mandag den 31. august 2009

Pro bono øret – det er mig.

Det er gået op for mig, at jeg er helt fejlcastet i mit arbejdsliv. Jeg skulle have valgt et af de jobs, hvor man får penge for at lægge øre til andre menneskers livshistorier. Dusinvis af taxachauffører har med deres uopfordrede beretninger om alt fra dårlig sædkvalitet til problematiske forælder/barn relationer, forsøgt at få budskabet igennem, men jeg har ikke forstået det.

Før nu.

Kom forleden hjem til seddel fra skuffet Brunatamand, som gerne ville have været ind og aflæse... hvad det nu end er, de aflæser. Han ville prøve igen i dag mellem 16.30 og 17.30, og hvis ikke jeg var hjemme, ville det koste 350 kroner at få ham ud, når jeg var. (350 kroner for 3 minutters arbejde. Måske nogle af damerne på Reden kunne være interesserede i skifte branche?)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne bruge et øjeblik på at rose Brunatamanden for 1) at begrænse the window of opportunity til en time; skærende kontrast til diverse pakketransportfirmaer og møbelforretninger, der uden at blinke sætter sig på 17 timer af dit døgn 2) at skrive et mobilnummer på sedlen, så man rent faktisk kan ringe til et levende menneske og spørge, om han kan lokkes til at gå ind, selvom jeg ikke er hjemme, hvis jeg lader døren stå ulåst og 3) at være servicemindet nok til at sige ja.

Skæbnen vil så, at han er for tidlig på den, og derfor kommer, lige som min træningstaske er ved at slæbe mig ud af døren. Og Morten er også taget til fange i det forkerte job. Et sted derude er der firma, der lever af at komprimere data, der går glip af hans frygtindgydende evner. På 3 minutter fandt jeg ud af, at Morten ved denne tid sidste år blev kørt ned, og var så uheldig at brække skulderen og et par ribben. Da han for år tilbage fik fjernet sin menisk, er fodbold desværre ikke længere en mulighed, og derfor har han på et år taget 20 kilo på. Heldigvis har han sammen med konen fundet ud af at melde sig ind i en klub, hvor de laver fedtfattig mad. Klubben tilbyder også forskellige slankeprodukter, f.eks. en proteinbar på 60 gram til kun 22 kroner, som jeg er meget velkommen til at komme og smage, for den er overraskende god. Og selvom det er utrolig træls at skulle rende op og ned af alle de trapper, fordi folk aldrig er hjemme, skal vi jo heller ikke glemme, at det også er en slags motion. Hø hø.

På 3 minutter. En mand jeg aldrig i mit liv har set. Jeg må se enormt tillidsvækkende ud.

Eller meget, meget nysgerrig.

søndag den 30. august 2009

Because you never get a second chance to make a first impression.

Kan I huske den punchline? Head & Shoulders anti-skælshampoo fra start-halvfemserne. Jeg kom til at tænke på den i dag, fordi jeg har været til workshop og arbejdede sammen med en pige, som viste sig at være helt anderledes, end hendes udseende lagde op til. Ravnsorte extensions (har andre end mig bemærket, at sort er det nye blond?), overdrevet solariebrun, piercet i det stykke hud, der sidder mellem munden og kinden, som jeg ikke aner, hvad hedder, og lange, påsatte negle dekoreret med tropeblomster. Luderkrudt for fuld udblæsning og i træningstøj, jeg formoder, hun har fundet i Lust.

Hun var pissesød og superskarp.

Én ting er at være blevet udstyret med en kantet personlighed, der gør folk forbeholdne i starten, fordi de opfatter dig som arrogant eller skrap – det tror jeg, at vi er flere, der kender til - men hvorfor man bevist vælger at være bagud på point fra starten ved at forklæde sig som spejlblank fitness dåse; det fatter jeg ikke.

Det er umuligt at undlade at (be)dømme folk, første gang, man møder dem, men hvis det er irriterende for os dødelige, må det være 1.000 gange så anstrengende for de kendte. Jeg møder jævnligt Per Fløng i byen, og hver gang jeg ser ham, bliver han forfulgt af feststemte mennesker, der vil vide, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg beundrer ham for at orke at blive ved med at gå ud. Selvom han er sød og høflig, og svarer pænt 99 % af gangene, skal han bare have én aften, hvor han kommer til at vrisse lidt af én stiv stodder – så vil han hos en stor gruppe mennesker blive stemplet som en selvfed idiot. Fordi han har gjort et skidt indtryk på én sølle person.

8 ud af 10 af de mennesker, jeg kategoriserer som belastende, første gang jeg ser dem, viser sig at være fornuftige og venlige mennesker, når jeg tager mig tid til at snakke med dem. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at være lidt bedre til at huske.

lørdag den 29. august 2009

Update.

Efter 24 timer med katastrofetanker, kan jeg nu ånde relativt lettet op igen. Min far er så ok, som man kan være, når man er disponeret for blodpropper i lungerne.

Jeg har fået styr på noget af alt det praktiske, jeg har været i godt selskab, og jeg har endnu engang opdaget, at jeg har de bedste venner i verden, der - uden tøven - står der, når det gælder. Også når de bliver forelagt beslutninger, de ikke umiddelbart føler trang til at respondere på med stående applaus. Det er sgu da fantastisk, at nogle mennesker holder så meget af mig, når de stadig, når jeg er grim, træls og umulig, har røv nok i bukserne til at holde mig ansvarlig for de ting, jeg gør og planlægger.

Lars HUG var ubeskrivelig, der er folk, der griber mig, når jeg falder og livet, som jeg kender det, består.

I hvert fald lige nu.

Det skal nok gå.

fredag den 28. august 2009

Mon de kan reparere dig?

Det er sjældent noget godt tegn, når ens mor ringer klokken tyve minutter over seks om morgenen, og dette opkald blev ikke det, der modbeviser denne opfattelse. Min far er blevet indlagt igen.

Hun sagde, at det ikke er så alvorligt som sidst, og jeg er splittet mellem mit ønske om at tro på min mor, og min erfaring, der siger, at hospitaler helst er fri for patienter. Og uanset om der er tale om nogle nye, eller om det bare er de gamle, der er forbi og hilse på igen, så er vi vel også enige om, at blodpropper i lungerne ikke er specielt ønskværdigt?

Lige nu er jeg ved at gå amok over, at min hjerne, som ellers nægter at genkalde sig, hvad jeg har i køleskabet, når jeg er på indkøb, pludselig uden problemer kan huske SAMTLIGE historier, jeg nogensinde har hørt, om mennesker, der er blevet erklæret raske uden at være det.

Er det den alder, vi har nu? Hvor vi kan forvente, at vores forældre med jævne mellemrum ryger ind, og hvor vi bare skal være glade, hvis det ikke viser sig at være livstruende? For jeg er ikke blevet spurgt, og jeg stemmer imod.

Jeg vil tage tilbage til Århus, og prøve at lægge en Lars HUG koncert på min bekymring.

Kiss & Hug (from an unhappy girl).

torsdag den 27. august 2009

Now we're talking!

Ok - MEGET bedre idag. Masser af lovstof og nørkle/gruppearbejde, og mange flere etiske diskussioner. Min hjerne er blevet udfordret, og jeg er nu helt rolig og rar at være sammen med igen.

Har stadig svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt med 3,5 times pause på en 9 timers dag, men fik tiden til at gå med på stræbervis at læse interesseret i overenskomsten.

Måske min underviser alligevel ender med at tilføje mig på FB?

(Ps: Vi befinder os i et meget naturskønt område. Tilbragte en af de mange pauser på at cykle lidt rundt, og faldt helt i svime over de søde måge- og dueunger, der flakser rundt herude - indtil det gik op for mig, at de bare har den størrelse, som deres slags formodes at have. Er vi sikre på, at mutantversionerne i Århus ikke har spist radioaktivt affald?)

Jeg trænger ikke til mere ro nu.

Undskyld. For nu kommer jeg lige til at lyde lidt sur - men hvordan kan det her blive ved med at ske? Jeg er ved at nå frem til, at det må være mig, der er noget galt med. Det kan simpelthen ikke passe, at alle kurser, jeg deltager på, er så dårlige, for så ville de vel for fanden ikke kunne gennemføres igen og igen?

Mit eget bud er, at jeg lider af en slem defekt på tålmodighedscentret kombineret med et sygeligt behov for relevans.

Ankom til kursusstedet kl. 12.

Kl. 17.30 havde vi

1) Spist frokost.
2) Kørt præsentationsrunde. (inkl. navne på samtlige børn og børnebørn, samt disses erhverv.)
3) Drukket kaffe.
4) Hørt en times foredrag om den banebrydende og nytænkende notatteknik mind-mapping.

På 5 timer og 30 minutter. Er rød langt ned af halsen af optimeringskløe. Kl. 17.45 var jeg så desperat, at jeg kom til at afbryde med et hviske-tryglende: ”Kan vi ikke nok snart komme i gang??” Jeg tror ikke, at jeg behøver at holde vejret, mens jeg venter på, at den kvindelige underviser tilføjer mig som ven på FB.

Heldigvis sidder jeg ved siden af Mads, som også er ved at gå amok. Det hjælper lidt. Og jeg skal også skynde mig at sige, at gøgl er holdt på et minimum. Maden er ok, værelserne er fine og udsigten er så smuk, at den næsten gør ondt i øjnene. Til gengæld har vi en mandlig underviser, der hører alle spørgsmål som en indirekte kritik af HK, og som derfor defensivt råber: ”Ja, men hvem er HK? Det er jer! Jer!!” hver gang folk stiller spørgsmål.

Men det værste.. det alleraller værste…

Vi har fået en mulepose.

En mulepose!!

Oh skam!! Den væmmeligste misskabning af alle tasker. Har forsøgt at afstøde min af flere omgange, men hver gang jeg er liiiige ved at slippe af sted med det, bliver jeg bremset af venlige medkursisters ”LINDA, DU HAR GLEMT DIN TASKE.” *suk*

Nå. Men i dag har det helt fra klokken 8 til klokken 19 til at blive bedre. Så nu går jeg til my happy place og sagde vi, at det gjorde det. Ikke?

tirsdag den 25. august 2009

Pamper me.

Den optimale forskydningstid, når man tolker, siges at være 6 sekunder, dvs. fra ordene forlader talerens mund, til de er ude af mine hænder, går der - ideelt - 6 sekunder. Forskydningstid er vigtigt, fordi man er nødt til at have et budskab for at kunne tolke det, og det kræver minimum en sætning at have noget at sende afsted. Prøv eventuelt at oversætte en engelsk sang ord for ord, mens du hører den; så forstår du, hvad jeg mener.

Desværre har man en tendens til at lægge sig lige i røven på taleren, når man går i panik; noget der typisk sker, hvis han taler for hurtigt, emnet er meget svært og man i det hele taget føler, at isen er usikker. Man klamrer sig til ordene i det sekund, de forlader talerens mund, og resultatet bliver derefter. Man er helt klar over, at man maler sig selv op i et hjørne, når man gør det, men man er så presset, at man er bange for at falde helt af, hvis man giver slip.

Lige nu kører mit liv med en forskydningstid på 4 tusindedele af et sekund. Kurser, specialarrangementer, færdiggørelse af undervisningsmateriale, fremlæggelse af udvalgsarbejde, lægebesøg i plural og planlægning af 3 store forårsprojekter ramler sammen nu og de næste 14 dage, og beklageligvis sætter mit job og min undervisning ikke sig selv på stand-by imens.

Og I skal endelig ikke have ondt af mig. Vejen til dette kaotiske helvede er brolagt med mine egne idiotiske beslutninger, så det er faktisk mere på sin plads med foragt end medlidenhed.

I morgen tidlig tager jeg til Fyn til den første del af mit tillidsrepræsentantkursus. Jeg kan se på deltagerlisten, at jeg skal afsted med drengene fra Novo Nordisk, Vestas, SAS og Air Greenland, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker, når vi alle sammen skal svøbes i frihed, lighed og broderskab.

Jeg trænger til hotel, rødvin og ro, og hvis vi skal præsentere os ved at køre på ethjulede cykler, mens vi jonglerer med ærteposer og puster vores navne i ild, begynder jeg at græde.

Præcis hvor højt placeret i hierarkiet skal man være for at blive behandlet som pamper?

mandag den 24. august 2009

Giftes med farmand.

For 3 istider siden, da jorden stadig var flad, og en bjørnetjeneste var noget, man gerne ville undgå, var jeg i praktik. Dengang ville jeg gerne være journalist, men da aviser ikke var opfundet i Esbjerg på det tidspunkt, var jeg nødt til at finde på noget andet. Jeg valgte at komme i praktik hos min bedstefar, som var murerformand, og det var totalt hyl! Som den eneste pige på hele byggepladsen, blev jeg behandlet som en prinsesse, og fik lov til at lave lige, hvad jeg havde lyst til, bl.a. fik jeg meget tid til at gå med at smide syre på vinduer [fjerner mørtelrester, Red.]. (Havde kortvarig periode med vrede, autonome tilbøjeligheder, da jeg var 13.) Arbejdstilsynet var åbenbart heller ikke opfundet i 1989.

Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte murerfaget. Jeg er vokset op i en klan af håndværkere, og den bedste af dem alle sammen er min far. Min far ved alt. Alt. Jeg overdriver ikke. Og hvis noget er i stykker, kan han fikse det. Tage, fjernsyn, el-installationer, fjernvarme, vvs – you name it. Jeg holder ham delvist ansvarlig for at have sat overliggeren så højt, at jeg ikke kan finde en mand, der lever op til det forbillede, jeg er vokset op med. Jeg er en sucker for intellekt, men lige meget hvor smuk, sjov eller klog en fyr er, så kan jeg ikke lade være med at synes, at han er en lille smule sissy, hvis han ikke kan betjene en boremaskine.

I disse dage bruger jeg igen mine frokostpauser i selskab med mænd i blåt kansas. De har kæmpestore, røde plastikmadkasser med, der indeholder tusinde rundtenom’er med leverpostej, rullepølse og skinkesalat. De drikker the og ryger pibe, og bruger deres pause på at beundre hjemmesider fra Velux og Brødrene Dahl. Deres bukser er trukket lidt for højt op, og de er alle sammen tynde i toppen og iført firkantede briller med metalstel.

Det bliver så pinligt, når jeg kommer til at kalde en af dem for far.

søndag den 23. august 2009

Så bare lige en enkelt mere.

I går var en af de aftener, hvor jeg – når jeg skal være helt ærlig – ikke rigtigt gad i byen. Mit job er sindssygt for tiden, jeg bruger mine nætter på at spekulere i stedet for at sove, og det meste af lørdag var gået med at undervise, så der var ikke så meget strøm på batterierne, da jeg trillede afsted mod festen.

Klip til scene kl. 6.30 i morges, hvor jeg vaklede hjem på uddansede fødder, med datostempel på højre bryst og ualmindelig klasket hår efter ophold i lånehat.

Det startede stille og roligt på fitnesscentrets altan, hvor vi målrettet drak os igennem alt med procenter. I god sags tjeneste, forstås. Duer jo ikke, at medlemmerne søndag morgen kommer op til køleskabe med hvidvin og dåseøl i stedet for proteinshakes og energidrik.

Herefter gik turen videre til Fidel’s, hvor jeg ellers ikke bryder mig om at være, da indehaverne har valgt en belysning, kraftigt inspireret af stadionspots. Og, no offense, men kl. 2 om natten er det altså de færreste af os, der kan tåle at blive set i dét. I går var det dog overraskende hyggeligt derinde, og jeg må give dem, at de laver gode sjusser. Faldt i snak med to svenske fyre, og var i situationen nærmest forbløffet over mit flydende svenske; specielt fordi jeg til dagligt ikke fatter et ord af det, og ikke kan høre forskel på det og norsk.

På et eller andet tidspunkt mellem kl. 2 og 4 kom vi i tanke om, at vi så alt for lidt til Prinsesserne Peter & Peter. Iværksatte intensiv eftersøgning og lokaliserede dem på ny homobar. Afsted med os og så var der ellers dømt dans for alle penge. På et tidspunkt gik jeg i baren for at købe en øl, og da jeg skulle betale, kom jeg til at skubbe til en meget korthåret pige med utrolige mængder af metal i ansigtet. Smilede venligt og sagde: ”Det må du undskylde”, hvilket udløste et elevatorblik ledsaget af ”du skal fandme ikke stå der og score på MIG, taber!”-fnys. Fik mig til at tænke to ting: 1) Det må faktisk være rimeligt anstrengende at være fyr, når man går i byen og 2) Hey!! If you should only be so lucky! *Ricky-Lake-‘girlfriend!’-knips*

Senere lykkedes det mig at afstøde min telefon; en stor bedrift, taget i betragtning af, at den var nogenlunde det eneste, jeg skulle holde styr på. Greb fat i den første, den bedste mand (som havde lagt en make up så flawless, at jeg næsten fik tårer i øjnene og lyst til at slæbe ham med på Fidels, så verden fik mulighed for at nyde synet af ægte kunst), som straks forstod situationens alvor, på ægte Falckredder-manér hev sin egen telefon op og ringede til min. Det viste sig, at jeg havde smidt den i lommen på en anden mands jakke. Flot, ikke? ”Neeej, en lomme! Ned med min mobil!”

Vi spiste morgenmad på en stentrappe, råbte af uskyldige forbipasserende og evaluerede på livet og de store spørgsmål.

Nu mangler jeg bare at vaske alle stemplerne helt af og sove 5 kvarter i timen, så jeg er klar til at være troværdig vejleder med autoritet og overblik i morgen tidlig.

Århus: Tak for en sjov aften.

lørdag den 22. august 2009

Og hvis der er mere, jeg kan gøre for dig, må du ENDELIG sige til!

Kan vi lige bruge to minutter på at være trætte af mennesker, der hele tiden opfører sig, som om deres omgivelser skylder dem noget? Som åbenbart synes, at de med deres tilstedeværelse alene opfylder deres del af aftalen?

Uanset om det er familie, kolleger eller venner, synes jeg, at det er VILDT dårlig stil, når man begynder at opføre sig, som om hele verden kronisk er to tjenester bagud. Nogen gange kunne man måske godt selv melde ind med en løsning i stedet for bare at påpege problemet. Nogen gange kunne man måske godt tilbyde sin hjælp, i stedet for bare at antage, at andre mennesker får indhold i livet af at servicere én i hoved og røv. Nogen gange kunne man måske endda – og nu bliver det virkelig vildt, jeg ved det – overveje, om man ved at skrue bare lidt ned for egoismen, kunne give andre lyst til at blive ved med at gøre det, man sætter pris på, at de gør.

Tit ville en mikroskopisk gestus være nok. En plade chokolade til kollegaen, der tog din weekendvagt, så du kunne komme til koncert. Et dybtfølt ”Tak!” til hende, der – uden at du spurgte - tilbød at komme og hente dig, så du slap for at cykle til fest i regnvejr og ankomme med pandalook og klasket hår. En pose kaffe til kontordamen, der altid tilbyder dig en kop af hendes egen special blend. For en gang skyld at lade din kæreste få den bedste plads eller det største stykke kage – uden at gøre din gestus til en form for event.

Måske er det mig, flaskehalsen peger på, for jeg burde selv sige både stop og nej, og i den bedste af alle verdener ville vi snakke om det, og alle ville klappe hinanden på skuldrene og glæde sig over forholdets rummelighed og ærlige tone – men jeg bliver gammel og sur over, at det skal være nødvendigt at bede om en lille smule omtanke og almindelig god opførsel. Det får mig til at føle mig smålig og emotionelt nærig, når jeg er nødt til at påpege mine behov og trang til somme tider at blive sat først, og det synes jeg er skidestrengt; rimeligt eller ej.

Min lyst til at gøre noget godt for andre forsvinder lige præcis der, hvor de begynder at tage mig og mine tjenester for givet.

torsdag den 20. august 2009

Den, der ler sidst…

I disse dage har jeg en del autoriteter omkring mig, der træffer valg, jeg virkelig har svært ved at forstå. Set med mine øjne taler vi om eklatante fuck ups, der må gøre deres liv markant sværere, fordi de med deres valg selv har sørget for, at fokus er på deres privatliv frem for på deres professionelle virke.

Derfor er det skønt at have en bankdame, der går forrest med det gode eksempel, og er prof til fingerspidserne. Da jeg i tidernes morgen skiftede bank, valgte jeg med vilje en lille bank, der ikke havde filial i Århus, fordi det betød, at jeg kunne få lov at ordne alle mine (Maersk-lignende) forretninger over telefon og internet. Hos min gamle bank Nordea kunne man nemlig ikke ordne NOGET som helst over telefonen, med mindre man var clearet på måder, der får sikkerhedsgodkendelsesproceduren for ansatte i Pentagon til at virke overfladisk og sjusket.

Men jeg VAR sgu lidt bekymret over at blive udstyret med en bankdame på min egen alder, som træner på mine hold, og ser mig nøgen flere gange om ugen. Kan man stadig have en professionel relation på de præmisser? Hvordan er det at undervise et menneske, som to timer forinden har modtaget min mail, hvori jeg beder om midlertidig forhøjelse af kassekreditten? Som kan se, præcis hvor mit visakort er blevet skamredet, og som måske ikke altid forstår, at overlevelse kan afhænge af et par nye Nikes? (Ja, ja, ja. Jeg ved godt de ikke må. Og din mandlige læge vurderer heller ikke dine bryster, når han undersøger dig…)

Det glæder mig usigeligt, at hun har gjort alle mine betænkeligheder til skamme.

Hvor jeg tidligere havde en fornemmelse af at være til jobsamtale, hver gang jeg var i banken, så er det forbløffende behageligt at have en perifer relation uden for murene, og det lader til at hendes kendskab til mig og mit liv gør det nemmere for hende at give mig kvalificeret vejledning. Logisk nok, vel egentlig.

Men når hun præsenterer mig for alle de røde tal, får jeg nu stadig lyst til at straffe hende med 100 ekstra push ups. På tæerne.

onsdag den 19. august 2009

Sløret tale.

Kan godt mærke på det hele, at man bliver nødt til at gro sig en holdning til forslaget om burkaforbud.

Jeg synes, at det er svært! For det er jo ikke bare burkaforbuddet, det handler om længere. Det er efterhånden en uskøn pærevælling af Muhammedtegninger, kirkeflygtninge, æresdrab og politiske spil, som jeg er for dum til at begribe, som bliver rodet sammen, når vi diskuterer, hvor vi står.

Og selvfølgelig kan man ikke bryde virkeligheden ned i små, isolerede bidder, men i en tid, hvor det forekommer mig, at alting alligevel er blevet frygtelig sort/hvidt, kan jeg have forbuddet mistænkt for at være det acceptable udtryk for frustration over integrationsproblemerne, som pæne mennesker synes, at de kan tillade sig at have. Om flygtningene skulle have haft lov at blive, eller om det var rigtigt at rømme kirken, kan man bestemt diskutere – men det synes jeg bare ikke rigtigt, at man gør. Det tog under 10 minutter at dele Danmark op i De Gode med Simon Kvamm, Mikael Simpson og de andre hippe i spidsen, og De Onde med Pia og Morten ved roret. Du er enten med os eller imod os, og hvem vil du helst identificere dig med?

Tørklædet er noget, vi kan finde ud af at være imod, fordi vi kan hænge vores modvilje op på knager som ’ytringsfrihed’, ’kvindeundertrykkelse’ og ’grundlovsstridig’. Jeg aner ikke, hvor jeg står, for jeg tror simpelthen ikke, at jeg til fulde begriber, hvad tildækningen er udtryk for, og så er det svært at forholde sig til, synes jeg. Min umiddelbare tanke er dog, at det er forrykt at begynde at lovgive om påklædning, og at det vel er lige så slemt at tvinge det af, som at tvinge det på.

Flere steder har jeg set argumentet fremført, at vi danske kvinder i solidaritetens navn bør støtte op om forbuddet og komme vor mørklødede søstre til undsætning – men er det vores kamp at kæmpe?

Måske er det naivt og et udtryk for, hvor lidt jeg egentlig forstår deres livssituation og status, men jeg savner at høre fra dem, det hele handler om:

Kvinderne bag sløret.

tirsdag den 18. august 2009

Og jeg danser heller ikke.

Uanset hvorhen man vender blikket, blændes man i disse dage af tandsættet fra manden, der kunne være det tredje medlem af Nik & Jay: Sidney Lee. Fangerne på Fortet, Singleliv og mulig dommer i X-faktor – han er overalt. Urban har givet sine læsere mulighed for at spørge realitystjernen om lige præcis dét, de gerne vil vide, og da jeg mener, at Sidney og jeg har nogenlunde lige meget grund til at gøre krav på offentlighedens opmærksomhed, vil jeg hermed berige mine læsere med mine svar på selvsamme 13 spørgsmål:

1: Helt ærligt: Kører du facade?
Lidt. Mest når jeg er i knæ. Kan ikke altid overskue andres medfølelse dagen derpå, når jeg selv er tilbage i førersædet og gerne vil tage styringen igen.

2: Hvorfor er du kendt?
Kendt er måske nok at slå til med den store hammer, men I er da ved at være en god flok derude. Mit bud er, at det skyldes, at jeg blogger om alt, hvad der falder mig ind. Jeg har ikke lagt mig fast på, altid at skulle være enten sjov, begavet eller reflekterende. Det tror jeg gør min blog troværdig og nem at forholde sig til.

3: Hvorfor gider du ikke hedde Søren Overgaard?
Nok mest fordi jeg er en pige. (Dame? Hvornår krydser vi grænsen?)

4: Hvad er dit største mål i livet?
At spille de kort, jeg har fået på hånden, så jeg kan være så glad som muligt så tit som muligt.

5: Har du altid bandana på, og hvor mange har du?
Nej, jeg har faktisk meget sjældent bandana på. Egentlig kan jeg kun huske, at jeg har haft bandana på 4 gange i forbindelse med arrangementer i fitnesscenteret. Det giver et vist ensformigt look, når alle instruktører ligner sørøvere. Jeg ejer to; en sort og en med dødningehoveder.

6: Hvornår forsvinder du?
Aldrig MUHAHAHAHA!!

7: Er der koldt på toppen?
Wouldn’t know. Jeg er godt tilfreds med min placering på klippehylden midt på bjerget. Højt nok oppe til at skabe overblik og nyde udsigten, men ikke strittende, ensom og et mål for andre at slå.

8: Hvordan har du det med hadesiderne om dig på Facebook?
Det rører mig ikke (længere, efter at jeg har bestilt en ordentlig røvfuld HA’ere til at løse problemet…)

9: Hvilke spilturneringer har du vundet?
Jeg har vundet SGI Cup i badminton et par gange, både i single, double og mixdoubel. Det havde jeg egentlig helt glemt. Talent indenfor noget, der minder lidt om boldsport. Der kan man bare se.

10: Kan du forstå, at nogen mennesker synes, at du er en klovn?
Ja. Helt ærligt. For jeg kan ikke rigtigt mene noget uden at omsætte det til lyd, og det ved jeg godt selv kan være ualmindeligt belastende.

11: Jeg tror, at vi er en del mennesker i Danmark, som længes efter et svar: Er du homoseksuel?
Beklager, hvis jeg slukker håbet hos nogen, men nej.

12: Hvad er din største oplevelse med UFO’er?
Det må være ’X-Files - The Movie’. Mulder, du kan bare komme forbi og lede efter sandheden her ANY day!

13: Hvilken selvbruner bruger du?
Efter gulerodsfarvede håndflader, helligdage på anklerne og åbne kødsår på skinnebenene, er jeg gået væk fra selvbruner og forsøger i stedet at være bleg på den oplyste, Kræftens Bekæmpelsesagtige måde.

Og så vil jeg ellers bare efterlade jer med en lille en at falde i søvn på:

mandag den 17. august 2009

’Ungdommen nu til dags’ go home!

Efter at jeg er begyndt at strikke, har jeg opdaget, at ældre kvinder med garntilbøjeligheder er noget af det mest uforskammede, der findes. I min garnforretning (for satan. ’Min garnforretning'?!? New low.) er der i bedste bagerstil en træk-et-nummer-maskine. Den står lige inde for døren, og uanset hvor tykke briller man har, og hvor mange forskellige farver stær, man kan stille med, kan man ikke UNDGÅ at se den.

Ikke desto mindre forsøger de her gamle krager med en iver, man næsten må beundre, at snyde foran. Når strikkedamen trykker næste nummer frem, har jeg nu 3 – 3! - gange prøvet, at de sprinter mod disken i et tempo Usain Bolt kun kan drømme om - selvom jeg på deres skrå blikke og demonstrative venden-ryggen-til kan se, at de UDMÆRKET ved, at det er min tur først. Når jeg så venligt, men bestemt siger: ”Jeg tror, at det er nummer 64 før nummer 65”, forvandles de pludseligt til blinde Parkinsonvrag, der misser hjælpeløst med øjnene og ikke kan se, hvad der står på nummerlappen.

Hvorfor er det, man mener, at man er undtaget reglerne for almindelig høflighed og god opførsel, bare fordi man er gammel??

Når gode dyr er rådne.

Er du forelsket i din chef? Opdrager din søster sine børn på den helt forkerte måde? Har din ene veninde en affære med din anden venindes mand? Og er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til det?

Ånd lettet op – for nu er det her! *Fanfare*

"Det Gode Råd"

Mandag til fredag giver Rådets 5 medlemmer 5 forskellige vinkler på dit dilemma. Det er Mads & Monopolet klonet med Joan Ørtings brevkasse. Intet er for stort, intet er for pinligt.

Rådet består af:

Mandagslene, der har sine meningers mod, og som skriver som champagne smager.

Tirsdagslinda, som er .. well, mig selv.

Onsdagsdines. Skarp som få og ikke bange for at give noget af sig selv for at få sin pointe sat i perspektiv.

Torsdagsthomas. Den eneste heavy-freak, der stryger sine t-shirts. Thomas er kongen af coole metaforer, og den sejeste mandlige blogger, jeg kender.

Fredagsstine, som med en blanding af empati og et ualmindelig skarpt øje for detaljen, giver sine læsere mulighed for at se verden gennem nye briller.

I vil elske dem!

Kig forbi vores nye, fine side, og skynd dig at skyde dit dilemma afsted.

Vi glæder os til at mene en hel masse om dit liv.

søndag den 16. august 2009

Skæbnetro.

Det er mærkeligt, hvordan man nogle gange kan have fornemmelsen af, at et hændelsesforløb har været tilrettelagt af nogen deroppe eller –ude, og at verden egentlig bare har ventet på, at man skulle træffe den beslutning, der leder én til 'Start'. Udløseren kan være en enkelt kommentar fra et menneske, der ikke engang ved, hvad vedkommende sætter igang, og derfra føles det som om, den ene beslutning griber ind i den næste, og at vejen frem nærmest giver sig selv.

Noget er startet, og jeg tror ikke, at det kan stoppes igen.

lørdag den 15. august 2009

Hvorfor man får OCD?

Det kan f.eks. være fordi man - uforvarende og uforskyldt - ender i centrum for en times gøgl, hvor meget begejstrede mennesker i rundkreds og bare tæer laver ivrige bevægelser med overkroppen, for at kaste god energi på hinanden.

Min lørdag aften kommer til at foregå i isolationskarantæne, med skiftevis at spritte mig selv af og junke stivkrampevaccine.

fredag den 14. august 2009

”Nej nej. Du forstyrrer ikke. Jeg er bare lige til begravelse.”

Jeg elsker lyden af en sms, der tikker ind. Jeg har venskaber, der består af 50% real life- og 50% msn-samtaler. Jeg ved ikke, hvordan jeg for 10 år siden klarede mig uden e-mail, blog og mobil.

Men når jeg klikker ind på FB og ser følgende newsfeed:

”Sidder i en kirke hvor der er levende lys over alt - virkelig smukt og rørende”

kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om vi ofrer vores nærvær på tilgængelighedens alter.

torsdag den 13. august 2009

Work it.

Der er tidspunkter, hvor jeg ikke kan lade være med at gøre status over min generelle tilfredshed med mit liv. Nytårsaften er det civilstatus, livsmål og det lange seje træk, der er under luppen, men for mig er første dag på jobbet efter sommerferien også en dag, der får mig til at stoppe op og gøre mærke efter. Man bruger immervæk temmelig mange af sine vågne timer på at sysle med sit arbejde.

I dag var netop første dag, og selvom jeg finder mennesker, der er lykkelige på den insisterende måde både unuancerede og utroværdige, må jeg bare konstatere, at jeg er grundglad. Sådan helt ind i knoglerne. Bag mig ligger noget der ligner 16 sommerferier, hvor graden af frustration og ugidelighed var ligefrem proportional med antallet af forbrugte feriedage.

Nævn et skodjob, og jeg har haft det, og det glæder mig mere end jeg kan formulere i ord, at jeg aldrig igen skal:

- Bruge mine weekender på flugt fra hunde, der med blottede tænder og fråde om munden får ejerens udsagn om, at den ’ikke gør noget’ til at virke mere som et oplæg til debat end et løfte.
- Spørge 40 gange om dagen om der skal dressing eller ketchup i den franske.
- Spørge 4000 gange om dagen om soft ice’en skal være ’jordbær, vanilje eller blandet’.
- - og om der skal drys på.
- Pakke klamme varer i klamme muleposer for klamme mennesker.
- Rette ind efter imbecile spader, der udsteder idiotiske, ligegyldige ordrer, fordi de kan.
- Sætte stole på plads for hele teknisk skole (mens jeg forsøger at være pedelmedhjælper på den sexede måde.)
- Forstyrre folk i deres aftensmad for at spørge, om de er interesserede i et abonnement fra Falck.
- Forsøge at forklare ældre mennesker, at jeg ikke ringer fra det arkæologiske tidsskrift Skalk.
- Stadig smile, når kunde nummer 35 vælter alt sit lort op på mit kassebånd uden at vende stregkoderne opad, for så at finde ud af, at han kun har 50 kroner med.
- Forklare selvsamme kunder, at det ikke hjælper at tage en pakke gær fra.
- Tålmodigt afvise forældre, der spørger, om deres børn må køre en tur på kassebåndet.
- Tage imod reklamationer over høretelefoner til kr. 8,66 fordi de er gået i stykker efter et år.
- Prøve at undgå at analysere på, hvorfor alle alkoholikerne fra bodegaen ved siden af bliver ved med at invitere mig ud.

I morges da mit ur ringede, gad jeg faktisk godt stå op, og jeg tog mig selv i at fløjte i badet.

Så sad man lige der på sin hylde og var tilfreds.

onsdag den 12. august 2009

Men wolla - jeg sværger: Jeg HAR altså lamme-allergi.

Næste gang jeg keder mig, tror jeg, at jeg vil prøve at tjekke Dansk Kost Statistik (eller hvor man nu kan finde den slags oplysninger.) Baseret på mine overvældende videnskabelige observationer, synes jeg nemlig, at jeg bemærker flere og flere, der takker nej til alt mellem himmel og mark pga. allergi.

I slutfirserne var vi alle sammen på slankekur. Vi løb rundt med svedbånd og bladselleri, og gav den som Jane Fondas disciple, mens vi lærte at drikke vand af flasker. I dag er det pinligt at være på kur. Det er et tegn på, at man – ligesom rygere, alkoholikere og andre sølle eksistenser – er svag og ikke tager ansvar for sit liv. Hvilket er den 8. dødssynd.

Og jeg tror, at det er derfor, at så mange pludselig ikke kan tåle mælk. Og sukker. Og gluten. Og farvestoffer. Og e-numre. For sygdom er hver mands herre, og med den som skjold kan man passe på, hvad man spiser, uden at skulle blotte sin svage karakter

Ikke at jeg siger, at man skal fylde sin krop med alt det gift, man kan hive ned af hylderne, men sukkerudløst hyperaktivitet er altså ikke det samme som allergi.

Jeg vil ikke risikere at komme i bad standing med mine allergiske læsere, så jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg godt ved, at allergiske reaktioner ikke er noget at spøge med. En af mine nærmeste veninder har en temmelig lang liste over ting, som hun ikke kan tåle. Og hun kan virkelig ikke tåle dem. Men det er netop hende, der har fået mig til at lægge mærke til, at vi ikke længere er ret gode til at sige, at der er madvarer, vi ikke bryder os om, men i stedet er gået over til at sige, at vi ’ikke kan tåle dem’. Hendes svigerfamilie er nemlig ikke ret god til at tage hensyn til hende, når de inviterer, hvilket betyder, at hun vælge imellem at spolere stemningen ved at sidde og stikke til maden, eller spise den, vel vidende at hun indenfor en time får det rigtig, rigtig skidt.

Ideen var god, men når vi afslår af spise noget med den begrundelse, at vi ikke kan tåle det, og så – hvis vi ikke KAN undgå det OVERHOVEDET, og alternativet er at sulte – alligevel godt kan klemme det ned, er det er spørgsmål om tid, før vi har ødelagt troværdigheden i vores eget argument, og fremover både kommer til at skulle spise BÅDE det, vi ikke kan lide OG det, vi ikke kan tåle.

tirsdag den 11. august 2009

Hvis nogen skal bruge mig, står jeg ovre i defensiven.

Kender I det, at man nogle dage ser det samme mønster gentaget i flere forskellige sammenhænge? (Og tror I også, at Kennedy i virkeligheden blev bortført af Ufo’er?) Lad mig forklare:

Jeg har lavet nyt program til min undervisning, og i dag opdagede jeg, at jeg - tilfældigt eller ubevidst - fået valgt en del sange, der alle er variationer over temaet ’du kan sige, hvad du vil – jeg er bare ligeglad, ha ha! (So!)’

Da jeg læste Lenes blog, kunne jeg se, at hun i forlængelse af sit seneste indlæg, får en ret hård medfart af en anonym kommentator. Da jeg lidt senere læste Camilla Lærke Mors’ blog (ja, jeg har stadig ferie. Hvorfor spørger du om det?), kunne jeg se, at ca. 20 mænd havde lagt deres høtyve og fakler længe nok til at skrive kommentarer, hvori de kaldte hende psykisk syg, skabet og ynkelig, og da jeg her til aften sad og beundrede mine nye træningsbukser, fik jeg at vide, at jeg ikke var 16 år mere.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde, ever, i hele mit liv, har været rigtig, ægte ligeglad, når jeg har fået en negativ kommentar?

Jeg nåede frem til nej.

Når en læser lægger en vred eller personlig kommentarer på bloggen; når et medlem kritiserer min undervisning; når en mand råber af mig i trafikken, når en døv synes, jeg taler for hurtigt: Jeg bliver påvirket af det HVER gang. Hvilket jeg faktisk synes er temmelig irriterende, for jeg ville enormt gerne hvile så meget i mig selv, at jeg kunne se objektivt på kritikken og skille snot fra skæg.

Det ville være ret brugbart i forhold til at blive ved med at udvikle mig, hvis jeg kunne tage den kritik til mig, der var berettiget og lade den anden fare, i stedet for hver gang at begynde at forklare og forsvare mig. Det ville være rart, hvis jeg kunne trække på skulderen og med sindsro sige, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre tænker – men det ville være løgn. Desværre.

Uanset hvor længe og omhyggeligt, jeg har gennemtænkt mine valg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om mine kritikere har ret og jeg tager fejl.

Jeg håber for Lene og Camilla, at de har hårdere hud på følelserne end mig.

mandag den 10. august 2009

Eller tror I, at jeg ville se godt ud i skaldet?

Jeg havde været hjemme fra Skanderborg Festival i præcis 60 sekunder, da min lejlighed besluttede sig for at straffe mig for mit fravær og hamre en splint på størrelse med et mellemstort birketræ op i min trædepude. Efter at have brugt 24 timer på at humpe rundt på hhv. venstre fod og yderkanten af højre hæl, synes min nakke at den ville give sit besyv med, og satte sig derfor fast på en måde, der gør det umuligt se til venstre og løfte mit hoved.

(Hvis jeg var jer, piger, ville jeg nok holde ekstra godt fast i min mand, når sex on legs her kommer humpende stift forbi.)

(Ved nærmere eftertanke: I kan selvfølgelig også bare trække ham ud til venstre, hvor jeg ikke vil være i stand til at se ham.)

Derfor skulle jeg i dag på apoteket efter et eller andet, der kunne monteres under min fod, så jeg kan undervise, og noget narko, der giver mig mulighed for at løfte mit åsyn og være dig nådig.

Jeg hader, hader, hader apoteker og apotekere. Der er noget helt grundlæggende galt med mennesker, der kan gå glade og afslappede omkring, omgivet af billeder af skedesvamp og fedtede skæl.

Og i dag var endnu værre end det plejer, for de har fået advarselsplakater op om – oh kære Gud forbarm dig! – lus. Lus. Som er noget af det eneste, jeg kan gå i blind panik over.

Jeg er ikke hysterisk af natur. Jeg har været involveret i færdselsuheld, jeg har trukket folk ud af smadrede biler ved motorvejsulykker, jeg har været spærret inde i små rum, jeg har været til stede, når der er gået ild i ting, jeg har set min veninde blive kørt ned, og jeg ved, at jeg normalt bliver heeeeeelt rolig og overbliksagtig, mens det står på. (At det sjældent er særlig kønt bagefter, er en anden historie.)

Jeg har kolleger, der ikke tolker på hospitaler, fordi det sætter samtalen en del ned i gear, når lægen og patienten hele tiden skal vente på at tolken kommer til bevidsthed igen. Andre slipper for at tolke på landet, fordi heste får dem til at stivne i rædsel, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når man er der for at bevæge hænderne. Jeg har veninder, der hellere vil have kæften fuld af huller og paradentose end at skulle til tandlæge. Min gamle nabo valgte feriedestinationer efter, hvor han kunne komme til uden at skulle flyve eller køre over broer.

Og jeg mener virkelig: Sæt mig på et fly med blod silende hen af gulvet, hvor en tandlæge rodbehandler hele min undermund uden bedøvelse, placer to kæmpeheste i skødet af mig og fortæl mig, at flyet er ved at løbe tør for brændstof og skal nødlande på en saneringsmoden bro. Jeg kan tage det.

Sæt mig ind på et apotek med plakater af lus og se mig stå helt stift i midten af rummet, uden at røre nogen eller noget, mens jeg forsøger at gøre en snebold i vand kunsten efter. Tør i munden, varm, rystende hænder og instant kløe overalt.

De siger at lusesæsonen peaker nu og fader ud i løbet af september.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne blive LIGE her, til vi rammer oktober.

søndag den 9. august 2009

“THE PUBLIC HAS A RIGHT TO KNOW!”

I år kunne jeg for første gang nogensinde ikke ret godt lide Skanderborg. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke rigtigt selv har været i gear, så det er muligt, at festen har været præcis lige så grøn og smuk, som den plejer, og at jeg bare har stirret mig blind på mit halvtomme glas, men jeg var ikke tilfreds. Jeg synes, at programmet var tyndt, og at lyden var skiftevis alt for høj og alt for lav. Jeg synes, at der var en træls stemning blandt publikum, og for første gang nogensinde har jeg både set optræk til slåskampe og hærværk på Skanderborg. Der var mange meget små, meget stive børn, der væltede rundt og legede autonome, og jeg havde det i det hele taget som om den trælse del af Roskilde segmentet havde gate-crashet bøgeskoven.

Som nogle af jer måske husker, skriver jeg for Walther Nyt dernede, hvilket betyder, at jeg skal producere 7 artikler til medlemsavisen. Sidste år var første gang, jeg var med på det skrivende hold; der var det sgu lidt praktikant/det-er-bare-noget-vi-leger-agtigt, og jeg havde min papstorebror at gemme mig bag. I år var der bare mig, virkeligheden og en ordentlig røvfuld dygtige, professionelle journalister.

Og nu er det ikke fordi, jeg fisker efter, at I skal cyber-ae mig over håret og peptalke mig, for selvom jeg ikke er Hemmingway, så ville jeg ikke blogge, hvis jeg inderst inde mente, at jeg skrev ad helvede til. Men de her folk er virkelig skarpe. Specielt den ene af fyrene er så god, at jeg har lyst til at gemme tastaturet bag ryggen og skygge for skærmen, mens jeg panikråber: ”Ikk’ noget!”, når han går forbi.

Når vi sidder til redaktionsmøderne, og formanden gennemgår hvilke historier, der skal skrives, begynder disse mennesker straks at smide om sig med ord som ’vinkel’, ’research’ og ’kilder’, mens de ryger smøger, pjatter og skribler løs på deres blokke. Jeg bliver bare fuldstændig blank inde i hovedet og begynder at svede lidt i hænderne.

Jeg kan lide at fortælle små historier om hverdagen, og det er der, jeg synes, jeg har min force. Jeg kan godt udtænke vinkler og spørgsmål, når jeg kan planlægge i god tid - men at trække dybdeborende, interessante spørgsmål op af hatten, lige ud af det blå, er godt nok en disciplin, hvor der hos mig er rigeligt med plads til forbedring.

Derfor kommer det vel ikke som et chok for nogen, at jeg forsøger at kompensere ved at jagte de folk, jeg skal bruge til mine historier (føler mig på rov i en kasse med fagord, der ikke er mine, hvis jeg skriver ’kilder’) med en indædthed, som jeg simpelthen bliver nødt til at lære at tøjle, hvis ikke jeg vil have en stalker-anmeldelse på halsen. Og det er ikke fordi, jeg ville tøve med at tage den, hvis jeg mente, at det kunne hjælpe. Det er mere fordi, det bliver svært at høre ofrenes svar på de tilladte 200 meters afstand.

lørdag den 8. august 2009

Min undskyldning går ud til fuglene.

Når man både er A-menneske og dampbarn, får man utrolig meget for sine penge, når man er på festival. Uanset om klokken er 1, 2, eller 4, når jeg går i ’seng’, er den ALTID 7, når jeg vågner. Altid. Hvilket har resulteret i nogle grimme ud-af-kroppen oplevelser de år, jeg har glemt at tage fri fra arbejde om mandagen.

I år er ingen undtagelse, men jeg må sige, at jeg faktisk er endt med at sætte pris på morgenerne. For det første har man bruserne og morgenmaden for sig selv (og ’for sig selv’ er ellers virkelig en vare i restordre på en festival). For det andet er det en fornøjelse at møde folk, der bagstive og klatøjede lige er mødt ind på vagt, og som man kan få til at synge hvad som helst (virkelig. HVAD som helst!), og for det tredje er det skønt at gå igennem skoven, når solen falder ned gennem bøgetræernes blade i støvede striber, nattens kølighed har skruet ned for dunsten af humle og urin, og verdens lyde er uldne og fjerne.

Det er i stilheden om morgenen, at man virkelig kan høre, hvor meget vi egentlig larmer om natten.

fredag den 7. august 2009

Smuk fest so far.

Kylie skuffede fælt. Måske er det bare mig, der er lidt gammeldags og gerne vil bevare lidt af festivalånden, men når navnene bliver lidt for store, bliver det helt så indstuderet, at det for mig bliver charmeforladt. Alt er koreograferet ned til mindste detalje, der er playback og show for alle penge og jeg har lidt en fornemmelse af at stå og se MTV i en alt for crowded stue. (Og uden at jeg skal mistænkeliggøre nogen, vil jeg sige, at hvis en S/M-butik i området har haft indbrud og fået stjålet hele beklædningslageret, så kunne det være en ide at tage en betjent ved hånden og aflægge Kylies dansetrup et besøg...)

På vejen hjem fra koncerten lagde vi vejen forbi Cut and Move. På opturssiden var det en mulighed for at glæde sig over, hvor meget der er sket med dansk musik siden 90’erne, og det gav også en forklaring på, hvorfor så mange danske rappere er gået over til at rappe på dansk. Eller også er Lars Ulrich bare holdt op med at tilbyde timer i engelsk. At høre Cindy var til gengæld ligesom at høre sig selv i spejlet: Fåk, fandme og sgu serveret på bred sproghybrid af esbjergensisk /århusiansk.

Afskrev øjeblikkeligt ideen med at lægge bloggen op som podcast.

Bikstok Røgsystem var … skævt, Ida Corr kan stadig synge, så der er baghjul til alle og Kim Larsen er lig med god plads i medarbejderbaren.

Nå. Her sidder jeg i en skurvogn beklædt med spånplader og skriver på hvad jeg tror, er en pimpet Commodore 64. Jeg vil ud i solen og ha mig en øl, og begynde at varme stemmebåndene op til Tina Dickow, Mikael Simpson (som spiller samtidig som Nephew, og dét stinker!) og Fatboy Slim.

Dejlig dag til jer derude.

torsdag den 6. august 2009

See you later, alligator.

De næste par dage er det mig, der er monteret under et sæt af armene:

Gad vide, hvor mange af jer, jeg kommer til at stå ved siden af uden at vide det?

onsdag den 5. august 2009

Jeg har godt nok ikke liiiige fået kigget på det…

Uden helt at være klar over, hvordan det er sket, er det lykkes mig at blive involveret i temmelig mange ting, der udløser heftig mødeaktivitet. I dag har jeg været til et af de møder, der var sjove at være med til; et møde, hvor folk deltog aktivt, havde en mening og turde melde ud.

Men jeg er godt nok ved at være træt af at sidde med ved borde, hvor jeg er en af de eneste, der har forberedt mig. Jeg synes fandeneddersatme bare ikke, at det er godt nok, at man indkalder til møde, for derefter at komme blæsende ind af døren, en time for sent, tomhændet og i fejlfinder-mode. Og særligt ikke, hvis man ikke engang har besværet sig med at læse oplægget. Jeg bliver sygeligt frustreret over, at være nødt til at starte fra scratch hver gang; over at skulle tage de samme diskussioner om og om igen, fordi vi aldrig er fuldtallige, og ingen stoler på, at de andre har haft overblik til at se lige præcis DENNE vinkel, da de diskuterede emnet sidst. Hvordan kan man tillade sig at mene en hel masse om noget, man ikke har sat sig ind i?

Jeg har ikke noget imod at være fodtudse, jeg skal GERNE lave min andel af slavearbejdet, og jeg har ikke behov for at være med i forreste række, når talerne skal holdes og medaljerne uddeles, hvis bare jeg får lov at sætte mit fingeraftryk på arbejdet – men jeg bliver sgu stram om kæben, når folk spilder min tid.

tirsdag den 4. august 2009

Redefinition of disco.

På torsdag drager jeg til Skanderborg, og skal igen i år skrive fra festivalen. Der lader til at have været relativ stor udskiftning på vores lille redaktion, og jeg tænker, at det må være med en præsentation for øje, når Formanden sender en mail, hvori han beder alle ”tage et foto, en Vi Unge eller Bravo plakat eller et pladecover med - af en person/gruppe, som I har en god historie om, en særlig relation til eller som I bare er die hard fan af.” (Tror i hvert fald ikke, at vi skal lave illustrerede artikler om Nena og Limahl, men man ved selvfølgelig aldrig.) Min første tanke var ”åh NEJ!” Hader sådan noget gøgl! Flashbacks til tidligere tiders rædselspræsentationer, hvor man enten skulle synge en sang, der sagde noget om en, eller fik stukket en sten i hånden og skulle dele med gruppen, hvad den sagde.

Efter lidt spekuleren frem og tilbage, måtte jeg dog modvilligt medgive, at det faktisk slet ikke var så dårlig en ide endda, eftersom det formentlig både bliver sjovt at høre, hvad folk har at sige, og fordi valget samtidig siger meget om både personlighed og værdier. Point til Formanden.

Næste problem var så, hvem man skulle vælge. Hvis I blev bedt om at svare på, hvem I heppede på, ville I så bare lige kunne gøre det? Kvamm og LOC kan jeg jo utrolig godt lide, men nok mest pga. deres æstetiske bidrag til den visuelle verden. Svend Auken fortjener mere end en halvsnøvlende ”Skål!” i et skur. Mine forældre, som ellers burde kåres som flagskib for institutionen Lykkeligt Ægteskab (kærester siden de var 15, altid ALTID enige og aldrig til at spille ud mod hinanden, og en far, der stadig køber blomster af ren og skær kærlighed. Come on! Hvem ville IKKE få præstationsangst af at vokse op i det??) er ligesom ikke helt rock n’ roll nok.

Men så slog det mig. Selvfølgelig!*klasker-hånden-mod-panden.* Infernal, sgu da!

Og må jeg ikke godt lige få lov at forklare, inden I buh’er og klikker væk for aldrig at komme tilbage?

Ud over at Lina appellerer voldsomt til min indre Barbie med sin garderobe fuld af tyl og palietter, så synes jeg simpelthen at hende og Paw er så grundseje, fordi de står ved, hvad de laver. De forsøger ikke at sælge deres musik som lyriske digte tilsat musik. De forsøger ikke at fremstå som forpinte kunstnere, der er misforståede af deres samtid. De laver musik, man bliver glad i låget af, og det er de stolte over.

Jeg har flere gange set Lina bliver stemplet som dum blondine, der bare traller sig igennem hjernedød aerobicmusik, men for mig lyder hovedet nu ikke til at fejle noget, når hun bliver interviewet. Hun virker temmelig hands-on og målrettet med sine ting. Mit indtryk er bare, at hun vælger at bruge sin tid og sin energi på at lave det, hun tror på, og som gør hende glad, i stedet for at forsvare genren og fistre rundt på korstog, der på forhånd er dømt til at mislykkes.

Jeg har set dem live en håndfuld gange, og jeg elsker, at de giver sig 120 % procent HVER gang. Til Grøn Koncert, hvor de bare var en lille del af et større set up, skiftede Lina tøj med så høj frekvens, at det er nærmest var umuligt at nå at se med det blotte øje, og scenen var proppet med motorcykler, kæmpestjerner og dansende homo’er – det var et spektakulært festfyrværkeri af overskud og begejstring.

At elske det man laver, at tro nok på det til at have lyst til at gøre sig umage og gå hele vejen – HVER gang – og at kunne trække på skulderen af hånlig kritik: Dét er jeg die hard fan af. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver voksen.

Farvel Svend. Du gjorde en forskel.


mandag den 3. august 2009

Hej. Du må være Yoko?

Jeg beundrer de mennesker, der formår at bevare en single ven af det modsatte køn, når de selv skifter civilstatus fra ’single’ til ’kæreste’, for der er næsten altid et element af flirt, når piger og drenge er venner, og selvom det enten er prøvet af, eller begge parter er enige om, at man ikke er noget for hinanden, er det alligevel svært at gå fra at have sin vens udelte opmærksomhed og fortrolighed til at rykke ned på 2. pladsen.

Jeg tror, at piger har sværere ved at dele end drenge. Det er i hvert fald hos mit eget køn, jeg har set mest modstand ift. raffinerede måder at være tarvelig på. Fra at ignorere hans kæreste, når man møder dem sammen, til at give hende the silent treatment i sociale sammenhænge. Fra at undlade at spørge til hende og hendes liv, til at fortsætte med at flirte med kammeraten – også når hun er til stede. Effektivt, ubehageligt og meget, meget svært at tage op, uden at komme til at lyde hysterisk.

Jeg har set mere end en mand blive fanget i krydsilden mellem to kvinder uden helt at forstå, hvad der foregik. Jeg har også set mere end en mand både forstå det og nyde, at der blev catfightet om ham. Ligemeget hvad, er det en rimelig træls situation for kæresten, som må finde sig i at blive stemplet som kosten, der er skyld i, at verdens sjoveste kammerat er blevet kærestekedelig, og som samtidig kan komme til at føle, at hun skal konkurrere med veninder, der ikke har morgenhår, hverdag og vasketøj imod sig.

Mit bud er, at det handler lidt om jalousi og manglende lyst til at dele, og meget om, at man mister endnu en til Den Mørke Side. Så længe vi begge er alene, kan vi søge bekræftelse hos hinanden, når det er lidt småt med virkelige tilbud, og vi kan lege ’hvis ikke nogle af os har fundet en kæreste, når vi bliver X antal år, så hooker vi to op’-legen. Når den ene finder en kæreste, kan det derfor føles som om man mister både sin ven, sin lidelsesfælle og sin nødplan i ét hug.

Men måske vi alligevel på vores køns vegne kunne prøve at stramme op og være lidt søde? Når nu vi ikke selv vil have ham, kunne vi jo godt prøve at glæde os over, at han er glad. Hvis man gav hende en chance, kunne det også være, at man faktisk kunne lide hende, og at man – hvis man behandlede hende ordentligt – kunne blive præsenteret for hendes kammerat, der er ph.d. studerende brandmand i kontakt med sine følelser.

Hvis ikke, kunne det være, at hun præsenterede jer alligevel – og gav igen af samme skuffe.

søndag den 2. august 2009

Gå nu VÆK, for satan!!

Jeg har fundet en gruppe af mennesker, som jeg hader mere indædt end gøglere: Facere.

Og inden nogen begynder at skrive noget om, at man jo bare kan sige, at man ikke er interesseret, så lad mig lige forklare, hvordan det er at bo i Århus:

Jeg har været nødt til at finde et nyt sted at handle, fordi jeg ikke længere var sikker på, at jeg kunne lade være med at slå idioten fra Telenor eller Grøn Energi eller hvor fanden han nu var fra, ihjel, når han endnu engang ivrigt stalkede mig hele vejen fra min cykel, ind i butikken og fra døren og tilbage til min cykel uden for min gamle Føtex. Det skete hver ENESTE gang, jeg handlede.

Jeg bliver forfulgt af Amnesty International (hvilket jeg for længst er blevet alt for gal til at kunne grine af ironien i), Greenpeace, Unicef, Røde Kors, Politiken, Århus Stiftstidende og de der mennesker med mapper med billeder af nogen, der er blevet hængt, hver ENESTE gang, jeg er nede i byen.

Og den måde de gør det på, er så sindssvagt irriterende, at det næsten overgår min fatteevne: De slår følge med mig, når jeg kommer gående og forsøger med deres dreadlocks, timeløn og friskfyragtige attituder at appellere til min dårlige samvittighed.

I starten gik der sport i at finde på snappy comebacks, der hylede dem ud af den længe nok til, at man kunne nå at undslippe, men når man bliver stoppet 3-5 gange, 4 gange om ugen - ofte flere gange af den samme spade, når man går hhv. ud og hjem - løber man relativt hurtigt tør for ammunition.

Jeg fatter simpelthen ikke, at det kan være lovligt at chikanere sagesløse mennesker på den måde.