torsdag den 19. august 2010

Lang dag. Så:

Gider ikke rigtigt:
- Høre mere om den der rådne jægerbog. Kom nu over det.
- At hele sendefladen resten af året skal udfyldes af Dating In The Dark og Til Middag Hos. Med uforholdsmæssigt meget Line Baum Danielsen. Skal hun aldrig have noget andet hår?

Forstår heller ikke:
- De Radikales nye kampagne. ”Vi stoler. Også på udlændinge”. Hvad fanden er dét for en grammatik??
- At Lina Rafn tabte. Hun er pæn og sød, og skulle derfor selvsagt have vundet. Se selv. Jura er faktisk ikke spor svært.

Ville til gengæld ønske:
- At jeg var mere økologisk. Fik forleden foræret en kasse fra aarstiderne, og nu ligner mit køkken mest af alt en arkæologisk udgravning. Der er jord overALT. (Sig det så: Tilsætter de ekstra jord for at få det til at føles mere autentisk?)

Overlad bare til mig:
- At ramme den forkerte påklædning. Har nu i 3 dage trippet forfrossen rundt med blå læber og gåsehud, fordi mit tøjvalg er sat op på formelen: August = sommer = t-shirt & capribukser. (Også lidt fordi de fordømte bukser er de eneste, jeg kan passe.) I dag overgav jeg mig endelig og tilsatte cardigan og jakke, og aldrig så snart var jeg kørt hjemmefra, før solen kastede sig euforisk op på himlen og al vind forstummede. Jeg har svedt som et svin, mand.

Sæt mig derimod endelig ikke:
- Til noget vigtigt. Efterlod f.eks. i dag min IPhone i min cykelkurv, da jeg gik i Føtex og handlede. Ikke noget rart øjeblik, da dét gik op for mig lige midt i køledisken. Men dog alligevel ikke helt så slemt, som da jeg senere stod og ventede på, at vandet til min kaffe skulle koge, og i mellemtiden tog en ordentlig mundfuld af min kop med Nescafepulver.

Måske er det bare fordi:
At jeg i morgen går ind i uge 24 og derfor bruger al ledig kapacitet på at prøve at forstå, at jeg har været gravid i noget, der i mistænkelig grad ligner et halvt år.

5 kommentarer:

Ravn sagde ...

Angående Line Baun Danielsen: Hun fik jo faktisk ny frisure under Vild med Dans. Jojo.

Ibs sagde ...

Årh, tør kaffe. Dén er grim! Resten er småkt.

Flo's Diner sagde ...

Harh, den radikale kampagne har jeg slet ikke set. Det er jo pinligt, uanset hvor fanden de sætter punktummet.

BLOG sagde ...

jeg er fan af dette indlæg og har genbrugt ideen. håber at det er iorden :-)

Lolle sagde ...

Jeg elsker, ELSKER, ÆÆÆÆÆLSKER din blog... Faldt over den på nettet og har nu ligget i konstant latterkrampe de sidste 4 dage, mens jeg tærskede alle dine blog-indlæg igennem... Please don't stop doing what you do...
Nogen burde give dig en medajle!