mandag den 29. november 2010

Det viser sig, at verden udenfor går videre….

Ok, hvordan blev det første søndag i advent?? Kom til at tænde for fjernsynet og var fuldstændig uforberedt på, at julen har sneget sig ind på mig, mens jeg har haft travlt med at føde.

(Kom senere til at hænge fast på noget tysk kanal, fordi den lille tryklås havde hæftet sig fast i brystet, og jeg ikke kunne nå fjernbetjeningen. Vidste I, at der findes en sportsgren, som går ud på, at unge mænd i meget kropsnær lycra laver grimt akrobatik på cykler? Og at der, efter det meget entusiastiske publikum at dømme, åbenbart findes mennesker, som går op i det?)

Håber fandme, at folk ønsker sig noget, der kan bestilles over nettet i år. Eller at julemanden hoster op med noget overskud i forsinket kalendergave, så jeg kan forcere driverne og turboshoppe i midtbyen. (Bliver formentlig den eneste kunde i Matas, der beder om 24 indpakkede gaveæsker med de stribede med Aloe Vera.)

Fitnesscentret har også holdt julefrokost. Uden mig.

…..

Nok i virkeligheden også bedst. Er ikke sikker på, at jeg hormonelt er i stand til at tackle at forsøge at dresse post-fødselskrop op, (selvom jeg gerne vil have lov at prale af, at jeg her 12 dage efter fødslen allerede har tabt næsten 2/3 af, hvad jeg tog på undervejs), og det ville virke så forkert at rage spøgelsesagtigt rundt blandt relativt civiliserede mennesker, mens man slæbte uskønt spor af mælk og tårer efter sig.

Heldigvis har vi stadig FB, så jeg kan følge lidt med i skandalerne

Og nu vi taler om skandaler, så slagter vi her i huset de hellige køer i et tempo, der burde få Danish Crown til at overveje at udlicitere produktionen til mig i stedet for til østlandene:

Jeg giver nu mit barn en flaske om aftenen.

Ja, I læste rigtigt. 12 dage gammel og allerede på flasken.

OG han har fået en sut. *skandale-smiley*

So sue me.

Taktikken er, at hvis nogen på noget tidspunkt gør anstand til at løfte den moralske pegefinger, så henviser jeg til unavngiven sygeplejerske/jordemoder på Skejby, og så kan de jo selv se, om de har mod på at backtracke mit forløb og finde frem til synderen.

Muhahaha!

Vi vinder, Anton, vi gør.

20 kommentarer:

  1. Politisk ukorrekte mødre er de sejeste.

    PS - ehm.... er det opening a can of worms hvis man spekulerer på hvori det skandaløse ved sut&flasker består? Do we not want to go there? :-)

    SvarSlet
  2. Hej Linda
    Hæhæ, jeg havde samme oplevelse omkring adventskransen i går. Og jeg fødte torsdag d. 18. november min lille Elvira - som er mit dejlige, hysteriske, elskelige donorbarn, som også kan forvandle sig til et frådende uhyre, der flår i mit bryst efter mere mad, eller blot ligge som en lille engel og gumle løs, indtil vorterne påny er flosset helt op...

    Måtte bare sende en kommentar, da jeg er på mit første anbefalede besøg forbi din blog - men nu grynter lillepigen ovre fra liften... jeg vender tilbage :-)

    Mange ammehilsner

    SvarSlet
  3. Sut, natflaske, skæve tænder. Kært barn mange charmetræk eller hvad man nu siger! Jeg er sikker på, at Anton og Rasmus (min otteårig) vil gå hånd i hånd, når det drejer sig om onde mødre! Jeg efterlod nemlig Rasmus, da han var 12 dage gammel for at tage på uni. Tænk han var alene hos sin mormor! :)

    SvarSlet
  4. Min søster havde som mission at få min ældste til at bruge sut HURTIGST MULIGT! Hun havde nemlig et pigebarn, der KUN kunne trøstes med en ...pat i munden (kunne lige høre at det lød som om hun ammede hende, til hun var 12, men nej!) Så da Christian var 4 dage gammel lå han sødt med en sut i munden. De skal nok spytte den ud, når de bliver sultne! Trust me! - Lisbeth H.

    SvarSlet
  5. Du er ikke en dårlig mor, fordi du giver flaske. Du er en dårlig mor, hvis du ikke giver dit ban mad.

    SvarSlet
  6. De skal have sut så hurtigt som muligt, ellers ender det bare med at de ikke vil have den. Så når amning er godt i gang er det bare at stikke sutten i munden på dem... Ester var 4 dage, og amningen kørte GLIMRENDE!
    Men... hvorfor giver du flaske? Har du ikke nok mælk? (I så fald er verden et uretfærdigt sted...M!)

    SvarSlet
  7. Det er fantastisk at man kan supplere med flaske, når man som mor ikke kan mætte sit barn selv.
    Det er mindre fantastisk alle de fordomme og dumme bemærkninger man kan få med på vejen, af mødre eller sp'er der aldrig har prøvet at mælken ikke mætter nok.

    Du kan måske høre at jeg har været i samme båd som dig, hele to gange. Jeg har grædt og kæmpet en kamp for at få den skide amning til at fungere, men det har bare ikke fungeret for mig. Jeg var desværre bare ikke helt så stærk som dig, og ventede for lang tid med at give flaske - ja flaske til alle måltider - dårlige mor..;O), så jeg var kørt helt ned og ikke nød mine drenge, da der intet overskud var tilbage....Da vi fik startet op på flasken, faldt der ro på både børn og mor og jeg nød dem i fulde drag..

    NÅ, men det blev langt... Jeg vil blot sige, skide være med hvad andre siger - du ved hvad der er bedst for dig og Anton....

    Held og lykke med det hele..:O)

    :O) Lisa

    SvarSlet
  8. Du kan tjene en ekstra skilling ved at sælge din overskudsproduktion...eller jordemoderen sagde, det er rigtig god fugtighedscreme for baby... :-/
    /Runa
    P.s. Min veninde fødte en pige på 4 kg og 56 cm sidste uge, og hun (altså veninden) er min størrelse...håber ikke, jeg har spist det samme som hende!

    SvarSlet
  9. Fru Sole: Jeg supplerer med en flaske om aftenen, fordi Anton er markant mere sulten om aftenen/først på natten, end han er i løbet af dagen. Derfor spiser han så hurtigt, at han hiver alt for meget luft ind, hvilket han får utrolig ondt i maven af, og derudover er oktantallet i erstatningen lidt højere, end det er hos mig efter en hel dag med 7 amninger. Hvis jeg ikke giver ham flaske, vågner han 45 minutter efter, at han er faldet i søvn. Hele natten.

    SvarSlet
  10. Begge mine børn har fået sut fra dag 1 - jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at der konstant hang en bebs på min babs. Og den eneste grund til, at de ikke har fået supplerende flasker er, at de ikke VILLE. De skreg begge til de fik the real thing, så sådan blev det bare. Tillykke med at du gør det, der fungerer!

    SvarSlet
  11. kære Linda! hurra for dig og det der virker for dig og tryklåsen, øhhh Anton : -) (kæft han vil HADE det i konfirmationssangen - skriv det ENDELIG ned!)

    Julegaver: 1) folk overlever ikke at få dem eller få pakker fra Matas2) du siger til hvis du skal have hjælp til at forcere driverne!

    SvarSlet
  12. jaaah - alt er godt, Linda:)

    SvarSlet
  13. En ting man lærer med forældreskabet, er at man er nødt til at skide på, hvad andre mener og synes. DU kender dit barn og skal gøre hvad der føles rigtig for jer. Og der er ingen skam i flasken. Alle kneb gælder :)

    SvarSlet
  14. Kære stærke, vidunderligt ærlige Linda. Jeg holdt ud med amningen som ikke fungerede i 2 måneder og jeg græd og græd og græd fordi alle de kloge jo siger at man SKAL amme! FØlte mig som en total fiasko, så jeg synes bare det er så fedt at du gør det der fungerer for dig og Anton og SKIDER på hvad andre siger! GODT GÅET, klap dig selv på skulderen!

    SvarSlet
  15. Hej
    Jeg oplever altså ingen løftede pegefingre, tværtimod står der jo i bøger, på diverse sites osv at man skal tage den beslutning der er bedst for sig selv og sit barn, også hvis det betyder at stoppe amningen eller supplere med flaske eller hvad man nu gør.

    Det virker så agressivt at gå i defensiven (kan man sige det?) mod løftede pegefingre og hylde de "uperfekte" mødre som ekstra seje FORDI de ikke fuldammer. Hvad er det for noget?
    ALLE gør deres allerbedste. Er der nogen der for alvor tvivler på det?

    I så fald: lad dem brænde på bålet!

    SvarSlet
  16. Føler mig lidt udenfor som testosteronmand her.

    Uanset hvad du gør så hep! :)

    SvarSlet
  17. I had a good time here but will return to google now.

    SvarSlet
  18. Voldsomt sent på den kommentar, men jeg har først lige opdaget din blog, som jeg er ved at læse hele vejen igennem fra slut til start, fordi den er så fantastisk velskrevet og morsom.

    Nå ja, det jeg ville sige var at mit næste barn får smækket en sut i munden, så snart han/hun åbner den første (okay anden) gang. Min søn, som er en smule yngre end Anton, nægter nemlig at tage sutten fordi vi introducerede ham til den for sent (had til ammemafiaen, som sagde at sutter var no go), og hvor er det besværligt at være lænket til en lille dejlighed med enten finger eller bryst en meget stor del af tiden.

    SvarSlet