torsdag den 22. april 2010

*flif*

- og i ét elegant spring var vi tilbage i nutiden.

Siden jeg er kommet hjem, har der været temmelig meget run på, så det har været fint, at bloggen lidt har skrevet sig selv. Der har været noget overenskomsts-tam-tam, som man er tvunget til at forholde sig til, når man er tillidsrepræsentant, der er kommet nye programmer i fitnesscentret, hvilket betyder 20 nye sange, der skal læres udenad, og så har der været masser af arbejde, hundrede aftaler og en solid mængde træthed, der tilsyneladende har fået permanent opholdstilladelse.

Men i løbet af de sidste 14 dage er der alligevel sket et par ting, som vi bliver nødt til at snakke om.

For det første: Den der askesky, ikke? Hvor meget mere skal vi høre om den? For jeg overvejer kraftigt at gå under jorden, til den er drevet over *drumroll*. Forleden sad jeg i min sofa og zappede. På 6 – seks! – kanaler lige efter hinanden, stod 6 reportagedåser med jamen-nogen-KUNNE-godt-være-døde-miner i lufthavne 6 forskellige steder i Europa. Kan vi ikke godt aftale, at når der ikke er mere nyt at sige om noget, så tier vi stille?

For det andet: Hvad sker med at cirkus pludselig er blevet the shit?? Folk render i manegen i tide og utide, og i diverse konkurrencer kan man vinde cirkusbilletter, hvilket for mig ville svare til at vinde retten til at blive blindtarmsopereret uden bedøvelse. Måske skal man have børn for at forstå det, men jeg nægter. Jeg hader hader hader cirkus. Og så er jeg LIGEGLAD med, at det er det nye sort.

For det tredje: Må jeg have lov at rose Århus Kommune for en nytænkende og kreativ indgangsvinkel til vejarbejde? Trofaste læsere med autistiske tilbøjeligheder vil muligvis kunne huske, at vi lige inden jul mistede hele vores fortovs- og cykelstissektion til rendegravere og andet aggressivt maskinel. I 2½ måned boede vi i en slags amputeret voldgravsomkranset karré, uden at der skete yderligere. I starten af februar fik vi så pludselig en masse sand deponeret. Som .. lå. Og fulgte efter én hjem og ind i entreen. Og nu har kommunen bestilt et AOF Tai Chi-hold til at komme og færdiggøre arbejdet. Deeee bevææææger siiiig sååå laaaangsoooomt, aaat maaan eeer iii faaareee foooor aaaat bliiiveee hyyypnoootiiiseereet, hvis man kigger for længe på dem. Men må jeg have lov at udtrykke stolthed over at bo i en kommune, der tager stress så alvorligt, at den påtager sig at gennemføre et utraditionelt pilotprojekt, for at dæmme op for det?

Og endelig: Hurtig håndsoprækning: Hvor mange har set den nye Actimel-reklame med Karin Mortensen? For… ad. Jeg er en af dem, (surprise) der har harceleret over at blive talt ned til som forbruger ved reklamebranchens evindelige brug af fallossymboler i reklamer, men det der er sgu for klamt! Når hun sidder med pincetgreb og hønserøvsmund og henført nedsvælger 0,1 mikrodeciliter (jo. Det er et mål nu. Har jeg lige bestemt) yoghurt, så ser det fandme nærmest pædofilt ud! Hvis hun absolut SKAL drikke Actimel i reklamen, så hæld for fanden skidtet på nogle ordentlige fallosagtige 2-litersflasker! Hun ligner en af de piger, der kan tage det.

Nå – men tilbage til jer: Har I haft det godt?

3 kommentarer:

  1. De der Actimel-reklamer er da bare alt for åndsvage. Punktum. ALT -jow; ALT- ved dem er latterligt, altså jeg mener, slap nu liiige af. Det er drikkeyohurt for fanden, ikke kilden til evigt liv. tsk tsk tsk

    SvarSlet
  2. Blot en tanke,da jeg zappede forbi de 6-7 selvsamme tv kanaler: har resten af verden ikke oplevet askeskyer fra vulkanudbryd tidligere? Er disse dele af verden gået i stå? Nej, vel. Så hold op nu.

    SvarSlet
  3. Dejligt at have dig tilbage i nutiden, og tak for den opmuntrende kommentar.

    Krams Moffe

    SvarSlet