tirsdag den 13. juli 2010

Lige børn leger bedst.

Jeg kender mange mennesker, som lige nu står overfor en af de forandringer, der har det med at ændre livet for good. Flytninger, børn på vej og potentielle diagnoser, der ikke er ret sjove at få.
Vi har snakket meget om venner og venskaber.

For sjovt nok er forandring i livet som regel lig med oprydning i omgangskredsen. Det er som om, den nye fremtid tænder et slags spot, der pludselig oplyser strukturer og støvede kroge i venskaber, som ikke var tydelige i al den tid, hvor den ene dag bare tog den anden og ingen rigtigt tog sig tid til at bemærke rollefordeling.

F.eks. begynder man at lægge mærke til dem, der tager uden at give. Når man pludselig har ualmindelig meget, man har brug for at fortælle, opdager man, hvem der altid taler og aldrig lytter. Det bedste eksempel på dette var en bekendt af en bekendt, som fik konstateret kræft, og derefter måtte være den, der trøstede veninden: Hun kunne slet ikke tage mere, for ALLE omkring hende blev syge. Og hvor sandt – og trist - det end måtte være, synes jeg, at der er en, der er blevet lidt for vant til at være i centrum i venskabet, når situationsfornemmelsen og omtanken ikke rækker længere end det.

Og uanset om man står overfor noget stort, som er positivt og ønsket, eller noget negativt og svært, bliver det også pludselig tydeligt, at de fleste mennesker tilhører en af to grupper: Enten er de som udgangspunkt tilfredse med livet og indstillet på selv at tage ansvar for det, de ønsker at ændre, eller også tilhører de Klynkerne. Ikke dermed være sagt, at man kun kan være venner med folk, der altid har det nemt og aldrig oplever svære tider og kriser; man har bare meget mere lyst og overskud til at lægge skulder til, når det er en forbigående tilstand frem for en permanent.

Når der er forandringer på vej, bliver det klart, hvorfor det er vigtigt at omgive sig med positive mennesker; mennesker, der tager initiativ, genererer noget energi, og som man bliver ladet op af at være sammen med, så man er klar i hovedet og rustet til, hvad der måtte komme. De mennesker, der som passive, sorte huller suger al energi ud af dig uden at bekymre sig om at give noget igen, og som opfører sig som om venskab er noget, de har krav på, skal man overveje grundigt, om man kan rumme.

Og om man skal.

18 kommentarer:

  1. Virkelig godt sagt, du har lige slået hovedet på sømmet i nogle oplevelser jeg selv har haft i den senere tid. Jeg beundre din evne til at skære ind til benet :)

    SvarSlet
  2. Enig! Men det er alligevel ikke helt let, for af og til kan hun stadig spøge som dårlig samvittighed og hvordan-mon-hun-har-det, den mange-årige energisluger til veninde, som jeg 'slog op med' for snart 4år siden.

    SvarSlet
  3. Så sandt som det er sagt. Hvis man f.eks af ren og skær kærlighed alligevel beholder sine klynkende veninder, så skal man huske ikke selv at klynke over deres klynk.

    SvarSlet
  4. for at citere Meat Loaf "you took the word right out of my mouth"... og du ved det : - ).
    Du har bare SÅ ret - vi bliver alle i perioder ramt af noget, som kræver energi og ofte en skulder eller to uanset om det er positive forandringer eller blot forandringer, som får os stærkere ud på den anden side (for det gør de! vi skal bare lige have lidt tid). Og det skal der være plads til - bare vi husker hinanden imens også selvom vi selv hænger med næbbet. OG bare vi husker, at vi ikke er solen, som alt drejer rundt om,.. : - )
    Tak !
    - mette

    SvarSlet
  5. Min Mormor har sagt at man skal elske sin næste som man elsker sig selv.

    for nu at citere McEinar.

    Vi må ikke miste troen på at alt godt kommer tilbage til en, selv om vi skal vente længe på det.

    SvarSlet
  6. Ano: Tak for det:)

    Anette: Jeg er meget enig. Selvom man slår op med sine veninder, har de jo stadig været en skattet del af ens liv i kortere eller længere tid, og ligesom med en kæreste, forsvinder alt det gode sjældent på en gang. Men ligesom med et forhold tror jeg bare, at det er vigtigt at reagere på det, hvis venskabet er blevet usundt. Jeg synes bestemt, at man skylder både sig selv og veninden at snakke om det, inden man smider håndklædet i ringen, men ind imellem er der bare desværre ikke mere at gøre.

    Vita: Amen!

    Mette: Selv tak:)

    Morfar: Hun lyder som en klog kvinde. Jeg synes så bare, at kunsten består i ikke at elske sin næste højere, end man elsker sig selv. Man bliver ikke en bedre kæreste/veninde/datter/whatever af at forvandle sig til dørmåtte, og jeg synes, at man selv har ansvar for at vide, hvor ens grænser går. Somme tider er det desværre så bare et helt andet sted end venindens, og så må vejene skilles.

    For selvfølgelig kommer der gode ting til den, der sender gode ting ud. Man skal bare være lidt opmærksom på, at man ikke sender al sin gode energi lige lukt ned i en affaldsspand. Den er bedre brugt andetsteds, synes jeg.

    SvarSlet
  7. Du har så evigt ret.
    Jeg har følgende principper:
    1. Hvis du kun er med, når det går op, er vi ikke venner. Længere.
    2. Hvis du ikke giver mig noget, så giver jeg heller ikke dig noget. 'Noget' behøver ikke at være 'det samme' eller kunne måles med en vægt, der kun måler i lige store dele.

    SvarSlet
  8. i småtingsafdelingen:
    jeg har været på gadeplan i Kathmandu for nyligt.
    da jeg kom tilbage, oplevede jeg en del dejá-ecoutéer á la:
    'forresten, jeg er lige kommet hjem fra Nepal'..
    'wauw! min bankrådgivers veninde var også i Indien for en seks-syv år siden, og tænk dig, hun..'.

    SvarSlet
  9. Yep Linda, du har ret i det med spanden :) og dørmåtten.

    SvarSlet
  10. Hmm. Jeg er enig. Kom til at tænke på en veninde, jeg havde. Som var så sød og dejlig og var mønsterbryder og havde stablet en kernefamilie på benene. Men som stadig havde det rigtig svært i perioder. Jeg var der HVER eneste fucking gang, fordi jeg ville. Fordi jeg holdt af hende. Og fordi jeg faktisk godt gad lægge både øre og skulder til og komme med konstruktivt mod- og medspil. Sådan gik der rigtig mange år. Indtil det gik op for mig, jeg kun blev hevet frem, når alle de andre, hun konstant hev ind i vennekredsen, efter et år eller to drattede ned fra den piedestal, hun satte dem op på, hvorefter de så blev fyret. Og bagtalt. Så længe, de sad dér, havde hun ikke rigtig brug for mig. Eller lyst til at høre om mine evt. problemer og så'n. Når de andre 'venner' så skvattede ned, blev jeg trukket frem, støvet af og brugt igen. Og det blev jeg bare træt af. Så jeg klynker ikke over hendes klynk, men over hendes manglende evne til at rumme min klynk, de sjældne gange, jeg havde noget. Og over hendes manglende evne til bare at være min ven, når alt ellers var godt, fordi hun havde for travlt med alle de andre 'venner'. Så længe, det varede.

    - Kis

    SvarSlet
  11. Skæve børn, kan jo også pisse lige

    SvarSlet
  12. SS: Det synes jeg egentlig er nogle meget finde principper. Dem kunne jeg godt finde på at låne.

    Regitze: Det der er bare så møgirriterende. Ville være så rart, hvis man kunne få lov at fortælle, uden at der går 'tilbage-til-mig!' i den.

    Kis: Træls historie, men sejt at du har fået den skilt nok ad til at kunne blive klogere af den. Det nemmeste havde været bare at hænge på, så respektfuldt buk for dig.

    Ano: Så længe de bare ikke pisser på mig.

    SvarSlet
  13. På selvhjælpshylden i enhver respektabel boghandel findes en meget læseværdig bog af Susan Jeffers. Titlen er 'Feel the Fear and Do It Anyway'.Den behandler bl.a. emnet om amøbe-venner, man omgiver sig med. Den slags, der, suger og aldrig giver. Pointen er selvfølgelig, at vi skal identificere alle dem, der stjæler vores gode energi - hvad enten det er venner eller familie og gøre os fri af dem. Med mindre vi får en stille masokistisk tilfredsstillelse ved at lade andre suge vores livsnerve. Check den ud. Dette er mit første indlæg, og håber ikke, der er for mange slåfejl - eller at Linda kan identificere afsenderen:) (selvom Google hjælper hende)

    SvarSlet
  14. Har faktisk siddet ganske længe og spekuleret over dette indlæg samt alle svarene...
    Og er helt enig i, at venskaber ofte er en lidt besværlig størrelse. Og lige så givende de kan være, lige så drænende kan de være. Jeg tror en grundig hovedrengøring ind i mellem er det der skal til.
    Jeg har da også lagt venskaber bag mig som jeg ikke syntes var givende nok/sjove nok/alvorlige nok mm.
    Men jeg er nødt til at indrømme at jeg, det seneste års tid, har ændret mine holdninger lidt.
    Jeg er én af dem der har været hårdt ramt af den (f**king) finanskrise... Det har foruden (rigtig mange) kroner/øre kostet mange spekulationer, frustrationer, søvnløse nætter og ikke mindst mange tårer.
    Det har gjort mig trist, eftertænksom, ulykkelig og ikke mindst stille og asocial. Men værst af alt, har det indimellem gjort mig ensom. De mennesker jeg troede stod mig aller nærmest har enten a) Ikke bemærket det (skræmmende) eller b) Bemærket det men ikke kommenteret det (endnu mere skræmmende). Og de har gjort at jeg har følt mig så frygteligt SVIGTET. Og det har faktisk været det aller værste...
    Out of the blue bliver jeg ringet op af én ude i periferien. Hun havde bemærket det og med 5 små ord fik hun væltet hele mit korthus... Jeg forklarede, hylede, skældte ud, hylede, brokkede mig og hylede så lidt mere. Lige indtil hun siger: Har du overhovedet tænkt på, at du slet ikke kan tillade dig at bebrejde dem. De er som de hele tiden har været, det er DIG der har forandret dig...
    Det tog mig ca. en uge at sluge den kamel!!!
    Men de ord fik mig til at indse at JEG havde ændret mig. At JEG måtte handle selv for at ændre min situation. At JEG måtte tage stilling til om JEG passede ind hvor jeg var.
    Jeg er ikke færdig med at 'beslutte' mig endnu. Men jeg er glad, har handlet ift min situation og er på vej i den rigtige retning. Og så er jeg begyndt at gøre som mange af dem, jeg synes er lidt småirriterende, gør: Jeg sætter sgu mig selv først, hvis det er det jeg har lyst til :-D
    Pyha det blev lidt langt, men endnu engang fik du lige tingene til at rotere på øverste ;-)
    /B

    SvarSlet
  15. Jeg faldt tilfældigt over din blog, men hold da op! Et velformuleret og indsigtsfuldt formuleret indlæg som jeg sjældent har læst.

    Hvor er du klog og god i din rammende beskrivelse af venskaber. Og hold da op, hvor jeg er træt af Klynkerne. De dræner. De er sortseere. Negative. Trættende og udmattende.

    Tak for dine kloge ord!

    SvarSlet
  16. Ano: Jeg tror faktisk, at jeg vil have fat i den bog. Selv om 'selvhjælpsbøger' lyder så speltagtigt, er der alligvel nogle af dem, man kan blive klogere af at læse.

    Og velkommen i kommentatorboksen;)

    B: Tak for en meget fin og personlig kommentar.

    Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at venner skal sorteres fra, fordi de oplever noget svært eller rammes af en krise af hverken den ene eller den anden slags, og det lyder bestemt ikke som om, du har pjevset over indbildte problemer: Der SKAL være plads til, at vi kan rumme og hjælpe vores venner, når de/vi har brug for det. Det er jo en af de allerstørste forcer ved venskaber.

    Jeg langer ud efter dem, der kronisk sidder med hovedet oppe i røven på sig selv og tuder. Dem, der næsten bliver fornærmede, hvis du får det svært, fordi de vil have HELE din opmærksomhed HELE tiden.

    Det lyder som om du lige præcis har oplevet det, jeg beskriver, og som jeg oplever lige nu: At en forandring i dit liv har sat dine venskaber i perspektiv. For du BLIVER skuffet, når folk, du havde regnet med og har været der for, viser sig at have nok i sig selv, og kun lytter til dig for at finde et hul i samtalen, hvor de kan komme ind med en 'tilbage til mig!'-kommentar.

    Til gengæld synes jeg, at det virker lidt som at rydde op i sin liste over kontaktpersoner i telefonen (om end noget mere smertefuldt!). Når man er færdig, har man en opdateret liste over mennesker, som er relavante og værd at have kontakt med, fordi I/vi passer sammen som de personer, vi er idag, og har samme indstilling til, hvad det kræver at indgå i en venskablig relation.

    Det blev lidt kludret: Giver det mening?

    Anyway: Jeg håber, at det lysner for dig, og at du får skilt dig af med dem, der ikke kan bruges til noget, når det gælder. Rigtig god sommer.

    Mette: Mange tak for dine pæne ord. De varmede:)

    SvarSlet
  17. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  18. Jeg har mistet næsten alle mine venner (de fleste af dem har ikke engang opdaget det endnu) da min mor begik selvmord samtidig med at jeg var midt i en graviditet.

    Jeg var hende der, der altid inviterede, altid arrangerede, altid var der. Og som et eller andet sted havde forventet lidt mere af mine "venner" end en skaldet sms her og der efterfulgt af flere måneders tavshed. Og så var der ham dér, der brændte mig af et par uger efter det var sket. (Hvor jeg var allermest sårbar og i chok og med hormonerne pumpende rundt i kroppen. Og lige havde mistet den sidste forælder, jeg havde.) Og dem, jeg stadig ikke har hørt fra. Min mands venner er bedre venner og har været en bedre støtte gennem det her. Jeg er dem selvfølgelig taknemmelig, men man vil jo også gerne have sin egne venner.

    Det har gjort mig utroligt desillusioneret, samtidig føler jeg mig overbevist om, at jeg måske selv er gået efter nogle forkerte typer. De flyvske, farvestrålende, spændende, selvoptagede vennetyper. Og her må svaret være. Der er stadig halvanden tilbage, og på et eller andet tidspunkt håber jeg at møde en, der kan rumme mig i sit liv, og som gider være der og som jeg kan være der for. Det er en temmelig hård opvågning, når man opdager, at man tog fejl af folk.

    Og lige nu er jeg i en situation hvor jeg virkelig gerne ville have nye venner, men ikke kommer ud jævnligt (barsel), skal man så annoncere efter venner på nettet eller hvad? Vennedating.dk? Begynder at føle mig for gammel den slags, og det er som om de gode venner folk har, er folk de har kendt i maaange år.

    Sidste afsnit i dit indlæg var virkelig spot on. Tak for det.

    SvarSlet