torsdag den 4. november 2010

En tand ekstra.

Nu har jeg de sidste par år været meget dygtig til at bande stygt over min læge her på bloggen, så for at skabe lidt balance i tingene, vil jeg nu fremhæve min fantastiske tandlæge. (Ny, matematisk regel: Hvis ord slutter på de 4 samme bogstaver, kan de sammenlignes og/eller udligne hinanden.)

(Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, fordi jeg er gravid og rasende.)

Hun er tynd som en pind, meget omhyggelig, og så roser hun altid mit gebis til skyerne, hvilket jo er den sikre vej til mit hjerte.

Første gang jeg var derovre, blev hun så begejstret, at hun måtte hente sin receptionist, så han også fik chance for at beundre ”de helt utroligt fine resultater af børnetandplejen i Esbjerg!”

Hun ELSKER at sludre. Desværre ikke på den retoriske måde, så efter at have parkeret 6 fingre og 2 instrumenter i kæften på mig, skal vi ORN’lig hyggesnakke! Og den her gang var der jo nok at spørge til. Vidste jeg, hvad det blev? Havde jeg fundet et navn? Hvad sagde min kæreste til det hele? ”Ai er hæl.” Selv? Nej, hvor sejt! Hvornår var jeg sat til? ”’Ed e igge. Ar angerhaasoriftnng” Svangerskabsforgiftning!? Nej, men det var da SKRÆKKELIGT!!

Hun ville være guld værd for tolkekorpset i Bruxelles, for uanset hvor uldent og uklart man svarer, og hvor mange stavelser, man må give køb på, forstår hun altid præcis, hvad man siger.

Og når Anton kommer, kan vi BARE komme, selvom vi er selv. Bare vi kigger forbi om formiddagen, for ”der er vi lige en ekstra, så så skal vi nok kigge efter ham imens.”

”Ja, det skal vi! Det er overhovedet ikke noget problem!!” kom det ude fra receptionen.

Åh, GID min nye læge er ligeså fantastisk!

7 kommentarer:

  1. æælllssskkeerr når du er i " bestemme-humør" - og synes det er en meget rimelig ny matematisk regel og meget! korrekt begrundet : - )
    Ja sjovt som tandlæger kan lide at snakke, når ens mund er fulde af fingre og instrumenter! men godt du har god tandlæge MED forkontor som vil agere dagpleje : -). Håber nye læge også er super - er heldigvis begavet med super læge og tandlæge

    SvarSlet
  2. Jeg er også helt med på at du bestemmer, men jeg forstår bare ikke den nye regel?

    SvarSlet
  3. Ej hvor dejligt! (Thumbs up for det meget fine lyd-sprog)

    SvarSlet
  4. Hahhahah! Det er alligevel det hyggeligste tandlægebesøg, jeg længe har læst om. Skønt. :-)

    SvarSlet
  5. Min tandlæge er også fantastisk og så er hun køn og har store ehm hun er meget køn :)

    SvarSlet
  6. Det Husmoderen sagde. Jeg efterprøvede det da jeg børstede tænder i morges, og du har skrevet helt rigtigt.

    SvarSlet