søndag den 31. maj 2009

Jeg gider ikke være fattig mere!

Alle kvinder ved, at der på linie med tyngdeloven, findes en naturlov om dyre hudpleje- hår- og makeup produkter: De er ALTID tomme ALLE sammen på samme tid. En reinvestering kan beløbe sig til noget, der minder om udbetalingen på en mindre villa i Risskov, og hver eneste gang det sker, forbander man sit manglende overblik, der gør, at man er ude at stand til at supplere lageret løbende.

Hvad jeg imidlertid ikke var klar over er, at denne lov nu tilsyneladende også er blevet implementeret på teknologiområdet. På under 2 uger er der røget et billedrør på mit fjernsyn, så alle personer i venstre side af skærmen antager en mystiske galdefarvet ansigtskulør, min Ipod sætter ud med tilfældige og uigennemskuelige intervaller, delete-tasten og i'et på mit computertastatur falder nu af mindst en gang i timen (markant højere frekvens ved rasende indlæg) og min telefon har besluttet sig for kun at ville sms'e. (Blev den vred over mit telefonindlæg?)

Nogen, der er interesseret i at købe en ualmindelig veltrænet nyre?

lørdag den 30. maj 2009

Skønhed afhænger af øjet der ser.

Jeg har haft besøg af vinduespudseren her til morgen. Da jeg kiggede ud af mine nypudsede ruder, var der grønne træer og sol, der væltede ud af himlen over hele linien, og jeg fik lyst til at gå en morgentur i skoven.

Da jeg nærmede mig skovbrynet, kunne jeg se, at alting var spærret af, og at både ordensmagten og zu hause värn var mødt talstærkt op.

Uhh! Så så man lige mig være den første civile på et gerningssted!

Terror? Skuddrama? Opløste lig i skovbunden?

Nej, nej og nej. Det var værre. MEGET værre *dyster-fortæller-stemme*:

De internationale seniormesterskaber i kapgang for kvinder.

Jeg lyver ikke. Der var bleg, blafrende hud, rullende hofter og landsholdsdragter. Der var rynker, opmuntrende tilråb på polsk, tysk og italiensk, og shorts trukket så højt op, at skamlæberne hang ud for neden.

Jeg har lyst til at ringe til vinduespudseren og spørge, hvad han skal have for at komme tilbage og spule mine nethinder med 3-dobbelt salmiakspiritus.

torsdag den 28. maj 2009

Uuuuiiii!!

I går blev jeg ringet op af De Ægte Voksne, som tilbød mig en opgave, jeg blev så begejstret for, at jeg glemte at gå i telecoma.

Hvad den gik ud på?

*trommehvirvel, tak….*

Jeg skal revidere uddannelsesmaterialet til den uddannelse, jeg selv tog i tidernes morgen!

ToTALT yeei!!

Opgaven går ud på at revidere, sammenskrive og opdatere det eksisterende materiale, så det bliver nyt og tidssvarende. Jeg har fået budget og egen fotograf. Jeg skal beslutte, hvilke illustrationer, der er relevante, og om jeg selv er interesseret i at agere ’model’ (ok, den del af det går jeg stadig i panik over, men det tager vi, når vi når så langt...).

Er det ikke cool??? Jeg glæder mig HELT vildt, og det bliver skidegodt!

Nu skal jeg så bare lige have snøret mine Nikes, så jeg kan løbe langt væk fra grundangsten for, at de opdager, at jeg bare er mig, og hen til tilliden til, at de har peget på mig, fordi de mener, at min erfaring og kompetence gør mig til den rigtige person til opgaven.

onsdag den 27. maj 2009

Takes one to break one.

I går læste jeg en artikel om voksenmobning. En undersøgelse fra USA har vist, at mænd mobber mere end kvinder; måske fordi de mobber både deres mandlige og kvindelige kolleger. Kvinder derimod mobber primært andre kvinder.

Journalisten havde spurgt formanden for den danske forening 'Voksenmobning - Nej Tak', om billedet er det samme herhjemme, og ifølge "formand og tidligere mobbeoffer Gitte Strandgård" har vi i DK ikke undersøgt mobbernes køn. Derimod har vi undersøgt mobbeofrene og på den måde fundet ud af, at der på arbejdspladser, hvor flertallet af de ansatte er af samme køn, mobbes markant mere, end på arbejdspladser, hvor medarbejdergruppen er blandet. Billedet er det samme på både rene mande- og kvindearbejdspladser.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg ikke begriber, at man har lyst til at fastholde sig selv i rollen som offer, om det så er nok så meget ’tidligere’, men bortset fra det, så synes jeg, at det er en interessant artikel. For jeg tror ikke, at der mobbes mindre på de blandede arbejdspladser: Jeg tror bare ikke altid, at ofrene opdager, at de bliver mobbede.

Jeg gætter på, at de fleste kvinder har haft mange og lange diskussioner med kæresten, hvor vi har forsøgt at forklare, at det er et tegn på udspekuleret hævn, hvis vi bevidst bliver holdt ude af infoloopet om en fest, eller de andre går sammen om at købe en gave uden at spørge, om vi vil være med. Mænd forstår det ikke. De tilskriver det forglemmelse, og overdrevet følsomhed, når vi tuder over det. Somme tider har de ret. Somme tider tager de fejl. Vi kvinder kan være modbydelige på de mest utroligt raffinerede måder – vores ondskabsfuldheder bider bare hårdest på andre kvinder, fordi de også tænker med følelserne.

Hvordan mænd mobber mænd, ved jeg ikke, men hele deres omgangstone er radikalt anderledes end vores. Stilhed eller kommentarer om øget vægt er tilsyneladende helt i orden, mens åbenlys omsorg og small talk er no-no's. Når jeg kigger på mænd, der arbejder med andre mænd, så lader det også til, at det er et tegn på respekt, hvis man undlader at tilbyde hjælp, når en kollega er presset; det er åbenbart en tilkendegivelse af, at man tiltror ham styrke og overblik til at løse den problemstilling, han står overfor. Den ene alfahan til den anden.

Jeg ved godt, at jeg forsimpler tingene; at det vil være forskelligt fra person til person, hvad man bukker under for, og at mobning kan have meget alvorlige konsekvenser for den, det går ud over. Men jeg mener stadig, at kvinder lettest kan ramme andre kvinder og mænd lettest kan ramme andre mænd, fordi vi kender skytset og ved, hvad der rammer hårdest - og specielt, hvis hele kollegagruppen består af samme køn, så der ikke er nogen, der kan udfordre de sociale spil og alliancer og trække i en anden retning.

Trods alt vil måden vi forsøger at ramme og såre hinanden på vel meget naturligt vil tage udgangspunkt i, hvordan vi selv ville hade at blive behandlet.

tirsdag den 26. maj 2009

Så kom han forbi et hus, sååå kom han forbi et hus, bi et hus..

Se den lille stær, den er åh så fornøjet.
Morgenklokken ringer, marken står i brand.
(Brand? Kan det passe? Ville man skrive børnesange om det? Med mindre, selvfølgelig, at vi kører associationskæden ’overdrevet fede mark med bunker af korn’ –> ’mark on fire’ -> ’marken står i brand’?)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet,
Den skal aldrig hmm hmmm og vaskes med en svamp

(- som ikke rimer på brand. Noget er galt…)

Se den flyver højt, flyver højt over himlen.
(under himlen? Over himlen? Ligemeget.)
Den skal passe på, den ikke falder ned. (Hvor dansk!)
Den skal aldrig hmm hmmm, skal aldrig i skole
Den kan bare hmm hmmm den hele lange dag.

(Vent. Fik vi samplet noget Lille Føl ind her?)

Når jeg på 3. døgn, (siger, skriver og mener 'døgn' - ikke 'dag') uden påviselig grund, har ¾ af en gammel børnesang på hjernen, så savner jeg virkelig ham, der udover at være min overmand i Trivial Pursuit, også altid kunne huske flest vers af ”Skorstensfejeren gik en tur”.

mandag den 25. maj 2009

Det’ til dig.

Når jeg blogger om mine netdates, har det en tendens til at komme til at lyde som om, jeg er et utroligt overfladisk menneske, der tillægger de mærkeligste ting værdi, og smider de fleste frøer tilbage i mosen pga. ligegyldige detaljer.

Sådan håber jeg ikke, at det forholder sig, men jeg har opdaget, at man bliver konfronteret med nogle sider af sig selv, når man netdater, som man måske ikke ville have opdaget, hvis man bare havde ol’-school-live-datet.

Nogle af siderne er lidet klædelige; jeg troede f.eks. ikke, at jeg var typen, der dømte en mand på hans sko eller måde at stave ’sku’ på. Det var jeg så. Eller måske var kemien der bare ikke, og døden skulle have en årsag.

Andre sider har mere karakter af småopdagelser, som man bare studser lidt over, når man støder på dem. Jeg har f.eks. fundet ud af, at jeg hader at tale i telefon. Virkelig h-a-d-e-r. Måske fordi jeg er helt usandsynlig ringe til det (telejoke.com).

Min seneste date ringede og .. altså .. det var helt skidt. Jeg ved ikke, om jeg har taget skade af mit fag, men min telefon-tur-tagning er fuldstændig fucked. Jeg kom hele tiden til at tale indover ham, hvorefter jeg - i et forsøg på at være lyttende og knap så uhøflig - holdt ALT for lange pauser, hvilket resulterede i, at vi begge begyndte at tale i munden på hinanden. Jeg fandt det direkte pinagtigt, og ville virkelig, virkelig gerne have det overstået, så efter 3 minutter begyndte jeg på noget ”Nå men, skal vi ikke bare sige, at vi ses, så?” - samtidig med, at han indledte en længere historie – og så blev det hele endnu mere pinligt, for nu havde han hørt mig begynde at tale i farvel-tonen, hvilket fik ham til at føle, at han skulle skynde sig at snakke færdig. Flere gange kom jeg til at sige ”Vi ses”, mens han stadig var i gang med at fortælle.

For satan.

Sådan har det da ikke altid været?? Som teenager kunne jeg få timer til at gå med at sidde på barberstolen i køkkenet og sno ledningen om fingeren, mens Louise og jeg diskuterede, om Mik var pænere end Heine.

Gad vide om evnen vokser sammen igen, hvis man lægger den i teleslynge?

søndag den 24. maj 2009

Narrøvsamøber får også børn.

Jeg har været på legepladsen i dag, og det var en tankevækkende oplevelse. Jeg har i lang tid spekuleret på, hvilken betydning det har for børn at vokse op i lejligheder i midtbyen, omgivet af trafikerede veje og bekymrede deleforældre.

Da jeg var barn, blev vi sendt ud og lege. Selv. I bedste Jehovas Vidner-stil stemte vi dørklokker, indtil vi fandt nogen, der var hjemme, hvorefter vi forhandlede om, hvorvidt vi skulle sjippe, hinke eller spille kantsten. Vi trissede selv over på legepladsen, hvor vi rev os på rustne søm og kom op at slås om gyngerne, men vi overlevede, og jeg gætter på, at vi lærte en del om konfliktløsning ved at være tvunget til selv at dele og herske. Hvis situationen spidsede til, var det aldrig værre, end at der på 3 minutter kunne hidkaldes en voksen, som kunne komme og gyde olie på vandene.

På legepladsen i dag kunne jeg i første omgang ikke sætte fingeren på, hvad det var, der så forkert ud, men efter et kvarters tid gik det op for mig: 2/3 af de tilstedeværende var voksne. Ungerne var mandsopdækkede af forældre, der tålmodigt stod ved siden af rutchebanen og vinkede, hver gang lille Anders stak hovedet op og råbte: ”Se mig! Se mig!” Flere af børnene undgik nærmest at kommunikere med hinanden, og sendte i stedet de voksne afsted, som en slags repræsentanter for FN’s Sikkerhedsråd, når der skulle forhandles om tur til gyngen eller forlænget ophold i legehuset.

Er det sundt at have sine forældre til at kredse omkring sig som deforme satellitter 24-7? Frarøver det ikke de små muligheden for selv at udvikle sociale kompetencer og evnen til at begå sig blandt jævnaldrende? For slet ikke at tale om muligheden for at få lov at være et upænt møgbarn, der driller sine mindre søskende, og lader dem sidde og blomstre øverst på vippen, fordi de ikke tør hoppe ned? (Helt, helt tænkt eksempel.)

Jeg turde heller ikke sende mine egne børn ud at lege uden opsyn, når lastbiler og Brøndbyfans har en tendens til hele tiden at komme blæsende om hjørnet med 200 km. i timen, så jeg ved ikke, hvordan man løser problemet.

Men jeg ved, at vi var en hel legeplads, der turbohadede den far, der som den aller aller sidste opdagede, at hans lille dreng var millimeter fra at blive kørt ned; som med et tåbeligt smil forsvarede sig med, at ’han jo lige skulle have pakket sammen’ og bad den meget forskrækkede bilist, der gudskelov havde nået at bremse i tide, om at slappe lidt af; som begyndte at skælde ud på den lille fyr, der græd så ulykkeligt og flovt ned i sit jakkeærme, at vi andre sad med tårer i øjnene - mens hans andet barn løb op til vejen.

Det skal fedt hjælpe at have sin far med ud i virkeligheden, hvis han er en stupid, fatsvag spasseridiot.

lørdag den 23. maj 2009

Gad vide, om man kan montere en mælkekasse bag på kosten?

De sidste par år har jeg bartendet på Spot festival, men da det i år er blevet flyttet et par weekender for ikke at clashe med Skive Beach Party (som jo henvender sig til præcist det samme segment), har jeg i år måtte sidde over, da jeg har vagt på mit rigtige arbejde.

På min arbejdsfærd rundt omkring i byen, er jeg stødt på mange af festivaldeltagerne, som er relativt nemme at kende i deres sen-emo-Kasper-Eistrup-stil, med en øl i hånden, og kæderygende smøger, der lader til at være mere et statement end en last.

Jeg er så misundelig, at jeg overvejer at tage til Roskilde festival OG begynde at ryge for at kompensere for min manglende deltagelse.

Mens jeg sad på Baresso og forsøgte at drukne min jalousi i espresso, kom jeg til at tænke over, hvordan det lige er med reglerne for at gå på gaden og drikke øl. Jeg mener: Lige nu – med cirkus i byen – virker det naturligt, lige meget hvem man ser med en Ceres Royal i hånden, men når der ikke lige er Spot, Grøn Rock eller lignende, er der så ikke en usynlig grænse for, hvornår det er ok at gå rundt i offentligheden og drikke? Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, hvor grænsen går, hverken i forhold til alder eller tidspunkt på dagen, men jeg ved, at det store ’Social Klasse 5’ stempel hopper op af lommen på mig, når jeg ser en 40-årig mand tusse afsted med en øl mandag eftermiddag kl. 14, hvorimod to fyre på 30, med plasticposer og Tuborg torsdag kl. 15, bare vækker minder om studietid og tidlig fredagsbar.

Gad vide, om det er den skæbne rygerne går i møde 15 år fra nu af? Jeg kan da i hvert fald huske, da det var helt normalt, at jord-og betonarbejderne sad med sjakket i et telt fra Jydsk Telefon og drak frokostpilsnere.

Jeg må vist hellere skynde mig, hvis jeg både skal nå at begynde at ryge og stoppe igen, inden det bliver symbolet på et liv på kontanthjælp, der henslæbes i gamacher på bodegaen, med torsdagsbingo som eneste afbræk.

Efter 2 år? I skulle ikke have sendt den med Post Danmark.

Jeg er grundmut for tiden, og det generer mig mæ hælve te. Jeg gider ikke, når andre mennesker brokker sig 24-7, highjacker korset eller går amok over småting, og jeg plejer at være dygtig til at holde fokus på de gode ting i livet, som jeg trives med, glædes over og griner af.

I de her dage? Not so much. Jeg går fra 0 til Kælling på 4 sekunder, irriteres over latterlige bagateller, og kan selv høre, at mine ’sjove’ kommentarer lyder sure og spydige. Jeg aner ikke hvorfor – selvom jeg selvfølgelig godt kan pege på nogle ting, som ikke ligefrem tjener til Det Gode Humørs Fremme.

Samarbejdspartnere, der ikke lever op til deres del af aftalerne, gør nogle af mine opgaver sværere, end de behøver at være. Mennesker med magt, der bruger den, bare fordi de kan, hjælper heller ikke. Veninder, der har lagt originalproblemet i kopimaskinen, som nu – på 3. år - spytter ark efter ark ud med præcist det samme issue, skamrider tålmodigheden.

Og under det hele finder man mig viklet ind i empati, frustration og visheden om, at jeg selv trækker store veksler på andre. Jeg er muggen, skideurimelig og helt på det rene med, at jeg har brug for andres hjælp til at holde skabsdøren lukket, når skeletterne på den anden side begynder at synge: ”Det’ mig der står herind’ og banker på.”

Er det stress? Årstiden? Ville det hjælpe at give mig selv lov til at være lidt grim i stedet for hele tiden at forsøge at løse alting optimalt, mens jeg prøver være den bedste version af mig selv?

Måske er det bare min 30 års krise, der endelig er nået frem.

fredag den 22. maj 2009

Jan Krabbe - den her går ud til dig:

Fra mit køkkenvindue har jeg udsigt til Den Rådne Zombiehund.

Er jeg den eneste, der synes, at den er mega, mega uhyggelig??

onsdag den 20. maj 2009

Hvor fanden ligger Harlev?

Jeg har spekuleret på, om kvindelige bloggere omkring de 30 tiltrækker flere mærkelige mennesker end gennemsnittet, eller om vi bare er bedre til at lægge mærke til dem, fordi vi konstant tænker i indlæg. Stine møder dem. Lene møder dem. Anne møder dem. Og sandelig om ikke også, der er en enkelt eller to til mig.

Jeg cykler altid på arbejde, fordi jeg turbohader busser, som lugter, er forsinkede og kører som om de kæmper for at hente de to sidste overlevende soldater ud af Irak, gennem et inferno af ild, mortergranater og klyngebomber. Når de overhovedet kommer, that is.

I morges kørte jeg derfor, ligesom jeg plejer, op af Ringgaden sammen med resten af det cyklende Århus. Solen skinnede, der var dømt solbriller og IPod, og ligesom vi plejer, lå vi og kørte forskudt af hinanden. Der overhales og indhentes, spurtes og sakkes bagud. Nogle morgener bliver jeg besat af Konkurrence Ånden. Andre morgener – som i dag – kører jeg bare og synger ligeså stille for mig selv. (Håber jeg. For Guds skyld. Og resten af verdens. Bad sound kills good music.)

Da jeg holdt for rødt ved universitetet, blev jeg prikket på skulderen af en mand, som jeg havde kørt parallelløb med hele vejen, og som virkede MEGET opsat på at ligge forrest, HELE tiden.

”Jeg er cyklet helt ude fra Harlev af.”

Kunne ved nærmere eftersyn godt se, at han måske kunne have haft gavn af en ekstra time ved 37 grader, og havde egentlig også undret mig over, at han high-fivede alle lygtepælene, hver gang vi holdte ved et lyskryds. Så jeg så behørigt imponeret ud, udtrykte min beundring - og måtte ud i en imponerende (men dopingfri) slutspurt for ikke at komme for sent på arbejde, fordi jeg ikke nænnede at overhale, når det nu var så vigtigt for ham at vinde morgentouren.

Anne, Lene & Stine: Måske de damer er med på en bytur? Det burde kunne udløse en freak-alarm, der får ruderne i hele det indre Århus til at sprænge.

Så webcamblogger vi sgu live fra gerningsstedet.

tirsdag den 19. maj 2009

Sjove Penge.

Kender I de fester, der peaker for tidligt? Sådan har SP opført sig, synes jeg. Først havde man aldrig hørt om det. Så gik rejsebranchen amok, og det blev pludselig altafgørende a) at finde ud af, hvad det var samt b) om det var noget, man havde. Så mens Stig Elling padlede glad, forventningsfuld og mistænkeligt solbrun rundt i sin soon-to-be fyldte pengetank, brugte jeg tiden på at lede efter de fordømte bogstaver på nettet, og til sidst var jeg fuldstændig nede med, hvor meget jeg havde, hvor jeg havde det og hvor stor en procentdel af det, Skat havde tænkt sig at stoppe i lommen.

Havde til gengæld opbrugt min samlede livskvote af pensionsinteresse.

Og så … forsvandt det. Når der en sjælden gang står noget om det i aviserne idag, bliver det omtalt som noget, der for længst er vedtaget, men tjekker man netbank og ATP’s hjemmeside *refresh!refresh!refresh!*, står der bare på 12. uge: SLAP NU AF!! DET ER IKKE VEDTAGET ENDNU!! (Nå ja, måske ikke lige formuleret på dén måde – men det er helt sikkert det, de mener.)

Er jeg den eneste, der vil have mine lommepenge nu? Vi er faktisk nogen, der gerne vil hjælpe det økonomiske opsving på vej, og som har sølvsandaler og limegrønne tørklæder med vores navn på til at ligge i butikker rundt omkring i byen.

mandag den 18. maj 2009

Prinsen på ærten.

Forleden så jeg en dreng, som med tusind procents sikkerhed var bøsse. Han har været ca. 10 år, og min første tanke var: ”Er det ikke MEGET tidligt at være klar over, at man er til fyre??” Umiddelbart kunne jeg ikke lige huske, hvordan jeg selv var indrettet i hovedet som 10-årig, men ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om, at det nok egentlig også var der, vi begyndte at slå og hive i hår på den opsøgende måde.

I søndags kom min veninde og jeg så til at snakke om, hvordan man ville have det, hvis man som forælder stod og kiggede på sin 8-årige dreng, og allerede kunne se, at han var en rigtig lille prinsesse indeni. Min veninde har selv en dreng på 5, og hun er desuden en af de kætterske kvinder, der tiltror os uden børn både empati og forestillingsevner; vi mente begge, at vi ville være 100 % ok med det.

Jeg ved godt, at det er ganske gratis for mig at påstå, at jeg har sådan; dels fordi, det er mit fantasibarn, der er homo, og dels fordi, det er den politisk korrekte holdning at have, men helt, helt ærligt: Jeg forstår simpelthen ikke de forældre, der synes, at det er et kæmpe problem, og forbyder deres drenge at lege med make up og Bratz-dukker. (Den kendte og veldokumenterede måde at forhindre homoseksualitet i at udvikle sig på.)

Alle ønsker uden tvivl det bedste liv for deres børn, med så få sten på vejen som muligt, og jeg kan godt forstå, at man kan være bange for, at de bliver drillede, holdt udenfor eller ensomme, men der er jo altså ingen garanti for, at de får det nemt, fordi de er straight.

De homoseksuelle jeg kender, er hverken stakkels eller ensomme. De er tværtimod nogle af de mest netværkstærke mennesker, jeg har mødt. Jeg skal ikke sidde og sige, at de skal sende takkekort til de idioter, der gjorde deres liv besværlige, og fik dem til at søge forståelse og venskab hos ligesindede, og det er selvfølgelig alt, alt for simpelt at skære alle over en kam, og antage, at drengen er sikret 2.000 venner på FB, og skal rende til Grand Prix fester i tide og utide, hvis han er bøsse - men statistisk set er der vel egentlig større chance for at få en dreng, der bor hjemme til han fylder 30, hvorefter han flytter i en boligforeningslejlighed med genbrugsmøbler, hvor han sidder i ensomhed og drikker dåseøl fra Tyskland, end der er for at få Mortens kommende kæreste?

Når jeg får børn, håber jeg, at det eneste, der betyder noget for mig er, at de er glade, uanset om de bliver det af at lege med biler og sværd eller dukker og guldsko. Og hvis andre børn messer med mine unger, vil jeg ikke skele småligt til, hvad de driller med: Jeg koger dem i olie under alle omstændigheder.

søndag den 17. maj 2009

Boys, boys, boys.

Jeg elsker, når jeg får lov at komme med en tur i drengenes omklædningsrum (i overført betydning selvfølgelig…). Derfor var det en fornøjelse at være til fest i går, hvor det for en gangs skyld var de ellers så tjekkede fyre, der blev så stive, at vi andre næsten blev ædru af forbløffelse.

Det var fantastisk!! Vi hørte ucensurerede historier om Torben Hestepik, og inden klokken var 20, var første mand gået ned. Han lå på sofaen og sov sig igennem en 180 db karaoke-lydmur af ”I need a HERO!!” og ”I --- had -- the time of my LIIIIIHHIIHIIFFE”, imens den ene Christian lavede de smukkeste, rytmiske rejehop, jeg til dato har set, og den anden Christian humpede dørkarmen. De snøvlede, drak whisky af flasken, og faldt tårevædede hinanden om halsen af rørt begejstring, da de opdagede en fælles kærlighed for Masterboy. Da klokken var 23, var den sovende mand på sofaen nærmest blevet en del af interiøret, og bortset fra lejlighedsvise pulstjek, blev han mest brugt til at stille øl fra på. I mellemtiden var jeg blevet udstyret med ispose om håndleddet efter overraskende demonstration af karate-pacificeringsgreb, som ulykkelig Christian blev ved med at undskylde for. ”Det var jo schlet ik’ .. for …at det shhku gøre ondt på *hik* dig, Linda. Detjeg sschimpelthen schå ked af!” Kl. 01 skete der det helt ufattelige, at Sofamikkel – efter at være blevet vækket ved at Christian greb fat om begge hans ører og ruskede som en sindssyg, mens han brølede: ”MIKKELMIKKELMIKKEL!!!” ind i hovedet af ham – satte sig op og råbte: ”Vi skal i byen!!” Og det skulle vi så.

Vel ankommet på Herr Bartells kunne Christian fortælle min veninde, at hun skulle se at få sig en kæreste, for ham og hans kammerat gad ikke knalde hende. Hun måtte endelig ikke tro, at det var fordi, hun var grim – men hun blev jo altså ikke yngre. Bagefter kom han hen til mig, og spurgte om jeg havde tabt mig, for – ja, og det var ikke fordi, han ville sige, at jeg før havde været fed, men jeg havde da befundet mig i den tunge ende af skalaen (Fitnessverdenen, mand. Et sygt, sygt sted!) – han synes, at jeg var ’en total småkage’ nu. Også selvom han havde lagt mærke til, at mine bryster var blevet mindre, hvilket selvfølgelig trak ned. Men han elskede mit humør, og hvis ikke det havde været fordi jeg var så skide sippet, så var det os, der havde haft bryllupsdag… Det er da komplimenter, der er svære at stå for!

Der blev udlovet de obligatoriske tæsk til andre mænd, der "kraftedeme ik’ sku stå der og spille smarte!!” og drengene blev utrolig nedslåede over at konstatere, at de ikke kunne købe kander, men måtte nøjes med ½ liters Long Island Tea. Til sidst var vi piger så mange genstande bagud, at vi smed håndklædet i ringen og gik hjem.

Tak for en forrygende aften, drenge. Det gør vi snart igen, ikke?

lørdag den 16. maj 2009

Black Hawk down.

”Hvordan går det med det der dating, Linda?” hører jeg folket spørge. Og det er da vist egentlig rigtigt: Det er ved at være længe siden, I har fået en opdatering. Det bliver et halvlangt indlæg, så hvis nogen har travlt, og ikke kan nå at læse det hele, så lad mig starte med konklusionen: I behøver ikke sende bryllupstøjet til rens endnu.

Jeg har efterhånden lært at holde kortene en smule tættere til kroppen, når folk spørger til ham, jeg dater lige nu. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi han altid viser sig at være en eller andens storebror/fætter/nabo, og det er utrolig irriterende at date en mand, som alle andre ved mere om, end jeg selv gør. Det giver nogle trælse situationer, for jeg sidder ikke med deres viden, og har derfor svært ved at vurdere, hvad jeg skal svare, når de siger: ”Aj, men skal jeg fortælle om ham, eller vil du hellere være fri?” Tjaaa.. Det afhænger af oplysningernes karakter, vil jeg sige. Hvis du ved, at han har siddet inde for mord, så ja. Hvis du kender hans ekskæreste og historien om dem, så nej. Det giver under alle omstændigheder en slags ubalance venskabet, fordi veninden pludselig ved mere om et område af ens eget liv, end man selv gør.

For nyligt har jeg set lidt til en mand, som jeg blev glad for at møde derude. Han var pæn, lod til at have nogle gode værdier i livet og (undskyld – jeg kan simpelthen ikke gøre for det) stavede fuldstændigt fejlfrit. Og jeg skal sige det, som det er: Vi trængte til at se, at der også er den slags mænd i cyber. Jeg synes, at jeg lidt for mange gange har tænkt: ’Jeg ved GODT, hvorfor DU ikke har en kæreste’, og det beroligede mig og mit skrøbelige ego meget at se, at nettet ikke kun er forbeholdt K3 mennesker, der tager sig bedst ud i dæmpet belysning og er behæftede med alvorlige fejl og mangler.

Noget af det fine ved netdating er, at vi kan springe hele ”Jeg leder ikke – Det gør jeg heller ikke” delen over. Vi ved begge to, at den anden er på udkig efter et eller andet. Det synes jeg er et ret godt udgangspunkt, for så kan vi koncentrere os om at finde ud af, om 1) vi leder efter det samme og 2) om kemien er der. Derfor virkede det meget naturligt, at den pæne mand og jeg allerede på første date snakkede om egne stærke og svage sider, og hvad vi blev tiltrukket af hos det modsatte køn. Jeg er født uden politisk tæft overhovedet, og det eneste jeg kan finde ud af, er at være 250 % ærlig, så jeg meldte meget klart ud, at jeg gerne vil finde en mand med hovedet i orden, der ind imellem kan bede mig holde kæft; en mand, som kan tage noget initiativ, har humor, og som jeg har respekt for. Hvis jeg får fornemmelsen af, at jeg har the upper hand, bliver jeg så grim en version af mig selv, at jeg bliver nødt til at skille mig af med manden, for at kunne holde mig selv ud. (Med venlig hilsen Den Sorte Enke.) Vi lod til at se ens på mange ting, og første date var superhyggelig, så vi var helt enige om, at vi skulle ses igen.

Så begyndte han at sms’e meget. Rigtig meget. Det er jeg normalt ikke så god til (jvf. ovenstående punkt om ’the upper hand’), men jeg må give ham, at han var sjov, og at det faktisk var meget hyggeligt.

Så begyndte ritualet med at skrive godnat, og dét synes jeg godt nok, at man skal være MEGET varsom med at starte på. Hvis først det mønster er etableret, er der pludselig enormt meget signalværdi i at undlade at skrive. Men igen tænkte jeg, det her jo for fanden ikke er Find 5 Fejl: Jeg syntes stadig, at han var sød, og snakken flød aldeles ubesværet, når vi var sammen.

Så begyndte han at skrive om sin skilsmisse, sit delebarnet og ekskonen, som han var meget rasende på.

………..

Jeg leder ikke efter en fejlfri mand uden fortid (løgn), men jeg leder sgu godt nok efter en, der har et netværk, han kan bruge til den slags, og som har mere forståelse for, hvad man deler med sin nye date end dét. Også selvom ’det er en del af livet, og det der fylder lige nu’.

Faldskærm: Tjek. Iltbeholder: Tjek. *EJECT!*

Know your crowd, man.

torsdag den 14. maj 2009

Same same - but different.

Da jeg var nyuddannet, var jeg en af dem, der kom ridende til arbejdsmøder på mine høje hest, mentalt akkompagneret af soundtracket til Indiana Jones, med etikken i den ene hånd og teorien i den anden. Verden var dejlig sort og hvid, det rigtige var rigtigt og det forkerte forkert. Jeg havde folk, der fraveg De Gyldne Regler, under kraftig mistanke for at være dovne og forsøge at slippe let om ved tingene. Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i lange, etiske diskussioner med ældre kolleger, og jeg VIDSTE bare, at jeg havde ret, for alle bøgerne syntes det samme som mig. Jeg var pisseirriterende.

Efter 8 år i branchen har jeg for længst både indset og indrømmet, at verden er en liiiille smule mere nuanceret end som så, og jeg har faktisk lyst til at ringe rundt til mine gamle eks-kolleger og sige undskyld, fordi jeg var så utrolig påståelig og selvretfærdig, og tak fordi de ikke kvalte mig.

Men heldigvis har vi karmarevisoren til at føre regnskab med den slags, og jeg skal love for, at jeg nu får løn som forskyldt.

På 4 dage har jeg været til 2 møder i fitnesscentret, hvor jeg efterhånden også er en af de gamle krikker. (Man aner et mønster. Suk) Her har jeg fået ca. 1.000 nye uTROligt unge kolleger, der alle sammen hedder Louis og Malthe, og læser idræt og sidder i deres Helly Hansen trøjer og mener en hel masse om alting. På den insisterende måde.

Jeg sidder nu på den anden side af bordet og lærer, at det er svært at sparre fagligt, når alle parter er i defensiven, fordi sætninger som: ”Jeg er RYSTET over, at nogen kan finde på at køre stående spurt på en basistime, når der STÅR i reglerne, at vi ikke må!!” og ”Det finder du ud af, når du fylder 12!! har undervist nogle år” fyger frem og tilbage.

Hvis begge parter kunne prøve at holde fast i, at alle de andre også er professionelle mennesker, der har gjort sig kvalificerede og fagligt velfunderede overvejelser omkring de timer, de kører, så var der chance for, at vi kunne udnytte, at vi har adgang til både den nyeste teori på området og erfaringen der gør, at de dele af den, der kan fungere her i huset, kan implementeres på en forsvarlig måde.

Det er bare så svært at høre ordentligt efter, når man råber.

onsdag den 13. maj 2009

Hvad er det modsatte af tørstig?*

Nå. Men vi har jo unfinished business. Jeg ved, at I sidder med tilbageholdt åndedræt – på 15. døgn, godt klaret og Stig go home – og venter på det afsluttende afsnit i dramaserien ”Linda & Lægen – En Van(d)skelig affære.”

Jeg brugte bededagsferien i selskab med blok, vandflaske og målebæger, og kunne derfor i mandags overrække lægen et skema, der viste, at jeg drikker 6 liter vand om dagen, og at de sanitære installationer fungerer upåklageligt. Hun havde i mellemtiden fået svar på alle prøver, og også her var alt, som det skulle være.

Nu ville det være rart at kunne klippe til ”- og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men så nemt skal det selvfølgelig ikke være.

Læge: ”Hvorfor drikker du ½ liter om natten!?”
Mig: ”Øhm.. Altså, fordi jeg er tørstig, jo?”
Læge: ”Du drikker 1½ liter vand mellem 16 og 17!”
Mig: ”Det er når jeg er til spinning.”
Læge: ”Hvorfor gør du det!?”
Mig: ”Med fare for at gentage mig selv: Fordi. Jeg. Er. TØRSTIG!”

Sådan fortsatte det i lang tid, indtil jeg til sidst spurgte, om jeg havde misforstået noget; om der var noget i mine prøver, der var alarmerende? Det var der ikke. Alle tal var fine, OGSÅ saltbalancen.

”Så nu ved vi, at det ikke er sukkersyge, at mine nyrer fungerer som de skal, og at jeg ikke skyller salte og næringsstoffer ud, inden min krop når at optage dem. Så tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad problemet er. Jeg er jo bare tørstig.”

*Baaaa!* Forkert svar. Jeg kan vælge mellem:

a) en dårlig vane eller
b) en sjælden, hormonel forstyrrelse (kan hun sgu selv være!), der minder om sukkersyge, men som primært påvirker væskebalancen.

I første omgang skal jeg ”bare prøve at lade være” og så fortsætte med at skrive ned hvad jeg drikker 3 uger mere. Man skulle have læst medicin. Relativt overkommeligt arbejde til forholdsvis fed hyre.

Så nu går jeg rundt og tørster. Jeg er pirrelig, varm og jeg har knaldende hovedpine.

Og der er en lammer til den næste, der bekymret spørger, om det er fordi, jeg glemmer at drikke vand!

*Til andre sprognørder: Det modsatte af tørstig er adjektivet ’sæt’.

Her HAR I mig igen.

Hvorfor er det så akavet at gå tilbage til mennesker, man én gang har sagt farvel til?

Man sidder på caféen, er nødt til at smutte fordi man skal nå en bus, når halvvejs hen til stoppestedet og opdager så, at man har glemt sin pose. Tilbage til cafeen. Her starter et helt ritual med undskyldende armbevægelser, don’t-mind-me-mimik og Det Falske Farvel. ”Haaii... Igen… Jeg skal bare lige… Glemte lige… Så! Nå, men så...ja..hejhej. Igen.. Ja, vi ses torsdag. Stadigvæk.” Lidt overkill at starte forfra på alle krammerne, men også lidt mystisk bare at skride. Jeg kan blive så febrilsk, at jeg begynder at vinke. Til mennesker jeg kender. På min egen alder. Christ

mandag den 11. maj 2009

Sidst set iført mindreværd og vrangforestillinger.

Er der andre end mig, der har bemærket, at vi har mistet normalvægtsbegrebet? Jeg ved ikke, om det er fordi jeg færdes meget i et vægtmæssigt forgiftet miljø, men i dag lader alle til at indplacere sig selv og hinanden i en af to kategorier: Tyk eller tynd.

Det er ikke fordi, dit tilhørsforhold nødvendigvis bestemmer, hvordan du har det med din krop. Jeg har f.eks. uddannet en pige, som for nyligt havde tabt 20 kilo, men som stadig objektivt set var temmelig overvægtig. Hun s-t-r-å-l-e-d-e. Hun var ikke det fjerneste bange for at blive set på, og var fuldstændig kold, når hendes træningstøj kravlede op og efterlod hende med halvdelen af maveskindet blottet. På samme hold deltog en pige, som jeg – hvis jeg var WHO – ville sætte på observationslisten. Objektivt set normalvægtig-grænsende-til-tynd. Ikke desto mindre tydeligt utilpas i sin krop. Hun trak ustandseligt ned i sin oversize t-shirt, trænede med maksimal belastning på alt, hvad vi lavede, samtidig med at hun var tapet op fra hoften og ned og havde alle led pakket væk i elastik og støttebind.

Røg normalvægten sammen med de gamle kommaregler og 10-øren? Er det pga. de ting, vi forbinder med vægt, at det er så vigtigt for os ikke bare at være median-mennesker? Hvis man er tynd, signalerer det mådehold og selvkontrol. Hvis man kalder sig selv for tyk, er man for det første kommet andres kommentarer i forkøbet, og man kan samtidig give den som en af Pernille Aalunds Quinder (seriøst: Hvem går ind og vrister det q ud af hænderne på hende?), der har opgivet idealerne og fundet fred; som hellere vil have chokolade og livskvalitet end markerede kindben. Hvis man er normalvægtig, er man bare ... ikke rigtig på vej nogen steder hen. Ikke fokuseret. Ikke ligeglad. Bare almindelig. Det er der ikke megen identitet i.

Det sidder i hovedet det hele, og jeg finder det både trist og stærkt foruroligende, at vi er så fikserede på vægt, at vi fuldstændig har mistet evnen til at se os selv, som vi i virkeligheden ser ud. Når jeg ser billeder af mig selv fra perioder, hvor jeg husker, at alting drejede sig om, at jeg følte mig tyk, kan jeg se, at det var totalt spild af både tid og ungdom. Jeg var FULDSTÆNDIG normalvægtig. Ikke tyk. Ikke tynd. Ganske almindelig og normal. Og da havde tyngdekraften endda ikke engang udstedt sin fatwa endnu.

Det ironiske er, at jeg stadig har dage, hvor jeg hysterisk står og hiver i mit tøj, mens jeg hvæser og forbander mig selv og min krop.

Jeg har et udmærket bud på, hvad jeg vil tænke, når jeg om ti år ser billeder af mig selv fra i dag.

søndag den 10. maj 2009

Gider andre også lige gro en udenbys mor?

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er supertjekket, når det kommer til datoer, men plejer Mors Dag ikke at være d. 5. maj? Eller er det ugedagen, der er afgørende; skal den falde på en søndag? Er det i givet fald blomsterforretningerne, der har lobbyet sig til det? (Og bonusspørgsmålet: Hvorfor har de så ikke gennemtvunget det i forbindelse med Valentines Dag?) Har heller aldrig helt forstået, hvorfor det der påske skøjter sådan rundt i kalenderen, når nu fødselsdagen ligger så utrolig fast, at det somme tider betyder, at vi ikke har fri mere end ti minutter mellem jul og nytår.

Alle går åbenbart benhårdt efter titlen som Årets Barn, så byens gader er lagt øde, og i fitnesscentret gav det næsten ekko, da receptionisten sagde ’godmorgen’. Som det overfladiske menneske, jeg er, bliver jeg utryg og nervøs i betrækket, når jeg bliver ladt alene tilbage med nøglerne til byporten, mens alle andre løber rundt, klædt ud som Interflorabud og der er tvungen optakt til stilhed og refleksion. Hvorfor kan mine forældre ikke bare bo i Århus, så jeg også kan tage hjem?

Ps: Hvornår er det fars dag?

Pps: Tager I også hjem der?

Ppps: Gad vide om man får blomster, hvis man adopterer et sponsorbarn?

fredag den 8. maj 2009

Plejer det ikke at være forbeholdt de fromme og jomfruelige?

Jeg har fået et kæmpesår i den ene håndflade. Eller .. måske ikke kæmpe-kæmpe. Og måske ikke decideret sår. Nok mere rift-ish. Men stadig. Av for satan!

Top 5 over tanker, der melder sig:

1) Jeg plejer at hænge på korset med søm i begge hænder. Et-hånds-stigmata tangerer byggesjusk.
2) Er det ikke ca. en måned for sent? Er det ikke påsken, der er højtid for den slags? Og har forsinket blødning nogen speciel betydning, når det er i hånden, det foregår? (Eller rettere: Ikke foregår?)
3) Burde det ikke være sket for nogen med bare et minimum af tilknytning til den kristne tro?
4) Orker ikke rigtigt, hvis jeg skal til at græde blod. Jeg HAR skiftet til sommergarderobe, og med min motorik er det i forvejen rigeligt udfordrende at holde hvide t-shirts hvide.
5) Gad vide, om der er penge i at lave en fashion-hybrid? De katolske lande må være ét stort udækket marked.





Bog & (dårlig) idé.

Jeg elsker, når jeg har været på biblioteket, og har en stak friske bøger, der bare ligger og venter på, at jeg kaster mig over dem. Processen med at finde dem kan imidlertid godt være lidt svær, og jeg må med skam melde, at jeg godt kan finde på at tage en bog ned af hylden, hvis jeg synes, at den har en pæn forside.

For at undgå at stå som Moses ved Det Røde Hav hver gang jeg skal hente nye forsyninger, sørger jeg altid for at lægge navnet på bøger, jeg læser gode anmeldelser af, i min telefon. Med jævne mellemrum bestiller jeg så bøgerne på nettet, og det passer med, at der næsten altid står en bog dernede og venter på mig. Hvilket er MEGET vigtigt, for jeg skal have mindst to bøger med hjem hver gang. Jeg HADER, hvis en bog er så dårlig, at jeg ikke gider læse den, og jeg er nødt til det alligevel, fordi det er den eneste, jeg har.

For det meste betyder mit system, at det faktisk er nogle rigtig gode bøger, jeg får, men ingen regel uden undtagelse:

I forgårs hentede jeg en ny bog, og jeg blev mistænksom, allerede da jeg så den flødefarvede forside med billeder af pastelfarvede bobler. Det hjalp ikke, at jeg fandt 3 efterladte bogmærker fra ordsejlere, der havde forladt den synkende skude før mig. På første side kunne jeg se en ualmindelig lang liste over forfatterens tidligere værker, heriblandt en svimlende mængde digte.

Jeg bevæger mig ud på tynd is nu, jeg ved det, men jeg er ikke så begejstret for digte. Ikke fordi jeg har noget imod genren. Tværtimod. Jeg nærer stor beundring for folk, der evner at fatte sig i korthed - et talent, der ikke er os alle forundt – jeg synes bare, at der er deprimerende langt mellem snapsene. (Sådan har jeg det beklageligvis også med teater. Hver gang jeg modtager katalog fra musikhuse og teatre, tænker jeg, at jeg vil ned og se et eller andet, for jeg kan ikke udholde tanken om mig selv som fuldstændig kulturignorant. De gange, jeg har været afsted synes jeg desværre bare, at det har været skabet, kunstigt og overgjort.)

Da jeg endelig fik slået op på første side tog det under 5 minutter at konstatere. At jeg ikke. Bryder mig. Om. Når sætninger er. Består. Af max 3. Ord. Af gangen. Og det hele. Handler om. At være. Nyde. Bare være. Og mærke livet.

Moralen? Man kan roligt skue bogen på hårene.

onsdag den 6. maj 2009

Show me some teeth.

For et par måneder siden sad jeg i toget på vej hjem fra Esbjerg. I Horsens steg en pige på ca. 16 år på: Afskallet neglelak, diadem i det fedtede hår, lårkort og huller i strømperne. Hun smed sig i sædet overfor og stirrede udfordrende på mig med hele auraen gnistrende af ”HVAD!” Fordi jeg ind imellem godt kan lide at gøre noget andet, end hvad der forventes af mig, stak jeg hende et kæmpesmil og tilbød hende en lakrids.

Vi var tæt på at være Arto-venner, da vi ramte Århus, og den dag tænkte jeg, at man egentlig skylder verden at være lidt venlig, når man betræder den. Glæde smitter.

Min Smil-Til-Verden kampagne blev imidlertid sat på standby af forårsregn og nattefrost, men i går, da jeg cyklede hjem fra arbejde, kørte jeg forbi en gammel dame, der kiggede mig lige i øjnene og smilede stort. Som en Pavlovsk refleks flækkede mit eget ansigt instant på langs, og jeg lovede mig selv, at jeg vil prøve at huske at smile til mindst 3 fremmede mennesker om dagen. Ikke bare ikke-hvæse. Smile.

I dag har jeg smilet til 7. De smilede alle sammen tilbage.

På med solbrillerne derude! Der er dømt gebis i fri dressur.

Run - but you can’t hide....

Kan I huske, da jeg sagde, at jeg synes, at nørder var sjove? At de – introvert adfærd og rollespil til trods – havde god humor og misundelsesværdigt veludviklede hjerner?

Well…

DET TAGER JEG TILBAGE!!!

Sad i dag og ledte efter musik til spinning. Jeg har længe snust rundt efter et remix af Halo, og jeg vil gerne betale for det, men lortefuckingspasserItunes nægter at have det. Derfor sad jeg og surfede rundt på lyssky sider, da hele min skærm pludselig forvandlede sig til et inferno af røde advarsler og udråbstegn. Mine personlige data var ’under attack!!' og der var 'Warning! Trojan Horse!! Remove now!!’ så langt øjet rakte.

Er åbenbart katolik, når jeg begår mig på nettet, for jeg var med det samme overbevist om, at min tilstedeværelse på de snavsede sider alene var nok til at nedkalde alverdens forbandelser over mig og min computer. Skamfuldt klikkede jeg på alt, hvad jeg fik af vinduer, der tilbød at reparere mine inficerede filer - hvilket der ikke skete noget som helst ved. Begyndte nu så småt at få tvangstanker om, hvad jeg kunne risikere at miste af musik, billeder, film og dokumenter, og kunne mærke en snigende panik sætte ind, men en IT-mongol som jeg aner jo for fanden ikke, hvad man kan gøre, så jeg bakkede ud i køkkenet, mens jeg mumlede: ”Jamen, jeg KIGGEDE jo bare. Jeg kiggede! Jeg rørte ikke ved noget!” og hyperventilerede ned i en kop kaffe.

Tilbage. Ok. Dyb indånding. Ingen vinduer vil NOGET. Whattodowhattodowhattodo…. Måske jeg kan komme baglæns ind i mit virusprogram?

*dobbeltklik*

”You are fully protected”.

Whaaa??

En telefonkonsulation hos The Überbrain senere:

Så det er det, de små, fedtede, bebumsede røvhuller sidder og bliver opstemte af?? Tanken om at du SELV installerer virus på din maskine ved at hente deres forpulede programmer fordi du tror, at det redder dine data - og så er det i virkeligheden det, der er viruset?!?

Næste gang jeg ser en nørd, bliver det ikke Iskrystaller! Iskrystaller! jeg kyler efter ham. Det bliver kastestjerner, og det bliver hårdt!!

tirsdag den 5. maj 2009

Jeg er faktisk slet overhovedet ikke spor tørstig mere. (Please don’t make me go back.)

Så har jeg været ved lægen, og jeg siger det lige igen: Jeg HADER det!! Havde fået en tid kl. 8.20 og ”det tager bare lige 10 minutter”. Fat chance. 8.45 var jeg stadig ikke kommet til. Jeg er ikke god til mennesker, der opfører sig, som om solen først står op, når den har clearet det med dem, men for os, der skal bede om friholdelse imellem opgaver, er det sgu et problem, at man ALDRIG kan regne med den tid, man får.

Endelig blev jeg afhentet af stram, grundmistænksom lægesekretær, som stak mig i fingeren og erklærede mit blodsukker normalt. Med et ”Ok. Hej!” nåede jeg næsten at lukke døren bag mig, før hun kaldte mig tilbage. (Note to self: Skal have øvet eksplosivt afsæt i forbindelse med sprint.) Man må åbenbart ikke så godt drikke 6 – 8 liter væske om dagen, og nu syntes hun at '"vi lige skulle få det hele tjekket." Jeg forsøgte 3 gange med "jamen, når nu blodsukkeret er normalt? Jeg har jo ikke ondt eller noget?", men for sent. Hunulven Ilse havde fået færten af blod.

5 blodprøver senere, kiggede hun på mig: "Ja, så mangler vi bare lige en urinprøve." Oh no. No no nooo! Ikke det. Alt andet end det. Kan jeg ikke afgive noget mere blod i stedet? Please? Her! Tag den anden arm også! Kom nuuuu!

4 minutter senere så man slukøret heks traske tværs igennem fyldt venteværelse med en kaffekop.

Som en sidste ydmygelse fik jeg udleveret et ”væske/vandladningsskema”. Kiggede fortvivlet på hende og udbrød: ”Prønuliåhørher! Jeg er TOLK! Jeg kan sgu da ikke slæbe rundt på et bæger at pisse i på 15 forskellige uddannelser!!”

Jeg synes, at det var tarveligt, at hun trak nyrekortet. Bare fordi hun kan huske, at jeg, sidst mine nyrer spillede med musklerne, tryglede om at blive aflivet.

På mandag skal jeg derop igen. Hvad er odds’ne for at blive kørt ned inden da?

søndag den 3. maj 2009

Jeg drikker ALDRIG mere!!

Tak til min kammerat, som med en engels tålmodighed lyttede til min 20 minutter lange ”Du er en GO fyr!”-tale, og virkelig forsøgte at forstå, hvad jeg sagde. Undskyld at jeg spurgte 8 gange, hvordan dit cykelløb var gået, så du 8 gange måtte fortælle om det lortede resultat.

Tak til de veninder, der resolut hankede op i mig og agerede støttehjul, da jeg ikke længere kunne gå. Som forbød mig at cykle hjem, fremtryllede en taxa, fandt mine nøgler og mit dankort og gav til chaufføren, mens de forklarede ham, hvor jeg skulle køres hen. Og som i morges, da jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvor i verden min cykel befandt sig, kunne oplyse, at den stod ved Magasin.

Tak til verdens venligste taxachauffør, som måtte lave en katastrofeopbremsning, da jeg - uden varsel - åbnede bildøren og knækkede mig og oven i købet roste mig for at være hurtig. Begge gange. Som på en eller anden måde har skaffet mig et bæger cola (jeg ANER ikke hvorfra; jeg havde det efter sigende ikke, da G & T installerede mig i taxaen, men det stod på mit bord i morges), og som af sig selv gik med op og låste min dør op. Hvis det er dig, der har hængt min jakke pænt på plads, så endnu mere tak. Jeg håber for dig, at du nåede ud, inden jeg klædte mig af, for i morges fandt jeg min ene stilet på badeværelset, den anden i entreen og min bh draperet over computeren. Det har ikke været kønt.

Jeg var hjemme 23.15.

Jeg er 32 år.

Hvor ER det flot!!

lørdag den 2. maj 2009

I hånden har jeg to taler.

Jeg har efterhånden siddet med til en hel del fester, både som privatperson og som udstationeret håndværker. Jeg har hørt min andel af taler, og jeg har lagt mærke til, at talere kan deles op i to grupper: Dem, der holder taler for festens hovedperson for hovedpersonens skyld og dem, der gør det for egen skyld.

De første kan slippe afsted med hvad som helst. Stammende, usammenhængende opremsninger af hovedpersonens kvaliteter. Pivfalske hyldestsange akkompagneret af to akkorder og en guitar. Supposed-to-be-funny historier, som ingen helt forstår. Uanset hvad kan man nemlig mærke, at indslaget er så gennemsyret af hengivenhed og varme, at æsken med kleenex ryger rundt, så snart vi med sprukne stemmer og fugtige øjne har udråbt det obligatoriske, trefoldige hurra.

De andre får man ondt i hælene af, når tåneglene skærer sig gennem kødet og ind til knoglen. De kunne ligeså godt medbringe transportabel scene og spot, og hvis man i stedet for at stirre stift ned i sin tallerken, prøver at kigge rundt, kan man se, at alle er ved at blive kvalt i den skam, som gøgleren ikke selv har i livet: Samtlige gæster sidder med påtaget neutral mimik og forsøger ved tankens kraft at tvinge tiden til at gå hurtigere, så det pinagtige øjeblik kan blive overstået.

Jeg er helt med på, at sang og totalteater kan være en fin måde at udtrykke følelser på, men jeg er nok mere tilhænger af, at man lader folk opsøge det selv, når de har brug for nogen til at gøre det for sig. Hvis The Cardigans synger om alt det, jeg føler, så er det bare om at komme afsted, når de spiller på Train næste gang. Men når man stjæler andre menneskers øjeblikke for selv at blive set og hørt, så synes jeg egentlig, at man fortjener at blive sparket hårdt over begge knæ.

Ps: Dette indlæg er skrevet til en non-firmationsfest, hvor jeg blogger live til ære for min kusine.