søndag den 31. januar 2010

You like me? You really like me?

Jeg kører et rimelig tight regime her i Landet Linda, og hvor Mikael Simpson har lort på styret, har jeg styr på lortet: Jeg har altid fundet størst tilfredsstillelse i at beskæftige mig med noget, jeg enten i forvejen er god til eller viser mig at have talent for. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke prøver noget nyt; jeg kan bare se, at min interesse meget hurtigt er for nedadgående, hvis jeg kun er middelmådig til det, jeg giver mig til.

Derfor irriterer det mig ad helvede til at jeg stadig har behov for, at folk skal fortælle mig, at jeg er dygtig. Jeg burde hvile i mig selv, og den gode præstation alene burde være belønning nok.

Det er den bare ikke.

Ros, komplimenter og anerkendelse. I en tid hvor selvudvikling er Gud og enhver kan coaches til succes, er det nærmest tabu at have brug for disse verbale skulderklap. Det har jeg ikke desto mindre, og jeg tror, at det dels handler om at være sikker på, at jeg stadig har kompasset rigtigt indstillet og dels om, at føle mig set og vide, at der bliver sat pris på det arbejde, jeg lægger i tingene.

For et par år siden opdagede jeg, at jeg roste mine dygtige praktikanter og føl markant mindre end de knap så gode. Ikke fordi jeg ikke gerne ville fortælle dem, at de var skidegode, men fordi jeg antog, at de vidste det og bare tørstede efter konstruktiv kritik, så de kunne blive ENDNU bedre. Dem, der kæmpede lidt mere med tingene, roste jeg derimod for alt, hvad jeg kunne sige noget positivt om, for ikke at tage modet fra dem; opmuntring er både godt og nødvendigt, når man har lang vej hjem.

Men en dag slog det mig, at hvis alle tænkte som mig, så ville de gode aldrig få at vide, at de var gode, og på længere sigt risikerer man at miste de bedste folk, fordi de smider håndklædet i ringen; ingen husker at fortælle dem, at de gør det godt, fordi alle antager, at de ved det - og det er altså ikke ret motiverende at servicere en umælende mur.

Min kammerat er et af de bedst begavede mennesker, jeg kender, og han bliver god til alt, hvad han rører ved. Desværre er hans lillesøster en skrøbelig lille pige, som hans forældre gennem hele hans barndom har rettet 80 % af deres opmærksomhed mod, fordi hun skulle støttes og opmuntres. Heldigvis var han jo en dygtig dreng, som kunne selv.

Han kæmper hver eneste dag mod fornemmelsen af at skulle overpræstere og være perfekt for at blive set og holdt af.

Og når jeg hører en mand brokke sig over, at kæresten ikke gider gøre noget ud af sig selv, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om han ind imellem fortæller hende, at hun er smuk? Om han husker at give udtryk for sin påskønnelse, når hun har gjort noget ekstra ud af sig selv – eller om det bare er den klassiske mandeting med, at ’hvis jeg siger, at du er lækker, så gælder det, indtil jeg siger noget andet’? For hvis man har en fornemmelse af, at der ikke bliver sat pris på... ja, alt sgu, lige fra opbakning og indlevelse til lækkert undertøj og tabte kilo, så kan jeg faktisk godt forstå, at man kommer til at opfatte det som om, at det ikke gør nogen forskel. ”Du ved jo, hvad jeg kan lide.” Nej. Det ved jeg faktisk ikke. For jeg har ikke fotografisk hukommelse, smag ændrer sig, og det er 3 år siden, du fortalte det sidst.

Og lad nu være med at lægge kommentaren om, at man skal gøre det for sin egen skyld, for det er jo indlysende rigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. I hvert fald ikke i mit univers.

For hvis andre ikke ser os, tror jeg med tiden, at vi mister evnen til at se os selv.

fredag den 29. januar 2010

- og så sagde vi tak til frosten.

Kan I huske for 2 måneder siden, hvor saltvognene var sådan nogle trivelige brumbasser, der futtede omkring med 40 km/t og omhyggeligt og gavmildt spredte deres hvide guld?

Det er sgu slut nu.

De sidste par aftener har jeg knap nok nået at se dem, når de er fræset forbi mit vindue med 100 km/t og har taget hjørnerne på to hjul i en kørestil, jeg tænker på som ’Teknisk-skole møder fuck-det–det-bliver-alligevel-glat-igen-i-morgen’, og spiser ti meter islamineret asfalt af med to skaldede saltkorn.

Jeg gider ikke mere. Stop nu. Sne gå væk.

Det har været vinter alt, alt for længe, når man er nødt til at prøve at glæde sig over, at man i det mindste ikke er skyttegravssoldat under Vinterkrigen.

torsdag den 28. januar 2010

Så hjælp mig dog lige lidt her!

Jeg ved ikke, om det kun er mig, der lider af den sygdom, hvor man overforsvarer alt, hvad man har et tilhørsforhold til? JEG må gerne forholde mig kritisk til mit fag, min familie og mine venner, men jeg river armene af dig og giver dig en lammer på de våde, trevlede stumper, hvis du skulle formaste dig til at gøre det samme.

Reglerne er i virkeligheden utrolig simple: Jeg må gerne sige, at der luger af fisk i Esbjerg. Du må ikke. (Med mindre du selv er dernedefra. Så er der holdnings-merit.)

Men når jeg i avisen ser, at ’Esbjerg er klar med et topnavn til sommerens rockfestival: Boy George!' – så bliver jeg meget træt. For helt ærligt: Hvordan forsvarer man det?

Vi taler om en mand, der alle dage har lignet noget, der er faret vild i en bedaget Noa Noa butik og har forsøgt at male sig ud med ansigtet; en mand, der er dømt for falsk anmeldelse af indbrud og for at have lænket en prostitueret fast til sin væg (hvilket får mig til at spekulere på, hvilken boligindretningsstil man har valgt, når man har steder ’på væggen’ man kan lænke folk til?)

(Og var den dyr?)

Topnavn!? Esbjerg, kom nu! Jeg har forsvaret den 3 kilometer lange, forblæste gågade, jeg har forsvaret EFB og EIK, jeg har hyldet Vesterhavet og rost de 4 mænd, hell, jeg har endda kaldt studiemiljøet dernede for ’rigt’.

Men jeg KAN altså ikke gøre det selv.

En kedsomhedsgoogling senere:

Ok - det startede med Boy George, og nu sidder jeg så her og overvejer, om dem, der er bange for at blive gamle, måske alligevel har fat i noget?

Sig det helt ærligt: Ser jeg tyk i den hat?


Ok - nogle mennesker ER faktisk pænere som narkomaner.


- and I rest my case.


Alphaville. Som også kommer til rockfest i Esbjerg. Svært at undlade at påpege det ironiske i, at deres knap så kendte hit hed 'Big in Japan'.

onsdag den 27. januar 2010

Det er smart at snyde. Det er dumt at blive opdaget.

Nå, men pga. af min selvhadsfest i går glemte jeg helt at fortælle, at jeg havde et lille tete-a-tete med Drengene i Blåt. Og uden at vi snakkede om det, tror jeg, at det var dem, der var mest tilfredse med mødets udfald. Man må ikke cykle i Busgaden. Eller... det må man godt, det koster så bare 500 kr.

Mens jeg stod og hyggesludrede med den hærdebrede politimand, stoppede hans kollega et par piger, der havde fået samme gode rute-idé som mig.

Og jeg er bare nødt til at sige, at jeg synes, at folk, der prøver at undgå bøder ved først at tigge for derefter at glide direkte over i fornærmelser, er nogle dårlige tabere. Hvis jeg tænker på alle de bøder, politiet har været i deres gode ret til at udskrive til mig og 70 % af Århus’ cyklende befolkning igennem tiden, så er vi altså nede i en ret overskuelig kilometerpris. Og ja. Gu fanden er det da ærgerlige penge, men altså… Vi kunne også have boet på Haiti, ikke?

De her piger startede med at forsøge sig med ”Aj, må man ikke?? *overdrevet-overrasket-smiley* og ”jamen vi skulle bare lige 20 meter!” gled over i ”Hvor står det!?” og ”Er det nyt eller hvad?” for at ende i ”Sig mig engang! Har I ikke bedre ting at tage jer til!?”

Gro nu en værdighed! Vi har slæbt vores cykler hen over 24 skilte, der forbyder os at være her, vi HAR set dem, vi har med stor sandsynlighed gjort det en 7-8000 gange før – mindst – og så har vi slet ikke snakket om alle de gange, vi er kørt imod ensretningen, uden lys og på fortovet. Vi tog chancen, og den gik ikke. Suck it up. Det er jo for helvede ikke de to betjente her, der har lavet loven. Og den der med at begynde at fornærme dem? RIMELIG dårlig strategi, hvis I håber på at slippe for bøderne.

Min politimand forklarede mig venligt, at det er cyklistuge (consider yourself warned), og så nærmest ud som om han var lidt ked af det, da han gav mig bøden. Han tilføjede fåret ”jamen, det skal jeg spørge om” da jeg kom til at grine som svar på, om jeg ’vedkendte mig formelt at være sigtet for overtrædelse af færdselsloven’. Hans sidste ord til mig var: ”Nu håber jeg ikke, at jeg har ødelagt din dag alt for meget.”

Og midt i en møgdag følte jeg mig faktisk rimeligt overskudsagtigt, da jeg smilede stort til ham og sagde: ”Ved du hvad? Der skal mere til!”

tirsdag den 26. januar 2010

Bewildered in the city.

I dag har jeg været på arbejde i Herning, og jeg kørte derud i solskin og gnistrende nordisk vinter til tonerne af det nye Kashmir. Det var rystende smukt – og det passede overhovedet ikke til mit humør.

Jeg har været et grimt, lille menneske i dag. En sur, tarvelig og bedrevidende kælling, der ikke har undt andre noget som helst, og jeg har intet at sige til mit forsvar. Jeg kan ikke engang tørre den af på træthed eller pms.

Det værste var næsten, at der ikke var noget som helst tilfredsstillende ved det; ikke engang et minimum af ”Fryd!” når jeg returnerede en serv lige tilbage i ansigtet på folk, eller når jeg et sted dybt i mit grønne indre syntes, at jeg kunne retfærdiggøre min smålighed.

Mine sætninger er hele dagen kommet ud som syreangreb, og min personlighed burde bare have været parkeret udenfor døren på en gammel avis.

Når jeg er sådan, er det mig ubegribeligt, at der findes mennesker derude, der kan holde af mig.

mandag den 25. januar 2010

De andres sko.

Da jeg tilbage i stenalderen startede på mit studie, kan jeg huske min vantro, da jeg første gang hørte, at man ansatte hørende lærere, der ikke kunne tegnsprog, til at undervise døve børn. Jeg var rystet i min grundvold, og kan huske, at jeg ikke var sikker på, om jeg havde misset den del af historien, hvoraf det fremgik, at der var tale om Danmark anno 1952, eller om jeg simpelthen havde aflæst forkert. For noget så grundgalt forkert kan ikke finde sted i dagens Danmark, vel?

Det kunne det så godt. Og sådan bliver man så meget klogere, hver eneste gang man stifter bekendtskab med et nyt område, hvor uretfærdigheder og elendige forhold lever i bedste velgående, fordi vi først begynder at lytte, når et område bliver relevant for os selv.

Lige nu er jeg f.eks. ved at finde ud af, at det danske sundhedssystem er sygt. Jeg har været på indersiden af det i små 5 måneder, og har allerede udviklet halvresigneret come rain come shine attitude. Det er simpelthen ikke muligt at opretholde den retfærdige harme i så lange perioder, som det her ellers berettiger til.

Manglende information, manglende tilbagemeldinger, flere gange undervejs, hvor jeg simpelthen er faldet ud af systemet, undersøgelser, der ikke har været forklaret på forhånd, resultater overbragt på hospitalsgang, og senest lå jeg i en forkert bunke og gloede i 6 uger uden nogen opdagede det. Jeg blev først fundet, da jeg selv ringede og rykkede for at der skulle ske bare ET eller andet.

Nu har jeg så fået et brev om, at jeg skal til undersøgelse i midten af marts. Det er udmærket, men eftersom jeg også i marts tager til Langtbortistan på ferie (og har du i den forbindelse fået sendt din hemmelighed? Jeg mangler 10...) , og alle mine venner tilsyneladende kender en million mennesker, der har fået lavet selvsamme undersøgelse, og efterfølgende har måtte sygemeldes i både halve og hele år, ringede jeg i dag til hospitalet for at spørge, hvad det er, der skal ske, så jeg kan tage højde for det.

Det havde selvfølgelig været for nemt bare at vedlægge en folder med forklaring.

Sygeplejerske: Det er en samtale, hvor lægen snakker med dig, og så skal du efterfølgende snakke med narkoselægen.
Mig: Ok? Så det er bare en samtale?
S: Ja. Og så går I over i ambulatoriet bagefter.
M: Og gør hvad?
S: Snakker med narkoselægen.
M: Har vi ikke lige snakket med ham?
S: Nej, altså det gør I efter undersøgelsen.
M: Undersøgelsen? Så det er ikke bare en samtale?
S: Jo jo. Du skal bare snakke med lægen.
M: Ok. Men det er bare fordi, det står bare i brevet, at det er en undersøgelse, og det kan han jo ikke ligefrem gøre uden på tøjet.
S: Ja, altså, jeg skal da ikke kunne sige, om lægen undersøger dig også.
M: Jamen, var det ikke kun en samtale??
S: Jeg ved jo ikke, om lægen vurderer, at du skal undersøges. Der står også i brevet at det er en samtale, og at det alt i alt kan tage 3 timer.
M: Nej. Der står i brevet at det er en undersøgelse, og at den ”kan tage op til en halv time”
S: Nå?? Det kan jeg ikke forstå. Nå nå. Men altså, måske undersøger han dig også så.
M: Undskyld. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, der skal ske.
S: Det er bare en samtale.
M: Og det er du sikker på? For det duer altså ikke, hvis de har tænkt sig at hive knive og alt muligt frem, for jeg skal flyve kl. 6 næste morgen.
S: Nej, det er bare en samtale med lægerne. Tror jeg.

Sådan fik vi 10 minutter til at gå, og jeg har stadig ikke en kæft begreb om, hvad der skal ske.

Til gengæld er jeg ved at udvikle en helt ny forståelse for de kronisk syge mennesker, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv i frustration over det danske sundhedsvæsen - de mennesker, som jeg ellers hidtil har syntes skulle prøve at slappe en liiiille smule af og være lidt taknemmelige over, at de bor i et velfærdssamfund, hvor der trods alt er hjælp at hente.

Jeg hører jer nu. Højt og tydeligt.

søndag den 24. januar 2010

You guys!

I den evige jagt på god underholdning, har jeg brugt det meste af dagen på at padle rundt på nettet, fra den ene blogroll til den næste. Undervejs er jeg er faldet over flere blogs, hvor dagens indlæg har handlet om at være i byen og af forskellige årsager være Den Dårlige Gæst, og jeg blev så glad med tilbagevirkende kraft over at kende de mennesker, jeg gør.

Jeg holdte fødselsdag i går. Helt i tråd med mit nytårsforsæt om at geare ned, havde jeg bedt folk om at komme med noget spiseligt i stedet for en gave. Stor succes. Min forberedelse bestod i at sætte en plade i bordet og hente stole i kælderen, og det var sgu da lige til at holde ud. Ingen stress over indkøb, madlavning eller mængder, og fri for at hængesidde med sorte rande under øjnene og forberedelsestømmermænd. Bare overskud til at zen-mingle og drikke kaffe og rødvin.

Men uanset hvor meget man ønsker sig en god fest, og uanset hvor godt man forbereder sig, er det i sidste ende gæsterne, der bestemmer, hvordan dagen bliver. Der er ikke noget som korslagte arme, stilhed eller mobiltelefoner, der kan bremse energien i et rum, og jeg elsker, at jeg kan blande blogdamer, fitnessfolk, tolketøser og barndomsvenner, og alligevel sidde og kigge ud over en flok, der grupperer sig på kryds og tværs og alle bidrager aktivt til at gøre dagen til noget ganske særligt.

Har jeg sagt, at jeg har de bedste venner i verden?

lørdag den 23. januar 2010

Til orientering.

Da jeg kan forstå, at det ikke er alle, der har modtaget mailen fra Institut For Udtryk Vi Ikke Længere Bruger, stiller jeg hermed min blog til rådighed, og lader bjerget komme til Muhammed (kaldte jeg lige mig selv fed der?):

Rundforvirret
Minimalt sjovt første gang, vi hørte det. Nu bare moderat-til-svært anstrengende.

Så kan han lære det!
Og skal vi ikke sige, at det har han gjort nu?

Mistænkelig
Du må gerne sige det. Men ikke hvis du mener mistænksom.

Fysser
Lasse hilser og beder mig sige, at mennesker, der omtaler fysioterapeuter som ’fysser’ øjeblikkeligt gror crocks og gamacher.

Nysgerrig på
Sverige har ringet. De vil have ’undrar på’ tilbage.

Sparke røv
Et udtryk fra tiden hvor Kong Ulrik og Kong Anja regerede over De Hellige Håndboldhaller, og det stadig var ok at sige ’tudefjæs’.

Som The Bloggess ville have sagt: You are welcome!

torsdag den 21. januar 2010

7 is the magic number.

De sidste par gange jeg er stødt på bloggere, der har fået blogawards herude, har jeg siddet tilbage med en fornemmelse af, at modtagerne synes, at det virker som noget lidt latterligt rygklapperi. Jeg ved ikke helt, hvad det siger om mig, men jeg bliver stadig glad, når jeg får en.

(Jeg er selvfølgelig også en af de få, der stadig synes, at julegaver er hyggelige, selvom alle andre for længst har udråbt konceptet til bytte-bytte-forbrugerhelvede-købmand.)

(Måske er det pga. det indbyggede dilemma, der ligger i at blogge og samtidig være udstyret med dansk jantementalitet? De fleste af os har i hvert fald svært ved at indrømme, at vi også blogger, fordi vi er nogle små ekshibitionister. Derfor er vi nødt til at lade som om, at det ikke betyder noget, hvad andre mener, og selvom mange af os elsker at skrive, og måske inderst inde håber på, at det kunne blive til mere end bare fritidsgriflen, så forholder vi os passivt og venter i stedet på at blive opdagede. Det ville være mindre grænseoverskridende at kunne sige, at du har fået noget udgivet, fordi de rigtige mennesker faldt over din blog og tvang, tryglede og tiggede dig, indtil du gav efter for presset og lod dig trykke, end at indrømme, at du selv synes, at du skriver så godt, at du aktivt har opsøgt et forlag i håb om at blive mangfoldiggjort for the world to see.)

Nå. Det var et sidespor. Det jeg egentlig ville sige var:

Kirsten har givet mig en award " fordi hun [that would be me, Red.] er kreativ på ord. Ingen (og jeg gentager: Ingen) kan bruge det danske sprog som hun. Basta." og den blev jeg fandendansme glad for.

Med awarden følger forpligtelsen til at skrive 7 ting om sig selv. Først tænkte jeg på at bygge teksten op over de 7 dødssynder, men det er begrænset hvor meget suppe man kan koge på ’guilty of all charges, your honor’.

Så tænkte jeg på at bruge de 7 ugedage. Det var så kedeligt, at jeg selv faldt i søvn. Så nu er jeg endt med at prøve at finde på 7 personlige bud på 7 selvopfundne kategorier. Mig, mig, mig.

7 kreative ting, jeg har bedrevet:
1. Strikket (tasker, trøjer og babytæpper nok til en børnehave)
2. Spillet saxofon, både alt og tenor
3. Skrevet digte (som jeg faktisk fik tilbudt at få udgivet men ikke tog imod fordi jeg var bange. Jeg kan ikke huske for hvad.)
4. Malet, både olie, akvarel, vægge og paneler.
5. Danset stepdans. Noget af det kedeligste, jeg NOGENsinde har foretaget mig.
6. Danset mavedans. Don’t mention the war.
7. Skrevet en del af DGI’s undervisningsmateriale til instruktøruddannelsen. Så kan faktisk uden at lyve skrive ’forfatter’ på cv’et.

7 spidskompetencer:
1. Salatanretning. Jeg kan i al beskedenhed få to minimajs og et løg til at ligne noget fra Nomas spisekort.
2. At kunne sige hvad klokken er, med under et kvarters fejlmargin efter en hel dag uden ur, et hvilket som helst sted i verden (indtil videre dog kun testet i Europa.)
3. Jeg kan huske teksterne fra sange, jeg har hørt 2 gange i starten af 80’erne.
4. Jeg læser hurtigt. Som i: Meget hurtigt.
5. Takttælling. Jeg tror godt, at jeg kunne få et bijob som metronom.
6. Jeg kan huske unaturligt mange engelske ordsprog. Jeg ved ikke, hvorfor de hænger fast.
7. Snappy comebacks.

7 favoritsynder i køkkenet:
1. Rødvin. Det smager fantastisk, og jeg forbinder det med god tid og godt selskab. (Hej. Jeg hedder Linda…)
2. Hvidt brød. Hvis bare kulhydraterne ikke elskede min røv så højt *suk*
3. Ketchup. Jeg kan spise det på nærmest alt. Men det SKAL være Heinz.
4. Kaffe. Ord er overflødige.
5. Matadormix. Se nummer to.
6. Kage. Jamen, så se dog nummer to! (Get nu lige lidt with the program)
7. Cola light. Ikke en af de allerværste, men tænker dog stadig, at det ikke kan være sundt at hælde et biprodukt fra fremstilling af teflon i systemet. (Gad vide om det egentlig er en vandrehistorie? Ville redde meget, hvis det var.)

7 ting, der ikke klæder mig:
1. Alt for kort hår. Kommer til at se meget vred og lesbisk ud.
2. Smalle bukser. Mor, hvorfor har trekanten fødder?
3. Varme, røde nuancer. Kommer til at ligne en flov narkoman med gulsot.
4. Nederdele, der stopper midt på læggen. Gider ikke rigtigt tale om det.
5. Alt, der er meget stramt og skinnende. Får mig til at se fed ud.
6. Plateau-sko. Jeg er 1.80. Man skal altså være i humør til at være 3 hoveder højere end mændene.
7. Misundelse. Jeg er ikke god i grønt.

7 sange jeg elsker:
1. Baby, I don’t cry over you/Billie Holiday. Synes jo godt lidt, at man kinder fornemmelsen.
2. Stick to your guns/Bon Jovi - fra før tandblegningen overtog hans personlighed.
3. Me & Bobby McGee/Janis Joplin. Fordi ‘Freedoms just another word for nothing left to lose’ er så sandt, som det er sunget.
4. Sex on fire/Kings of Leon. Skramlet, beskidt og very, very sexy.
5. The number of the beast/Iron Maiden. Jeg ejer ikke en eneste plade med IM, og jeg er ikke typen, der headbanger, men det her nummer holder!
6. The final cut/Pink Floyd. Hvis Obama var et band, ville han være Pink Floyd.
7. Without you I’m noting/Placebo & David Bowie. Fordi jeg stadig kan huske præcis hvor jeg var, da jeg hørte det første gang.

7 ting, jeg er horribelt dårlig til:
1. Geografi. Min hjerne KAN I.K.K.E lære det.
2. Boldsport. Hulubulu. Motorik, hvor er du henne?
3. At skuffe folk. Undskyldundskyldundskyld.
4. At lade kritik prelle af. For vi VED jo godt, at der ikke går røg af en brand uden ild. Ikke?
5. Holdsport (gør det nu ORDENLIGT, blev der sagt! Ja! Digl!)
6. Svømning. Grundlæggende forkert at fryse, når man dyrker sport. Og svært at holde sig flydende, når man svømmer så langsomt, som jeg gør.
7. At se mig selv udefra. Jeg har lært, hvordan jeg virker på folk ved at iagttage deres reaktioner på mig.

7 madvarer jeg hader:
1. Sild. Som jeg forestiller mig, at det må være at tygge i døde mennesker. Tak til bogen ’Vi lever!’
2. Lam. Og ja. Også som du laver det.
3. Blegselleri. Tråder og smager af stewardessekuren og Jane Fonda.
4. Kommen. Hvad er det, I vil smage af? Sæbe? Nelliker? Bestem jer nu!
5. Mango. I min mund har det en underlige bismag. Sådan lidt… træt, nærmest?
6. Paté. Ad.
7. Gedefeta. Så forkert. Så utrolig forkert.

Jeg er ikke så velbevandret udi kreative blogs, og mange af dem, der er oplagte, har allerede fået både denne og andre awards som den flere gange. Der er dog to, som jeg alligevel godt kunne tænke mig at fremhæve og give awarden videre til. Den ene er Marie, fordi hun skiller sig ud. Jeg elsker, at hun giver noget af sig selv, og ikke kun blogger om opture og ja-hatte, men også om det, de fleste af os har lyst til at kaste usynlighedskappen over. Hun er skarp, sindssyg og sårbar, og hendes skrivestil er helt unik. Det gør hende kreativ i mine øjne.

Den anden er min veninde Karina, som jeg faktisk ikke ved, om slår mig ihjel nu for at nævne hende her. (I så fald: Tak for alt.) Ud over at være rasende kreativ i alt, hvad hun rører ved, synes jeg, at hun blogger af en meget fin grund; nemlig for at lade sine venner tage del i hendes liv. I en travl hverdag tager hun sig tid til at sætte sig ned og skrive om, hvad der sker i hendes lille hjørne af verden, så vi, der kender hende, kan få lov at følge med. Det er da kreativitet brugt i højere sags tjeneste.

Terningerne er kastet, piger...

What doesn’t kill you…

Min ekskærestes farmor turde ikke forlade sin lejlighed, og i den tid jeg kendte hende, gik hun aldrig ud. Aldrig. Hun boede i stueetagen og synes, at trapperne var farligt svære at forcere, og derudover var hun bange for alt. For at spørge dumt, gå i vejen, falde, ikke kunne finde ud af busserne osv. osv. osv. Da hun døde, siddende i sin lejlighed, (hvilket kunne foranledige en til at tænke, at det så åbenbart heller ikke var helt ufarligt) havde hun ikke set verden udenfor i 10 år.

Hun er til dato det bedste eksempel jeg har på, hvorfor man ikke skal vige så meget som en centimeter, når man står overfor noget, man frygter. For hvordan kommer man så langt ud, at man ikke tør forlade sin lejlighed? En ting er, hvis man lider af angst eller har en anden diagnose, der gør livet derude til en uoverstigelig forhindring, men for et menneske, der hver eneste dag i 50 år har gebærdet sig problemfrit rundt i gader og stræder, på trapper og cykler, i biler og forretninger, synes jeg, at det er direkte rystende, at det kan komme dertil.

Og det starter med at du én gang lader være med at gøre det, du er bange for.

Frygt multiplicerer sig med sig selv med lynets hast, og ligesom med utroskab og peanuts er det så uendelige meget lettere at give efter for, når først forseglingen er brudt.

Derfor forvandler jeg mig til en lille, rød satan med horn og trefork, der stikker mine forældre i hælene, hvis de giver udtryk for, at der er noget, de ikke længere bryder sig så meget om at gøre. Derfor er jeg firm believer af at overvinde sin frygt første gang, man møder den, for min egen erfaring er, at det kun bliver værre af at gemme fornøjelsen til næste gang man støder på svinet. Og derfor bruger jeg ikke det med at stige op på hesten igen; jeg stiger aldrig af den.

Men når jeg kører på motorvejen kl. 6.15 i snevejr og isslag og jeg trods angstkvalme, rystende hænder og svedeture tvinger mig selv til at køre det, jeg må, så hader jeg virkelig mine egne principper.

onsdag den 20. januar 2010

33 år og fuldstændig udfejret.

Jeg har haft den mest fantastiske fødselsdag, og det er nu officielt: Det er mig, der kender alle de sødeste mennesker i verden.

Om 4,5 time skal jeg op og på tur på det danske vejnet igen, så hvis nogen lige slukker for snekanonen, så kravler jeg en hurtig tur i æsken.

Godnat derude og tak for i dag.

mandag den 18. januar 2010

Se Bambi! Vandet er stift!

Godt. Nu er der lige noget, jeg har brug for at få afklaret: Er det ikke meningen, at vores skødesløse omgang med skov, luft og verdenshave skal smadre den globale termostat og få hele lortet til at smelte? For uden at være hverken geolog eller klimaforsker, så synes jeg måske nok, at det virker som om udviklingen går i stik modsatte retning.

Kan det BLIVE koldere??

Startede dagen med at få øje på anal overbo, der trippede rundt på fortovet med små, stive skridt og smed kaskader af salt omkring sig med fanatisk ildhu. Nåede lige at tænke: ”Slap nu for fanden lidt AF!” inden jeg trådte ud af døren og lavede en ufrivillig efterligning af den her:

Bevægede mig til træning med gangart venligst udlånt af sørøver med træben og halvsiddet lammelse, og nåede på vejen at forvolde seriøst, fysisk skade på sagesløs cyklist. (Prøvede jo bare at advare hende om, at den bakke, hun var ved at forcere i sprint, var betrukket med ren is. Var jo for fanden ikke en opfordring til at blokke bremserne.) Hvis du ved et mærkeligt tilfælde skulle læse med her, lille pige, så: Undskyld undskyld undskyld! Jeg ville bare hjælpe, og jeg håber ikke, at du slog dig alt for slemt.

I dag har jeg valgt at transportere mig til fods hele dagen. Ikke kønt, men til gengæld relativt sikkert. I morgen skal jeg til Ålborg ad is-glaseret motorvej i bil med dårlig trafikal karma.

Jeg ønsker mig at nå hel frem og tilbage i fødselsdagsgave.

Det her er Danmark, for crying out loud. Vi er små, angste mennesker, der klamrer os til hygge og frikadelle, og er ude af stand til at takle vejr som dette.

1:0 til elementerne. Hil Kong Vinter. Du er stærkest. Vi er de små. Vi overgiver os. Du vinder.

- Og tø så!

lørdag den 16. januar 2010

Skuld gammel venskab rejn forgo.

For et par år siden så jeg meget til en mand, som jeg havde et underligt og uafklaret forhold til. Jeg har sjældent plejet omgang med nogen, jeg kunne blive så gal på, men samtidig betød han faktisk også en hel del for mig. Et sted undervejs blev jeg klar over, at vores forhold var sådan lidt søskendeagtigt, og at de sider af hans personlighed, der gik allermest under huden på mig, til forveksling lignede dem, jeg stødte på i spejlet.

Så skete der 1001 ting, livet skiftede til 5. gear og vi mistede kontakten. En vodkavædet hilsen i ny og næ er alt, hvad det er blevet til det sidste halve år.

Men her til aften tikkede en sms ind, og i stedet for alt det sædvanlige kække gejl, valgte jeg at skrive: ”Jeg savner virkelig at snakke med dig.”

Og nu skal vi ses i morgen, og jeg glæder mig helt vildt.

Lød jeg lige lidt sur der?

(Undskyld. Skulle bare lige have det ud af systemet.)

fredag den 15. januar 2010

Lad den, som er uden skyld…

Til de af jer, det på det seneste har syntes, at bloggen var lige zen nok: Good news. Dette er et af de indlæg, hvor jeg stadig bare er den arrige, indebrændte kælling.

En af de ting jeg afskyr allermest ved etablerede parforhold er, at mange kærester på et tidspunkt tilsyneladende mister evnen til at høre, hvordan de taler til hinanden, og samtidig mener, at de har ret til at udtrykke sig helt uden filter. Også når vi andre er der. Vi andre som - i parentes bemærket - stadig har hørelsen i behold, og ville ønske, at de ville skynde sig at smække det fintmaskede, orale net tilbage på plads.

Jeg er all for åbenhed, både i venskaber, arbejdsrelationer og forhold. Jeg tror ikke på at gå og ruge (surprise!), og både konflikter og store bogstaver kan ind imellem være nødvendige. Men en lille smule opmærksomhed på, hvordan man udtrykker sig, ville klæde mange. Man kan godt være ærlig uden at blive brutal, og man kan godt give kritik uden at blive uforskammet. Det kræver et minimum af omtanke. Som regel er det nok at overveje, hvordan du ville få samme budskab igennem til et menneske, der ikke kender dig så godt, at du ustraffet kan smide alle dine sociale hæmninger.

Jeg bliver sgu sur, når jeg bliver afkrævet særbehandling, og folk samtidig mener, at de fuldstændig ucensureret kan tale til mig, som det passer dem. Udelukkende fordi de kender mig. Det giver mig meget lidt lyst til at komme dem i møde, og jeg bliver tvær og kontrær af at blive castet i rollen som skraldespand.

Og nu kan jeg jo så passende bruge weekenden på at spekulere over, hvordan jeg skal forsvare netop at have gjort det samme ved jer.

torsdag den 14. januar 2010

Påklædt og dog så nøgen.

Når jeg har været i Føtex, kigger jeg mig altid forbløffet om, når jeg træder ud af forretningen, pludselig i tvivl om, hvor jeg har parkeret min lastbil. Uanset hvor indtrængende jeg forsøger at messe du-er-på-cykel-du-er-på-cykel-du-er-på-cykel lykkes det altid min underbevidsthed at trickxxe os (nasty hobbit!) og få os udstyret med så mange poser, at det ville være et problem at få plads til dem i bagagerummet på en mindre personbil.

I dag var ingen undtagelse, men da jeg stod og forsøgte at få tungt læsset cykel til at holde op med at prøve at dåne, mens jeg monterede taske på bagagebærer, manifesterede sig pludselig en mand, jeg engang har kendt. På … *ahem* … den bibelske måde.

Det var super hyggeligt, mens det stod på, der er no hard feelings, og vi hilser både pænt og oprigtigt, når vi mødes, men altså… vi har ikke sådan RIGTIGT snakket sammen siden … you know. Galant som han både var og er, stoppede han op og hjalp, og det var fint – indtil det nogenlunde samtidig gik op for os, at der stod vi, i ulideligt klart dagslys og var fælles om et projekt, iført alt for meget torsdag og strikhuer.

Jeg tror, at ordet der bedst beskriver den kollektive stemning er ’befippelse’. (Hvilket jeg selv I situationen var fuldt ud i stand til at påskønne ironien i, vores historie taget i betragtning.)

Og hvordan siger man så pænt tak for hjælpen og kommer værdigt af sted fra sådan en situation?

Man nejer. Apparently.

!%?%!¤&?!¤!%!!!?

Nogen gange, ikke? Så tror jeg ikke engang, at jeg selv kender hende, der bor inde i mig.

onsdag den 13. januar 2010

Nærmest lykkelig.

Noget af det bedste ved at cykle rundt til mine opgaver er, at der er god tid til at tænke, mens man nu kører der og ikke rigtigt kan lave andet. (Og inden jeg går videre: Kan vi lige taget et øjeblik til at nyde, at vi igen kan cykle igennem? Ikke flere morgener, hvor man lister sig af sted som grundforskrækket krøbling, fordi en mikroskopisk, uoverlagt bevægelse vil fjerne cyklen under én og bringe asfalten alt, alt for tæt på ansigt og tænder.)

Her til morgen var det stille og klart, og jeg kom til at spekulere på, om jeg egentlig er lykkelig.

Måske definerer jeg lykke på en anden måde end andre mennesker, men jeg opfatter lykke som de øjeblikke, der ind imellem opstår, fuldstændig uafhængigt af tid og sted, hvor man gennemstrømmes af noget gyldent, der ikke lader sig beskrive med ord, men som smager af kærlighed, ubegribelig fryd og fornemmelsen af fuldkommen mening med livet. Det er magisk, og jeg håber aldrig, at jeg mister evnen til at føle det. Og netop deri finder jeg mening med de tæsk, livet også somme tider giver; lykke kan vel kun defineres, hvis man kan sætte det op imod sin modsætning, fuldstændig ligesom himmel og helvede er indbyrdes afhængige af hinanden, hvis de hver især skal kunne forklares og give mening.

For mig er kronisk lykke ikke eftertragteligt. Jeg vil have mine peaks, min vished om, at der findes noget større; jeg vil have noget at stræbe efter. Hvis jeg fandt det, der udløste Den Evige Lykke, ville loftet efter en tid blive det nye gulv, og der ville ikke længere være noget at lade sjælen søge op imod.

Fraværet af lykke er i min optik ikke det samme som ulykke. De to begreber er yderpunkterne og i mellem dem ligger tilfredsheden, som er den, jeg stræber efter. For mange vil ’tilfreds’ være det samme, som at lade sig nøje. For mig er det at føle, at det jeg gør, giver mening, og at huske at værdsætte hvor jeg er, og hvad jeg har.

Sjovt nok har jeg altid knyttet de stærkeste bånd med mænd, der jager lykken. Deres rastløshed og evige jagt på det, der skal få det hele til at give mening, og få livet til at begynde for alvor, virker ikke umiddelbart kompatibel med min ro ved at være, hvor jeg er – men ikke desto mindre har vores forskellighed bundet os sammen i noget, der lignede gensidig afhængighed. Jeg har haft brug for påmindelsen om, at der er mere derude, for ikke at størkne i det jeg har, og de har haft brug for trygheden i at vide, at det KAN lade sig gøre at finde ro og være tilfreds, uden at føle, at livet hele tiden er noget, der foregår et andet sted, og som man går glip af, hvis man bliver stående.

Måske er det derfor, det er gået galt med de fleste indtil nu? Når vi har spejlet os i hinanden længe nok, er vi begyndt at nærme os hinanden; at ligne hinanden og så forsvinder det spændingsfelt, der holder os sammen. Eller måske har vi bare ikke kunne holde ud af se os selv gennem den andens øjne: For den rodløse virker det stationære passivt og dødt, og for hjemfødningen virker flugten overfladisk og hul.

Når det har fungeret, har jeg følt det større end livet selv. Når det er gået i stykker, har der været øjeblikke, hvor jeg troede, at jeg skulle miste forstanden. Og ind imellem det har der været masser af hverdag med alt, hvad det indebærer af genkendelighed og gentagelser.

Livet som jeg kender og elsker det.

Så jeg er ikke lykkelig. Men jeg er tilfreds.

tirsdag den 12. januar 2010

Børns vilkår.

Jeg er ved at læse en bog, der hedder ”Skygge”. Den er svensk, og egentlig ikke specielt god. Lige præcis hæderlig nok til, at jeg læser videre, men ikke en af dem, man ofrer en time af sin nattesøvn på. Den er stort set blottet for kommaer, og det hader jeg. Tekster uden kommaer er for min hjerne den skriftlige pendant til langemonotonesætningerderbareblivervedogvedogved. Jeg er hele tiden nødt til at gå tilbage og genlæse passager for at tillægge dem så megen intonation, at de giver mening. Bruger de ikke kommaer i Sverige? Eller er det den danske oversætter, der har været påholdende?

(Her kommer jeg lige til at tænke op, om translatører arbejder efter nogle af de samme etiske garbage in/garbage out principper som sprogtolke? At vi fratager brugerne muligheden for at stifte bekendtskab med nuancer, registre og personlige præg, hvis vi forskønner og perfektionerer i stedet for bare at oversætte?)

(Undskyld. I ringer bare i nat, når I ligger og stirrer op i loftet, fordi ovenstående overvejelse gør jer ude af stand til at sove.)

Nå, men den her bog handler meget om en gammel mand, der hele tiden tænker tilbage på sin barndom. Og som altid, når jeg hører (og læser) om voksne, der lovpriser deres livs hensvundne forår, spekulerer jeg på, om jeg er den eneste tilbage i verden, der kan huske, hvordan det var at være barn?

For jeg synes, at det var fuldstændig ligesom at være voksen. Det kan godt ske, at børn ser uskyldige ud, og at de siger sjove ting, men de befolker en verden, der er styret af de samme mekanismer, som den vi andre begår os i. Misundelse og kærlighed, jalousi og venskaber, krav og forventninger, leg vs. pligter og ønsket om at gøre noget godt, for at imponere dem, der betyder noget for én.

Politi, moral og konsekvensanalyse er i det tidlige stadie repræsenteret af skolelærere, legepladsens uskrevne regler og mors og fars gode humør, men det er faktisk lidt som at forkorte en brøk med muligheder og krav i tælleren og alder i nævneren: Du kan fjerne og tilføje nuller, du kan gange op og dividere ned. Tallene ser forskelligt ud, men resultat forbliver det samme, og summen af problemer er konstant.

Jeg bliver forfærdelig irriteret, når mennesker på 50+ taler til mig, som om jeg ikke har begreb om, hvordan verden er skruet sammen, men da jeg sad med bogen i dag, kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden ikke er det, de fleste af os gør, når vi taler med børn?

mandag den 11. januar 2010

Just another day at the office.

Det kan godt ske, at jeg har et job, hvor man somme tider kører galt (er faktisk sket en gang før, men da var jeg bare co-driver, så ikke et ord om mine evner som bilist) – men jeg har til gengæld også et job, hvor jeg idag:

Har sprunget rundt på betongulv som kvindelig udgave af Lord of The Dance (Lady of the Dance?) i et forsøg på ikke at blive ramt af imponerende, vedvarende tsunami af gnister. (Der var altså nogle ret lækre moves imellem, hvis jeg selv skal sige det.)

Efter (meget) lang, pinefuld højlydt samtale fra den ene ende af hallen til den anden, har erfaret, at jeg er ’smuk – men sgu for gammel’. (Prøliåhørher! Bliver 33 om 8 dage. Det er INGEN alder. Blev der sagt!)

Er blevet spurgt – og her citerer jeg ordret: ”Hey. Har du noget hash?” (WTF!? Ligner jeg TYPEN, der har hash??)

Er blevet lagt an på, at den eneste person i rummet, der pralede af at have været i fængsel. (Seriøst. Er min udstråling gået i stykker?)

Haft fået støvet HELE mit repertoire af sjofle tegn af. (Sgu godt man ikke er sådan en, der rødmer. Ret meget)

Man kan sige meget om mit job, men kedeligt; det er det aldrig.

søndag den 10. januar 2010

Shaken - and stirred.

De sidste par dage har der i avisen stået en del om snefygning på Falster, og om at problemet er så stort, at bæltekøretøjer må sættes ind. Jeg har flere gange kigget ud af vinduet og tænkt: ”Ikke et fnug her. Sgu da lidt mærkeligt, at det bliver ved med at sne SÅ lokalt.”

Nu har jeg så på den hårde måde lært, hvad begrebet dækker over.

Jeg har i dag været på arbejde i Kolding, og har i den forbindelse haft firmabilen. Nu er jeg normalt typen, der kører lidt friskt til efter forholdene, men lige præcis sneglatte veje har jeg stor respekt for, fordi jeg på egen røv har mærket, hvor galt det kan gå på cykel med knap 4 km. i timen. Kørte derfor hjemmefra i god tid, og første gang jeg så en af de famøse strækninger, hvor sneen var føget ud på motorvejen, tænkte jeg: ”Nåååå!”, bremsede heeeelt ned og trillede igennem. Det blev jeg ved med at gøre et par gange, og det virkede meget motiverende at nogen med let hånd og jævne mellemrum havde drysset havarerede biler i nødsporet. Efterhånden kunne jeg dog se, at der egentlig bare var tale om en hel tynd film af sne, og derfor satte jeg farten LIDT op. (Trods alt ikke Falster, det her.) Nåede frem, tolkede, fik fri og kørte hjemad.

Efter 20 kilometer begyndte de sneramte strækninger igen, men nu havde jeg vænnet mig til dem, så jeg bremsede bare let ned, når jeg nåede dem, og det gik fint.

Lige indtil jeg nåede til den, der viste sig at bestå af sneknolde og ren is.

Jeg ved ikke, hvad det næste der skete hedder, for at køre ’galt’ lyder som noget med ambulancer og airbags, men der var fandme heller ikke noget som helst rigtigt over det. Bilen blev slynget rundt om sig selv og ramte næsten autoværnet, inden jeg fik rettet så meget op, at et af hjulene fik vejgreb, hvorefter den blev slynget to gange den modsatte vej rundt og endte med snuden mod køreretningen og det venstre baghjul 3 cm fra en snedækket grøft.

(Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at ’slynget’ lyder som hyggelige udtryk lånt fra biavl eller salatrensning, men det er meget lidt hyggeligt, når det foregår på en motorvej med 120 km i timen.)

Da det skete, forsvandt alle lyde, jeg blev helt tom i hjernen, og mere så end tænkte: Nu kører jeg sgu galt. For alvor.

Da bilen endelig gik i stå, vendte alle lyde til gengæld tifold tilbage, sammen med virkeligheden, de andre trafikanter og hænder, der rystede så voldsomt, at jeg næsten ikke kunne tænde nødblinket. Havde på én gang virkelig VIRKELIG ikke lyst til at køre mere - nogensinde overhovedet - og samtidig meget lyst til ikke at holde på tværs af kørebanen.

Der var langt hjem, synes jeg, men nu sidder jeg i sofaen og klamrer mig til min kaffe, mens jeg forsøger at føle mig lettet over, at det ikke gik værre. Går skidt. Føler mig mere som en, der har bundet et kæmpeglas ren, rå forskrækkelse on the rocks. Tør ikke ringe hjem, fordi 1) jeg begynder at tude, og der ER jo altså ikke sket noget og 2) min mor skælder mig ud, fordi hun bliver forskrækket, og så er vi tilbage ved nummer 1.

Det var ikke mit nummer, der blev trukket ud idag, men hold kæft, hvor kan der hurtigt ske noget.

Heldigvis var der nogen, der holdte hånden både over og under mig.

lørdag den 9. januar 2010

Saturday night live.

Status på Just Say No-projektet, her en god uge inde i det nye år er, at det går ufattelig godt, hvis jeg selv skal sige det. Der har ikke været ret travlt på arbejde, og mange af de projekter, jeg de sidste par år har været involveret i, er stille og roligt ved at være afviklet. Forleden sad jeg i min sofa og forsøgte at finde ud af, hvad det var for en mærkelig følelse, der havde besat min krop. Det tog noget tid at lure, men efter intensiv granskning kom svaret til mig: Kedsomhed.

Det har jeg sgu ikke prøvet i 7 år eller sådan noget.

Så jeg tusser rundt og hygger mig og har pludselig tid til at fryse, skændes med folk, være småsyg og sende vrede mails. (Skal nok lige vænne mig lidt til det her ’god-tid’s-koncept…)

Til gengæld har jeg også tid til at være glad over endelig at se long lost friends, spise ordentligt, lave mad til nogle af alle dem, jeg holder af og drikke god rødvin (jeg ved faktisk ikke, hvem jeg prøver at narre her. Som om jeg nogensinde er holdt op med det).

Og jeg har tid til at mærke, hvor meget jeg sætter pris på at have nogle virkeligt engagerede kolleger, som tager frygtindgydende godt imod én, når man laver oplæg for dem. For det skal jeg være ærlig og sige, at jeg godt kan finde lidt angstprovokerende. Èn ting er at uddanne nye instruktører eller at undervise kursister, der har betalt mig for at komme og gøre det, men noget andet er altså at undervise mennesker, jeg deler linie med i organisationsplanen. Uanset hvor meget man forbereder sig og virkelig gør sit bedste, så falder alting til jorden med et brag, hvis man bliver mødt af korslagte arme og janteattitude – og de her mennesker skulle have en medalje. De var åbne, nysgerrige og engagerede og stillede tålmodigt op til rytmeøvelser, der ellers mistænkeligt mindede om gøgl.

Nå. Jeg har et eksperiment i gang i køkkenet, der kommer gæster om en time og rødvinen drikker jo ikke sig selv. Hav en fantastisk aften derude på tundraen.

torsdag den 7. januar 2010

Hvor skal venskabet stå?

I forlængelse af hændelserne der lå bag det halvbitre indlæg i går, har jeg i dag gået og funderet over venskaber - sådan helt generelt.

Når man tænker på, hvor meget tid man bruger med dem, er det egentlig forbløffende, hvor lidt man forholder sig konkret til konceptet Venner. Måske er det fordi rammerne er lavet af gele? Det er vel ikke ligefrem krystalklart, hvornår man går fra at være bekendte til at være venner, og i den anden ende af spektret er det også ret udflydende, hvornår man har så lidt tilbage, at man ikke længere kan kaldes venner.

Måske er det derfor, at det er så svært at redegøre for sine forventninger til venner, for man kan jo ikke engang afgrænse, hvem der falder inden for den kategori.

Ligesom der findes usunde forhold, findes der også usunde venskaber. (Og bare så min omgangskreds ikke begynder at sidde og pege spørgende på sig selv og hinanden, vil jeg gerne understrege, at det her er en generel betragtning.) Nogle venskaber opstår i en periode, hvor begge parter mangler det, den anden kan tilbyde, men når den proces er tilendebragt, tror jeg da, at de fleste fortsætter med at opfatte hinanden som venner. Alt andet ville forudsætte en usædvanlig kynisk og objektiv tilgang til tingene.

Men pludselig bliver det, der før var både fantastisk og nødvendigt, forvandlet til den mystiske grimme lugt, som ingen kan finde kilden til.

Så længe man kan svælge i elendighed sammen, skaber det en dejlig tryg følelse af samhørighed, men når den ene pludselig begynder at få det bedre og gøre en aktiv indsats for at være glad, så sætter det også den andens situation i perspektiv: Pludselig er offerrollen noget, du vælger at have og ikke noget, De Andre er skyld i, og den indsigt forpligter. Det er bare ikke sikkert, at du selv er klar til at smide sutten.

Modsat er det for de fleste ret belastende at se på en, der bliver ved med at klynke, når man selv forsøger at holde op.

Eller hvad med forældre/barn konstellationerne, som kan være frygtelig nyttige, når man har brug for en at læne sig op af, men som bliver helt forkerte og underlige, når barnet pludselig har fundet fodfæste og kan selv igen, og voksenvennen ikke længere har et ivrigt publikum, der tisser lidt i bukserne af fryd ved hvert eneste ord fra Mesterens mund?

Venskaber er dyrebare, men måske man somme tider skal huske at kigge dem lidt efter i sømmene, så man opdager det, når de ryger tilbage i bekendtskabskategorien, hvor der er færre forventninger og krav, i stedet for pr. automatik at opfatte alle, der én gang er kommet med i hulen, som venner?

Det ville nok gøre livet en hel del lettere for begge parter.

onsdag den 6. januar 2010

Ikke vred. Bare pænt skuffet.

Kender du de mennesker, der altid tilbyder deres hjælp – og når du så for en gangs skyld takker ja til den, får det til at lyde som om, det er så meget i vejen, at du bare frafalder?

Kender du de mennesker, der igen og igen beder dig om at passe på dig selv og om at huske at sige nej – men som bliver meget fornærmede, når det er dem, du siger nej til?

Kender du mennesker, der kalder sig venner, men som ikke er bange for at udnytte dig for selv at slippe lettere?

Kender du de mennesker, som burde vide bedre, og som derfor skuffer dobbelt, når de falder igennem?

Kender du de mennesker, hvis omsorg og engagement i virkeligheden ikke strækker sig længere end til en sms og en kommentar på Facebook?

Det gør jeg desværre også.

tirsdag den 5. januar 2010

Top 6

over vigtige spørgsmål, jeg har stillet mig selv i dag:

1) Johnny Margrethe er i dag kørt til nytårskur i sin guldkaret. Måske er det bare mig, men er tiden ikke lidt løbet fra guldkareter?

2) Hvor meget sne kan der være i den himmel?!

3) Hvem kan holde ud at være lastbil chauffører? Det MÅ udløse noget bad mojo at have 200 bilister sneglende efter sig, der alle sidder og ønsker, at du må blive ramt af alle forbandelser i helvede.

4) Hvordan kan det ske, at jeg - efter 14 år med kørekort - pludselig forsøger at skifte gear uden at koble ud? Undskyld bil (og se så for fanden at gro automatgear!)

5) Jeg vil ikke udelukke, at jeg har blundet i samfundsfag, men hvad sker der – sådan i virkeligheden - hvis Island går bankerot? Bliver det nedlagt? Destrueret? Solgt? Lukket?

6) Hvordan kan det ske, at jeg - efter 14 år med kørekort - står som vaskeægte, hjælpeløs blondine, og må charme mig til hjælp hos forretningsmand for at fylde sprinklervæske på? (Kunne kraftedeme ikke engang finde ud af at åbne motorhjelmen *selvhad!*)

mandag den 4. januar 2010

Hvis man nu giver den en lille forbinding på?

Jeg tror ikke, at jeg kan beskyldes for at lyve, hvis jeg betegner mig selv som et rimelig løsningsorienteret menneske. Jeg er ikke bange for konfrontationer, og hvis noget skal gøres, gør jeg det; også selvom det ret beset ligger uden for mine kompetenceområder. Om det skyldes dumblind tillid til egne evner eller en svimlende mangel på selvindsigt, ved jeg ikke, men de fleste gange slipper jeg godt fra det.

På ét område må jeg dog med skam melde, at jeg forvandler mig til struds, og det er så snart der er håndværkerrelaterede problemer i farvandet. Jeg er bange for ledninger og sanitære installationer, og det er som om, værktøj vil mig ondt. Problemet skyldes formentlig, at min far er verdensmester i alt inden for den kategori (nej, virkelig. Alt.) og at mine færdigheder derfor er slatne og kraftløse af at have ligget uvirksomme hen hele mit liv.

Min strategi er derfor, at jeg i vid udstrækning prøver at lade som ingenting, når der er optræk til ballade, for alle ved jo, at dryppende vandhaner vokser fra det, og at emhætter ikke kan holde vejret for evigt; på et tidspunkt taber de nervekrigen og begynder at suge igen.

For en uge siden begyndte min vandhane i køkkenet at afstøde vand ved… bunden? roden? soklen? så der løb vand ud på bordet, hver gang jeg tændte for den. Så det lod jeg være med at gøre ret meget. Men altså. Man skal jo have kaffe, så jeg fandt ud af, at jeg kunne narre den ved at tændemegethurtigtfuldkraft-sluk! for skiftevis det kolde og det varme vand.

En del af mig ved godt, at den løsning nok ikke er bæredygtigt i flere år.

Nu har jeg så lige opdaget, at det er fordi selve hanen er revnet.

Bare sådan. Revnet. Ingen advarsler eller noget.

Hvor store er chancerne for, at den gror sammen igen?

søndag den 3. januar 2010

Det er vel egentlig meget godt at huske på.

I går havde jeg besøg af en veninde, som lige er gået fra sin kæreste. Hun var ked af det, fordi det aldrig er rart at såre et menneske, man holder forfærdelig meget af, men søskendekærlighed er forbeholdt søskende, og den kan kærester ikke leve af.

I disse dage er det et år siden, at nogen her på matriklen gik fra hinanden, og det var en underlig surrealistisk oplevelse at se hende sidde i den stol, jeg sad i for 365 dage siden, for det virker på en gang som i går og som noget, der skete for et liv siden.

Når man kender outkommet (lagde I mærke til, hvordan jeg lige gjorde det til et dansk ord ved hjælp af ’k’et der?) af en situation, er det nemt komme til at bebrejde sig selv, at man ikke reagerede noget før. Når man ved, at historien slutter med, at helten og heltinden ridder hver til sit, kan man pludselig se mange steder undervejs, hvor fødder skulle have været sat i jorden, hvor lamper skulle have lyst, og hvor man skulle have åbnet sin mund.

Den slags tanker brugte jeg en del tid på at slå mig selv i hovedet med, da jeg var yngre - indtil jeg kom til at tænke på, at hvis forholdet havde overlevet, havde jeg takket mig selv for præcis de samme (manglende) handlinger; for at have holdt ud, båret over og stået krisen igennem.

Processen fra beslutning til mål er bare noget meget mærkeligt noget, for i samme sekund man er ude på den anden side, glemmer man hvor slemt det somme tider var undervejs. De 7 måneder man henslæbte i ynkelig fosterstilling på sofaen, husker man pludselig som karakteropbyggende, og det virker som om, man også undervejs vidste, at man var ved at lære noget og blive stærkere. Hvilket for mit eget vedkommende er verdens fedeste løgn, og vel egentlig bare er udtryk for den samme mekanisme én gang til: Når man ved, at hjertesorgen ikke var terminal, at de 20 timers arbejdsdage resulterede i drømmejobbet, eller at de 5 frustrerende år i hormonhelvede endte med en baby, synes man pludselig, at det var det hele værd.

Min pointe – i tilfælde af, at den fortaber sig i tågerne – er, at nogle valg i livet er man nødt til at træffe, fordi konsekvenserne af alternativet er værre. I de situationer er beslutningen i sig selv hverken god eller dårlig. Den er, hvad du gør den til ved at sammenholde den med, hvad du ellers kunne have gjort.

Og selv om den er både hård og svær, betyder det ikke, at den er forkert.

fredag den 1. januar 2010

Tak for i dag.

Puuuuh. Meget lang dag i dag, synes jeg.

Tilbragte aftenen i godt selskab, diadem og margueritter iført Wolfortstrømper til 350 kr., hvilket jeg synes er fuldstændig horribelt mange penge at betale for et par strømper, men det er som om, at en løbet maske kan forvandle dig fra stilet diva til tarvelig escortso, og det må man jo tage konsekvensen af.

Jeg har de sidste par uger proklameret, at jeg havde brug for at slå et hul i jorden, and so I did. Fantastik vin, kaskader af champagne og en hullet hukommelse fra omkring kl. 20. Det var tiltrængt. Fik et lift hjem, afmonterede samtlige smykker og beklædningsgenstande, drak mere champagne, ringede udenrigs for en formue, kastede en håndfuld matadormix i kæften og kravlede i seng uden at børste tænder. Bare fordi jeg kunne.

I dag vågnede jeg så grotesk tidligt, fordi vi i morgen har release på nye programmer i fitnesscentret, og jeg derfor vidste, at jeg skulle ned og øve. Kunne simpelthen ikke koncentrere mig ordentligt om at have tømmermænd, før dét var afviklet.

Føj.

Viste sig efter 20 minutters nærdødsoplevelse, at det ikke var pga. manglende koncentration, at tømmermændene var absente. Jeg var bare stadig fuld.

Efter en time (inkl. armfuckingbøjninger!) vaklede jeg hjem til Ringenes Herre, og SÅ var det 1. januar med chips, ondt i hovedet og nærmest hysterisk lettelse, hver gang jeg kom i tanke om, at det ikke er søndag i dag, men kun fredag.

I morgen er vi i gang for alvor.

2010. Jeg forventer mig meget af dig.