onsdag den 30. september 2009

Tag en dyyyb indånding. Og pust ud.

Her kommer så det indlæg, som jeg i første omgang satte mig til tasterne for at skrive i går, som ironisk nok er et indlæg, der handler om, at det begynder at lysne i øst. For selvom vi godt kunne bruge Chris MacDonald og et kampråb for tiden, så er det ikke længere helt skidt det hele. I går var nemlig en optursdag på op til flere forskellige områder:

* Jeg var til lønforhandling med den nye chef, og det var en virkelig positiv oplevelse. For det første var det utrolig rart og tiltrængt at høre to af De Voksne sige, at de både har set og værdsat de ekstra kilometer i sprint, jeg har tilbagelagt. For det andet var det fedt at opdage, at min forberedelse til mødet var lige i øjet. Lidt en ud-af-kroppen oplevelse at høre mig selv snakke om skatteregler og sætte tal på min indsats - og virkelig mene det. Og ikke mindst: At turde læne sig tilbage og være stille. Havde frygtet, at jeg ville forfalde til ”aj, men jeg ved også godt, at det er højt sat” modellen, men synes egentlig selv, at jeg slap fra forhandlingen med et godt resultat og æren i behold.

* Senere, da jeg kom på job, tolkede jeg med en kollega, som pludselig og umotiveret udbrød: ”Jeg har faktisk i lang tid tænkt på, at jeg ville sende dig en mail, fordi jeg synes, at du har gjort et vildt godt stykke arbejde som tillidsrepræsentant. Når man tænker på, hvor kort tid du har siddet på posten, er det jo helt vildt, hvad du har fået igennem!” Var nærmest ved at begynde at hyle af taknemmelighed. Og jeg vil gerne understrege, at det her ikke handler om, at ros er min eneste benzin og drivkraft, men efter at have tænkt længe og meget over, hvorfor jeg pludselig har så meget behov for at blive set og anerkendt, er jeg nået frem til, at det handler om, at der er nogle ting og nogle mennesker, jeg har forsømt, fordi jeg har været nødt til at zoome akut ind på noget andet. Det har udløst en dårlig samvittighed, det gør, at jeg nok et usædvanligt stort behov for at høre, at det så rent faktisk gør en forskel for dem, jeg prioriterer.

* Da jeg kom hjem fra arbejde, var der kommet medarbejderblad fra Skanderborg festival. Og der var en, der hed Linda, som havde 5 artikler i. Med billeder til som hun selv havde taget; billeder, som ikke bare fungerede, men som faktisk var gode. Så nu er jeg sådan en, der er udgivet på tryk, hvilket jeg næsten ikke kan få armene ned over.

* Som om alt det ikke var nok, har jeg også udsigt til at blive meget tynd lige om lidt. Det ser jeg frem til. Farvel røv. Farvel lår. Farvel hovedmåltider. Efter besøg i Matas har jeg investeret i så meget energi og overskud i pilleform, at jeg ikke længere vil være i stand til at føle sult.

* Og endelig (i småtingsafdelingen men alligevel) opdagede jeg a) en kongefed trøje fra Amsterdam, som jeg havde glemt, jeg havde købt og b) to iskolde dåsecolaer i køleskabet (lider stadig lidt af det der tørst.).

Det begynder stille og roligt at ligne noget igen.

tirsdag den 29. september 2009

My house – my rules.

Der findes nogle bloggere, som når de får en træls kommentar, giver den pågældende læser ret; måske fordi de er bange for at fremstå som unuancerede eller for at miste læsere.

Dem er jeg ikke en af.

Så når jeg kommer hjem til: ”Kæft, hvor er du sur for tiden” i mit kommentarfelt, bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver vred.

Lige nu foregår der ret meget i mit liv, der ikke egner sig til at blive blogget om. Dels er jeg ikke superanonym, og derfor er der nogle hensyn, jeg er nødt til at tage, dels er der nogle valg, jeg selv er nødt til at have tænkt igennem, inden jeg er klar til at delagtiggøre andre i dem, og endelig er der nogle issues, der er så private, at de er uinteressante for alle andre end de nærmeste. Så ja. Det er lidt op af bakke i tiden. Og ja. Det kan ses på bloggen.

Men lad mig lige opridse grundreglerne igen: Min blog er min. Mit fristed; min ventil. Jeg er glad og taknemmelig over, at der findes mennesker derude, som har lyst til at følge med i, hvad jeg tænker og laver, og min måde at sige tak på er, at jeg prioriterer at lægge et eller andet op hver dag, så der er noget nyt til dem, der bruger tid på at klikke ind forbi.

Jeg vil aldrig nogensinde dikteres, hvad jeg må skrive om, eller hvordan jeg skal skrive om det. Hvis man gerne vil læse om solskin og kattekillinger, findes der masser af glimrende blogs derude, som bare venter på at blive læst. Har man lyst til at læse med her, er det fint, og man mere end velkommen.

Men det er, som det er. Take it or leave it.

mandag den 28. september 2009

Top 5

over folk, der skulle have en lammer og bindes til en stol i et rum, hvor Mark Johnsons nye cd kørte på repeat:

1) Folk, der siger ’egentaget’ i alle deres sætninger.

2) Mark Johnson. For det være fordi, han ikke selv har hørt, hvor træls det lyder, når han siger: "Bawler"

3) Den ansatte på teknisk forvaltning, der har besluttet, at mandag morgen kl. otte er det HELT rigtige tidspunkt at feje og asfaltere ringggadens cykelsti.

4) Folk, der sætter sig bag én i et auditorium og snøkker op hvert. 30. sekund en HEL formiddag. (GRRRRR!!!!!)

5) Folk, der skriver deres opdateringer på FB på islandsk og færøsk. Hvad fander er ideen med opdateringer, hvis de er krypterede!?

søndag den 27. september 2009

Hvor godtfolk er... Eller det der.

Jeg har fået ny over-overbo; en ældre, meget energisk kvinde i ergonomisk korrekt fodtøj, der ejer en frygtindgydende mængde polyestertøj i støvede blå og beige nuancer.

Indtil nu har vi bare nabo-nikket, når vi har passeret hinanden på trappen; kølig, dansk distance som vi kender og elsker det.

Det sluttede i går.

Kom hjem fra træning, og stod og forsøgte at få min cykel til at holde balancen, mens jeg afmonterede 2 Føtex poser, min træningstaske og en pakke toiletpapir (med faretruende lavt blodsukker, I might add) (altså mig. Ikke toiletpapiret), da yderdøren pludselig blev flået op.

Har du noget vinduesrens!?

Øhh..? Altså sådan lige her, eller..?

Nej, men så er jeg fri for at skulle op på fjerde og ….. laaaaaang historie om noget housewarming og hvordan hendes veninder jo helst ikke skulle tro….. at jeg er flyttet ind i det RENE slum! anklagende blik. Jeg har i øvrigt fjernet en MEGET stor edderkop, den største jeg har set i hele mit liv LIGE over din dør. Den var KÆMPESTOR! hjælpsom illustration af størrelse med brug af begge hænder.

På det her tidspunkt står jeg stadig uden for min ejendom med tasken på ryggen, visne hænder pga. indkøbsposerelateret aflukning af blodtilførsel og holder min cykel med den ene fod. Er på nuværende tidspunkt en mærkelig blanding af irriteret og skrækslagen.

Jeg fjernede den med den her støvkost op i ansigtet på mig men der er stadig en MASSE spindelvæv over din dør din sjuskedorte!-mimik Men havde du noget vinduesrens?

Nej. Men jeg har sprinklervæske. Og stor lyst til at blive ladt i fred.

Sprinklervæske!?? Nej, dét tror jeg ikke, at man kan bruge! Kan du se? Der. Spindelvæv. Masser af det. Nej hov! Der sidder en edderkop mere! Nå da! Nå, men har du?

Jeg har sprinklervæske, og det virker. Det er et trick, jeg har lært at min bedstefar, som er en klog mand med en meget praktisk tilgang til livet, og du må gerne låne det. Du må få det. Hvis du bare vil gå væk væk væk og tage hele din nyfundne samling af 6-benede, lodne venner med dig.

Mens jeg står og roder i bunden af mit kosteskab efter rengøringsremedier, kan jeg pludselig høre hende hamre løs i min dørmåtte med sin støvkost.

For søren da!! Ja, jeg ragede den lige ned, og det var en hurtigløber, skal jeg love for!! Men jeg fik smasket den. Se! Der. I din måtte. *brækspasme!* Er der noget på kosten? Op i ansigtet på mig med den. Igen. Hvor mange gange kan det ske for en person på 5 minutter?

Du får tusind kroner OG 3 liter sprinklervæske, hvis du går op til dig selv.

Hvorfor flytter den slags altid ind, hvor jeg bor?

fredag den 25. september 2009

Rettidig omhu, bitches!

I tilfælde af at I derude skulle have besluttet jer for, at jeg er et relativt sympatisk menneske, kommer her et af de indlæg, der kan give anledning til at drage den modsatte konklusion.

Her til aften, hvor jeg ved en forfærdelig fejl *ahem* kom til at se Talent 09, sagde Hella Joof noget om de to formidable dansere Nelly & Eva:

”De er så dygtige, at de får det til at se let ud – og derfor kan jeg være bange for, om folk måske ikke opdager, hvor talentfulde de er.”

Nu synes jeg så også, at de er så seje, at jeg næsten begynder at tude, når jeg ser dem, og så god er jeg sgu ikke til noget, men jeg kan bare sagtens sætte mig ind i, at folk tror, at man er kommet sovende til de gode resultater, fordi man har øvet sig så meget, at man får det svære til at virke nemt.

Flere gange på det sidste har jeg oplevet at have knoklet røven i laser, og når resultatet så bliver fremvist, er folk sådan lidt: ”Nå ja ja, fint nok, men du er jo også sådan en, der har nemt ved alting.” Øh nå!? Så prøv du! Jeg bliver sgu så sur, når de får det til at lyde som om, jeg bare har brugt min computer som hovedpude, og næste morgen er indholdet så på magisk vis sevet ind i min hjerne.

Min arbejdsmoral og samvittighed er venligst udlånt af A.P. Møller-Maersk Gruppen, og når det færdige produkt sidder lige i skabet, så er det fordi, jeg har brugt 278.000 timer på at forberede mig.

Og jeg er lidt træt i de her dage, så jeg orker ikke så godt, hvis nogen lægger en kommentar om, at jeg selv vælger, hvor højt jeg sætter overliggeren. For jeg ved det godt, og I har ret.

Men indeni er jeg ind imellem 4 år gammel: Jeg vil jo for fanden bare gerne klappes på hovedet og ha at vide, at jeg er dygtig.

torsdag den 24. september 2009

For det kan ikke passe, at det er 8 år siden, vel?

I dag har jeg været på opgave i nærheden af, hvor jeg læste til tolk, så for første gang i meget, meget, MEGET lang tid, cyklede jeg den vej, som jeg har frekventeret hver eneste dag i 4 år.

Det er 10 minutter siden, jeg blev færdig med at læse, men jeg skal da lige LOVE for, at kommunen har udnyttet tiden. Det fesne kloakdæksel, der tidligere tjente som rundkørsel, er forsvundet under hvad jeg bedst kan beskrive som et cirkulært skovområde med en radius på omkring 1000 meter og gode muligheder for trekking. Min gamle pedelmedhjælperarbejdsplads Teknisk Skole må se sig slået af Tysken; jævnet med jorden og erstattet af gigantisk Lidl med 1000 dertilhørende parkeringspladser. Den ramponerede knaldhytte, der dengang fungerede som kollektiv for 12-15 autonome og deres cykler, er forvandlet til vandskuret ligusteridyl med dobbeltsidet carport og happy hour på stationcars.

Og når man bor i Århus og ved, at kommunens foretrukne arbejdstempo kan virke hypnotisk, hvis man glemmer at blinke, kan man desværre godt regne ud, at man nok ikke er helt så nyuddannet, som man godt kan lide at forestille sig.

tirsdag den 22. september 2009

(Næsten) Alt om din mor.

Jeg har feriebarn i disse dage: Min Holstebro-hi-jackede veninde, som jeg har kendt i 15 år, og boet med i 4, er lige gået på barsel, og har derfor tid til at komme over og lege med mig.

I love it. Når man har boet sammen i fire år, er det fantastisk så hurtigt man falder tilbage i rutinerne, og med graviditetsrelateret undtaget indtag af den ellers så obligatoriske rødvin, er det fuldstændigt ligesom dengang.

Hun er et af mine absolutte yndlingsmennesker. Kæft, hvor har vi spillet meget trivial pursuit og båret mange branderter hjem gennem både Esbjerg og Århus. Tudet og grinet og været frustrerede og forelskede. Vi har haft de sygeste naboer, de mærkeligste forhold og de klammeste udlejere, og der har været fester, seriesøndage og uhyrlige mængder af kaffe og slik. Vi kender hinandens familier og historier – og hemmeligheder.

I disse dage er det en lille smule mere behersket og koffeinfrit, men det er stadig skidehyggeligt at sidde og blive enige om, at samtlige mandlige værter på TV-Avisen ligner resultater af en tysk afgangseksamen i føn, og at det er ubegribeligt, at der stadig er nogen, der stiller op til – og ser – Vild med Dans.

Om lidt er hun nogens mor, og det er det vildeste i verden. Jeg glæder mig allerede, til jeg om nogle år får mini over på ferie – om end jeg nok lige skal have Forsvaret til at gå en tur over billederne og historierne med den sorte tusch og slettelakken.

mandag den 21. september 2009

Hvis nogen råber, at Beyonces blog er bedre end min, er der tæv!

De to dejlige damer Citygirl og Anna har været så søde at smide The Most Awesome Girl-awarden efter mig. Tak for det!

Betingelsen for at modtage denne award er, at man skal skrive 10 ting om sig selv. Som ode til mine trofaste læsere, der hænger på, indlæg efter indlæg, og som derfor efterhånden kender mig bedre, end jeg kender mig selv, har jeg anstrengt mig for at komme i tanke om 10 spritnye oplysninger. *et sus går gennem forsamlingen* Here goes:

1) Jeg synes, at en tegning virker ufærdig, hvis der ikke er gult på den.

2) Når jeg bliver meget bange eller forskrækket, holder jeg mig for ørerne.

3) Som barn fik jeg fjernet polypper TO gange. (Vi er bare nogen, der ikke kan lade være med at konkurrere.)

4) "Slap af/tag det nu roligt" er to sætninger, der med 1.000 % sikkerhed får mig HELT op i det røde felt.

5) Jeg har altid lakerede tå-negle, en ny farve hver uge.

6) Jeg synes, at heste er pisseuhyggelige.

7) Min første tanke 9 ud af 10 morgener er: "I aften går jeg altså tidligt i seng!"

8) Jeg slæber nogle ting med mig i bagagen, som jeg har mørklagt så effektivt, at der er hele perioder af mit liv, jeg ikke kan huske.

9) Beklageligvis er min gøglerperiode ikke en af dem. Der var stepdans, hennahår og medlemskab af både Greenpeace og Amnesty International.

10) På en gennemsnitsuge:
- læser jeg en bog
- drikker jeg 48 kopper kaffe
- skriver jeg 9 blogindlæg
- cykler jeg 50 km.
- underviser jeg 3 gange
- træner jeg 10 timer
- siger jeg "Fuck!" 1.400 gange

Så! 10 ting. Tror nok lige, at der er fyldt så meget action på nu, at vi er mange, der får svært ved at sove.

Men inden vi lader månen og stjernerne tage over, så vil jeg gerne sende awarden videre:
Lene, Stine, Anne, Thomas og Suzi. Værsgo. Fordi I er nogle af de bedste, jeg ved.

søndag den 20. september 2009

www.fuckingkliché.com

Jeg er ved at udvikle en ny teori om, hvorfor ældre mænd går efter yngre kvinder. Min spirende mistanke går på, at det måske ikke så meget handler om en krop uspoleret af tyngdekraften som det handler om et sind uspoleret af kynisme og erfaring. Kvinder på 21 er bare en del nemmere at snyde end kvinder på 35. (Det gælder selvfølgelig ikke mine læsere på 21. Det er de andre 21-årige, jeg snakker om.)

Min veninde, som først nys er begyndt at date igen efter 6 måneder i natostilling af sorg over ekskærestes exit, kom forleden og fortalte, at hun nu endelig havde mødt en, som hun var oprigtig interesseret i. Jubel. Der var lange udstrækningsseancer i fitnesscentret. Der var fællestræning. Der var flirt og fysisk kontakt. Eneste hage var, at min venindes veninde tidligere har været der (fik i den forbindelse en forfærdelig tanke: Når min omgangskreds begynder at formere sig, vil der altså være flere børn, hvis fædre har været sammen med flere af mødrenes veninder. Tænk hvis det samme gælder for vores forældre *fysisk-dårlig-smiley*), og dengang brillerede han med at vise sig at have en kæreste. Men vi blev enige om at lade tvivlen komme ham til gode: Det er mange år siden, vi begår alle fejl, vi bliver alle klogere, blablabla.

Og så – på 4. date:

”Ja, jeg bor jo godt nok sammen med min kæreste, men det går ikke ret godt. Hvordan har du det med det?”

WTF!?

AJ, men helt ÆRLIGT!!! Sig det sgu da fra starten, hvis din agenda er, at det bare skal være sex, så hun har en reel mulighed for at tage stilling til det, hun bliver tilbudt! Lad være med at rende rundt og spille tilgængelig!

Nå, men som hun selv siger: Der har man jo ligesom været flere gange, og selvom man bliver kortvarigt gal, så ER det altså ikke noget, der får verden til at styrte i grus. Skrid pom frit, og lad endelig døren ramme dig i røven på vej ud.

Nu bliver hun så nærmest elektronisk mandsopdækket. Han vil gerne vide, om hun "er ok?” Betænksom fyr. Og han synes, at hun er forfærdelig sød, og vil så gerne, at hun ”lukker ham ind i sit liv.” Hvad kæresten formodes at lave, mens han står og flagrer i andre dørsprækker, melder historien ikke noget om.

Jeg synes faktisk ikke, at vi er nogle kyniske kællinger, men vi ER nok blevet sværere at imponere, fordi uskylden efterhånden er læderet af de mange sammenstød med løgne og tilpassede sandheder. Og for hver selverhvervet erfaring, man har gjort sig, er der ti til låns hos veninderne.

Som 21-årig kan man stadig overbevises om, at det er bedst at holde skodderne lukkede og gardinet trukket for, da porøse facader og skrøbelige undskyldninger ikke bør udsættes for direkte sollys.

Vi andre gamle krager har lært, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, der er noget i vejen med.

lørdag den 19. september 2009

Mekaniker med magiske evner søges.

Jeg lider af valg-angst. For mange tilbud gør mig nervøs, og jeg er altid sikker på, at alle andre er bedre til at træffe kvalificerede beslutninger end mig, fordi de får øje på fælder, detaljer og sammenhænge, jeg ikke ser. Heldigvis arbejder jeg meget målrettet, når jeg endelig har lukket øjnene og med rystende finger udpeget mit valg , men for meget forandring har altid gjort mig utilpas, og måske er det derfor, at mit sind lige nu føles som vejret. Solskin og varme det ene øjeblik, morgenfrost og regn det næste. Overalt omkring mig blæser forandringens vinde, og jeg har en fornemmelse af, at det først nu er ved at trække rigtigt op til storm.

På flere af mine jobs er der over de sidste par måneder sket utroligt mange og store forandringer. Selvom det hele på overfladen endelig ånder fred, og selvom der i alle afkroge af organisationerne er hårdt, hårdt brug for arbejdsro, kan jeg alligevel på den dybe rumlen høre, at de tektoniske plader er langt fra færdige med at brydes.

Finanskrisen har ændret spillet, som vi kender det. I første omgang handlede det bare om ikke at blive fyret, og alle klamrede sig til deres jobs og sagde – i en blanding af skræk og taknemmelighed – ja til nye funktioner, flere opgaver og færre ressourcer. Nu er hverdagen ved at sætte ind, og jeg kender så mange, der står op hver eneste dag, og trasker på job, hvor de desperat prøver at slå vand af sten; dygtige, engagerede mennesker, der tidligere brændte for deres jobs, men som nu bare er ved at brænde ud.

I mine overskudsøjeblikke glæder jeg mig over, at så mange faste roller og forældede procedurer redefineres og forbedres. Jeg bliver begejstret ved udsigten til de mange muligheder, og jeg tror optimistisk, at vi har redet stormen af og kan begynde at genopbygge en ny og bedre verden.

Men bedst som jeg begynder at vejre morgenluft, kommer der endnu en nedskæring eller opsigelse, der får den skrøbelige konstruktion til at styrte sammen, og vi må starte forfra. Igen.

I mine mørke øjeblikke, synes jeg, at hele verden er blevet sindssyg, og at vi pisker og prygler vognen frem, hurtigere og hurtigere, mens hjulene slingrer, skroget knager og møtrikker og skruer flyver om ørerne på os. I mine mørke øjeblikke spekulerer jeg på, hvordan vi kommer videre, når det endelig lykkes os i blind panik at drive vognen ud over kanten, og den falder ned og rammer rock bottom med et brag.

torsdag den 17. september 2009

Vi lister videre:

Forstår ikke:
* hvorfor det hedder efterRETningstjeneste og plaSTIKkirurgi .
* dem, der vælger at køre rundt med en nummerplade med påskriften ’Vovemod’.

Gider ikke rigtigt være hende der:
* får folk knalde hælene sammen og stå ret, når jeg beder dem om noget.
* løfter mere end drengene i pump.

Gider til gengæld godt være hende der:
* får ting til at ske.
* skal sidde i sofaen med dyne og overnattende feriebarn et par aftener i næste uge.
* må drikke rødvin både i aften og i morgen aften.

Er stolt af at kende ham her:
http://blog.politiken.dk/verden/2009/09/17/mens-vi-venter-pa-den-olympiske-ild/

Er til gengæld ikke længere ret stolt af at dele fag med ham her:









Er glad for:
* at jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skal på rus-tur.
* at jeg aldrig mere skal tage kørekort og udholde 2 afteners teoriundervisning om ugen.
* at jeg ikke skal sove i telt i nat.

Farvel sommer. Kommer til at savne:
* klip klappere.
* kold hvidvin.

Kan det virkelig passe:
* at vi snart skal have handsker på om morgenen?

Færdiggør sætningen ”skinhellighed er…”
* når Thøger forsøger at kamuflere grådighed som 'hensynet til offentlighedens interesse'.

Kan ikke hidse mig op over:
* at Anja Andersen har lagt an på en 19 årig. Hun er jo en mand, for fanden.

onsdag den 16. september 2009

Seriøst?!

Noget af det mest trælse i verden er at skrive ansøgninger, synes jeg. Man skal sælge sig selv, man skal demonstrere kendskab til firmaet, man søger hos, og man skal på en eller anden måde have overbevist den forhåbentligt kommende arbejdsgiver om, at erfaringen med at bygge burgere og vaske gulve gør én til et uundværligt asset for virksomheden. Det kræver snilde og opfindsomhed, og er noget, man nemt kan pusle med i flere uger; i hvert fald hvis man er interesseret nok i den ledige stilling. Den færdige ansøgning skal jo helst være perfekt.

Eller … det troede jeg.

For nu sidder jeg med en stak ansøgninger til en stilling, som burde tiltrække folk, der lever af at sælge sig selv. De fleste af dem prøver. Mange slutter med at skrive, at de ’glæder sig til den uddybende samtale.’ Der er heldigvis nogle gode imellem. Men der er fandendansme også mange, jeg har lyst til at returnere med en post-it med påskriften: ”Try HARDER!!”

Nå. Det gør det da i det mindste nemmere at vælge ud, hvem vi skal kalde til samtale. Hvis man i disse finanskrisetider ikke engang gider gøre sig umage med at give et godt førstehåndsindtryk, når man søger en superfed stilling med masser af mulighed for indflydelse, så har man bare ikke rigtig fortjent chancen for at uddybe, vel?

tirsdag den 15. september 2009

Uærlig reklame!? Hvor GROFT!!

Skal love for, at der er gang i de store armbevægelser på nettet i disse dage. Karen-videoen er trukket tilbage, og forsvaret prøver af al magt at forhindre udgivelsen af Thomas Rathsacks' bog.

Jeg har ikke gået til mørklægning, men jeg har faktisk gået til markedsføring, og der er ikke noget, der skaber så meget hype og fokus som forsøg på at censurere og hemmeligholde.

Og det skal du simpelthen ikke bilde mig ind, at VisitDenmark ikke har regnet ud. Nogle er sindssygt forargede over, at et statsstøttet foretagende laver den slags. Til det har jeg kun at sige, at jeg ville ønske, at flere institutioner med staten i ryggen, udviste samme økonomiske mådehold og snilde: Hvad har det kostet at lave den video? En 20’er? Noget i den stil. Og nu taler ALLE om den, og dermed VisitDenmark. ”Jamen det påvirker udlandets syn på os!” hører jeg nogen jamre. Har I nogensinde set 17-årige danske piger på Sunny Beach eller Calella? Ikke just kendte som de rigide snerpers land i forvejen, are we?

Det her er planlagt ned til mindste detalje, og jeg er overbevist om, at det er helt indkalkuleret, at nogen skal tro, at de har ’afsløret’ videoen som falsk. Hvis ikke, ville det aldrig være kommet frem, at det var VisitDenmark, der stod bag - og det havde der ikke været meget reklame i. Vi opfører os ganske enkelt så forudsigeligt, at det kan bruges som strategi.

Og så er vi nogen, der blogger om dem, der blogger om at være dem, der har opdaget, at de andre bloggere har ladet sig snyde. Omtale, omtale, omtale.

Jeg synes, at det er mesterligt lavet.

Samtidig kører hele debatten om jægersoldaten Thomas Rathsacks bog 'Jæger - i krig med eliten'. Nu er det jo nok ikke mig, der udgør den største trussel mod rigets sikkerhed, og dermed formentlig ikke mig, de forsøger at forholde muligheden for at læse den; men inden forsvaret begyndte at lege Den Spanske Inkvisition, havde jeg aldrig hørt om bogen eller overvejet at læse den.

Det skal jeg HELT sikkert nu.

Om ikke andet, så for at finde ud af, hvad jeg mener om krigen dernede. For lige nu ved jeg faktisk ikke helt. På den ene side finder jeg det dybt, dybt tragisk, hvad vi sætter til af liv, og jeg gider ikke engang begynde at overveje, hvad man kunne købe af skoleforbedringer og kræftforskning for de penge, vi skyder i projektet. På den anden side er der ingen, der tvinger soldaterne derned, og hvis man er til ekstremsport af den kaliber, må man vel egentlig selv om det? Og så kan jeg faktisk godt lide tanken om, at man ikke bare er fucked, hvis verden vælter, fordi man tilfældigvis er født et sted, hvor månen er monteret vandret på himlen.

Muligvis kan bogen betyde, at vores indsats og dermed mulighed for at hjælpe dernede bliver begrænset. Hvad jeg mener om det, kan jeg jo passende vurdere, når jeg har læst bogen.

mandag den 14. september 2009

Surprise, surprise.

Nå. Men synes lige, at jeg vil følge op på indlægget om (for helvede i satan!!) at blive bedre til at sige nej. For første gang i mit liv gør jeg det faktisk, fordi jeg denne gang selv blev bange for mine reaktioner og min krops signaler.

Det har hjulpet meget at sparre med en af de nyere veninder. Hun er en skarp og empatisk iagttager, som har mindet mig om, at man gerne må takke nej til flere gode råd, uanset hvor velmente de er, hvis man bliver stresset af at føle, at man skal forsvare sin beslutning, når den er truffet. Folk må mene, hvad de vil, men lige nu, lige her, er det støt op eller klap i. Hun har hjulpet mig med at huske, at selvom man ofte er den, der griber og trøster, kan det engang i mellem være nødvendigt at samle alle kræfter og bruge dem på sig selv. Somme tider er det ok at melde ud, at verden lige må klare sine egne problemer for en stund.

På mine jobs har jeg øvet mig på sætningen: ”Det overlader jeg til dig, for det er ikke en del af mit job.” Hver gang jeg siger det, knytter jeg hænderne og holder vejret, mens jeg venter på reaktionen, men til min store overraskelse viser det sig, at de fleste faktisk godt ved, at jeg har ret.

Så jorden kan åbenbart godt rotere om sin akse uden mig ved håndsvinget.

søndag den 13. september 2009

Her er en 50’er til en fadøl. Stik så af med dig.

Ved I, hvad jeg ville hade? At vågne ved siden af en mand, jeg havde knækket.

I går var jeg på Baresso, og ved bordet overfor os sad et par småbørnsfamilier. På et tidspunkt rejste den ene af mødrene sig for at gå op og bestille, og spurgte med Baby Stemmen: ”Hvaskadusåha, hva? Enlillekopkaffeogenlækkerkage? Hva?” Jeg nåede lige at blive forarget over, at hun tilbød et barn på 2½ år kaffe, før det gik op for mig, at det var kæresten, hun spurgte. Kom til at stirre rystet derover, og under det skamfulde ansigtsudtryk, så han egentlig mest af alt ud til at være lettet over, at hun ikke havde dikket ham under hagen eller nevet ham i kinden som en slags finale-ydmygelse.

Hvordan ender man der?

Eller som et af de kærestepar, man ser komme kørende på søndagstur, hvor manden ligner en resigneret livstidsfange, mens kvinden sidder ved siden af med et dominerende ”han er MIN!”-ansigtsudtryk?

Eller i et af de forhold, hvor manden står parkeret i et hjørne i Biocity med ’Hello Kitty!’ tasken knuget i hænderne og ligner en, der har mistet lysten til at leve, mens matronen blander det slik, han må få?

Hvordan kan man have respekt for en mand, man har kuet alt testosteron og modspil ud af? Hvordan kan man have sex med ham?

Jeg vil helt ærligt hellere være alene.

lørdag den 12. september 2009

Det er mig, der har lært CIA-agenterne alt, hvad de ved.

Det er ved at være et stykke tid siden, at nogle af de nærmeste veninder har været involveret i en fitnessflirt. Ikke at det har skortet på gode historier i centret, og der har været rig mulighed for at følge alle forløb på facebook, twitter osv. Sladderen i et center løber så hurtigt, at influenza A godt kan enten pakke sig eller tage noter, og når man først har hørt antydningen af en slibrig historie, skal der ikke mange brikker i form af newsfeeds, fælles ankomster i centret og sambadning i spaen til at udfylde de tomme huller, men det er længe siden, at vi har haft en af vores egne involveret i festlighederne. Det har vi nu, og jeg havde helt glemt, hvor underholdende det er.

I torsdags havde jeg turtelduerne med på min time. Fantastisk at se dem ankomme demonstrativt hver for sig. De manglede bare at fløjte uskyldigt for at fuldende parodien. Derefter fulgte en hel time, hvor de havde så travlt med fnisende at lade som ingenting, mens de hviskede og fandt på den ene tynde undskyldning efter den anden for at røre ved hinanden, at de nærmest glemte at træne. Ikke at det betød så meget. Med den kulør de havde i kinderne, er jeg sikker på at endorfinerne tæskede så hurtigt rundt i systemet på dem, at de forbrændte flere kalorier end resten af holdet til sammen.

Jeg synes, at det er hyggeligt. På den nostalgiske måde. Og jeg kan ikke lade være med at grine lidt ved tanken om de gange, man selv har været der, og helt oprigtigt har troet, at man var indbegrebet af lav profil og diskretion.

torsdag den 10. september 2009

It’s all about love.

Jeg er all for internet, iPods og chatprogrammer, men efter min snak med kærlighedsramt veninde i går, kom jeg til at tænke på, at der er to ting, som fremskridtet snyder forelskede unge for i dag: Kærestebrevet og det mixede kassettebånd.

Når vi skrev kærestebreve var det seancer, der strakte sig over hele dage, fordi vi skulle skrive dem, finde ud af, hvor den udkårne boede, købe frimærker og finde en postkasse. Ca. en million muligheder for at fortryde undervejs, og derfor også så meget desto mere dyrebart, når man fik et. I dag tager det en tusindedel af et sekund at finde hinanden på Arto, skrive XOXO, <} og andre mystiske tegn og forkortelser, som jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke forstår, og trykke på ’send’. Vi andre skamlæste brevene, foldede dem sammen og åbnede dem igen til de var helt møre og blanke. Hvad gør de i dag? Ligger på sengen med computeren knuget til brystet?

Den dag i dag går musik stadig lige i hjertet på mig, men dengang i 80’erne, når man fik et kassettebånd med 16 sange, der alle sammen tydeligvis var skrevet kun for mig (kun for mig), akkompagneret af pick-up knitren og Kim Schumachers milde røst.. Oh smertefulde fryd! De næste mange gange man var til sodavanddisco, kunne man stå med Malibu-tårer i øjnene og savne, når Skid Row fortvivlet sang, om man kunne remember yesterday. I dag sender de en iTunes playliste. Kræver ligesom ikke helt den samme indsats, vel?

Ved nærmere eftertanke bliver jeg i tvivl om, om det er den teknologiske stenalder, hårdt arbejde eller min egen ungdom, jeg savner?

onsdag den 9. september 2009

Alt godt kommer til dem, der venter.

I dag har jeg besøgt en veninde, som har det rigtig svært. Jeg er taknemmelig for, at hun viser mig den tillid, det er at lægge paraderne og fortælle mig om ham, det handler om – og jeg håber, at hun tilgiver mig, at jeg næsten kom til at grine. For det er en af de historier, der virker så umulig og forfærdelig, når man er hovedpersonen i den, men som med 99 % sikkerhed får en happy ending, når helten og prinsessen er færdige med at gå så grueligt meget igennem. Og forelskede mennesker er fantastiske! Hun lider alverdens kvaler (og det skal til både hendes og hans forsvar siges, at det ikke er helt ukompliceret - men det er altså heller ikke uoverstigelige forhindringer, vi taler om her), og jeg er sikker på, at hun ville pantsætte det meste af sit jordiske gods for at slippe for at have det, som hun har det lige nu; alligevel kan hun ikke sige hans navn uden at smile bredt og fjollet.

Jeg VED godt, at det er nemt at være ovenpå, når det er andres liv, det handler om og deres hjerter, der er på spil, men det er altså livsbekræftende at se voksne mennesker blive helt bimse og befippede af kærlighed. Særligt, når det er så indlysende tydeligt, at de skal være sammen. Det bare er et spørgsmål om tid. Og mod.

tirsdag den 8. september 2009

Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen.

Det her bliver en kort blogpost, for jeg har så ondt i armene, at jeg næsten ikke kan løfte dem hele vejen op til tastaturet.

På fredag skal min søde kollega og jeg lave Infernal-pump. (Pump = styrke/udholdenhedstræning med vægtstænger og –skiver, Red.) Han kommer stylet som Paw, og jeg stiller forklædt som Lina. Musikken består naturligvis udelukkende af Infernalnumre, og der er præmier til de bedst udklædte medlemmer. Det bliver skidesjovt.

Når man laver den slags arrangementer, er man altid bange for at komme til at lave programmet for let. Selvom der er dømt gøgl, totalteater og fællessang, vil man trods alt gerne være sikker på, at folk stadig får den træning, de kommer - og betaler - for.

Det resulterer så typisk i, at man kommer til at gå i den anden grøft, og dette arrangement er ingen undtagelse. Har været nede og øve her til aften, og … ja, det er da i hvert fald hårdt nok, blev vi enige om, da vi udmattede lå på gulvet og ikke kunne flytte os uden at starte et lavineskred af smerter.

Så hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg – helt, helt stille og forhåbningsfuldt - sætte mig til at vente på, at mine arme falder af.

mandag den 7. september 2009

Ungdommen nu til dags.

Da jeg var 28, pillede jeg min næsepiercing ud, og efter at have set Madonnas nye musikvideo, er jeg utrolig tilfreds med, at jeg gjorde det. Jeg var ikke træt af den, tværtimod. Modsat min ring i navlen, synes jeg faktisk, at den klædte mig, og min næse havde den helt rigtige facon til den. Men en dag, hvor jeg var i Føtex, kom jeg til at stå ved siden af en dame midt i fyrrerne, der stadig havde ring i næsen, og lige der lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville være sådan en, der virkede desperat efter at være ung med de unge.

Madonna har givet os mange gode øjeblikke foran spejlet med tyl, kohl om øjnene og solosang i hårbørsten. Jeg synes virkelig, at hun er smuk som få, og jeg har været med hende hele vejen. Men det er slut nu, kan jeg mærke. For det er fandme bare for fælt at se en kvinde på min mors alder lave kneppebevægelser med sit udpinte underliv op af mænd, der er 20 år yngre end hende og betalt for at være der, og teksterne er efterhånden så dumme og dåsede, at jeg bliver helt gal over det.

Hvor ville det klæde hende at stå ved sin alder.

Jeg synes, at det er tåkrummende pinligt, når folk klæder og opfører sig, som om, de er 10 år yngre, end de er. Og vi kan godt lade som om, at vi synes, at alle skal have lov til at tage det på, de selv synes er smart, men når en kvinde på 50 stiller til familiefest i en kjole, der er så kort, at hun ligner en, der er kommet afsted uden sin flise, mener jeg altså, at man skal være ualmindelig påståelig for at hævde, at man ikke ser den fælles ”det er hun sgu da ALT for gammel til!” tankeboble, der svæver rundt under loftet.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor jeg synes, at det er så slemt, når folk ikke står ved deres alder. Er det fordi, det er ynkeligt, når man er gammel nok til vide bedre? Fordi det synes som en dårlig ide at forsøge at konkurrere på emballagen, når man har tabt på forhånd og ville klare sig bedre, hvis man promoverede indhold og erfaring?

Måske er det bare fordi, det virker sølle at klamre sig til fortiden, og sender et trist signal om, at man ikke synes, at man har noget at tilbyde i nutiden.

søndag den 6. september 2009

Søndagsheks på listefødder:

Havde glemt:
- Hvor langt, der er til Kbh, når man rejser om natten.
- Hvor råddent hårdt det er at undervise, når man er forkølet og har ondt i halsen.
- At det altid er dem, der har allermindst styr på teorien, der er allermest skråsikre på praksis.

Troede fejlagtigt:
- At man ville have toget for sig selv, når der var landskamp.

Forstår ikke:
- Folk, der holder tale for fødselaren - og kun taler om sig selv.
- Hvordan alt kan være totalt kaos for DSB hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal fra Kbh om søndagen.
- Hvem der under planlægning af frokost til et Boot Camp kursus har tænkt: ”De skal da ha sild!”

Har nu:
- Tilbragt en lørdag aften med at hjælpe sindssyg islænding udtænke genial plan til indsmugling af orkideer i det høje nord. (Hvor man åbenbart kan pushe en orkide for 1000 kr. De er vanvittige deroppe.)
- Fundet nogle ting i min kalender, jeg kan melde fra til, så jeg kan passe lidt bedre på mig selv.
- Fået bekræftet de fleste af mine fordomme om strippere efter at have delt kupé med 8 af dem.
- Tilsyneladende lånt en hoste af 60-årig, cecilrygende fisker ved navn Alfred.

Ville ønske:
- At jeg ikke var så bekymret for min far.
- At weekenden ikke var slut.
- At nogen gad pakke min taske ud og vaske mit klamme tøj.
- At DSB ville forsvinde fra jordens overflade.

Er til gengæld glad for:
- Panodil.
- Mine nye træningsbukser.
- At jeg ikke skal noget som helst næste weekend.
- At jeg er ligeglad med fodbold.
- At jeg ikke er stripper.

Men kan faktisk godt:
- Få lidt ondt af Island.
- Mærke det i maven, når jeg er med til at lave et kursus, som et helt hold af kursister er rasende begejstrede for.
- Lide at bo på hotel.
- Overskue en ny uge.

lørdag den 5. september 2009

Som man råber i skoven.

Hvis jeg nogensinde får mit eget firma, så vil jeg basere al min reklame på resultater af spørgeskemaundersøgelser. For mage til misvisende lort, som man kan få til at vise lige præcis, hvad man vil, skal man da lede længe efter.

Sad i toget i går, da lokofører meddelte, at der om et øjeblik ville komme en interviewer gennem toget og tilbyde nogle af os at deltage i en brugerundersøgelse af DSB. Fik nærmest hugtænder og horn af begejstring over udsigten til ENDELIG at få lov at give igen for de tusinder af gange, hvor toget har været halve timer forsinket, hvor jeg har betalt for pladsbilletter i vogne, der ikke har været koblet på, hvor jeg har købt brugte blade i kiosken, er blevet ekspederet af uforskammede øgler m/k osv.

Ret skal dog være ret, og jeg havde i går fået ualmindelig høflig betjening og toget var kørt på sekundet. (”Kære medarbejder. Vi laver i disse dage en spørgeskemaundersøgelse om service hos vores passagerer. Vi siger det bare… Med venlig hilsen DSB’s Ledelse”) Da jeg er besværet af en overudviklet samvittighed, var jeg lige ved at bide i bordkanten af irritation, da jeg lod øjnene glide ned over spørgsmålene: 19 ud af 20 spørgsmål sluttede med ”- på denne tur.” Det er da totalt snyd!! Véd allerede, at der er udsigt til 2 dobbeltsiders selvforherligelse a la ”85 % af vores passagerer er tilfredse/meget tilfredse med vores service” i Ud & Se i næste måned.

Og spørgsmålene, mand! Jeg er da ligeglad med om dette tog var skæmmet af graffiti. Jeg kan ikke se, om så BÅDE Killroy OG hele hans familie har tagget toget; jeg vil bare frem til tiden. Og rimelig dumt at spørge til togstewardessens udvalg og det elektroniske orienteringssystem i dette tog; det er et regionaltog, for crying out loud. Eller hvad med denne her: ”Hvad er vigtigst: 1) At kunne bestille pladsbillet, 2) At priserne er rimelige eller 3) At personalet kan hjertemassage?” For det er enten/eller, eller hvad?

Spørgsmål nummer 20 bestod heldigvis af 6 generelle udsagn om DSB og deres service.

Jeg gav dem 0 point i dem alle sammen som straf for deres idiotiske skema.

Ha!

fredag den 4. september 2009

Nyt fra vestfronten.

Nå. Så blev det hele lige lidt for meget. Vidste godt hvad klokken var slået, da jeg blev overhalet af en lastbil og begyndte at tude, fordi lyden var så høj, at det føltes som om den splintrede min hjerne i tusinde stykker.

Så nu sidder jeg i Esbjerg foran brændeovnene med et kæmpeglas rødvin i hånden og pakket ind i så meget Adidas og hættetrøje, at man skulle tro, at jeg var fra 8210.

Det hjalp at give min far en lammer og råbe-hyle, at han fandme skal holde op med at gøre os alle sammen så skide bange.

Det hjalp at fortælle mine forældre om fremtiden og mine tilvalg, som de uden at blinke sluttede 200% op om.

Det hjalp at fortælle mine forældre om mine jobmæssige fravalg og høre dem sige, at de synes, at jeg gør det rigtige.

Det er pludselig blevet lettere at trække vejret, og jeg er kommet i tanke om, at jeg ikke behøver at have tjek på alting og redde hele verden alene.

Udenfor blæser det så meget, at det - uden pis - regner vandret. Perspektivet er tilbage, og jeg tror, at jeg for første gang i lang tid går en nat i møde, hvor jeg kan bruge tiden på at sove i stedet for at rode rundt, svimmel og svedig.

Giv mig to dage mere, så er jeg klar til at trøste stakkels LOC, som lige er blevet single...

torsdag den 3. september 2009

Perfect stranger.

Det her bliver et indlæg, som jeg ikke ved om giver nogen som helst mening for jer, der ikke kender mig privat, men jeg har brug for at skrive det, så hvis det er sort snak: Undskyld. Jeg lover, at der kommer noget mere relatérbart snarest.

Jeg står i en situation, hvor jeg skal træffe et valg. Jeg har to muligheder, og ingen af dem er gratis. Den ene ender muligvis med at have omkostninger for mig. Den anden vil gøre livet svært for en, jeg holder meget af. Jeg hælder til den, hvor regningen ender hos mig, hvis den kommer, men flere af mine nærmeste (som vil mig alt det bedste, og som virkelig prøver at hjælpe mig med at hjælpe mig selv) går ret hårdt til mig, fordi de mener, jeg ikke har tænkt mit valg ordentligt igennem. I en tid hvor jeg er meget bekymret for min far, arbejder 80 timer om ugen og er nyvalgt tillidsrepræsentant i et firma, der står midt i kæmpestore forandringer, er det simpelthen så hårdt at skulle forsvare den løsning, som jeg selv kan se svaghederne ved, men som ikke desto mindre føles som den rigtige.

I dag kom jeg så på job til situationen fra helvede. Låste døre, manglende nøgler, ingen mennesker og teknik, der var nede. Da der endelig mødte en ansat ind, der kunne hjælpe, havde hun siddet i bilkø i time, så der stod vi, pressede, stressede og i underskud af overskud – og så faldt hele historien om mit privatliv ud af munden på mig, og hun kvitterede med sin. Jeg kender hende ikke og hun aner intet om mig – alligevel blev det hende, der sagde ordene, som fik tingene til at falde tilbage på plads i mit hoved.

Nogle gange møder man de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter.

(De af jer, der kender mig privat og ved, hvad jeg snakker om: Vær søde at sende eventuelle kommentarer på mail. I har adressen.)

onsdag den 2. september 2009

Silly little me.

Sidder med i det her udvalg, hvor vi er lige mange kvinder og mænd. Jeg har lavet en massiv procentdel af det indledende arbejde, fordi jeg er den, der hurtigst får nok af lal og spildtid, hvilket betyder, at meget af arbejdet bygger på mine ideer. Derfor blev jeg først forbløffet, så fornærmet og til sidst virkelig gal over at opdage, at jeg er endt som fucking sekretær.

Den endelige beslutningskompetence ligger nemlig hos en mand, og uden at jeg helt har opdaget, hvordan det er gået til, har han teamet op med de andre mænd i gruppen, så der nu er dømt herreklub, hvor pigerne bare er med som pynt-slash-arbejdsheste. Når snakken går i plenum, vægter argumenter kun, hvis de fremføres mand-til-mand med cognac&cigar-stemmen.

Beslutninger og procedurer, som vi i fællesskab har brugt timevis på at definere og nå frem til, bliver uden videre omgået. Hvis drengene er enige om, at det er det bedste, forstås. Vi bliver ikke engang orienteret, men spist af med verdens tyndeste undskyldninger, hvis vi opdager og påpeger det.

Jeg har det ligesom dengang, jeg havde indbrud: Jeg er rystet over, at det også sker for mig. Mig! Som ellers ikke er bange for at sige, hvad jeg mener, og som - det meste af tiden - har noget af have det i. Har i hvert fald lige så meget (eller lidt) at have det i som fyrene.

Som en million kvinder før mig, står jeg nu med åben mund og hele hjernen på vrangen af vantro over at opdage, at jeg er dømt ude alene pga. mit køn.

Og her gik man og troede, at indflydelse afhang af indsats og kompetence.

Kæft, hvor er det bare ikke i orden!!

tirsdag den 1. september 2009

Eat my dust!

Jeg misunder dig, når det øs-pis-regner, og du sidder der med lækkert hår og mascara-fri kinder og har det dejlig varmt og tørt.

Jeg hader dig en lille, bitte smule, når vi mødes på en opgave, og du stiller i små, fine sko og ukrøllet tøj, mens jeg forsøger at være trendy i svedoverskæg og Nikes.

Jeg gætter på, at du aldrig er kommet ud fra en cafe for at opdage, at en stiv idiot har ofret dit køretøj til åen.

Jeg kan SE, at du synger igennem, uden at være nervøs for, om der pludselig er andre bløde trafikanter i nærheden.

Jeg kigger mismodigt efter dig ved Netto, når jeg endnu engang skal forholde mig til, at jeg har en cykelkurv og en bagagebærer, men desværre har købt ind, som om jeg var i lastbil.

...

Men når hele Århus og opland starter på arbejde igen efter ferien, og du holder for rødt som bil nummer 271 på Ringgaden, har jeg lyst til at råbe: ”WUUUUUUUUHUUUUUUU!!!!!!” når jeg suser forbi dig på min cykel.

Som jeg kan parkere, lige hvor jeg vil.