tirsdag den 30. november 2010

I må ikke sige det! I må ikke sige det!

Da jeg læste, delte jeg lejlighed med en veninde. Vi drak litervis af billig rødvin og spillede så meget Trivial Pursuit, at pladen i dag er helt mør og dingelvorn. Det var altid sjovt at spille med hende; dels kunne vi svare på nogenlunde samme antal spørgsmål, så der rent faktisk var tale om jævnbyrdig konkurrence, og dels var vi enige om, at hvad der blev sagt over brættet, blev over brættet. Denne regel har jeg altid elsket meget, meget højt, da jeg har nogle huller i min piratviden, der er så afgrundsdybe, at jeg ikke engang ved, hvor pinligt det er, når jeg slynger et årstal eller navnet på en konge ud.

Hvis jeg skal give et konkret eksempel, har jeg f.eks. altid haft en lidt uheldig tendens til ikke at kunne skelne amerikanske stater og byer fra hinanden. Og jeg kan åbenbart ikke lære det, uanset hvor længe jeg sidder og glor insisterende på en globus.

Til gengæld plejer jeg at kunne huske stort set alle sangtekster, jeg nogensinde har hørt.

Men når jeg spiller, HADER jeg, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ved, at jeg kender svaret på - men som jeg bare ikke kan vriste fri af hjernebarken. Jeg kan få flere minutter til at gå med at sidde og messe: ”dumåikkesigedetdumåikkesigedetjegveddetgodtjegveddetgodt!”, fordi det er så pisseirriterende at skulle køre med mentale støttehjul, når man en gang har lært at cykle.

Og det må være dette karaktertræk, der slår igennem, når jeg skal synge ”Hør den lille stær for mit barn”, og ikke kan huske halvdelen af teksten. Jeg kunne i princippet bare google det, men i stedet står jeg stædigt bøjet over puslebordet og synger en mystisk bootlegversion af sangen.

And it goes a little something like this:

Se/hør den lille stær
(Vil helst ikke forfordele en sans frem for en anden)
Den er åh, så fornøjet
Morgenklokken/solen ringer/brænder

(Her afventer jeg altid selv spændt, hvad der kommer ud af munden på mig)
Marken står i damp/brænd
(Og her kommer jeg så i tanke om, at det nok ikke er ’brænd’ i begge linier)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet
Den skal ikke sæbes
Og/eller vaskes med en svamp

(Vil gerne have det til at være ’eller’, men der er altså et eller andet galt med rytmen)

Se, den flyver højt
Flyver højt under himlen
Den skal passe på
Den ikke falder ned

(Velkommen til Danmark, min skat)
Hmmm hmm hmmm hmm hmm/den har fået hat på
Hmmm hmmm hmmm hmm/og fin-pudset næbbet

(I know - men tænker, at hvis den skal på besøg, vil den nok gerne være lidt præsentabel?)
Den har nok en ven der
(burde der ikke være noget ’nede i byen’ et eller andet sted?)
Som ingen, ingen ved
(HELT sikkert en han-stær!)

Som I ser, klarede min evne til at huske sangtekster desværre ikke fødslen.

Men jeg skal NOK få krammet på den forbandede fugl!

20 kommentarer:

  1. Og du vil stadig ikke Google den? :b

    SvarSlet
  2. Ja - ku altså ikke lade være:
    *undskyld-smiley*

    Hør den lille stær, den er, åh, så fornøjet.
    Morgenklokken ringer, og marken står i damp.
    Nylig er den vågnet, men altid i tøjet,
    aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.

    Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,
    ingen fine støvler, den først skal pudse af.
    Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,
    den kan gå og fløjte den hele lange dag.

    Og når den bli'r sulten deroppe på kassen,
    finder den en orm, den kender, hvor de er.
    Den skal ikke først ha' den kogt over gassen,
    den kan få den ned, li 'så levende den er.

    Og når den vil rejse, den venter ikke længe.
    Vips, er den af sted og ta'r på eventyr.
    Den har hverken kuffert, billet eller penge,
    den har bare vinger, den er en lystig fyr.

    Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,
    den må passe på, den ikke falder ned.
    Den er fløj et langt bort et sted ned i byen,
    den har nok en ven der, som ingen, ingen ved

    SvarSlet
  3. Åh ved Gud jeg håber ikke Anton vil høre "dyrene i Afrika" for det kan virkelig blive en prøvelse både for dig men også for ham, når han tror at elefanten springer fra træ til træ, at krokodillens unger har ondt i halsen og at giraffen faldt i trylledrikken som lille!

    SvarSlet
  4. HAHAHAHA!
    HELT sikkert en han-stær :oD
    Jeg kan stort set det samme af den sang - og det virker fint, den er stadig god :o)

    SvarSlet
  5. så længe det ikke er Mickeys playhouse...

    SvarSlet
  6. Ejjjj Linda, nogen gange elsker jeg dig altså en lille smule!!

    Vedr. de der Trivial moments, så har det for mig virket at stå med måsen i vejret/hovedet nedad. Blodtilførsel til hjernen, y'know? Og man kan ikke slå surprise-effekten når man står på den måde, pludselig gjalder "Shirley Bassey!!" (det var svaret, ing') og i selvsamme øjeblik træder den lækre fyr, man i hemmelighed sukker efter, ind i lokalet.

    Jeg fik ham aldrig. Men jeg vandt i Trivial, og vi ved alle sammen hvad der er vigtigst.

    SvarSlet
  7. har du tænkt på at vælge en anden sang ? : - )

    SvarSlet
  8. Haha, det virker bekendt. Men fat mod! Øvelse gør mester!
    Kan varmt anbefale denne serie af sangbøger: http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8711412267
    Jeg har dog ikke CD i mine... og heller ikke Sebastians ansigt på forsiden... men jeg vil tro bøgerne ikke er blevet dårligere af det. Vi bruger dem som godnatsang og de kører nu på barn nr. 2.
    Jette

    SvarSlet
  9. Kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor forældre til små babyer altid synger danske børnesange. Måske fordi jeg mener at alle børnesange er shite. Især de danske. Føler mig simpelthen så toplatterlig når jeg sidder og forsøger at huske teksten til Solen er så rød (den eneste IKKE-latterlige børnesang.) Nå, men pointen var bare: hvorfor synger man ikke nogle FEDE sange man kan lide? Ungen forstår jo alligevel ikke et klap af hvad der bliver sunget. Prøver selv på det nu, men kan efterhånden heller ikke huske teksten til mine yndlingssange. Eller melodien.

    Er selv hjemme med en 2 måneders baby, og seriøst, kan bare IKKE huske teksten på noget. Og jeg kan ellers altid huske teksten på alt. Ned til mindste detalje. Suk. Helt galt gik det da jeg ville prøve med en lille frisk julesang. Hørte mig selv synge:

    "Englene sang den
    først for mørkets fyrster"


    God fornøjelse med sangen ellers
    Kat + baby

    (vi synger for tiden Radiohead og Johnny Cash.)

    SvarSlet
  10. Og nu har jeg så haft den sang i hovedet hele morgenen ;o)

    SvarSlet
  11. Gitte: det har jeg også! At jeg aldrig har hørt sangen før, og derfor ikke kender melodien gør det ikke bedre.

    SvarSlet
  12. Se nu, det kan blive mere pinligt, når man mumler sig gennem "Solen er så rød mor", med tårerne trillende ned af kinderne.

    SvarSlet
  13. Det er mærkeligt med den sang. For jeg kan 117 børne sange udenad, undtagen den! Er sikker på den er forbandet (kan i hvert fald heller aldrig få det der "nede i byen" til at passe ind), og vi har den endda på cd...

    SvarSlet
  14. Det kommer ikke til at være sidste gang, du får grå hår af at vride hjernen ang tekster på børnesange. På et tidspunkt går der sport i hvor meget vrøvl man egentlig kan nå at synge på en dag :) Og tit er de sjovere end originalen!

    SvarSlet
  15. Stemmer for at udvide repertoiret. Jeg oplevede at kunne synge bedre end at pludre med min søn, når jeg var træt. Det resulterede så bare i, at det ofte var teenageårenes hengemte drikkeviser, der kom over læberne. Men min søn faldt fint i søvn til ,,da hønsehuset brændte ville hanen ikke ud" osv.

    Hilsen Line

    SvarSlet
  16. Jeg har også i alle godnatsangsårene sunget en delvist afkortet version af Elefantens vuggevise, men pyt, bare man synger.

    Og med årene lavede vi vores helt egen godnatsang, der i første omgang blev stjålet fra en børnetime, og som egentligt bate hed godnat, godnat- i det uendelige og til sidst godnat min skat. Vers to hed "og sov så godt" uendeligt - med gdnat min skat til sidst. Den kunne selv jeg huske :D Og jeg har voldsomme problemer med at huske sangtekster... Til gengæld kan jeg svare på alle dem med år i Trivial Pursuit.

    SvarSlet
  17. Jeg sang 'jeg ved en lærkerede' (note: den gamle version, for den nye var en kende for fancy til, at man kunne falde i søvn af den!)for min søn. Jeg sang den faktisk så mange gange, at jeg engang greb mig selv i at sidde og synge den for ham, mens jeg læste avisen. Seriøs multi-taskning!
    -Betyt

    SvarSlet
  18. Jeg ville finde tekst og rigtig melodi til "Puf, den magiske drage", og gik på Youtube... Det blev en oplevelse, der stadig sidder så stærkt, at vi ikke herhjemme kan synge Puf uden at én begynder at tromme manisk i bordet... Se her:
    http://www.youtube.com/watch?v=h3QdR_8yPBY

    SvarSlet
  19. Og netop derfor er jeg så glad for at nogle venner var så forudseende at give os/barnet en De Små Synger i før-barselsgave, så jeg nu (næsten uden at kigge - eller...) kan synge den heelt korrekte udgave af HØR den lille stær for min datter ;-)

    SvarSlet
  20. Du skal bare digte videre, det virker hos os og bliver tit utrolig sjovt. ved dog ikke om børn bliver mobbet allarede i vuggeren fordi de kan 12 versioner af "den lille frække frederik". For så bliver vores lille prut meget udsat..:-)

    SvarSlet