lørdag den 10. april 2010

Vi sejler op af ååååEN!

Dag 6/16:

I dag gav vi den hele armen som turister, og tog på vintur til Napa Valley. Vi havde snakket om at leje en bil, men blev til sidst enige om, at det ville være lidt for surt at være den, der trak chaufførtjansen på lige præcis denne sightseeing.

Jeg er ikke god til fællesbusrejser. Jeg er endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer guides. Og nu viser det sig, at sætningen faktisk kan gradbøjes én gang til: Jeg er endnu endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer nicaraguansk/italienske guides, der efter 17 år i San Francisco stadig taler uforståeligt – men MEGET – engelsk. Vores ven Silbio snakkede u-af-brudt fra vi steg på, til han satte os af 7 timer senere. Kunne til sidst ikke afgøre, om jeg havde mest lyst til at stjæle et par korkpropper og hamre dem i ørerne, eller om jeg var klar til at gå hele vejen og ofre trommehinderne med to proptrækkere.

Napa Valley er ufattelig smuk, og jeg er allerede begyndt at overveje, om man er blevet for gammel til at tage en sommer i solen som drueplukker. Og så alligevel. Nok ikke så smart at sætte en narkoman til at gå til hånde på et apotek; de ansatte på de respektive vinhuse, var alle mistænkeligt lilla i huden, og når de skulle fortælle om deres vinproduktion, var det lidt som at høre en båndoptagelse lige inden båndet går i båndsalat.

Men lave vin, det kunne de, og de var ikke nærige med den. Vi var tæt på at være de yngste i gruppen, og jeg synes ikke, at vi led af falsk beskedenhed, men de der mor/far turister, ikke? De gik godt nok til stålet!

Efter 1. vinhus var stemningen i bussen løftet. Efter 2. vinhus var vi en fest på hjul. Efter 3. vinhus var der pludselig blevet MEGET stille (med undtagelse af Silbio, der nærmest havde tårer i øjnene af glæde over al den ubegrænsede, uafbrudte taletid.) Ved 4. vinhus sad vi udenfor i solen med en sjat kølig hvidvin, da dame på min mors alder kom slingrende forbi - og faldt over absolut ingenting, lige så lang hun var.

Og så siger de, at de unge ikke kan styre deres alkoholindtag.

Dagens sætning: ”Din saldo for perioden 17.03 – 24.03 er kr. 1.556,42 ekskl. abonnement. Mvh Telenor.” (For satan!)

1 kommentar:

  1. Den perfekte værtindegave til dig. Er det Jack D eller oversøisk vin, så?

    SvarSlet