mandag den 30. november 2009

Gentag efter mig: Det bliver sjovt. Det bliver sjovt. Det bliver sjovt.

Åhhh, hvor skal jeg bare have gravet mine noter fra Positiv frem og læst op på dem. På søndag tager jeg nemlig afsted til anden halvdel af mit tillidsrepræsentantkursus, og jeg giiiiider ikke. Set up’et er i forvejen ikke det bedste: Julefrokost fredag OG lørdag, træningsworkshop kl. 08:30 søndag nat og så mod Svendborg. Fuld af frisk.

Denne gang har de strukket fornøjelsen ud over 5 dage i stedet for de 3, som vi slap med på første modul. Og inden nogen sætter tænderne i struben på mig og beskylder mig for at lide af indlæringsangst: Jeg vil gerne have fuldt udfordringer på hjernen. Jeg vil gerne på kursus. Og jeg vil gerne være en god tillidsrepræsentant for mine kolleger.

Men jeg bliver så skidt tilpas af at være taget til fange et sted, hvor det eneste tilgængelige tempo er slowmotion; hvor der er flere pauser end undervisningstimer, og hvor ingen rigtig vil noget konkret med det, vi sidder og arbejder med. Jeg får menneskespat af at skulle konversere høfligt med mennesker, jeg aldrig skal se igen, fra 7 morgen til 10 aften (NEEEJ!! TEGNSPROG ER IKKE INTERNATIONALT, FOR SATAN!!) og der er lidt-til-intet signal til både mobil og internet.

Jeg vil meget hellere blive her, hvor lejligheden er pyntet med nye, überlabre glaskugler og en adventskrans som jeg selv, har lavet (aj ok, nu løber begejstringen lidt af med mig. Teknisk set har jeg ikke gjort andet end at sætte 4 lys på et fad og døbe konstellationen ’adventskrans’. Men stadig. Det er pænt.) Jeg vil hellere eksperimentere med min venindes opskrift på hvid gløgg og have god tid til at købe julegaver, der siger ’du er noget af det bedste jeg ved, og jeg er så glad for, at du er i mit liv’. Jeg vil hellere køre mine hold, end at stå alene i en mørk sal kl. 0600 zulutid. (Vi husker dog, at Svendborg er søde, fordi de lader mig låne den.)

Men det er vel .. karakteropbyggende. Eller noget.

søndag den 29. november 2009

Too old for this shit?

Når man underviser i et fitnesscenter, forholder man sig jævnligt til, om man er ved at være for gammel til at være der. Jeg fylder 33 om ti minutter, og har en kammerat, der jævnligt spørger mig, om jeg efterhånden kunne være mor til de fleste af medlemmerne. Han underviser selv og er ældre end mig, så jeg har ham mistænkt for bare at tjekke i tilfælde af, at han ikke selv opdager det, når sidste salgsdato nærmer sig.

Som instruktør synes jeg, at du er nødt til at repræsentere et eller andet, som kan være ønskværdigt for medlemmerne at opnå; enten noget æstetisk præsentabelt eller bare en sund, stærk krop, og jeg tror, at vi alle har set eksempler på, hvor grimt det kan blive, hvis man bliver i gamet for længe. De fleste af os er bange for at blive runkne og ynkelige - og ude af stand til selv at se det.

Men det ER altså skønt at være kollega med rigtige, granvoksne mennesker, der ved, at intet i verden sker af sig selv.

For en måned siden, fik jeg den idé, at vi i anledning af julen kunne lave et specialarrangement, hvor vi stillede 9 instruktører og underviste til Søren Banjomus , Last x-mas og alle de andre klassikere. Det gjorde vi så i dag.

9 instruktører kræver en del ekstra udstyr i form af vægte, stepbænke osv., hvis der skal være noget tilbage til medlemmerne, og her var det, at gennemsnitsalderen på 34 år kom til sin ret: I stedet for at forvente – som jeg HAR oplevet, når jeg har lavet noget med meget unge mennesker – at ekstraudstyret blev tilvejebragt af en magisk fe, eller manifesterede sig ved tankens kraft, mødte folk op en time før, slæbte vægte ned af trapper og ind i private biler, fragtede dem tværs gennem byen og bar dem ind i den nye (større) sal. Nogle havde sørget for pebernødder og andre for feberredningsalternativer, hvis noget skulle gå galt. Efter timen gentog det hele sig med modsat fortegn. Alle havde valgt sange, lavet koreografi og øvet og formentlig brugt 5-6 timer på arrangementet.

For 130 kr. i løn. Før skat. Fordi de synes, at det var sjovt.

Jeg siger ikke, at alle unge mennesker er blottede for initiativ (jo jeg gør. Lidt. Undtagen mine læsere, selvfølgeligt), men det var bare rart, at jeg også kunne være med og hygge mig uden at skulle være sur nazikost med tjek på alting på mor-måden.

De er ikke 17 mere, mine kolleger, men jeg håber altså, at de hænger på nogle år endnu.

fredag den 27. november 2009

Tager I PIS på mig!?

Nå. Men kom idag hjem til et brev fra mit forsikringsselskab, som oplyste mig om, at de 'har oplevet en markant øgning’ (er det overhovedet et ord?) af deres skadesomkostninger, hvilket har fået dem 'til at vurdere den samlede risiko for en række af vore kunder’. Åbenbart er jeg – som ikke har haft brug for min ulykkesforsikring én eneste gang i de 15 år, jeg har betalt til den – pludselig upgraded til risikokunde: Fra 31. december til 1. januar stiger min forsikring fra 1020 kr. til 1810 kr.

Jeg er ikke matematisk student, men jeg mener stadig at nå frem til, at det er en stigningsprocent på den kedelige side af de 50.

Hvis jeg ikke gør noget, kan jeg forstå af brevet, at min forsikring vil 'fortsætte med den nye præmie'. Hvis jeg ikke betaler, vil jeg modtage en opkrævning og en rykker – ”dette er for at sikre, at der ikke er tale om en forglemmelse”.

Skide tak. Farligt filantropisk forsikringsselskab, jeg har.

Eller rettere: Havde.

torsdag den 26. november 2009

Æblefri Zone.

WUHUU!! Ny computer til Linda *triumferende-smiley!* Slut med backspacetaster, der falder af, så man kun kan rette stavefejl ved at snøvle sig tilbage og bruge delete. Farvel til en computer så langsom, at man kan nå till Colombia efter kaffe, og haHA! for ikke længere at skulle time blogskrivning og chat til de 75 minutter, batteriet kan holde strøm.

Og nej. Det er ikke en Mac. ”Hvorfor dog ikke?” hører jeg flere læsere undre sig højlydt. Primært for at irritere æble-entusiasterne, der bare aldrig holder kæft om, hvor fantastisk Mac er. Så snart folk selv er blevet hjernevaskede, begynder de i bedste Jehovas Vidner-stil at tvinge deres nyfundne tro ned i halsen på os andre, hvilket øjeblikkelige aktiverer min sekt-/pyramidespilsalarm.

”Jamen Linda!! Mac er det bedste! SÅ brugervenligt!” Pfff! Hvis Apple virkelig var så fantastiske, hvorfor har de så ikke for længst overtaget verdensherredømmet? Hva? Nå, så blev I stille!

Jeg synes, at der er WAY mere stil over bare at være bedst i stilhed. Som nu min nye Think Pad, der bare står og er lækker og badass uden at gøre noget stort nummer ud af det, og som jeg planlægger at oplære til at lave kaffe og blogge, når jeg selv er tom for ideer. Ved et kæmpeheld har jeg søde Lasse, der som en Ægte Helt har påtaget sig afdække mit behov, finde en maskine, der passer til det, (indsæt selv lummer joke, Red.) bestille den med rabat og sætte den op for mig.

Jeg påtænker at rejse en statue af Lasse på Store Torv.

Nu venter vi bare på, at den lander i min postkasse. Komnukomnukomnuuuu!

onsdag den 25. november 2009

Hej mor. Det er mig. I skal nok lige ud og låne et par stole.

Jeg er omgivet af nåsåer. Hvor end jeg vender mig, er jeg omgivet af folk, der hader på julen. Og jeg er ikke ved at bevæge mig ud i et jeg-er-zen-I-er-hysteriske indlæg, (jeg kan nemlig godt lide at leve) men jeg kan lige så godt tone rent flag: Jeg glæder mig til jul.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, man selv er med til at bestemme, hvor slemt det behøves at være. Der er jo ingen, der siger, at man SKAL vente med at købe sine julegaver til den sidste lørdag inden jul, eller at de behøver at beløbe sig til det samlede BNP for 3 mellemstore, afrikanske lande. Det ER vel muligt at deltage i julefrokoster uden at føle sig forpligtet til at være den, der egenhændigt skal konsumere al snaps i verden, og jeg vil mene, at man kan finde et tåleligt kompromis imellem Ingen Pynt og et hjem, hvor man kan gå armgang i guirlanderne og lege jorden er forgiftet på stråbukke og krybbespil?

Jeg synes, at julen er hyggelig, og en stor del af fortjenesten herfor tilfalder uden tvivl mine forældre. Jeg er vokset op i et meget pragmatisk hjem, hvor julen ikke er skamvredet ud af facon for at passe til traditioner, ingen længere ved, hvorfor vi holder i hævd.

I min familie er vi hedninge hele banden, så vi går ikke i kirke. Menuen skifter fra år til år og det samme gør gæsterne. Julepynten er ukoordineret i både farve og facon, og man må gerne høre Pink Floyd det meste af d. 24. De brune kager er bagt af Karen Wolff, og den hjemmelavede marcipan er afskaffet, fordi den - efter min mors udsagn – "er kedelig, og der alligevel ikke er nogen, der gider spise den".

Til gengæld er vi gode til at tage den med ro. Der er ild i brændeovnen fra morgenstunden, alle hjælper hinanden med forberedelserne, og kl. 16 går alt i stå, så vi kan se Fra Alle Os Til Alle Jer. Dresscoden er ’afslappet’, der ligger omtanke bag gaverne, og der er formidabel rødvin til det hele.

Jeg synes, at det er synd for dem, der forbinder jul med pligter og stress. Jeg har ondt af dem, som skal holde jul med mennesker, der ikke siger dem noget og skal sidde med anstrengte smil og skuldrene om ørerne, mens de tåler tankeløse kommentarer fra mennesker, der sikkert mener det godt, men som ikke desto mindre gør ondt.

I må altså gerne komme med hjem til mor Lisbeth og far Orla?

tirsdag den 24. november 2009

Når jeg brøler: ”HOP!!” hvisker du frygtsomt: ”Hvor højt?”

Jeg tror, at vi efterhånden har fået slået fast, at jeg 97 % af tiden knuselsker mit job. I dag har jeg så været afsted på de sidste 3 procent.

De var søde, jeg elsker tonen bandt håndværkere, og jeg får løn for det, men jeg har brugt dagen på at stå til pynt på en byggeplads et sted i Danmark i 7 stive klokketimer i en mystisk verjhybrid af orkan, monsun og minusgrader og fryse min røv i laser. Alle omkring mig knoklede, kravlede, hamrede og savede, og mit bidrag til projektet bestod i at tolke: ”Er der nogen, der har set høvlen?” Hvilket faktisk ikke er så nemt, som det lyder til, når frosten har fikseret samtlige led på fingrene.

Og der er en lammer til den, der lægger en kommentar om, at der ikke findes forkert vejr, men kun forkert påklædning, for med mine 4 trøjer, 2 jakker, 3 par bukser, gummistøvler og hat var jeg mere udstoppet end påklædt, og jeg pivfrøs stadig.

Fik jeg med, at jeg faldt? Nej? Nå, men det gjorde jeg. Gik på røven på en våd, glat og lusket bro af træ. Elegance er mit kunstnernavn.

Nogle gange får jeg selv lyst til at lade som om, jeg ikke kender mig.

Nu sidder jeg under et tæppe med en varm computer i skødet og er i gang med den 4. kop kaffe. Mine håndled er ømme (møg-bro), mit hår så fedtet, at jeg kunne lave dreadlocks, hvis jeg ville (møg-hat) og jeg kan overhovedet ikke få varmen igen (møg-... vinter).

Jeg kunne få det ud af systemet ved at tage et varmt bad, give op og gå i seng.

Jeg kunne også tage ned og undervise.

MUHAHAHAHA!!!

mandag den 23. november 2009

Bite me. Again.

Nå. Jeg håber ikke, at jeg skubbede nogle suicidale læsere ud over kanten med mit anfald af Depressiv Angst i går. Sorry ’bout that. Men midt i min eksistentielle krise glemte jeg helt at fortælle om den mest forrygende tur i biografen, jeg har haft i årevis.

Min veninde og jeg har junket vampyrer det meste af sommeren, og derfor skulle vi naturligvis se New Moon, når den kom. Vi havde godt nok på forhånd snakket om, at vi kunne risikere at trække gennemsnitsalderen markant op, men vi var samtidig enige om, at det er julefrokosttid, og at biografen derfor ville være næsten mennesketom; det ville være tåleligt.

Oh. My. God.

Det startede på toilettet, hvor Clara, Christina-Sophie og Regitze havde okkuperet HELE bordet ved vasken, fordi de skulle lægge make up. For at gå i biografen. I mørke. Mens jeg stod og ventede på, at det andet lag mascara tørrede, havde jeg god tid til at undre mig over, at håndvasken ikke sprang ved lyden af disse utroligt højtpitchede tandlægebor, piger havde installeret som stemmer.

Ude i foyeren vimsede Mads og Christophpher rundt med kunstfærdigt opsat hår og det bagerste af buksebenet sat fast i de hvide tennisstrømper, mens de nymalede damer fnes, og emo’erne sad/lå op af væggen og iagttog scenariet med en blanding af foragt og weltschmerz.

Nogenlunde her kom vi i tanke om, at julefrokosterne ikke rigtigt ville komme os til undsætning, eftersom vi var de eneste tilstedeværende, der ville kunne købe alkohol uden at bryde loven.

Og så væltede de ellers ind, de unge. Da man til sidst havde en kvalmende fornemmelse af at befinde sig midt i en endnu sygere version af Duracellreklamen, hvor alle kaninerne var skiftet ud med teenagere, blev vi endelig sluset ind i salen. Bag os gik en pige, som var ved at fortælle veninden, at hun havde tvunget sin kæreste til at stoppe med at tage sol og begynde at træne, så han kunne komme til at ligne Edward.

Det er ikke noget, jeg finder på.

Men de skal roses for at kunne holde kæft. Da filmen gik i gang, var de eneste lyde, der hørtes, hysterisk fnisen ved nøgenscenerne og dybtfølte suk, når der blev kysset, eller fremsat replikker om evig kærlighed. (Og her vil jeg faktisk gerne rose Tina og jeg for at holde mund og ikke falde for fristelsen til at knuse deres unge, håbefulde sjæle med vores kynisme.)

Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, men jeg synes, at det var en fantastik film.

søndag den 22. november 2009

Nogle bøger bør man ikke læse om søndagen.

En stor del af min søndag er gået med at sidde og kigge ud på regnen, iført en gammel kærestes gamle Metallica t-shirt, med håret i en sjusket knude og en kop kaffe i hånden.

Jeg er ved at læse en fin, lille bog, der hedder Astrid og Veronica, som handler om alt og ingenting og livets gang i cirkler. Den er fuld af tab, eftertænksomhed og håb, og stemningen er vist sevet op gennem siderne og ind i mig. Den får mig til at tænke på både det, der har været, og det, som er på vej.

I virkeligheden burde jeg ikke læse den slags bøger, for jeg er alt for letpåvirkelig. Hos mig ligger melankolien faretruende tæt på overfladen, og selvom den giver mig meget, fordi den minder mig om at sætte pris på alt det, jeg har i mit liv, er jeg forsigtig med at dyrke den, for den kan hurtigt gro en understrøm så stærk, at jeg bliver trukket ned og drukner i den.

Men bogen bringer også nogle finurlige indsigter med sig. I dag gik det f.eks. op for mig, at når jeg engang skal have mig et hus, så er det eneste krav, jeg har, at der er plads til en bænk i køkkenet. Det har vi altid haft derhjemme, og det er et af mine yndlingssteder i hele verden. Når jeg er hjemme, er det der, jeg sidder og læser, blogger og drikker vin, mens mine forældre tusser rundt og laver mad. Det er der, min søster og jeg sidder, side om side, og piller kartofler til jul. Det er hjem og på en måde, jeg ikke kan forklare, er det som om, jeg savner det, selv når jeg sidder der.

Tanken om livets skrøbelighed er ubærlig, og ulempen ved at være bevidst om, hvor meget man har, er at man samtidig bliver så smerteligt klar over, hvor meget man har at miste.

lørdag den 21. november 2009

Jeg; et heldigt menneske.

Efter en dag i selskab med en gammel, kær ven, som jeg ser alt, alt for lidt, og en snak om alle de store ting i livet, gik jeg hjem gennem et skumringsramt Århus.

Som jeg gik der, med månen hængende på himlen og byen pyntet med lys, blev jeg overvældet af den stille, taknemmelige glæde. For jeg elsker virkelig mit liv, de små skønhedsfejl til trods. Jeg elsker at bo i Århus, jeg elsker mine jobs og jeg har de mest formidable mennesker i verden omkring mig. Det er snart jul, i aften skal jeg i biografen med de andre 17-årige emo’s, og jeg glæder mig til næste år.

Og i morgen skal jeg ingenting. Overhovedet.

Hvad laver din far?

Da jeg var barn, legede jeg en del med en pige, der boede på min vej. Jeg kunne bedst lide at være hjemme hos os eller udenfor, for jeg syntes, at hendes far var lidt væmmelig. Da vi blev ældre, og venindernes store søskende startede på gymnasiet, hvor han var lærer, fandt vi ud af, at skolen havde forbudt ham at tage med på studieture og til fester, fordi han ikke kunne lade pigerne være i fred.

I mine øjne har han altid været en ulækker, gammel mand. Derfor blev jeg lidt rystet, da jeg forleden kom til at regne på det, og det gik op for mig, at han, da jeg kom hjemme hos dem, har været i starten af 30’erne.

Nu ved jeg godt, at vores generation får børn i en senere alder, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvem der i vores omgangskreds render med titlen som Den Klamme Far. Eller Den Fordrukne Onkel for den sags skyld, for i min erindring er alle rollerne besat af meget voksne mennesker, men de må have haft den alder, vi har nu.

Hvilket får mig til at tænke på, at regnestykket også må kunne laves modsat: Jeg kan uden at anstrenge mig særligt komme i tanke om 2-3 fædre i min bekendtskabskreds, der lever med kone og børn, og ved siden af knepper sig målrettet gennem Århus og opland. Der er trekanter og firkanter, legetøj og kammerater og de fleste af fornøjelserne bliver foreviget på film.

Gad vide hvem af mine barndomsveninder, der er vokset op med sådan en far?

torsdag den 19. november 2009

Liste-Linda

Hurra for:
*Mennesker, der pynter udenfor med lyskæder, så vi andre har noget pænt at kigge på, når vi cykler rundt i Mordor.
*Mit spinninghold, som er verdens bedste, og som i dag har givet mig så god en evaluering, at jeg har lyst til at give dem alle sammen en krammer.
*Mit fitnesscenters kusine i Svendborg, som har stillet en sal til rådighed for mig hver eneste morgen i starten af december, når jeg skal på kursus. (30 medkursister ånder lige nu lettet op.)
*14 nye afsnit af Lost

Kan vi lige snakke lidt om:
*Mænd, der – helt alvorligt – går rundt i fuchsiafarvede sweatre.
*Den nye Duracell reklame? Det er nok det klammeste, jeg til dato har set.
*Hvorfor jeg bliver ved med at drømme, at Skanderborgfestivallens ledelse vil have mig ansat som fodbolddommer? (Nogen, der ligger inde med nummeret til Freud?)

Må jeg foreslå:
*En kæmpemarkise op over Århus, så man (bare engang imellem) får mulighed for at komme på arbejde med tørre bukser og ordentligt hår.

Kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om:
*Lovforslaget om at forbyde solarium for unge under 16 år.
*Rasmus Seebach. Catchy, men får godt nok en lille smule ondt i hovedet over teksterne.

Hvad sker der for:
*Folk, der ikke stemmer? Hvis det fortsætter sådan, ender det med, at Irak må sende tropper herop for at lære os om demokrati.

Er jeg den eneste:
*Der får lyst til at råbe: "JAMEN SÅ KØR DOG FOR FANDEN TIL TIDEN!!" når jeg ser Arrivas kampagne ’Køreplan God Stemning’, som (ud over sprogmæssigt at være noget værre ævl) forekommer mig at være en decideret hån: I leverer frygtindgydende dårlig service, og vi skal kvittere med overskud og venlige smil?

I det mindste er man ikke:
*Fodboldidioten, som nu skal ned og høre sin bank, om han lige kan låne 900.000 kr.

onsdag den 18. november 2009

Men man behøver ikke at kunne lide det.

Nogle samtaler er man nødt til at tage. Når man har prøvet at sove på det, træne på det og hælde kaffe på det, og man stadig kan mærke i maven, at tingene ikke er, som de skal være, er der ingen vej udenom.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at holde sig selv fast på at gøre det, når jeg ved, at jeg kommer til at såre et menneske, jeg holder af. Jeg har lyst til at råbe: ”Jeg mente det ikke!! Det er lige meget – undskyld!” når jeg kan høre stemmen i røret begynde at knække.

Jeg forstår jo godt med mit hoved; det er følelserne, der nægter at samarbejde. Er de virkeligt så vigtige, at de er værd at gøre ondt for?

Det ville være meget rarere, hvis de bare ville arte sig. For os begge to. Men jeg kender dem efterhånden, og jeg ved, at de hverken kan villes frem eller væk. Jeg har prøvet så mange gange, men først bliver jeg ked af det, så bliver jeg stille og til sidst bliver jeg væk.

Det er paradoksalt, at det at gøre en anden ondt, kan være et udtryk for, hvor meget man holder af vedkommende; at man lukker øjnene, tager en dyb indånding og melder ærligt ud, udelukkende fordi den anden betyder så uendelig meget for én.

Jeg håber, at min ven ville finde, at det var umagen og ubehaget værd at gøre det samme den anden vej.

Nogle samtaler er man nødt til at tage, fordi det ville være tarveligt og uanstændigt at lade være.

tirsdag den 17. november 2009

Der blev sagt nej!!

De sidste mange år har min absolutte yndlingsaversion været mennesker med solskærme. Nik & Jay-typer m/k, der spankulerer rundt i gadebilledet med et tysk restprodukt fra 80’erne på hovedet, som om det var en kongekrone, kan gøre mig helt elektrisk af irritation. Folk, der går med solskærme, er idioter.

Fordi jeg siger det.

Men i dag har jeg været tvunget til at overveje om skærmen må abdicere og overlade hadetronen til…:

Voksne mennesker på løbehjul.

HVAD FANDEN SKER DER!!!?

Vi så igennem fingrene med bmx’erne, I fik lov at skate på både bræt og skøjter, vi accepterede det, da man ikke kunne trække vejret uden at risikere at inhalere en haggie-sack – men løbehjul??! Nu må I fandenstejleme holde!!

Hvis jeg ser en voksen kvinde med Hello Kitty solskærm komme kørende på løbehjul, sparker jeg hende af, og tæver hende med det.

mandag den 16. november 2009

Nu ruller vi alle.

I forhold til hvordan man vælger at indretter sit liv, har jeg lagt mærke til, at der findes to kategorier af mennesker: Dem, der har en form, som de med vold og magt prøver at tvinge deres liv ned i, og dem, der spiller kortene, efterhånden som de får dem på hånden.

De sidste forekommer mig at være langt de lykkeligste.

Jeg kender mennesker, der vader rundt i gæld til knæene, udelukkende stiftet for at iscenesætte Det Perfekte Liv og holde facaden. Jeg kender par, der lever som hund og kat, men som stadig flasher Det Lykkelige Ægteskab til fester og på Facebook. Jeg har veninder, der er så udkørte, at nervesammenbruddet ligger på lur, fordi de skal nå til yoga og økologisk rytmik med ungerne, inden de skal ud og høste bæredygtig, grøn the, som skal drikkes af hjemmebrændte, keramiske krus. Og jeg har venner, der sårer deres omgivelser dybt, fordi de i jagten på perfektion kører over alt og alle for at blive tilfredse.

Det virker som om det ikke virker. For jo flere detaljer de hysterisk insisterer på at kontrollere, så ALT kan blive HELT perfekt – jo større bliver puljen af mulige ting, der kan gå galt.

Jeg kan også godt lide, at der er styr på tingene, og jeg synes bestemt, at det er vigtigt at gøre sig umage på de store områder i livet, men jeg er ved at have lært, at hvis man holder knap så krampagtigt fast på rattet, kan man faktisk styre udenom i de værste forhindringer på vejen - i stedet for hypnotiseret at brage frontalt ind i dem.

lørdag den 14. november 2009

Kender godt fornemmelsen...


Hvis nogen mangler mig, står jeg i hjørnet og varmer skulderen op.

Kender I de mennesker, der altid sidder med i alle udvalg; som tilsyneladende brænder sygeligt for det, de gør? Som knokler som bæster for det, de tror på og gør det for et klap i røven og en kiks?

Sådan en er jeg.

Hvis jeg først én gang har besluttet mig for at sætte min stemme på en person eller en sag, er der nærmest ingen grænser for, hvad jeg vil lægge af arbejde i at forsvare, forbedre og forstå.

Derfor kommer det altid som en overraskelse for mig, når jeg får nok.

Jeg har intet imod at være en af fodsoldaterne, og det betyder ikke noget for mig, hvem der får æren for det færdige produkt, så længe jeg får et resultat ud af mine anstrengelser, som jeg mener, er bedre end udgangspunktet og i overensstemmelse med det mål, jeg har været med til at definere.

Men jeg gider ikke lege blindebuk. Jeg gider ikke tages for givet. Jeg gider ikke pisses op og ned af den ryg, som jeg begynder at få fornemmelsen af bør udstyres med en asfalteret sti, så meget som folk går bag om den.

Så slut. Jeg vil ikke sige, at jeg smækkede med døren, men jeg lukkede hårdt nok til, at det kunne høres.

Nu skal jeg til at øve mig i en ny disciplin. Den hedder ’være ligeglad’, og ligesom med gladiatorsandalerne og sushien, er jeg håbløst bagud. Men nu skal det være. For jeg får mavesår og metalsmag i munden af frustration over det andet.

Jeg kan jo passende begynde med at øve mig i at trække på skulderen over ikke at have fået nogen som helst respons på min udmelding.

torsdag den 12. november 2009

Top 5

over ting, der bliver fantastiske ved at blive rask.

1) At slippe for sjove bemærkninger om at lugte af bacon, sige øf og have tryne. Enough with the fat jokes! Dog en trøst at vide, at eftersom jeg er en af de første, der har haft det, bliver der RIG mulighed for at give igen…

2) At få min kaffetørst tilbage. Har ikke haft lyst til kaffe i 2 hele døgn, hvilket er direkte rystende, eftersom kaffe nærmest er det, der definerer mig som person.

3) At kunne færdes ude blandt almindelige mennesker, uden at de slår korsets tegn og holder børnene beskyttende for øjnene, mens de påkalder sig Den Hellige Jomfus beskyttelse. (Helt ærligt!! Jeg er faktisk feberfri og har været det i 24 timer. Er bare slatten. Give a pale girl a break.)

4) At komme ud i den virkelige verden og blive beriget med impulser og stimuli, der kan inspirere til blogindlæg, der ikke handler om sygdom.

5) At træne og undervise igen. Min krop er ikke skabt til 48 timers inaktivitet. Er så rastløs nu, at mine blodårer gnistrer som defekte, strømførende kabler. Stakkels, stakkels det første hold, jeg skal undervise. Jeg siger det bare.

onsdag den 11. november 2009

Linda Terkelsen, Ynkens Højborg, TV2:

Advarsel: Nedenstående indlæg indeholder meget højdramatiske og spændingsmættede passager, og er derfor uegnet for mindre børn og folk med svage nerver.

Nå. Men i går, da min veninde spurgte, hvordan det gik med mig, kom jeg til at råbe: ”Jeg er USÅRLIG!!” På den triumferende måde. Nåede at prale af mit træningsafledte, grotesk velfungerende immunforsvar til ikke mindre end 6 forskellige mennesker.

Hvilket karma naturligvis ikke lader gå upåtalt hen.

Så efter en nat med kvalme, opkast, blodnæse og skøjten rundt i febersved, overgav jeg mig kl. 4 i morges og ringede til vagtlægen. (Som jeg – ærligt – tror, var enten stiv eller havde haft snuden lige langt nok nede i æteren. Gentog sig selv 7 gange, spurgte om de særeste ting og snøvlede så jeg næsten ikke forstod hende. Må de det?? Ved godt, at det må være pisseuhyggeligt at sidde der helt alene og lege Nattevagten, men stadig?) Synes ikke, at jeg har hørt, at det der med at vende vrangen ud på maven er en del af grisekonceptet, men har på den anden side heller ikke samvittighed til at lægge Århus øde, fordi jeg ikke er ordentligt orienteret.

Det kunne vi ”ikke udelukke.”

Super.

Og tak for krystalklar diagnose.

Nu ligger jeg her, iført 4 trøjer, to par træningsbukser og min dyne, med ømme muskler, der føles som de er krympet 2 størrelser og derfor trækker min krop sammen i uskøn King Kong/foster-stilling.

Ud over 17 sodavandsis og 80 kopper the, har min dag budt på:

* Et bad. Hvilket jeg godt lige synes, at vi kan bruge et øjeblik på at være imponerede over, for det tager fandme tid, når man hele tiden skal ned og sidde, og det at stå under strålerne føles som at få pisk med issyle. Måtte tage det i etaper og redde hår liggende. Men if you look good, you’ll feel good, som de siger. Løgnersvin.

* Fjernelse af en edderkop. Tog det meste af 20 minutter, fordi jeg lige skulle græde færdig først. Kunne overhovedet ikke overskue at gøre noget, men turde på den anden side heller ikke lade være.

* 12 afsnit af Lost. Vigtigt med nye venner, nu hvor man er i karantæne som en anden pestramt spedalsk. Et afsnit varer 45 minutter og det passer fint med, at det så er tid til at blive vendt, så jeg får lige mange liggesår på højre og venstre side.

* 4000 tryk på ’opdater’ på mine yndlingsblogs. Og på den støttende måde: Hvorfor fanden skriver I ikke noget?!? Kom nu. Vi er nogen, der har brug for jer. I er mine eneste forbindelser til verden udenfor.

Men jeg har det allerede meget bedre, synes jeg, og min mor sagde selv, at det sagtens bare kunne være almindelig influenza. Feberen er for nedadgående + jeg kaster ikke op mere = næsten rask.

Men jeg venter nok lige en dag eller to med at erklære mig usårlig.

tirsdag den 10. november 2009

Friends 4(næsten)ever

Når jeg bladrer gennem listen af navne i min telefon, indeholder den primært mennesker, jeg deler hverdag med - eller har gjort indtil for nyligt. Der er venner fra blogsfæren, fra fitnessverdenen, fra studiet og fra jobbet, men jeg kan desværre se, at dem, som man har haft en fælles relation med, har en tendens til at forsvinde, når relationen forsvinder. Nyt job, flytning, opsigelse af medlemskab kan alt sammen være første skridt på vejen til at miste kontakten, og det er efterhånden gået op for mig, at man ikke skal undervurdere værdien af de små møder i hverdagen, hvor man lige får samlet op på det vigtigste, så man er up to speed, når man har tid til at ses.

Det har jeg brugt noget tid på at ærgre mig over, for der ryger nogle dejlige damer og herrer på den konto, og da jeg er forsvarende dansk mester i selvbebrejdelse, har jeg gået rundt og hyggemarineret lidt i skyld og dårlig samvittighed.

Det ville være løgn at påstå, at det ikke har betydning for kontakten, hvor vi befinder os på singlometeret og børneskalaen, for det er altså nemmest at forholde sig kvalificeret til et liv, man forstår indholdet i.

Men jeg tror ikke kun, at det handler om konkrete omstændigheder. Jeg tror i lige så vid udstrækning, at det handler om, hvordan man tilpasser og udtrykker sig i forhold til hinanden.

Når man f.eks. har en af de perioder, hvor man har så travlt, at man glemmer, hvad man hedder, er man i forvejen rigeligt plaget af dårlig samvittighed, og de venner, der verbaliserer deres savn med sætninger som: ”Jeg ser dig aldrig mere!” og ”Jeg savner dig!” har en tendens til at blive dem, man stille og roligt lader sive ud af sit liv. Ikke fordi man har lyst, men fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at skulle stille op til 3 timers spanking af samvittigheden, når man endelig har fri og mest bare trænger til at sove. Derfor tror jeg, at man har tendens til at omgive sig med mennesker, der lever som man selv gør; som ved, at vi ses, når vi ses; som forstår, at sådan må det være lige nu, og at det ikke handler om uvilje eller dårlig planlægning.

Jeg tror også, at folk med børn finder det langt mere afslappende at være sammen med dem, der har forståelse for, at voksensamtale er noget, der foregår i pauserne mellem bleskift, og forsøg på at holde strikkepindene ude af stikkontakterne, end med os, der stadig synes, at vi i en alder af 30+ har krav på 4 timers sammenhængende mig-tid, og siger ”det gør ikke noget” uden at mene det.

Når singleveninden går i løsnings-mode og kontant idømmer skilsmisse med ordene: ”For det skal du bare ikke finde dig i!” er det måske mere en løsning, man kan bruge, der hvor hun er, end når man sidder i Hadsten med 2 børn og en Berlingo.

Da vi gik på handelsskolen, brugte vi vennerne til at lære os selv at kende, og udvikle identitet med. Vi hang sammen som ærtehalm, og kunne efter en hel dag i skole sammen, fortsætte samtalen i telefonen i timevis, mens vi snoede ledningen om pegefingeren og drev vores forældre til vanvid.

2-3 uddannelser og 200 forpligtelser senere er venner nok mest noget, man bruger i en af de to ekstremsituationer, hvor man enten slapper af eller er i knæ. De er ikke længere en del af hverdagen på samme altopslugende måde, hvor man bruger så mange timer sammen, at det i løbet af en uge udligner sig selv, hvem der taler og hvem der lytter; hvem der falder og hvem der støtter.

Derfor er jeg nået frem til, at jeg tror, at vi har en tendens til at vælge at være sammen med dem, der kan møde os, hvor vi er.

Det trøster mig lidt. For det betyder, at vi måske ikke smider hele historien væk, fordi vi mister kontakten et par år.

Men det betyder måske også, at vi skal være bedre til at acceptere, at der kan være perioder, hvor vi glider lidt fra hinanden, fordi vi lever så forskellige liv, at vi ikke kan give hinanden det, vi har brug for.

mandag den 9. november 2009

Nysende, nasal og nastnøs.

Noget af det eneste pæne, man kan sige om tømmermænd er, at de normalt giver sådan en dejlig fornemmelse af at være i live, og at man dagen efter pludselig har det som om, man har fået en ny og velfungerende krop udleveret. (Indtil a) man begynder at træne i den eller b) de moralske tømmermænd sætter ind, fordi systemet endeligt er blevet enigt med sig selv om at overleve, og nu pludselig har ledig kapacitet til at afsøge aftenens hændelsesforløb for pinligheder.)

Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig dobbeltsnydt over at vågne for 2. dag i træk i et defekt korpus.

Jeg er simpelthen så forkølet, at det er til grin.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en af dem, der harcelerer længe og indædt over mennesker, der stiller pissesyge og bakteriebefængte på job, og jeg er ikke bange for at holde et 20 minutters foredrag om, hvordan pandemier som pest og svineinfluenza kunne være undgået, hvis folk da for fanden bare kunne holde op med at føle sig så uundværlige og blive hjemme, når de var syge!!

Det er naturligvis noget HELT andet, når det er mig, der er syg. Jeg må afsted alligevel. Jo, jeg må. Der er mig, der er ansat til at føre opsyn med verden, så jeg kan ikke bare blive hjemme.

Problemet er så, at jeg har så meget (mange?) propper i ørerne, at jeg intet kan høre. Ikke optimalt, når man lever af at leje sine ører ud. Derudover pudser jeg næse 24 gange i minuttet, hvilket lægger temmelig meget beslag på de hænder, jeg ellers skulle bruge til at tale med.

Og det værste er, at jeg ikke engang synes, at forkølelse tæller som rigtig sygdom. Mere hang-around end prospect, faktisk, så føler mig toTALT snigløbet over at være fikseret her af øget nasal vandtilførsel og undertryk i hovedet.

Jeg keder mig.

Forkølelse SUCKS!!!!

søndag den 8. november 2009

Til julebal i fitnessland.

Selvom en meget energisk trommeslager fra Øse Efterskole tilsyneladende er i praktik i mit hoved, hvor han får tiden til at gå med rytmisk at hamre en metalsyl ind i min højre frontallap, skal I ikke snydes for update på fitnessjulefrokosten 2009 i listeform:

Thumbs up til:
Tøjskabe, der gylper noget brugbart op alligevel.
Godt selskab og rundborde.
At få at vide af en, man ikke længere ser, men stadig utrolig godt kan lide, at man er et godt menneske.
Amerikanske kolleger, der monterer deres bryllupsdiademer på én, fordi de synes, at man ligner en prinsesse.

Er vi ikke snart færdige med:
At have cheerleadere til at stå og pon pon’e os ind af døren? Bliver skideforskrækket hvert eneste år over at træde ind og blive modtaget af: ”LET’S GO-etellerandetjegaldrigfårfati-LET’S GO!! LEEEEEET’S!! GO!!!”
Fællesunderholdning på scenen. Lad nu være. Halvdelen af selskabet kan ikke se, hvad der foregår, den anden halvdel kan ikke høre det, og resten er stive og ligeglade.

Til gengæld kunne vi godt:
Leje nogle mennesker med lut og trompet, der kunne spille os ind med en fanfare. Synes generelt, at der er alt, alt for lidt fanfare i mit liv.
Afskaffe sammenfald af tømmermænd og forkølelse. Der er en 10’er til den, der forbarmer sig og skyder mig.

Hvorfor husker vi aldrig:
At give de gode komplimenter, når vi er ædru?
At sige nej tak til shots? Det kan ikke være så svært. Gentag efter mig: ”Nej. Tak. N-e-j t-a-k. Nej tak. Nejtaknejtaknejtak.”
At lyve når det er påkrævet? Ærlighed er overvurderet.

Er det noget med:
At det klinger lidt hult, når man dømmer andre mennesker efter selv at brugt hele aftenen på at rappelle ned af piedestalen?

Tænk at der stadig findes:
DJ’s, der spiller Joyride med Roxette. Og mener det alvorligt.

Og når min kammerat finder manden i sit liv, vil vi stadig grine af:
"Linda. Kom nu. Gift dig med mig. Du er så fantastisk!! Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne holde ud at kysse dig, og så kunne du gå tur med Vaks?”

lørdag den 7. november 2009

Nu' det jul igen og nu' det jul igen.

På en eller anden måde er det allerede lykkedes december at starte herovre, hvor jeg står. Der har i hvert fald været julehygge med venner og rødvin de sidste par dage, og i dag skal min veninde og jeg køre halvanden times nisse-spinning (fitnessfolks ide om sjov og spas), inden vi i aften skal til julefrokost. Beklædningsmæssigt kan jeg vælge mellem træningstøj eller ingenting, fordi der tilsyneladende har været nogen med en meget stor støvsuger forbi mit tøjskab.

Det er det samme hvert år.

Nå. Men jeg kan vel bare klistre en palliet på hvert bryst, og køre resten hjem på charme.

Eller det der.

fredag den 6. november 2009

Note til selv:

Det kan godt betale sig at bruge 10 sekunder ekstra til at finde på et bedre eksempel, når man skal forklare sin chef betydningen af ordet "stash", i stedet for bare at lade følgende falde ud af munden:

"Det betyder en slags hemmeligt lager. Du ved; som i den beholdning af narko, jeg har gemt?"

onsdag den 4. november 2009

Status over ugen so far.

Onsdag kl. 22.30:

Flade forhjul på cyklen: 2 (Hvis det sker mere i denne uge, så ryger den fandme i havnen! Sammen med cykelsmeden.)

Cykelture i snevejr: 3 (Det er kun NOVEMBER, for crying out loud!!)

Defekte anlæg i forbindelse med undervisning: 1 (Svært at undervise i takt til .. ingenting.)

Defekte headsets i forbindelse med undervisning: 1 (- og til lyden af stemmerne i hovedet.)

Taxachauffører, der har spurgt, om jeg skal ”bruge en bing-bon?”: 1 (Tak, kære Gud.)

Timer brugt på koordinering, fordi andre mennesker ikke melder tilbage: 17

Højlydte eder udtrykt over ovenstående: 17.258

Hemmeligheder modtaget: 8 (Så mangler vi 40…)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov modtaget: 4 (Ha ha. Eller det der.)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov afsendt: 8 (Mmmm. Ha tilbage. Bite me!)

Trøste-skildpadder spist: 3 (Lasse, bliver du sur, hvis der kun er bananer i din lagkage?)

Sygedage: 1 (Dumme skulder.)

Lemmer mistet til forfrysningsrelateret koldbrand: Ingen. Endnu. (*dommedagssmiley*)

Pinlige dates mødt i forbindelse med tolkeopgaver: 1 (Bliver aldrig gammel nok til at være cool med det. Aldrig!)

Hvis nogen skulle mangle mig og mit sprudlende humør i morgen, har vi i nattens mulm og mørke haft held til at flygte til Caribien. På kælk.

tirsdag den 3. november 2009

Synes faktisk også, at jeg er lidt varm.

De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.

Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.

Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.

Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.

Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?

mandag den 2. november 2009

Fork you.

Jeg har kørt en hel del i bil de sidste par uger, og nu indrømmer jeg lige noget, som jeg ikke ved, om man bør nedfælde på skrift: Jeg har ingen erindring what so ever om nogensinde at have set halvdelen af alle de skilte, der står langs de danske landeveje. Og motorveje. Og alle de andre veje.

Bør man kunne det? Kan I det? Hvis jeg bad jer definere forskellen på forbud- og påbudstavler, kunne I så gøre det på siddende røv? (Stine, du tæller ikke med, for du har stadig køreskolelus.)

F.eks. synes jeg måske nok, at Lars Barfoed er gået lige minimalistisk nok her:4 spinkle streger på larmende baggrund af hvid? Aj, men kom os sgu da lidt i møde! Hvad er det, vi streger over?

En googleresearch senere:

Alt, åbenbart.

Nå. Vi trækker en gaffel ned over en tallerken, og så er alting glemt? Det var nemt.

Jeg vil gerne bestille en gaffel, str. XL til mit liv.

søndag den 1. november 2009

Alt bliver federe med alufælge.

I dag har jeg besøgt min veninde og hendes kæreste i Holstebro, og hilst på deres lille, nye, fine pige. Hun er frygtindgydende bedårende, vi er allerede bedste venner og jeg vil have en selv. Lige nu. For fanden, hvor er hun sød!

Jeg har jo sådan set besluttet at gøre det. Der er bare lige nogle forskellige ting, jeg gerne vil nå inden, men hvis alt går efter planen, begynder jeg at prøve om et års tid. Og jeg skal da lige love for, at det gør noget ved samtaleemnerne, når vi pludselig er enige om, at børn er vejen frem. I dag brugte vi f.eks. utrolig lang tid på at snakke om fordelene ved alufælge på barnevogne (nogen vil mene, at det trods alt er meget godt at jeg lige venter, for jeg gik straks i optimeringsmode og konceptudviklede på Pimp My Ride, barnevognsudgaven: Jeg tænker rævehaler. Jeg tænker undervognslys. Jeg tænker spillekort monteret på egerne, så de flaprer, når man kører. Det bliver en FEST!!) når man bor i lejlighed, lifter og autostole, og jeg tvang min veninde til at fortælle ALLE detaljer og PRÆCIS hvor ondt, det gjorde at føde.

Og hun er den bedste veninde i verden, for hun var ærlig. Også om alt det, der ikke er charmerende og pastelfarvet, hvilket jeg har et enormt behov for at høre om, fordi jeg inderst inde er en lille smule bange, fordi jeg skal gøre det selv og derfor gerne vil være forberedt.

Men hun kender mig så godt, for efter en cool og udramatisk beretning, sluttede hun med at sige de magiske ord, der kan få mig til at kaste mig frygtløst ud i stort set hvad som helst: ”Jeg tror, at du vil være rigtig god til det.”

Ros mig, og jeg er på.

Jeg vidste bare, at de her hofter ville come in handy.