lørdag den 27. november 2010

Udvikle man svømmehud på øjenlågene over tid?

Jeg tror, at jeg vil til at lære italiensk. Et eller andet skal jeg jo lave i timerne fra midnat til 2.30, hvor barnet åbenbart har besluttet, at søvn er for taberbabyer. I løbet af dagen opfører han sig utrolig eksemplarisk; spiser og lægger sig derefter på maven af mig, hvor han laver sit lille skildpaddefjæs, der er så kært, at jeg er bange for at komme til at kysse ham i stykker, men kl. 23.59 skifter han personlighed, og vil INGENTING. Piber, vil spise, vil ikke spise, vil skiftes, går amok i raseri fordi han skal skiftes, piber videre, møffer rundt, vil gåes med, vil spise, nej for helvede, ikke alligevel, og sådan kører vi på.

Så mor er TRÆT!

Jeg prøver at navigere i det, og undlade at gå i panik over ansvaret og over, hvor farlig verden pludselig er blevet. F.eks. så jeg gerne, at alle bilister i Danmark afleverede deres kørekort til mig, som derefter kunne udlevere det igen i korte 30. minutters intervaller, når Anton er i sikkerhed inden døre.

Jeg prøver at fatte, hvad jeg har gjort for at fortjene at få verdens sødeste dreng.

Jeg prøver også at fatte, hvordan nogle mennesker overlever at have mere end et barn, og det ligger uden for min fatteevne, hvordan vi nogensinde skal nå dertil, hvor jeg igen skal kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, indkøb og rengøring. Og træning.

Timerne smuldrer væk mellem fingrene på mig, jeg når ikke en skid, og jeg skal være ærlig og sige, at det hele er lidt overvældende.

På det helt lavpraktiske plan, hvor der dagligt opstår Ting, Jeg Sgu Da Ikke Havde Skænket En Tanke, har jeg lige nu en udfordring ift. hvad vi skal stille op med madkasserne om natten. Uden at blive alt for klam eller grafisk, så lad mig nøjes med at sig, at når mælken er løbet til, så er det så åbenbart ikke sådan, at der bliver lukket for hanerne natten over.

Godmorgen Cleopatra.

De sidste par dage har jeg jagtet en løsning på problemet, der er lidt hurtigere end at bestille nye ammebh’er over nettet (forbandet være dem, der bildte mig ind, at jeg skulle vente med at bestille til mælken var løbet til!) og derfor stillede den nye, udvaskede version af mig selv i dag i en lingeributik, hvor plirrende, udsovet a-skål på 17 år spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe med.

Mig (med let stresseksem på kinderne, fordi det her skal overståes mens barnet sover): Har I noget i amme-bh’er eller bare noget sportstop i 70 eller 75 M?

Hende: Øhm… altså, ved du, hvad det er i danske størrelser?

Mig: I danske størrelser?

Hende: Ja, vi kører jo med A, B, C skåle og så videre.

Mig: …. (are you kidding me!?): Ja, det er jo sådan set samme alfabet jeg begår mig i. Vi skal bare noget længere ned i bogstavrækken.

Hende: (Helt forskrækket): Nej, SÅ store størrelser har vi altså ikke!

Det er nu officielt. I'm a freak. Men jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg først begyndte at tude, da jeg stod ude på gaden igen.

Det bliver nemmere med tiden.

Ikke?

41 kommentarer:

  1. Jeg har VIRKELIG ondt af dig. Det er bare ikke fedt at spørge efter store størrelser. Jeg har det træls nok med at skulle spørge efter G/H, i M kan det da kun være værre. Og sværere! :( Jeg håber, I ellers har det fantastisk, og at vi får lov til at se flere billeder af det lille vidunder. ^

    SvarSlet
  2. Jo! Det gør det! Min helt personlige mening er, at babyer lige burde tage de der 6 måneder mere inde i maven.
    For det er først der, det er til at gå til. For mig, ihvertfald.

    Det Anton har gang i om natten kender vi godt, herhjemme kalder vi den leg "Gæt et behov". Det sjove, for babyen (eller, sjovt og sjovt...), er at skifte behovet, mens forælderen er ved at gætte det.

    Derfor er det et lille game man kan have gang i virkelig længe, med forskellige vredes-eller gråds-udbrud (fra begge parter) undervejs.

    Jeg siger det, som jeg også selv klamrede mig til (men ikke troede på): Det går over. Og det bliver nemmere. Heldigvis har man jo fået det skønneste barn i verden, som man gider gå alle de her ting igennem for.

    Herhjemme er vi fx. på nr. 2 baby (som har rundet de 4 mdr. nu). Storesøsteren havde kolik, og skreg sig igennem de første mange måneder, og jeg troede aldrig jeg skulle blive mig selv igen. Men det gør man. Og så har man det her fantastiske barn.

    SvarSlet
  3. JO, det bliver nemmere! Og kender udmærket til det der med at barnet er umuligt efter midnat... Men lige pludselig er den lille bitte bebs en stor dreng på tre år der har sagt farvel til ble og middagslur, og det der halve år hvor jeg bare ammede konstant og knap nok tænkte på andet end hvornår jeg kunne komme til at sove næste gang - det er et fjernt minde, og jeg har for nylig opdaget at jeg faktisk godt kan forestille mig at tage HELE turen en gang til - men det har altså taget mig et stykke tid at nå dertil :)
    Kan i øvrigt tydeligt huske det natlige mælkebad! Tror min løsning var noget med ammeindlæg og stofbleer. Og så stopper mælken jo altså efter nogle uger (så vidt jeg husker) med at løbe konstant.

    SvarSlet
  4. Jeg skynder mig at skrige navnet Lace til dig. Nede ved busgaden... De har meget til folk med store barme.... Om M er repræsenteret ved jeg ikke...

    SvarSlet
  5. I Antons umulius-timer skal du naturligvis blogge! Duh, Linda! Du er sej. Det er han bare også. Det MÅ da være overvældende.

    SvarSlet
  6. Jeg kan også anbefale "Lace". De havde alt hvad jeg skulle bruge og utroligt søde ekspedienter.

    SvarSlet
  7. JO, det bliver nemmere! Jeg hører ikke til dem, der elsker den første tid og bitte bitte små babyer. Jeg synes rent ud sagt det har været skrækkeligt i starten - begge gange. Hormonhelvede, skrigeskinker og ja, husker også mælkeshowet og følelsen af at soveværelset var omdannet til en stor ost.
    Hæng i - det bliver virkelig bedre. Stor respekt til dig, at du trods alt virker så samlet og har overskud til at blogge!
    KH

    SvarSlet
  8. kom frejdigt. Vil elske at lære dig italiensk ;)

    ... og ja, vi kan godt starte med 'ederne'
    - Betyt

    SvarSlet
  9. Vi kan lige starte med noget så oplagt som en godnatsang ;)
    http://www.youtube.com/watch?v=cIkosxIvEQw&feature=related
    -Betyt

    SvarSlet
  10. Altså jeg troede heller ikke str. M eksisterede, før du nævnte det. Og eftersom du insisterer, må jeg jo tro på det. Selv om det er lidt svært at få ind i hovedet :-)

    Altså, uden at være bedrevidende, så ville jeg sige at man skal huske at være i nuet, og så sove lige så snart baby sover. Eller lægge sig på sofaen og slappe af og få lidt energi på kontoen. Så er man bedre rustet til de der ture, hvor baby er totalt utilregnelig, og man ikke aner hvad der er op og ned...
    Men du lyder som om du klarer den helt fint.
    Kh Anne Lotte

    SvarSlet
  11. Jeg har den største respekt for dig. Jeg har ingen børn, og ingen gode råd at øse af den i henseende, men jeg synes, det er imponerende, at du stadig har humor og selvironi i behold og overskud til at blogge.
    Og i mine ører lyder det til, at Anton har fået den sejeste mor, men det er vel også ok for Lara Croft at synes, at det hele er lidt overvældende.

    SvarSlet
  12. Du er simpelthen så uendeligt cool! Jeg er 18 og sidder lige pt. og tager mig selv i at tænke "når jeg bliver mor, vil jeg være som Linda". At din humor ikke er slidt ned endnu er mig en gåde, og at du ikke falder i søvn foran computeren er endnu sværre at forstå, men hæng i. Er slet ikke i tvivl om, at du nok skal komme igennem levende. Du er trods alt superwoman ;)

    SvarSlet
  13. De der bh-fabrikanter lever sgudda også i en verden, hvor de bare ikke vil tage imod penge fra en ret stor del af deres potentielle publikum. Jeg kan heller aldrig finde bh'er, jeg kan passe, og jeg har ikke engang prøvet at have ammebryster. Føler for dig, men til gengæld har du den lille skildpadde, og hvem har brug for støtte, når man har spisende gæster?

    SvarSlet
  14. Jo, det bliver nemmere! Og det varer ikke ret længe, før din mælk og Anton tilpasser sig hinanden.
    Sov, når du kan, du har brug for det, hyg dig, og blæs på alt andet!

    SvarSlet
  15. Har ingen kloge erfaringer, men hepper på dig og tror på at alle de smil du giver mig, må give noget karma tilbage til dig.

    SvarSlet
  16. Kære Linda!

    DU ER SÅ GOD! Jeg fatter, som mine med-kommentatorer, heller ikke at du har kræfter til blogggeri, men tusind tak fordi du gør det!
    Jeg sidder med tårer i øjnene fordi jeg lige blev lidt rørt over hele dit set-up, som jeg levende kan forestille mig, og samtidig gnækker jeg højt, fordi du (stadig) er så knivskarp og skidesjov. Tak fordi vi må være med på sidelinjen; det er fantastisk.
    Jeg ønsker alt godt til dig og din lille skildpadde.


    Kh
    Lene K

    SvarSlet
  17. Det bliver MEGET lettere med tiden!
    - indtil da, hold næsen lige i vandet og kys vidunderbarnet som var du betalt for det;o)

    SvarSlet
  18. Jeg ville også anbefale ammeindlæg og stofbleer til mælkestrømmen, og i øvrigt er jeg enig i at det nok skal stilne af.
    Vil ikke komme med råd ang. ikke-sovende baby (jeg sover sgu da stadig ikke igennem og Jullen er ligegodt 13 mdr!!), men bare sige - hæng i! Lige pludselig kommer der et smil, og et babykys, og så er alle de u-sovede timer glemt :)

    SvarSlet
  19. Hold K... hvor er du sjov, Linda. Du har humoren i orden stadigvæk, selvom du er hårdt hængt op, og nok hellere ville vinde en hel nats søvn end en mio i Lotto.

    Tænk på at den tid du er i nu, kun er begrænset. Anton bliver jo ikke ved med at være en nyfødt baby. Det kan selv jeg regne ud, og jeg har ingen børn.

    KH Heidi

    SvarSlet
  20. Et råd til skrigebabyer: bar røv på puslebordet og en føntørrer var mirakelmidlet da min dreng skreg 3-4 timer nonstop. Det fungerede fuldstændig som en mute-knap...
    Men hatten af for dig Linda, du er super sej!

    SvarSlet
  21. Uden at ville gentage hvad der sikkert er andre der har skrevet, så skyldes den der forvandling om natten nok at ungen er træt. Han skal ligesom alle andre også behandle dagens indtryk og mentalt bliver han (selvfølgelig) overloadet efter en hel dag som drømmebaby.
    Måske man bare skal tænke i at minimere tumlen rundt med ham om natten og tænke beroligende lyde uanset hvor arrig han virker. Eller sådan noget.
    Altid nemt med gode råd fra sidelinien.

    Mælkestrømmen kan måske i øvrigt afhjælpes med stofbleer som indlæg. Det er der sikkert også andre der har sagt.

    SvarSlet
  22. kære Linda! elsker elsker elsker at du har din humor i behold OG orker lige at blogge lidt til os : -)
    Anton og dig I skal nok finde jeres fælles rytme og jep det tager altså lige lidt tid at lære at tolke sådanne små størrelser -også for en proff.tolk : - ).. Tag det gode råd med at nappe en på øjet, når Anton gør - så kommer du langt. Og nybagte mødre er bare pr. definition TRÆTTE!!

    knus

    ps har også lidt svært ved at se det der M halløj for mig!! wauu men cool at du først tudede udenfor... dumme tøs (ekspedienten altså!!)

    SvarSlet
  23. Stofbleer og masser af t-shirts - og det går over igen - hellere for meget mad end for lidt :) Og sov, når chancen byder sig, gerne sammen med Anton, babyer er ikke bygget til at sove alene. Lav evt. en lille 'rede' til ham ved siden af din hovedpude, så han ikke kommer til at ligge og soppe i maden (undskyld, men jeg kan godt huske, hvor klamt det var :))

    SvarSlet
  24. Ae ae!
    De første 4-8 uger er det aller hårdeste. Og selvom det selvfølgelig ikke hjælper ligenu, betyder det jo altså, at det kun bliver bedre. Så snart du har lært ham bedre at kende og han lærer, at verden udenfor din mave slet ikke er så grum endda (så længe man bliver hjemme i hvert fald!), så slapper han også af. Stol på dig selv; you can do it. Sov når han sover og lad resten stå til.

    SvarSlet
  25. At du overkommer at have humor lige nu er sejhed, Linda. Og til det der med at "passe på mælkejungerne" - det er vigtigt! Du kan anskaffe dig ammeindlæg i uld, de virke ikke som kolde omslag, når de bliver våde. Hold dem varme, evt. også købe uldne undertrøjer af Føtex's billigste, og får du ømme bryster så gå i varmt brusebad i lang tid. (Når Anton sover)

    Jeg har et billede af mig selv med vores yngste lige da mælken løb til Dolly Parton gå hjem! - men størrelsen finder et mere middel leje, Anton justerer størrelsen, så de rikke løber mere til end der er behov for. Så måske er der ikke brug for M, særlig længe, hvis det er en trøst.
    God fornøjelse med det hele :-)

    SvarSlet
  26. Marlene nu i Norge28. november 2010 kl. 17.32

    Glem det kære Blogsbjerg. De hængekøjer skal bestilles på nettet. Jeg har i hvert fald aldrig været så heldig at finde en i fysisk butik.
    Jeg ved desværre hvad du snakker om, og så længe jeg ammede, (ca 7 mdr) var en 80 M også for lille til mig. Det ser skrækkeligt ud når det buler alle steder, men i det mindste har man fået et sødt barn. Andet er der vist ikke at sige til det:)
    Jeg tager forøvrigt hatten af for dig. Det er SÅ hårdt med sådan en lille ny unge og man er SÅ træt og slidt at man ikke fatter det. Synes du er så sej, at du klarer det hele selv. Du er en sej mor:)

    SvarSlet
  27. Mon ikke du læst alle tricks?

    Jeg vover alligevel det ene øje og sender de to der virkede her.

    Køb en minivarmeblæser i Silvan (max 200 kr.) og stil den ved siden af puslebordet, så har du et sted at ligge ham varmt og godt uden at skulle holde føntørrer ol., så har du begge hænder fri og kan give ham fuld opmærksomhed. Det er også perfekt, efter et bad eller under bleskift om vinteren.

    Du kan også overveje at putte ham lidt stramt i et tæppe eller dynen, så han slipper for indtryk.

    SvarSlet
  28. ups Linda det der med at putte ham stamt minder mig om: nyfødte (og vel særligt for tidligt fødte) mangler det tætomsluttende fra livmoderen.. jeg blev anbefalet at rulle håndklæder, som kunne ligges inde i liften, så der ikke var ret meget "tom plads" - det hjalp forbløffende hurtigt! og er da ret nemt at gå til : - )

    SvarSlet
  29. Stofbleer, gummilagner og ammeindlæg en masse!
    Men ellers; du kan jo stoppe det andet bryst (som han ikke ligger ved) ved at trykke brystvorten ind i 30 sek. Så løber det ikke mere...

    SvarSlet
  30. Kære Linda, du har alle de gode råd fra den før mig. Et mantra der har hjulpet mig mange gange er "det går over når han bliver teenager" og det GØR langt det meste!
    Kys, nus og nyd ham ... for også dét går over i teenagealderen :-)

    SvarSlet
  31. Årh, havde SVORET ikke at gi' råd... men hvis alt andet glipper, så prøv at folde en stofble til en trekant med spidsen ned mod dig, hvis du fx lægger den på puslebordet. Anton ned ovenpå, op med snippen; den spids, der vender ned mod dig, mellem hans ben, så den ene 'vinge' godt stramt ind over, dernæst den anden. Han må kun ha' hænderne fri, og fraset, at hans blodomløb selvfølgelig skal fungere, så må den godt være rigtig stram. Så op på mors barm (og han skal selvfølgelig været fodret, bøvset af og skiftet), og så bare lulle lidt rundt. Prøv det.

    - Signe

    SvarSlet
  32. Det der reddede min barsel: aldrig ALDRIG stå op før kl 11 om formiddagen de første 3 måneder. Du vil sikkert have svært ved at føle, at det er det rigtige at gøre, men prøv det, prøv det. For mig lykkedes det virkelig på den måde at indhente søvnunderskudet.

    SvarSlet
  33. Jo, det bliver nemmere med tiden. LOVER!
    Jeg læser med hos dig og husker tilbage til da jeg var i den situation du er i nu. Det er ca. 1 år og 9 måneder siden - og jeg lover dig at omme på den anden side af spæd baby bliver det rigtig sjovt.

    Heldigvis fortalte en engelsk veninde mig tidligt om Gina Ford, der er en guro indenfor baby-parenting i england.
    Hun har lavet en bog der hedder The Contented little baby book. Jeg vil anbefale dig at købe den.
    Hun guider dig, step by step, i hvordan du tager styringen i babyens første år, så du også kan eksistere og være et menneske. Man skal være villig til at træffe nogle svære beslutninger, men belønningen er guld være.
    Jeg har ikke fulgt bogen punkt for punkt men jeg har haft en baby der sov igennem fra hun var ret lille og har haft haft et fast søvnmøsnter.

    Du kan først bruge bogen fra Anton er 5 uger, men den er rigtig god at få læst, og finde ud af om der er noget der vil være en hjælp for dig.

    Gina ford er populær men omdiskuteret i England, men i min verden en redning.

    Måske den slet ikke er noget for dig, men fordi jeg selv har haft så meget glæde af at den, har jeg hermed givet tippet videre. Ligemeget hvad du finder på, vil jeg glæde mig til at følge med, og se ham og dig vokse med opgaven.

    Du kan finde bogen her:
    http://www.saxo.com/dk/item/gina-ford-new-contented-little-baby-book-paperback.aspx

    og mere om Gina Ford og andre uundværlige udgivelser (hvis du spørger mig):
    http://www.contentedbaby.com/

    SvarSlet
  34. Jeg håber at nogle af de mange gode råd hjælper :)

    SvarSlet
  35. Her er hvad der virkede for mig: 1. køb en virkelig pæn morgenkåbe, og Erkend at den bliver dit hjem denæste tre måneder. 2. Vid at dit liv bliver normalt igen, dt tager bare lidt tid. 3. Kig din lille mand dybt i øjnene og hvisk til ham at det her skal I nok klare. Du er skabt til at passe på ham og han er skabt til at blive passet på 4. Forkæl dig selv når du kan, dameblade, ny cd, whatever. Bare så du lige husker på at du også selv er en person der er værd at forkæle. Elskede selv spædperioden med begge ungerne. Elskede osse da det holdt op :-)
    bio

    SvarSlet
  36. Et forslag - udover alle disse ovenstående råd - som desuden ville glæde en større del af befolkningen (undertegnede, blandt andre): hermed afskaffe og forbyde 17-årige, a-skålebesiddende, subintelligente lingeriassistenser. Det gider vi sgu ikke, det pjat (og iøvrigt, det kan da umuligt fremme lingerisalg). Godt! Det er hermed vedtaget.

    SvarSlet
  37. Noget af det første jeg gjorde, da vi lige var kommet hjem med vores tvillinger (og jeg ikke længere lå og badede i mælk om natten) var at købe en app til min iPhone med med hensigt at lære fransk grammatik (skal måske lige tilføje at jeg ikke kan udtale et ord fransk), men jeg tænkte (eller hvad man nu gør som nybagt mor), at det da nok var meget smart at bruge alle mine vågne natteammeperioder til at lære noget... Hmm... lad mig bare sige, det er endt med, at jeg læser utroligt mange blogs om natten - og sætter vilde rekorder i Bejeweled 2. Suk.

    SvarSlet
  38. i am happy to find it thanks for sharing it here. Nice work.

    SvarSlet
  39. Jeg blev nødt til at google det, så jeg fandt faktisk et link til nogen der tilsyneladende sælger bh-er i str. M.

    http://www.plussizebras.info/size.html

    Ved ikke om de sælger over nettet, men man kan da håbe. Held og lykke.

    SvarSlet
  40. Спасибо за материалы! :)
    Respect www.blogsbjerg.com

    SvarSlet
  41. Hej Cleopatra

    Et godt trick er, som alle andre også siger, stofbleer. Derudover virker det super godt med sådan en ulddims, som man kan bruge til at varme lænden med (kæmpestort uld-elastikbind). Træk det op over hele mejeriet og stop ud med stofbleer, der hvor lækagen forekommer. Så bliver man heller ikke kold og får brystbetændelse og andet herligt... De har dem i Netto ligenu til den nette sum af 49,- :)

    Kh Anne F.

    SvarSlet