torsdag den 4. februar 2010

Empati staves b-o-o-m-e-r-a-n-g.

Ind imellem sender livet nogle mennesker i din retning, som du af den ene eller anden grund er nødt til at forholde dig til og rumme i dit liv, men som skuffer dig fælt om og om igen. Så nu er det, jeg gerne vil vide: Kan det lade sig gøre at have en relation til et andet menneske uden at forvente sig noget af vedkommende? For personligt synes jeg, at det kan være lidt af en udfordring at blive stående med alle forhåbninger afmonteret uden at blive bare en lille smule bitter i kanten.

Og inden du, min søde læser, lægger en kommentar om, at man kun skal udstede adgangspas til dem, der indfrier ens forventninger, vil jeg gerne bede dig kigge din egen familie og omgangskreds grundigt efter i sømmene. Jeg kan i hvert fald hos de fleste, jeg kender, få øje på en alkoholiseret far, en ekskæreste, der udgør den anden halvdel af barnets forældre eller en papsøster, der alle passer på ovenstående beskrivelse.

Hvordan gør man? Hvordan undgår man at lukke af? Hvordan holder man fast i sine egne værdier og ideer om medmenneskelighed og anstændig opførsel, når man den ene gang efter den anden ender med at føle sig dum og udnyttet?

Er det at spejle ligegyldigheden og egoismen at sælge ud eller en måde at overleve på?

Og må man godt synes, at det er urimeligt, at det altid er den, der hjælper, tager hensyn og forstår, der ender med at sidde tilbage og gøre ondt?

11 kommentarer:

  1. Man siger fra. Jeg tror i hvert fald, at det var det, min veninde gjorde i dag. Tog noget i opløbet. http://samlingsbanken.wordpress.com/2010/02/04/hvad-ondartet-smalltalk-kan-f%C3%B8re-til/

    SvarSlet
  2. Ja sige fra, er en god men svær start.
    Og måske gør det ondt på dem som hjælper, tager hensyn og forstår, fordi de netop gør disse ting og er bevidste om dem selv og deres omverden. Dem som det ikke gør ondt på, de går nok ikke så meget op i andre.

    Og så vil jeg hellere have nogle knubs på min vej, men stadig føle mig som et menneske. End være et egoistisk et af slagsen, som er ligeglad med alt andet end mig!

    SvarSlet
  3. hov fik sat mig som anonym, det var ikke meningen!

    SvarSlet
  4. tror bare man kun skal give hvad man har råd til ikke at få igen..hvis det så er rigtigt meget, så må det være sådan.

    For nogen mennesker er det nok værre ikke at få lov til at gi´noget end at frygte skuffelsen.

    Dem der ikke har det sådan må bare sige fra, I guess.

    SvarSlet
  5. Dette indlæg handler ikke om de gange, hvor man opdager, at man bliver udnyttet af mennesker, som man troede var venner. At sige fra i de situationer er relativt piece of cake, synes jeg.

    Men hvis din far finder en ny kæreste, og denne nye kæreste har en datter, og denne datter stille og roligt viser sig at være en af de typer, jeg har beskrevet i indlægget; hvad så? For så synes jeg ikke, at det er helt så enkelt mere.

    Jeg anerkender vigtigheden af at lytte til sig selv - men skal man ikke også lytte til andre? Disse situationer kommer til at påvirke hele familiedynamikken, og får jeg det bedre af at trække min grænse hårdt op og sige fra, hvis det betyder at min familie kommer til at lide under det?

    Jeg ved det ikke.

    SvarSlet
  6. det får ihvertfald konsekvenser at sige fra... efter i en del år at have "opført mig pænt og kørt gode miner til slet spil", fordi min far havde fundet en kone, som han var rigtig glad for og som jeg kunne se, var god for ham - så sagde jeg fra.. på en synes jeg pæn måde men mere direkte måde end tidligere (for det havde ikke virket) - og resultatet er, at jeg ikke har haft kontakt med min far i mere end 5 år! så jeg ved ikke Linda.. at trække grænsen kan blive rigtig smertelig. Og samtidig er jeg glad for, at jeg sagde fra..

    jeg tror ikke, der er en endegyldig rigtig løsning i disse tilfælde... hos os betyder mit valg (at sige fra), at min datter har mistet kontakt med sin morfar m.fl., at vi ikke kan ses hele familien mere og det gør ondt.

    Men jeg mener stadig, jeg traf det rigtige valg - jeg kunne ikke blive ved med at se mig selv i øjnene, når jeg bøjede mig igen og igen for "husfredens skyld"

    (er anonym denne x - men tror du kan genkende mig : - ))

    SvarSlet
  7. Jeg tror vi alle kan følge dig i denne her, Linda. Hvem af os har ikke mindst ét familiemedlem (biologisk eller tilkommet) der i dén grad er eksplosionsfaren i kemiblandingen?

    Her er problemet i hvert fald også - og jeg har tumlet med de samme tanker som du i omkring otte år nu.

    I vores familie er tilkommet en kvinde som systematisk (men ikke intentionelt. Tror jeg...) ødelægger dynamikken.

    Traditioner er gået tabt, hyggeaftener ender i tårer, skænderier og fnidder er blevet normen mere end undtagelsen og vi g-i-d-e-r ikke mere.

    Ingen af os.

    Men vi bliver ved alligevel. For vi må tænke på andre end os selv, og konsekvensen af at VI afbrød kontakten, ville være at andre (som vi holder umanerligt meget af) i familien ville stå tilbage med "loretn", hvis jeg må være så fri. Og DERES relation til Havheksen og hendes mand (som vi også holder umanerligt meget af) ville komme i farezonen.

    Dét vil jeg ikke tage ansvaret for. Så jeg holder ud. Og håber på en skilsmisse i fremtiden! ;-)

    SvarSlet
  8. "loretn" = LORTEN, s´gu. Sorry ;-)

    SvarSlet
  9. Jeg har det sådan med min storebror. Jeg forventer intet af ham, og kan dermed kun blive positivt overrasket. Det betyder så også, at jeg ikke gider spilde særligt meget krudt på ham. Han kører sit eget egotrip, men jeg er faktisk ikke bitter, og kan meget godt lide ham.

    SvarSlet
  10. Jeg har en storebror, der svæver ovar vandene og ikke rigtigt er tilstede. Hans kæreste er der ingen af os, der bryder os om, og hun har ofte haft held til at såre mig. Nu er jeg nået frem til, at jeg holder af min storebror, men jeg forventer intet. Jeg bliver ikke ked af det, når han glemmer min fødselsdag og ikke giver mig en julegave. Og jeg er bevidst om, at hans kærestes opførsel bunder i en enorm usikkerhed (selv om hun har været i familien i mere end 20 år), der betyder, at hun nedgør os for at skjule sig selv.

    Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt indifferent overfor dem. Det er måske heller ikke ønskeligt, men jeg har ikke taget kampen med andre end mig selv...

    -Anne

    SvarSlet
  11. tilgivelse. tilgivelse. tilgivelse.
    (nej. jeg er ikke en af sidstedageshellige).

    tilgivelse er en øvelse, ligesom det her latterterapi, eller hvad det hedder. det føles enormt kunstigt i starten, men det bliver lettere med tiden.

    SvarSlet