tirsdag den 30. juni 2009

Forførerens dagbog.

I min omgangskreds (som må tage fra for meget her på siden) er der et par eller tre af veninderne som, når det kommer til sex, spiller mere efter drenges regler end pigernes. De er så direkte, som det er muligt at være for kvinder uden at blive brændt på bålet, de er ikke bange for at bede om det, de gerne vil have, og de har ingen hemmelige agendaer, når de tager en mand med hjem. Sex er et fysisk behov sidestillet med sult eller tørst, og de er voksne nok til selv at tage ansvar for at få det dækket.

For et par uger siden sad vi hele flokken over en gang brunch søndag morgen. Den ene af de selvhjulpne kvinder var lidt klatøjet, fordi hun havde tilbragt natten i selskab med en mand, hvis kæreste var på tøzeferie.

Når vi sidder der, bænket om cafebordet, holder hun ikke historien hemmelig, men hun flasher den heller ikke. Hvis hun bliver spurgt, fortæller hun, uden spor af hverken skam eller stolthed i stemmen. Nøgtern og afklaret med sig selv og sine behov.

Jeg har prøvet at lægge mærke til, hvor ofte hun bliver spurgt: ”Har du så hørt fra ham?” af en af os andre dagen derpå. Der er en hitrate på 100 %.

Og jeg tænker, at vi aldrig slipper af med det kvindesyn samfundet har udstyret os med.

Selvom hun udtrykkeligt har fortalt os, at hun ikke har følelser for den pågældende mand, antager vi ALLIGEVEL, at hun nok inderst inde håber, at han ringer til hende. Alene ved at spørge, synes jeg faktisk, at vi er med til at holde liv i myten om, at kvinder, der dyrker sex for akten alene, er billige. Hun SKAL håbe, at han ringer, ellers er hun enten løs på tråden eller psykisk ustabil. (Var der egentlige ikke også noget med, at hun blev misbrugt som barn?)

Hvis hun kunne, tror jeg, at hun ville bede om et ekstra nummer eller to med nogle af de her mænd. Men hun er frataget muligheden for at være den initiativtagende part, for mens han til enhver tid kan sende en casual booty call-sms afsted, så vil både han, alle hans kammerater OG alle hendes veninder antage, at hun gerne vil mere end at knalde, hvis hun tager teten. Og det er mit indtryk, at det kan være så irriterende at skulle rydde op i misforståelserne, at det simpelthen ikke er det værd. Den historie skal bare fortælles to gange om den samme kvinde, så er hun mærket med The Scarlett Letter, og for evigt stemplet som desperat og nem.

Hvilket ironisk nok vil lede til flere one night stands, fordi hun er nødt til at finde nye legekammerater hver gang behovet skal dækkes.

Det er sandt, at mange kvinder giver sex for at få kærlighed. Men det er ligeså sandt, at det ikke gælder alle. Der findes kvinder derude, som ikke deler mænd op i Enten-Eller, men som går efter Både/Og-modellen. Og som måske tænker mere som Søren Kierkegaard end som Samantha fra SATC:

Det er ingen kunst at forføre en mand men en lykke at finde en, det er værd at forføre.

mandag den 29. juni 2009

Good girls go to heaven. Bad girls go everywhere.

Jeg ved godt, at alle regler siger, at man ikke må skrive det nogen steder, når man forlader sit hjem for at tage på ferie, men da:

- regler ikke gælder for mig
- jeg har fremlejet min lejlighed. Til løver.
- jeg medtager alt, hvad jeg ejer af værdi (hvilket kan koges ned til Ipod, computer og kamera)
- den resterende del af mit indbo kan reerhverves i Ikea for 200 kr

har jeg tænkt mig at indrømme, at jeg tager til Amsterdam i sommerferien. Som *praise the LORD!!* er snart. Jeg har 3 bøger liggende, der kan fortælle mig, hvad man skal se dernede, men af grunde jeg selv har opgivet at forstå, hader jeg at skulle læse mig frem til den slags. Jeg vil prikkes på skulderen og peges på vej, eller tages i hånden af en voksen, der følger mig hen til det, jeg skal Næh’e af.

Og det er så her, I kommer ind i billedet. Hvad har I set - og husket? Hvad var værd at bruge tid på?

Det behøver ikke nødvendigvis at være super lovligt, da vi har gode kontakter ved ordensmagten. (MUHAHAHA!)

søndag den 28. juni 2009

I do.

I går var jeg til bryllup hos min papstorebror og min smukke, kloge, fabelagtige veninde. Da jeg havde tilbragt fredag aften i godt selskab med kolleger, der hver gang, jeg er sammen med dem, modbeviser tesen om, at folk i fitnessbranchen er blanke som de spejle, de konstant er omgivet af, var jeg en liillle smule presset, da vækkeuret ringede kl. 10, men jeg havde glædet mig til den store dag, så op, i bad, i kjole og afsted.

Jeg havde fået den store ære at være vidne, så havde aftalt at mødes med brudeparret i god tid. En FANTASTISK oplevelse. Rådhuset lørdag formiddag er et ualmindeligt velsmurt produktionsbånd på Bryllupsfabrikken, og på 30 minutter vi nåede at se både 2 polske bryllupper OG Phong, 22, og Jens Erik, 58, blive gift.

(Hvis nogen har gået og brudt deres hjerner med, hvad der er sket med tudsen fra Vinden I Piletræerne, kan jeg oplyse, at den er blevet provisionslønnet bryllupsfotograf ved Stiften og med imponerende ildhu jagter nygifte par i håb om, at de lader sig indfange og forevige.)

I et værelse, der i mistænkelig grad mindede om indersiden af en cigaræske, sagde de ja til hinanden, og jeg græd næsten ikke. Jeg synes, at det er stort, jeg kan ikke gøre for det. Jeg bliver så fuld af ærefrygt over, at folk har mod til at sige ja til at elske og ære hinanden til døden skiller dem ad. Jeg bliver ydmyg og frygtelig beæret over at få lov at tage del i en af de vigtigste dage i folks liv.

Og jeg bliver rørt over at se, at kærligheden findes derude. Trods alt.

fredag den 26. juni 2009

(og man HAR tjekket, at det ikke bare er fordi, kjolen sidder fast i trussekanten..)

Du ved, at det ENDELIG er blevet sommer, når du på din cykel bliver passet op af metallic-lilla subwoofer på hjul, med undervognsbelysning, skørter, alufælge - the lots – og chaufføren bliver så begejstret over synet af lyst hår og bare arme, at han bryder ud i spontane klapsalver og ”Wooohooo!!”

torsdag den 25. juni 2009

Kvinde er kvinde værst.

Et sted i Tanzania sidder Pernille. Hun har været så sød at linke mig en interessant artikel fra Informationen; ’Et lavpunkt for kvindeværd’. Kort fortalt handler artiklen om, at forfatteren Jette Hansen mener, at ”kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv, gør mandschauvinisternes arbejde ved at devaluere kvindekønnet og latterliggøre sig selv, for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver.” Hun langer ud efter bl.a. Stockmann & Njor (Michael Laudrups Tænder) og Nynne, og beskylder forfatterne for ”ikke at tage stilling og sige: Her er smerten. I stedet latterliggør de den, og det synes jeg er enormt selvdestruktivt.” Hun efterlyser en kvindestemme, der ”tør brokke sig over sin egen livssituation, og indtage rollen som offer, selvom det ikke er en attraktiv position at indtage.” Hun mener, at resultatet af ”pigerøvssprog”, er stress og pres fordi kvinderne, der skriver denne form for litteratur, joker med deres egne grænser i stedet for at tage dem alvorligt.

Et sted har jeg læst, at den typiske blogger er en single kvinde i starten af 30’erne med mellemlang/lang videregående udannelse, og mon ikke kvinderne bag tasterne ligner en stor del af deres læsere? Jeg tror, at man er mest tilbøjelig til at læse med hos de bloggere, man kan identificere sig med.

Min blog falder klart inden for den kategori, Jette Hansen beskriver. Jeg maler med brede pensler dyppet i sarkasme, og når ironisk distance bliver en OL-disciplin, bliver jeg den nye Wozniacki. Det betyder ikke, at jeg ikke tager mine grænser alvorligt, og jeg er træt af at blive skudt i skoene, at jeg distancerer mig og holder folk 5 skridt fra livet, fordi jeg vælger at anskue mit liv med en humoristisk vinkel.

For mig er min blog en måde at udtrykke mig på, nok ikke ulig det at male billeder eller skrive sange. At kalde det kunst er måske at strække den, men en slags kreativ bearbejdning af mine livsindtryk, så.

De letteste indlæg for mig at skrive, er dem, der kommer ud af mine hænder, når jeg har det skidt. Ordene, ironiske såvel som alvorlige, ligger lige under neglene, klar til at blive sluppet fri og gøre diffuse fornemmelser konkrete, og døren til det kreative rum står pivåben. For mig ligger der meget bearbejdning i at sætte ord på mine følelser, hvilket jeg primært har behov for, når jeg er ked af det eller vred, og det, tror jeg, gør sig gældende for langt de fleste udtryksformer. Det er svært at skrive gode sange om at hygge sig, og after all er der vel grænser for, hvor mange glade pizzabude, verden har brug for.

De fleste af os har ingen problemer med at rumme glæde og medgang, eller med at holde af os selv, når vi er lykkelige og fulde af hjælpsomt overskud. Det kan vi sagtens bære selv. Det er når tingene er svære, og verden gør ondt, at vi søger trøst og forståelse; Vi har brug for at spejle os i andre, der kender fornemmelsen og kan bekræfte os i, at vi ikke er alene og at this too shall pass.

Mit bud er, at der alle dage har været solgt flest dagbøger til kvinder. At vores sociale telefonregninger er markant højere end drengenes og at det er os, der optager ¾ af bordene på Baresso onsdag eftermiddag. Vi har bare et andet og større behov for både at tale og lytte, end mænd har.

Jeg er ivrig læser af både Nynnes dagbog og Stockmann & Njor. Jeg synes, at de er fantastiske – og MEGET forskellige, og jeg synes simpelthen ikke, at Jette Hansen har læst dem grundigt nok, når hun slår dem sammen under et, og lader dem tjene som bevis for sin tese om, at kvinder får ”store problemer med at finde ud af, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvordan de får moderskab, karriere og ambitioner til at hænge sammen”. For det første er Nynne fiktion, skrevet af 3 forskellige forfattere, mens de andre damer skriver som dem, de er. For det andet synes jeg, at både Stockmann og Njor skriver hudløst ærligt om de ting, der er svære for dem, og jeg synes, at det er noget af en påstand at hævde, at de ”kvæler den kritiske kvindestemme”, fordi de bruger ironi. Er ironi forbeholdt mænd? For det tredje synes jeg, at det måske er at forsimple tingene lige rigeligt, når man på baggrund af 3 bøger i klummeform mener at kunne konkludere, at forfatterne ikke reflekterer over deres liv. Og endelig kan det vel også være med til at sætte fokus på et problem, hvis man kan skrive om det, så andre gider at læse om det?

Jeg har i hvert fald tænkt mig at skamride ironien i, at jeg først får øje på Jette Hansen - som ellers lader til at have en masse holdninger til mit køn, min udtryksform og min type - når hun bruger Njor, Stockmann og Nynne som blikfang.

onsdag den 24. juni 2009

Das leben Der Anderen.

Må jeg godt lige spørge om noget? Hvad laver andre mennesker, når de har fri?? Med ’andre’ mener jeg folk, der ikke enten har fitnesscenter som delebolig eller børn.

Det startede allerede i går, hvor jeg havde tvunget veninde med ud i naturen på jagt efter noget bål, der ikke skulle indtages på tomme ord af Nikolaj Wammen.

Gik skidt.

På vores vej ud mødte vi mistænkeligt mange, som meget målrettet gik i modsat retning. I Mindeparken var der utroligt mange mennesker, men ikke så meget som en forkølet gnist på lur i græsset. (Altså, tæller det som Skt. Hans, hvis man bare har opholdt sig udenfor?) På Tangkrogen gik ¾ af Århus og opland rundt og hviskespurgte: ”Skulle der ikke være noget bål hernede et sted?”. Den sidste ¼ dinglede omkring med studenterhuer på, og jeg vil tro, at man i dag kan bilde dem ind, at der rent faktisk VAR bål. Vi fandt det aldrig, selvom vi en overgang overvejede at problemknuse ved at smide en tændstik i nogle af Sculpture By The Sea værkerne.

Den slags eftersøgninger tager tid, og det var derfor blevet halvsent inden vi gav op og afskrev bål og snobrød. Sendte veninden hjem, og var på vej i seng, da studenterfest i min baggård pludselig skriftede til 5. gear. Efter en uendelig ølstaffet besluttede de sig kl. 2 for at teste en ny boldsport: Natterundbold. Det morede de sig meget med, de unge mennesker, og hvis ikke det var fordi, jeg lige havde forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med noget søvn på det tidspunkt, ville jeg formentlig også have syntes, at det var sjovt.

Kl. 3 var jeg tæt på at selvantænde af raseri ( – hvilket set i bakspejlet meget fint kunne have opfyldt hovedkriteriet for en ordentlig Skt. Hans: Heks omspændt af flammer).

Derfor måtte jeg nærmest brække øjenlågene op med koben i morges, da uret ringede. Da jeg samtidig har trænet 458.000 timer de sidste 5 dage, beordrede jeg mig selv til at droppe træning i dag og i stedet bruge min eftermiddag på at ødsle penge bort og slappet lidt af.

Efter 2½ time var jeg den lykkelige ejer af:

- Rockerseje træningsbukser, der er så street, at jeg nok fremover lige må varsle min ankomst ved at råbe ”Word!” inden jeg entrerer lokalerne.
- Fede, fede træningssko med selvlysende bund. 80’erne according to Nike. I LÅÅÅÅWE it!
- En kjole. (Viser godt nok MEGET kvælergang. Er vi gået væk fra det?)
- 4 træningstoppe. (Træningstøj = Tæller ikke.)
- En t-shirt. (Træningstøj = Tæller ikke.)
- En trøje.
- 3 gaver. (Ikke til mig selv = Tæller ikke.)
- 2 øjenskygger.
- 1 neglelak.

Og .. altså .. nu er jeg ligesom færdig. Og klokken er 18.

Hvad så nu? Der er jo ca. 10.000 timer, til man skal i seng. Kan jo fandme nå at tage kemi på både C og B niveau på den tid. Og ALT for godt vejr til at sidde inde i.

Hmm.. Måske man skulle åbne en flaske vin, trisse ud i haven og fejre noget forsinket Skt. Hans med sig selv? Der må være tennisbolde nok tilbage fra i nat at lave bål af.

Hvis ikke, kan jeg vel altid sætte jeg ild til de der yogafolk.

You make me look good.

Ok. En ting er, at de råber navne på børnelegesager efter demonstranter, når det går lidt hårdt for sig. Det kan jeg sådan set godt forstå. Kræver jo nærmest et ikke-temperament at deltage i en slåskamp uden andre verbale våben end: ”I lovens navn, lad være!” Selvom de har valgt et job i skudlinien, har de jo trods alt ikke bedt om at få deponeret 2000 kilo brosten i hjelmen eller få spytlakeret visiret som bonus, når autonome gøglere ivrigt råber: "Pansersvin!"

Men man skal da for fanden ikke have en Ph.d i adfærdspsykologi eller konsekvensanalyse for at regne ud, at det ikke er særligt smart at tilbyde at køre stive teenagetøzer hjem fra byen og love dem en tur med staven, når man er i uniform.

Og at rette sit våben mod en kollega og trykke af er slemt nok. Men at forsvare sig med: ”Jeg vidste ikke, at der var en patron i kammeret” er da så frygtindgydende stupidt, at det kan ryste mig, at det den slags mennesker, der formodes at have vores ryg. (Nå, OK. Du vidste ikke, at den var ladt? Så er det da i orden! Sgu da også helt, helt urimeligt at forlange, at du har styr på den slags ubetydelige detaljer.)

Aj. Kom nu lige lidt. Ikke?

Den eneste trøst for andre betjente, der går nogle lange, anklagende familiefester i møde er, at når man er omgivet af idioter, er det nemmere selv at fremstå som helt.

tirsdag den 23. juni 2009

Glædelig Skt. Hans.

Vi ses på bålet:)

mandag den 22. juni 2009

Hvor længe var jeg væk??

Verden er blevet sindssyg fra i går til i dag. Nogle af dem, der befolker den, er i hvert fald.

I går kendte man de mennesker, man tilføjede som venner på FB.

I dag tilføjer man åbenbart bare tilfældige personer, så da jeg til et friend request skrev: ”Jeg tror ikke, at jeg kender dig? Mvh Linda” fik jeg: "Jeg ansøgte dig for at få nye venner og så kender du en af mine gamle venner så derfor ville jeg også lære dig nærmere at kende via facebook" tilbage.

I går var vi voksne nok til at følge op på dates ved at skrive: ”Hej igen. Tak for en hyggelig date i går. Jeg synes, at du virker som en god fyr med meget at byde på, men da det kun er 4 måneder siden, du gik fra kone og barn (hvorfor ER det, at de mener, at de er klar til at date så hurtigt??) trækker jeg følehornene til mig. Ha det rigtig godt og held og lykke med det hele.”

I dag svarer man ikke længere ”I lige måde” eller ”Sådan har jeg det også”. I dag kan man - baseret på et 1½ times møde over en kop kaffe – udrede mig, yde psykologisk førstehjælp og sende for 10 kroner blandet terapi tilbage:

”Ja, det var hyggeligt i går, syntes også du har en masse at gi, det virkede nu på mig at du havde trukket følehornene til dig langt inden jeg fortalte at det er 4 mdr. siden at vi gik hvert til sit.

Der er nu ingen ingen ingen, chance for at vi finder sammen igen, som du har været ude for, jeg kunne mærke på dig at du stadigvæk er ramt, men det er 100000 % det rigtige valg du traf, snak om det med dine venner, eller ja en psykolog det virker om man får bearbejdet det på nye måder, og ikke kun snakker om det med en hånd fuld ryg klappere, nå det er også synd for dig.....”

Når nu al teknikken fungerer så upåklageligt, kan vi så ikke aftale, at jeg lige bliver varslet med en mail næste gang, det er International Spade Dag?

søndag den 21. juni 2009

Du kan godt være mere irriterende, skat! Kom nu! Tro på det!

Jeg ved godt, at det er skidestrengt, og at Freud og alle hans homies har tænkt sig at pege fingre af mig, mens de synger Den Store Sang om sure rønnebær og misundelse, men må jeg godt sige noget om kærester, der træner sammen? Jeg hader dem. Virkelig, virkelig indædt.

Det er slemt nok, når man ser dem komme cyklende, og manden kører med den ene hånd i ryggen af kvinden, som om han skubber hende. Hvad er du, handicappet? Har du visne ben? Cykl. Dog. Selv!!

Men jeg kan SLET ikke tage, når de træner sammen i fitnesscentre. For ganske nyligt fandt to, jeg har trænet sammen med i tusind år, sammen. De har alle dage været stille og rolige mennesker, grænsende til det anonyme. Nu opfører de sig, som om fitnesscentret er en slags tilbygning til stuen derhjemme, hvor de sjosker rundt i gammelt, forvasket tøj og klip klappere, og holder en råbende samtale kørende tværs over maskinerne. Og deres slags er så endda ikke de værste; Det er Hepperne, der står øverst på dén skammel. (Nu er jeg så også ualmindelig dårlig til hep. Hvis jeg er presset, går jeg AMOK, hvis nogen stiller sig til at råbe ind i hovedet af mig, og jeg ofrer gerne alle knogler i den ene fod, for at kunne slippe den 10 kilos vægt, jeg står med, så jeg kan HAMRE min knyttede næve lige i fjæset på idioten med det åbenbare dødsønske.) For fanden, altså. Det er jo ikke OL, vi træner til, vel? Og vi andre bliver ikke motiverede af at squate til et lydtapet af ”Kom så, Skat!” ”Jeg VED, du kan!”Én mere, skat, kæmpe her!”

Nu er der kommet endnu et skud på denne misdannede stamme, som jeg kan irritere mig over: Gøglerskolen har tilsyneladende oprettet en friluftslinie for par. Dette var synet, der mødte mig, da jeg trak gardinerne fra i morges:


STOP SÅ, FOR SATAN!! SKAT!

lørdag den 20. juni 2009

Det må være fordi, I tror, at han kommer og fikser haven.

I dag kunne jeg læse i Urban, at Danmark, på en Top 10 over ønskenaboer, havde stemt Søren Ryge ind på en klar 1. plads foran blandt andre Villy Søvndal og Hanne Vibeke-Holst.

…… ?

Hvad fanden er det for en dødssyg liste? Af ALLE mennesker – ALLE – i HELE verden – vil I helst bo ved siden af Søren Ryge?!?

Der må simpelthen være tale om en fejl. Ligesom det er tilfældet, når der sms-afstemmes til X-Faktor, Grand Prix og andre livsvigtige begivenheder, må der et sted i cyber sejle (flyve?) en masse beskeder rundt, som aldrig er nået frem. For at skabe en smule balance i tingene, bringer vi derfor her Blogsbjergs Top 10 over ønskenaboer:

1. Ulla Terkelsen. For det første: Opløftende at bo ved siden af en, der ligner en led, gammel ørn mere, end man selv gør. For det andet: Ja tak til hjerner, der som knive af kirurgisk stål, skærer gennem gøgl og spin. For det tredje: Tror NOK lige, at Ulla er med på en gang vino på terrassen.

2. Baresso. Det er jo ikke sådan rigtigt en person, men det er indtil videre det længste og mest stabile forhold, jeg har været i.

3. Simon Kvamm. Det er vel ikke nødvendigt at spørge en ejendomsmægler for at slå fast, at en god udsigt er vigtig?

4. J.K. Rowling. I håb om at hun – udsat for tortur i form af lind strøm af hjemmebag ledsaget af ”Kom nuuuuu! Please? Pleasepleaseplease!” – knækker og skriver en 8’er.

5. Min yndlingsbartender fra Bartells. Når man nu alligevel ikke danser, ville det være frygtelig praktisk at kunne nøjes med at fifle 5 skridt hen af gaden, når man føler trang til Royal Mojitos (mojitos med champagne. Det eneste argument for eksistensen af en gud, jeg overvejer at bøje mig for).

6. LOC. Åh, han er fræk! Og ikke meget ved at have en husbartender, hvis man ikke har nogen at feste med. Her vil jeg mene, at Liam kunne være behjælpelig. Eneste ting, vi må sikre os, inden han flytter ind er, at han er indforstået med, at Niarn og Johnson aldrig nogensinde under nogen omstændigheder må komme på besøg.

7. Simon Cowell. Han taler, før han tænker. Han siger, hvad han mener. Han er skideubehøvlet, men mener det godt – trods alt. Remind you of anyone…?

8. Eddie Izzard. Fordi han er den sjoveste mand i hele verden. Og måske havde nogle lækre stiletter, man kunne låne. (Og passe.)

9. Lina Rafn. I håb om, at hun slæber Paw og et keyboard med til gadefesterne.

10. Tyler Hamilton. Fordi han for fanden snart trænger til at blive adopteret af nogen, der kan hælde noget mad og omsorg på ham, og formene vampyrlignende, belgiske massører adgang til hans stakkels, skamstukne krop.

There you go. Mangler vi nogen?

torsdag den 18. juni 2009

”Er det biblioteket? Jeg vil gerne bestille noget take-away.”

Her på matriklen bruger vi en del tid i selskab med bøger. Dels fordi der er så mange gode af slagsen derude, der bare venter på at blive læst, og dels fordi min hjerne holder kæft, når jeg fodrer den med ord, den selv må producere grafisk præsentationsmateriale til.

Jeg er ikke genre-rytter, men læser det meste, hvis bare historien er godt fortalt. Dog læser jeg ikke engelske bøger, selvom alle lovpriser bøger skrevet på originalsproget - lidt fordi jeg lever af at oversætte og gerne vil have fri, når jeg har fri, men mest fordi mit tegnsprog efterhånden har besat hele mit sprogcenter, og udryddet mit engang så udmærkede engelsk

Derudover plejer jeg også at gå uden om bøger, der decideret slår sig op på at være tudehistorier. Jeg mener: Er det ikke lidt som at vælte på sin cykel med vilje? Hvorfor påføre sig selv smerte bare fordi? Derfor står jeg helt uforstående overfor, at jeg er kommet hjem fra biblioteket med en bog, der hedder: ”Tom er død”. Tegner ikke godt, vel? Og det bliver kun værre. For er Tom en gammel mand? Nej. Er han nogens hytteejende onkel? Nej. Tom er en dreng på 4 år, og bogen er hans mors dagbog, skrevet 10 år efter, at hun mistede ham,

Den er FORFÆRDELIG!! Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at læse mere i den, for den giver mig ondt i maven og tårer i øjnene, og jeg føler hele tiden trang til at ringe rundt til alle, jeg holder af og tvinge dem til at love, at der ikke sker noget med dem – men jeg kan jo ikke bare stoppe nu, vel? For svagt ikke at kunne forholde sig til den side af livet. Ubærligt ikke at nå til der, hvor hun trods alt begynder at kunne holde ud at leve igen. (For det gør hun da. Ikke? Ellers er det fandme en dårlig bog!).

Ville godt nok gerne snart være færdig med den, men det kan ende med at tage lang tid, fordi jeg kreeeeedser om min seng om aftenen. Føler overHOVEDET ingen trang til at gå i seng og afslutte dagen med at ligge der og tørre øjne i empati og fortvivlelse over, hvor uretfærdigt livet kan være.

Er der ikke nok nogen, der vil komme og hente den?

onsdag den 17. juni 2009

Og det er jo faktisk også en vigtig lektie at lære.

Som den opmærksomme læser vil huske, er jeg på kursus i disse dage, og min begejstring er … well ... til at overse.

For jer, der ikke færdes i døveverdenen til dagligt, kan jeg fortælle, at der sker en masse på området for telefontolkning lige nu. Teknologien giver en masse nye muligheder, og det er dem, jeg er på kursus i at lære at bruge.

Lidt forsimplet kan man sige, at den døve ringer op til tolken via et avanceret webcam. Vi sidder i et studie med et headset på hvert øre; et med en indgående telefonlinie og en med en udgående og aflæser den døve på en skærm. (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?)

Nå. Men i dag skulle vi så prøve at ringe til offentlige myndigheder, fordi vi skulle træne at tolke ”duharringettilenellerandenkommuneogharnu4valgmulighedertryk1forboligstøttetryk2forselvangivelsetryk3forrestancertryk4hvisduerved
atgåipanik”-sekvenser. Ved et utroligt sammenfald af heldige omstændigheder, er min mor ansat i noget offentligt, så jeg agerede døv og ringede gennem min kollega til min mor.

Det var SJOVT! ALT, hvad man kan henføre under overskriften ”Så legede vi at..” kan holde mig beskæftiget i flere timer.

Da vi efterfølgende spurgte min mor, hvordan det havde været, sagde hun, at hun havde haft svært ved at finde ud af, om det var tolken (min kollega) eller mig (døve mig), hun havde talt med, hvilket kan skyldes, at vi altid tolker i 1. person ental. (Fx: Den døve siger: ”Jeg er syg” på tegnsprog. Ud af tolkens mund kommer: ”Jeg er syg” - også selvom tolken er sund og rask). Dette tog vi op, da vores undervisere spurgte, om vi havde nogle kommentarer til dagens øvelser.

Hold. Da. Op. Så så man lige en voksen kvinde gå til angreb! Min kollega, der havde ageret tolk for min mor og jeg, fik i aggressive vendinger at vide, at hun ikke havde gjort sit arbejde godt nok, hvis den hørende havde været i tvivl. Da vi indvendte, at det da var rimelig brugbar information at høre, hvordan det føles for folk uden for den her verden at blive ringet op af os – eftersom det jo immervæk er det, servicen skal bruges til – gik underviseren så meget i defensiven, at det blev pinligt.

Com nu lige lidt on. Alle ved, at faren ved at gå og nørde i et lukket kredsløb er, at man risikerer at bygge videre på noget, som kun giver mening for de involverede parter, og derfor bliver man da som minimum nødt til at forholde sig på klem overfor muligheden for, at man er gået i fagligt selvsving, og har arbejdet sig forbi sin målgruppe. Se på musikkritikere: Når de har hørt 70.000 pop plader, så er det forståeligt, at de er sultne efter noget med lidt mere kant, men de mennesker, de servicerer med deres anmeldelser, er stadig kun på plade nr. 7 eller 12, og synes derfor ikke nødvendigvis, at en sav- og banjosampling er forfriskende og nødvendig.

Så i dag har jeg lært, at hvis man stædigt klynger sig til én teori og udråber den som Sandheden, så forringer man muligheden for udvikling markant, fordi man ikke kan forholde sig åbent til andre holdninger og synspunkter uden at føle, at man taber ansigt.

tirsdag den 16. juni 2009

Hej. Jeg hedder Linda, og jeg er træt.

For første gang i mit liv har jeg brug for ferie. Ikke ’glæder mig til’. Ikke ’bliver hyggeligt at få’. Har brug for.

Jeg har brug for, at det er lige meget, hvornår mælken er Mindst Holdbar Til, så jeg slipper for at stå som manisk posedame i Netto og rode efter den, der kan holde længst, fordi jeg ikke kan nå at købe ind mere i denne uge.

Jeg har brug for bare 30 minutter i løbet af en dag, hvor jeg kan glo ud i luften uden straks at mærke stressen komme snigende.

Jeg har brug for at se indersiden af mit fitnesscenter mindre. (Burde være muligt, eftersom jeg lige nu bruger i gennemsnit 3 timer om dagen dernede på enten møder, at undervise eller at øve nye programmer.)

Jeg har brug for tid til at tømme hovedet og skrive noget meningsfyldt på min blog, og ikke bare være nødt til at poste ynk og platheder for at folk ikke skal tro, at jeg er død eller udvist af cyber.

Jeg har brug for at sove. Det bliver ikke ved med at være lige nemt at tale pænt til en telefon, der vækker dig kl. 05.20.

Jeg har brug for at andre holder sommerferie, så der ikke lige pludselig er ekstramøder, der skal afholdes, planer der skal lægges og uanede mængder af *SURPRISE!!*papirarbejde, der skulle have været afleveret i går.

Jeg når det hele, fordi to af mine spidskompetencer er planlægning og tidsoptimering. Jeg vidste godt, at de her 14 dage ville blive hell week opløftet i anden, og det ER et positivt problem at have travlt, fordi man har fået mulighed for at sidde til bords med de store i alle de sjove mødelokaler.

Om 5 dage har vi haft release på de nye programmer, og så kører det. Om 2 dage er jeg færdig med mit kursus, og har ikke længere brug for at være iført tålmodighed str. X-large. Om 3 måneder afleverer jeg det redigerede uddannelsesmateriale, som kommende instruktører skal uddannes efter. Om 2½ måned skulle to af mine kolleger og jeg gerne være nået til enighed om en køreplan til et større projekt med mange – mange! – involverede parter, der alle helst skulle ende med at synes, at vi er geniale.

Om 768 timer har jeg ferie.

mandag den 15. juni 2009

'Riget' vs. 'The Blair Witch Project'.

Det giver mening, at Lars von Trier siger ja til at lave reklamen, når forskerne opfinder en pille, der tilsyneladende virker ved simpelthen at skræmme smerterne ud af kroppen på dig.



D-e-t e-r m-e-g-e-t u-h-y-g-g-e-l-i-g-t.

søndag den 14. juni 2009

Den sure møgheks i stuen.

Prøliåhørher. Jeg synes faktisk, at jeg fortjener titlen som Den Rummelige Underbo. Jeg brokker mig ikke over, at vi hører Toto 24/7. Højt. Jeg bitcher ikke over, at vi i et seriøst anfald af midlife crisis har taget guitarspil op, men desværre kun kan akkorder nok til at skamride ’Wonderwall’ - som vi så til gengæld serverer med tynd falsetvokal som sidedish. Jeg lader som om, jeg ikke kan høre det, når gokkesokken er fremme. Jeg bærer over med, at vi hver weekend inviterer de andre mænd i panikalderen op, som stiller i fuldt ornat (blue tooth øredims og omvendt kasket) og danser i vilden sky, mens vi synger med på Best Of Eurotrance 1992, og den dårlige smag af de 40 skylles ned med lunkne Ceres Royal – kun afbrudt af rygepauser på altanen, hvor vi til den sjove lyd af baggårdsekko brøle-taler rørstrømsk med hinanden.

Men jeg bliver fandensatme træt, når jeg som afslutning på en 60 timers arbejdsuge, kommer ud i min opgang, og nogen har brækket sig på trappen. Og når jeg går op og ringer på, og får ”Nej!” så hurtigt tilbage i hovedet som svar på ”Er det en af dine gæster, der har glemt sit maveindhold i stuen?”, at det KUN kan være løgn, så får jeg lyst til at tæve ham. Med hans egen fucking, ustemte guitar. Du er 40 år, mand! ’fes nu up!! Han henviste (med skyld og dårlig samvittighed malet i alle træk) til HANS overbo – som naturligvis nægtede alt.

Jeg stak verdens stiveste pegefinger op under næsen på dem begge og hvislede: ”Jeg er ligeglad med, hvem af jer, der gør det. Men. I. Får. Det. Fjernet!! NU!!!!!!” hvorefter jeg trampede ned til mig selv.

De er i gang derude nu, kan jeg høre.

Bare de ikke punkterer min kost.

lørdag den 13. juni 2009

Stop så med at være så ung!

I går så jeg et klassebillede af min chef, fra da han gik i 4. klasse. Lille, vandkæmmet og i fin skjorte, med hænderne samlet pænt i skødet, og fødder, der ikke helt kunne nå jorden. Jeg var ved at DØ over, hvor kær han var. Fik lyst til at give ham et kæmpeknus, stryge ham over håret og adoptere ham med tilbagevirkende kraft.

Indtil jeg fik øje på årstallet på pladen. 90/91.

Så fik jeg mest bare lyst til at give ham en lammer.

(Når jeg bliver pensionist, bliver jeg hende den klamme tante, der flirter skamløst med mænd på 25, fordi jeg tror, at vi er jævnaldrende.)

torsdag den 11. juni 2009

Jamen, han har jo ikke noget tøj på?

Når jeg er ude og tolke på uddannelser, sker det ofte, at jeg tænker: ”AJ!! Det her vil jeg læse, når jeg ikke skal være tolk mere!” Jeg elsker at lære nyt, og hvis ikke det var fordi, jeg stadig var vild, vild, vild med mit job (og fordi jeg hellere vil have mine øjenæbler omviklet med strømførende pigtråd end på SU igen), så var der masser af uddannelser derude, som jeg rigtig godt gad tage.

Derfor er jeg træt af, at jeg i disse dage er på kursus – og keder mig. Bravt. 5 hele dage i selskab med nogle af mine fabelagtige kolleger, og det mest interessante indtil nu har været, hvilke chokolader, de serverer til kaffen.

Det virker utaknemmeligt, men jeg kan simpelthen ikke frigøre mig fra tanken om, at nogle mennesker bruger alt for meget tid i alt for lukkede kredse på at gøre dagligdags udfordringer til kæmpeproblemer og ihærdigt forsøge at løfte dem op på et kompleksitetsniveau, hvor de slet ikke hører til.

Jeg har svært ved at forstå, at man sælger et kursus, hvor de praktiske rammer halter så meget, at jeg mistænker de ansvarlige for også selv at føle, at det bare er noget, vi leger. Teknikken går ned, den medbragte dvd med eksempler viser sig at være Vild Med Dans, der er ingen adgang til computere, og frokosten skal indtages i en forblæst mellemgang, fordi de to andre mulige steder er optaget af hhv. multihandicappede (der griber fat om bordkanterne med bare tæer og deres hjælpere, som ligger på sofaerne og sover) og studerende.

Det er nok bare mig. Pragmatiske, optimeringsorienterede, lad-os-nu-bare-løse-det-uden-at-gøre-det-sværere-end-det-er-agtige mig. Da jeg skulle forberede mig til min sidste eksamenstolkning, blev jeg også nærmest religiøs af lettelse over, at det ikke var mig, der havde læseferie og 900 siders pensum at forholde mig til, så måske er jeg bare ikke så studieegnet, som jeg selv går rundt og tror.

Eller også er jeg bare træt af, at al viden om mit fag altid er til forhandling. Jeg savner i den grad nogle autoriteter, der kan blæse mig bagover med deres uddannelser, forskning og metaviden. Jeg er træt af at blive undervist af mennesker med samme uddannelsesmæssige baggrund som mig, der bare tager selvgjorte erfaringer og kalder det teori.

Måske er det bare vilkårene, og måske stiller jeg for høje krav.

Jeg er i hvert fald ikke imponeret.

onsdag den 10. juni 2009

Wenn Sie nicht zusammenarbeiten wollen...

I min opgang er vi flere, der glæder os, til der kommer sommerkatalog fra AOF, så dem der trænger, kan få sig en hobby.

tirsdag den 9. juni 2009

Høj koncentration af uopmærksomhed.

Det er gået op for mig, hvorfor jeg ikke altid føler mig som en af De Ægte Voksne: Mit koncentrationsspand er stadig ikke mere udviklet, end at det burde have sin hverdag et sted med piktogrammer over jakkeknagerne, hvor man har futter og tørre bukser i sin røde plastikkasse - just in case. Jeg mener: Det tog 20 sekunder for mig at miste interessen for EU valget, hvilket jo for fanden ikke er holdbart, når det er det kollektiv, jeg skal bo i, til jeg dør.

I morgen starter retssagen mod Stein, og jeg er inderligt ligeglad. Det eneste, der på nuværende tidspunkt optager mig, er spekulationerne om, om det er ham, der ligner Bjarne Riis, eller om det er omvendt. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvad der skete med Anne Dorthe Tanderup? Det er som om håndbolddamerne fordamper, når de fylder 30, hvorimod herrelandsholdet formentlig stadig stiller med Boldsen, Krogh og Christiansen til OL i 2020.)

Nå. Der er vel nogen, der kommenterer det i deres newsfeed på FB, hvis der sker noget vigtigt.

mandag den 8. juni 2009

I det mindste har man ikke:

- Stemt på Morten Messerschmidt.
- Pligt til at bruge resten af det lorte-Veet, der har ætset huden væk på mit ene skinneben og under begge mine arme.
- Overskud til at bekymre sig om sin økonomi.
- Læseferie.
- En karriere, der gør, at man skal tage stilling til, om man sælger ud ved at reklamere for SAS.
- Fritid nok til at udvikle et alkoholproblem.
- En datter, der skal ud og regere landet med verdens tyndeste flertal i ryggen.
- Overnaturlige evner og et hus fuldt af spøgelser at forholde sig til.
- Ret mange klip tilbage på fido’en, før den nye Harry Potter kommer.
- Dyr.
- Problemer med at finde ud af, hvad man skal investere sine SP penge i.
- Et eneste gråt hår.
- Pilleangst. Hovedpine? Muskelsmerter? Fantomsmerter? Show me the 'No Problem' sign! Piller løser alt.
- Skrupler over at hvisle: ”Så tager du fandme lige og FORFØJER dig!!”, når man bliver antastet af facere fra Amnesty og Greenpeace.
- Sat sine penge på Nyrup.
- Intentioner om at se så meget som et eneste afsnit af Fangerne på Fortet.
- Udsigt til at skulle bruge mere end to timer og tyve minutter i et fly – sammenlagt – sommeren over. Vi satser på, at det kan holde sig i luften så længe. (Ik?)

søndag den 7. juni 2009

Sunday bloody sunday.

Når vi alligevel rundsender mailen om, at alle skal arbejde målrettet på at gøre ’outstanding’ til en del af deres aktive ordforråd, at mænd ikke må have pretentious hair, og at vi ikke – under NOGEN omstændigheder - går med stråhatte, så vil jeg gerne have tilføjet, at ældre mennesker ikke må sidde alene på bænke rundt omkring i byen.

Seriøst: Jeg får ondt i maven, og min fantasi går bananas. Hvor andre ser en ældre herre, der er ude og nyde vejret, og lige får sig et velfortjent hvil, inden han triller hjem til Esther og hendes hakkebøffer, ser jeg en gammel mand, som ikke har nogen tilbage. Hans dage er lange og tomme, og han er nødt til at cykle lidt rundt for at få tiden til at gå. Så sidder han der og kigger på unge mennesker, der tager livet for givet og ikke fatter, hvor hurtigt alting kan ændre sig.

Jeg er PANISK ræd for at miste mine forældre. Jeg ved godt, at alle frygter dagen, hvor det sker, og jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke har min egen lille familie i mit ringhjørne som bevis på, at livet trods alt går videre, og at den ene generation griber ind i den næste, men jeg begynder nærmest at hyperventilere ved tanken om, at mine forældre på et tidspunkt ikke vil være her længere. Da min far blev syg, og vi troede, det var kræft, ville jeg have givet hvad som helst for at kunne tage hans plads, fordi jeg bedre kunne udholde tanken om at være den der smuttede end en af dem, der stod tilbage. Men når jeg ser de ældre bænkevarmere, føjer tanken om, at den ene af mine forældre, som har været kærester, siden de var 15, kommer til at efterlade den anden i et vakuum af savn og tomhed, endnu en lap til mit patchworktæppe af rædselsscenarier og panikangst.

Jeg er ved at være ude i, at jeg enten lider af en sjælden form for kronisk PMS, eller at jeg er allergisk overfor søndage.

lørdag den 6. juni 2009

Et DAMP barn vender hjem.

De sidste to dage har jeg været på faglig weekend med mine kolleger fra hele Danmark. Det er noget, vi gør en gang om året, og når man tilhører en meget lille faggruppe, er det fedt at få lov at fagnørde med folk, der også synes, at det giver mening at snakke om stemmetolkning, loci og tolkeroller. Ud over det faglige udbytte er det altid en fornøjelse at være sammen med mine kolleger, som er de sødeste, sjoveste og mest bindegale mennesker, man kan forestille sig.

For en, der er vant til at røre sig meget (that would be me), kan det dog være lidt af en udfordring at sidde stille så mange timer, mens man spiser vulgære mænger af mad (jeg mener: Dessertbuffet til frokost… Come nu on!) og skyller det hele ned kaffe. Derfor havde jeg taget løbesko med, og startede fredag med en tur i skoven.

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er: Jeg hader det. Hader det, hader det, hader det. Jeg synes, at det er det kedeligste i hele verden, og som en slags sympatitilkendegivelse fra min krop, hopper min iskiasnerve i klemme, hver gang jeg gør det. Jeg ved godt, at andre mennesker lovpriser naturen, fornemmelsen af ’mig mod asfalten’ og lyden af fuglesang. Jeg synes bare, at det er blæst, insekter og earplugs, der bliver ved med at falde ud.

Jeg så dog en hvid skovsnegl, hvilket skulle være et relativt sjældent fænomen.

For en time siden landede jeg i Århus igen, og nu sidder jeg på min seng og tjekker op på verden, imens rastløsheden napper i hele min krop. Når jeg har været sammen med mange mennesker i lang tid, bliver jeg altid lidt overstimuleret. Jeg taler for højt og for hurtigt, og kan slet ikke finde ro, når jeg endelig igen er alene.

Mærkeligt nok er jeg samtidig også både lad og ugidelig. Vejret er godt og jeg burde gå en tur, men... jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen.

Jeg kunne selvfølgelig også bare blive siddende her og akklimatisere med et glas kold hvidvin og noget stilhed, indtil jeg igen har fået styr på, om det er fredag eller lørdag og kan udtrykke mig i normal hastighed uden at råbe.

fredag den 5. juni 2009

Linda tager ordet.

Nævn 3 af din nærmeste vens irriterende vaner. Det tror jeg, at de fleste af os kan gøre, deprimerende hurtigt endda. Det kan være noget med, at vedkommende har en tendens til at se sig selv som offer, at hun altid skal fortælle belastende detaljeret om sin brændende passion for skak, eller at hun altid bare opfører sig, som det passer hende og lader andre feje de sociale skår op, når hun igen har slået den gode stemning i stykker.

Nævn så 3 af dine egne. Ikke bare de ’svage sider’ vi trækker frem ved jobsamtaler, som i virkeligheden er pral forklædt som ydmyghed ("jeg bliver bare altid alt for engageret, når jeg arbejder"); Ægte, irriterende vaner, som driver dine venner til vanvid. Det er pludselig meget sværere; formentlig fordi vi ikke selv ser dem – ellers ville vi forhåbentligt arbejde på at komme dem til livs. (Vanerne, forståes. Ikke vennerne.) Derfor ved man, at det er RET slemt, når en vane er blevet SÅ belastende, at man selv er kronisk irriteret over den.

Sådan en har jeg fået øje på.

Jeg afslutter folks sætninger. For SATAN, hvor er det irriterende – for slet ikke at tale om uforskammet. Det spiller tilsyneladende ingen rolle, om jeg kender folk (og dermed har en begrundet mistanke om, hvad de tænker og hvordan de udtrykker sig) eller ej: Hvis de åbner, lukker jeg. HVER gang. Og nu, hvor jeg er blevet opmærksom på det, afbryder jeg først for at afslutte deres sætninger, hvorefter jeg undskylder i ét væk og dermed gør det endnu mere umuligt for dem at komme tilbage i samtalen.

AJ, men hvor er det træls! Jeg arbejder virkelig hårdt på at holde op, og man må gerne sige "hold kæft!" til mig, når jeg gør det.

Hvis man kan få et ord indført.

torsdag den 4. juni 2009

Why fix it if it ain’t broken?

For mange år siden havde jeg et sommerferiejob på et plejehjem. Jeg var på afdelingen for svært demente, og en stor del af mit job bestod i at følge de gamle tilbage til deres lejligheder, når de var faret vild, mens vi på vejen tog potteplanter, reklamer og fodtøj op af rollatorkurven igen, og lagde tingene på plads foran de andre beboeres lejligheder.

Jeg har brug for, at Føtex ansætter folk i en lignende funktion. LIGE nu. 2 ud af de 3 Føtex’er jeg normalt begår mig i, har lavet så meget om, at jeg føler mig som en af de gamle på plejehjemmet, når jeg trasker forvirret rundt med min kur på slæb, og forsøger at gætte, hvor alting er blevet flyttet hen. I dag blev jeg så meget væk, at jeg beklemt måtte spørge en slagter, hvordan jeg kom ud.

Altså... SKAL det være moderne?? Jeg kan ikke finde ud af det. Hvorfor står shampoo pludselig lige op og ned af disken med hakket oksefars? Hvorfor er alle skilte lavet helt om, og hvorfor er alting malet så mørkt, at man nærmest skal have lommelygte og pandelampe med for at finde rundt? Hvem har udtænkt systemet med selvscanning og glemt at tage højde for, at vi lægger de tunge varer nederst i kurven, når vi handler, hvilket gør det til et problem, at vi ved scanningskassen skal pakke, samtidig med at vi scanner, så vi får æg og bananer NEDERST i posen?

Jeg er ikke god i fremskridt. Da Århus Kommune lavede alle sine affaldsøer om, endte jeg med at have en pose med 200 tomme vinflasker med på arbejde, fordi alle glascontainere i 1000 kilometers omkreds pludselig var blevet nedlagt. Da biblioteket fik alle deres funktioner lavet om til selvbetjening, begyndte de få tilbageværende bibliotekarer at svede koldsved, når de så mig, for jeg kan få AL elektronik til at jamme ved bare at nærme mig.

Hvorfor kan det ikke bare være som det plejer?

Og alligevel forbeholder jeg mig retten til at hysse ud, når jeg hører nogen sige, at de har tænkt sig at stemme imod tronfølgeloven på søndag.

Moral er godt. Dobbelt moral er dobbelt så godt.

tirsdag den 2. juni 2009

The chosen one.

Jeg har fået en ny helt. Finanskrisen, som skærer haserne over på alt og alle, har været forbi mit fitnesscenter med kniven, og en ny tilsynsværge har derfor fået ansvaret for alle os umulige unger.

I LOOOOOVE him!! *ole-henriksen-smiley*. Jeg har lyst til bare at sidde og kigge beundrende på ham, indtil han kommer som plakat.

Han er rasende godt begavet, brænder helt vanvittigt for det han gør, og så kender han sine egne kompetencer godt nok til, at han med sindsro uddelegerer ansvar og beslutninger uden at gro paranoia eller føle sig truet.

Som om alt det ikke var nok, så besidder han OVENI den – mener jeg - absolut vigtigste egenskab for en leder: Han er ikke bange for at bøje sig for ideer, der er bedre end hans egne. For det første betyder det, at han rent faktisk får et bedre slutprodukt, fordi han hele tiden sætter resultatet over sine personlige kæpheste og ambitioner. For det andet sikrer det ham en stadig strøm af gode ideer fra folkene på gulvet, der kender organisationen nedefra; de har LYST til at fortælle ham om alle deres fabelagtige idéer, fordi han bliver næsten lige så begejstret for dem, som man selv er.

Og wolla - jeg sværger: Det er ikke kun fordi, han kunne lide nogle af mine.

mandag den 1. juni 2009

15 % af mine læsere vil ikke forstå, hvad jeg mener.

For nogle dage siden sad jeg sammen med et par kammerater. Vi har kendt hinanden i mange år, og er på fornavn med de fleste af hinandens spøgelser. Den ene af drengene har en forkærlighed for blå kings og klip i kørekortet. Den anden har en fortid som rimelig hard core weekendnarkoman. Et par gange om året falder snakken på tiden, hvor han hver eneste fredag og lørdag vadede rundt i knæhøje snedriver, og når det sker, bliver kongen af kings altid utrolig vred med tilbagevirkende kraft, og vil vide, hvordan hans kammerat kunne pleje så lemfældig omgang med stoffer, velbegavet og velfungerende som han er.

Svaret er altid, at de chancer vi tager, måske er forskellige, men at det vi gambler med er det samme, uanset om vi sætter pengene på vanvidskørsel, kokain eller det at cykle spritstiv hjem fra byen lørdag nat uden lygter.

Herfra ender vi hver gang i en længere diskussion om statistik og sandsynlighed, og jeg må indrømme, at jeg aldrig helt har forstået, hvorfor nogen sætter så meget lid til de to begreber. Er det ikke lige meget for den enkelte, hvad den procentvise risiko ved en given gerning er? Det gør vel ingen forskel for mig, at det kun er 1 % af alle cyklister, der bliver slået ihjel af vildfarne heste, hvis den ene procent er mig? En overlevelsesprocent på 80 i forbindelse med hudkræft er da rimelig irrelevant for mig, hvis jeg er så uheldig at være blandt de resterende 20.

Ironisk nok er det faktisk på grund af de dårlige odds, at jeg aldrig spiller Lotto.

Måske er vi bare nogen, der har en fornemmelse af, at uheldet er en bedre skarpskytte end heldet.