nogle af gæsterne har deres egen agenda, og jeg synes bestemt ikke, at det er i orden, at eksempelvis politikere kun vil stille op til debat, hvis de selv kan bestemme emnet og på forhånd kan vetoe bestemte spørgsmål, men jeg er bange for, at den der skyd-først-spørg-bagefter journalistik, der praktiseres i stor stil på samtlige kanaler, ender med at kvæle den debat, som gennemsnitsmennesker som mig bliver klogere af.

Ligeledes har jeg de sidste par år flere gange siddet forvirret og ledt efter kilden til en udtalelse, indtil det langt om længe er gået op for mig, at det er journalisten selv, der lige har ville give sit besyv med. F.eks. læste jeg til jul en artikel om to børn, der var løbet hjemmefra, fordi de ikke havde fået de gaver, de ønskede sig. Overskriften var: ”Forkælede møgunger”

Hvad skete der med princippet om at fremstille fakta og lade læseren drage sine egne konklusioner?

Måske er det bare mig, der ikke læser de rigtige aviser eller ser de rigtige nyhedsudsendelser. Måske er redaktionerne rundt omkring i Danmark fyldt til bristepunktet med journalister, der sidder og river sig i håret i frustration over at skulle formidle nyheder, så de kan forstås af deltagerne i Paradise Hotel og De Unge Mødre. Måske er det helt fejlskudt af mig, at jeg giver medierne skylden, og måske er det samfundet, der vil have den saglige videreformidling nakkeskudt og ren underholdning serveret i stedet. Måske er vi blevet en nation af sensationslystne småborgere, der mere end noget andet er bange for de andre og for at blive snydt.

Måske.

Men jeg savner nu stadig den tid, hvor man selv havde bare lidt at skulle have sagt, når man skulle finde ud af, hvad man mente.