mandag den 1. november 2010

Under min graviditet har jeg ikke været grådlabil. Jeg har bare været rasende. Jeg fandt allerede på et tidligt tidspunkt ud af, at jeg ikke skal gå ind i konflikter, for jeg bliver så gal, at min hjerne nærmest imploderer i gnistrende, hvidglødende stjerner.

Jo længere i forløbet jeg kommer, jo værre bliver det.

Jeg turbohader sundhedsplejersker, der konsekvent refererer til børn som 'små pus' og med alvorlige miner sidder og giver gode råd om, hvordan vi skal fordele brød-medbringer-tjansen i mødregruppen (seriøst: Hvor ressourcesvage ser vi ud!?), jeg må mase læberne sammen for ikke at spytte på kassedamen i Netto i arrigskab, fordi hun ALDRIG fucking fatter det, når jeg beder om "En stor pose" (hun har små eller store poser bag disken. Et begrænset udvalg. Et overskueligt udvalg. Man skulle synes, at det var muligt at deschifrere ordene ”- og en stor pose, tak”) og jeg er ved at gå amok over, at temmelig mange mennesker bliver ved med at opfordre mig til at ’tage den med ro’ og ’sørge for at slappe af’ for så, sekundet efter, at bede mig om tjenester, arbejde og tilstedeværelse, fordi det åbenbart kun er i forhold til de andre, jeg skal slappe af.

Jeg er to cm. fra at være franskmanden, der surt konstaterede, at helvede er andre mennesker.

(Ved nærmere eftertanke har jeg måske slet ikke svangerskabsforgiftning? Måske har Skejby simpelthen modtaget et kæmpekort underskrevet af hele min omgangskreds: ”I får alt, hvad vi kan skrabe sammen af kontanter til forskning, hvis I udstyrer hende med en diagnose, der isolerer hende og holder hende indedørs”?)

Nå, men nu tror jeg, at jeg har fundet løsningEN! Tricket består i at udskifte personen, jeg fantaserer om at slå ned med en skarpsleben økse, med en jævnaldrende person, der er vigtig for mig. Så når jeg f.eks. står i Netto og syder, så forsøger jeg at huske, at kassepigen kunne have været min lillesøster, og at jeg ikke ville acceptere, at nogen blev så vrede på hende over noget så ligegyldigt, som jeg lige er blevet. At sundhedsplejersken kunne have været min mor, og hvis hun var, ville jeg måske opfatte hendes pylresprog og overdrevne detaljefiksering som et udtryk for omsorg.

Det virker faktisk det meste af tiden.

Endnu.

40 dage tilbage…..

9 kommentarer:

  1. Hold da jøsses. UD MED DET!!!!

    SvarSlet
  2. oh de lyder ikke rart, men kommentaren om dine venners eventuelle investering i Skejby Sygehus er priceless :)

    SvarSlet
  3. Hehe, ja, som Frk. Hverdag siger, så UD MED DET! Det må da også hjælpe at kunne sidde og hamre i tasterne her på bloggen.. Plejer at hjælpe mig i al fald, at få det ned på skrift..
    Men ja, gruer lidt for den dag jeg selv skal producere et styk afkom, for jeg tror jeg reagerer ligesom dig.. Og da jeg er en kende temperamentsfuld i forvejen, så kan det gå hen og blive vældig ugly.. Så tips og tricks omkring forløbet modtages med kyshånd ;)

    SvarSlet
  4. Må jeg anbefale indkøb over nettet? Og at vende det døve øre til sundhedsplejerskeomsorg af den dårlige skuffe (havde første gang én, der talte lige så langsomt til voksne som til de små børn - man følte sig absolut mindst retarderet, når hun svarede på spørgsmål!!)
    Forresten: Hvad så, hvis (når) din mor er irriterende?
    Glæd dig til ammeforløbet, hvor alle med en mund vil benytte lejligheden til at kommentere hvad som helst om bryster, mælk og ikke mindst være uhyrligt betænksomme til hvert fjerde sek. at spørge, om lillefisen er sulten ... hm ...

    SvarSlet
  5. Oh oh she is gonna snap!

    Spøg til side, godt du har anger management.

    Ind i mellem har Sartre dog ret.

    SvarSlet
  6. Kontanter?? Vi var fandme flere, der måtte donere vores kroppe til videnskabenlig forskning!!

    Håber bare min forsker er lækker...

    SvarSlet
  7. Jeg ville være et skarn at bringe dit pis endnu mere i kog, Linda: Deschifrere=dechifrere

    Et drøngodt indlæg som de øvrige - og så må vi bare krydse fingre for, at temperamentet lægger sig.

    SvarSlet
  8. Når jeg ventede barn #2 i Sverige, og var til den indledende kontrol, ved den jordemor der skulle følge min graviditet gennem 9 laaange måneder, kiggede den lille dame over på min kæreste og sagde "Og det her faren?" hvorpå jeg ikke kunde holde mig tilbage og lidt irriteret svarede, "Ja men det går vi da ud fra. Jeg tror ikke det var den hellige ånd.... vel?!". Vi blev aldrig gode venner og min kæreste har aldrig helt tilgivet mig den kommentar... Jeg fandt senere ud af at jordemoren var gift med den lokale præst. *host*

    SvarSlet