søndag den 14. februar 2010

Just (un)do it.

I mit fitnesscenter er det obligatorisk at bære personaletrøje, når vi underviser. Da det blev indført for et par år siden, synes de fleste af os, at det var skideirriterende, fordi vi ikke selv kunne bestemme hverken pasform, design eller farve; 3 elementer, der sætter temmelig store begrænsninger for, hvad man farvemæssigt kan slippe af sted med at sætte til af bukser, sko osv. (Jajaja. Jeg ved godt, at vi bare er der for at træne, men ville du ikke - helt ærligt – bare kortvarigt – overveje, hvordan du så ud, hvis du var den, alle skulle kigge på?) Efterhånden må jeg dog sige, at jeg faktisk synes, at konceptet holder, fordi man bare kan lede efter uniformen, hvis man skal bruge en gårdvagt.

Alt vores personaletøj er fra Nike. Og vi kan godt lide Nike. Virkelig. 80 % af min fodbeklædning er swoosh-befængt, og jeg synes, at de laver labre hoodies, seje t-shirts og fede bukser.

Derfor er det både ubegribeligt og deprimerende, at det er Praktikanten, Der Hader Mennesker, der får lov at designe vores arbejdstøj.

De første t-shirts vi fik, ville faktisk have været moderne nu. En hårrejsende mængde stof holdt sammen af sadistisk, stramt halsbånd af rib. Efter 14 dage lignede vi alle sammen afdankede dansere fra en gammel Madonnavideo, med kraven hængende løst ud over den ene skulder, fordi vi hele tiden følte, at vi var ved at blive kvalt, og derfor i blind panik hev febrilsk i lortet, hver gang pulsen røg over 100.

De sidste t-shirts vi fik, var så korte, at jeg i første omgang troede, at det var vanter, jeg fik udleveret.

Men så nedringede vanter har jeg alligevel aldrig set.

Til gengæld har der været god tid til at lære at holde af dem. De nye t-shirts skulle være kommet for 5 måneder siden, men lille Phoung og hans kumpaner er tilsyneladende ikke så rappe på deres små børnefingre, som de plejer at være, og vi har derfor været tvunget til at undervise i laser og pjalter, mens de har siddet i giftdampe og kemikalier og hyggesludret.

Eneste måde at holde trøjerne i lugtmæssig nogenlunde tålelig stand har været at kogevaske dem, og derfor er de efterhånden så stampede, at de er 2 cm tykke, og hvor der før på ryggen stod
I N S T R U K T Ø R, står der nu INSTRUKTØR.

I går landende det nye tøj så endeligt, og jeg kan se, at vi denne gang er gået efter atletisk fusions-design. ’Russisk kuglestøder møder østtysk spydkaster’. Langt, uformeligt og ærmeløst.

Det bliver et langt halvt år.

Nok mest for medlemmerne.

Vi står i det mindste med ryggen til spejlet.

3 kommentarer:

  1. ja jeg må indrømme, der har været nogle uheldige modeller - altså bluserne! - ind imellem!! hvad med den der, der var så nedringet, at du næsten ikke kunne bruge den til spinning ??!!

    den nye er i det mindste IKKE for nedringet eller for kort - den har bare ingen pasform!
    - Mette

    SvarSlet
  2. Waxies... hvad lavede du dog deR? :)

    SvarSlet