fredag den 31. juli 2009

En helt almindelig fredag aften i Bruunsgade.

I dag har jeg haft besøg af lillesøsteren, og bortset fra et besøg i en skrækkelig, alternativ boghandel, hvor ejeren jagtede mig med en røgelsespind, mens han speedsnakkede om, at det var mafiaen, der stod bag mordet på Kennedy, har det været vanvittig hyggeligt.

Da jeg havde sat hende på toget, cyklede jeg hjemad, og bedst som jeg kommer kørende, får jeg øjenkontakt med en afrikansk mand på ca. 50 år. Han smiler meget insisterende og hilser.

Jeg er tolk. Jeg har gennem mit job mødt 499.876.000 mennesker, og lever i evig frygt for at komme til at ignorere nogen, som jeg burde hilse på, fordi jeg ikke vil være skyld i, at hele tolkestanden bliver stemplet som snobbet. Da han hilser, skynder jeg mig derfor at smile igen og vinke - hvilket afstedkommer følgende dialog:

Ham: "Hi!"
Mig: "Hi?"
Ham: "You’re from the university?"
Mig: (tænker: Nå ok, en lærer fra uni!) "No, I interpret there. Do I know you from the university?"
Ham: "Oh. No. I just saw your beautiful blond hair, your small eyes and your round face. Men like me thinks that girls like you are very pretty!"
Mig: (‘Round face’?! Kaldte han mig lige fed??) "Ahem…Thanks.."
Ham: "If you’re single can I give you my card?"
Mig: "I’m sorry but I’m married." (Nå? Det var lidt overraskende.)
Ham: "Are you sure?"
Mig: (Nu lettere fornærmet på min fantasimands vegne) "Yes, I’m sure!"
Ham: "Well, you go home and tell him, that he’s a very lucky man!"

Sker den slags også for jer??

Når man bliver tvunget til at tænke udenfor boksen.

I tirsdags skrev jeg et indlæg på Ordet Rundt, som beskrev en brøkdel af mine overvejelser omkring at vælge at få børn alene.

Med min hjerne har jeg hele tiden været klar over, at det er et emne, andre mennesker har en holdning til, og ikke nødvendigvis den samme som min, men jeg var ikke forberedt på de reaktioner, jeg fik.

Måske er jeg forvænt, fordi min omgangskreds består af mennesker, der i vid udstrækning har samme politiske ståsted og grundholdning til livet som mig, og selvfølgelig vil jeg til enhver tid forsvare mit valg, hvis jeg ender med at gøre det. Men ligesom jeg synes, at det er direkte idiotisk at mene, at homoseksuelle ikke skulle kunne opdrage børn fuldstændigt ligeså godt eller dårligt som alle mulige andre, så har jeg svært ved at se det rimelige i, at man som single kvinde skal være mere perfekt og leve op til højere standarter end folk i forhold.

Det er fuldstændig rigtigt, at man som eneforsørger kun har sig selv at trække på, både psykisk og økonomisk, hvilket betyder færre ressourcer i forhold til barnet. Til gengæld har man tænkt det grundigt igennem inden, og ved fra starten at det er vilkårene - modsat de mennesker, der går fra hinanden når børnene ER lavet. Og det kan godt ske, at den eller de mænd, man vælger som mandlig rollemodel for barnet ikke er knyttet til det biologisk. Til gengæld ender barnet ikke som taber, gidsel og straffemiddel i en situation, hvor mor og far ville være bedst tjent med aldrig at skulle enes om så meget som farverne på dannebrog. For det er et faktum, at næsten 30 % af alle par, går fra hinanden igen, så det er noget pjat at bruge 'et-barn-skal-have-to-forældre' som argument for, at enlige ikke skulle have mulighed for at få børn. Det kan godt ske, at ungen helst ville have to forældre, hvis den blev spurgt – og det ville den givetvis – men alternativet er, at barnet aldrig bliver til, og det er vel for fanden værre?

Jeg tror virkelig helt ind i kernen af min sjæl, at man - hvis man tør at tænke alternativt - kan skabe et liv for sit barn, som indeholder præcis ligeså meget tryghed og kærlighed, som et liv med to forældre.

Og nu ER der jo heller ingen, der siger, at fordi man har valgt børn aktivt til, så har man valgt parforhold aktivt fra. Det kunne jo rent faktisk godt tænkes, at man mødte en, der med glæde nappede hele den lille pakke.

Det eneste virkelige etiske dilemma, jeg indtil videre er faldet over er, hvad man gør, hvis et par af de gamle kærester viser sig at være sæddonore….

I tirsdags fyldte bloggen to år, og jeg har efterhånden lært, at når man stikker næbbet frem, risikerer man at få det i klemme i døren.

Jeg var bare ikke lige forberedt på, at det stadig kan gøre ondt.

onsdag den 29. juli 2009

A good sport.

Ud over at lave de fineste tegninger, skrive blændende godt OG være ualmindelig sympatisk (nogle mennesker kender bare ikke til begrænsningens kunst), er vores veninde Stine Stegen også modig. For nogle uger siden kom hun til give udtryk for, at hun gerne ville lidt i form, og når jeg hører den slags udmeldinger, hopper jeg øjeblikkeligt i den blå heldragt med det gule S på maven, og ser det som min hellige pligt at omsætte ønsket til virkelighed.

Derfor har jeg i bedste bootcampstil heglet Stine igennem diverse aerobic- og spinningklasser. For at forstå hvad jeg mener, kan man evt. forestille sig scenen fra G.I. Jane, hvor Viggo Mortensen (mig) efter at have tævet hende halvt ihjel med træt stemme siger til Demi Moore (Stine): ”Lieutenant. Seek. Life. Elsewhere.” Hvorefter Demi Moore spytter en blodig tand ud og hvisler: ”Suck. My. D*ck!!”

Hun er sej. Stine, altså.

Og jeg tager godt nok hatten af for, at man stiller sig ind og udfordrer sin motorik, omgivet af mennesker, der ser ud som om de aldrig har lavet andet. Når man har trænet i et par år, lægger man ikke længere mærke til de nye mere (med mindre – og her er jeg nødt til at være ærlig – at de bevæger sig som frøer i blendere), men det ved man ikke, når man er ny. Hvis jeg husker rigtigt, føler man, at man er dyppet i selvlysende maling og har en klokke om halsen, der larmer hver gang, man bevæger sig.

Når jeg har gæster med ind i den verden, hvor jeg selv bruger en stor del af min tid, ser jeg altid på mine vante omgivelser med nye øjne. Jeg har forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg elsker det så højt. For det er ikke kun nærdødsoplevelserne og smagen af blod bagerst i munden. Det er heller ikke kun et spørgsmål om, at det føles godt bagefter. For når jeg er i Esbjerg, og jeg låner deres faciliteter, så får jeg opfyldt begge disse kriterier – og jeg røvkeder mig.

Derfor er jeg nået frem til, at det må handle om det sociale.

I en hverdag, der altid føles 3 timer for kort, og skal strækkes i begge ender for at forslå bare nogenlunde, er det fantastisk, at man får foræret gratis tid med vennerne. Det giver mulighed for at bevare nogle relationer, som man ellers kunne frygte ville ryge pga. manglende tid, og det gavner også de venskaber, som rækker langt uden for centret, fordi man får en daglig update på folk, deres humør og deres liv. Hvis vi skulle koordinere vores kalendere, ville vi ikke få en brøkdel af den tid sammen, vi har nu.

Derfor er det egentligt en skam, at man kun kan give folk en prøvetime eller to, for det vil aldrig kunne give en udefrakommende oplevelsen af at høre til; at være en del af noget. Så selvom jeg har lyst til at rende rundt og rette på vægtskiverne, ryste måtterne (aj. Det lød fandme klamt.) og bede de andre om at tale pænt, når vi har gæster, så ved jeg desværre godt, at jeg ikke kan vise det bedste ved at træne: Venskaberne, som følger med.

tirsdag den 28. juli 2009

Bite me.

Nå. Men J.K. Rowling er tilsyneladende helt upåvirket af både stalking og trusler, så det lader til, at jeg må affinde mig med, at mit passionerede envejsforhold til Harry Potter slutter med bog nummer 7. Verdammt.

Men så er der da heldigvis andre teenagehelte, man kan kaste sin kærlighed på, og jeg har nu forelsket mig hjælpeløst i vampyrer og varulve i Twilight-serien. (Indeni er jeg åbenbart stadig 16 år.)

Det tog 5 dage at læse de to første, som er oversat til dansk, og da jeg med et frydefuldt hvin (er åbenbart også lidt 16 år i reaktionscentret) i lufthavnen opdagede, at der allerede ER skrevet yderligere 3, som bare ikke har været gennem (ualmindelig dårlig) translatørs hænder, har jeg nu kastet alle mine principper i grams: Jeg har *intro-fra-Skæbnesymfonien* kastet mig over bog nummer 3 PÅ ENGELSK! *Et sus går gennem forsamlingen.*

Ja. I læste rigtigt. Jeg går nu på arbejde, hvor jeg lever af at oversætte, for så at gå hjem og fortsætte.

Må jeg få en vampyr? Hvis jeg nu lover selv at passe den?

mandag den 27. juli 2009

Følelsernes intelligens.

Der er noget, jeg har tænkt på: Hvorfor er minder så meget mere levende, når de er knyttet til lyde og lugte end til noget, man har set?

Når jeg ser en perlemorsmusling, kan jeg godt huske, at min mormor havde en i en kæde om halsen, som jeg fik lov at lege med, når jeg sad på skødet af hende, men det er ligesom at bladre i et fotoalbum: Jeg kan godt huske det, men det er en nærmest analyserende konstatering af et minde og ikke rigtigt forbundet med følelser. Det er mere et billede, end det er en film.

Til gengæld forvandler lugten af bål og vådt træ mig på under ét sekund til en bleg, 6-årig ulveunge, som står i skoven og pirker mismodigt i en kartoffel, der burde have været mør efter 2 timer i gløderne, men som stadig kan bruges som hammer.

Når jeg går gennem Magasin og pludselig krydser et duftspor af Opium, kan jeg i detaljer huske, hvordan min mor gjorde sig klar, når mine forældre skulle i byen.

Sidste lørdag var jeg til Grøn Koncert, og mens mine veninder groede mentale skulderpuder og henført begyndte at tale om Buffalos og Grøn Mikado, da Infernal spillede ’Sorti de l’enfer’, fik jeg selv en klump i halsen og tårer i øjnene, da LOC spillede ’#&%! Mig Nu!’ fordi en knytnæve pludselig lukkede sig om mit hjerte og trak mig lige tilbage til dengang, hvor jeg elskede en meget fortvivlet mand. Eller var det mig, der var fortvivlet? Jeg ved det ikke. Facts’ne er slørede, men følelserne er stadig knivskarpe i kanterne, når musikken spiller, og de vælter frem igen.

Jeg holder aldrig op med at forbløffes over, hvordan hjernen virker.

søndag den 26. juli 2009

Om jeg er basketstøvle-typen?


Nej, hvorfor spørger du om det?

lørdag den 25. juli 2009

12 timer senere:

Ok. Sidste indlæg, ikke? Strike that. Zen er aflyst, og erstattet med hysteri og utålmodighed ad libitum.

Ankom i gooood tid til lufthavnen – bare for at modtage meddelelsen om, at flyet var ”fully booket, ma’am. I’m very sorry, but you are on the waiting list!”

!?!!!?

W.H.A.T!?!!

Let me lige forstå that right: De billetter, som vi købte for et halvt år siden, er De Falske Billetter, som ikke giver adgang til et fly, men til en forpulet VENTELISTE!!?

”I’m afraid so, ma’am, I’m very sorry!”

For det første: Med mindre din undskyldning gror vinger, flaps og kaptajn, så kan du stikke den up yours. Ma’am. For det andet: Vi udgør 1/3 af et fødselsdagsselskab i aften, og vi kan sgu da ikke stå her i Amsterdam og synge! For det tredje: Hvornår afgår det næste fly? (Og du kan bare lige PRØVE på at fabrikere en sætning, der indeholder antydningen af ordet ”tomorrow.”) Endelig synes jeg måske ikke, at vi behøver sparke yderligere til de flyløse: Udløser sgu da instant depression at blive ma’am’et, hver gang man bliver tiltalt.

Den slags situationer får også altid det bedste frem i folk. Da de havde boarded flyet, stod vi 6 ufrivillige bænkevarmere tilbage, og da damen forklarede, at de nu tjekkede, om der var flere ledige pladser, råbte skaldet, nogen-og-fyrre-årig karabinhage: ”I can travel alone! I’m single!”

Big fucking surprise.

Så nu siddeligger man her, på 10. time, i formstøbt plastik og prøver ikke at tænke for meget over, at man for længst burde være hjemme og iført hæle og blå tænder.

Men det ser ud til, at vi får lov at blive her længe nok til at lære at sætte pris på ironien i, at vi valgte at flyve med ”KLM – The reliable airline.”

Ude er godt. Det er hjemme også.

De sidste dage op til min ferie modtog jeg en hel del sms’er fra søde mennesker, der ville ønske mig god tur. Mange af dem var variationer over temaet: ”Nyd det nu. Du har fortjent det.” Det har jeg brugt en del tid til at spekulere på hernede. Tænk hvis jeg er sådan en, der tuder så meget over mit liv, at folk tror, at det er mig, der er inde i Sisyfos? Eller den glædesforladte type, der stiller rødvinsglasset for at støvsuge inden gæsterne er gået? Det ville jeg godt nok være træt af at opdage, for jeg synes jo virkelig, at jeg er både tilfreds og tilpas i mit liv, og det er det indtryk, jeg håber, at folk har. Nogen gange bliver jeg nok bare lidt overvældet af mit liv, fordi .. ja, på en eller anden måde er der bare så meget af det.

Måske er det derfor, at jeg er så anal med planlægning og overblik. For at få plads til det hele. Da jeg læste, gik jeg i klasse med en pige, der engang kiggede på mig og med slet skjult irritation sagde: ”Linda. Nogen gange ville det fandme klæde dig at falde bare en lille smule igennem!” Hun skulle næsten have lov at tage med mig på ferie. Fra jeg sætter fod på flyet, og til vi lander igen, er der sådan set bare tale om en uendelig spiral i frit fald. Jeg bliver så dum, så blond og så ligeglad, at det grænser til det latterlige. Jeg mister evnen til at producere sætninger med over 4 ord, jeg hærger min krop, som var jeg besat af autonom klæbeånd, og jeg bruger penge like there is no tomorrow. Planlægning bliver videnskab på linie med kvantefysik, og jeg overlader glad og gerne tøjler og overblik til rejsefæller, taxichauffører, fremmede mennesker - ja, faktisk alle, der melder sig frivilligt.

I min familie har vi altid været ret gavmilde med de dårlige jokes, og hele min barndom har min far afsluttet alle ferier med at spørge, om ”der er nogen, der har en brugt ferie til salg?” Jeg har aldrig rigtig syntes, at det var sjovt. Men jeg får selvfølgelig også stadig tunnelsyn af angst, når jeg står i taskeforretninger, fordi det flytter mig lige tilbage til min folkeskoletid, hvor jeg med kvalme og koldsved af børnestress udpegede den Jeva, der skulle fungere som skjold det næste år. Som barn var jeg markant bedre tilpas i ferier end i hverdage, og derfor glædede jeg mig til dem på en måde, der gjorde, at jeg nærmest følte, at det var livet og ikke bare ferien, der var slut, når vi rejste hjem.

I morgen [lør. Red.] kl. 17 lander jeg i Billund med min brugte ferie, min 20 fods container formerly known as min kuffert og en hel masse ord, og har så 1½ time til at nå hjem, afmontere feriementalitet, vaske det værste rejsestøv af og skrue mig ned i noget festligt. Da jeg tænkte på det, kunne jeg mærke, at jeg glædede mig, og så blev jeg helt varm ved tanken om, at jeg endelig er et sted, hvor jeg både elsker at tage på ferie og elsker at tage hjem. Farvel barndomstraume. Det er sgu da stort at opdage, at man har fået skabt et liv for sig selv, som man glæder sig til at komme tilbage til.

onsdag den 22. juli 2009

Update fra Nederland.

Har nu:

- Laert at parallelparkere en vandcykel.

- Stamsteder.

- Vaeret daarlige.

- Autentisk, indfoedt look, der faar de lokale til at spoerge om vej.

- Rent faktisk somme tider vaeret i stand til at svare.

- Ondt i foedderne.

- Koebt sko der er saa fede, at vi har taenkt os at rejse med dem som haandbagage. Fuck resten af bagagen. Hvis de smider det vaek, genopbygger vi en ny gardarobe omkring de nye sko. (Og hvis flyet styrter ned, har vi noget fabelagtigt at klamre os til.)

- Fundet en person, vi hader. Kaptajnen paa 'Hop on - hop off'. Svinet passer ikke sin rute, OG raaber af os, naar vi vandcykler. Fuck on - Fuck off!

Mangler:

- 4 ekstra kufferter og eget lastrum paa flyet hjem. (GOD shoppingby!)

- Baresso. (Eller Starbucks. Mest Starbucks, faktisk.)

- At holde op med at afstoede turistbibel. Har maatte krydse vores eget spor 17 gange, for at finde den igen.

- At finde ud af, hvad det er jeg siger, som betyder, at de bliver ved med at pakke ALT, jeg koeber, ind som gave.

- Tid til at laese korrektur paa blogindlaeg skrevet paa lejecomputer. Sorry.

mandag den 20. juli 2009

We love it also!

Saa har vi vaeret i Amsterdam i 2 dage, og indtil videre har vi laert:

- At 5 stjernede hoteller har spejle, der er dugbehandlede midtpaa, sae man kan bade i 50 grader varmt vand i en time, og stadig laegge make up LIGE bag efter.

- At vi elsker Amsterdam. En by med skilte med ord som ' muziekknuffels' og 'Amsterdamse'. Kan man andet?

- At internet er markant billigere paa coffeeshops end paa hotellet. Pokkers...

- At til troeds for, at Amsterdam er flad som en nystroeget pandekage, og at ALLE cykler, sae er der kun et design i cykler (onkel morfar-cyklen med robust stel og dynamolygte), og tilsyneladende er cykelhjelmen ikke opfundet hernede endnu.

- At man ikke skal laene sig op af glasvaeggen i brusenichen, naer man barberer ben. Det er en laage.

- At der faktisk ER noget i hele verden, der er vaerre end engelske turister, og det er engelske turisters boern.

- At Amsterdam har et kagehus. Det skriver jeg lige igen: Et KAGEhus. Med kager, kager, og flere kager, lyseroede vaegge og tylsommerfugle som lamper. Fik jeg naevnt, at vi elsker Amsterdam?

Nae. Jeg vil tilbage til min ... kaffe. 'Dag.

lørdag den 18. juli 2009

I am sterdam.

I morgen tidlig er jeg den der er fløjet. Der er dømt hygge, coffee shops og pauseskærm, og det kan kun gå for langsomt med at komme afsted.

Eneste nitte ved ferie er dog det evindelige pakkehelvede, der følger med. Skyr det som pesten. Lige nu sidder jeg i Sarajevo 92 og kigger på alle mine ejendele, (virkelig. Alle.) som er spartlet ud i et tyndt lag over gulv, seng og borde. Jeg er ude af stand til at vurdere, hvad jeg skal bruge og – og det er Det Virkelige Problem – hvad jeg har LYST til at bruge. Jeg starter med at hive alt ud af skabene efter devisen ’nu prøver jeg lige i første omgang at finde alt det frem, som jeg gerne vil have med’. Herefter er planen så at arbejde mig baglæns, indtil jeg rammer en mængde, som både jeg og flyselskabet kan acceptere. Desværre mister jeg altid overblikket lige efter hiv-ud-fasen, og det er der jeg er nu. Helt, helt uoverskueligt at skulle rydde op i det her.

Heldigt, at man har en blog, så man kan overspringshandle lidt.

Suk. Jeg må tilbage til bunkerne. Efter det venter lækre, lækre LOC, fantastiske Infernal og en hel masse regn. Næste gang vi ses herude, blogger jeg omgivet af tulipaner og røg i de røde lygters skær.

fredag den 17. juli 2009

High maintenance.

Da jeg læste, glædede jeg mig i vildskab til at få et voksenjob, så jeg kunne begynde at tjene rigtige menneskepenge og ikke være kronisk på røven. 7 år senere er hånlatteren endelig ved at forstumme, og en af livets rette sammenhænge ved at bundfælde sig. Farvel studierabat, madklub og deleforsikring. Goddag licens, full blown regninger og dyrere vaner.

For det er nok i virkeligheden det sidste, der får det til at virke, som om min økonomi tager udgangspunkt den samme kalkule med de samme knappe faktorer nu, som da jeg læste.

Jeg gider f.eks. ikke handle i Fakta mere. Nogensinde. Der er grimt, der lugter, og så skal man altid huske sin bon, fordi man alligevel skal i Føtex for at købe resten. Jeg er done med gråt, papagtigt etlagstoiletpapir, og jeg betaler gerne 40 kroner for en kop kaffe, og 55 kroner for en øl for til gengæld at kunne drikke det et sted, hvor der er stole, betjening og hvor andre, uden at pive, tager opvasken, når jeg skrider.

Men jeg har lidt en fornemmelse af, at det ikke har tænkt sig at stoppe.

For 3 år siden holdt jeg ferie i Barcelona, boede på dorm, svedte i lufthavnsbus og havde væggelus med hjem. På søndag tager jeg til Amsterdam til 5-stjernet hotel, taxa og guldbrownies.

Sidste nye skud på stammen er luksussengetøj. Har de seneste måneder tilbragt lidt for mange nætter med, rasende og svedig, at vikle mig ud af billigt overskudsbomuld, fordi de forp*lede stykker linned åbenbart giver sig noget, der ligner 30 % i mørke, så forleden svingede jeg forbi Det Hvide Hus og upgradede til businessclass. Om man kan mærke forskel? *OMG* Jeg sover ALDRIG i de andre karklude igen.

Det er kortsigtet, det er hedonistisk og det er nogle gange svært at forsvare. Fuck it. Der er alligevel ingen lommer i den sidste skjorte.

onsdag den 15. juli 2009

Måske man bare skulle købe en kat.

Det er vist ved at være en uge eller to siden, vi har snakket om dating her på bloggen. Alle gode intentioner til trods må jeg indrømme, at det har ligget lidt stille. Dels har jeg haft mit hoved et andet sted, dels har jeg haft så travlt, at jeg virkelig skulle tænke: ”Kæft, han lyder sød!” for overhovedet at overveje at tage af sted. Og lad os bare være ærlige: Der er markant flere tudser end frøer derude.

Måske bliver jeg nødt til at smide håndklædet i ringen, og erkende, at jeg ikke finder min kommende mand gennem netdating. Jeg er simpelthen for forbeholden. Når jeg møder en mand i virkeligheden, er jeg egentlig ligeglad med alder, flyveører, ekstra kilo, job, hvordan han staver, og om han har børn. Alt det bliver sekundært og løsbart, hvis kemien er der. Men min skepsis insisterer på en plads ved bordet, når jeg skal på date med Poul, og jeg på forhånd ved, at han er tyk kraftig, ordblind, har 3 børn og er præcis lige så meget ældre end mig, som han er yngre end min far.

Og vi har stadig problemet med henvendelser fra dem, der tager udgangspunkt i egne ønsker og behov, og som tilsyneladende ikke forholder sig til, hvad JEG leder efter (hvilket jo tegner godt for et eventuelt forhold…).

Tonen i min profil minder meget om tonen her på bloggen. Jeg har forsøgt at være ret konkret og direkte i forhold til, hvad jeg leder efter, og hvad der er vigtig for mig. Jeg har gjort mig meget umage med at beskrive, hvad jeg kan lide, og hvad jeg finder frastødende. Derfor vil jeg gerne vide:

Hvorfor jeg bliver ved med at få breve fra mænd, der detaljeret beskriver deres stjernetegn, og hvad det betyder for deres personligheder?

Hvorfor – oh kære Gud, hvorfor?! - de skriver til mig, når de ikke kan stave, ingen uddannelse har og er blevet skilt for 2 måneder siden? Den kombination foreligger hos flere mænd, end man tror.

Og hvordan kan man have læst min profil og stadig sende et brev formuleret som digt, der slutter med følgende perle:

”Du har et helt utroligt vidunderligt smil. Et smil som kan få en engel, med brækkede vinger, til at gå et par ekstra mil.”

Helt uden ironi.

Jeg giver op.

tirsdag den 14. juli 2009

Man kan også overgøre en god ting.

Som tidligere nævnt har vi gang i noget turbo feng shui i hulen i disse dage, og i går ramte den etniske udrensningspatrulje mit køkken.

Heldigt, at jeg elsker de shakes, jeg kan lave med min nye super badass blender, for den er nærmest eneste tilbageværende beboer i køkkenskabet.

Jeg benyttede lejligheden til at optimere indretningen, så jeg er fri for at skulle ligge og rode rundt med røven i vejret og famle mig frem i blinde, hver eneste gang, jeg skal bruge min wok. Det hele blev så strømlinet og smart, så jeg tænkte, at jeg ville hænge mit forklæde ind i skabet (ja, jeg har et forklæde. Og hvad så!), så det ikke forstyrrede alle de rene linier.

Dårlig ide.

Har skreget højt af forskrækkelse hver eneste gang jeg har åbnet skabet siden, fordi jeg tror, at jeg bliver angrebet af et spøgelse en øksemorder, der bare har stået på lur og ventet på mig.

Måske vi bare skulle sige, at nu havde jeg ryddet op.

mandag den 13. juli 2009

Hell hath no fury like a woman scorned.

For nogen mennesker er minimalisme en foretrukken indretningsstil. For mig er det resultatet af, at jeg nærmest tømmer mit hjem for interiør, når jeg tænker. Hver gang. Rod i hovedet = oprydning på matriklen. Om ikke andet er det dejligt håndterbart, at mine psykologiske undvigemanøvrer er så forudsigelige og gennemskuelige, at det nærmest er kedeligt.

I går gik det ud over min lille reol ved min seng. Her faldt jeg over min gamle dagbog, og da jeg bladrede i den, faldt et brev ud. Det viste sig at være et 7 år gammelt anti-kærestebrev, skrevet til en utro ekskæreste, og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg læste det. 3 sider, der syder af arrigskab, med så mange udråbstegn og store bogstaver, at det overrasker mig, at der stadig er nogen tilbage på tastaturet.

Highlights:

"Jeg synes, at du er et tarveligt møgsvin, og du LYVER!"
”Jeg håber, at du har det bare en BRØKDEL så skidt, som du påstår at have det, for det fortjener du, din lorteabe!"
"Du er en ynkelig mand i panikalderen, og måden, du fører dig frem på som en anden teenager, er til grin!"
"Tænk at du gider lyve om ting, der er så pisseligegyldige!"
"Du er en forpulet hyæne, og jeg FATTER ikke, at du kan holde dig selv ud!!"
"Jeg hader, at du gjorde mig til en kliche, og du skal vide, at jeg har mistet AL respekt for dig."

"Jeg væmmes ved dig, jeg foragter dig, og du kan fandme understå dig i NOGENSINDE at kontakte mig igen!!"

Kom nu, Linda. Ikke brænde inde med det. Skriv dog, hvad du VIRKELIG tænker.

søndag den 12. juli 2009

Scent of a (wo)man.

Nogen, der ved, om man stadig kan købe de der ”Læs & Forstå” bøger, vi brugte i 2. klasse? For jeg kunne tilsyneladende godt trænge til at repetere konceptet.

Var i Magasin i går, og endte i parfumeafdelingen. Elsker parfume, og selvom man ikke kan spare noget som helst, når man flyver indenfor EU, så kan jeg garantere, at jeg har tænkt mig at bruge lufthavn og ventetid som undskyldning for at supplere duftgarderoben, når vi rykker til Amsterdam. Alle gode resultater er jo som bekendt produkter af godt forarbejde, så besøget i parfumeafdelingen var et forsøg på at afsøge markedet, inden jeg ripper det.

Mens jeg gik rundt og sprøjtelakerede alle halvplane overflader på arme og hænder, fik jeg pludselig øje på en tilbudsø med Library of Fragrances dufte. (For de uindviede: Parfume, der dufter af ting og steder, man kender, i stedet for bare af ’godt’.) Fandt en, der hed ’Steam Room’. Der var godt nok ingen tester, men den var så latterligt billig, at det næsten var lige meget. Mente desuden at kunne huske, at den var god. (Note til selv: ALDRIG stole på tolkehukommelse, der 99 % af tiden fungerer efter princippet ”Husk – oversæt –smid væk.”)

Set i bakspejlet, skulle jeg måske lige have gjort mig selv den tjeneste at læse etiketten, men jeg var blændet af ’Halv pris!!’ mærket.

Så nu er jeg den lykkelige ejer af et styk velduftende eau de cologne. Til mænd.

Nå, pyt med det. Min søde kæreste kan jo bare bruge den, når han er her.

Eller det der.

lørdag den 11. juli 2009

Vil du med hjem og se mine knogler?

Kender I det med at komme til at sige ja til noget uden rigtig at høre efter?

I starten af februar var jeg til DGI Convention i Kbh., som altid starter med landsinstruktørmøde fredag aften. Mange informationer. Fredag aften. Lang togtur. Mange kolleger, man ikke har set længe. Og jeg kan godt svagt erindre noget info om lån af et undervisningsskelet og en seddel, der gik rundt. Jeg må åbenbart have skrevet mit navn på, for i forgårs modtog jeg en KÆMPE kasse med DGI skrevet på i afsenderfeltet.

Først var jeg helt blank. Jeg stod i lang tid og kiggede på kassen, mens jeg overvejede, om der var sket en fejl. Til sidst vandt nysgerrigheden alligevel over min skepsis, så jeg hentede en saks og lagde Y-snittet. Imagine my surprise, da jeg slog flapperne til side og stod ansigt til kranie med min nye roomie.

Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt. Ikke at den ikke er smart nok at have, når vi underviser i anatomi og fysiologi på uddannelserne, bevares, men der er da no way in hell, at jeg kan have den kæmpekasse med i toget. Og jeg er vel nødt til at skille den ad, når jeg rejser med den. Eller hvad? Kan man bare bestille en pladsbillet til den?

(PS: Hvis jeg blev tortureret længe nok, ville jeg nok også være nødt til at indrømme, at jeg synes, at den er en lille, bitte smule uhyggelig.)

fredag den 10. juli 2009

You want the truth? You want the truth!?!

Nå? Kan forstå på snakken ved gadekæret, at gokkesokken ovenpå er skiftet ud med noget forsvarsadvokat. Man må sgu da håbe for hendes potentielt uskyldige klienter, at hun lægger en lille smule mere engagement og entusiasme i sit arbejde end i sit sexliv. Det eneste jeg kan høre, er hans … afsluttende procedure. Ikke en lyd fra fru Justitia.

Måske er hun bare en af de pæne piger, der holder igen, fordi hun er bange for, at han CAN’T HANDLE THE TRUTH!!

torsdag den 9. juli 2009

Where is the love?

Jeg tænker i disse dage. Så meget at jeg tager fejl af de byer, jeg befinder mig i, sætter min kogekeddel i køleskabet og har det, som om jeg ser mine programmer for første gang nogen sinde, når jeg skal ned og undervise.

Jeg er ved at lære noget om, hvordan det føles at finde ud af, at alle historier virkelig HAR to sider. Det burde jeg vel i en alder af 32 år være klar over, men det er overraskende at opdage, hvor lidt den teoretiske viden kan bruges til i virkeligheden.

Jeg er ved at finde ud af, at noget af det sværeste i verden er at redefinere den rolle som offer, man har tildelt sig selv, og i stedet se sig selv som både medansvarlig og bøddel. Jeg er ved at erkende, at en del af at give slip på fortiden også er at acceptere, at du aldrig vil komme til at se fortiden gennem mine øjne. Og jeg spekulerer på, om jeg skylder mig selv at undersøge, om det er kærlighed eller luftkasteller, der er derude.

Tør man?

Bør man?

Kan man forsvare at lade være?

onsdag den 8. juli 2009

Jeg lover at (prøve at) være sød.

I dag, da jeg skulle til træning, stod jeg og var ved at klæde om, da to veninder kom ind. Jeg kunne høre dem, inden jeg kunne se dem – eller; jeg kunne høre den ene af dem. I løbet af de 3 minutter det tog mig at skifte tøj, nåede hun at brokke sig over:

- Varmen.
- Sin kæreste, som havde glemt at købe mælk.
- Sin chef, som bare var skredet på ferie, og havde ladet hende stå tilbage med problemerne.
- En jobsamtale, hun skulle til, fordi den lå kl. 14, hvor hun ikke havde fri.
- Busserne og deres sommerkøreplaner.

Her var det så, at jeg greb min anden sko og i halvbestøvlet hump tog flugten, da jeg var bange for at miste lysten til at leve, hvis jeg skulle høre på flere giftudslip. Veninden fik ikke på noget tidspunkt mulighed for at komme ind i samtalen – jeg tror bare, at hun var med som skraldespand.

Det værste var næsten, at jeg med al uønskelig tydelighed kunne høre mig selv bitche igennem på samme måde, sådan en PMS-ramt mandag, hvor cyklen er flad og det regner.

Egentlig er det ikke rimeligt at læsse lort i hovedet på andre mennesker på den måde, for det kræver enten voldsom viljestyrke eller en udpræget evne til at lukke af, hvis ikke de skal lade sig påvirke og smitte af så megen negativitet.

Jeg plæderer ikke for det falske smil eller for at lade som om man er ok, når man ikke er, men det kunne være en overvejelse værd, om man måske brokker sig så meget over ligegyldige småting, at folk ikke har lyst og overskud tilbage til at beskæftige sig med det, når man virkelig er presset og har brug for, at de lytter.

tirsdag den 7. juli 2009

Just another day at the office.

I mit job har jeg temmelig meget kontakt med det offentlige, og jeg er ked af at sige det, men ind imellem bliver jeg ganske enkelt rystet over, hvor lidt etik og respekt der udvises de steder. Sagsbehandlere, der uopfordret fortæller mig – et menneske, de aldrig har mødt, men som de klassificerer som en af deres egne, fordi jeg har skilt på - unødvendige detaljer om sagerne og brugerne, som hævet over enhver diskussion er omfattet af deres tavshedspligt. Socialrådgivere, der taler til brugerne som om de er dårligt begavede, og ikke bare døve. Konsulenter og vejledere, der fuldstændig uden blusel udveksler meget private oplysninger om de døve forældre, selvom de står i lokalet ved siden af, og deres hørende børn er til stede.

Det er tilsyneladende også lidt småt med empatien hos nogen, når de har været i deres fag i mange år, og somme tider får jeg ondt i maven af vrede over, hvor ligegyldige attituder disse mennesker lægger for dagen, når de afsiger domme, der forandrer andre menneskers liv for altid. Det kan godt være, at du har stillet diagnosen grøn stær 800 gange, men det ville godt nok klæde dig at udvise bare en lille smule forståelse for, at et menneske, der er 100 % afhængigt af sit syn for at kommunikere går i behersket panik ved udsigten til at blive blind. Og det er muligt, at det er den bedste løsning for alle, og at det er barn nummer 9 i denne uge, du er med til at anbringe uden for hjemmet, men jeg tror ikke, at en mor, der står overfor at skulle afgive sit barn, er i stand til at grine af din joke om, at hendes datter vel nok er heldig, fordi hun får dobbelt så mange fødselsdagsgaver i år.

Den dag jeg har været i mit fag så længe, at jeg har opbrugt min kvote af medmenneskelighed, håber jeg, at jeg i det mindste stadig har anstændighed nok i livet til at sige op.

mandag den 6. juli 2009

Goodmorning sunshine.

Nogle gange har jeg det, som om jeg kun har livet på C-niveau. Jeg har fat i hovedtrækkene, men kunne godt trænge til at få forklaret detaljerne, om hvordan alting hænger sammen igen. Gerne langsomt og i et relativt lixfattigt sprog.

F.eks. kender jeg efterhånden mig selv og mine egne reaktioner godt nok til at vide, hvad der sker, når det sker, men jeg er ude af stand til at omsætte min viden til brugbar adfærd.

Når mit blodsukker er lavt, ved jeg godt, at det er kemi, der får mig til at føle mig som Metusalem, men jeg mangler stadig bogen, der forklarer mig, hvordan min indsigt gør en forskel.

Når jeg er træt, bliver jeg HYSTERISK lydfølsom. Da jeg sad i toget i morges kl. 04.49 (det skriver jeg lige igen: 04.49!!), havde jeg det, som om alle i kupeen forsøgte at hakke i min hjerne med issyle. Lydmanden overfor mig suttede tænder og knækkede led i én uendelighed. Gøglerne med bare tæer og dreadlocks sad viklet ind i hinanden og snavede med lyd på. Den overdrevet friske karabinhage overfor mig var ved at caste sig selv til hovedrollen til Hella Joofs næste film: ”Hør mit æble”. (Lød fandme som pakis, der knækkede, hver eneste gang han tog en bid.)

Og så er det, jeg gerne vil vide, hvorfor det stadig kan irritere mig så meget, at jeg har lyst til at sætte ild til dem alle sammen, inden jeg overhælder dem med svovlsyre og skyder dem, mens jeg brøler: ”HOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFTHOLDSÅKÆFT!!!!” – når jeg nu godt ved, at det er mig, der er nede på overskud?

(Da jeg kørte hjem, kunne jeg i øvrigt se, at Skanderborg er det nye sort for übercoole, tennisagtigt par i 30’erne. Er det overhovedet lovligt, at have så meget hvidt hør og Dyrberg-Kern samlet på ét sted? Og gider de lade være med at stå og se så skide udsovede og nystrøgne ud, når Roskilde lige har gylpet dem op efter 4 dage i 40 grader og urinstøv?)

søndag den 5. juli 2009

Goodbye Kitty.

Er det ikke mærkeligt, at nogle bestemte modeluner sætter sig urokkeligt fast på det ene køn, når det modsatte tilsyneladende skyr det som den tekstile pest? I H&M har Hello Kitty og Nuser-stativerne beslaglagt hele områder med alt fra hårelastikker over undertøj til jakker. Børnetøj i voksenstørrelser. Jeg tror, at nogle kvinder synes, at det – kombineret med de verpülte rottehaler – giver et sexet Lolitalook. Jeg har endnu til gode at møde en mand, der synes, at det er frækt.

Og nu tror jeg, at jeg har fundet den mandlige pendant til tegneseriekludene: Sneakers. Forstå mig ret: Jeg er en sucker for mænd i hættetrøjer og fede T-shirts (som FYI ikke længere tæller dem med ’Tudefjæs’ og ’Selvhenter’-tryk), og jeg er stor tilhænger af fede kondier. Det er bare som om, at mange mænd ikke kan se forskel på Den Coole Sko og Onkel Skoen. Fede, semislidte Converse og Nikes: Ja tak. Udtrådte Kappa og Fila fra Bilka med for lange snørebånd: Nej tak. Om så resten af racket er nok så stilsikkert: Hvis skoene er væmmelige, trækker de resten af outfittet med sig i faldet.

Hvad stemmer I ind på Top 5 listen over all time fashion no-nos?

lørdag den 4. juli 2009

Top 5

over ord og sætninger, vi ikke bruger mere.

1) Tusser.
Får du dem lavet på Troldestuen? Hvis du er gammel nok til at få dem lavet, er du også gammel nok til at kalde dem ved deres rette navn: Ta-to-ve-ring-er.

2) Tak for god ro og orden.
Kom nu. Den var jo ikke engang sjov på sin jomfrufærd ud af munden på Onkel Ordstyrer.

3) Kan I holde varmen?
Kan du holde kæft? Det er 40 grader udenfor, alle normale mennesker ligger på stranden, og her sidder vi – frivilligt, I might add – i mærkelige sko og cykeltøj. Tolerancetærsklen for dårlige jokes er frygtindgydende lav.

4) Kilo.
Må stadig gerne bruges i opskrifter, ved vægttab (alt, alt for uoverskueligt at skulle til at regne om til anden måleenhed), og i Horserød. Ellers kalder vi det bare tusinde kroner.

5) Orker.
Det var sådan set brugbart nok i begyndelsen, indtil det blev til carte blanche til dårlig opførsel og generel ugidelighed. Det eneste tidspunkt, hvor det er ok at melde ud, at man ikke orker noget, er hvis man er kommet til at gå ud til over navlen i stress. For alle andre gælder det, at man godt nogen gange må gøre noget, man ikke selv har vildt lyst til, for at glæde og hjælpe andre.

fredag den 3. juli 2009

- nu med blender.

Min mor sagde to ting, der afgjorde sagen:

1) "God ide" og
2) "Værs'go"

32 år og spoiled rotten *hurra-smiley*.

torsdag den 2. juli 2009

Hit med alting NU!

Det er ikke sikkert, at jeg er det dårligste menneske i verden til behovsudsættelse, men hvis ikke, kommer jeg i hvert fald ind på en flot 2. plads. Når jeg ser noget, jeg vil have, skal det være nunununu, og jeg har et nærmest uendeligt antal hyldemetre læsset til med lort, der kan bekræfte, at det sjældent er hverken gennemtænkt eller brugbart, når jeg giver efter for instant gratification.

Jeg ved ikke, hvorfor det sker, men jeg får en slags hallucination, der pludselig får mig til at se mig selv som øko-hippie, der rister mine egne kaffebønner, mens jeg laver hjemmelavet pasta og presser juice. Eller jeg bliver pludselig nærmest rystet over at opdage, at jeg ikke ligger inde med akvarelfarver og oliemaling, når jeg nu HELT indlysende er den malende type. Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg farer altid ud og køber Den Store Pakke. Af alting. ASAP. Tænk, hvis man stod i sit (fantasi) atelier og forsøgte at fange lyset - og man så lige manglede den rigtige rosa nuance til at gøre billedet perfekt.

De sidste par år har jeg forsøgt at minde mig selv om tidligere tiders fejlkøb, når jeg pludselig bliver ramt af en kreativ eller huslig hjerneblødning. Jeg kunne have haft 7 IPods, to Macbooks og tre fladskærme fra B&O, hvis jeg havde været i stand til at beherske mine impulser.

Men altså .....

Nu har jeg fået øje på en blender. Og ikke bare en hvilken som helst blender. En SUPER bad ass blender, der kan ALT. Pesto, smoothies, suppe, iskaffe. Muligvis sushi. Det hele. Jeg har strengt pålagt mig selv at tænke igennem, om jeg synes, at jeg har 2000 kroner at skyde i projektet, men lige pludselig har jeg KUN lyst til ting, man kan lave med den. Hver gang jeg står i mit køkken, slutter alle mine sætninger med " - hvis jeg havde den blender."

I morgen får jeg besøg af min mor. En voksen. Med køkkenerfaring. Hvis hun siger go, så køber jeg den.

(Og hvis ikke, venter jeg, og tager ned og køber den på mandag.)

onsdag den 1. juli 2009

Hvad har vi nu imod brune løg?

Hvis nogen lige har 5 minutter i overskud, kunne de måske lige ringe til Kina og gøre opmærksom på, at både Hitler og Michael Jackson er døde - og vi andre er ligeglade.