lørdag den 31. oktober 2009

Helt ærligt!

Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.

Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.

Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.

Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til... absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.

Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”

Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.

(Hemmelighedsstatus: 10 inde, 50 ude. Kom nu, venner!!)

torsdag den 29. oktober 2009

Skål Flemming!

Jeg er så grumpy i de her dage, at jeg har ondt af alle, der er tvunget til at være omkring mig. En kombination af vintertid, post traumatisk stress depression, pms og tristhed over at være snublet i mine egne snørrebånd igen (don’t ask), har gjort mig uegnet som menneskeføde.

Andres overskud og lykke virker nærmest som en hån, når man har det sådan her, og derfor er det en trøst, at næsten alle omkring mig har det ligeså elendigt. Det er en lettelse, at man ikke behøver at lade som om, man er fuld af overskud og peps, men i stedet kan sidde bag hver sin kaffekop og opføre sig som de første to medlemmer af det kommende girlband Muggen United.

Jeg ved, at jeg er ok igen om et par dage. Indtil da vil jeg bare gerne sige undskyld på forhånd – og prøve at drukne det i alkohol.

onsdag den 28. oktober 2009

Tag ikke fejl.

Jeg har lagt mærke til noget sjovt. Ikke ha-ha sjovt. Mere mærkeligt-sjovt: Når nogle af mine veninder finder sammen med mænd, der glemmer at gå fra kæresten, inden de hooker op med en ny, virker det som om, at det er mændene meget magtpålæggende at gøre et godt indtryk på mig.

Og jeg kan sagtens snakke pænt til dig. Fortælle dig, hvad jeg laver og spørge til dit job. Opføre mig civiliseret, smile ad dine jokes og undlade at være den, der peger på den pink elefant midt i stuen, og spørger, hvad din kæreste laver i aften, mens du sidder her og leger nyforelsket.

Det må du endelig ikke forveksle med hverken opbakning eller respekt.

tirsdag den 27. oktober 2009

32 år og professionel samarbejdspartner. Eller det der.

Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov at møde en masse mennesker, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Som nu f.eks. den excentriske læge i dag. Sad og læste i et mennesketomt venteværelse, da en mand på et par og tres med hvidt hår, der stod ud i alle retninger, pludselig slog døren til de hellige haller op.

Ham: ”Det er da så dumt, når man ikke kan finde sin bog!”
Mig: (Lidt usikker på, om manden er læge eller patient): ”Ja, det kan da være mægtig træls.” (Ind imellem, når jeg er på arbejde, tager jeg mig selv i at bruge ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg kunne. ’Mægtig’??)
Ham: (Lettere mistænksom) ”Du har ikke taget den, vel?”
Mig: ”Nej, det er nu min egen, jeg læser i.” (Holder pligtskyldigt bogen op som bevis)
Ham: (Ikke overbevist. Overhovedet) ”Hmmm..”

Det var så her, patienter, pårørende og andet godtfolk væltede ind af døren, og vi fik fastslået, at manden VAR lægen. Må indrømme, at det var med et vist element af spænding, jeg satte mig til rette for at tolke.

Han var selvfølgelig den mest rockerseje, fantastiske, superskarpe og empatiske mand i hele det danske sundhedssystem. Respektfuld, kompetent og lun. Fik faktisk helt lyst til selv at lide af en lille, bitte specialsygdom, så han også kunne være min læge.

Han var så rar, at jeg ikke engang blev sur, da opgaven var færdig, og han i stedet for at give hånd, valgte at klappe mig på hovedet.

(Og folkens: Hvis vi skal op på 60 hemmeligheder, skal jeg altså have lidt hjælp… Kom nu! Hvis du er genert, så send den fra din arbejdsmail, bibliotekets mail, kærestens mail eller – hvis den er meget slemt – din fjendes mail.)

mandag den 26. oktober 2009

My baby’s got a secret.

Til foråret skal bloggen være alene hjemme et par uger, og jeg tør ikke rigtigt efterlade den uden opsyn. Derfor har jeg spekuleret på, hvordan jeg kan sørge for, at I holder lidt øje med den, mens jeg er ude, og jeg har, stærkt inspireret af Post Secret, fået en ide.

Efter to år med bloggen, er I ved at have lært mig ret godt at kende, og derfor synes jeg, at det ville være passende, hvis I brugte mit fravær til at lære hinanden bedre at kende.

Så de næste 4 måneder har I lektier for. I skal gå i tænkeboks for så at sende mig en personlig hemmelighed af de rigtig gode. Den må være sjov, hårrejsende, trist eller sød – den skal bare kunne beskrives på et par linier. Og så skal den være sand. Hvis man lyver, bliver man ramt af den fæle løgnerforbandelse, der giver permanent kløende udslæt i ganen.

Et par eksempler kunne være:

”Jeg blev engang så gal på min mor, at jeg tømte hendes balsam og hældte hårfjerningsmiddel i flasken i stedet.”

”Jeg tager coke hver eneste morgen, inden jeg kører mine børn i skole.”

"Når min kæreste er syg, er han så ynkelig, at det eneste, jeg føler for ham, er foragt."

”Jeg forførte min venindes far, og hvis ikke jeg havde fået en abort, havde hun været halvsøster til mit barn. Jeg var 15.”

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men jeg synes virkeligt, at det kunne være fantastisk, hvis I havde lyst til at dele noget, som rører de mennesker, der læser det.

Planen er, at jeg, inden jeg tager afsted, præ-poster jeres hemmeligheder. Mit mål vil være 3 saftige af slagsen om dagen, hvilket betyder, at jeg skal bruge ca. 60 i alt. I er (goes without saying) anonyme, og jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg aldrig vil gøre noget for at finde ud af, hvem I er.

Det er i god tid, men erfaringen siger mig, at det tager lidt tid at få jer op af stolene, så derfor starter vi nu.

Fortæl 5 af dine venner om projektet og send mig en mail med din hemmelighed på blogsbjerg@gmail.com.

Jeg glæder mig til at se, hvad der er derude bag facaderne.

søndag den 25. oktober 2009

Golf og rugby kom med. Kan man indstille projektion til næste gang?

Som de faste læsere af bloggen ved, er jeg jævnligt ude og lave kurser. Dels afholder jeg inspirationskurser for ’gamle’ instruktører, og dels uddanner jeg nye. De sidste par uger har jeg kørt en del inspirationskurser, og selvom jeg somme tider synes, at jeg kan mangle timer i døgnet til at forberede min undervisning, plejer jeg alligevel at køre glad derfra, fordi jeg bliver i godt humør af at være sammen med mennesker, der brænder for det samme som mig.

Men ind imellem kan det være en udfordring at undervise andre instruktører, fordi der altid er et par stykker i mellem, som stiller sig overdrevet kritisk an og anfægter ALT. Det er næsten altid de dygtige piger, der gerne vil være endnu bedre, eller dem, der er bange for ikke at slå til. Hvilket vel egentlig ofte er to sider af samme sag.

De fleste gange har jeg overskud til at se det, som det er: Modstand imod læring fordi det er skide angstprovokerende at være den, der plejer at lave reglerne for så pludselig at blive rykket ud af sin komfortzone og sat i en situation, hvor man er underlagt at følge en andens. Og I know my shit, så de må gerne spørge, men engang i mellem kan det være svært at blive ved med at smile, forstå og svare pænt, når de hele tiden med fejlsøgning camoufleret som faglig interesse angriber alt.

Sådan en pige havde jeg med forleden. Hun var relativt nyuddannet og havde masser af potentiale, men HVER gang, der var noget, hun ikke forstod, reagerede hun med et kritisk spørgsmål, der sluttede med ”… for sådan plejer jeg ikke at gøre!” Og jeg prøvede; det gjorde jeg virkelig, men der er grænser for, hvor mange forskellige diplomatiske måder, man kan sige ”det er fordi du er ny/ikke gør det rigtigt” på. Til sidst var jeg så træt af hende, at jeg kom til at lave en iskold, verbal afklapsning a la: ”Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg må formode, at du har valgt at melde dig til det her kursus, fordi du gerne vil lære noget nyt eller prøve at gøre noget ANDET end det du plejer. Eller jeg tager måske fejl?”

Blev simpelthen så træt af mig selv, for gu var hun irriterende, men jeg vil bare så gerne være et større menneske end det. Jeg ved jo, at det bare er et udtryk for usikkerhed og angst for at misse noget vigtigt, når man har behov for at forstå alt. I detaljer.

Og ret beset er det jo ikke hendes skyld, at hun ligner mig.

fredag den 23. oktober 2009

Pigen med de blå ribben.

Min cykel og jeg har snart 1 års bryllupsdag, og det er uden pis den bedste cykel, jeg nogensinde har haft. Ja, den er lidt vel tung i røven, men den kunne med rette sige det samme om mig, så vi er egentlig a match made in heaven. Da den rare cykelmand sagde, at Kildemoes var vejen frem, fordi den er dansk produceret, og dermed bygget til det danske klima, havde han ret. (Og lige nu går det op for mig, at det må være fordi jeg købte den i oktober = brystkræft awareness month, at den er dekoreret med lyserøde sløjfer. Christ. Jeg må være Danmarks eneste tolk med en forskydningstid på et år.)

Den eneste lille ting jeg har at pive over er, at den har fodbremse. Ikke at det er skidt. Det er faktisk rigtig rart, når man kommer sejlende ned af en regnvåd Ringgade, men jeg har ikke haft fodbremse på en cykel siden jeg var 10 (seriøst), hvilket giver frigearscyklerne 22 års forspring. (Det gjorde decideret ondt at skrive den sætning.) Og selvom jeg nu har været med fodbremse i et år, er det stadig ikke lykkes mig at lære at bestige cyklen korrekt.

For når pedalerne står i hvad der på en urskive ville være kl. hhv. 12 og 6, ser det jo umiddelbart tilforladeligt ud, og jeg sætter hver gang fortrøstningsfuldt fra – for så at hamre ribbenet i styret, fordi klokken åbenbart kun var 29 minutter over, og der stadig var noget brems tilbage i pedalen.

Man kan ikke risikere, at Børnenes Traffikklub kommer og inddrager cykelkortet igen, vel?

torsdag den 22. oktober 2009

3 strikes and I’m out.

Nogen gange er det, som om den samme emne-bølge rammer mange blogge på én gang. Selvfølgelig henter vi inspiration fra hinanden, men somme tider er det altså som om, vores hjerner af uransagelige årsager simultant har beskæftiget sig med de samme overvejelser.

Lige nu er der flere af mine yndlingsbloggere, der skriver om netdatingens forbandelser. Jeg har jo været der indtil for ganske nyligt, hvor jeg opsagde mit medlemskab, fordi jeg simpelthen ikke kunne udholde at blive psykologisk udredt af en eneste nyskilt mand mere med tjek på stjernetegn og rod i livet.

Men som med alle andre suspekte ydelser kan man åbenbart ikke bare sige tak, når man har fået nok, så datingsiden opfører sig nu som en forsmået pusher, og bliver via email ved med at spørge mig, om jeg er sikker? Om jeg er helt sikker? For han kunne jo stadig være derude, og den første er gratis…

Og måske er det fordi vi nærmer os jul, og jeg har tilbragt de sidste to af slagsen i apatisk natostilling på mine forældres sofa med røde øjne, blå tænder og halalslagtet hjertet: Jeg gik ind og kiggede.

Den slags kan man simpelthen ikke finde på.

Udvalgte profiler, kommenteret:

Til Hende mit hjerte banker for: Du føler dig som en gudinde ... du er dejlig og du ved det, og alligevel er dit ansigt rent og uspoleret ... og derfor smukt ... ufatteligt smukt ... jeg længes efter dig ... hvorfor ved jeg ikke, måske fordi dit nærvær får mig til at vågne op og slå autopiloten fra ... måske fordi samspillet imellem dit væsen og mit væsen får mig til at blive Mand ... den jeg ER ... og dig til at blive Kvinde ... den du ER
(Til ham… der læser for mange.. ufattelig meget for mange… lægeromaner…. Du bruger… alt for mange…. punktummer og forlorne ord…. Mand… den du ER ... ER væmmelig…. )

Ligger i min seng lige nu og har tre store hvide stearinlys tændt ved fodenden. Klokken er 9.31. De lange gardiner der dækker helt ned til gulvet blokerer stadig lyset fra vinduerne. Har lige spist morgenmad på sengen og drømmer nu om en kaffe fra Altura. Så det kan ikke vare længe før jeg skal derned.
(Liiiige iscenesat nok, ikke? Og formentlig knap så zen, når det lykkes mig at vælte de store hvide lys over i gardinerne, og jeg panikslagen slukker branden med kaffe. Fra Altura. Til 400 kroner literen)

Se her!!!! - Her er hele pakken til dig! ;-) Jeg er fremragende til at lave thai-mad og hindbærsnitter .. dog ikke nødvendigvis sammen! ;-) Hmm.. var det nok til at fange dig til at læse resten af teksten? ;-) Jeg synes ikke lige, at jeg har mødt dig endnu.. så måske det er her igennem, at vi skal aftale første møde ;-)
(Jeg ved allerede, at vores første møde kommer til at gå med, at jeg med jævne mellemrum må gå på toilettet for at massere mine ømme skam-smilede kæber, og forsøge at synes, at det er ok og maskulint at bruge flere smileys end en 12-årig pige.)

Mød et rigtig godt parti!
(Øhm… Er det noget med, at den scorereplik er ca. 60 år overdue?)

Søger ikke det store. Er pt. ikke "kærestemateriale". Jeg lurer bare for underholdningens skyld ;o)
(UH!! MIG!! MIG!! TA’ MIG!!)

Jeg er en af de lærer, som ikke brokker sig over lønnen eller andre arbejdsrelaterede forhold. Jeg synes, det er et privilegium at undervise og give min faglige vider
(…!)

Overvejer faktisk at købe et nyt medlemskab for at have noget at falde tilbage på i tilfælde af skriveblokering.

Men jeg tror bare, at jeg vælger at køre et-(h)julet gennem december i år.

onsdag den 21. oktober 2009

Never ending stooooryyy..

Tænk at vi engang troede, at Limahl sang om magiske fabeldyr og små, modige drenge, når det nu viser sig, at sangen i virkeligheden handler om taxachauffører.

Idag skulle jeg tolke på teknisk skole i en mindre nordjysk by, og da de møder, før resten af verden åbner, havde jeg bestilt en taxa til at hente mig på banegården.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Er det ikke rimeligt at antage, at man i disse GPS-tider vil blive sat af det rigtige sted, når man giver chaufføren den præcise adresse?

Vi klipper til scenen, hvor Linda rager rundt i udkanten af en mark i et mørke så kompakt, at jeg havde fornemmelsen af at famle mig frem i et oversize blækhus. Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidspunkt hørte en ulv tude i det fjerne.

Efter at have brugt det meste af et liv på at snuble angst rundt i vildmarken, anede jeg endelig en klynge bygninger i horisonten, og da jeg nærmede mig, fik jeg næsten tårer i øjnene af bevægelse over at se det internationale Teknisk Skole-logo. På grund af DSB’s køreplaner, var jeg stadig i utrolig god tid, så hele skolen lå øde hen, men 8 år i trøjen har lært mig, at de bedste mennesker at spørge, når man ankommer til en ny uddannelsesinstitution, er pedeller og kantinepersonale. De ved ALT, er der som de første og går som de sidste.

Kantinedamen, som - hvad sagde jeg - var mødt, har vel været 4 år ældre end mig, men her er det vigtigt, at vi husker at gange med provinsfaktoren på 3*, hvilket vil sige, at hun af sind slog mig med 12 år. Derfor føltes det ikke spor mærkeligt, da jeg efter en hel masse ”bette pige” og ”unge dame” stod på gangen igen med en hjemmebagt bolle, en stor kop kaffe og en hovednøgle.

6 timer senere ringede jeg for at bestille en taxa, så jeg trække mod Århus igen. Jeg forklarede pænt og høfligt, hvad der var sket om morgenen (Amar! Jeg var virkelig venlig), og bad dem være ekstra opmærksomme på adressen, når de kom.

….

Nogen gange har jeg det som om, at overbegrebet 'Taxa' er Sørgmodighedens Sump, og jeg er hesten.

* Jeg må gerne sige ’provinsfaktor’ fordi jeg 1) bor i Århus 2) er vokset op i Esbjerg.

tirsdag den 20. oktober 2009

Top 5

over ting, jeg ikke forstår:

1) Hvordan samtlige organiserede kriminelle i hele fucking Danmark kan være så ubegribeligt dårlige til at ramme? Noget der ligner 80 skudepisoder og … hvad? 1 dødsfald? Det er jo for fanden ikke, fordi I tidsmæssigt er så ophængte af krævende jobs, at I ikke har tid til at øve jer. Få nu lært at tage ordentligt sigte, så vi slipper for jer!

2) Betonløver foran forkølede, danske parcelhuse.

3) Hvorfor jeg har valgt en retarderet vinduespudser. Det er rigtigt. Han ER retarderet (eller hvad den politisk korrekte term nu er). Virkede ellers som en god sag at støtte, da jeg valgte ham. Jeg bor i en høj stuelejlighed og mine ynkelige forsøg på at vaske vinduer udvendigt har indtil nu ikke resulteret i andet end nye mønstre i snavset og helligdage. Problemet er nok, at jeg er rystende ligeglad med mine vinduer. Jeg opdager først, at de trænger til at blive vasket, når mine venner begynder at få tics af se på dem. Set i bakspejlet burde jeg derfor formentlig have valgt en fyr, der var i stand til at følge op på vores aftale og komme igen efter 3 måneder. Nu er der gået et halvt år. Tror jeg. Kan ikke så godt se, om hvor meget årstiderne er skiftet derude.

4) 60-årige mænd, der henvender sig til mig med ordene: ”Kan du lide at komme her? Ja, jeg har holdt øje med dig. Jeg kan nemlig godt lide unge piger. Jeg har også et par stykket derhjemme”. AD!!

5) Hvordan det igen er lykkedes Paris og de andre modemekkaer at overbevise den danske gennemsnitskvinde om, at hvis vi bare lader som ingenting og kalder dem ’overknee boots’, så er der nok ingen, der opdager, at vi på fodtøjet ligner undvegne polakker fra Halmtorvet.

mandag den 19. oktober 2009

Jeg er også bare RIGTIG glad for dig!

I går snakkede vi om situationer, hvori ord kan gøre ondt. Eller… Jeg snakkede. Skrev, faktisk. Anyway: Hvad vi end gjorde, gør vi det samme igen i dag, bare med modsat fortegn: Situationer, hvor fraværet af ord gør nas. I hvert fald fraværet af bestemte ord.

Når et menneske siger: ”Jeg elsker dig” eller ”du er min bedste veninde til et andet, er der ikke ret mange andre svar end ”Jeg elsker også dig” og ”Du er også min” der duer. Jeg har i hvert fald lavet noget empirisk forskning på egen krop, der peger hen imod, at ingen andre svar helt rækker; hverken når man er den, der giver dem eller den, der modtager dem.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, man selv har det? Hvad gør man så? Svært at bevare den gode stemning, hvis man er nødt til at sende bolden retur over nettet med: ”Ok? Sådan har jeg det slet ikke”.

Nogen forsøger at slippe om ved problemet ved at svare: ”I lige måde”, ”Lige over” eller andre replikker hentet fra Bogen Om Passende Svar Til Folk, Der Ønsker Dig God Weekend. Og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er snyd, eller om det faktisk er den bedste måde at komme omkring dilemmaet på. (Hvis der dog bare var et sted, hvor man kunne skrive ind og spørge om den slags….). Jeg ved, at jeg selv opfatter den type svar som markant mindre forpligtende end De Store Ord, og jeg er tilbøjelig til at se dem som et forsøg på at træde vande, hvis man endnu ikke har gjort op med sig selv, om man er samme sted, eller man ikke helt er der endnu.

Hvilket vel egentligt er hovedproblemet med den slags udtalelser: De er gaver, man giver, som modtageren ikke har bedt om at få, men som ikke desto mindre kræver en tilsvarende gave retur. Ellers ender man med at stå med alting udenpå tøjet og et skævvredet forhold, der ikke bliver det samme igen foreløbigt, fordi magtbalancen er skredet i sømmene, og den ene part nu officielt vil forholdet mere end den anden.

Mand. Det skal bare ikke være nemt, vel?

søndag den 18. oktober 2009

Sticks and stones may break my bones

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den - for dem - bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) "Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!"
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) "Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]"
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) "Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom"
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang....

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.

lørdag den 17. oktober 2009

Top 5

over ting vi elsker på Blogsbjerg.

1. The Bloggess.
Jeg har lige fundet hende, og jeg synes, at hun er helt i særklasse. Jeg læser med på hendes almindelige blog, hvor jeg allerede har forelsket mig en lille smule i hendes mand Victor og på hendes sexblog, der indeholder poster som ”Clown porn is not as funny as you think it is going to be” og ”The chicks your guy does not want to bone. I know, I was surprised too”.

2. Regitzes No NoNsense produkter.
Jeg er aldrig gået særlig højt op i, om min shampoo var fra Pantene eller Sebastian, før jeg for 2 år siden meget pludseligt udviklede parabeneallergi. Det er PISSE irriterende. Føler mig som en anorektiker, der har misforstået konceptet, når jeg står med en ansigtscreme i hånden og paranoidt studerer næringsindholdet. Og det er sværere, end man lige tror at finde produkter, der både er parabenefri og passer til ens hudtype/hårvækst. Men nu har jeg (takket være Marie) fundet Regitze, og hun laver dælme lækre ting til meget rimelige priser. Jeg har købt håndcremen og ansigtscremen til tør hud (vinter. Suk) og begge dele er så gode, at man bliver i virkelig godt humør af det.

3. Gløgg fra Irma.
Jeg tror godt, at jeg uden at rødme kan erklære mig for værende autodidakt gløggekspert. Hvis jeg ikke har drukket det, findes det ikke. Meget af det er sådan noget pjasket, saftagtig stads, der ikke engang farver, hvis man spilder det. Den her er i særklasse. Mørk og farlig – og så smager den lidt af rom. (Vent. Kommer lige til at spekulere på, om jeg elsker den, fordi den minder mig om en gammel flamme?)

4. Karen Wolf’s bitesizes.
Jeg giver lige spelt-bevægelsen to sekunder til at slå korsets tegn for sig…. Done? Ok. Det er vel ikke meget andet end e-numre og farvestoffer holdt sammen af fedt og sukker, men jeg elsker dem. Jeg har brug for dem. De er mine venner. OMG. FATTER ikke, at noget så usselt kan smage så godt. (Kære Karen. Hvis du læser med her, og er glad for den gratis reklame (mener jo ikke det der ’usselt’ i virkeligheden) så ved alle, at ’tak’ staves ’g-r-a-t-i-s å-r-s-f-o-r-b-r-u-g.)

5. Solarie.
Jeg ved det godt, JEG VED DET GODT!! Det svarer til at indrømme, at man elsker at skyde heroin, og jeg synes OGSÅ, at Anni Fønsby ligner grauballemandens søster. Det er bare så dejlig varmt. Jeg har udholdt et dydigt halvt år i cølibat, men da jeg efterhånden er nødt til at beskytte mine øjne med solbriller, når jeg klæder om for ikke at blive sneblind, kom jeg – ved et frygteligt uheld – til at tage 8 minutter i tirsdag. Og i går. Mine ben er allerede lidt pænere. Farvel fromhed. Goddag skråplan.

torsdag den 15. oktober 2009

Hvis du bliver sur, er det ikke dig, jeg mener.

Det her bliver et af de indlæg, der enten udløser øredøvende stilhed i kommentarfeltet eller får min mailboks til at brænde sammen med vrede hademails.

Inden jeg går videre, vil jeg virkelig gerne understrege, at det her handler om mig. Mig mig mig. Jeg skriver det ikke for at pege fingre, gøre nar eller udstille nogen. Jeg skriver det, fordi der både her på bloggen og på masser af andre blogs derude postes i det uendelige om, hvor svært det kan være at være single, og jeg synes, at det her er en anden, men lige så vigtig vinkel på det.

Og man må gerne gemme det her indlæg i sin mentale hævnæske, og om et år eller halvandet, når jeg kl. 3 om natten kaster op i det uendelige og selv er nødt til at slæbe mit forkvalmede, inseminerede korpus ud efter kokosis, sende en mail, hvori man skriver: ”Mener du STADIG, at det er dig, der har fat i den lange ende…?”

Men når jeg ser mig omkring lige nu, så bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er interesseret i at være nogens kæreste. Min omgangskreds består af ressourcestærke, veluddannede mennesker med karrieren på skinner, der får ønskebørn og bor i labre huse. Jeg vil tro, at de i gennemsnit har kendt hinanden ca. 10 år, så der er ikke tale om barndomskærester, der har kendt hinanden så længe, at de er kommet til at tage hinanden for givet eller bliver sammen af vane; ej heller om mennesker, der er kommet til at sætte filmen på fast forward og har giftet sig, ti minutter efter de har mødt hinanden.

Ikke desto mindre er der tillidsbrud, utroskab og grå hverdag til højre og venstre, og en sørgelig mangel på ømhed og affektion. Jeg hører dem tale til hinanden med ligegyldighed grænsende til foragt, og deres forhold virker mere som anstrengt, påtvunget gruppearbejde, end som en alliance bundet sammen af kærlighed.

Jeg VED godt, at ingenting i livet er gratis, at der er kriser i alle forhold og at der kan findes lige så mange grimme ting at sige om at være single. Jeg ved godt, at der også er gode øjeblikke, og at nogle mennesker får det til at fungere. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at de tilhører undtagelsen mere end reglen.

Jeg ved i det mindste, hvad jeg har at gøre med. Jeg har ikke både arbejdsbyrden OG en skuffelse på størrelse med Alaska over, at min kæreste ter sig som en 3-årig, og forventer, at jeg står for alt det huslige. Jeg kan koncentrere mig om de ting, der skal gøres i stedet for først at være ved at gå til i frustration over, at han for helvede ikke tager noget som helst af sig selv, forsøge ved tankens kraft at få ham til at regne ud, at opvasken ikke bare fordamper, for så endelig at give op og gøre det selv, martyr-style.

In all fairness er der to ting, jeg som single savner: Regelmæssig sex med en, der kender mig og min krop, og fornemmelsen af, at det er os imod dem. Men helt ærligt: Det lyder ikke, som om de to ting kan overleve børnefødsler og mandag på mandag på mandag. Og så er jeg ved at være ude i, at hvis jeg alligevel må tage til takke med maskinparken eller gartneren, og jeg 80 % af tiden kun har mig selv at regne med, så kan jeg sgu ligeså godt betræde slagmarken alene.

Min hær tæller kun en soldat. Til gengæld ved jeg, at jeg altid kan regne med den.

onsdag den 14. oktober 2009

Måske man bare skulle forwarde dem som svar, næste gang nogen spørger, hvorfor man ikke har en kæreste?

Jeg har været i gang med at rydde op på min computer, og under udrensningen er jeg faldet over en del gamle mails.

De sidste mange år har flere af mine forhold for en stor dels vedkommende pga. job og bopæl bygget på elementer af langdistance - hvilket er en fin måde at forlænge et forholds levetid på, men til gengæld godt kan give bagslag rent kommunikationsmæssigt. Hvor man normalt er velsignet med en hjerne, der barmhjertigt bortredigerer billede og lyd af hysteriske anfald og anden uklædelig adfærd, giver elektronikken i disse tilfælde mulighed for at gå tilbage og læse sig selv for fuld udblæsning, helt, helt ucensureret.

Og det er sjovt!(-ish) For mange af de famøse mails kan jeg faktisk godt huske, at jeg har skrevet. Eller.. Lad mig omformulere det: Jeg kan godt huske, hvad jeg ville have skrevet. For jeg ved, at jeg satte mig til computeren og skrev en sober og rimelig mail, hvori jeg på en assertiv måde gjorde opmærksom på, at der var et par ting, som jeg synes, vi trængte til at snakke om. Men cyberkriminalitet og hacking er åbenbart det nye sort, og jeg finder det direkte uhyggeligt, at et småligt, psykisk nedsmeltet menneske, der råber mere, end hun taler, sidenhen har været inde og fucke med mine mails. Rimelighed og hensyn: Delete. Trusler, store, verbale armbevægelser og skæld ud ad libitum: Insert.

Når jeg læser svarene, kan jeg se, at jeg har kendt nogle meget tålmodige mænd. Specielt er der point til ham (med det udprægede dødsønske), der lakonisk spørger:

”Er der virkelig allerede gået en måned igen?”

tirsdag den 13. oktober 2009

Og får madforgiftning og fnat fra madrasserne.

Noget af det allerbedste ved at skulle på ferie er, at det irriterer alle andre. Det er lige før, at deres misundelige skulen vejer op for pakkehelvedet, bør-man-egentlig-veksle-til-noget-udenlandsk-valuta-spekulationerne (med underspørgsmålet: Præcis hvor meget til grin bliver man, hvis man går i banken og beder om lokale sedler, og feriedestinationen sidste år blev medlem af EU med dertilhørende fælles monetært fodslag, da man vendte ryggen til i 10 minutter?) og forsøg på at fordele indholdet i sine tasker, så man ikke har alle sine terrorremedier med som håndbagage.

Så langt er jeg med. Så langt er jeg enig.

Men kan vi ikke aftale, at man begrænser sin chikane til folk, man kender? Folk, der alligevel skal affinde sig med at følges med en, når man kommer hjem og er belastende solbrun, og kolleger, der ubarmhjertigt skal trækkes igennem samtlige anekdoter om fanTAstiske strande, charmerende indfødte og om hvordan alt frugt og grønt smager HELT anderledes i originalversionen?

For jeg gider altså ikke rigtigt, hvis vi udvider målgruppen til også at omfatte tæt-på-tilfældige mennesker, som f.eks. underboen.

Så kære overbo:

Når du sætter dit ur til at ringe kl. 3.15, fordi du skal op og nå dit fly, så kunne du måske undlade at placere din calypsospillende helvedesvibrator på et natbord af blik? Alternativt: Slå det fra lidt hurtigere? Om natten er tiden lavet af sirup, og 7 (7! S-Y-V!!!) minutter kan virke som længere tid, end det tog at kæmpe sig igennem folkeskolen. Måske du og din kæreste kunne opholde jer i samme rum, når I diskuterer om, om I har husket det hele? MEGET lydt i en opgang, når resten af soundtracket til verden er slukket. Og jeg VED godt, at de er rare at gå og pakke i, men kunne man forestille sig – og jeg tænker bare højt nu – at man først tog sine sømbeslåede træskostøvler på, lige inden man skulle ud af døren?

På den anden side: Hvis jeres oplevede kvalitet af ferien stiger proportionalt med, hvor irriterende andre mennesker synes, I er, så bliver det jeres bedste ferie EVER.

(Ps: Jeg håber, at det regner så meget, at I ruster fast.)

mandag den 12. oktober 2009

Has the jury reached a verdict?

We have, Your honor. Med i overvejelserne kom alle jeres gode råd om, at den canadiske gås var overordentlig varm. Svær at cykle i. En magnet for organiseret kriminalitet.

Så der blev voteret, og valget faldt på denne jakke (og nej, det er ikke mig) :


Som jeg godt synes, at vi lige kan tage et øjeblik til at beundre; ikke mindst fordi den er mit første stykke overtøj i 15 år, som ikke er sort. Jæs jæs. Vi er nogen, der går ret meget rundt på den vilde side. Skal helt tilbage til min henna/Doc Martens periode, hvor jeg begik mig i en blå fjällrävenanorak for at finde mig i andet end sort.

Men altså…

Gåsen er vraltet i hjertet på mig. Og vintrene i Danmark bliver længere og længere. Og det er meget vigtigt ikke at gå og fryse. Man kan få blærebetændelse, bihulebetændelse, lungebetændelse, hjernebetændelse og pest af at fryse.

Så…

Jeg må få dem begge! Hurra!

Nu mangler jeg bare at finde ud af, om den skal bestilles hos Den Hemmelig Indkøber, om den kan fås i LA (don't ask), eller om min kammerat skal have den med hjem fra sin canadiske skiferie.

Og så er det vel bare et spørgsmål om at huske at hoppe i den grønne, når jeg skal på visit i ghettoen?

søndag den 11. oktober 2009

Hvor er direct marketing, når vi skal bruge det?

Kender I de undervisere, der skælder de tilstedeværende studerende ud, når auditoriet kun er halvfyldt? Selvom vi godt ved, at der kunne sidde en enkelt eller to på rækkerne, som overvejede at blive under dynen, da uret ringede, eller som måske endda var en af dem, der gjorde det sidste fredag, virker det alligevel lidt urimeligt, at man skal have verbale tæsk, når man nu ER kommet.

Samme fornemmelse af ”Hey! Sig det sgu da til DEM!” vækker den nye rygestop-kampagne i mig. Rygere er tilsyneladende ikke bange for at dø, så efter at have opgivet at skræmme nikotintrangen ud af kroppen på dem med ildevarslende budskaber på cigaretpakkerne, er Sundhedsstyrelsen nu gået skridtet videre og har lavet en kampagne, der er så klam, at man nærmest mister lysten til at leve, når man ser den. Hvilket selvfølgelig også eliminerer trangen til at ryge, men alligevel; jeg er stadig sur over, at det også skal gå ud over os, der ikke forpester vores lunger og omgivelser med ildelugtende, toksisk affald.

Da Blogsbjerg har faste læsere i 10 forskellige lande, fordelt på 3 kontinenter (JA! Jeg konsulterede et atlas. Og hvad så!?), og nogen derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, lægger jeg her som en slags ondskabsfuld læserservice linket til kampagnen:

Adforhelvede! (Klik på det lille tv foroven)

Advarsel: Klik IKKE på linket, hvis du lige har spist. Eller planlægger at spise snart. Eller nogensinde igen.

lørdag den 10. oktober 2009

Stormvarsel for 56°35`26"N.

I dag da jeg skulle ind og handle, havde jeg parkeret min cykel under et stort træ. Da jeg kom ud og stod og låste cyklen op, var det ligesom om træet … nøs, faktisk. Afstødte nærmest alle sine blade på én gang.

Så nu er det vel officielt – og MEGET lokalt – blevet efterår.

fredag den 9. oktober 2009

Efter torden kommer regn.

Jeg har aldrig været ked af mit eget selskab. Hvis man ikke ville blive betragtet som sær for at gøre det, ville jeg bruge langt mere tid alene i det offentlige rum, og noget af det bedste ved at være med som tolk på studieture, er at man – helt lovligt – kan gå ud alene, sidde i ophøjet ensomhed med sin bog på pubs, cafeer og restauranter og uden at bekymre sig om, om folk tror, at man er en særling, der har afstødt al menneskelig kontakt, kan tillade sig at operere solo.

Jeg har aldrig lidt af udlængsel på den måde, der gør andre mennesker rastløse og ude af stand til at slå sig ned og falde til ro.

Jeg har til gengæld altid lidt af angsten for at undvære og miste dem, jeg holder af.

Derfor tror jeg ikke, at jeg vil være i stand til at rykke mit liv op med rode og forlade Danmark for good. Jeg er alt for knyttet til alt for mange mennesker, jeg er alt for vild med alle mine jobs, og mine interesser giver mig alt for meget til, at jeg kan vende det hele ryggen.

Men engang i mellem bliver jeg grebet af en næsten desperat trang til at rejse væk; til et år eller to i absolut tystnad. Det skal være et sted, man kan køre til, for jeg elsker virkelig at køre bil. Allermest om natten. Og det skal være et sted, hvor jeg kan få lov at sidde lidt på kanten af det hele; iagttage uden at deltage. Der må gerne være varmt, og man skal helst kunne gå uden sko fra februar til november. Jeg ved, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke kan få lov at bruge mit hoved, så jeg skal ikke plukke appelsiner eller passe børn. Jeg tænker Toscana eller en lille by i det sydlige Frankrig, hvor kaffen er stærk og vin er noget, man henter i 5 liters plastikdunke på châteauet i dalen ved siden af. Et år eller to med gyldent lys, varme farver, en duft af lavendel og god tid.

Er der ikke snart nogen, der hoster op med den bogkontrakt??

torsdag den 8. oktober 2009

Baby, it’s cold outside, Vol. II.

Nå. Men efter at have prøvet alt i overtøj fra Bruuns Bazaar, H&M, Vero Moda, Malene Birger, Fransa, Soaked, Noa Noa, In Wear, Modström, Gina Tricot kom jeg – ved et frygteligt uheld og i ren desperation – til at prøve den her.


Og den var selvfølgelig sygeligt lækker. Og lang nok på ærmerne. Og dejlig varm.

Men altså.

* Er vi virkelig ude i, at jeg skal have en dynejakke? Det har jeg ikke haft, siden jeg var 5.
* Ser jeg fed ud i gås?
* Har jeg 5000 kroner, der står vinterjakke på?
* Magter jeg at leve med risikoen for pludselig at stå i bomuld og gåsehud, når Canada Goose banden har rullet mig for mit overtøj på åben gade?
* Er det lidt overkill at være klædt på til polarekspedition, når temperaturen aldrig falder til under frysepunktet i DK? (Med tillægsspørgsmålet: Kan jeg præstere at komme ud af døren til tiden om morgen hele vinteren, så jeg ikke bliver dampkogt i skidtet efter en stående sprint op af ringgaden?)
* Urban outdoor-Linda? Godt nok?

onsdag den 7. oktober 2009

Så lærte man dét.

De sidste to dage har jeg siddet med som den ene halvdel af ansættelseskomiteen på mit job, fordi jeg er tillidsrepræsentant. Det har været sindssygt spændende at være med til at sætte så markant et fingeraftryk på sin arbejdsplads, men sgu også lidt angstprovokerende at være med til at ansætte sin egen chef.

Det eneste jeg ikke brød mig om, var fornemmelsen af at skulle være med til at afgøre skæbnen for mennesker, som finanskrisen har sparket i ansigtet og taget røven på. Det var ikke ret rart at sidde overfor mennesker, der i uddannelse og alder var mig langt overlegne, som var så nervøse, at de havde udslæt og tics; som sad og forsøgte at holde fast i deres værdighed og ikke virke alt for meget som om, de virkelig, virkelig havde brug for det her job.

Men det var en super fed oplevelse, og hvis jeg engang skal ud og søge job igen, har jeg i hvert fald lært nogle ret vigtige ting af at sidde på den anden side af bordet. Og hvis man har, skal man dele, så hermed mine nyvundne erfaringer givet videre i punktform:

* Så lav dog en ansøgning, der skiller sig ud, menneske! Efter 1.000 ansøgninger har hvidt A4 papir med overskriften: ”Vedrørende Deres opslag på jobindex” i Times New Roman, skriftstørrelse 12, en tendens til at flyde lidt sammen.

* Billede: God ide. Billede på CV: Dårlig ide. CV’et er altid gemt bag ansøgningen, hvilket betyder, at man glemmer det, så snart man har bladret forbi det.

* ”Jeg er god til at holde mange bolde i luften – og gribe dem igen” er ikke så unikt et udtryk, som (usandSYNligt!) mange ansøgere forestiller sig.

* Det er en dårlig ide at komme en time for tidligt til samtalen.

* God ide at huske at komme til samtalen, dog.

* Lad være med at forsøge at gætte, hvad dem, du sidder overfor gerne vil høre. Giver et mærkeligt, bløddyrsagtigt indtryk.

* Sværg ved alt, hvad der er dig helligt, at du aldrig, ALDRIG mere til spørgsmålet: ”Nævn en af dine svage sider” svarer: ”Det er nok, at jeg er perfektionist”.

Nu håber jeg så bare, at vi har truffet de rigtige valg.

tirsdag den 6. oktober 2009

Det er ikke det, du siger.

Her i huset har vi den grundregel, at vi ikke lyver mere end højest nødvendigt. De små hvide, der får hverdagen til at fungere, og betyder, at man ikke skal fare rundt som en omvandrende træningslejr i assertion, er der grønt lys for. Vi har det en lille smule sværere med fortielser; de kan gøre rigtig ondt, hvis man på et tidspunkt får kendskab til dem, for de føles som løgne eller små beviser for, at et andet menneske ikke har følt tillid nok til en til at fortælle sandheden, men vi anerkender også, at vi trods alt ikke har krav på aktindsigt i alle andres liv, og vi prøver at holde os for øje, at vi selv gør brug af dem i særlige situationer.

De skærpede omstændigheder opstår, når man spørger direkte - og bliver løjet lige op i ansigtet. Det er jeg ikke ret vild med, og derfor er jeg rigtig træt af, at min veninde har gjort det.

Jeg kan sagtens se, at hun har en masse at tabe ved at være ærlig, men jeg havde alligevel troet mere om både hende og vores venskab end det. Ikke mindst fordi jeg, da jeg spurgte, gjorde det meget klart, at der var frit lejde: Jeg lovede ikke blive sur, ligemeget hvilken facon sandheden havde, men jeg havde hårdt brug for at kende den, så den ikke på et senere tidspunkt eksploderede op i ansigtet på mig. Sandheden fik jeg sidenhen, et andet sted af en anden person, og beklageligvis stod den i skærende kontrast til hendes svar.

Hun ved ikke, at jeg ved det, og selvom det er længe siden, jeg fandt ud af, at hun har løjet for mig, har jeg ikke konfronteret hende. Jeg kommer heller ikke til det. Jeg er ikke interesseret i at høre forklaringen, for den er ikke vigtig for mig. En undskyldning kan jeg heller ikke bruge til så meget. I min bog er der nogle ting, venner bare ikke lyver for hinanden om. Og hvis de alligevel gør og jeg finder ud af det, må jeg konstatere, at det ændrer mit syn på personen og vores venskab for altid.

mandag den 5. oktober 2009

Der blev jeg godt nok glad!

Har jeg fået sagt, at jeg har verdens sødeste læsere? Nej? Nå, men det har jeg.

Faktisk føler jeg, at det kan være lidt svært at fremhæve nogle frem for andre, for det kommer hurtigt til at virke, som om jeg fisker, eller som om jeg ikke sætter pris på de trofaste læsere, der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som har hængt på fra den spæde start. Nogle kommenterer flittigt på bloggen, mens andre sender mails eller kommenterer live. I dag fik jeg f.eks. tilbudt kvalificeret hjælp til at finde en vinterjakke af en af mine læsere i fitnesscentret – hvilket jeg er inderligt taknemmelig over. Hver eneste af jer bidrager til bloggens eksistensberettigelse; I gør den levende, og til noget, jeg bliver klogere af at skrive.

Alligevel er der en derude, som jeg har lyst til at rette en særlig tak til.

Her til aften ringede det på min dør. Udenfor stod en pige, som jeg kender perifert, og først kunne jeg slet ikke lige finde ud af, hvad hun lavede i min opgang. Troede at hun var gået forkert, faktisk.

”Jeg ville egentlig bare lige give dig den her” sagde hun og gav mig en pose (mens hun barmhjertigt lod som om, hun ikke lagde mærke til, at jeg lignede et kæmpe spørgsmålstegn.) ”Jeg læser med på din blog, og jeg er vild med den. Det havde jeg bare lige lyst til at fortælle dig.” Inden jeg nåede at sige andet end et betuttet "tak", var hun væk igen.

I posen var der chokolade, vin og det pæneste brev, jeg nogensinde har fået, hvori hun skriver, hvorfor hun læser med på bloggen, og jeg blev simpelthen så rørt og taknemmelig. Tænk at hun har sat sig ned og formuleret, hvorfor bloggen giver mening for hende, har købt en gave til mig og – live! – er cyklet forbi for at give mig den.

Det synes jeg simpelthen er så stort.

Så Ditte – den her går ud til dig. Af hele mit hjerte: Tak!

søndag den 4. oktober 2009

DSB - nu med humor.

I dag har været en af de mærkelige dage, hvor minus og minus giver plus. Skulle lave kursus i Middelfart (hvilket har betydet, at jeg de sidste 3 dage har haft ordet 'Middle-Earth' kronisk på hjernen. Meget irriterende, my precious!), og da jeg ankom kl. 8 i morges, var der INTET, der fungerede. Defekt headset, et anlæg der ikke ville spille, ingen kursusleder og alt for mange deltagere på alt for lidt plads. Alligevel endte det med at blive en fantastisk dag og et af de bedste kurser, jeg har kørt.

Da jeg skulle hjem, var mit tog forsinket, men toget før det var endnu mere forsinket, så det passede med, at jeg kunne hoppe på og stadig være 10 minutter tidligere hjemme.

Og så:

"Dette er jeres om ikke af udseende, så af kropstemperatur hotte steward. Om et øjeblik kommer jeg rundt med salgsvognen igen. Husk nu at flytte fødderne. Som tidligere nævnt er vognen tung, og jeg viser ingen nåde."

Fuck, jeg grinede!

Nu sidder jeg her i mit elskede, stille og dejligt varme hjem. Udenfor blæser det mæ hælve te, men jeg har stearinlys, kaffe og 40 hættetrøjer.

Og så meget feber, at jeg faktisk ser solbrændt ud.

lørdag den 3. oktober 2009

Baby, it’s cold outside.

Når jeg engang bliver meget rig, har jeg tænkt mig at ansætte to personer:

1) En, der kommer og gør mit badeværelse rent en gang om ugen (HADER at gøre badeværelse rent. Hvor kommer alt det fnuller fra, og hvem ER det, der fælder så sindssygt??) og
2) en personlig shopper, der udelukkende skal stå for indkøb af jeans og overtøj.

Sidste år i februar smed jeg min vinterjakke ud. Den var allerede en sæson overdue, og jeg vidste, at hvis den fik lov at gå i soomerhi i mit skab, ville den blive taget til nåde igen i november og tjene som undskyldning for at slippe for at skulle ud og finde en ny. Så jeg var stærk og overskudsagtig (og en lille smule heartbroken, og derfor i gang med at rydde min lejlighed for inventar) og smed den ud.

- hvilket jeg fortryder nu. Bittert. ÅÅÅÅH, hvor jeg fortryder! Har prøvet 4.000 jakker, og jeg må nok desværre indse, at jeg er deform. Tilsyneladende har alle andre mennesker meget kortere arme end mig og enten meget større bryster (hvilket jeg finder relativt usandsynligt) eller meget mindre røv (hvilket jeg til gengæld finder overvejende sandsynligt). Jeg kan vælge mellem at ligne en for stramt indsnørret rullepølse eller en posedame. I begge tilfælde ser det ud som om, jeg har spader monteret for enden af armene, fordi ærmerne slutter 5 cm. for tidligt, hvilket skaber illusionen af abnormt store hænder. (Udløser det tillæg at være den eneste tegnsprogstolk i Danmark, der konsekvent staver med caps lock?)

Suk. Kan man ikke bare tage sin dyne omkring sig, når man går ud? Please?

fredag den 2. oktober 2009

Honey, I’m homo! Men du må ikke sige det til nogen.

I fitnesscentret har min veninde og jeg en fælles kollega, som vi - uden at have snakket om det – begge var sikre på var bøsse. Ikke på den udprægede eller demonstrative måde, men vi var ikke i tvivl. Stor var forbløffelsen derfor hos os begge, da han pludselig begyndte at lægge an på hende. ”Altså, det forstår jeg overhovedet ikke, det her!” udbrød hun en dag, hvor vi drak kaffe, og der tikkede endnu en kæk besked med slet skjulte undertoner ind. ”Han er da bøsse, er han ikke??” Det endte med, at hun til sidst lidt akavet spurgte ham, om ikke hun havde et x-kromosom for meget til sådan rigtigt at fange hans interesse.

”Tror alle i fitnesscentret, at jeg er bøsse da?”
”Øhm ja. Lidt. Er du da ikke det?”
”Jo jo. Men nu har jeg gjort mig sådan umage for at lægge an på dig.”

Nu ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis er alle bøsser, der går rundt med dametasker, stemte s’er og deres seksualitet uden på tøjet, og jeg forstår heller ikke altid, at hudfarve, religion eller seksuel observans kan være så sammenholdsskabende, at alle andre forhold som social baggrund, uddannelse og personlighed bliver ligegyldige, men jeg er nået frem til, at det må være ligesom, når man er på ferie: Hvis vi møder andre lyshuder, når vi svedende slæber os rundt under solen med vores blå øjne og faktor 50, er vi først og fremmest danskere, (Nordmændene og svensken tæller også med som en slags danskere. Lidt handikappede i sprogcentret godt nok, men det er så tæt på hjemme, at det er lige meget: Lyst hår er lyst hår.) og vi finder sammen, fordi vi alt andet lige har mere til fælles med hinanden end med de olivenfarvede, speedsnakkende indfødte.

Og det er ikke fordi jeg synes, at det behøver at være en del af den formelle præsentation (”Hej, jeg hedder Lars og jeg er homo”), men hvis man begynder at snakke mere sammen end bare at udveksle et ’hej’, når man mødes i døren, bliver det på et tidspunkt påfaldende, at man aldrig hører anekdoter om ekskærester, eller historier om forelskelser, byture og one night stands.

Måske er det bare fordi de homovenner jeg har, er nogle ressourcestærke mennesker, der er helt, helt tilbagelænede og bare er det (her ville jeg have skrevet ’helt uden drama’ men det ville alligevel også være løgn) uden de store armbevægelser?

En ting er, at han ikke skilter med det, men jeg synes godt nok, at det er trist, at en mand i midten af 30’erne i 2009 stadig føler, at han er nødt til at prøve at skjule, at han er bøsse.