fredag den 31. december 2010

Nogen, der så hvor 2010 gik hen?

For hvad der føles som ti minutter siden skøjtede jeg rundt i hæle, diadem og champagne. Så blinkede jeg med øjnene, fødte en søn og nu er der gået et år. Uden at begive mig ud at spå om fremtiden, tror jeg ikke helt, at i aften bliver lige så kåd som sidste års nytårsaften, men sikkert er det, at det er 4. gang, vi holder skriftlig nytårskur her på Blogsbjerg. Grundet midlertidigt, børnerelateret nedbrud i overskudscentret bliver resultatet formentlig en anelse mere blodfattigt og rodet end de foregående 3 år, men begrænsnings kunst er en ukendt størrelse for mig, og hellere komme galt af sted end slet ikke at komme af sted.

Vi holder fast i skabelonen, hvor vi tematiserer årets tilbageblik på den horoskopagtige måde, og slutter med et citat fra en sang, jeg holder af.

Here we go:

Helbred:
Svangerskabsforgiftning er en tarvelig so, og jeg er ikke færdig med at være sur på den over at have berøvet mig den sidste del af min barsel, hvor jeg skulle have hængt ud på Baresso (love it), og været alene i biografen om eftermiddagen (love it endnu mere). Men bortset fra den 4 uger lange, toksiske tilstand, har jeg været frisk som en - lidt vel tung - havørn.

Og jeg er stadig imponeret over, at kroppen kan fremstille et nyt menneske, og 6 uger senere er de 3 små hudafskrabninger down under helet, jeg mangler at tabe 6 kilo, og alting fungerer som det skal.

Karriere og økonomi:
Når jeg snakker med nye medlemmer om træning, og de spørger, hvordan man bevarer motivationen, plejer jeg at sige, at det kan være en meget god ide, at man, inden sit træningspas, beslutter, om man vil forbedre eller vedligeholde sin form. Når overskuddet er der, er det ikke en skid besværligt at komme af sted, løbe hurtigere og løfte tungere. Det er på de tidspunkter, hvor det har været mandag hele ugen, hvor ungerne får tænder, og hvor du er blevet degraderet af chefen, fordi han har ansat Sophie-Amalie på 17 år med dådyrøjne og D-skål til at overtage dit job, at det er svært at orke. På de tidspunkter er det ok at fokusere på at vedligeholde det, man har bygget op, uden at gå til i dårlig samvittighed, for dårlig samvittighed er forløberen til Så Kan Det Også Være Lige Meget.

Og selvom mine udfordringer i år har været af den glade slags, har jeg stadig været nødt til at beslutte mig for at vedligeholde positionen på karrierestigen i stedet for at klatre op af den, hvilket falder meget fint i tråd med sidste års nytårsforsæt: At skrue ned og sige nej. Så mission impossible accomplished.

Kærlighed:
Den altoverskyggende kærlighed i år tilfalder min søn, som jeg stadig ikke kan fatte, at jeg var så heldig at få. Han er mit lille mirakel, og jeg kan blive helt ør af taknemmelighed over, at han valgte mig.

I forhold til mænd er det blevet til lidt hist og pist, men det har ikke været dem, der har været i fokus. På en eller anden måde virker det en smule forkert, når mænd lægger an på en, mens man er gravid; i hvert fald når de ikke ved, at man er sådan en alene-én. Og hvis man skulle have kastet sig ud i netdating, synes jeg, at det ville være blevet en udfordring af de større ikke at komme til at virke som om, man var på jagt efter en erstatningsfar til barnet. Jeg mener: Når ”Skal du noget på onsdag?” hos mange mænd (ikke dig, selvfølgelig) opfattes som ”Jeg tænkte på, om du ville møde mine forældre og giftes?”, så kunne jeg godt frygte, hvad det ville afstedkomme af reaktioner, når man stiller på første date og ligner en, der har slugt en fodbold.

Jeg er bange for, at der heller ikke til næste år bliver forfærdelig meget tid til at skrive datingprofiler og suse rundt i nattelivet, men så kan jeg jo passende blive hende, der lægger an på de nyskilte fædre i vuggestuen - hvilket meget elegant leder os videre til årets sidste afsnit her på bloggen:

2011:
I aften, når I skåler i champagne, og Anton og jeg skåler i mælk, går vi ind i et år, som på mange måder bliver det mest skelsættende i mit liv. Hvor alle andre beslutninger, jeg nogensinde har truffet, har medført forandringer på isolerede dele af mit liv, er den, jeg nu har truffet, gennemgribende og absolut. Der er ikke mulighed for at trække sig tilbage til et hjørne, hvor man kender betingelserne og lige få pusten, inden man hopper tilbage i ringen, og uanset om vi ender i Århus eller Esbjerg, har Anton forandret mit liv for altid.

Jeg er blevet vi, og jeg glæder mig sådan til at tage på den rejse med ham. For selvom det er hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så elsker jeg ham så uendelig højt, og jeg ville til enhver tid træffe den samme beslutning igen. Det praktiske er trods alt bare ydre omstændigheder, som når det kommer til stykket er fuldstændig ligegyldige. Størst af alt er kærligheden, og som Rob Thomas udtrykket det:

We’ll get by; it’s the heart that really matters in the end.

Godt nytår.

torsdag den 30. december 2010

Jeg ved godt, at det handler meget om Anton, men..

*når jeg lægger ham i sengen om morgenen, og vi ligger næse mod næse, og han kigger meget koncentreret på mig, for derefter at spytte sutten alt hvad han kan, lige i snuden på mig, eller

*han sidder op af mig, og møffer rundt i søvne, mens han udstøder sin veltilpashedslyd eller

*han pænt finder sig i at få de her sko på, fordi moren er ved at over, hvor kær han er

så ville jeg ønske, at livet havde en kæmpe stor "Synes godt om"-knap.

onsdag den 29. december 2010

Husk, hvad søvn kan gøre.

I morges kl. 4.15, da jeg for 4. gang på en nat sad med gylp i håret, et skrigende barn og patter i fri dressur, fik jeg den tanke, at det her aldrig bliver anderledes. At jeg om 3 år stadig sidder lige her i denne stol, fed, fordi jeg ikke har tid til at lave mad, og derfor lever af noget, jeg kan skovle op af en dåse med én hånd, med visne muskler af mangel på træning, polsk motorvej i hårbunden, hår på benene, ingen venner og tre katte fra officielt at være sær.

Lige der havde jeg mest af alt lyst til at sætte mit liv til salg på eBay.

Ville dog nok lige kræve, at man gik over beskrivelsen af det med noget airbrush og en PR-agent.

Og jeg bliver opfyldt af mit gamle graviditetsraseri helt forfra, når nogen forsøger at trøste mig med, at det jo bare en fase. Det kan jeg jo for fanden ikke kravle ned og sove i, vel?

Da jeg klokken 7 sad der igen og tudede af afmagt og træthed, blev jeg sendt i seng af min mor. Af en eller anden grund, føltes det overhovedet ikke spor mærkeligt, selvom jeg er 33 år, og da jeg stod op 1½ time senere, kunne jeg pludselig igen huske, at jeg har verdens sødeste baby. Jeg kunne grine af, at ungen bliver så hidsig, at han nærmest kan stå lodret af raseri, hvis ikke maden kommer på bordet i det seKUND, han slår øjnene op. Og jeg nynnede, da jeg gik over og købte to sangbøger til ham og en kaffeholder til barnevognen og to termokrus til mig selv, mens jeg smilede og ønskede godt nytår til alle jeg mødte på min vej.

Prøv lige at tænke på, hvad det kan blive til, når jeg engang får 5 sammenhængende timers søvn igen.

mandag den 27. december 2010

Ok.

Alle dem, der heller ikke gider at høre mere om Bornholm: Op med hånden.

(Tusind tak for alle jeres søde og kloge kommentarer. Ingen beslutning er truffet endnu; jeg trænger bare lige sådan til en pause i hovedet.)

lørdag den 25. december 2010

En flygtning krydser sit spor.

De sidste par måneder, er der en tanke, der gradvist har trængt sig mere og mere på. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, så nu skriver jeg om det i håb om, at det vil få klarhed og fred til at sænke sig over mig.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal flytte tilbage til Esbjerg.

There. I said it.

Det gør noget ved mig at se mine forældre sammen med Anton, og jeg kan mærke, at jeg virkelig, virkelig gerne vil gøre det muligt for ham at have et tættere forhold til dem, end jeg selv har haft til mine bedsteforældre.

Ud over familien er der flere andre ting, der taler for at vende tilbage til havnen. D. 1. september skal jeg fraflytte den lejlighed, jeg bor i nu, og jeg vil meget gerne være fri for at skulle bo i lejlighed igen. Jeg gider ikke flere trapper. Eller at skulle slæbe al Antons legetøj, kaffekopper og telefoner med op og ned, så det ikke bliver stjålet, hvis vi til sommer skal bruge en baggård. Vil nok også på lang sigt være rart for Anton at få sit eget værelse, for det kan godt ske, at han får det sværere end nødvendigt, når han som 17-årig skal forklare, hvorfor jeg sidder ovre i hjørnet med en kop kaffe og store ører, når han har sit tekniske skole-posse med hjem.

Hvis vi skal have noget rækkehus af en slags i Århus, kommer vi til at bo i en forstad til en forstad til Hinnerup, og så vil det formentlig stadig være noget, der ligner en ramponeret studenterhybel. Og der vil stadig ikke være penge til en bil. I Esbjerg vil vi have råd til begge dele.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig, at jeg kunne sende barnet ud og lege selv. Nu må I ikke blive sure på mig, Århus-forældre, men jeg er ikke udelt begejstret for, hvad det gør ved nogle børn (ikke jeres, selvfølgelig) og udviklingen af deres sociale kompetencer, når mor eller far er nødt til at sidde med på legepladsen og kigge barnet over skulderen, når det forsøger at løse konflikter med Cornelius og Alba-Sophia.

Og der er slet, slet ingen tvivl om, at det vil give mig mere frihed at have både mine forældre og min søster og hendes mand i nærheden, når Anton er syg eller jeg skal noget, der strækker sig over så lang tid, at man ikke kan være bekendt at bede sine venner om at stille op.

Men for fanden, altså for… Av, ikke?

For hvis jeg flytter fra Århus, forlader jeg 90 % af mit sociale netværk, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve uden alle de mennesker, jeg holder så forfærdelig meget af. Jeg forlader mit fitnesscenter, mine hold, mine medlemmer (jamen, de ER mest mine), min by, mine Baressos (Baressoer? Baressøer?), 7/11, søndagsåbent, specialforretninger og ordentlige cafeer. Jeg forlader et sted, hvor der er markant højere til himlen, end der er i Esbjerg. En by, hvor der er plads til forskellighed, og hvor der ikke kun er ét rigtigt svar. Jeg forlader den by og de mennesker, der gjorde mig til den jeg er i dag; et menneske, jeg holder langt mere af, og som har meget mere ro i både krop og sjæl, end hende, der flygtede fra fødebyen. Og jeg lukker endegyldigt døren for den mand, som jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med at elske.

Mit arbejde vil jeg kunne beholde; der vil bare blive mere tid på vejene. Der vil nok også være nogle gamle venskaber, som jeg med lidt omhyggelig pleje kan opdyrke igen. Og måske – måske – vil det i længden være nemmere at have en spinningtime om ugen i et center, hvor jeg bare er Hende Den Nye, og ikke den, der i årevis har været involveret i 50 % af alt, hvad der foregår dernede.

Eller også vil det overhovedet ikke.

Fuck.

Nogle gange, ikke? Så synes jeg godt nok, at det er svært at være voksen.

fredag den 24. december 2010

All I want for christmas...

is you.

Fra begge os til alle jer: Glædelig jul.

onsdag den 22. december 2010

Can you feel it?

Noget, der altid har irriteret mig voldsomt inden jeg fik Anton, er børneforældres (og måske især mødres) vane med at gøre krav på empati og medfølelse, når samtalen falder på noget, der er svært. Hver eneste gang man hører om noget, der er synd for nogen, er der tilsyneladende altid en mor, der lige kan få sneget ind, at det gør mere ondt på hende, end på folk uden børn.

Nu er jeg jo ENDELIG i stand til at spille på begge sider af nettet i de her diskussioner, så det har jeg naturligvis tænkt mig at mene en hel masse om.

Det her indlæg blev født i går, da jeg var ude og handle, og kom forbi en forretning, hvor en ejer havde tøjret sin gamle labrador uden for. Da jeg gik forbi, kiggede den ikke engang på mig; den stod bare modløst og rystede med skægget fuldt af istapper, mens den kiggede mod døren og ventede på, at ejeren, der tydeligvis havde været væk i lang tid, skulle komme tilbage.

Det fik jeg helt tårer i øjnene over.

Senere, da jeg var kommet hjem, fik jeg en lidt trist mail fra et menneske, jeg holder meget af, som ind imellem har det så svært med sig selv, fordi vedkommende lider af den sygdom, som temmelig mange i min omgangskreds lider af: Det sort/hvide syn på egne evner. Enten skal man være så god til tingene, at resultatet bliver perfekt, eller også er det lige meget. Vi har fuldstændig mistet medianen, de grå nuancer og godt nok. Ikke fordi jeg synes, at overlæggeren skal tvinges ned i dørtrinshøjde, men det er i længden temmelig slidsomt, at man enten føler, at man skal yde 200 % og levere det fuldendte, eller på forhånd giver op med dårlig samvittighed, vissent selvværd og den beske smag af fiasko i munden til følge.

Og jeg får markant mere ondt i maven over det nu, når folk er kede af det, end jeg gjorde før jeg fik Anton.

Hvilket gør UTROLIG ondt på mig at indrømme, så jeg er naturligvis straks gået i gang med at lede efter en plausibel forklaring, som ikke efter efterlader folk uden børn i kategorien ”ufølsomme istapper”.

Jeg tror, at det handler om flere ting. Det helt indlysende er, at indsatsen er blevet tusindedoblet fra det ene sekund til det næste. Der er pludselig så utrolig meget mere at miste, og den vished kan man næsten blive skør af at have permanentparkeret i hovedet, hvor den - meget uvelkomment - også retter spottet mod alt det andet, man heller ikke kan udholde tanken om at leve uden.

En anden - og måske knap så oplagt – forklaring (og jeg aner ikke, om jeg kan have ret i den her) er at man, når man får et barn, pludselig er nødt til at lukke ned for sig selv, for ikke at blive vanvittig af at være blevet forvandlet til servicestation for et andet menneske. Og den evige blafren med antennerne for at gætte og være på forkant med et andet menneskes behov, kan man åbenbart ikke bare lige slukke for igen, så pludselig er man forvandlet til en hypersensitiv parabol, der fanger ALT, hvad der farer rundt i luften af signaler, uden at være i stand til at sortere i det.

Det kunne godt forholde sig sådan, ikke?

Kan selvfølgelig også bare være, at jeg allerede har glemt, hvordan det er ikke at have børn og har joined the dark side. Forleden tog jeg f.eks. også mig selv i at spekulere på, om det der fødsel egentlig var så slemt….

mandag den 20. december 2010

Life is getting Haarder.

Jeg ved godt, at vi skal synes, at Bertel Haarder selv er ude om det, og at DR selvfølgelig er i sin gode ret til at vise det famøse røvhulsinterview – men må jeg godt sige noget?

Også selvom jeg bare er menig tv-seer, fuldstændig uden nogen form for journalistisk indsigt eller forståelse for principperne bag Det Gode Interview?

Jeg er træt af DR og TV-avisen, der burde skifte navn til Nogen Forsøger At Snyde Os Alle Sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har udholdt at sidde gennem en hel nyhedstime på den kanal, for efter 28 sekunder begynder jeg at svede af irritation over, at INGEN af deres ofre får lov at tale færdig, at alle skal mistænkeliggøres og at tonen er så aggressiv, at man føler sig som et barn i et skilsmissetruet hjem, når man ved en forfærdelig fejl ender på DR omkring kl. 21.

Det skal altid være Nogens Skyld, uanset hvad fanden vi snakker om, og man fornemmer tydeligt, at journalisten bare ved, at skurken på den anden side af bordet har forsøgt at forlede uskyldige seere/vælgere/forbrugere med fuldt overlæg, og ser det som sin hellige pligt at få vedkommende til at hoste op med en tårevædet tilståelse.

Synes jeg, at det er i orden, at politikerne vil have lov at diktere, hvilke spørgsmål de vil svare på, og hvordan de skal stilles? Nej. Ikke som udgangspunkt. Men jeg tror – hånden på hjertet – at de færreste af os, ville være i stand til at besvare spørgsmål om alle hjørner og afkroge af vores arbejdsplads og job, hvis vi ikke havde haft mulighed for at forberede os bare lidt først.

Og de sidder immervæk øverst i matrixen i en relativ stor organisation.

Inden nogen lægger en kommentar om det kritisable i, at politikere får lov til at udstikke dagsordenen for, hvad der skal tales om, og dermed også hvad der IKKE skal tales om, vil jeg gerne sige, at jeg er enig.

Jeg synes bare ikke, at der er meget statement i at vise et klip af en mand, der mest af alt ser ud, som om han er på sammenbruddets rand.

lørdag den 18. december 2010

I mangel af bedre.

Har fuldstændig mistet interessen for:
Håndbold. Aj, men er det ikke fuldstændig ligemeget?

Nyhedsindslag om snevejr og bæltekøretøjer. Føles som om, de har taget fat i hjørnerne af vejrudsigten og stuuuukket den ud over 25 lange, ligegyldige minutter.

Politiske dueller i tv. Hvis jeg skal se en eneste mere af slagsen, forlanger jeg, at den lever op til sit navn på den bogstavelige måde og involverer skarpladte våben.

Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af:
Min far, som insisterer på at vi skal ud og køre en tur sammen i mine forældres nye bil, hvor han som en anden motorsagkyndig myndigt guider ”Til højre ved næste kryds” og ”Bare lige over”, inden jeg får lov at køre i den selv. Jeg fylder 34 om en måned, og har haft kørekort i 16 år.

Min bedstefar, der blev noget stram om kæben, da han spurgte, om ”vi” havde planlagt barnedåb (mig og Anton eller hvad??), og jeg fortalte, at barnet bare skulle navngives. Come nu on, bedstefar. Jeg er alligevel raget uklar med nærmest alle religioner ved at få ham, som jeg har, så det løb er kørt.

Kan til gengæld sagtens lade være med at smile af:
Voksne mennesker, der går med nissehuer offentligt og mener det alvorligt.

Mænd i pels. Ja. Igen. Fat det nu!

Den ubegribelige lammelse af højre hjernehalvdel, der tilsyneladende sætter ind hos 80 % af de handlende i Bilka, som medfører, at stærke farver og rod tiltrækker og paralyserer dem, så mister evnen til at flytte både fødder og deres fede, forpulede vogne. (Vi er faktisk nogen, der kun må være ude til barnet vågner i et vræl.)

Fatter ikke:
At jeg har formået at få klippet pandehår, købt julegaver, navngivet Anton, afleveret mine biblioteksbøger (kunne efterhånden have købt 24 vilkårlige hyldemetre i Bog & Idé for de penge, jeg skylder i bøde. Har til gengæld ikke nået at læse en eneste af dem) og skrevet ungen op til institution, samtidig med at jeg rent faktisk har taget relativt forsvarligt vare på ham.

Hvad mine briller bliver så utroligt fedtede af. Jeg mener: Jeg sidder HELT stille og kigger ud af dem??

At jeg i dag har købt to ting, som jeg alle dage har forsvoret, at jeg nogensinde skulle kaste min værdighed i grams ved at give penge for: En juledragt til Anton i nervøs glamour, komplet med nissehue und alles (burde fandme døbe ham alene for at kunne gøre brug af de her billeder til hans konfirmation) og en neglelak. Fra Hello Kitty. Please shoot me.

Er det mig eller:
Er der uforholdsmæssigt meget Poul Krebs i radioen?

Håber godt nok:
At vi får De Små Synger i julegave af nogen. Forleden sang jeg 'Pjerrot sa’e til månen' for Anton, og synes egentlig selv, at det gik ret godt, indtil jeg 10 minutter senere (officiel ammehjerneforskydningstid) pludselig med tilbagevirkende kraft kunne høre, at jeg i stedet for ”Husk det er Pierette, jeg nu skriver til” sang ”Husk det er Tourette, jeg nu skriver til”.

At I hænger på til der igen kommer lidt sammenhæng og indhold i det, jeg skriver.

torsdag den 16. december 2010

Smil til fotografen, skat.

Når man har fået 6 timers søvn, er der faktisk overskud til at synes, at det her er en lille smule sjovt...

tirsdag den 14. december 2010

Og i morgen er der atter en dag.

De fleste siger, at 4. dagen efter man har født, er tudedagen; noget med hormoner, der forlader bygningen og sådan, men jeg synes godt nok, at tudedagene er gavmildt drysset ud over hele forløbet, og jeg har en grim mistanke om, at det ikke har tænkt sig at stoppe igen. Ever.

I dag er f.eks. en af slagsen. For selvom jeg godt på forhånd vidste, at den lille fyr ville ændre på verden, som jeg kender den, bliver jeg alligevel med jævne mellemrum overvældet af, hvor omfattende en livsændring, det egentlig er. Det hele er fandme bare så nyt, og selvom jeg under min graviditet var fuldstændig klar over, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan livet ville blive, når han først var kommet, kommer det alligevel bag på mig, hvor hårdt det er at skulle lære at være mor samtidig med, at man tager afsked med sit gamle liv, når søvn er pillet fuldstændigt ud af ligningen.

Så i morges knækkede filmen, og jeg har brugt en hel dag på at tude over… ja, alting, faktisk.

Det gør fysisk ondt på mig, at han har ondt i sin mave hele tiden, og at der ikke er en skid, jeg kan gøre for at hjælpe ham. Og alle andre nye forældre lader til at have overskud til at synge pædagogiske sange for deres børn og lege udviklende og motorisk simulerende lege med dem, mens jeg bare er så træt, at det eneste jeg kan, når jeg er færdig med alt det praktiske, er at optræde som autist. Og så får jeg simpelthen så dårlig samvittighed over, at han er blevet udstyret med verdens dårligste mor, og at jeg ikke har givet ham en far, der kan tage over, når overskuddet er helt forsvundet.

Der var selvfølgelig heller ingen, der lovede at det ville blive let, og jeg skal nok komme efter det.

Jeg håber bare, at han vil have tålmodighed med mig så længe, den lille.

søndag den 12. december 2010

Rædselsslagen er også en slags vågen.

Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg så min mor gennem hele barndom, husker jeg det som om, at hun kunne (og stadig kan) ALT. Hun kunne svare på alt det, jeg ikke vidste. Edderkopper? Dem fjernede hun. Hunde og bøller på vejen? No problem. Man tilkaldte bare Verdens Bedste Mor.

Beklageligvis lader det gen ikke til at være arveligt.

I nat, da jeg skulle amme 2. gang, var jeg simpelthen så træt, fordi 1. runde tog 2½ time, at jeg satte mig ind i sofaen og tændte for fjernsynet i håb om, at det kunne holde mig bare lidt vågen. (Virker så forkert og uengageret at sidde og sove med vågent barn monteret på blottet overkrop.)

Det jeg så gerne ville have vidst var, at sendefalden om natten, som i forvejen er skidemørk og uhyggelig, åbenbart er reserveret til gyserfilm.

Som jeg er hysterisk bange for.

Så da tv’et blændede op for The Blair Witch Project, gik jeg så meget i panik, at fjernbetjeningen røg fra mig og 3 meter hen af gulvet, da jeg skulle skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte! – men ikke før jeg havde ramt 9’eren, hvor der var The Ring.

Og så sidder man dér og kan ikke rigtig nå den.

Derfor blev mit barn i nat ammet af angst stenstøtte med sammenknebne øjne, der katatonisk messede "Lalalalalalala!!" for at overdøve gyserlyde.

Supermom.

Men i det mindste virkede det efter hensigten.

lørdag den 11. december 2010

Top 5

over ting, Anton ikke kan lide:

1) Søvn.
Når vi sover RIGTIG længe, sover vi 5-6 timer, afbrudt af 2-3 amme-skifte-bøvsepauser af ca. 1½ times varighed.

Det skal vi simpelthen have en snak om.

2) Min computer.
Han kan se sådan her ud


- og er vi enige om, at det ser RIMELIG fredfyldt ud? – og i samme sekund jeg unplugger maskinen og sætter mig i sofaen, slår han øjnene op. På den insisterende måde.

3) Beskidte bleer.
Og det er forståeligt nok, for hvem kan det, men det er måske lige rigeligt VIP, at man som 3 uger gammel venter med at … you know … (Dines, det er mig, der er inde i Stephenie Meyer) til jeg har skiftet ham, fordi han har niflet 2 ml. i den gamle ble.

4) Stilhed.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys (speaking of: er det ikke længe siden, at vi har hørt noget til den dynamiske duo Trads og Thorsen?) kunne man måske godt have set den her komme, når man valgte at tilbringe sin graviditet i et fitnesscenter med Lady Gaga for fuld udblæsning og maven mast helt op af højtaleren.

5) Dino.
Han kan pive, og jeg synes selv, at han er skidehyl, men ungen bliver fuldstændig hysterisk af rædsel, når jeg piver med den ind i hovedet på ham. Jeg tænkte, at det måske bare var et spørgsmål om, at de lige skulle lære hinanden at kende, så i nat forsøgte jeg at bruge den som distraktion på puslebordet.

Anton kvitterede ved at tisse på mig.

Han vinder.

(Ps: Jeg er til gengæld færdig med at købe alle mine julegaver. Som i: A-L-L-E. 5:0 til mig.)

torsdag den 9. december 2010

”3175 gram”

sagde sundhedsplejersken, da hun vejede Anton i tirsdags. Dermed var vi endeligt ude på den anden side, hvor mit barn både live og på papiret er ”i trivsel” (møgord!), og hvor han gerne må komme ud, så i går pakkede jeg ham ind i så meget tøj, at han lignede en fornærmet søstjerne og fikserede ham i Odderen.

Hvilket han selvfølgelig elskede *min-dreng-er-den-bedste-i-verden-smiley*

Og mig? Jeg skøjtede rundt i mine alt for glatte støvler, mens frosten nappede mig i ørerne, og jeg gik så langt og så hurtigt, at jeg muligvis har forstuvet hoftebøjerne i den ene side. Det var FANTASTISK! Er I klar over, hvor pæn verden er, når man ikke har set den i 3 uger? Og hvor godt den dufter?

Men det skal naturligvis ikke blive alt for plysset og blødt det hele, og det er ALT for længe siden, at vi har hadet på noget her på bloggen, så efter at have beskuet livet derude med nye, friske øjne følger her:

Top 5 over Ting, Vi Ikke Gør Mere:

1) Vi går ikke i flyverdragter, hvis vi er damer på 40+. Ligner jo fandme noget, der er stukket af fra en Skovbørnehave for 37 år siden, og som i mellemtiden har groet en KÆMPE røv.

2) Vi har ikke udsolgt af det, jeg skal have. Specielt ikke, når jeg kl. 10 (for ikke at gå i vejen for Det Arbejdende Folk) kommer sprintende ind i butikken med ønskesedlen i den vognfrie hånd, og dankortet klar i munden OG selv tilbyder at pakke gaven ind. (Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det sidste mest om, at jeg er bange for at belaste mit nu-ellers-normale blodtryk ved at overvære nyindkaldt juleassistance. Pakke. Ind. I. Et. Tempo. Der. Skal. Afspilles. I. Fast. Forward. For. Overhovedet. At. Kunne. Ses.)

3) Hvis vi er mænd, går vi KUN i pels, hvis vi bor i en bygd og hedder noget, der slutter på –uaq. Hvis vi er biologilærere, der bor i Trige og hedder Jørgen, lader vi den blive på sælen.

Også selvom vi var i Grønland i 10 minutter i 1989.

4) Vi væbner vores hennahår og farvede modebrille med tålmodighed, og venter til efter december med at stille i Body Shop og kræve fuldstændig stil- og farveanalyse for at købe en læbestift til 49 kroner, Else.

5) Den her har ikke noget med årstiden at gøre, men den kommer med alligevel, fordi den er så irriterende. Vi bruger ikke tal i stedet for bogstaver mere. ”7 days 2 play” og ”2 die 4” er ovre.

Og nej. Vi bruger dem heller ikke på vores ”sjove” nummerplader mere. Jamen, fordi jeg siger det.

tirsdag den 7. december 2010

I need to get out more.

Har man for lidt at gå op i, når man bliver helt glad over at opdage, at de nye frostbokse man købte og fyldte med mad præ-fødsel, er lige præcis så lange, at gaflen ikke kan glide ned i dem?

mandag den 6. december 2010

Man kunne selvfølgelig også bare blive en af dem, der drukner sin omverden i gode råd.

Da jeg var i barselseksil i Esbjerg (note til selv: Husk at indstille forældre til helgenkåring), fik jeg besked på at kontakte sundhedsplejerskerne dernede, så Anton kunne blive kontrolvejet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne have taget hende, vi fik, med tilbage til Århus. For hun trådte ind af døren, forelskede sig hjælpeløst i min lille dreng (den nye, nemme vej til mit hjerte), roste mig (virker også stadig) og brugte derefter en hel time på at give mig gode råd og forklaringer.

Ikke, at min sundhedsplejerske heroppe ikke er sød. Det er hun. Hun er bare så utrolig vag meget tilhænger af 'at mærke efter'. Ift. alting. Og jeg er nok der, hvor jeg efter at have befamlet mig selv på indersiden i en måned, bare gerne vil have B.S. Christiansen på banen. En eller anden, der skærer igennem og fortæller, hvad der rigtigt og forkert, for selvom der – som de alle sammen siger – ikke er hverken to børn eller mødre, der er ens, så er der sgu stadig nogle ting, der bare er, som de er. (Ikke?)

I nat kl. 01.30, da jeg gik rundt med gasblå flitsbue på armen (undskyld overbo) (og lidt tak for sidst efter de mange, lange nætter med Absolut Euro-Trance), spekulerede jeg på, hvorfor jeg bliver så gal, når de ikke vil give mig konkrete svar. Kl. 2 slog det mig: Jeg har været tolk i 9 år, og undervist i aerobic i 6.

Jeg har simpelthen glemt, hvordan man er ny.

Hvordan er det nu, man navigerer i en situation, hvor hver eneste side man vender, er fuldstændig blank?

Hvordan skulle jeg f.eks. vide, at jeg skal tilsætte eddike i vandet, når jeg koger flasker og sutter her i Århus (men ikke i Esbjerg) pga. det høje kalkindhold i vandet, der ellers sætter sig som hvid belægning på alting, hvilket betyder, at Anton ikke vil have sin sut, hvilket så igen betyder, at hans mave går i stå (med underspørgsmålet: Hvordan skulle jeg vide, at suttebevægelsen stimulerer fordøjelsen), så han græder og græder og græder?

Og det der med at google det? So not happening, når man har utrøsteligt barn hængende på armen.

Måske er det derfor, at folk får barn nummer to? Fordi det virker helt urimeligt at bruge så mange ressourcer på at lære noget, man aldrig skal bruge igen.

fredag den 3. december 2010

En ring over dem alle.

Det er ikke fordi jeg stresser jer med indlæg i disse dage, vel? Men der sker godt nok heller ikke ret meget andet, end at jeg går rundt og forsøger at finde ud af at være mor. Inden døre. For barnet insisterer stadig på at veje under 3 kilo (men havde sidst sundhedsplejersken var her taget 400 gram på på 6 dage. Har åbenbart arvet enten min forbrænding eller mit konkurrencegen), og da det er hvinende koldt udenfor, følger jeg anbefalingerne og holder ham inde.

Inden jeg fik ham, spekulerede jeg tit på, hvad fanden det lige var, der tog så lang tid, når folk fik børn, at de åbenbart ikke længere havde tid til at svare på sms’er eller gå i bad. Som en slags forbrugerservice følger hermed Et Døgn Med Anton.

(De af jer, som har flere børn (mine nye helte), må gerne læne jer tilbage og sukke ”Those were the days!” de af jer, som har et enkelt barn kan jo nikke genkendende, og de af jer, der ikke har børn endnu kan… well, det ved jeg ikke… steppe op på præventionen eller begynde at glæde jer, afhængigt af livssituation og/eller temperament.)

4:53: Barnet vågner, og vil have mad. NU! Problemet er bare, at han ikke kan ligge stille, så længe han ikke er skiftet. (Og nok sagt. Har LOVET mig selv, at jeg aldrig, aldrig, aldrig vil skrive om hverken mængde eller konsistens af bleens indhold. Vil dog lige bemærke, at det faktisk er rigtigt hvad de siger: At det ikke er så slemt, når det er ens eget barn. Det troede jeg f.eks. bare var spin.) Og han HADER at få tøjet af. Så:

4:59: Forsøger at skifte meget arrigt skrigende, postkasserødt piskeris.

5:01: Starter amme-kamp. Man skulle synes, at det var i hans egen interesse at lægge sig til, eftersom det var ham, der ringede på klokken og bestilte mad, men vi er åbenbart ikke færdige med at være rasende over at være blevet udstyret med the wicked witch of the east som mor.

6:30: Har nu fået lokket ca. 20 minutters mad i barnet gennem kombination af bøn og trusler.

6:35: L-i-s-t-e-r ind i seng i håb om lige at få en time, inden vi tager den igen.

7:35: Og det gør vi så.

9:00: Færdig. Barn affodret, pacificeret og puttet i liften.

9:01: I bad, skolde flaske og sut, spise morgenmad, sætte vasketøj over, vaske op fra morgenmad, redde seng, lave en kop kaffe.

9:25: Done. 24 minutter. Ny rekord. Barn sover stadig. Har glemt, hvad man laver, når man har tid i overskud?

9:40: Stirre stift ned i lift, for at være sikker på, at han stadig trækker vejret.

9:42: Hyle over, hvor fin han er.

9:44: Hyle over, hvor meget der kan ske med ham. Han må aldrig komme ud. Eller i børnehave, hvor der er gynger og anoraksnore. Eller gå i byen. Eller få kørekort og køre til Tyskland med sin sindssyge og dårligt opdragede ven Ronnie, der er droppet ud af 4 forskellige linjer på teknisk skole, og kører rundt i en nedslidt Opel Kadett med dårlige bremser. Og så skal vi have en huslæge ansat til at våge over ham 24-7.

9:50: Se noget skod-tv. Undres over, at nogen rent faktisk lejer noget gennem L’easy, hvis reklame, jeg nu har set så mange gange, at det er lykkes mig at se rentesatsen i bunden af skærmen, selvom de skriver det med MEGET småt, OG fjerner det MEGET hurtigt igen. 26,08%. Av.

11:00: Repeat ammecirkel.

13:00: Færdig. Barn sover på mig, som er ved at dø af lykke over ham. Burde lægge mig, men er nu kommet til at følge med i affaldsserie på 5’eren, og lige se, om de finder morderen. (Christ!)

13:30: Kommer i tanke om, at der ligger noget vasketøj og rådner i maskinen.

13:45: Spiser frokost, hører radio, og forundres over, hvor inderligt, jeg hader Shu-bi-dua, og det faktum, at jeg er ved at udvikle en uforklarlig kærlighed til Elvis og Bruce Springsteen. (WTF!?)

14:00: Barn vågner, og vil … noget. Som ikke involverer ren ble eller mad.

14:30: Moderen er nu i desperation gået over til at tale til ham i håb om, at han vil sætte lidt ord på sin frustration.

15:00: Han sover igen. Det var åbenbart dét, han bare lige vågnede for at fortælle, at han ville.

15:01: Mor i seng i håb om at spare lidt op til natten.

15:30: Mor giver op. Søvn er bare ikke det samme om dagen.

15:35: Kommer – ved et frygteligt uheld, selvfølgelig – til at tage Anton op af liften, så han kan sidde og sove ved mig. (Det er så hyyyyggeligt!)

16:30: Der vågnes. Ammecirkel gentages.

18:00: Færdig. Barn sover igen, hvilket jo lyder dejlig nemt, men er nu ved at have lært, at det han i VIRKELIGHEDEN gør, er at spare energi op til nattens udfoldelser.

21:00: - som starter her og involverer lysvågent barn, der ikke rigtigt vil noget.

22:00: og det bliver ved

23:00: og ved

23:30 og ved

23:50: HA! Han sover! Ind i seng!

23:59: Snydt. Op igen. Synge, vugge, gå.

00:52: Ud og varme flaske, som barn inhalerer, som var han blevet nægtet føde hele dagen.

01:10: Bøvse, gå, vugge og synge. (Er gået væk fra Stæren og over til Rolling Stones og Tim Christensen. Virkede nemmere end at lære alle de vers.)

01:53: Barn sover. Mor i seng.

02:53: Barn øffer og hentes op i sengen.

04:53: Og ringen er sluttet.

Men jeg vil gerne tildeles point for trods alt at nå i bad.

tirsdag den 30. november 2010

I må ikke sige det! I må ikke sige det!

Da jeg læste, delte jeg lejlighed med en veninde. Vi drak litervis af billig rødvin og spillede så meget Trivial Pursuit, at pladen i dag er helt mør og dingelvorn. Det var altid sjovt at spille med hende; dels kunne vi svare på nogenlunde samme antal spørgsmål, så der rent faktisk var tale om jævnbyrdig konkurrence, og dels var vi enige om, at hvad der blev sagt over brættet, blev over brættet. Denne regel har jeg altid elsket meget, meget højt, da jeg har nogle huller i min piratviden, der er så afgrundsdybe, at jeg ikke engang ved, hvor pinligt det er, når jeg slynger et årstal eller navnet på en konge ud.

Hvis jeg skal give et konkret eksempel, har jeg f.eks. altid haft en lidt uheldig tendens til ikke at kunne skelne amerikanske stater og byer fra hinanden. Og jeg kan åbenbart ikke lære det, uanset hvor længe jeg sidder og glor insisterende på en globus.

Til gengæld plejer jeg at kunne huske stort set alle sangtekster, jeg nogensinde har hørt.

Men når jeg spiller, HADER jeg, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ved, at jeg kender svaret på - men som jeg bare ikke kan vriste fri af hjernebarken. Jeg kan få flere minutter til at gå med at sidde og messe: ”dumåikkesigedetdumåikkesigedetjegveddetgodtjegveddetgodt!”, fordi det er så pisseirriterende at skulle køre med mentale støttehjul, når man en gang har lært at cykle.

Og det må være dette karaktertræk, der slår igennem, når jeg skal synge ”Hør den lille stær for mit barn”, og ikke kan huske halvdelen af teksten. Jeg kunne i princippet bare google det, men i stedet står jeg stædigt bøjet over puslebordet og synger en mystisk bootlegversion af sangen.

And it goes a little something like this:

Se/hør den lille stær
(Vil helst ikke forfordele en sans frem for en anden)
Den er åh, så fornøjet
Morgenklokken/solen ringer/brænder

(Her afventer jeg altid selv spændt, hvad der kommer ud af munden på mig)
Marken står i damp/brænd
(Og her kommer jeg så i tanke om, at det nok ikke er ’brænd’ i begge linier)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet
Den skal ikke sæbes
Og/eller vaskes med en svamp

(Vil gerne have det til at være ’eller’, men der er altså et eller andet galt med rytmen)

Se, den flyver højt
Flyver højt under himlen
Den skal passe på
Den ikke falder ned

(Velkommen til Danmark, min skat)
Hmmm hmm hmmm hmm hmm/den har fået hat på
Hmmm hmmm hmmm hmm/og fin-pudset næbbet

(I know - men tænker, at hvis den skal på besøg, vil den nok gerne være lidt præsentabel?)
Den har nok en ven der
(burde der ikke være noget ’nede i byen’ et eller andet sted?)
Som ingen, ingen ved
(HELT sikkert en han-stær!)

Som I ser, klarede min evne til at huske sangtekster desværre ikke fødslen.

Men jeg skal NOK få krammet på den forbandede fugl!

mandag den 29. november 2010

Det viser sig, at verden udenfor går videre….

Ok, hvordan blev det første søndag i advent?? Kom til at tænde for fjernsynet og var fuldstændig uforberedt på, at julen har sneget sig ind på mig, mens jeg har haft travlt med at føde.

(Kom senere til at hænge fast på noget tysk kanal, fordi den lille tryklås havde hæftet sig fast i brystet, og jeg ikke kunne nå fjernbetjeningen. Vidste I, at der findes en sportsgren, som går ud på, at unge mænd i meget kropsnær lycra laver grimt akrobatik på cykler? Og at der, efter det meget entusiastiske publikum at dømme, åbenbart findes mennesker, som går op i det?)

Håber fandme, at folk ønsker sig noget, der kan bestilles over nettet i år. Eller at julemanden hoster op med noget overskud i forsinket kalendergave, så jeg kan forcere driverne og turboshoppe i midtbyen. (Bliver formentlig den eneste kunde i Matas, der beder om 24 indpakkede gaveæsker med de stribede med Aloe Vera.)

Fitnesscentret har også holdt julefrokost. Uden mig.

…..

Nok i virkeligheden også bedst. Er ikke sikker på, at jeg hormonelt er i stand til at tackle at forsøge at dresse post-fødselskrop op, (selvom jeg gerne vil have lov at prale af, at jeg her 12 dage efter fødslen allerede har tabt næsten 2/3 af, hvad jeg tog på undervejs), og det ville virke så forkert at rage spøgelsesagtigt rundt blandt relativt civiliserede mennesker, mens man slæbte uskønt spor af mælk og tårer efter sig.

Heldigvis har vi stadig FB, så jeg kan følge lidt med i skandalerne

Og nu vi taler om skandaler, så slagter vi her i huset de hellige køer i et tempo, der burde få Danish Crown til at overveje at udlicitere produktionen til mig i stedet for til østlandene:

Jeg giver nu mit barn en flaske om aftenen.

Ja, I læste rigtigt. 12 dage gammel og allerede på flasken.

OG han har fået en sut. *skandale-smiley*

So sue me.

Taktikken er, at hvis nogen på noget tidspunkt gør anstand til at løfte den moralske pegefinger, så henviser jeg til unavngiven sygeplejerske/jordemoder på Skejby, og så kan de jo selv se, om de har mod på at backtracke mit forløb og finde frem til synderen.

Muhahaha!

Vi vinder, Anton, vi gør.

lørdag den 27. november 2010

Udvikle man svømmehud på øjenlågene over tid?

Jeg tror, at jeg vil til at lære italiensk. Et eller andet skal jeg jo lave i timerne fra midnat til 2.30, hvor barnet åbenbart har besluttet, at søvn er for taberbabyer. I løbet af dagen opfører han sig utrolig eksemplarisk; spiser og lægger sig derefter på maven af mig, hvor han laver sit lille skildpaddefjæs, der er så kært, at jeg er bange for at komme til at kysse ham i stykker, men kl. 23.59 skifter han personlighed, og vil INGENTING. Piber, vil spise, vil ikke spise, vil skiftes, går amok i raseri fordi han skal skiftes, piber videre, møffer rundt, vil gåes med, vil spise, nej for helvede, ikke alligevel, og sådan kører vi på.

Så mor er TRÆT!

Jeg prøver at navigere i det, og undlade at gå i panik over ansvaret og over, hvor farlig verden pludselig er blevet. F.eks. så jeg gerne, at alle bilister i Danmark afleverede deres kørekort til mig, som derefter kunne udlevere det igen i korte 30. minutters intervaller, når Anton er i sikkerhed inden døre.

Jeg prøver at fatte, hvad jeg har gjort for at fortjene at få verdens sødeste dreng.

Jeg prøver også at fatte, hvordan nogle mennesker overlever at have mere end et barn, og det ligger uden for min fatteevne, hvordan vi nogensinde skal nå dertil, hvor jeg igen skal kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, indkøb og rengøring. Og træning.

Timerne smuldrer væk mellem fingrene på mig, jeg når ikke en skid, og jeg skal være ærlig og sige, at det hele er lidt overvældende.

På det helt lavpraktiske plan, hvor der dagligt opstår Ting, Jeg Sgu Da Ikke Havde Skænket En Tanke, har jeg lige nu en udfordring ift. hvad vi skal stille op med madkasserne om natten. Uden at blive alt for klam eller grafisk, så lad mig nøjes med at sig, at når mælken er løbet til, så er det så åbenbart ikke sådan, at der bliver lukket for hanerne natten over.

Godmorgen Cleopatra.

De sidste par dage har jeg jagtet en løsning på problemet, der er lidt hurtigere end at bestille nye ammebh’er over nettet (forbandet være dem, der bildte mig ind, at jeg skulle vente med at bestille til mælken var løbet til!) og derfor stillede den nye, udvaskede version af mig selv i dag i en lingeributik, hvor plirrende, udsovet a-skål på 17 år spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe med.

Mig (med let stresseksem på kinderne, fordi det her skal overståes mens barnet sover): Har I noget i amme-bh’er eller bare noget sportstop i 70 eller 75 M?

Hende: Øhm… altså, ved du, hvad det er i danske størrelser?

Mig: I danske størrelser?

Hende: Ja, vi kører jo med A, B, C skåle og så videre.

Mig: …. (are you kidding me!?): Ja, det er jo sådan set samme alfabet jeg begår mig i. Vi skal bare noget længere ned i bogstavrækken.

Hende: (Helt forskrækket): Nej, SÅ store størrelser har vi altså ikke!

Det er nu officielt. I'm a freak. Men jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg først begyndte at tude, da jeg stod ude på gaden igen.

Det bliver nemmere med tiden.

Ikke?

torsdag den 25. november 2010

Update fra Landet, Hvor Tiden Har Mistet Sin Betydning.

Efter en lang uge, hvor amningen har været ad helvede til, hvor jeg har penduleret fra Skejby og hjem igen, og hvor jeg bare syntes, at der blev ved med at være nedadvendte tommelfingre, hvor end jeg vendte mig hen, er der nu endelig ved at ske noget.

Dels begynder amningen at fungere – i hvert fald noget af tiden (7-9-13, banke-under-bordet, krydsede fingre og der er INGEN, der træder på stregerne!) og mælken er i dén grad løbet til. I nat kl. 4, da jeg var i gang med amning, 2. halvleg, sad jeg og kiggede ned på det spisende barn med ”what is wrong with this picture?”-fornemmelsen, uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det var.

Indtil det slog mig, at der sgu da var noget helt galt med proportionerne.

Mit bryst er større end mit barns hoved.

Motherf*cker.

Havde godt nok også et sted i periferien af min bevidsthed noteret mig, at min ammebh, str. 75 M, var blevet for lille. *uro i forsamlingen ”Sagde hun ’M’!?” ”Hun sagde ikke ’m’, vel?”*

M.

M som i Muh.

Og dels er jeg nu nået dertil, hvor jeg er mere gal end ked af det. I en uge har jeg desperat forsøgt at navigere i 100 fagfolks forskellige – og meget modsatrettede – anvisninger ift. hvordan jeg skal tage vare på mit barn, og nu er det fandme bare nok! De to jordemødre, der var med til fødslen, og tre af de sygeplejersker, jeg har mødt undervejs, skal have guldrandede kram og 6 stjerner for ihærdige forsøg på at rette op på en måned i kaos. Resten af Skejby skal bare have et los i løgene.

Jeg VED godt, at de alle sammen har forsøgt at hjælpe, men det ville være rart, hvis de kunne blive bare nogenlunde enige om, om mit barn må komme udenfor, før han vejer 3 kg, eller om han ikke må, om han er gul eller om han ikke er, og om han skal have mad hver 3. time eller om det er ok at lade ham sove til han vågner af sig selv.

Så efter at have tudet mig selv i nærheden af en migræne af frustration, fik jeg i går nok, og hvislede af sundhedsplejersken, at nu HAR jeg forstået, at det er vigtigt, at barnet får masser af mad, men at det godt nok ikke er særlig fordrende for det ’afslappede ammemiljø’, de alle sammen kæfter sådan op om, at det lyder som om Anton dør af en kombination af gulsot og sult, hvis ikke han inhalerer mindst 1 liter mælk hver 3. time, OG at jeg ikke gider høre mere om, at vi skal have mit barn ”i trivsel” – han trives FINT!! Det er muligt, at han er lidt lille, men han mosler rundt, han kan næsten holde sit hoved selv, og han er to cm. fra at kunne råbe ”MAD!! NU!”

Og det er muligt, at ”i trivsel” er fagsprog, men så må de fandme bare oppe sig og konstruere et nyt, der ikke lugter så meget af fiasko og socialklasse 5!

Blev der sagt!

- og så fik vi vist også brugt denne uges kvote af eder og udråbstegn.

(Ps: Mange, mange tak for alle jeres helt fantastiske kommentarer. Selvom jeg ikke får besvaret dem, skal I vide, at jeg i nattens mulm og mørke sidder og læser dem på min Iphone og glæder mig over, at I stadig sidder derude et sted og følger med og hepper.)

mandag den 22. november 2010

Størst af alt er kærligheden.

Kender I de sætninger, som man ser i info-materiale, som det først for sent går op for en, at man har lagt alt, alt for lidt mærke til? Jeg er utallige gange stødt på ”Amning kan i starten være lidt svært” uden at hæfte mig særligt ved det.

Big mistake. Big. Huge.

Min lille, fine dreng kan om natten græde så hjerteskærende, at jeg bare render fortvivlet rundt med ham og hulker ”Undskyld! Undskyld! Undskyld!”, mens jeg forsøger at gætte, hvad fanden det er, jeg gør forkert. Lige nu balancerer vi på kanten af endnu en indlæggelse, fordi han er så lille, og har en smule gulsot, og derfor SKAL spise på den måde, hvor man hiver ham op 3. time døgnet rundt, flår al tøjet af ham for at vække ham, og derefter tvangsfodrer ham foie gras-style.

Har efterhånden så små øjne af mangel på søvn og af at tude, at jeg ligner George Bush.

Derfor er der lidt langt mellem blogposter, svar på sms’er og updates på FB, for lige nu handler det bare om at få en slags hverdag etableret. Heldigvis er mine forældre fløjet ind som vaskeægte jægersoldater, der overtager kommandoen, når det kniber, ordner det praktiske, så jeg får noget at spise og trøster mig, når jeg bliver alt for fortvivlet.

Men efter at have fulgt med under hele graviditeten, synes jeg jo næsten, at I skal have lov at høre om fødslen. (Mandlige læsere er velkomne til at smutte ud og hente en øl, og komme tilbage en anden dag.)

Som jeg skrev, blev jeg sat i gang med hormoner onsdag eftermiddag, og allerede to timer senere, kvitterede min krop med regelmæssige veer med 2 minutters interval. På det tidspunkt synes jeg, at den største udfordring var at vide, at det her formentlig bare var stilhed før stormen – uden at ane en kæft om, hvordan den famøse storm havde tænkt sig at føles.

Efter en lang nat, hvor min søde mor rendte i pendulfart fra stue til køkken med Den Lindrende Varmepude hver anden time, fik jeg torsdag kl. 10 2. omgang hormoner, og kl. 11.30 var der 30 sekunder mellem veerne.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige noget om at have veer: Jeg synes, at det kan sammenlignes med at køre bil i snestorm med defekte vinduesviskere. Så længe man har mulighed for at holde ind og børste ruden ren efter at have kørt en kort strækning, kan man stadig nogenlunde bevare sigtbarheden, men hvis man er tvunget til bare at køre og køre og køre, ryger overblikket ret hurtigt, og når veerne kommer hamrende med 30 sekunders interval, rammer man ret hurtigt det punkt, hvor man løber tør for sprog.

Ja. Det KAN ske. Selv for mig.

Kl. 13.30 var mit blodtryk så højt, at vi skulle have en epidural på banen, og på det tidspunkt lå jeg med nåle, drop, elektroder, og 3 forskellige målere monteret på maven og klamrede mig til min iltmaske, og var passende nok HELT færdig med at være tapper.

”Ja Linda, så skal vi bare lige gøre dig klar, så kommer narkoselægen. Han er her om ca. 10 minutter.”

”At gøre mig klar” viste sig at indebære flere nåle, noget måling af temperatur (værdighed på dette tidspunkt LONG gone) og så op at sidde med fødderne på en køkkenstol, så ryggen var blottet.

- som ikke er verdens mest behagelige stilling at indtage, når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.

Havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være SÅ klar, og ikke bare kunne hives op, når lægen kom, men efter 10 lange minutter gik himlens porte op og i stråleglans og til lyden af Det Himmelske Kor skred Gud ind på stuen – og han skulle naturligvis ikke udsættes for noget så ubehageligt som ventetid.

Gud viste sig at komme fra Indien og tale med meget kraftig accent.

Han var ikke tilfreds med mine blodprøver, så med et bestemt klap i hænderne blev en bioanalytiker hidkaldt fra dybet, (jeg SVÆRGER, at jeg så jordemødrene vende øjne til hinanden) og kom tjenstvilligt springende med flere nåle parat – hvorefter Gud efter 10 minutter alligevel nåede frem til, at det var lige meget, (aura af ”så stol dog på vores vurdering!” omkring jordemødrene) og stak nålen i ryggen på mig.

Herefter fulgte en tiltrængt time, hvor jeg fik et helt minut mellem veerne, og lige kunne hælde en liter juice i hovedet for at lindre mit udtørrede, overbelastede åndedrætsorgan.

Kl. 15.15 faldt mit blodtryk pludselig så meget, at jeg mere registrerede end så, at der blev hevet i snore, at dørene i bedste Greys Anatomi-stil blev sparket ind, og at folk myldrede ind på stuen med med nåle, efedrin osv.

Kl. 15.30 var roen genetableret, og kl. 15.45 begyndte presseveerne at komme. At undlade at reagere på dem, føles nogenlunde ligesom at blive præsenteret for en boblende fontæne af isvand efter at have kravlet tværs gennem Kalahariørkenen – som man bare ikke må røre, før der bliver sagt nu.

Det blev der så kl. 17.

Kl. 17.10 har jeg en meget klar erindring om at have tænkt, at det her simpelthen må være en fejl. Det kan ikke PASSE, at kvinder har gjort det her siden tidernes morgen, uden på noget tidspunkt at gøre læger og forskere opmærksomme på, HVOR ondt det gør, så nogen kan opfinde noget, der kan få det til at gå væk. (Hvem er det, der bliver ved med at råbe: ”Kondom!” !?), og det der med, at jeg ville være typen, der fødte på den introverte, sammebidte måde? Ikke rigtigt. Da jeg efterfølgende løftede hovedet, og spurgte holdet af mennesker, der holdte kom-sammen ved mit underliv, om der var K3 skader, var der ikke mere stemme tilbage. For real.

Men kl. 17.19 fik jeg en lille, blå fyr lagt på maven, som skreg af sine lungers fulde kraft, og for ham ville jeg gøre det hele igen.

Og igen og igen og igen.

lørdag den 20. november 2010

Det største i hele verden

viste sig at måle 46 cm og veje 2630 gram.

Verden:
Sig pænt goddag til Anton.

tirsdag den 16. november 2010

Let the games begin.

Først vil jeg gerne starte med at sige hundrede tusinde tak for alles jeres søde hilsner og opmuntrende ord. Jeg ville ønske, at overskuddet var til at skrive tilbage til hver enkelt af jer, men verden er blevet så lille de sidste par dage, og jeg er blevet introvert på en måde, jeg aldrig tidligere har prøvet. Det er som om jeg har udviklet akut tunnelsyn, og at hele min organisme er ved at indstille sig på det, der kommer.

Mine dage er gået i selskab med nåle, kitler og mennesker, som man lærer at kende på den mest intime måde, og som jeg formentlig aldrig kommer til at se dem igen.

Der er Søren, der ligner en 1½ meter høj udgave af Dave Grohl 1992, som skubber sin kampvogn af en kone rundt i en kørestol, mens han stråler om kap med solen. De har lige fået en datter på 1600 gram, og hun kan selv trække vejret.

Der er min brasilianske veninde, der blev sat i gang for 4 dage siden, og i går aftes, da jeg tjekkede ind, stod midt på gulvet i forhallen med et desperat udtryk i ansigtet og maven intakt, og som grinede temmelig skingert, da jeg kiggede på hende og sagde: ”Hov! Du har sgu da glemt at føde!”

Hvilket KUN var sjovt, fordi vi begge ved, at det i morgen er min tur.

Og så er der fædrene, der går rundt i granatchok iført strømpefødder og fe-hår, og som klamrer sig til madhentningsritualet, som er det sidste holdepunkt i en for altid forandret verden.

Mine tal er bedre og mit barn har besluttet sig for, at if you can’t beat them – join them, så han scanningscharmer alt, hvad han kan ved at gabe, give sig til at sutte tommelfinger og lægge hånden til kinden, så snart fagkundskaben kigger ind til ham.

I morgen kl. 13.30 fløjter de kampen i gang, og derefter er det min søn, der bestemmer, hvor længe vi klør på.

Skejby er rede. Verden venter.

Kom bare ud, Anton.

Mor er klar.

lørdag den 13. november 2010

Mens vi venter….

Nå, men jeg har endnu engang fået c/o adresse på Skejby. Denne gang indlagde de mig, fordi jeg ikke kunne mere. Da mine tal kun meget langsomt bliver dårligere, har jeg hele tiden fået at vide, at jeg skal reagere, hvis jeg udvikler ”andre symptomer”. Disse ”andre symptomer” skal jeg derfor gå og mærke efter helehelehele tiden, og det samtidigt med, at al fysisk aktivitet er indstillet, så man ikke har NOGET som helst til at distrahere tankerne.

Det kan man faktisk godt blive skør af. Helt uden at anstrenge sig.

Så i torsdags kunne jeg til min egen store overraskelse overhovedet ikke holde op med at græde igen, da de spurgte, hvordan jeg havde det.

(Om morgenen var jeg kommet til at græde, da jeg hørte Rasmus Seebach i radioen (og desværre ikke af fortvivlelse over, hvor arvt lort man må udgive), så jeg burde nok have anet, at det trak op til ustadigt vejr i horisonten.)

Men i hvert fald gav de mig min journal under armen, og sendte mig tilbage til mit værelse.

Og det var faktisk rigtig rart, at de voksne tog over.

Nu har jeg ydermere ringet efter forstærkning fra Esbjerg, så forældrene er installeret i lejligheden derhjemme, og jeg bor på Skejby. Man skal vide, hvornår grænsen for egen formåen er nået, ikke? Aftalen er, at jeg sover derude, bliver testet, tjekket, målt og vejet om morgenen, og så må tage hjem i dagtimerne.

Sådan fortsætter vi til på onsdag, hvor jeg bliver sat i gang.

Ja.

Onsdag.

Så vidste man dét.

At det så kan tage op til en uge, ændrer ikke på, at det er uTROlig mærkeligt at vide, at vi på onsdag lægger an til slutspurten.

Og da jeg helt fra jeg blev gravid lovede at sige sandheden her på bloggen, siger jeg nu højt, hvad jeg aldrig selv har hørt en gravid sige: Jeg er bange for at føde.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af det. Eller at smerten er så voldsom, at jeg ikke kan tage det. At jeg ikke kan finde ud af at slippe kontrollen. Eller at der skal ske noget med Anton. Jeg er bange for at sprække, for at han er for lille og for at noget går galt.

Og jeg VED godt, at min krop er bygget til det, og at de er dygtige på Skejby, og at det hele er glemt, når jeg har født. Men jeg er STADIG bange for det.

Paradoksalt nok vil jeg imidlertid MEGET gerne føde selv, og har ikke lyst til at det skal ende med kejsersnit, hvilket der er øget risiko for, fordi han er lidt lille.

Så selvom vi nærmer os afslutningen, forbeholder vi os åbenbart stadig retten til at være fuldstændigt blottede for logik.

God weekend derude.

torsdag den 11. november 2010

Lidt nyt fra østfronten.

Jeg har stor forståelse for, hvis man ikke sidder ude på kanten af stolen og venter med tilbageholdt åndedræt på den uSIGELIGT spændende up-date på mit sygdomsforløb, og jeg vil faktisk udvise en – for tiden – HELT ukarakteristisk forståelse for det, hvis man blacklister mig og først vender tilbage til bloggen, når jeg er færdig med at sovse rundt i Skejby og hormoner.

Der sker bare ikke så fandens meget andet i disse dage, så her kommer den alligevel, up-daten.

Jeg tror måske, at jeg har været oppe på morgenmøde derude, for jeg skal love for, at der er kommet helt andre serviceboller på suppen. Trods alt godt at vide, at nogen har faglig stolthed nok til at føle sig foranlediget til at gøre noget ved det, når man har gravid patient, der med blodet fossende ud af næsen (graviditetsting pga. den øgede blodmængde), der efter 2 dage på afdelingen, opløst i gråd vælter en 10 minutters svada af sig, der slutter med ordene ”… og der er stadig ingen, der har gjort sig den ulejlighed at forklare mig, HVORFOR FANDEN JEG ER INDLAGT!!?”

Så nu bliver jeg mandsopdækket af læger og sygeplejersker, der alle har sat sig ind i min historie og gør sig virkeligt umage for at jeg skal føle mig tryg, og al ironi og sarkasme til side, så er det simpelthen så rart.

Jeg er stadig indlagt, men har lov til at tage hjem på orlov, når de daglige tjeks er ok. Det tager mellem 3 og 4 fire timer om dagen at nå igennem proceduren, men så er jeg i det mindste fri for at hænge på gadehjørnerne og komme i dårligt selskab.

For vi ved jo GODT, hvad der sker med den slags piger! De ender op gravide og alene!

Vent….

Nå, men vanen tro, kan jeg naturligvis ikke lade være med at forsøge at være bedst til tingene, lige meget hvad vi snakker om, så det glæder mit flossede, konkurrencemindede hjerte, at de ikke helt forstår, at mine tal er så forholdsvis uændrede, som de er. Når man har fået konstateret svangerskabsforgiftning, går det som regel kun en vej, nemlig ned af bakke, og det i et tempo, som var man iført sulfoinsmurte rulleskøjter. Jeg er nu på 3. uge kørende på næsten samme tal *prale-smiley*, men det, de hele tiden forsøger, er at sjusse sig frem til det tidspunkt, hvor det vil være bedre for ham at komme ud end at blive derinde, og da det kan tage op til en uge (hellige Guds Moder!!) fra de sætter fødslen i gang til jeg føder, er de hele tiden nødt til at lægge den uge til i deres beregninger. Derfor fik jeg i går at vide, at de mener, at de vil sætte mig i gang i midten af næste uge.

Er I klar over, hvor snart det er!??

Men han vejer altså kun omkring 2200 gram, så jeg ville godt nok foretrække, hvis jeg lige fik lov at ruge på ham, bare LIDT længere.

Så har jeg også lige lidt ekstra tid til at undre mig over, at Julie Berthelsen skal bruges som soundtrack til ALT på dansk tv, til at hyle over narkoman-typer, der tager rørende vare på hinanden i Hospitalet og til at skrive videre på min ønskeseddel, som indtil nu kun rummer 2 punkter:

1) At Anton har det godt.

2) At alle danske radio og tv-stationer holder op med at spille Rasmus Seebach LIGE nu!

tirsdag den 9. november 2010

Greetings from Skejby.

Kender I udtrykket ’kålhøgen’? Jeg tror, at det er det, der sker, hvis man putter ’overmodig’ ’kæphøj’ og ’nemesis’ i en blender og trykker på start.

En anden måde at forklare det på kunne være:

Forestil dig, at du får en fibersprængning i ryggen, mens du sidder og spiser god mad til en fest omgivet af en flok mennesker, hvoraf du kender halvdelen. Det gør så ondt, at du begynder at spontantude ned i de formidable tapas, og alle tror, at du er gået i fødsel

Dette er ikke tilfældet.

Herefter vagtlæge, lang nat og søndag i bedring. For ikke at løbe med titlen som Danmarks Mest Negative Blogger, beslutter du dig for at håne den, fibersprængningen. Bare lige lidt.

Klip til scene kl. 1.30, hvor du hulkende må kravle ind i taxa, og bede 1½ meter høj, asiatisk taxachauffør, som hysterigriner af ren og skær befippelse, om at stå ud og gå rundt om taxaen for at lukke din dør, fordi du ikke kan bevæge dig selv. Kl. 4.30, efter et skud morfin i røven, får du udleveret et værelse på Casa Skejby, hvor du tror, at du skal være til næste morgen.

Mu-hahaha!

Efter yderligere et døgn, et utal af tests, scanninger, prøver og samtaler, er du nu hjemme på orlov. Du skal stille derude til mønstring i morgen kl. 10, hvor de tjekker det hele igen. Hvis tingene er, som de skal være, er det tilbage til de ambulante behandlinger med tjek-ups hver anden dag. Hvis ikke, er det tilbage til værelse 103.

Resultatet af kålhøgen adfærd, mine damer og herrer. Sat på plads af en muskelfiber.

Jeg vil meget gerne understrege, at jeg er glad og taknemmelig over, at de holder øje med den lille fis. Det vigtigste er og bliver, at han har det godt.

… men jeg kan godt nok ikke ret godt lide at være patient. Har fortalt min historie 14 gange, er blevet glemt 5 gange, måtte svare hvad der føles som 1000 gange på, hvor barnets far er henne i billedet, fået at vide – da jeg til sidst bad om at få lov at snakke med en læge – at jeg ifølge min journal havde snakket med en læge ”2 gange i dag og det må vist være nok” (og da jeg for 3. gang gentog, at "Det. Har. Jeg. Ikke!!" blot endnu engang fik at vide, at det stod i min journal), og så er det lykkes dem at forlise 2 af de vigtigste testresultater på 1½ døgn.

Don’t get sick, y’all.

Skal vi ikke sige, at det er fordi de stiller med A-holdet, når man føder, at man bliver spist af med B-holdet undervejs?

Heldigvis har man venner, der indtager ens hjem og samler alle Antons møbler, mens man selv sidder på en hospitalsseng og har travlt med at ligne noget, der er løgn.

Heldigvis har man venner, der glad og gerne leger taxa, henter tøj og holder med selskab.

Og heldigvis har man læsere, der sender ’Ved ikke hvorfor, men jeg kom lige til at tænke på dig….’ jokes:

Jeg skriver igen, når jeg kan, ikke? So long.

søndag den 7. november 2010

Smerte ER jo bare svaghed, der forlader kroppen…

Ok, er selv ved at få lidt spat af, at Blogsbjerg begynder at opføre sig, som om den gerne vil skifte navn til Jammerdalen, så her følger:

Top 5 over fordele ved at have fået en ny fibersprængning - denne gang i ryggen:

1) Uanset hvor meget han anstrenger sig, kan Anton ikke ramme den, når han energisk jiver sig tværs over dansegulvet derinde.

2) Den sidste sad mellem ribbenene, og det er med skader, som det er med mad og mænd: Variation er vigtig og forandring fryder.

3) Huden på ryggen er - trods alt - mere villig til at tolerere poser med frosne blåbær end huden på maven.

4) Muligheden for et instant brush up på sit anatomikursus, fordi man hele tiden kan mærke PRÆCIS hvilke bevægelser, der involverer musklerne i ryggen.

5) Ved at have fået den nu, er der håb for, at den er gået væk, når jeg skal føde. (Her vælger jeg at tro, at min fødsel bliver den første i verdenshistorien, der levner overskud til at føle smerte andre steder end i ..… fødselsregionerne. Jeg er nemlig OPTIMIST!!)

lørdag den 6. november 2010

Det er heldigt

at jeg kender mennesker, der tager fri fra arbejde for at tage med mig på Skejby, og mennesker, der stiller biler og kræfter til rådighed for at hjælpe mig og Anton, og på den måde minder mig om, at der findes begreber som 'hjælpsomhed' og 'medmenneskelighed'.

For når jeg i 8. måned, tudende af træthed og hormoner, kravler rundt på alle fire i et kryds i Århus centrum for at samle mine varer op, som er faldet af cyklen, og alle bare skræver over morgenmad og toiletpapir, mens de lader som ingenting, så kan jeg faktisk godt komme i tvivl, og miste troen på mine medmennesker for en kort bemærkning.

torsdag den 4. november 2010

En tand ekstra.

Nu har jeg de sidste par år været meget dygtig til at bande stygt over min læge her på bloggen, så for at skabe lidt balance i tingene, vil jeg nu fremhæve min fantastiske tandlæge. (Ny, matematisk regel: Hvis ord slutter på de 4 samme bogstaver, kan de sammenlignes og/eller udligne hinanden.)

(Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, fordi jeg er gravid og rasende.)

Hun er tynd som en pind, meget omhyggelig, og så roser hun altid mit gebis til skyerne, hvilket jo er den sikre vej til mit hjerte.

Første gang jeg var derovre, blev hun så begejstret, at hun måtte hente sin receptionist, så han også fik chance for at beundre ”de helt utroligt fine resultater af børnetandplejen i Esbjerg!”

Hun ELSKER at sludre. Desværre ikke på den retoriske måde, så efter at have parkeret 6 fingre og 2 instrumenter i kæften på mig, skal vi ORN’lig hyggesnakke! Og den her gang var der jo nok at spørge til. Vidste jeg, hvad det blev? Havde jeg fundet et navn? Hvad sagde min kæreste til det hele? ”Ai er hæl.” Selv? Nej, hvor sejt! Hvornår var jeg sat til? ”’Ed e igge. Ar angerhaasoriftnng” Svangerskabsforgiftning!? Nej, men det var da SKRÆKKELIGT!!

Hun ville være guld værd for tolkekorpset i Bruxelles, for uanset hvor uldent og uklart man svarer, og hvor mange stavelser, man må give køb på, forstår hun altid præcis, hvad man siger.

Og når Anton kommer, kan vi BARE komme, selvom vi er selv. Bare vi kigger forbi om formiddagen, for ”der er vi lige en ekstra, så så skal vi nok kigge efter ham imens.”

”Ja, det skal vi! Det er overhovedet ikke noget problem!!” kom det ude fra receptionen.

Åh, GID min nye læge er ligeså fantastisk!

onsdag den 3. november 2010

Og fik jeg sagt, at jeg har skiftet læge?

Nå, men det her svangerskabsforgiftning er lidt ligesom at gå på arbejde. Min arm ligner en nålepude, og jeg har efterhånden tisset i flere plastikkopper, end jeg gennem tiden har drukket kaffe af. Jeg er på fornavn med mit blodtryk, og jeg får lov til at se Anton mindst en gang om ugen.

Hvilket han til gengæld er ved at være middelsvært utilfreds med: I dag, da sygeplejersken kom farende med sin scanner, vendte han meget demonstrativt ryggen til, og sådan blev han liggende.

Og det der, som står i alle bøgerne ”og nu kan du måske få fat i en lille fod eller et knæ” – det falder heller ikke i god jord. Når jeg prøver, trækker han dem fornærmet til sig på ”hvor sjovt ville du synes, hvis jeg hele tiden gik og nappede DIG i fødderne!?”-måden.

Der er faldet lidt ro på det hele oven i hovedet. De regner ikke med, at jeg får lov at gå tiden ud (har ca. 5 uger igen), så er i dag blevet sendt hjem med brochurer om igangsættelse og epiduralblokader, som åbenbart gør noget godt for blodtrykket – men som jeg stadig ikke er ubetinget begejstret for.

På den anden side: Så længe jeg får lov at føde selv og kan snige mig uden om et kejsersnit, er jeg egentlig meget godt tilfreds.

For en uge siden var det primært panikken, der talte, da jeg stortudende ringede hjem til min mor og forsøgte at forklare, at jeg overhovedet ikke var klar til, at han kunne komme hvert øjeblik, det skal være. Havde jo planlagt, at min barsel skulle være noget med at tusse rundt og fikse og gøre det hele klart, så der er INTET, der er forberedt, og fik undervejs i samtalen fremhulket noget om, at han jo for fanden ikke kunne stå på gulvet i en spand og sove.

Det virkede både rimeligt og sandsynligt i øjeblikket.

(Er nu kommet i tanke om liften og sådan.)

Men jeg tager den med ro, tager en dag af gangen, ser dårligt tv og brænder så mange stearinlys af i forsøget på at klemme 5 ugers hygge ind i de uger, jeg nu engang ender med at få, at det ind imellem føles lidt som at sidde på indersiden af et Skt. Hans bål.

Det skal nok gå.

mandag den 1. november 2010

Under min graviditet har jeg ikke været grådlabil. Jeg har bare været rasende. Jeg fandt allerede på et tidligt tidspunkt ud af, at jeg ikke skal gå ind i konflikter, for jeg bliver så gal, at min hjerne nærmest imploderer i gnistrende, hvidglødende stjerner.

Jo længere i forløbet jeg kommer, jo værre bliver det.

Jeg turbohader sundhedsplejersker, der konsekvent refererer til børn som 'små pus' og med alvorlige miner sidder og giver gode råd om, hvordan vi skal fordele brød-medbringer-tjansen i mødregruppen (seriøst: Hvor ressourcesvage ser vi ud!?), jeg må mase læberne sammen for ikke at spytte på kassedamen i Netto i arrigskab, fordi hun ALDRIG fucking fatter det, når jeg beder om "En stor pose" (hun har små eller store poser bag disken. Et begrænset udvalg. Et overskueligt udvalg. Man skulle synes, at det var muligt at deschifrere ordene ”- og en stor pose, tak”) og jeg er ved at gå amok over, at temmelig mange mennesker bliver ved med at opfordre mig til at ’tage den med ro’ og ’sørge for at slappe af’ for så, sekundet efter, at bede mig om tjenester, arbejde og tilstedeværelse, fordi det åbenbart kun er i forhold til de andre, jeg skal slappe af.

Jeg er to cm. fra at være franskmanden, der surt konstaterede, at helvede er andre mennesker.

(Ved nærmere eftertanke har jeg måske slet ikke svangerskabsforgiftning? Måske har Skejby simpelthen modtaget et kæmpekort underskrevet af hele min omgangskreds: ”I får alt, hvad vi kan skrabe sammen af kontanter til forskning, hvis I udstyrer hende med en diagnose, der isolerer hende og holder hende indedørs”?)

Nå, men nu tror jeg, at jeg har fundet løsningEN! Tricket består i at udskifte personen, jeg fantaserer om at slå ned med en skarpsleben økse, med en jævnaldrende person, der er vigtig for mig. Så når jeg f.eks. står i Netto og syder, så forsøger jeg at huske, at kassepigen kunne have været min lillesøster, og at jeg ikke ville acceptere, at nogen blev så vrede på hende over noget så ligegyldigt, som jeg lige er blevet. At sundhedsplejersken kunne have været min mor, og hvis hun var, ville jeg måske opfatte hendes pylresprog og overdrevne detaljefiksering som et udtryk for omsorg.

Det virker faktisk det meste af tiden.

Endnu.

40 dage tilbage…..

søndag den 31. oktober 2010

Hvor utrolig irriterende.

Når I kigger på de single-mennesker, I kender, vil jeg vædde med, at der er en stor flok, I ikke forstår, hvorfor er alene, og en enkelt eller to, hvor I – når I skal være helt ærlige – godt ved det.

Hvilken en af kategorierne jeg selv falder i, ved jeg (heldigvis) ikke, men når veninder snakker om den slags, har det en tendens til at være, ligesom når man til jobsamtaler beder folk beskrive deres svage sider, hvorefter de forsøger at sælge dig en stærk side, camoufleret som en svag. ”Jeg er nok bare for stor en mundfuld for de fleste mænd” eller ”Mænd er bange for stærke, selvstændige kvinder” er et par af de sætninger, der ofte bliver bragt i spil.

For mit eget vedkommende har jeg meget svært ved at forstille mig. Jeg har svært ved at lade som om, at jeg synes, noget er svært, hvis jeg ikke synes det, jeg har svært ved at gøre mig dummere, end jeg er, og jeg har svært ved at lade som om, jeg har brug for hjælp, når jeg ikke har.

Jeg synes med andre ord selv, at jeg har rimelig meget styr på tingene, ikke? Og jeg altid egentlig altid tænkt, at det var fordi jeg mødte de forkerte mænd, at det, jeg opfatter som selvstændighed og selvhjulpenhed, spændte ben for mig, men for et års tid siden, var jeg til fest med en fyr, som jeg har kendt i årevis. I den tid jeg har kendt ham, har han både haft kærester og været alene, og han har gennem det hele altid været lidt af en man-ho. Lidt af en ekspert på damer og dating, når han selv skal sige det.

Til en fest kom vi til at snakke om mig og mine ekskærester, og det, at jeg helt oprigtigt mener, at det er meget få mænd, jeg er kompatibel med. Han kiggede på mig og sagde:

”Jo, men Linda – selvom du kan selv, ER det altså ikke specielt feminint, at du altid nærmest konkurrerer med mændene på deres præmisser. Det er jo ikke forbudt at prøve at skrue ned for det der, eller bare at lade lidt som om.”

Kæft, jeg synes, at han var en nar, da han sagde det. Måske synes jeg det stadigvæk lidt, faktisk, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sgu da er falsk varedeklaration, hvis jeg giver den hele armen som dum blondine, og så pludselig springer ud som fuldblodsdiskussionslysten meningshaver.

Men på min venneliste på FB, har jeg en fyr, som jeg kender gennem fitnesscentret. I samtlige de 4 år, jeg har kendt ham, har han været helt vild efter at få en kæreste. Han snakker meget om, hvordan børn gør ham skruk, og hvordan han savner en at være noget for. På FB skriver han den ene følsomme statusopdatering efter den anden, og .. ja, jeg tror, at vi ALLE er med på, at han er helt in sync med sin bløde side.

Det er jo ikke fordi, jeg synes, at mænd skal være nogle rigide neandertalere, der synes at følelser er for homoer, og at en meningsudveksling er noget, man fører med næverne, men jeg er ved at synes, at det måske også kan blive så up-front følsomt, at det bliver vammelt og uinteressant.

Og nu forstår jeg så pludselig alligevel godt lidt, hvad min kammerat mente.

torsdag den 28. oktober 2010

Åh ad!

Nå, men vi holder os jo et rimelig stramt program her på matriklen. Sove. Læse et kapitel i en bog. Gå (meget langsomt) (og lægen HAR sagt, at jeg godt må!) i Netto efter en liter mælk. Hjem og hvile mig. Fordi man, som alle ved, bliver meget træt og udmattet af at sidde stille. (NÅRNEJ!!!) Men som det dydsmønster jeg er, lægger jeg mig pligtskyldigt på min seng og kigger op i loftet i 25 minutter 2 gange om dagen. Det kommer ikke på tale at sove, for så kommer jeg til at ligge vågen hele natten, hvor minutterne er 3,14 gange så lange, som de er om dagen, så Anton og jeg er med de pink Skull Candy som bindeled ved at arbejde os målrettet igennem hele mit ITunes bibliotek.

Men i dag bød på lidt afveksling i form af ”en snak om fødslen” på jordemodercentret med min mødregruppe. Dagens arrangement var tilrettelagt, så fædrene kunne være med, og planen var at gennemgå forløbet, fra fødslen starter, til man er hjemme igen.

Og hvis jeg får den jordemoder, vi blev udstyret med, så føder jeg på 20 minutter af ren og skær irritation. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, der….. talte…… så……langsomt. Og som legede skolelærer med spørgsmål som ”hvad farve er fostervand?” ”hvorfor bløder man ved sex?” og 30 andre emner, der involverede ord som 'bind', 'slimpropper' og 'afføring'.

Imens sad vi så 9 mennesker og forsøgte at se ud som om vi ikke indtil nu har tilhørt en gruppe, for hvem ovenstående begreber har været omfattet af privatlivets fred.

Var også flere gange nødt til at tune ud på hvor-lyder-det-interessant-om-end-helt-irrelevant-for-mig-måden, for jeg har MEGET svært ved at få hjernen omkring det faktum, at min krop skal gøre dét der om ca. 6 uger.

Men det var fandme a true Kodak moment, da hun - hypnotisk og helt alvorligt – fortalte fædrene, hvordan de kunne hjælpe til, hvis moderkagen ikke løsnede sig af sig selv: De skal bare sutte hårdt på moderens bryst.

FÅK, hvor så de sjove ud i hovederne, mand!!

Nåede at fryde mig intenst i 30 sekunder over, at jeg gør det her selv.

Indtil jeg kom i tanke om, at jeg har min mor med.

onsdag den 27. oktober 2010

Junk food, din billige distanceblænder.

De fleste kender vel fornemmelsen af at være forelsket i forelskelsen. Lysten til at opleve de emotionelle rutcheture kan være så voldsom, at man glemmer at forholde sig til det stakkels objekt, man kaster sin forkvaklede kærlighed på, (her taler jeg selvføligelig om De Andre. Hverken jer eller mig. Det siger sig selv.) og man kan som regel holde den gående et par uger, før virkeligheden kommer farende ind af døren og tænder lyset.

Sådan er det også for smagsløgene at være gravid. Man kan have uFATTELIG lyst til et eller andet, og når man så får fingrene i det, smager det bare ikke overhovedet som a) det plejer eller b) man havde forestillet sig.

Kaffe smager f.eks. halvdelen af tiden af metal og klap-sammen’ere med leverpostej har en kedelig tendens til at smage af pap. Den eneste undtagelse indtil videre er vaniliekranse, som benhårdt insisterer på at smage præcis som de skal.

Sidder lige og kigger på det afsnit, og konstaterer, at jeg kulinarisk set ikke er ret sofistikeret.

Nå, men for et par måneder siden sad jeg og snyltede på et par veninders bytur, som havde været lige efter bogen med rødvin, pinligheder og et besøg på Gerners grill på vej hjem. Og lige der *BAM!* fik jeg ustyrlig lyst til junkfood. Fritter og en slatten burger af den slags, der modsætter sig ethvert forsøg på at tilføre den næring i form af fibre eller salat.

Måske har jeg taget skade af alle årene i fitnessverdenen, men for mig er det at blive taget i at spise den slags, ligesom det ville være at blive taget i at stjæle. Det er derfor noget, jeg kun begiver mig af med i nattens mulm og mørke, når alkohol i forvejen har skyllet alt, hvad der hedder hæmninger væk, eller når jeg er på ferie, hvor ingen kender mig, og det derfor ikke tæller.

Jeg holdt stand i næsten 2 uger, før jeg til sidst knækkede og en sen fredag aften sneg mig hen i pølsevognen på Harald Jensens Plads - hvor jeg blev målløs over, at helt almindelige mennesker stod og åd cowboytoasts og drak Cocio, som om det bare var i orden, og ikke engang nåede at tygge af munden, før de bestilte en frankfurter til lige at skylle ned med. Fuldstændig uden skam.

Den slags ryster mig i min semi-spiseforstyrrede grundvold.

Jeg fik mine fritter og min franske hot dog i en pose, stak den under jakken, løb hjem, så hurtigt mine små tykke ben kunne bære mig, og kastede mig over maden.

Som selvfølgelig smagte af absolut ingenting.

Det er sidste gang, jeg er mine vaniliekranse utro.

tirsdag den 26. oktober 2010

Må jeg have lov at slikke dine sko? Pleazzzzzze?

Da jeg var barn, havde jeg et lydbånd, der hed Trylleskoven. En af hovedpersonerne i historien var Slangen Sleske Sivert, og ham kom jeg til at tænke på i dag, fordi min veninde og jeg, efter udflugt til Skejby, tog ud og spise. Vi var nærmest ikke kommet indenfor dørene, før vi blev servicebefamlede af Martin, som ifølge sit skilt var ”Chefvært trainee”.

Jeg synes bare, at han var utålelig.

Grinede alt for højt af sine egne jokes, kaldte alle mænd for ”de herrer”, alt for meget ”selvFØLGElig!!!” og ”Det kan du tro, intet problem!”. Var fandme lige før at han bukkede, når han trak sig baglæns væk fra bordene.

Det er bare lige LIDT for servilt til mig. Jeg bryder mig ikke om at blive betjent af et menneske, der behandler mig, som om han er min underlegne slave, og jeg får myrekryb, når folk frivilligt kravler en kaste ned i forsøget på at sælge mig noget. Det får mig til at føle mig som noget ondt herskab af en slags, og det gør mig faktisk rigtig utilpas.

På anti-drikkepenge-måden.

Tænk, at man skulle opleve at føle, at man fik for meget service på en århusiansk café.

(Update: Ja, det er svangerskabsforgiftning. Ja, jeg er sygemeldt. Nej, jeg må ikke træne mere, før efter jeg har født. Og ja – det bliver efter sigende bare værre herfra. Jeg trængte bare lige til at tale om noget andet.)

Vi lægger planer – Gud ler.

Nå, men efter at have brugt hele mandag aften på Skejby sygehus, fik jeg kl. 23.15 lov til at tage hjem, mod at jeg stiller derude igen i dag kl. 11.40. Jeg blev stukket, klemt, overvåget og vurderet. Der var blodprøver og kardiogrammer, og det var i det hele taget bare en lang, nervøs aften.

Det var heller ikke nyrerne, den var gal med, så nu må vi alligevel tage det unævnelige ord i brug: Svangerskabsforgiftning.

Til de af jer, der ikke ved, hvad det indebærer, handler det om, at kroppen begynder at udskille æggehvidestoffer, og at blodtrykket pludselig opfører sig som de yo-yo’er, vi lavede walk-the-dog med i 80’erne.

Det, man kan risikere, hvis ikke man tager hånd om problemet er, at i takt med at jeg bliver mere og mere syg, får den lille ikke den næring, han har brug for, og dermed kan han ikke vokse, som han skal. Man ved ikke, hvad det kommer af, og jordemødrene derude var heldigvis gode til at fortælle mig, at det ikke skyldes noget jeg har gjort eller undladt at gøre. (Velkommen til det nye liv med kronisk følelse af skyld-med-skyld-på!) Worst case sætter de mig i gang, så han kan komme ud i den friske luft, men det er stadig at foretrække, hvis jeg kan få lov at ruge på ham i hvert fald en måned endnu.

Heldigvis ser det ud til, at han stadig har det, lige som han skal have det. Jeg har ham endda mistænkt for at have overskud til at kunne mærke, at den angste mor har ekstra brug for at mærke, at han har det godt, for arme og ben farer rundt til alle sider derinde 24 timer i døgnet.

Mors lille vindmølle.

For mig er det meget, meget mærkeligt, at vide, at jeg er så syg, som jeg åbenbart er, uden at kunne mærke det fjerneste. Jeg har det stadig rigtig godt, og derfor virker det grotesk, at jeg nu – hvis scanninger og prøver i dag bekræfter det endeligt – skal bruge resten af min graviditet til at ligge fladt på ryggen og glo. Det her er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og der var mange ting, jeg gerne lige ville have fulgt pænt til dørs, inden det store På Gensyn.

Men det kan jeg så glemme for 1000 kroner.

Og det er også skideligemeget. Bare Anton har det godt.

søndag den 24. oktober 2010

The final countdown.

Om lige præcis en uge går jeg på barsel. Færdig med job, ikke mere undervisning og al kursusaktivitet afviklet. Det er MÆRKELIGT! De første 12 uger af min graviditet slæbte sig så langsomt af sted, at det ind imellem nærmest føltes som om tiden gik baglæns, men derefter er det godt nok gået stærkt.

Indenfor de sidste 2 uger, må jeg indrømme, at jeg kan begynde at mærke, at jeg er gravid. Den fantastiske Gaga-koncert (*LOVE-you!!-smiley*), som jeg stadig lever højt på, har sat sine spor: 7 timer er måske lige i overkanten at stå op, når man er ved at have monteret en sæk cement og to fodbolde foran. Her, 4 dage efter, er jeg stadig træt, og da jeg forleden gik en tur, som jeg normalt går på en time, var der pludselig gået 2, da jeg kom hjem.

Kan selvfølgelig også have noget at gøre med de mange pitstops på Baresso, i fitnesscentret og hvor der ellers er kundetoiletter.

Han fylder godt efterhånden, den bette. 43 cm lang og 2 kilo tung. Forleden nat vågnede jeg ved, at han for første gang havde hikke, hvilket simpelthen var så hyggelig, og når han rigtig holder fest, kan han sparke mig i ribbenene nu.

Og så kan han svede, er det ikke mærkeligt?

Ift. undersøgelserne er der ikke noget nyt, (i den forbindelse: mange, mange tak for alle jeres forklaringer og gode råd) men i morgen får jeg svar på, om det er mine nyrer, den er gal med, og så antager jeg, at de under alle omstændigheder holder øje med, om jeg har eller udvikler svangerskabsforgiftning. Efter at have tudet og hysset over det i 2 dage, har jeg i dag besluttet, at vi aflyser panikken, så længe jeg ikke har andre symptomer.

Og noget af det første jeg skal, når jeg går på barsel? Jeg skal have valgt mig en ny læge.

fredag den 22. oktober 2010

Hos lægen er tiden din egen.

Må jeg godt få dispensation til at skrive endnu et surt indlæg om min læge?

For jeg har aldrig været ret begejstret for at husere på de breddegrader, men det er da på INGEN måde blevet bedre, efter at jeg er blevet gravid.

Det er f.eks. ikke særlig fedt, at hun bliver ved med at snakke om, hvor meget for meget, hun synes, jeg har taget på. Specielt ikke, når jordemødre, sundhedsplejersker og andre børneorienterede fagpersoner synes, at alt er lige, som det skal være.

Det er heller ikke særlig sjovt, at hun spørger, om jeg er meget besværet af at have taget så meget på?” Det er 4 kilo i forhold til din tabel, jeg skal føde om 7 uger, og jeg kan fandme stadig spinne dig tilbage til stenalderen!!

Eller specielt tjekket, at hun mener, at vi bliver nødt til at lave en glukosebelastningstest… (Jeg har hørt om et nyt system, som meget fremmelige læger er begyndt at bruge. Det hedder ’journaler’ og fungerer på den måde, at man skriver ned, hvad man f.eks. udskriver til patienten eller tester dem for, så man kan holde styr på det.)

Eller at hun lige efter at have fortalt, at de har fundet æggehvidestoffer og blod i min urin tager sig tid til at forny en recept over telefonen.

Sagde jeg lige efter? My bad. Hun nåede at smide ordet ’svangerskabsforgiftning’ på bordet først.

Hvorefter hun pludselig skulle tjekke den muligvis defekte telefonsvarer, der fik førnævnte patient til at ringe på Den Meget Hemmelige Batmobil.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig cool, at hun – efter at have fået det at vide 4 gange – stadig ikke kan huske barnets køn.

Eller var 40 minutter forsinket. Selvom jeg var 2. patient efter frokostpausen.

Når hun er så fraværende og distræt, bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke har fået de relevante informationer fremlagt, for det lader ikke til, at hun husker, hvad vi taler om, hverken sidste gang eller for 3 minutter siden. Og hvis hun ikke husker at spørge, og jeg ikke får givet de rigtige oplysninger, hvad fanden er odds’ne så for, at vi kommer helskindede igennem det her??

Jeg har haft hende som læge i 12 år, og jeg har overvejet at skifte masser af gange. Jeg kan bare desværre høre, at det i Århus er nogenlunde lige så sandsynligt som at vinde i Lotto at score en god læge. Enten har de alt for mange patienter, eller også er de en frastødende kombination af klamme/snerpede/ligeglade/hysteriske.

Ville være fint, hvis man bare kunne være så rask, at man aldrig rigtigt havde brug for dem, ikke? Men det er bare desværre lidt som med både DSB og Post Danmark: Der er ikke rigtig andre steder at gå hen.

torsdag den 21. oktober 2010

I’m your biggest fan.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg gerne vil være Lady Gaga, eller om jeg er lidt hemmeligt forelsket i hende, men efter gårdagens koncert er der i hvert fald to ting, der er HELT sikre:

1) Hvis jeg sang så godt, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig holde kæft. Det er fuldstændig urimeligt, så meget vellyd der er i det lille menneske.

2) Hvis jeg så sådan ud i undertøj, ville jeg aldrig gå i andet. Fuck lungebetændelse. Fuck forkølelse. Det ville være det hele værd.

Det var en fantastisk aften. Jeg er voldsomt imponeret over, hvor meget show, scenelir og dans vi fik for 500 kr. og jeg synes, at hun – ud over at levere et formidabelt show – også skal roses for at have sat sig ind i, hvor hun var, stedets historie og at hun virkede oprigtigt interesseret i sine fans.

Og så er det sjovt, hvordan hun i nogle øjeblikke er så smuk, at hun næsten gør ondt i øjnene, for så 10 minutter senere at skifte til et kostume så fælt og uflatterende, at det må forudsætte fuldstændig mangel på forfængelighed.

Det eneste, jeg godt kunne have tålt lidt mindre af, var de meget lange monologer, der stort set alle sammen handlede om, at her var det ok, at vi alle sammen var freaks and monsters. Hun var utrolig sød og sympatisk, men … altså, det var nogle ret lange taler, og til sidst havde jeg lyst til at række hånden op og lidt beklemt spørge, om det var ok, at man blev hængende, selvom man ikke følte sig traumatiseret og fremmedgjort af sin opvækst og sine omgivelser

Fik jeg sagt, at jeg også var vild med de uendelige meter af sølvfarvet stof, bunkerne af nitter, glimmer og bar hud både on og off stage? Folk var virkelig gået all in på udklædning, og det er sgu da svært ikke at blive i godt humør af.

Anton var til gengæld iskold. Han er svær at imponere, det barn. Da flufferbandet Semi Precious Weapons i 40 minutter havde forsøgt at splitte stedet ad med lydbølger alene, vendte han sig lige en enkelt gang og jeg kunne næsten HØRE ham tænke: ”Er der en GRUND til, at vi bare står stille…?”

Jeg bliver den eneste mor i vuggestuen, der har et barn, der vil rystes i søvn til Scooter og E-Type.

Men til gengæld bliver jeg også den mor, der til forældreaften foreslår Lady Gaga-koncert som udflugtsmål, når hun lægger vejen forbi DK næste gang.

Jeg håber, at det bliver snart.

tirsdag den 19. oktober 2010

Ad! Ad! Ad!

Ok, er der andre end mig, der har lyst til at smide kødet tilbage i køledisken og konvertere permanent til Frugt & Grønt afdelingen? Hvor mange kødskandaler er det lige, de kan blive ved med at stampe op af truget?

Tager faktisk mig selv i lidt at ønske, at de ville holde op med at lave kontrol på området, for det er simpelthen for klamt at læse om. Jeg vil næsten hellere spise tyske bursvin, der har overskredet sidste salgsdato i den tro, at det er kød fra glade, danske frilandsgrise, der lykkeligt vimsede levende omkring i går, end jeg vil se flere fæle billeder af misfarvede kødtrevler.

Måske skulle man bare blive vegetar. Der MÅ trods alt være grænser for, hvor meget man kan vanrøgte og fejlmærke tofu.

mandag den 18. oktober 2010

Så var man sådan en, der var i mødregruppe.

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.

søndag den 17. oktober 2010

Just dance!

Ih, hvor det har været en god weekend. Har været parkeret i fitnesscenter med 9 stepinstruktører to-be, der som et eksperiment skulle trækkes igennem en 40 timers uddannelse på 14 timer.

Det gjorde de til UG med alle de gyldne krummelurer. Knoklede non-stop som små maskiner uden at kny, og for hver eneste ting, jeg væltede i ansigtet på dem, kvitterede de med at sende et nærmest fejlfrit produkt retur.

Det har været FEDT!

Må så også indrømme, at jeg er lidt træt nu.

Måske også mere end ’lidt’. Faktisk er jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, så træt, at jeg har været nødt til at sætte mit skærmzoom op til 125 % for at kunne se, hvad fanden der står på den, men jeg har taget lidt ferie i næste uge, så skal bare på job mandag og tirsdag, og så ellers bare holde efterårsferie for resten af pengene.

Hvad jeg skal onsdag aften? Hvor er jeg glad for, at du spørger…

Lady Gaga, baby! KÆFT, hvor skal vi danse!

Spændende at se, hvad Anton siger til dét.