torsdag den 21. januar 2010

What doesn’t kill you…

Min ekskærestes farmor turde ikke forlade sin lejlighed, og i den tid jeg kendte hende, gik hun aldrig ud. Aldrig. Hun boede i stueetagen og synes, at trapperne var farligt svære at forcere, og derudover var hun bange for alt. For at spørge dumt, gå i vejen, falde, ikke kunne finde ud af busserne osv. osv. osv. Da hun døde, siddende i sin lejlighed, (hvilket kunne foranledige en til at tænke, at det så åbenbart heller ikke var helt ufarligt) havde hun ikke set verden udenfor i 10 år.

Hun er til dato det bedste eksempel jeg har på, hvorfor man ikke skal vige så meget som en centimeter, når man står overfor noget, man frygter. For hvordan kommer man så langt ud, at man ikke tør forlade sin lejlighed? En ting er, hvis man lider af angst eller har en anden diagnose, der gør livet derude til en uoverstigelig forhindring, men for et menneske, der hver eneste dag i 50 år har gebærdet sig problemfrit rundt i gader og stræder, på trapper og cykler, i biler og forretninger, synes jeg, at det er direkte rystende, at det kan komme dertil.

Og det starter med at du én gang lader være med at gøre det, du er bange for.

Frygt multiplicerer sig med sig selv med lynets hast, og ligesom med utroskab og peanuts er det så uendelige meget lettere at give efter for, når først forseglingen er brudt.

Derfor forvandler jeg mig til en lille, rød satan med horn og trefork, der stikker mine forældre i hælene, hvis de giver udtryk for, at der er noget, de ikke længere bryder sig så meget om at gøre. Derfor er jeg firm believer af at overvinde sin frygt første gang, man møder den, for min egen erfaring er, at det kun bliver værre af at gemme fornøjelsen til næste gang man støder på svinet. Og derfor bruger jeg ikke det med at stige op på hesten igen; jeg stiger aldrig af den.

Men når jeg kører på motorvejen kl. 6.15 i snevejr og isslag og jeg trods angstkvalme, rystende hænder og svedeture tvinger mig selv til at køre det, jeg må, så hader jeg virkelig mine egne principper.

8 kommentarer:

  1. Forståeligt - for der bor vel også en lillebitte angst pige indeni dig.

    Men du har ret; den røde satan med horn og trefork MÅ OG SKAL vinde. Hver gang.

    (Pragteksempel:

    Jeg kan stadig huske da min far tvang sig selv til at køre på den strækning han 5 måneder før havde siddet fastklemt i "bil under lastvogn", med respiratortur og laaaaangt sygehusophold til følge. Han kørte afsted samme dag som han havde fået grønt lys af lægerne, og lige da han var kommet ud af kørestolen.

    Og jo. Han havde koldsved i nakken, fugtige hænder og rysten over hele kroppen. Og han ringede til mig 100 m før han skulle forbi "stedet", bare for at blive talt til ro i vejkanten. Men han kom forbi, og jeg er pissestolt af ham for det!

    Og bare rolig: Det var ikke på motorvej!)

    :-)

    SvarSlet
  2. You GO girl!

    Jeg ved godt, det måske er upassende at spørge om, men nu kan jeg ikke få billedet ud af hovedet igen: havde den pågældende eks-farmor kat? Og hvor længe gik der i givet fald, før hun blev fundet? Brr...

    SvarSlet
  3. Det var saftsuseme et godt indlæg - det gav stof til eftertanke!

    SvarSlet
  4. Hvis du ikke snart bliver professionel skribent af en eller art, ved jeg ikke....du har i dén grad ordet i din magt, maler de mest rammende og smukke billeder og nagler alle mulige (og umulige) situationer og aspektet af livet men præcision, indlevelse, vedkommenhed, humor og en knivskarp pen. Du er den bedste skribent jeg kender til p.t.. Simpelthen. Beundringsværdigt og inspirerende.
    /Maria M

    SvarSlet
  5. Lige bortset fra at køre det man må på motorvejen i snevejr og isglat synes jeg det lyder fornuftigt at se sin skræk i øjnene....men 110 km/t på is lyder som den rigtige grund til at gå på kompromis og køre lidt forsigtigt (og "efter forholdene") i stedet.

    SvarSlet
  6. Jeg mener også at lige præcis isglatte veje med 110 i timen er et sted hvor angsten gerne må vinde.

    SvarSlet
  7. Kirsten: Jeg sender sgu en high-five til din seje far!

    RR: Du spørger bare:) Der var ingen katte, ej heller hunde, og hjemmehjælpen fandt hende om morgenen.

    Randi: Mange tak skal du have. Jeg bliver altid så glad, når folk skriver til mig, at de har kunne bruge indlæget til noget.

    Maria: Hold da op, hvor blev jeg glad for den kommentar! Jeg vil rigtig gerne noget mere med alt det her skriveri, men indtil videre er mulighed og indsats ikke rigtigt gået op i en højere enhed. Desværre.

    Anonym/Clarke: Jeg forstår godt, hvad I mener, men jeg tænker samtidig, at man er nødt til at turde køre på arbejde.

    SvarSlet
  8. Det er så velfortjent! Jeg nyder, nyder, nyder at læse din blog - den får mig både til at grine og til at nikke genkendede. Ofte skriver du om noget jeg selv har gået og tumlet med/spekuleret på - du beskriver det så blot altid på så præcis og rammende en facon, at det skaber mere klarhed i mit sind. Det er en gave. Og jeg glæder mig til den dag, hvor du tager skridtet...og jeg dermed kommer til at høre endnu mere fra dig...
    /Maria M

    SvarSlet