søndag den 7. februar 2010

Don’t hate the player. Hate the game.

I denne weekend har jeg undervise på Convention. En del af fornøjelsen ved det er, at man kan tusse rundt og suge inspiration til sig, når man ikke selv er på, og i går var jeg inde og høre en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet holde oplæg om, hvordan man inspirerer, motiverer og brænder igennem som underviser.

Professoren viste sig at være en trind dame i sin bedste alder, der startede med at erklære sig for en af dem, der meldte sig lige så meget ud, som hun meldte sig ind i fitnesscentre, og derefter brugte en time på at underbygge sin personlige aversion mod træning og instruktører med diverse teoretikere.

Eller… sådan hørte jeg det i hvert fald. Det er muligt – det er det virkeligt – at jeg ikke fangede ironien i hendes foredrag, eller at meningen var, at vi skulle provokeres.

I så fald var foredraget en stor succes.

Hun kunne ikke lide at komme der. Hun ville ønske, at vi ville holde op med at synge med. (Forståeligt. Men det er os, der har mikrofonen, så muhahaha!). Hun ville have, at al koreografi skulle være nemmere. Hun efterlyste anden musik, og mindre volumen.

Det synes jeg simpelthen er at overforsimple hele grundideen med et fitnesscenter, som vel i bund og grund skal være et sted, hvor alle kan udfordres uanset niveau og form.

Det skal retfærdigvis siges, at hun også havde et par interessante pointer, som f.eks. at man som instruktør er tilbøjelig til primært at undervise dem, der ligner én selv, fordi man ved, hvordan de kan motiveres, og at man derfor skal være ekstra opmærksom på at huske dem, der IKKE ligner én selv.

Hvilket jo så betyder, at jeg skal huske at undervise og motivere hende, hvis jeg ser hende på en af mine timer.

Hmmm...

Hader, når jeg bliver narret til at tage andres pointer til efterretning. *vrangvillig-ego-smiley*

Men bortset fra det, kom jeg undervejs til at sidde og tænke på folks reaktioner, når de hører, at jeg er instruktør.

Det første der sker, er at de altid skal skælde ud over, at de synes, at medlemskaber i fitnesscentre er for dyre. Det er forbløffende svært at forklare folk, at træning i et fitnesscenter ikke er en menneskeret. Det er et produkt på lige fod med jeans og reoler; nogen foretrækker Diesel og Montana, andre er tilfredse med H&M og Ikea. Mulighederne afhænger af prioritering og økonomi, og jeg SYNES, at det er spild at penge at være meldt ind i et træningscenter, hvis man kun er der 2 gange om måneden. Men det er som om, at fordi træning gavner den almene sundhed, så er fitnessbranchen ond og grisk, fordi den vil tjene penge.

Jeg tror ikke, at jeg helt forstår det.

Det næste der sker, er at mine bordherrer og -damer let anklagende beskylder træning for at være kedeligt. No shit. I ville blive overraskede, hvis I hørte, hvor mange mennesker der mener, at det er vores forbandede pligt at få dem til at kunne LIDE at træne.

Og altså… Vi er håndværkere. Vi er ikke tryllekunstnere.

Det siger sig selv, at vi skal kunne vores ting, at vi skal stille velforberedte, og at vi skal forsøge at motivere folk, så godt vi kan. Det er os, der får løn for at stå der, og det er os, der skal sætte energispiralen i gang - men vi kan ikke gøre det selv.

Hvis man har 5 sure koste til at stå helt oppe i ansigtet, er det en UMULIG opgave at løfte energien så meget, at den kommer ud over dem og ud i rummet. Hvis man står med et hold, der emmer af dårligt humør; hvis man ikke kan få øjenkontakt med en eneste af deltagerne eller slå et smil af NOGEN, eller hvis halvdelen af de tilstedeværende hader at træne, vil det aldrig blive andet end en middelmådig time.

Du får, hvad du giver.

Åbenbart både i dit fitnesscenter og til foredrag.

5 kommentarer:

  1. Men der er også enorm forskel på trænere. Jeg træner i et rigtigt godt fitnesscenter i Odense, og jeg tror, der er trænere for enhver smag. Jeg vil gerne have dem, der har humor og et glimt i øjet og som motiverer mig til at klø på selv om min bagdel bliver ved med at være en verdensdel, og jeg altid er blå i hovedet efter opvarmningen.

    De trænere, der proklamerer, at det ikke skal være sjovt - jamen, så er jeg stået mentalt af cyklen. Og jeg kommer ikke tilbage til dem. Men hvis det nu var første gang, jeg havde sat mine ben sådan et sted, så er det da ikke sikkert,jeg ville komme tilbage for at se, om der var andre mennesketyper end "general grøftegraver".
    Jeg tror til gengæld, at du er en af de instruktører, jeg ville æælske. Mon ikke der er plads til opmuntrende nik og en snak efter timen? Og så er der altså også nogle mennesker, der ikke bryder sig om konceptet fitnesscentre og hellere vil være med i Fodslaw, og det er vel egentligt også fair nok.

    Frihed til forskellighed, ikke :-)

    -Anne

    SvarSlet
  2. Anne du vil helt sikkert æælske Linda som ínstruktør!! hun er super til at motivere - med pisk, gulerod og sjove bemærkninger : - ) we like!!
    - Mette

    SvarSlet
  3. Jeg tror - med tryk på tror - at det er fordi du med din blotte tilstedeværelse minder folk om deres dårlige samvittighed, når de får at vide at du er instruktør.
    Hvis du satte dig ned blandt en flok ivrige motionister - med tilknytning til fitnesscentre eller ej - ville du så få samme reaktion.
    I mit nye liv som fritids-motionist kunne jeg i hvert fald ikke finde på at hakke instruktører i tuden, men jeg kan bestemt ikke udelukke at jeg kunne have fundet på det dengang mit liv gik op i smøger, bajere og colaer og fast food.

    SvarSlet
  4. En dårlig instruktør kan skræmme folk væk for life.... siger mine bekendte

    Selv har jeg aldrig været i et fitnesscenter.

    SvarSlet
  5. Mystisk. Alle de mennesker jeg kender (og det er faktisk hele 2), der har studeret på DPU, bruger ordet "kompetence" i hver anden sætning. Men det gør du ikke. Meget mistænkeligt.

    SvarSlet