mandag den 17. maj 2010

Children of the revolution.

Det er nu efterhånden 8 år siden, at de første venner og veninder i min omgangskreds begyndte at få børn, og når man ser sine venner i rollen som forældre, er der mange ting, man pludselig begynder både at overveje og at lægge mærke til.

En ting er, at man kommer til at tænke på dengang man selv var barn og rendte ind og ud hos de andre på vejen. Nogen havde klamme fædre, andre havde sære mødre og de heldige havde virkelig seje storebrødre, der kunne tegne. Nu sidder man så og kigger på sig selv og sine venner og spekulerer på, hvem ungerne caster i rollen som hvad.

Men noget som virkelig har rystet mig er, hvor meget mine mandlige venner og veninders mænd lader til at tage for givet, at børnene primært er kvindernes projekt; noget, som fyrene kan melde ind på, når de har overskud – og så i øvrigt forventer ros for.

Og vi taler altså ikke om de forhold, hvor kvinderne har langet alt arbejdet over på egen tallerken ved at kritisere modet ud af mændene, men sunde, normale forhold, der indtil børnene gjorde deres indtog, byggede på masser af gensidig respekt, og som præ børnefasen rummede en fornuftig arbejdsdeling og en helt indlysende enighed om, at begge parter havde ret til samme mængde fritid eller mangel på samme.

Så kom børnene.

Og pludselig forvandler fyrene sig til tvære teenagere, der lader til at mene, at det er en menneskeret for dem at begrave sig i avis eller Play Station, også når ungerne er ved at hyle hul i lydmuren, og mødrene løber skidestressede rundt i køkkenet.

Hvordan skete dét?? Jeg har kendt mange af de her fyre i årevis, og for manges vedkommende kender jeg også deres baggrund, forældre og opvækst, og jeg VED sgu, at de er opdraget bedre end det!

Måske skyldes det, at mange af kvinderne i min generation er vokset op med, at hvis vi vil have noget, være noget eller gøre noget, er det bare at gå efter det; om vi simpelthen er endt med at have mistet tålmodigheden med alle andre end os selv på ’det er alligevel også både bedst og hurtigst, hvis jeg bare gør det selv’-måden.

Eller også er det fordi, mændene er vokset op under rødstrømper, der krævede, at de deltog i arbejdet, og at krav og indsats derfor for dem hænger sammen som Pavlovs hundes savl og klokken.

10 kommentarer:

  1. Uh, hvor er du altså skarp, Linda! På den gode måde...!

    Jeg er SÅÅÅÅ enig (kan man høre, jeg selv er en moar med sådan en mand?!), og jeg undrer mig. Sommetider endda højlydt! Men på én eller anden mærkelig måde kommer mine undringer altid til at lyde som kritik. I hvert fald, når det lander inde i mandens ører...

    Men bortset fra det: I guder, hvor er jeg misundelig på dine skrive-evner! Smiley (undskyld) :-)

    SvarSlet
  2. Skal ikke kunne sige noget om, hvad der foregår i de mænds hoveder. Men hvad kvinderne angår, tror jeg, du har fuldstændig ret. Jeg kan mærke det samme ske hos mig, og mit barn er ikke engang 1 år endnu. Og jeg får fniller af at høre på mig selv. Men lige i sekundet føles det nemmere at gøre det (indsæt en eller anden huslig/barnerelateret pligt) selv frem for at have slæbet med et barn, der reagerer skråt på, at tingene pludselig bliver gjort anderledes. Goddag, skizofrene tidsalder, hvor vi i kampen for at komme så langt væk fra 1950 som muligt ender lige præcis dér.

    SvarSlet
  3. Måske er kvinder bare bedre egnet til at tage sig af børn?

    En politisk uhyre ukorrekt bemærkning, selvom det har været virkelighed i de første 159960 af menneskehedens 160000 år.

    SvarSlet
  4. Tja, Thominous, der er ikke usandheder i din påstand. Børn foretrækker meget ofte moren - hvilket betyder jeg også ofte ender som en skoldet skid der løber rundt og prøver at dække behov. Men der er jo masser af andet mændene så kan gøre. Som fx rydde op og rydde op og rydde op og rydde op. Børn roder nemlig som små selvmordsbombere og man bliver idiot af at falde over legetøj og træde i snotklatter hele tiden.

    Men altså, det handler også om at mødrene skal lade være med at lave noget martyrium for "det handler jo om mine børn" (indsæt selv passende klagestemme). Man kunne fx se mig i går læne mig tilbage i sofaen med den ældstes Nintendo DS (fordømte Mario, der ikke hopper når han skal) og bare ikke gide skifte den yngstes lorteble. "Jeg gør det ikke, for jeg gider fandme ikke", var mine bedste argumenter over for min kæreste, der også prøvede med de samme argumenter og en avis.

    Her bukker kvinderne som regel under, for "klagestemme igen" det er jo synd for den lille. ... So true - og så hader de manden og sviner ham over for veninderne fordi han er en doven skid. Men her handler det bare om at vente lidt længere, så kommer manden sjovt nok også i tanker om, at det er synd for den lille. Og så får man fred til at passe sin lille hidsige affære med Mario.

    SvarSlet
  5. Forleden kom der tre fædre på barsel forbi mit kontor med hver deres barnevogn. De havde lige været i svømmehallen. Trak lidt på smilebåndet ved tanken om de tre fyre til babysvømning - ...hvorefter jeg gik ind på min plads og skammede mig. I 100 år!! Ville aldrig have syntes det var mærkeligt hvis det havde været tre kvinder. Christ altså!! - Tror sgu desværre fejlen ligger hos os selv, d'damer:-(
    /Helle

    SvarSlet
  6. Tror I er så meget spot on med den med 'damernes egen skyld'. Min mand løfter først røven af sædet, når jeg har siddet på både hænder, fødder og tunge så længe, at jeg næsten eksploderer... Men hvis jeg kan holde ud at vente, så rejser han sig! For os er det nøjagtigt det samme med nullermændene - jeg ser dem altså før han gør! Og hvis jeg ikke vil svinge støvsugeren hver gang, så skal jeg enten sige noget, eller lade dem ligge! Og det med at sige noget bliver sjovt nok opfattet som kritik... (men det gør det jo også, hvis det er ham der siger noget til mig...)

    SvarSlet
  7. Tak for nogle gode og tankevækkende kommentarer. Det lader til, at der er enighed om, at vi skal lære at sætte os på hænderne og lade være med at lege Jeg Får Først Spat. Jeg vil godt være med, og vi starter fraNUaf!

    SvarSlet
  8. Forstår jeres kommentarer og jeres pointe med at sidde på hænderne indtil nullermændene tager kvælertag på husstandens mandlige indslag. Problemet er så bare, at det ENDNU engang er kvinderne der retter ind og tilsidesætter deres behov. Jeg haaaader det koncept. Det værste er replikken: "Kan du ikke bare sige, hvad du vil have jeg skal gøre". Gu vil jeg da ej. Jeg kan snildt skrive alenlange indkøbssedler og to-do lister men det umyndiggørende og ansvarsfritagende.

    SvarSlet
  9. Åh, Anna. Tak. My words excactly. Jeg er så PISSETRÆT af at det hele bare er vores egen skyld. For hvorfor er det mere ok at vente med at rydde op, fordi han får stress af at det skal være når jeg siger det, når jeg får stress af at vente til han siger det? Og hvorfor er det bare så pusserløjerligt at mænd ikke tager ansvar, men mægtig gerne vil hjælpe. Hjælpe? Helt ærligt...

    SvarSlet
  10. Det er sjovt, for det er slet ikke min oplevelse i min omgangskreds. Synes faktisk mændende, inkl. min egen, er rimeligt gode til at bidrage til både husholdning og ynglepleje.

    Ved ikke om vi bare er heldige at de har artet sig sådan, eller om det handler om at manden er ansvarsfuld fra starten af, for kvinderne er ret forskellige, både af den antihusmoderlige type, og den ekstremt liste-skrivende supermomtype.

    SvarSlet