onsdag den 30. december 2009

Nytårstalen 2009

Jeg FATTER ikke, at det er et år siden, jeg sidst skrev en nytårspost. Forstår godt at gamle mennesker sover mindre og mindre i takt med at de bliver ældre, for hvis livet fortsætter med at accelerere med denne hast, skal man ikke blinke alt for langsomt med øjnene, hvis man vil nå at opdage sit liv fra 50 og frem.

På mange måder synes jeg, at 2009 har været én lang efterve af 2008, hvor der skete så meget, at det har taget det meste af et år at få indtrykkene bearbejdet og kategoriseret.

Men lad os kaste os ud det og se på det retrospektive horoskop for 2009.

Helbred:
Frem til og med november må vi give en stur føm-tal til immunforsvarets indsats på området. En enkelt endagsinfluenza og et bette svin på et par døgn, er vist ret let sluppet, når man er omkring 1000 mennesker om ugen, fordelt på 10-12 forskellige arbejdspladser (= mange bakterier), et par hospitaler (= endnu flere bakterier) og noget fitnesscenter (= udenfor kategori), men i starten af december blev jeg desværre fældet i en glidende tackling, og juryen voterer stadig på, hvor slemt det skal vise sig at stå til.

Karriere og økonomi:
Jeg synes, at 2009 har været et af de hårdeste, men samtidig også mest interessante år, jeg jobmæssigt har haft. Der har været tidspunkter, hvor jeg har haft fornemmelsen af at være havnet i cockpittet ved en fejl, og hvor alle andre forekom mig enten at være sprunget ud med faldskærmene eller at have gemt sig i lastrummet, men det har været enormt tilfredsstillende at opdage, at when push comes to shove, kan jeg forhandle med de tunge drenge uden at ryste på hverken stemme eller hånd.

- og det har da ikke skadet min økonomiske situation.

Kærlighed:
Åh, et mærkeligt år, synes jeg. Jeg har datet mere, end jeg har gjort i mange år, men jeg ved ikke, om ikke det faktisk er endt med at bekræfte mig i min mistanke om, at jeg måske fungerer bedst alene? Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke responderer amorøst på mænd, der:

- Psykoanalyserer mig efter 3 dates
- Forsøger at coache mig uden at jeg opdager det. Lad være med at tale ned til mig
- Fortæller passioneret om deres stjernetegn
- Ikke kan håndtere, at der under det lyse hår gemmer sig en hjerne, der fungerer
- Har to måneders skilsmissejubilæum, den dag vi er på date
- Er blottet for selvironi
- Klynker

Men jeg har samtidig brugt året på at spekulere meget over, om jeg skal vælge at kaste mig ud i Projekt Barn på solomåden, og jeg vil ikke udelukke, at det har fået mig til at være knap så åben, som jeg ellers kunne have været. (Kunne vel egentlig bare prøve at ringe til et par af de ivrige hobbyterapeuter og spørge.)

2010:
Hvad er det så, man kan forvente sig af tyve-ti, som jeg har lært, at det hedder.

Well, alting starter jo med én selv, så mit nytårsforsæt er, at jeg skal geare ned. Sådan i virkeligheden. Ellers ender det simpelthen med, at jeg bliver syg af det, eller at livet fræser forbi mig, uden at jeg opdager det.

Jeg læste for nyligt Julia Lahmes bog ”Hvor lagde jeg babyen?” hvori hun blandt andet skriver om sit forhold til sin mor, som hun har mistet. Hun skriver et sted, at hun ville ønske, at hun havde haft mere tid med sin mor, men at moderen altid havde travlt med et projekt, der skulle være færdigt – men at der ville være tid, når hun LIGE var færdig med DET her projekt. Men efter det fulgte et nyt projekt, og efter det fulgte endnu et. Og det lyder sørgeligt bekendt.

Mit problem er, at jeg er så nem at begejstre. Send en ide i min retning, og se mig kortslutte i kreativitet og konceptudvikling. Problemet er bare, at livet ikke informerer om, hvornår det sender ekstra udfordringer i min retning, og når jeg hele tiden kører på 95 % af min maxkapacitet, vælter læsset, når sygdom eller anden krise lander på toppen af det.

Helt konkret hedder det mere ferie, færre projekter og en seriøs gennemgang af de ting, jeg bare gør, fordi jeg plejer. Skanderborg Festivalen hænger med røven i vandskorpen i den sidste kategori, for jeg synes, at jeg arbejdede mere, end jeg festede dernede i år.

I 2008 var der fest, i 2009 sendte vi gæsterne hjem, ryddede op og gjorde rent, og i 2010 bliver der forhåbentligt tid til at læne sig tilbage i stolen med en kop kaffe og overveje, hvad der er vigtigt at prioritere i livet, både lige nu og på sigt.

Pas rigtigt godt på jer selv og hinanden derude.

Godt nytår.

Kom nu lidt, ÅK 81(00)!

Jeg forstår ikke Århus Kommune. Mere præcist forstår jeg ikke Vej & Trafik under Århus Kommune. De gør simpelthen så mange ting, der efterlader mig måbende af forundring over, hvor sløjt planlægning kan varetages.

Da de for et halvt år siden besluttede at renovere cykelstien langs Ringgaden, var der stående applaus herfra, for det har de sidste 5 år føltes som at cykle på en sort, isbetrukken pukkelpiste at køre ned af den.

Det startede godt. De sendte en fræser ud, der med stor entusiasme flåede kæmpe asfaltlapper af 20-30 forskellige steder i løbet af 2 dage.

Og det var så det.

Så i stedet for bakket terræn, har vi nu i et halvt år haft store grusplamager, der efterhånden som efteråret er skredet frem, er eroderet mere og mere. Nu har vi hele mineskakter flere steder, og det var først da lortet frøs og lagde sig på lur under fredeligt udseende snedriver, at de kunne svinge sig op til at smide en metalplade på de værste steder.

Hvis bare man dog havde opfundet et system, så man kunne forudsige hvilken årstid, der kom efter sommer…

Og nu vi er ved sneen: Kommunen har besluttet, at Århus skal være en cykelby (!). På den insisterende måde. De har sat små, digitale tællere op forskellige steder, så jeg kan se, hvor mange, der er cyklet forbi før mig, der er små cykeladvarsler ved de farligste kryds, FB grupper og billboard reklamer med de mange forskellige fordele ved at tage cyklen.

Så ville det være fint at rydde cykelstierne, når det sner. Eller bare som minimum at salte dem.

Måske skyldes ineffektiviteten at de har lånt deres organisationsmatrix af rockerne. Når man kører forbi et sted med vejarbejde, er de altid minimum 6 afsted. Ligemeget hvor mikroskopisk et område, der arbejdes på. Mindst 6. Et par stykker af dem er hangarounds, som bare står og står. Så er der en enkelt eller to, der er opgraderet til prospects, og som derfor allernådigst har fået et stykke værktøj udlevere, som oftest en skovl, som de står og hænger op af. De fuldgyldige medlemmer laver noget. Typisk noget der involverer en masse råben og pegen. Og i det allerhelligste sidder Bynke og Forellen og troner, og ser ud som om, gravkoen er noget, de har taget på.

Man kunne godt have lyst til at ringe og bede dem om lige at stramme the f*ck op.

mandag den 28. december 2009

Jeg – et matematisk geni.

Jeg har ønsket mig marguerit øreringene fra de kom frem første gang, hvilket vil sige ca. 80 år, og nu -endelig endelig ENDELIG!! - fik jeg dem i julegave. Det ville være en decideret skændsel at bære dem sammen med en eller anden tacky nikkelsatan fra Glitter, så ud af respekt for my new babies supplerede jeg derfor i dag op med halskæden til.

Nu har jeg normalt ikke 1200 kroner til lige at svinge om halsen efter forgodtbefindende, men heldigvis var den gratis.

I hvert fald hvis man regner efter formlen i Den Store, Lyserøde Matematikbog:

Pengejulegave fra Bedsteforældre
+ Penge, jeg ikke har brugt på nytårskjole, fordi jeg har fundet en i skabet, som jeg troede, jeg havde mistet (don’t ask..)
= Ny kæde

Alle ved, at man altid skal dobbelttjekke resultatet af sine regnestykker, så for at være på den sikre side gentog jeg succes’en, og det gik så godt, at jeg nu også er den lykkelige ejer af en bad ass Crumpler taske til den nye computer.

Det er faktisk lidt et tab for verden, at jeg arbejder med sprog.

lørdag den 26. december 2009

Jæææh, it’s hard to be a zen-buddhist.

Jeg har den sidste tid forsøgt at øve mig på at køre mit temperament et gear ned, fordi jeg – helt ærligt – tror, at man slider sin krop for hurtigt, hvis man er stresset, rasende og utålmodig det mest af tiden.

Det går nogle gange bedre end andre.

Jeg vil f.eks. gerne rose mig selv for min relativt overskudsagtige holdning til tingene, da jeg tirsdag aften kl. 21 blev smidt ud af et tog på Kolding Station pga. en nedfalden køreledning, og måtte stå med 2 sportstasker, en computer og 3 poser julegaver i snefygning uden anden besked end: ”Der bliver ikke sat busser ind, da Politiet fraråder al udkørsel”. Og jeg synes faktisk selv, at jeg var ret afrikansk omkring det, da turen tog 5 timer i stedet for de planlagte 2,5.

Men i dag har jeg været til spinning, og jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gøre det. For jeg VED jo, at de kører meget anderledes her, end vi gør i Århus, og jeg er sikker på, at hvis man er vant til, at folk bare vader ind og ud af lokalet timen igennem og snakker så højt, at ALLE kan høre ALT, og man plejer at køre til enkeltsange og cd-skift hver 4. minut, så der det dét, der er Det Rigtige. Så jeg skal bare pakke mig og rette ind. (Fandme svært, når det er så INDLYSENDE forkert! Knus Hitler)

Men jeg tror, at selv Ghandi ville begyndte at fantasere bare lidt om en god, saftig kindhest, hvis han oven i det ovenstående blev bedt om at spinne en hel time til julemusik. Kun julemusik. De Nattergale, Pyrus, Shubidua og Lilleper. Nogle af sangene to gange. Og med en indlagt leg, der hed ’Nisse’.

Somme tider er det altså lidt som om universet modarbejder mig.

fredag den 25. december 2009

En flatliners bekendelser.

Er I derude endnu? Holder I verden kørende? Det håber jeg, for jeg er ikke til megen hjælp; er nærmest gået i julekoma. Når jeg tænker på, hvor højt mit aktivitetsniveau er 350 dage om året, er det virkelig bemærkelsesværdigt, hvor elegant jeg formår at bringe ALT til standsning på under et døgn.

I dag har jeg:

- sovet
- drukket vin
- læst 250 sider i min bog
- drukket vin
- prøvet mine nye Margueritøreringe (f*cking YEIII!!) 24 gange.
- drukket vin

Den eneste fysiske udfoldelse jeg har bedrevet, var en (yderst) symbolsk gåtur - udelukkende for at kunne sige, at jeg har bevæget mig – og så har jeg skovlet 15 meter fortov fri for sne.

Kan godt ske, at jeg lige skal have en hånd i ryggen og løbes i gang, når jeg engang vender hjem.

torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul allesammen!

(Hvis nogen mangler mig, er jeg på patrulje i konfektområdet...)

onsdag den 23. december 2009

Juleperspektiv.

Når jeg er i Esbjerg, er det sjældent, at tiden er så rigelig, at jeg når en tur gennem Kongensgade. Hvilket alle med hang til ekstremsport ellers burde unde sig selv at gøre, for hvis du efter 3 kilometers grå, misforstået lokalplan i stiv kuling og uden mulighed for læ stadig står – og har lysten til at leve i behold – så er der intet – INTET – der kan slå dig ud.

I dag var jeg var derinde for første gang i 4 år, og det var virkelig en forblæst tur ned af memory lane. Startede med brunch på Chr. D. 9., som virkelig var the shit, da jeg gik på handelsskolen. Det var en underlig oplevelse. Min date satte meget fint fingeren på problemet: ”Det er altså vildt mærkeligt at se de toiletter i ædru tilstand.” Så sandt.

Bagefter gik jeg en tur ned gennem Gaden og undrede mig endnu engang over, at Esbjergenserne er så konservative. En by med næsten 100.000 indbyggere og ikke en eneste – ikke én – baresso eller anden kaffebiks i midtbyen. Ubegribeligt. Nogle få modige sjæle har forsøgt, men har måtte dreje nøglen om efter under et år.

Til gengæld kan det undre mig, hvad der KAN gå hernede. Expert, som alle dage bare har været en dødssyg butik med B&O anlæg og gamle, sure mænd er still going strong. Arken, som er en kristen radiostation, har vel også efterhånden 20 års jubilæum.

Efter de 3kilometers gåtur i midtbyen var vejret blevet relativt ok, så jeg valgte at gå de 7 kilometer ud til mine forældre, og jeg må sige, at hvad byen mangler i charme, har stranden til overflod. Lyset vælter ud af himlen, isflagerne i vandet ligner kæmpediamanter, og som altid, når jeg er ved Vesterhavet, tænker jeg, at der gemmer sig tusinder af historier derude, og at vi er så små, så små.

tirsdag den 22. december 2009

Touchdown!!

Juleferie – og den er tiltrængt. Jeg synes ellers, at jeg i løbet af året har været god til at få bunkerne bragt i bund, og i forhold til nye forpligtelser, har jeg sagt mere nej end jeg har sagt ja, men noget kursus, noget hospital og livet sådan helt generelt har lagt lidt ekstra pres på den sidste måneds tid, og jeg trænger til at holde fri.

Jeg ved altid, at det er galt, når min hjerne bare.. slukker. Jeg vil ikke betegne det som distræthed, for det er ikke fordi jeg tænker på noget andet. Jeg tænker bare ikke. Overhovedet.

De sidste par dage har jeg således glemt nøglerne i min yderdør 3 gange. 2 morgener har jeg fundet min kogekeddel i køleskabet, og i går fik jeg den samme ide 4 gange. Jeg blev lige begejstret hver gang.

Skulle have en undervisning/mad/julegaveudvekslingskabale til at gå op, og blev glad, da jeg fik følgende lyse indfald: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

10 sekunder senere: Nå nej. De lukker kl. 20.

Ti minutter senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Nej, det var det der med kl. 20.

Ti minutter mere senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Grrr! De. Lukker. Klokken. 20. Fat det nu!

Og fandme om så jeg ikke gjorde det én gang til. Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

!!!!!!

NU MÅ DU SIMPELTHEN HOLDE OP!! DE FUCKING LUKKER KLOKKEN OTTE, DIN EVNESVAGE KÆLLING!!!

Jeg tror, at det er fint nok, at vi lige trækker stikket et par dage.

Lige nu sidder jeg i spænd i et IC3 tog med resten af Århus, og hvad jeg må formode er det samlede indhold af detailforretninger i hele Midtjylland. Trækker vejret helt, helt forsigtigt, for ikke at komme til at inhalere guldstjerner, sløjfer og nissehuer.

Der er udsigt til brændeovn, rødvin og godt selskab, og jeg har 600 sider Jacob Ejersbo i tasken.

Jeg er ovre stregen.

Nu kan det godt blive jul.

mandag den 21. december 2009

Hviletidsbestemmelserne er jo ikke bare til pynt, vel?

Jeg gik forbi en tigger i dag. En af de virkelig hardcore sutter, der er så blodsprængt af druk i ansigtet, at han faktisk ser en lille smule solbrændt ud. Han var ved at line up, da jeg gik forbi; En lille skammel som bord med klæde sirligt draperet over som dug, en Madam Blå kande med buket af plastikblomster i og det obligatoriske blikkrus til penge.

Han er en fast del af bybilledet, og ikke en af de organiserede sigøjnertyper, der tigger professionelt og har folk til at komme og tømme koppen for mønter hver halve time. Han så glad nok ud, men jeg fik alligevel ondt i maven over, at man i dagens Danmark kan være nødt til at sidde på tundraen i permafrost 4 dage før jul for at få råd til en Bjørnebryg i Aldi.

- men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg et par timer senere kom den anden vej, og der på skamlen var sat et lille skilt:

”Er straks tilbage”

En tigger, der lukker biksen for at gå til pause? Det bliver jeg sgu lidt imponeret over.

søndag den 20. december 2009

Snemand Frost og Frøken Tø.

I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.

Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.

I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.

lørdag den 19. december 2009

Den blinde finne.

Jeg ønsker mig en ny stil i julegave. Den jeg har, er begyndt at modarbejde mig.

Jeg er – efter eget valg - blind 70 % af mine vågne timer, fordi jeg ikke er gammel nok til at gå med briller på fuld tid. Jeg får altid fedtede fingre på glassene og fingrene ind under dem, så jeg river dem af mig selv, når jeg tolker. Linser er ikke en mulighed, da alle linser (og jeg har prøvet dem. Alle sammen. Også dem, du sidder og tænker på at foreslå i kommentarfeltet) føles som cyanid-belagte tegnstifter mod mine sarte hornhinder.

Men selvom jeg kun er iført de små forstærkerskærme, når jeg kører bil, er i bio og ser tv, kan jeg alligevel få mine briller til at se ud, som om jeg har anrettet frokost på dem, og mine brilleklude giver altid op efter en kort men intens kamp. Derfor gik jeg i går i en brilleforretning efter nye forsyninger.

Mig: Jeg vil gerne bede om 3 brilleklude.
Brille abe mand: Ja, de koster penge.
Mig: Øøh jaa? Deeet… havde jeg da egentlig også forventet?
Ham: Ja, de koster altså 42 kr.
Mig: Ok? Fint nok. Jeg vil stadig gerne bede om dem.
Ham: Ja, det er pr. stk.!

Undskyld mig lige et øjeblik…

Ligner jeg en, der ikke har 126 kr.?? For jeg synes da egentlig stadig selv, at min Helsinki-street stil holder, men noget tyder på, at den måske lugter lidt mere af vodka end af Nokia?

Nå. Men til gengæld har jeg nu 3 nye klude med rimeligt kryptiske piktogrammer:


1: Ok, så langt er jeg med. Den er til briller.
2: Og man må ikke røre ved glassene.
3: De må ikke befinde sig tæt på hjørner?
4:... men de må gerne ligge halvvejs inde i æsken, der klapper sammen med samme kraft, som når en hvidhaj smækker kæberne sammen om en uforsigtigt, tysk turist.
5: Noget med hårfarve??
6: Her giver jeg simpelthen op. Hvordan vi får fodspor koblet sammen med briller monteret på papirflyver er beyond me.

fredag den 18. december 2009

Kunne Tine Bryld være et bud?

Nogle dage føles et som om, at alle samtaler man deltager i har samme grundtema. I dag var det parforhold, og hvad man i kærlighedens navn kan kræve af hinanden.

En af mine veninder har en kæreste, der for tiden leger stilleleg. De er lige flyttet sammen, og hvor der tidligere var mulighed for at gå hjem til sig selv, hvis den anden var en spasser, er der i dag nowhere to run. Hun er sikker på, at noget plager ham og bliver ved med at forsøge at få ham til at sige, hvad det er, fordi hun så gerne vil hjælpe, og fordi hun er bange for, at det handler om hende. Han tramper rundt med rynkede bryn og bliver mere og mere olm, for hver gang hun spørger.

Jeg ved ikke, hvem af dem, der har det sværest. Men jeg ved, at jeg i dag kom til at tænke på, om man ret til andres problemer? Kan man kræve at de åbner og deler, fordi man bor sammen, og dårligt humør smitter? Mit umiddelbare bud er nej, fordi man skal kunne være sig selv i sit eget hjem, men når ’eget hjem’ er et joint venture, har man så ikke også et fælles ansvar for at skabe et sted, hvor begge parter kan holde ud at være?

En anden veninde har for nyligt mødt en sød fyr. De havde kendt hinanden i 2 måneder, da han fik konstateret en sygdom, der i løbet af relativ kort tid kommer til at koste ham hørelsen, og nu overvejer hun at gå. I drømmen var prinsen ikke døv, og prinsessen skulle ikke fungere som tolk mellem ham og resten af verden. Det er blevet umuligt at afgøre, hvad der er følelser og mangel på samme; hvor medlidenheden stopper og den dårlige samvittighed tager over.

Det gør ondt at opdage, at man måske ikke er helt så stort et menneske, som man havde håbet, men spørgsmålet er, om ikke det er mere egoistisk at blive sammen med en mand, fordi man gerne vil bevare sit billede af sig selv som typen, der er hævet over den slags, end det er at gå fra ham, fordi han er syg? Men kan man overhovedet gå fra en mand, man er vild med i dag, fordi magtbalancen om et par år eller tre er forskubbet, og han ikke længere repræsenterer det liv, man ser sig selv i?

Der burde være en voksen, man kunne ringe til om den slags.

torsdag den 17. december 2009

Hvad blev der egentligt af Shakin Stevens?

Så ham lige i en reklame for en julecd i dag, og selvom jeg kun kan huske den der: ”You drive med craii-aii-ziii”, så var han da ret lækker dengang, var han ikke? Sådan lidt rebelsk i noget læder og snowwashed denim. The missing link mellem Elvis og Robbie Williams.

Lever han stadig? Er han kendt nok til, at man ville have hørt det, hvis han var død?

En googling senere:

Ok, rimelig rystende læsning. For det første er hans officielle beskæftigelse anført som ’Milkman’. Whaaa?? http://www.stenalderfag.dk/ eller hvad?? For det andet er manden 62. 62!! Så det jeg skrev før med, at han var lækker? GROSE! For det tredje udgiver Sony i anledning af, at det er 30 år siden, han havde sit ’første UK hit’ boksen The Epic Masters med – og hold nu fast – 147 sange fordelt på 10 cd’er.

”The Epic Masters”? Synes måske nok, at vi betydningsmæssigt lige slår til med den store hammer her.

147 sange?

Nævn 3.

Nej, virkelig. Nævn 3.

Om jeg farver mit hår? Nej, hvorfor spørger du om det?

Og ikke noget med at google!

onsdag den 16. december 2009

Sneflokke kommer vrimlende.

SNE!! Hurra! Vågnede ved firetiden i morges ved mystisk lyd, som ved nærmere inspektion viste sig at være snerydderen, der havde travlt på vejen udenfor. Måske har jeg haft en kort absence, da Per Fløng var på skærmen forleden, for det er gået hen over hovedet på mig, at det var nu-nu. Troede først, at det var juleaften, vi skulle trakteres med pudder, diamanter og knitrende stilhed.

Sneen har betydet, at jeg i løbet af dagen gjort en overraskende opdagelse: Jeg er blevet En Dame. 3 gange har uvorne unger smidt snebolde efter mig (uden at ramme – ha!) og en enkelt gang råbte én et sted 45 grader nord for min cykelkurv med min stemme: ”I skal se jer for!”, da en ivrig flok rollinger med røde kinder og handskerne flagrende ud af ærmegabene pludseligt kom hvirvlende ud af en skov og krydsede vejen uden at se sig for (seriøst: Hvor er Børnenes Trafikklub henne i det her? Er de holdt op med at bruge deres stærkeste lokkemiddel Skeen? Det duer altså ikke. Børn SKAL da sgu lære at se sig for. Hvis jeg ikke havde haft så frygtindgydende, knivskarpe ninjareflekser, havde jeg spartlet dem ud over det meste af cykelstien.)

Om en uge er det jul, og den bliver hvid.

Man får helt lyst til lige at smutte ud i natten og lave en sne-engel.

tirsdag den 15. december 2009

Udgiv kommentar.

Hvor er det fedt, at så mange af jer har brugt tid på at være inde og kommentere på gårdagens indlæg. Vi er ikke enige, og det mener jeg heller ikke, at vi behøves at være; det er klart at vi hver især er farvet af baggrund, erfaringer og politisk overbevisning, og jeg har valgt at skrive mit ’svar’ til kommentarerne som dagens indlæg.

Flere af jer spørger til det oprindelige indlæg og om ikke jeg føler, at de vrede kommentarer har vundet over min ytringsfrihed, når jeg har valgt at fjerne det. Min begrundelse for at tage det af var, at jeg allerede efter 3 kommentarer kunne se, at diskussionen var på vej i en helt anden retning, end jeg havde tiltænkt det. Min blog er ikke et politisk manifest, men noget jeg skriver, fordi jeg kan lide at skrive. Derfor er der ganske enkelt en grænse for, hvor mange tæsk jeg finder det værd at tage for et indlæg, der ikke handler om noget, der følelsesmæssigt er meget vigtigt for mig. Man må vælge sine kampe med omhu, og lige nu er det lidt småt med overskud herude i virkeligheden, og så er det simpelthen ikke det værd.

Faktisk er læserkommentarer noget, jeg tænker meget over, når jeg er rundt omkring på andre blogge. På den ene side inviterer man som blogger selv til, at verden forholder sig til de ting, man skriver, men ind imellem kan jeg godt spekulere på, om læserne er bevidste om, at de med deres kommentarer også er med til at forme diverse blogges indhold. Lene har taget mange slag, fordi hun skriver, hvad hun mener, og uanset om man er enig eller uenig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man ikke med nogle af de virkelig harske kommentarer hun har fået, er med til at skabe en endeløs række af tandløse blogs, som måske nok kan få os til at trække på smilebåndet, men som ikke giver så meget at tænke over?

En anden ting der går igen flere steder i kommentarerne er, at det ikke kan passe, at man som demonstrant skal være opmærksom på, hvem man går ved siden af, fordi det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan deltage i en demonstration uden at ende som offer for en knibetangsmanøvre. I teorien er jeg enig. Ligesom jeg også mener, at det er både trist og forkert, at man som pige i dag er nødt til at overveje, hvor man går om natten, og at man ikke længere, som da jeg var barn, kan sove med terrassedøren åben og hoveddøren ulåst. Jeg tror, at holdningen her vil afhænge af, om man er pragmatiker, der indretter sig efter virkeligheden, som man synes, den ser ud, eller om man er typen, der i yderste konsekvens er villig til at risikere sit liv for ytringsfriheden.

En enkelt kommentator mener, at man skal lade være med at basere sine holdninger på public service nyheder og TV2 helikopternyheder. Til det vil jeg sige, at det bliver meget, MEGET begrænset, hvad vi kan blogge om og forholde os til, hvis vi kun må beskæftige os med erfaringer gjort på egen krop. Der er (forhåbentligt!) grænser for, hvor meget drama gennemsnitsdanskeren udsættes for.

Og endelig er generationskortet blevet spillet – hvilket jeg synes er både for let og for træls. For det ender næsten hver gang med, at hønen og ægget kommer op og skændes: Er det den unge generation, der har misset pointen, eller er det den ældre generation, der har glemt at forklare den?

Under alle omstændigheder vil jeg sige tak for alle jeres kommentarer. Det er en fornøjelse at vide, at I sidder derude og rent faktisk forholder jer til, hvad jeg skriver.

mandag den 14. december 2009

Om igen.

I nat skrev og postede jeg et arrigt indlæg om demonstrationerne i Kbh, og her til morgen stod jeg op til et par temmeligt vrede kommentarer. Jeg havde forventet reaktioner, fordi det er ret forskelligt, hvordan vi ser på urolighederne og baggrunden for dem, og mit indlæg var min reaktion på, hvad jeg har set i tv og læst i avisen de sidste par døgn.

Jeg har før skrevet her på bloggen, at jeg ikke vil lade mig diktere, hvad jeg må skrive og mene, og det står jeg ved, men når det så er sagt, er jeg heller ikke selv interesseret i, at retorikken larmer så højt, at den overdøver indlægget, og at det bliver dén fremfor indholdet i det skrevne, der skaber debat.

My bad. Jeg prøver igen:

Jeg synes, at det er dejligt, at vi lever i et samfund, hvor vi har en grundlovsikret ret til at sige, hvad vi mener, og jeg finder det opløftende, at folk er så engagerede i verden omkring dem, at de giver deres meninger til kende ved at demonstrere. Al ære og respekt for det - og det mener jeg - så længe de følger reglerne.

For jeg synes, at det er svært at have sympati for de mennesker, der vil have lov til at bryde loven ustraffet, og jeg synes, at det er ok, at politiet slår hårdt ned på ulovlige demonstrationer.

Jeg er ikke i tvivl om, at der ryger uskyldige med, når det går hårdest for sig, og jeg skal være den første til at sige, at det synes jeg ikke er i orden; men hvis man har været i nærheden af Nørrebro/Købehavn eller fulgt med i medierne de sidste par år, så MÅ man vide, at man placerer sig selv i en situation, hvor der er potentiel risiko for, at uroligheder opstår.

Er det trist? Ja. Meget endda. Men jeg synes, at der er en tendens til, at mange blive vrede på de forkerte. For demonstranterne KAN være der. Politiet SKAL. Og når man omregner til hospitalssenge eller ressourcer i folkeskolen, hvad det koster i skattekroner at have så meget politi udstationeret, og at genopbygge hovedstaden, når den igen er spaltet i atomer, så bliver jeg vred. For jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at politiet forventes at sidde med hænderne i skødet og glo, mens den samme fejl bliver begået igen og igen, og regningen ryger videre til de svageste i samfundet.

Jeg er bestemt klar over, at det ikke er alle der deler mit synspunkt, og det er helt ok. Men jeg holder ikke op med hverken at mene det eller skrive om det, fordi man lægger en kommentar om, at man nu i protest ikke længere vil læse med, og jeg kan ikke lade være med at finde det en lille smule ironisk, at man er pro demonstration, som i bund og grund handler om retten til at give udtryk for uenighed - for så at gå sin vej og smække med døren, fordi man ikke er enig i det, der står på en blog.

Men jeg vil gerne give udtryk for mine holdninger på en ordenlig og sober måde. Ligesom jeg ville ønske, at alle demonstranterne ville gøre.

lørdag den 12. december 2009

Luftkastellet...der ….zzzzzz

En obligatorisk regel, når man er på kursus er, at man den sidste aften skal drikke sig i hegnet. Jeg siger ikke, at det er rigtigt. Jeg siger bare, at sådan er det. Så det gjorde vi. I verdens grimmeste kælder, siddende på en sofa, der så ud som om, den var betrukket med musepels, inhalerede vi juleøl og rødvin, som var det vor sidste nat på jord.

Fredag morgen var jeg så lettet over, at jeg måtte komme hjem, at jeg – til mit holds meget store søvnunderskudsudløste irritation – helt glemte at have tømmermænd. Bevægede mig nærmest i dans, sang alle mine sætninger og var i det hele taget bare str. X-large i forståelse, selvom det kun var blevet til små 4 timer i æsken.

Jeg var tilbage i min lejlighed (som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne) i går kl. 16, og desværre har min slave ikke løst mine opgaver, mens jeg har været afsted (lille svin!).

Det betyder, at jeg på 25 timer har:

- Besvaret 20 e-mails.
- Skiftet forsikring.
- Opsagt en hjemmeside, jeg havde glemt, jeg havde,
som jeg har modtaget domænesideregning på.
- Været ude og spise med 2 veninder.
- Drukket kaffe med 2 andre veninder.
- Købt de sidste 4 julegaver.
- Udtænkt og købt 3 værtindegaver til
julehyggearrangementerne den kommende uge.
- Kørt en spinning evaluering.
- Samlet op på koordinering af nytårsaften.
- Konverteret al min musik i iTunes fra MP4 til
MP3 filer, så jeg kan mixe det.
- Mixet musik til spinning mandag.
- Lavet og øvet program til combat tirsdag.
- Gjort hele hytten rent.
- Vasket 3 maskiner tøj.
- Sovet lidt. Meget lidt.
- Forberedt mig til i morgen, hvor jeg skal på arbejde.

Om en halv time får jeg gæster, og så er der dømt sushi og bio.

Jeg håber, at de skubber til mig, hvis jeg snorker.

fredag den 11. december 2009

Hvordan skal jeg tolke, når min krop har afstødt mine hænder?

Jeg gætter på at jeg - qua mit job - ser flere toiletter end gennemsnitsdanskeren, og en ting, der kan gøre en god dag bedre er, når der er papirhåndklæder. En lille ting, måske, men det holder!

Til gengæld kan vi for min skyld godt sende håndtørreren på pension. Tak for lang og tro tjeneste, våde hænder og høreskader. Og når vi skiber den af, kan vi så ikke pakke den ind i bomuldshåndklæderne? Det kan til nød gå derhjemme og hos folk, vi kender (= ikke ulækre), men det er fandme ikke rart at dele serviet med 200 fremmede (= meget ulækre).

Her på kursusstedet kan vi vælge imellem håndtørrere og stofhåndkæder. Jeg har derfor været nødt til at beslutte, at jeg kender dem, jeg er afsted med, og at deres bakterier derfor ikke er helt så klamme som fuldstændigt fremmedes.

Så jeg gider ikke på min sidste dag at stå derude og vaske hænder, da medkursist (som er utrolig irriterende, men som jeg har dårlig samvittighed over ikke at bryde mig om, fordi hun har et dødt barn)
(- men hun er altså MEGET irriterende, må jeg lige forsvare mig med), kommer ud af båsen, vasker hænder og tørrer dem i håndklædet.

Og slutter med at tørre mund i det.

onsdag den 9. december 2009

Geo-mongolen slår til igen.

Fredag nærmer sig, og ironisk nok begynder jeg at synes, at her er til at holde ud at være. Men det kan selvfølgelig bare være udsigten til løsladelse, der taler.

Jeg ved ikke, om alle gør det, men når jeg er udstationeret, tager det mig ca. 39 nanosekunder at skabe rutiner. Jeg er oppe 5.25 hver morgen, nede og træne, til undervisning fra 8 - 19 og ude at gå en lang tur i frokostpausen. Hver dag når jeg at drikke 12 espressoer og indtage 150 pebernødder - og hver aften hader jeg mig selv for det og aflægger ed på, at i morgen bliver det anderledes.

Til gengæld indretter jeg mig som et dampbarn, der lige er flyttet hjemmefra. Min lejlighed, der artikektonisk set er inspireret af socialt boligbyggeri fra 70'erne, ligner efterhånden en illustration fra en brochure om, hvorfor fester er en dårlig ide på kollegieværelser. Der er shit all over. Ledninger trukket tværs over køkkengulvet, brugt træningstøj i bunker allevegne og brugte kaffekopper og rødvinglas på badeværelset. Oh, friheden ved at bo et fremmed sted, hvor ingen får lov at se, hvor sjusket man er! På fredag skal hele lortet alligevel bare kyles i to tasker (minus glas og krus), transporteres tilbage til Århus og direkte i vaskemaskinen. (... Så vel egentlig også minus ledninger.)

Jeg er begyndt at holde af at cykle langs vandet om morgenen, og holy f*ck, hvor er der stille i Svendborg klokken kvart seks. I morges var jeg nær styrtet på cykel af forskrækkelse, da en and snadrede i søvne. Og som bevis for, at jeg ikke kun udstiller andre, når de er idioter, vil jeg slutte dagens indlæg med at rette projektøren mod mig selv: Jeg har været nødt til at gå på krak for at finde ud af, præcis hvad det er for noget vand, jeg cykler rundt langs i nattens mulm og mørke.

Så nu er jeg holdt op med at referere til det som 'søen'.

Hvordan nogen har kunne undlade at påtale dumhed af den kaliber, overgår min fatteevne, og jeg har derfor tildelt mit hold 10 ekstra point i kredit, som de kan indsætte på kontoen og trække på, næste gang de knusker bolcher eller fortæller om deres sygdomme.

tirsdag den 8. december 2009

Sækken i katten.

Efter at have ved at have været ved at rykke håret ud af hovedet på mig selv i frustration over det her kursus, har jeg nu endelig fundet ud af, hvad det er, der er galt med mig: Jeg hader ikke mit job, min ledelse eller mine kolleger.

Det er skidt. For det betyder, at jeg forholder mig til det, vi bliver undervist i, og hele tiden holder det op imod, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg havde været derhjemme. Og så skal det sgu være godt, hvis jeg skal føle, at jeg befinder mig det rigtige sted.

For mange af mine medkursister går det op i frokostbuffet og arbejdsfri, og hvis deres chefer og kolleger virkelig er så stupide, som det lyder til, forstår jeg godt, at de er rare at slippe for, og at forventningsoverliggeren roder rundt nede ved fodlisterne.

Jeg ved ikke, om man som TR må sige det her, eller om man bliver stenet med den røde bibel for det, men jeg synes, at fagforeningen er en obsternasig spasser, der dyrker skellet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Der bliver hele tiden pustet til ilden, og åbenbart er cheferne i de fleste danske virksomheder udspekulerede godsejertyper, der bruger dagen på at sidde og file hjørnetænder på deres fede kontorer, mens de sætter udnyttelsen af Den Stakkels Arbejder i systemer.

Ret skal dog være ret: Kurset er bedre, end det var sidst. Vi har flere og bedre kvalificerede undervisere, mine medkursister tilhører ikke kun det røde cecilsegment, og vi har travlt, så tiden går hurtigt. Så længe vi får lov til at arbejde i grupper eller har oplæg ved nogle af de nye undervisere, synes jeg faktisk, at jeg får noget ud af det.

Men fordi underlægningsmusikken hele tiden er Internationale, øver vi os mere i at slås end i at forhandle, og jeg bliver pissesur, når jeg bliver råbt af og hånet under en forhandling. Også selvom det bare er noget, vi leger.

Så idag er jeg af min yndlingslærer blevet karakteriseret som "den agressive forhandlertype med det irriterede ansigtsudtryk og kløerne permanent fremme. Men typen, der er god at have med i krig."

Afghanistan anyone?

mandag den 7. december 2009

Top 5 over mandagens tanker:

1) Kære Gud. Hvis du virkelig findes, så få dem til at holde op med at give os muleposer. Nu. Tak og amen og det der.

2) Hvorfor er det, at det eneste tidspunkt, man kan huske noget som helst fra The Blair Witch Project, er når man cykler gennem meget, MEGET mørk skov og noget rasler? (Hvor man så til gengæld kan huske HELE filmen, inklusive rulletekster.)

3) Jeg hader idiotpædagogik. "Hvad ser I her? Et ni-tal? Hvad siger gruppen, der sidder overfor? Hvad? Hvad ser I? Hvad siger I?" We. Get. The. Fucking. Picture!!!

4) Jeg har nu opdaget noget, jeg er endnu dårligere til end rollespil: Rollespil med mennesker, jeg ikke kan lide. Måske ud fra en instinktiv fornemmelse af, at matematiske regler kan overføres på menneskelige relationer. Minus/minus = plus <=> Jeg lader som om, jeg synes, at du er en god lærer/nu skal jeg også lade som om, jeg er en anden = jeg kommer til at sige, hvad jeg i virkeligheden mener.

5) I den forbindelse ønsker jeg mig en voodoo dukke i julegave, og nogle meget lange nåle.

søndag den 6. december 2009

Famous last words.

Beklager, hvis indlægsfrekvensen ikke er helt så høj som den plejer at være, men dels er der nogle ting, jeg lige skal finde ud af, hvad jeg gør ved, som ikke er super bloggeregnede, og dels går det rigtigt, rigtigt stærkt i de her dage.

Efter verdens rådneste torsdag skal jeg ærlig indrømme, at jeg på ingen måde var klar til turboweekend med dobbelt op på julefrokoster, workshop og kursus, men det hjælper altid på humøret at lægge godt selskab på det, så julefrokosterne endte med at være de vanilieredningskranse, jeg i virkeligheden havde brug for.

Det meste af lørdagen brugte jeg på at sidde og stirre henført på Lasse, mens han gjorde ting og sager ved den nye computer og slyngede om sig med frække ord som 'strippe' og 'netværkskompatibel'. He knows shit. Og jeg vil gerne lige have lov at prale med, at jeg låser min computer op ved at scanne mit fingeraftryk. Hvor sejt er det!? Very, very CSI.

Lørdag aften var der dømt endnu en fitnessjulefrokost, denne gang for personalet. Vores centerchef har en forkærlighed for at afholde festerne i centeret, så jeg brugte det meste af aftenen på at hænge i baren/vægt-racket med en sjus og udveksle sladder. En enkelt gang - og det her tjener bare som bevis for, hvor langt ude jeg i virkeligheden er - var jeg endda på dansegulvet.

I know. Forstår det heller ikke helt selv.

Efter 4 timers søvn, væltede jeg her til morgen ud af sengen og cyklede tilbage til centeret, som jeg lige havde forladt, for at deltage i kvartalsworkshop med de mennesker, jeg just havde drukket shots med. På et urimeligt klistret gulv i en stemning af lige dele vantro og granatchok, stod vi så, side om side, og forsøgte at ligne nogle, der ikke stadig var stive. Gik dårligt.

Til gengæld er jeg bagefter kommet i tvivl om, hvorvidt den MEGET engagerede, københavnske underviser virkelig dansede overgearet omkring med høj hat og handske til et remixet-til-ukendelighed MJ, nummer, mens hun greb sig selv i skridtet, eller om det simpelthen er en alkoholbaseret drøm.

Lige nu sidder jeg så og spiser risengrød (seriøst: Der er træsplinter i kanelen. Hvor fanden kommer de fra?? Kanel... træet/busken/pinden? Og er de farlige at spise?), mens jeg venter på, at min taske pakker sig selv. Om to timer tager jeg på kursus, og jeg klynger mig til håbet om, at det er bedre end sidste gang.

Det kan i hver tilfælde ikke være værre.

fredag den 4. december 2009

Kom så de hviii!

Når man tænker på, hvordan hun de sidste par år har forkælet os med kælke og nisser, neg og kugler samt hjerter og pladevat, synes jeg måske, at Nabo Med Indre Jytte skuffer lidt i år:

Så nu har jeg meldt mig ind som supporter i Kampen Om Den Pyntede Opgang. Behold my door:

torsdag den 3. december 2009

Og så med lavt blodsukker.

Lad mig starte dagens indlæg med en advarsel: Hvis du er mand og/eller kender mig perifert, og derfor synes, at det vil være mærkeligt at vide rimeligt private ting om mig, skal du ikke læse videre. Ligeledes er det nok også bedst, at du bare kommer tilbage i morgen, hvis du foretrækker bloggen, når den er sjov og hyggelig.

Jeg mener det.

Sidste advarsel..

Nå. Så er du altså selv ude om det.

I dag skal jeg undersøges for noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke, at jeg kunne skulle forholde mig til. Vi er ikke ude i noget livstruende, men fuldstændig ligesom med HIV og brystkræft, er det ikke noget, jeg tidligere har været bange for at fejle – før nu, hvor jeg skal undersøges for det.

I den forbindelse har min læge henvist mig til en gynækolog. Jeg har en meget høj smertetærskel, og vil betegne mig selv som et rimelig u-hysterisk menneske, men lige præcis den slags undersøgelser har jeg det af 1000 forskellige årsager meget svært med. Når det engang i fremtiden bliver en fitnessdisciplin, som både poledancing og firefighting er blevet det, behersker jeg allerede stillingerne Flitsbuen, Hyperventilatoren og Perspiratoren til perfektion.

Min egen læge kender mig efterhånden, og småsnakker venligt til mit underliv, mens hun engang i mellem lige minder mig om ikke at spænde så meget i inderlårene, at jeg kvæler hende i bøjlerne. Men jeg har aldrig haft Et Forløb hos en gynækolog før – og jeg behøves aldrig at skulle have et igen.

For det første er det meget surrealistisk at sidde i et venteværelse sammen med 4 andre Kvinder, og forsøge at lade som om, at vi ikke alle sammen er på vej ind for at ligge med blottede skræv i ansigtet på en mand, der har valgt det som levevej. God tid til at overveje signalværdien i at have barberet missen og prøve at regne ud om passende påklædning hos en gynækologe er bomuldstrusser eller g-streng.

For det andet er han er både rar og dygtig, men jeg bliver simpelthen så stresset af at skulle tilpasse mit liv til en speciallæge. Man kan ALDRIG komme igennem, når man ringer (og her ser vi helt bort fra at skulle sidde i al offentlighed med en mobiltelefon og sludre om sit underliv og sin cyklus), manden ringer tilbage ca. hver anden gang, han lover det – og rammer hver gang med stor præcision den time, hvor jeg underviser – og udelukkende fra anonymt nummer, så man kan ikke ringe tilbage.

Efter at have leget phone tag i 3 måneder, fik jeg onsdag aften i sidste uge endelig forhandlet/truet mig til en tid i dag.

”Det bliver torsdag formiddag” sagde han.

Hvilket sygeplejersken så i går meddelte mig er kl. 13.15.

Og så sad jeg der og var skidebange, mens jeg forsøgte at lyde som et voksent menneske med tjek på det hele, samtidig med, at jeg var skidegal og ydmyget over, at de pisser på min tid og gør mig til en besværlig medarbejder, der er afhængig af andres hjælp og velvillighed. Samtidig er jeg helt på det rene med, at det er mig, der er 100 % afhængig af dem, og at jeg INTET kan gøre. Hvilket gjorde mig så vred og frustreret, at jeg begyndte at tude og skælde sygeplejersken ud i telefonen, mens jeg sad i kantinen på det uddannelsessted, hvor jeg tolker. Et fint øjeblik. Ikke overraskende kunne hun ’ikke hjælpe’.

Jeg ved godt, at det er ondt og urummeligt, ikke? Men lige dér ønskede jeg inderligt, at hun ville blive ramt af et eller andet, der krævede, at hun selv skulle prøve forcere muren af ligeglade, upåvirkede receptionskrager hos en anden speciallæge.

Jeg skal derop om to timer. Fastende. Prøver at berolige mig selv med, at det er pga. noget narkose og ikke fordi, det gør så ondt, at man risikerer at brække sit maveindhold op på gulvet. Jeg skylder tjenester til højre og venstre, fordi alting skulle ændres i sidste øjeblik, og det hader jeg.

Og nu er jeg kommet til at drikke kaffe, selvom jeg ikke må få vand to timer før undersøgelsen. Pis!

Nå. Det er vel relativt sikkert at antage, at de er et kvarters tid forsinkede.

6 timer senere:

På opturssiden var undersøgelsen ikke så slem som frygtet, takket være solide mængder af narkose, og den ekstra kop kaffe var ikke noget problem efter de 2 timers ekstra ventetid. På nedturssiden kunne jeg godt have undværet at skulle smide tøjet foran 3 sæt kærester på opvågningsstuen, at modtage de dårlige nyheder stående på en kold gang uden opfølgende forklaring, fordi jeg ”nok ikke helt var i stand til at forstå den” pga. føromtalte narkose, og at have cyklet 7 kilometer hjem i mørke og regnvejr.

Så nu har jeg gjort noget, at jeg aldrig har gjort før: Jeg har raided min chokoladekalender i afmagt.

onsdag den 2. december 2009

Frøken Frost – en rigtig hestepige.

Så skal jeg da LIGE love for, at december kom svingede ind af døren og fejede november af banen med et overlegent: ”Tah-daaaah!” November er endelig lusket af og har *tak-kære-gud-smiley* taget sine heldøgnsnætter, snaskede, bladbefængte stier og kroniske regn med sig.

Jeg har brugt dagen på at cykle rundt på landet i embedes medfør. Helt, helt fantastisk. Sprød, frostklar luft og lys i den kolde nuance af guld, som er indbegrebet af dansk vinter. 20 kilometer af små, snoede veje med heste som eneste selskab. Vi sang. Eller... jeg sang, men de kunne lide det. (LUK!) Så meget, at det faktisk flere gange så ud som om, de sang med.

Og så er der bare noget tilfredsstillende ved at fryse så meget, at man ikke kan mærke, om man har gulvvarme på badeværelset, når man kommer hjem. (Her kunne man så måske godt have ønsket sig en hukommelse, der var i stand til at understøtte de mangelfulde input fra følesansen. Den ryger på ønskesedlen med det samme. )

Hat, luffer og røde kinder. Vinter. As it should be.

tirsdag den 1. december 2009

En svær balance.

En af de store fornøjelser ved over en årrække at bestride flere jobs er, at man får lov at betragte nogle af de samme situationer gennem forskellige briller. De sidste par uger har det været evaluering og kontrasten mellem det at være ny på blokken og gammel i gårde, der har været under den mentale lup.

Mange af mine nye, ivrige kolleger, søger i starten råd og vejledning hos alle de gamle rotter på loftet, fordi de er sultne efter at lære og gerne vil være rigtig gode rigtig hurtigt. De suger til sig, og de første par måneder rykker de med raketfart, og er taknemmelige for al feed back, både den de selv inviterer til, og den der bliver givet uopfordret. Men stille og roligt kan jeg høre, at det bliver irriterende at blive betragtet som ny og modelérbar.

Netop det har jeg tænkt rigtigt meget over, for jeg kan tydeligt huske, da jeg selv var relativ ny, og måtte finde en pæn måde at sige til en erfaren kollega på, at jeg syntes, at NU lukkede vi til boks 1. Hvis det skal være tilfredsstillende og give mening at gå på arbejde, synes jeg, at man er nødt til at finde sin egen stil og måde at gøre tingene på, så man føler, at man bidrager med noget, der gør en forskel for helheden. Derfor kan det være nødvendigt at bede folk om at pakke sig, for så længe de tror, at du kan formes, forsøger de at forme dig, så du passer til DERES ønsker og behov. Og hvem gider at være nogens blodfattige klon eller spejlbillede?

Af den grund giver jeg sjældent feed back eller kritik, hvis ikke folk direkte beder mig om det. Og hvis jeg skal være helt ærlig er jeg heller ikke særlig god til at tage imod det, hvis jeg ikke selv har inviteret til det.

Men i dag så jeg så et eksempel på, hvorfor man skal huske at blive ved med at sende invitationerne ud, selvom man er blevet en af de gamle. For man kan nemlig gå hen og blive så tilfreds med lyden af sin egen stemme, at den bliver nedladende. Og lige der, gik det op for mig, at det er det, der bliver ved med at gå galt, når jeg er på kurser, hvor jeg har lyst til at slå underviserne ihjel. Jeg gætter på, at de - fordi de hele tiden underviser nye mennesker i det samme stof - sjældent får respons på deres undervisning, fordi eleverne har travlt med at tilegne sig stoffet. Men når tonen bliver nedladende nok, mister jeg fuldstændig mister evnen til at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi alt i mig stritter så meget, at jeg nødt til at bruge al ledig kapacitet på ikke at verbalisere min foragt eller forvandle mig til kontrær teenager, der i ren trods er uenig i alt, hvad Autoriteten fremfører.

Kunsten er vel at finde sin faglige personlighed og tegne den skarpt nok op til, at verden omkring dig kan forholde sig til den, samtidig med at du bevarer en ydmyghed og respekt for de mennesker, du betjener.