søndag den 27. juni 2010

Like a VIRGIN! (eller….)

Blev vækket kl. 9.30 af den lokale lortespasserpizzaidiots finger på dørtelefonen, hvilket jeg kan hidse mig op over helt uden at anstrenge mig, eftersom jeg er den eneste i opgangen, der har min postkasse plastret til med ”Nej tak. Til ALTING”-mærkater. (Og skal heller aldrig nogensinde ever bestille noget spiseligt fra et sted, der har valgt at åbne ovenpå en nedlagt tankstation. ”Hej. Jeg vil gerne bestille en Lyser-I-Mørke med ekstra chili og benzinrester” )

Trissede tilbage i seng mens jeg bandede over, at jeg efter hovedpine og Bush-øjne at dømme fik ALT for meget at drikke til festen i går - indtil jeg kom i tanke om, at det vildeste, jeg sugede i mig, var en Schweppes Lemon (og her bliver jeg nødt til at lige at kommentere, at min stavekontrol sluger ’Schweppes’ uden at blinke, men laver en vred, rød streg under lemon), og endnu engang må konstatere, at den vigtigste bestanddel i tømmermænd, er manglende søvn.

Men sikke en fest. I invitationen stod, at temaet var 80’erne/90’erne, og jeg elsker, når vi må klæde os ud! Der var smalle slips og plastikbælter, der var kedeldragter og flere hvide tennissokker med den klassiske røde og blå stribe, end man ville have troet muligt at opdrive, der var refleksbukser og glowsticks, Ball og Buffalo’s, og hårmæssigt var der uendelige mængder af lilla gele og skæve hestehaler. Selv stillede jeg i en ’Madonna – the early years’ creatión: Crepet hår med tyl-sløjfe, tylskørt, blondehandske, pink net-top og Ed Hardy converse. (Ville en lille smule ønske, at jeg havde haft et ”Jeg er på vej til tema-fest”-skilt med, da jeg cyklede gennem Århus centrum kl. 16, men satser på, at folk enten selv regnede det ud, eller skød skylden på hormonerne.)

Der var også musikquiz. Som jeg vandt *smiley-der-hiver-t-shirten-af-og-løber-sejrsrunde-mens-den-synger-We-Are-The-Champions* Baghjul til resten af verden!

Hold kæft, jeg synes, at det var en sjov fest. Vi dansede, sang fællessang og mine venner bliver sgu så søde, når de bliver snalrede. Jeg takkede af ved et-tiden; ikke fordi jeg var træt eller kedede mig, men fordi festen der skiftede til det gear, hvor De Alvorlige Samtaler begynder. Og der må man give op, når man er den eneste, der er ædru. Dels er de fuldstændigt umulige at navigere i, når man ikke har alkoholen til at padle over de logiske kløfter, der binder to emner, der ellers ikke har det FJERNESTE med hinanden at gøre i, og dels fordi det er tarveligt at blive, når man er blevet hende, der dagen efter kan huske alt.

Så mini og jeg cyklede fra Trige til Århus under den smukkeste fuldmåne, og jeg sang hele vejen hjem.

Og nu er jeg faktisk blevet i så godt humør over at gen-opleve festen, at jeg har tilgivet pizzamanden.

Men jeg spiser altså stadig ikke derovre.

2 kommentarer:

  1. Jeg husker det!
    Skønne fester, da jeg var gravid, der sluttede ved 01 tiden alle sammen.
    Folk tror man er åndsvag når man siger det. At alle fester slutter klokken 01. Men det gør de, i hvert fald for dem der er ædru.
    Er glad over, at jeg nu kan sende dem til din blog, for at læse det samme.

    KH Cristine

    SvarSlet
  2. Pizza kl. 9.30?? Helt ærligt?! Jeg håber at der er en i din opgang der lige er kommet hjem fra nattevagt eller noget i den stil....

    SvarSlet