søndag den 21. februar 2010

Er man blevet for gammel til idolplakater?

Forklar mig lige, hvordan det er blevet søndag aften?? Jeg har LIGE råbt: ”Weekend! Hurra!” og nu sidder jeg her med ansigtet presset fladt op af mandag og er bagud med alting på forhånd.

Nå. Fuck det. Jeg har til gengæld haft en weekend, der var det værd.

Jeg vil gå lidt let hen over taxachaufføren, der lørdag nat satte min veninde og jeg af samme sted med ordene: ”Ja, man kan jo godt gå det sidste stykke selv, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet…” Syge i potten, mand. ALLE sammen!

Til gengæld vil jeg gerne dvæle ved mit besøg hos nogle af mine yndlingsmennesker (og på et tidspunkt vil det lykkes mig at få listet lille Tilde i tasken og med tilbage til Århus) og vores koncertoplevelse med Thomas H.

Jeg ejer ikke en eneste plade med manden (jo. Det hedder det stadig. Men vi kan godt kalde det en IPlade, hvis det giver ro derude), og jeg kender kun omkring 30 % af hans materiale, men Thomas og jeg går way back. Vi har hygget os mangt en grøn sommer på græsplæner i forskellige afkroge af Jylland. Han er et af de mennesker, der skriver og spiller popsange efter devisen why fix it, if it ain’t broken, og så er han altid så skideglad. Ikke noget mystisk og forpint kunstner hér, og det kan vi godt lide, så med åbne sind og ja-hatten på, drog vi af sted.

Jeg tror ikke, at nogen af os rigtigt var forberedte på det, vi kom ind til.

Det viser sig, at Thomas har adopteret det nu forældreløse Big Fat Ugly Stupid Nasty Filthy Snake publikum. Der stod vi og manglede ca. et årti på dåbsattesten, og klamrede os til vores fadøl, mens en gruopvækkende mængde frisører med auberginefarvede striber i håret og små, korte læderveste rystede røv.

Og vi mistede nærmest talens brug, da en to meter høj, skaldet udsmider kom trampende forbi med en lille midaldrende dame i førergreb, der sparkede og slog fra sig, så enhver ecstasypåvirket teenager må bøje sig respektfuldt i støvet.

Midt i dette visuelle oplevelsesinferno var der jo også noget musik, og jeg må sige, at Thomas godt nok har skrevet helt ualMINDEligt mange flødesjælere; jeg synes, at der var lidt langt til ekstranumrene.

(Og så tror jeg, at han knalder sin korpige, hvilket burde udløse fem lammere lige i skærmen. Du er halvanden meter høj, og har scoret Renee Toft Simonsen. Må universet straffe dig hårdt, hvis du spytter på dét.)

Til gengæld havde han taget Dicte med som opvarmning, og I'm in lååååwe! Kan faktisk ikke helt finde ud af, om jeg vil være hende eller adoptere hende. Et lillebitte stykke labert 42-årig træder ud på scenen, åbner munden og ud vælter kaskader af hæs, rocket vellyd. Jeg var aldrig helt på Her Personal Pain, men i samme sekund, jeg har trykket ’Post’, skal jeg ind og ITune hende og købe hele svineriet. (= Alle IPladerne.)

Desværre tror jeg ikke, at man kan købe hendes uovertrufne spadebefængte udgave af ”Det er mig, der står herude og banker på.”

Og – undskyld Tommy Boy - det bliver mere den end dig, jeg kommer til at savne i 100 dage.

1 kommentar: