torsdag den 30. april 2009

Playing the angel.

I weekenden skal jeg til familiefest. Non-firmation. (Som jeg kan oplyse, at man nu kan købe kort til. ”Tillykke med non-firmationen.” Er jeg den eneste, der tænker, at det er lidt mystisk at ønske tillykke med ingenting? Jeg tror, at jeg vil holde ikke-bryllup. Eller – som jeg har tænkt mig at kalde det – Bry-Nope. Kan I komme den dag? Der vil være rigelige mængder af alkohol og kage.)

Nyt tøj er påkrævet, hvilket udløser akut hovedpine. Moden lige nu er ikke rigtigt til at være 1.80 med former, men jeg har fundet to sæt, som ikke får mig til at se:

1) alt for gravid ud (for dét orker jeg BARE ikke til en familiefest!).
2) ud som om jeg er blevet angrebet af en vred, storblomstret busk.

”Hvorfor to sæt?” spørger I. Det ene er til, hvis jeg er modig. Den er godt nok ikke så lang, som jeg er vant til, den tunika. Men ingenting er pænt i et prøverum, og da jeg stod der, blev jeg enig med mig selv om, at mine ben jo for fanden hverken bliver federe eller tyndere af at være iklædt leggins frem for jeans, og at jeg hver eneste dag tilbringer en del af min tid i kropsnær lycra. Tunika/gamache konstellationen burde være en gåtur i parken.

Det andet sæt er købt i tilfælde af, at jeg vågner med De Fede Ben. En kjole, som er utrolig fin og engleagtig, og lige tilpas gennemsigtig til at trække opmærksomheden væk fra benene og lidt længere nordpå.

Hvis ikke man kan være pæn, kan man altid være nedringet.

onsdag den 29. april 2009

Sgu er kun et fattigt ord.

Kender I det med gerne at ville bande af noget, men ligesom ikke ligge inde med en ed, der er stærk nok? Hvis man har, skal man dele, som min kammerat siger (godt nok om bryster, men alligevel. Moralen er god nok, synes jeg), så derfor lægger jeg nu mit nyeste yndlings-ukvemsudsagn ud til fri afbenyttelse:

Fandensatme.

Nye ord kan være svære at bruge korrekt og i rette sammenhæng, så blogsbjerg iler til undsætning med et helt tænkt eksempel på, hvor ordet ville come in handy:

Du holder ved et lyskryds på din cykel. Måske har du lige været til spinning? Måske er din puls stadig høj? Måske har du lige rigeligt med tøj på? Under alle omstændigheder har du det varmt. Det bliver grønt, og du begynder at køre, men da en pige overhaler indenom på den relativt smalle cykelsti, er du tvunget til at trække lidt ud. Bag dig kører en midaldrende dame, som tilsyneladende har fået til opgave at varsle Tyskens genkomst eller et voldsomt udbrud af svineinfluenza ved brug af sin ringeklokken alene. Manisk. Højt. Vedholdende. Og her er det så, at muligheden for at tage dit nye ord i anvendelse opstår: Når damen med fede ben, hjelm og refleksvest er HELT oppe på din bagagebærer, vender du dig om og hvæser: AJ!! Så slapper du FANDENSATME AF med den ringeklokke!!!”

Har I nogle gode ord, I går af med?

tirsdag den 28. april 2009

Ulv i forklæde.

Ind imellem fremsætter man påstande om sig selv så mange gange, at man ender med at tro dem, fordi man på et tidspunkt holder op med at forholde sig til sandheden af udsagn, man hører ofte nok. Også selvom de kommer ud af munden på én selv. F.eks. havde jeg på et tidspunkt en kæreste, der kiggede fuldstændigt himmelfalden på mig, da jeg en dag midt i en diskussion sagde, at han skulle være glad for, at jeg ikke var typen, der havde temperament. Jeg mente det, da jeg sagde det. Da han løb tør for fingre i sin opremsning af situationer, hvor jeg var gået fra 0 til 100 på 3 sekunder – i løbet af de seneste 14 dage – var det min tur til at være forbløffet. Jeg var overbevist om, at jeg var easy-going og tilbagelænet, fordi det var de egenskaber, jeg i årevis havde tillagt mig selv.

Jeg har altid hævdet, at jeg ikke laver mad, fordi jeg synes, det er kedeligt, og fordi jeg er pissedårlig til det. Men nu er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg faktisk hygger mig med at lave mad. Når jeg får gæster, begynder jeg flere UGER i forvejen at planlægge, hvad jeg vil lave, jeg elsker at nusse rundt i Irma og Salling, og jeg er kommet så meget hos min lokale grønthandler, at han - når jeg træder ind i forretningen, slår ud med armene og med fed, tyrkisk accent råber: "MIN VEN!!" – råber: ”MIN VEN!! HVOR DU HAR VÆRET?!” tilbage. Mit køleskab indeholder ikke længere kun vin, vodka og neglelak. Nu er der også frisk ingefær, chiliketchup og små glas – helt uden mug.

Mærkeligt nok er det et af de eneste områder i mit liv, der er blottet for præstationsangst. Jeg er fuldstændig frygtløs, når det kommer til at lave mad til andre. Jeg eksperimenterer glad og gerne, og med undtagelse af et enkelt peber/kanel mix-up, er jeg indtil videre sluppet relativt helskindet fra det. Måske er det fordelen ved at være selverklæret madmongol: Folk bliver positivt overraskede, hvis de ikke bare bliver spist af med en proteinbar og en Mejseyoghurt.

Jeg tror, at tiden er ved at være inde til at komme ud af køkkenskabet.

mandag den 27. april 2009

World hold on.

Nåmen… Hvis nogen skulle have bestilt et vognlæs antidepressiver og anført min adresse i modtagerfeltet, så bare annuller ordren. Det viste sig at være pms. Sorry ’bout that. Hvorfor ser jeg det aldrig komme??

Det er altid rart, at der er noget her i livet, man kan regne med, og vanen tro har det taget præcist 24 timer at bevæge sig fra ’Hele Verden Giver Mig Lyst Til At Bryde Sammen I Krampgråd-fasen’ til ’Raseri-fasen’.

I dag har jeg skrevet indlæg til Ordet Rundt, og i den forbindelse skulle jeg bruge et billede af en kvindelig leder. Googlede alle tænkelig kombinationer af ’forretning’ ’leder’ ’kvinde’ på både dansk og engelsk, og det eneste jeg fik frem, var 1.000 sider med billeder af 20-årige modeller, der legede klæd ud. ”Så sagde vi, at jeg var sådan en leder-én, der bestemte ting. Og at jeg havde jakkesæt på. Og knold. Og briller. Og var sexet. Og smilede en masse”. Kunne mærke, at her var a worthy case at kanalisere arrigskaben ud i, så jeg gav mig g-o-d tid til at google billeder af mandlige ledere. Og ganske rigtigt. Her var der dømt Målrettet Sølvræv med ansvarlige smil og overbliksmimik. Heldigt. For så kunne jeg nemlig blive pissesur over, at hvor stereotyp, vores opfattelse af ledere er: Den mandlige leder er den naturlige leder. Ham, vi uden tøven overlader beslutningerne til. Vor Store Far. Kvinderne på billederne, jeg fandt, var ligeså meget ledere, som de kittelklædte pornomodeller i JBS reklamen er sygeplejersker.

Tog en kaffepause med en veninde, hvilket bare øgede mit lager af ammunition. Hun kunne fortælle, at hende og gemalen i weekenden havde været ude for at købe bil til hende. De ved lige meget (eller lidt) om biler, men kan I gætte, hvem forhandleren henvendte sig til? Når min veninde stillede spørgsmål, kiggede han overbærende på hende på De-Voksne-Snakker-måden. Hvordan bliver man opfattet som ligeværdig partner i den samtale? Ved at afmontere sin kvindelighed hjemmefra og trække i olieplettet kedeldragt og påspændingsdildo? Det er fandme ikke rimeligt!

De sidste mange gange jeg har set billeder af kvindelige ledere, har jeg noteret mig, at de ligner nogen, der lever fra halsen og op, og bevidst har afstødt deres sex-appeal. Krøllet, udpint hår, der er permanentet ihjel, klodsede briller, røvsygt tøj i jordfarver og ingen make up. Må man ikke være hot, når man bestemmer, hvis man har bryster? Forhindrer det forretningspartnere og ansatte i at tage dig alvorligt? Og hvis det er tilfældet, hvorfor er det så - efter google-resultatet at dømme - det stik modsatte vi forbinder med kvindelige ledere?

Og don’t even get me started på, hvordan man sammensætter studieværtspar med Den Distingverede, Intelligente Han og Kønne, Men Ufarlige Hun. (Her hjælper vi så heller ikke os selv ved at tage på arbejde uden briller og spørge til om det er aber, vi kan se på skærmen.)

Om 12 timer er jeg tilbage i mit sædvanlige tolerante, forstående og overbærende jeg. Man kan evt. vente med at lægge kommentarer til i morgen.

søndag den 26. april 2009

Søndagsblå.

Søndag aften og min sindsstemning passer til vejret. Stille og overskyet. Det har været en pakket weekend, og måske skyldes det bare at mine tanker lige skal indhente min krop, nu hvor der endelig er ro på.

Brugte i går på først at sende en god og kær kollega ud af døren, fordi fjenden har slået kløerne i hende. Selvom det var hendes sidste time (sidste spinningtime. Ikke sådan ’Sidste Time, i al evighed, Amen'- sidste time), var det mig, der var ved at tude.

Efter endt træning hentede jeg bil, og begav mig nordpå. Ikke overraskende havde Krak udstyret mig med De Falske Anvisninger, men mit trænede øje kan efterhånden spotte en lokalkendt på 1.000 kilometers afstand, (gråt hår, kaki og gerne i færd med praktisk, udendørs gøremål), og jeg nåede frem i god tid. Min bordherre var excentrisk, men utrolig venlig onkel, der underholdt mig med historier om bl.a. insekters måder at kommunikere på, og vi fik også en lang snak om en tysk chimpanse, vi begge havde læst om. (Den er begyndt at samle sten til at kaste efter gæsterne den kommende dag, allerede når zoo lukker om aftenen, hvilket er det første konkrete bevis, man har fundet på, at dyr kan tænke abstrakt og forberede sig på situationer, som endnu ikke er opståede.) Midt i vores fælles begejstring over mærkværdig viden, kunne jeg pludselig se os udefra; to småsære misfits med en aldersforskel på 30 år, hvilket fik mig til at føle mig trist og alene.

Da jeg kørte tilbage mod Århus, fik jeg et anfald af selvlede over, at jeg altid snakker om, at det er forkasteligt, at vi i DK forsøger at lovgive befolkningen klogere med rygeforbud, fedtindholdsanvisninger og alko-kampagner, for det eneste, der fik mig til lette foden, da jeg kørte 180 km/t, var tanken om, at jeg ville være nødt til at tage mit eget liv, hvis jeg blev stoppet, kortet røg, og jeg skulle deltage i teoriundervisning igen. Jeg vil hellere have en glødende jernsyl stukket igennem øjet, end at skulle sidde der igen og svare på, om det er reglen om vognbaneskift eller sammenfletning, der gælder på dette billede. Forsøgte at regne ud, hvor mange procent over hastighedsgrænsen, jeg kørte, hvilket set i bakspejlet ikke var verdens bedste ide, da jeg a) ikke aner, hvor mange procent man kan overskride med, før det siger 'haps!' og b) formentlig burde have dedikeret min fulde opmærksomhed og koncentration til ikke at køre galt med knap 200 km/t.

Resten af weekenden har den ene sociale aktivitet afløst den anden, og jeg har spekuleret en del over:

-hvor meget det betyder, at man selv husker at invitere folk ind i sit liv. Og at man risikerer at miste dem, hvis man glemmer det, fordi venskaber og forhold kan ikke overleve på ingenting.

- hvor meget det påvirker samtalen, når man samler en gruppe mennesker og ingen helt ved, hvor de har hinanden. Sympati og gode intentioner til trods, bliver det en underlig, amputeret version af virkeligheden, man ender med at fremstille.

- hvor meget vi somme tider er i stand til at lukke øjnene for ubehagelige kendsgerninger, hvis der er noget, vi ønsker os højt nok.

- hvor hård jeg kan være, og hvor trist det gør mig, fordi jeg kender årsagerne til det.

- hvor meget jeg hader, når folk typecaster mig og starter deres sætninger med ”du er” og ikke ”du forekommer mig at være”.

- hvorfor nogle af de mest sympatiske mennesker, jeg kender, er alene.

Er det ikke paradoksalt, hvor meget det somme tider øger fornemmelsen af ensomhed at være sammen med andre?

fredag den 24. april 2009

Mit liv som studerende, anno 2009.

”Godmorgen. I dag skal vi snakke om nødværge. Hvis I starter med at slå op på bestemmelsen”

Fik da forresten ikke svaret på, om jeg kan køre hold i pinsen. Skal jeg huske i aften.

”det betyder, at hvis man udsættes for vold eller trusler om vold”

Aj, ved du hvad. Jeg gør det sgu lige med det samme. Ellers glemmer jeg det.

Nå? Min mor har sendt en besked på FB. Hvad mon hun vil?

”men det afhænger af truslens karakter. Derfor”

Tænk hvis det er vigtigt. Må hellere tjekke.

Det ved jeg da ikke, hvad jeg giver min søster...Bumbumbum... Inspiration må have en hjemmeside.

"Hej mor. Jeg giver hende de der fede krus fra Iitala. Knus Linda"

Skal Thomas skal være far igen? Hvordan fanden kan de stadig være kærester med alt det snavs, han render og laver? Hvordan tør han overhovedet ha' en åben profil? Er han egentlig fb-venner med Trine?

Hmhmhmhm….

Nej. Nå, så er det derfor. Sender hende sgu lige en sms, så hun er advaret, hvis hun møder ham.

”og det er derfor hverken selvforsvar eller nødværge, hvis man stikker en røver i ryggen, når han flygter.”

Stikke i ryggen? Godt emne til bloggen. Skriver lige to stikord. Bare i kladdeform.

Hahaha!! Sjov kommentar. Ville være ret uhøfligt ikke at svare.

”Som I kan se i Højesteretsdommen fra 2006 om guldsmeden”

Hvorfor er der ingen af de andre, der har postet noget nyt? Kom nu lige lidt on. Vi er nogen, der venter! Og keder os!

”selvfølgelig kan være i det, man kalder en 'patologisk rus'”

Skulle man lige tjekke politiken for overskrifter? Meget vigtigt at være med; at være foran. Viden er magt og det der.

”en behandlingsdom og forvaring på ubestemt tid.”

Hov. ”Indbakke(1)”. Hvad nu?

Gud i himlen, en spasser! Når jeg ikke vil på date med dig, vil jeg sgu da heller ikke være venner med dig på FB, din nar!

KÆFT, det er godt, at internettet ikke var opfundet ret meget, da jeg tog min uddannelse!

torsdag den 23. april 2009

Det er et tegn.

Jeg gider ikke så godt gå til lægen. Overhovedet, faktisk. Det er ikke kun fordi, at jeg synes, det er spild af tid, fordi jeg er usårlig, og alt kan ignoreres væk, hvis man prøver længe nok. (Hvad er det for vantro fnys, jeg hører? Åh, I skeptiske disbelievers! Et ord til jer: Placebo. Nå…! Så blev I stille, hva?!). Det er ikke fordi, jeg er en lille smule bange for min læge og de ting, hun i videnskabens navn kan finde på at udsætte mig for. Det handler heller ikke om, at sygdom forsyner mig med dejlige Heathcliff/Merete låneidentiteter, og at jeg bærer mine (forbigående, ubetydelige) smerter i stoisk tavshed, eller har c/o-adresse på korset. Det er ikke derfor.

Det er fordi, jeg er doven. Simpelthen. Det er besværligt at skulle til læge.

Første udfordring består i overhovedet at komme igennem, når jeg ringer. Når jeg er blevet smidt af linjen 5 gange, bliver jeg helt glad, når jeg endelig ryger med i køen. Også selvom det – på 11. år – er til en nedslidt båndoptagelse af ’Save the best for last’ på panfløjte. Efter 10 minutters venten får jeg halvdelen af gangene fat i et telefonsvarer, der fortæller at ”det er fredag, og kl. er 14 bla. bla. bla. lukket bla. vagtlæge” Også selvom det er onsdag, og klokken er 11.

Når jeg er så (u)heldig at komme igennem, får jeg Satans den yngste i røret. I hendes verden er alle patienter forstyrrende elementer, som KUN er ude på at spilde Fru Lægens tid. Hun taler til mig, som om jeg er 5 år gammel, og hvis jeg beder om en tid i næste uge, bliver jeg mødt af ”MUHAHAHA!!”, hvilket besværliggør det en del at bestille en tid, når man som tolk kun kender sit skema for en uge af gangen. Desuden er hun så mistænksom, at det grænser til det sygelige. Da jeg sidste sommer, som den artige patient, jeg er, ringede til min egen læge om morgenen (som jeg om natten havde lovet vagtlægen at gøre mod til gengæld at få lov at tage hjem i stedet for at blive indlagt), blev hun bare ved med at sige: ”Jeg kan ikke se i mit system, at du har været ved vagtlægen!”. Nå, ok. Det må du undskylde. Så er det nok bare noget, jeg har drømt.

Hvis jeg endelig BÅDE kommer igennem, OG får fat i Ondskabens Øgle OG bliver bevilliget en tid OG kan få fri fra job, har jeg første gang til gode at vente under en time. Ret lang tid i selskab med syge, vampyrlignende mennesker, der kigger sultent på mig og mit fabelagtige immunforsvar, synes jeg. Endelig følger scenen, hvor isdronningen glider ud af frostboksen, henter mig, og jeg stående i døren forsøger at fortælle, hvad jeg (ikke) fejler, og at jeg bare skal have nogle piller. Som godt må virke nu, hvis det er.

Kan I ikke godt forstå, at jeg ikke gider det?

Ikke alle, åbenbart. Jeg har i en periode lidt forfærdeligt af en uudslukkelig tørst [indsæt selv joke, Red.], og selvom jeg har givet det et års tid, er det desværre ikke rigtigt gået i sig selv. Min omverden har nu rottet sig sammen, og messer 5 gange om dagen: ”Har du ringet til lægen?” efterfulgt af alle religiøse sekters mantra: ”Det er for dit eget bedste.” Og jeg ved jo godt, at de nok har lidt ret. (Gu har de ej.) Selvom jeg synes, at det var under bæltestedet at påstå, at vi til sommer bliver smidt ud af Amsterdam, fordi jeg tørlægger kanalerne. Jeg skal nok.

Update kl. 9:17:

Har nu prøvet at ringe. ”Klokken er 12 og vi har lukket.” Pokkers.

Med ondt skal ondt fordrives.

Politiken.dk:

Nørrebros forældregruppe går på gaden.

22. apr 22:57: Skyderier bekæmpes med gøgl og musik, når beboere fra Nørrebro i dag går på gaden.

tirsdag den 21. april 2009

Selektiv autodidakt.

Jeg har fået fingrene i et rockersejt mixerprogram, der musikmæssigt kommer til at forvandle mine spinningtimer til én uendelig række af juleaftener. Det er super brugervenligt, og lige til at springe ombord i. Det udregner automatisk beats pr. minute (farvel stop-ur), og laver selv lækre, flydende overgange mellem sangene, hvor det endda også justerer eventuelle forskelle i tempi, så der hverken er hak eller pauser til at ødelægge kadencen.

”Men hvad er så problemet?” hører jeg folk mumle, mens de puffer til hinanden og strækker hals. Det er sådan set ikke programmet. Det er iTunes. Lortemøgfuckingspasser iTunes. Som ALTID! De sange, man har købt og betalt for, kan ikke flyttes over, hvorimod de sange, man har STJÅLET (inden det blev så besværligt, at man ikke gad mere – hvilket stadig gør ondt i min autonome, autoritetsallergiske sjæl) kan flyttes over uden problemer. Med andre ord: Den nye Depeche Mode og Kun For Mig kan ikke mixes. Sandstorm, Insomnia og Ecuador kan.

Åh, jeg gad godt være vildt sej til IT! Jeg orker bare ikke lige at sætte mig ind i det. Virker urimeligt omfattende. Som det ser ud lige nu, er jeg derfor henvist til at prøve at løse problemet på følgende måder:

- At klikke hårdere med musen. Det virker på fjernbetjeningen.
- At forsøge at snyde programmet ved at brænde sangene
over på en cd, og trække dem derfra.
- At prøve at gøredetsåhurtigtatprogrammetikkeopdager
detførdeterforsent!
- At råbe/true/heppe sangene over.

Resultaterne so far er nedslående.

Hver gang jeg sidder foran skærmen med knyttede næver og hovedanspændningspine, er jeg sikker på, at løsningen ligger liiiige udenfor min fatteevnes rækkevidde. Hver gang tænker jeg, at jeg for fanden skal se at få lært noget mere om computere og deres indmad og personligheder. Det virker bare desværre som om, at jeg KUN kan lære det, JEG har brug for, LIGE når jeg har brug for det.

Jeg skal nok ikke holde vejret, mens jeg venter på at AOF opretter dét kursus.

mandag den 20. april 2009

Her bor jeg. Du kan kigge ind til mig.

Jeg har spekuleret på, om der er noget i vejen med mig. Alle snakker om, hvor træls det er at bo i lejlighed – og altså: Jeg synes, at det er hyggeligt. Selvfølgelig ville det være lækkert med en kæmpe have, man kunne smide sig i, når solen skinner, men jeg er ude af stand til at holde liv i en kaktus, så jeg kan få stress ved tanken alene om, hvordan jeg skulle vedligeholde så voldsomme mængder af grønt. Jeg jubler naturligvis heller ikke begejstret, når Teknisk Skole for 4. aften i træk holder fest i baggården, og jeg skal forsøge at falde i søvn til de sprøde toner af Scooter og E-Type.

Men jeg synes, at det er hyggeligt, når min nabo gør sig klar til at gå i byen, og jeg kan daske rundt med et glas rødvin herinde og brumme med på Toto. Når nogen (og jeg skal ikke mistænkeliggøre nogle frem for andre *ho-tekniskskole-st*) smider et kanonslag i baggården kl. 5 om morgenen, og jeg står lige lodret ud af sengen af skræk, så finder jeg det betryggende, at jeg kan høre hele opgangen trisse på toilettet efter tur, som små, velafrettede dominobrikker. Min overbo er begyndt at spille guitar (hellere det, end det han spillede før….), og der er da noget rørende over en mand, der i en alder af 40 pludselig begynder at gå med omvendt kasket og gøglervåben. På kvisten bor min veninde, hvilket muliggør fællesmorgenmad og tirsdagsvin, helt uden besværlige logistik-issues. Naboen i bygningen ved siden af er en rar ældre herre, som jeg finder det er sært beroligende at sludre med, når vi sidder på vores respektive altaner og drikker kaffe, og Nabo Med Indre Jytte har fået en lille pige, hvis yndlingsret tilsyneladende er græs og jord. Det ser ret sjovt ud.

Nogle nætter spiller Teknisk Skole også Infernal.

Jeg kan faktisk ret godt lide mine bygningsroomies.

søndag den 19. april 2009

Send ”FUP” til 1212 hvis din IQ er omvendt proportional med din formue.

Mit stereoanlæg, der er 14 år gammelt (shit. Det er det faktisk *Tollund-smiley*), er blevet lovlydigt på sine gamle dage og nægter at spille brændercd’er. Jeg sidder ofte med min bærbare i stuen, når jeg blogger, og da jeg ikke gider rigge an med strøm, bliver det VH1 og ikke ITunes, der leverer lydsporet til skriverierne. For det meste er det bare baggrundsstøj, men én ting får fingrene til at blive hængende i luften over tasterne, og suger min opmærksomhed til sig, sorte-huller-i-universet-style: De evindelige reklamer for merchandise til mobilen.

For 45 kr kan du få et ’enarmet tyveknægt’-spil, der angiveligt skulle føles som ’at være på rigtigt kasino’. Hvis du er i tvivl om, om nogen er forelskede i dig, eller om kæresten er utro, kan du for kun 12 kr. få tilsendt 3 spørgsmål, der ’vil give dig svaret’. Hvilket jo ville være direkte dumt at takke nej til. Selvsamme selskab kan også for 12 kr. tilbyde at udregne dit BMI (som jeg ganske gratis kan oplyse er vægt divideret med din højde i meter ganget med sig selv), og fortælle dig, om du 'trænger til at tabe dig eller tage på', og de slutter på den truende måde med at spørge ’hvor længe du tør vente?’ De kan også hjælpe dig med at holde op med at ryge, og det er et spørgsmål om tid, før alle landets læger henviser til dem, og du kan få en del af sms-taksten refunderet af danmark.

De sidste nye tilbud er i særklasse fantastiske. En mobil løgnedetektor kan ’ved hjælp af stemmeanalyse’ fortælle, om folk fortæller sandheden. Reklamen er i sig selv et mesterværk; en synkroniseret tegneserie, hvor talen er dansk og taleboblerne norske. (”Du løy, killing!” Her tænker jeg, at Politiet måske kunne have perlens afløser-ord?) Eller hvad med et program der hedder ’Udsat’, hvor du ’kan lade som om du kan se gennem folks tøj. Det kan du selvfølgelig ikke – men det er sjovt!'?

Hvem ER de mennesker, der henter det lort? Jeg vil så gerne vide det. Hvis jeg nu LOVER – Ama’r halshug – aldrig at bruge det imod jer, vil I så ikke nok skrive til mig, hvis I nogensinde har købt noget af den slags?

(Og I kan ligeså godt indrømme det, inden min løgnedetektor afslører jer.)

lørdag den 18. april 2009

Da 7.B fik midtlivskrise.

Jeg ved, at du stadig læser med, for dit ego forbyder dig at lade være. Jeg ved, at du klikker ind for at se, om jeg skriver noget om vores møde i dag, og jeg skal ikke skuffe; det er nok, at den ene af os gør det.

Jeg håber for dig, at du er stolt af din egen reaktion. Jeg håber, at den afspejler den mand, du gerne vil være og de værdier, du gerne vil give videre til dit barn.

Jeg håber, at det gav en varm fornemmelse af fællesskab, da du lod som om, du ikke så mig, og lænede dig frem og hviskede i hendes øre. Da hun grinede hånligt ad mig, håber jeg for din skyld, at hun ikke tænker for længe over, at din adfærd siger en hel del om, hvad hun selv har i vente.

For min skyld må du gerne tro, at det handler om jalousi. For min skyld må du gerne omskrive historien i dit hoved og gøre mig til hende, der lagde for meget i det, og ville dig meget mere end omvendt. Jeg skal også til at redefinere mit billede af dig og det, jeg troede du var, så vi har alligevel den store flaske med slettelak fremme.

For min skyld må du tro, lige hvad du vil. Det betyder ikke noget længere.

Eller også har jeg bare boet i lejlighed for længe.

Når jeg cykler forbi en reklamestander, hvor Frisko med hurra-font proklamerer, at man kan

"vinde en fryser FYLDT med is"

og min eneste tanke er: "Hvor fanden skulle man gøre af den??" føler jeg mig gammel og fantasiforladt.

fredag den 17. april 2009

Vi skulle have holdt os til Cosby.

TV2 har taget hul på en ny omgang Beverly Hills 90210; serien fra min ungdom. Jeg var for ung til Degrassi Junior High, da det var på sit højeste, og jeg var for gammel til rigtig at blive fanget af det, da Melrose Place blev stort. Men Beverly Hills? Det rockede. (Og vi elsker STADIG Dylan, Den Misforståede, Panderynkende Helt.)

Jeg har desværre til gode at stiftet bekendtskab med de nye afsnit, men forleden kom jeg til at tænke på, hvad de kan handle om. Hvad er der tilbage? Vi taler om en gruppe af unge, der allerede på skift har haft spillegæld, været på stoffer, haft spiseforstyrrelser, været udelukket fra eksamen, været gravide, aborteret, adopteret, været i kløerne på mafiaen, smuglet stoffer over den mexicanske grænse, er kørt galt og er blevet voldtaget. Hvor meget mere kan en gennemsnits-ung possibly komme ud for?

Derfor kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over, at vi rent faktisk identificerede os med dem – indtil jeg kom til at spekulere på, hvordan livet ser ud i min nærmeste omgangskreds.

* 2 har taget slankemidler, der indeholder så store mængder af Efedrin, at de er ulovlige og må bestilles på suspekte sider på nettet.
* 1 har de sørgeligste arme i verden, fordi hun brænder sig med vilje.
* 3 har haft behandlingskrævende spiseforstyrrelser.
* 1 er blevet voldtaget.
* 2 har boet med kærester, der var diagnosticerede alkoholikere.
* 5 har været weekendnarkomaner. For alvor.
* 4 har været sygemeldte pga. stress.
* 3 har ingen kontakt med deres forældre.
* 3 lider af OCD og/eller angst.
* 3 har måtte opgive at søge ind hos militær/politi pga. plettede straffeattester.

Det er åbenbart, hvad der kommer ud af at lade Aaron Spelling stå for opdragelsen.

onsdag den 15. april 2009

Den lilla møghætte.

Min søde veninde har fødselsdag i dag, og derfor skal hun selvfølgelig have en gave. Som den lille spion jeg er, har jeg naturligvis snaget på hendes gavebord efter familiefødselsdagen i påsken, og har således kunne udelukke 4 af mine ideer.

Jeg var derfor nået frem til, at hun skulle have en rød stofkurv, som hun har snakket meget om. Det eneste sted i Århus, hvor jeg ved, at man kan få den, er i en forretning, der hedder Format, hvor jeg har fået så latterlig dårlig service mange gange, at de nu er blacklistede. Men blod er som bekendt tykkere end vin, og jeg kastede derfor mig selv og alle mine principper i grams og gik derind.

Fandt den (selv. Jeg er nemlig hverken gråhåret, pageklippet eller iført flagrende hørgevandter fra Masai, så jeg er teknisk set usynlig), gik til kassen og sagde: ”Jeg vil gerne have den her”, hvortil Spraglet Modebrille svarede (og nogen gange overgår virkeligheden bare fantastien): ”Det får du så lov til.” Uden antydningen af ironi.

Så begyndte et indpakningsritual så omstændigt og langsomt, at jeg til sidst måtte kigge væk af skræk for at blive ufrivilligt hypnotiseret. Efter 20 minutters papirmumificering af kurven, kigger Brillen længe i skuffen med bånd (vi kan vælge imellem lilla og sort) og spørger så: ”Er det til en dame eller en mand?”

Bare lige så vi alle er med på, hvad det er for en kurv, vi snakker om, så får I her et billede:


Er det ikke FULDSTÆNDIG ligegyldigt?? Man fornærmer vel næppe de mænd, der er klar på en rask gang gadedrengehop gennem skoven med den son of a bitch over armen, hvis man vælger det lilla bånd.

Skæg og blå briller.

Hvornår er vi færdige med at gå med de der åndssvage karikaturbriller? Er jeg den eneste, der kan se, at supposed-to-be-trendy mennesker ligner de uægte børn af Fætter BR og 1984, der leger klæd-ud? Når jeg sidder på Baresso kontoret og kigger ud, så ser det ud, som det er brillerne, der har taget personerne på og ikke omvendt. Kæmpestore plastikrædsler, der kommer gående og gør personerne bag fuldstændigt usynlige.

Og da vi åbentbart skal kombinere dem med strikhuer og parmasantørklæder, kan jeg godt få fornemmelsen af, at jeg er det eneste tilbageværende menneske, der ikke har fået tilbudt en hemmelig undercoveridentitet i Politiets Vidnebeskyttelsesprogram.

tirsdag den 14. april 2009

”Jeg vil beskrive mig selv som grundig og vedholdende.”

Den der med, at brændte børn er afskyelige i ild? Ikke mig. Når det kommer til mænd, er jeg en dødbringende blanding af frygtløs og naiv. Jeg tror hver e-n-e-s-t-e gang på, at ham jeg står overfor vil mig det bedste, og jeg er ude af stand til at tage ved lære af mine erfaringer. Brandsår på alle 10 fingre? Det kan da ikke passe! Jeg prøver lige at hoppe HELT ind i bålet. Selvom det måske lyder uhensigtsmæssigt og masochistisk, så er det faktisk en indstilling, som jeg er sætter ret stor pris på. Bitterhed og kynisme er sygdomme, som jeg vil gøre meget for at undgå.

Derfor kom det lidt bag på mig, da jeg forleden fik datingmail, og faktisk diskvalificerede en mand, fordi han mindede mig for meget om finnen. Det var nyt. Og overraskende, fordi jeg, når jeg tænker på finnen, egentlig stadig synes, at det var en god tur, som endte på en ordentlig måde.

Det er klart, at man ser anderledes på hinanden, når man ikke længere er kærester, og jeg er sikker på, at hvis man ringede til mine gamle flammer, så kunne de lave en deprimerende lang liste over karaktertræk hos mig, som de ikke ligefrem elskede, da vi sås, og som de bagefter undrede sig over, at de kunne leve med.

Datingfyren sendte mig en mail på to sider – 2 sider! – om sig selv, og han skal ikke beskyldes for at lide af falsk beskedenhed. Hans opvækst, jobforløb, indstilling til politik og religion (jeg sagde det jo. To sider!), forhold til autoriteter, bevidsthed om egne stærke sider og syn på mænd og kvinder kunne være skrevet af finnen. Og jeg kunne bare lige mærke, at der har jeg været. Jeg har ikke lyst til at være sammen med en mand igen, der brænder så meget for sit job, at han (efter eget udsagn) isolerer sig i lange perioder. Jeg har ikke lyst til mere påbegyndt men u-afsluttet selvudvikling. Jeg er ikke klar til endnu en omgang velbegrundet egoisme, som kræver, at jeg retter ind og forstår.

Det hjalp så heller ikke, at han beskrev sig selv ”dyb, nogle vil endog mene ekstrem dyb”, kaldte sin ven for ’kammi’, beskrev hvordan han tilbragte sidste sommer i en Tipi (wtf?!) i Sverige og sluttede sin uendelige mail af med at skrive, at jeg meget gerne måtte skrive, hvis jeg ”havde spørgsmål eller gerne ville vide mere”. Jeg skrev en høflig mail tilbage og takkede nej til både kaffe og yderligere oplysninger. Resultat? Jeg har nu modtaget en ny mail med overskriften ”Der blev du lige endnu mere interessant.”…

(Ps: Kan vi lige tage en snak om, hvorfor fremmede mennesker slutter deres mails med ’knus’ eller ’knus og varme tanker’? Det begriber jeg simpelthen ikke. Vi kender jo ikke hinanden. Men ikke desto mindre får det mig stadig til at føle mig som en sekretær på 62, når jeg så skriver tilbage og slutter med ’Med venlig hilsen.’)

mandag den 13. april 2009

Illustreret videnskab.

Jeg elsker at læse næsten ligeså meget, som jeg elsker at skrive. Da jeg flyttede til Århus fik jeg lavet lånekort, før jeg valgte læge, og jeg er formentlig et af de eneste mennesker, der kan sit lånekortnummer udenad. Jeg holder mig updated på, hvilke bøger, biblioteket køber hjem, og har altid lagt reserveringer ind på mindst 5 bøger.

At bestille bøger hjem er lidt af en videnskab, men efterhånden har jeg lært at styre udenom de værste fælder, for der er ikke noget så træls, som at få mail om at en given bog er kommet hjem, cykle alt hvad man kan mod biblioteket med ’Yeeii!!’ i hele kroppen, for så at få udleveret lydbog. På svensk.

Derfor blev jeg i første omgang lidt træt, da jeg skulle hente Engle & Dæmoner (vil gerne læse den igen inden filmen kommer) og det viste sig, at jeg havde bestilt en illustreret udgave. Men hjemme ved os går vi stadig til Postiv, så jeg prøvede at sige til mig selv, at det kunne blive en anden og bedre oplevelse at læse om krypterede meddelelser og skjulte budskaber i billeder, når man samtidig kan se dem.

Det viser sig, at min hjerne ligner resten af mig: Den vil selv. Jeg responderer ualmindeligt dårligt på at blive udsat for visuelle stimuli, i hvert fald når inspirationen er hentet i børnebogsafdelingen. Side 5 er f.eks. bare et stort billede af den type fly, som vores helt bliver afhentet i, hvilket jeg har svært ved at se er meningsbærende for historien.

Alle billederne betyder, at bogen er 3 gange så tyk og 1½ gang så stor, som den normale udgave, og jeg føler mig som en idiot, når jeg med slagside slæber bogen ind i toget, og derefter har brug for hele bordet, fordi den er så tung, at jeg ikke har kræfter til at holde den i hænderne. Til gengæld er skriften så stor, at mine medpassagerer på den anden side af mellemgangen kan læse med.

Fandme godt at Postiv holder påskeferie!

lørdag den 11. april 2009

Om en sort kat og et pandekagehus er den fysiske forvandling komplet.

Jeg er begyndt at strikke.

Aj! Det’ gas! Du kan tage det!

Er det ironisk, hvis jeg ikke bryder mig om, at andre bruger humor i ondskabens navn? Min far har altid lært mig, at man ikke må drille folk med noget, de ikke kan gøre for. (Undtagen gøglere. Dem må man håne for ALT. De skal bare smadres, verbalt såvel som fysisk, og påføres så meget lidelse som muligt. Eller.. Altså, det har han ikke direkte sagt. Men det mener han. Er jeg sikker på.) Nå, men anyway: Forleden så jeg et meget mærkeligt program; ”Grillet”. Det er noget med, at Jan Gintberg inviterer en kendt person og 8 af dennes ’venner’ i studiet, og så skal vennerne sige noget om aftenens gæst. Det skal åbenbart være ondskabsfuldt og modbydeligt, og hovedpersonen skal så sidde og se ud som om, han synes, det er sjovt.

Sådan noget forstår jeg simpelthen ikke. Hverken konceptet eller at folk stiller op. Det er helt tydeligt, at de 8 venner prøver at forarge seerne ved at være virkelig grove og ubehagelige, og det er ligeså tydeligt, at ofrene ikke synes, at det er spor sjovt at få latterliggjort hele deres karriere, personlighed og udseende. Alligevel sidder de der og smiler stift. Det skulle jo nødigt hedde sig, at man er selvfed eller ikke kan tage en spøg.

En ting er tv-programmer, som man selv vælger at stille op til, men helt generelt synes jeg, at det der med at servere fornærmelser og sandheder forklædt som jokes, er skidetarveligt. De sociale spilleregler gør det umuligt for os at reagere på det, der egentlig bliver sagt, og tvinger os i stedet til at lade som om, vi kan grine med af beskyldningerne. Sig det dog ligeud i stedet. For det kan godt være, at du kan få ram på mig, såre mig og fratage mig muligheden for at forsvare mig ved at lade som om, at det du siger, er for sjov. Men du fratager samtidig også dig selv muligheden for at få en forklaring eller en ordentlig, dybfølt undskyldning.

torsdag den 9. april 2009

Happy easter – war is over.

For ca. et år siden sad vi på hospitalet; min far i morfin og krøllet frotte, vi andre i chok og nystrøget angst. Lige nu sidder jeg i mine forældres stue og kigger ud på ham. Han sidder på min gamle dukkeskammel i sine blå overalls og maler plankeværk. På hovedet har han verdens største hørebøffer og i Ipoden en lydbog om mafiaen. Min mors skuldre er faldet på plads igen, og hun har tapeseret huset med påskeliljer og lavet mad i en uge. Om lidt henter jeg mine bedsteforældre, og min bedstefar har bekendtgjort, at han har tænkt sig at udvide sin cybermaskinpark, der i forvejen omfatter Skype, Netbank og Outlook, med Facebook. Min søster og hendes mand er lige på trapperne, og det føles som om, det er 1000 år siden, jeg har set dem.

I Århus og Holstebro har stormen lagt sig. Der er købt huse, skiftet jobs, fundet faste legekammerater og slægternes videreførelse er sikret. Der er stadig arbejde, der skal gøres, men de største omvæltninger er sket, og der er en underliggende stemning af afklarethed og langsom, men sikker fremdrift. Folk har det godt.

Solen skinner, jeg har fri i 5 hele dage, Vesterhavet er roligt og fuglene synger. Min barndoms arvefjende er lige gået forbi uden for. Hun er blevet fed.

Verden vender lige præcis som den skal.

tirsdag den 7. april 2009

Vi er ligeså stærke som jer. Jo, vi er! Det er af rent æstetiske årsager, at vi foretrækker at tage vores armbøjninger på knæene.

I går læste jeg en artikel i Metroxpress om sangeren Karen, der lige har udgivet et nyt album. Interviewet handlede om, at man som kvinde mødes med fordomme om, at man er dum, hvis man ”ryster noget seriøs røv”. Karen synes, at det er ”skideirriterende at man ikke kan mene, at det er noget lort, at der ikke er ligeløn, bare fordi man går i stiletter” og er erklæret feminist, fordi ”feminisme er lig med humanisme”.

Jeg er lyshåret og arbejder i et fitnesscenter. Jeg ved godt, hvad hun mener. Jeg er bare efterhånden træt af, at mit eget køn altid skal spille ligestillingskortet, når vi ikke kan få det hele.

Jeg tror, at Beckham er dum som et bræt. Jeg tror ikke, at Søren Bregendal behersker andre ord, end dem han får udleveret på manuskript. Olivier Bjerrehus er ubetinget bedst tjent med at holde kæft og være smuk, og jeg har aldrig hørt Robbie Williams tude over at blive betragtet som mentalt blondt sexsymbol.

Forskellige brancher genererer forskellige fordomme. Hvis man ikke føler, at de passer på én, er det naturligvis afsindigt irriterende. Men that’s life. Du kan sgu da ikke tilbagevise en fordom på hele dit køns vegne, og det er præcist ligeså fordomsfuldt at påstå, at alle røvrystende kvinder i stiletter er medlemmer af Mensa, som det er at påstå, at de er dumme. Vi foretrækker bare den første fordom frem for den sidste.

For mig betyder ligestilling, at man - uanset køn - har mulighed for at gøre, hvad man vil, til den løn, man - uanset køn - selv forhandler sig frem til. Men det betyder så også, at man må tage de tæsk, der følger med, og ikke forsøger at slippe udenom ved at løbe rundt i røde strømper og vifte med sin brændende bh.

Hvis vi kvinder allerede som udgangspunkt kræver positiv særbehandling på holdningsfronten, så synes jeg at det klinger noget fladt, når vi råber ”ligestilling”. Også selvom vi gør det i stiletter.

mandag den 6. april 2009

Fred i verden på rekordtid.

Jeg har været på job i Ålborg i dag, hvilket betyder 5 kvarter i tog hver vej. Da jeg stod på toget, havde jeg lige sat mig, da to fucking hippier unge piger slog sig ned på nabosæderne. Dobbelt op på fedtet hår, afskallet neglelak og natbukser. Som tidligere nævnt, går vi for tiden til Positiv her på matriklen, så jeg skyndte mig at (forsøge at) tænke, at nu skulle det ordentligt blive rart at få nedbrudt nogle af mine grimme fordomme.

Den ene pige fortalte begejstret om et fedt banner, hende og de andre i Rød Front havde lavet. Der stod ”Frihed, Lighed og Mistillid til Regeringen”, og hun glædede sig til weekendens demonstration. Den anden fortalte, at hun efter aftale med sin sagsbehandler havde taget et par måneders orlov fra ”Gøgleren”, fordi hun trængte til at slappe lidt af. Og forståeligt nok. Kan man komme i tanke om noget mere stressfremkaldende end at skulle holde 5 tallerkner kørende på pinde på én gang? Det skulle da lige være frygten for ikke at gribe, når man jonglerer med kegler med ild i.

Nogen gange kan der ligge en pervers fornøjelse i at få bekræftet ALLE sine fordomme på ÉN gang.

Jeg kan dog ikke sige mig fri for at få en lille bitte smule ondt i hovedet over at se mine skattepenge forvandlet til ekspressiv dans med bare tæer og dreadlocks, så jeg blev helt glad, da jeg kom i tanke om, hvordan gøglerne - i disse finanskrisetider, hvor PET overvåger rockere og tæskehold, og det ikke er til at opdrive et ærligt hestehoved - kan give lidt tilbage til samfundet.

Blogsbjergs Iværksætterservice Præsenterer:

”Har nogen knaldet din kæreste? Taget dit job? Drukket hele den kande kaffe, som DU har sat over? Find dig ikke i det mere! Nu er den her! Hævnen, verden har ventet på:

Send et Gøgl-O-Gram!

Gøgl-O-Grammet kan tilpasses dit behov. Til småfornærmelser, anbefaler vi et Gøgl-O-Gram Light, f.eks. en mimer, der iført hvide handsker og bowlerhat udfører Running Man eller Man Trapped In A Box på din plageånds arbejdsplads. Er der behov for mere alvorlige repressalier, tilbyder vi luksusudgaven, hvor en jonglerende gøgler på en ethjulet cykel står udenfor og synger, hver gang din fjende åbner sin dør”

Det er en fabelagtig ide med store, internationale perspektiver, hvis jeg selv skal sige det. Nu mangler jeg bare at finde et menneske med en tolerance i str. XXL, der vil fungerer som mellemled, så jeg ikke selv skal snakke med dem.

Hej Linda. Jeg er lige et hurtigt smut ovre i Dit Liv, Version 22. Er hjemme igen kl. 17. Knus.

For et par år siden læste jeg en bog af Michael Chrichton, der handlede om parallelunivers. Idéen er, at man simultant lever i en masse forskellige verdener, der eksisterer side om side. I én verden giftede man sig med Maerskkæresten, og lever nu som udstationeret karrierekone i Dubai. I en anden er man uddannet journalist og arbejder på Esbjerg Ugeavis. I en tredje fik man fondsmidlerne bevilget, og underviser i dag døve børn i et kloster i Manila. Forskellige versioner af mit liv; forskellige resultater af alle tænkelige udfald og konsekvenser af samtlige valg, jeg gennem tiden har stået over for. Skæbnen som hybrid af Sliding Doors og en tusindsporet motorvej.

Om det forholder sig sådan, og hvordan det i givet fald hænger sammen med alle andre mennesker og deres valg og motorveje, er jeg ude af stand til at vikle min hjerne omkring, men ind imellem får jeg alligevel en uklar fornemmelse af, at det må være sådan, tingene hænger sammen.

I dag, da overboen og jeg skulle ud, var mit visakort væk. I et hug blokeres al logisk tankevirksomhed, og man er ude af stand til at genkalde sig, hvem man er og hvor man sidst har brugt det fordømte kort. Da katastrofetankerne om Livet Uden Plastik Påsken Over havde lagt sig, kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg i et anfald af sommerkådhed brugte det i Paradis Is i går, og jeg startede derfor med at tjekke jakken, jeg havde på. Det var der ikke. Jeg tjekkede 5 gange. Uden held. Da overboen ringede på, blev hun mødt af hysterisk heks, der tvang hende til at tripletjekke lommerne på jakken. Hun måtte give mig ret. Det var der ikke.

Afsted til Paradis. Det var der ikke. For satan! Jeg skal med toget 500 gange i løbet af de næste 3 dage, hvordan fanden skal jeg betale?? Og mælk! Jeg mangler mælk! Hvor mange tomme flasker har jeg? Hvorfor - HVORFOR!!? - har jeg valgt en bank med nærmeste filial i Ringkøbing?! Satan og HELVEDE!!

Ok. Ro på. Roligroligrolig. Det er bare døde ting, 90 % af alle bekymringer viser sig ubegrundede, og det løser sig. En ting af gangen. Dyyybe indåndinger. Irritation og stress be gone.

Heldigvis viste det sig, at jeg i tidernes morgen havde været så forudseende at lægge nummeret til Spærreservice ind på mobilen.

Uheldigvis viste det sig så, at jeg i mellemtiden har skiftet bank. Pis.

Hjem. Tjekkede alle tænkelige bunker af breve og papir, gennemrodede lommerne på mine nyvaskede, våde jeans, pirkede i affaldsposen, endevendte sportstasken, kiggede under sengen, vendte vrangen ud på samtlige hættetrøjer og ledte i revnerne mellem sofahynderne.

Jeg fandt det i jakkelommen.

søndag den 5. april 2009

Right next to the wrooooong one.

I går var jeg til en sygt fantastisk koncert med Tim Christensen. Vi kan ikke sige pæne ting nok om Tim. Sympatisk. Pæn. Jævnaldrende. Og så synger han – også live - med en stemme så glasklar og ren, at englene må misunde ham.

Koncertbilletten var min julegave fra min ex-sambo-veninde, og jeg var afsted med hende, hendes kæreste og nogle af deres venner. Min veninde og hendes kæreste er uhyggeligt sympatiske mennesker, og langt størstedelen af deres venner er derfor også er meget, meget nemme at holde af. I går røg vi så et led længere ud, idet en af vennerne havde medbragt en ven; vi ved nu, at selv gode kæder brister, hvis de strækkes langt nok ud.

Inden jeg mødte tredje leds-vennen, havde jeg fået at vide, at han er typen, der ikke anser det som et problem at køre bil, selvom han har fået så meget at drikke, at han kan afrime forruden ved at ånde på den. Lad mig bare sige, at jeg var let forbeholden. Det hjalp ikke på indtrykket, at han var spritstiv, da han kom. Eller at han hældte en hel kop kaffe ud over sig selv og bare sad og stirrede eftertænksomt på resultatet. Ej heller trak det op, da han bekendtgjorde, at han syntes, at Mads Langer skriver dybe tekster, eller da han med stor entusiasme fortalte om de 3 gange, han havde været til Love Parade. (Hans evindelige snøften skal selvfølgelig ikke – her i pollen højsæssonen – lægges ham til last.)

Jeg fandt ham med andre ord helt utrolig belastende. Som naturloven foreskriver, kastede han derfor al sin kærlighed på mig. Der var ’tilfældig’ arm-omlægning. Der blev budt op til dans. (Er den mail stadig ikke nået rundt? Jeg. Danser. Ikke.) Der var hoftebump og der-flyttede-jeg-mig-lige-og-HOV!-nu-står-jeg-meget-tæt-på-dig-igen. Og til sidst, da intet af ovenstående virkede, greb han til det ultimative våben: Stirring. Vedholdende, enerverende stir. Da Lene og Frank lavede Muren (som i parentes bemærket var en VM slutrunde værdig), slog han bare Distance-stir til. Havde han været en fremmed, ville jeg have fikseret ham med et flydende kvælstofblik og hvislet: ”Har jeg noget af dit!?”, men når det er venners venner, der ikke fatter et nej, hverken bøjet i neon, støbt i beton eller udtrykt gennem moderne dans, så ved jeg simpelthen ikke, hvordan man slipper ud af sådan en situation, uden at det bliver pinligt for alle. Heldigvis er vi efterhånden alle sammen voksne mennesker, så vi endte med at få løst problemet på en moden og konstruktiv måde.

Vi stak af.

torsdag den 2. april 2009

Re: 2007

Da jeg i sin tid var færdig på handelsskolen, var jeg kun 18 år. Jeg synes, at det var for tidligt at starte på en videregående uddannelse; ikke mindst fordi 3 år, hvor jeg som den eneste i min klasse ikke kunne stemme eller modtage SU, lige havde taget spidsen af lysten til at være mellem 3 og 5 år yngre end klassekammeraterne.

Jeg var ret afklaret med, at jeg gerne ville læse videre til journalist, så jeg skulle egentlig bare have tiden til at gå, mens jeg aldersmæssigt ventede på at indhente mine kommende medstuderende.

Som nogen måske husker fra tidligere indlæg, billeder eller 1994, var jeg ret rød dengang. Både på hennahåret og i politisk overbevisning. Da min mor meget bestemt havde vetoet et afrikansk Tvindprojekt, valgte jeg det næstbedste alternativ: En elevplads i The Body Shop.

Og jeg gik op i det. Jeg læste Anita Roddicks biografi og begravede mig i historien om kæden og produkterne. Jeg mærkede stoltheden svulme i brystet over at være en del af en organisation, der var imod testning på dyr, støttede lokale projekter i de fattigste dele af verden og virkelig lod til at mene det, når de sagde Fair Trade og Bæredygtig Samhandel. I min stue hang dystre billeder af syge testkaniner med betændte snuder og hårløse pletter i pelsen, side om side med anti-tortur-statements fra Amnesty og plakater af nogle Greenpeace hvaler, det også var synd for.

Beklageligvis bestod mit bidrag til klodens velbefindende i - non-stop - at vaske støv af mørkegrønne reoler samt at sidde i 40 grader varm kælder og fylde ildelugtende potpourri i små poser. Det tog 4 uger at kede idealismen ud af mig, og det eneste opløftende øjeblik var, da jeg som en del af en kampagne fik lov at trække i 2 meter høj, lilla plysdragt og jagte uskyldige mennesker op og ned af strøget, mens jeg forsøgte at stoppe flyers ned i halsen på dem.

I dag tolkede jeg så et oplæg om The Body Shop, og det mærkelige er, at jeg stadig har lyst til at forsvare idéerne. Som tolk er jeg altid neutral, hvilket jeg sjældent har problemer med, men i dag havde jeg VIRKELIG lyst til liiiige at byde ind og korrigere, når der var noget, de ikke havde fået helt rigtig fat på. (Med venlig hilsen Sandheden.) Og da snakken faldt på Anita Roddick, og en af deltagerne pludselig sagde: ”Jamen, hun er da død” gik jeg nærmest i baglås. Død?! Men... Nej! Det kan hun sgu da ikke! Og da slet ikke uden at jeg har hørt om det??

Hjem, google - og jo. Det kunne hun så godt. I 2007. Jeg var rystet. I 2007?! Hvad fanden lavede jeg i 2007?? Efter at have sundet mig, kom jeg i tanke om, at det var det år, jeg havde travlt med at være sur, selvcentreret, ulykkelig forelsket og fyret. Men stadig. Tænk at livet bare går videre derude, uanset om man følger med i det eller ej.

Det kunne sgu da godt lige have sendt en nyhedsmail med de vigtigste begivenheder i overskrifter.

onsdag den 1. april 2009

Det er ikke mig. Det er dig.

Min status som netdater er ved at være 2 måneder gammel, og jeg er efterhånden en ret hard core powerdater, hvis jeg selv skal sige det. Øvelse gør mester, og jeg har snart drukket så mange kopper kaffe, at mit spiserør er foret med tjære, og gået så mange kilometer, at datingsiden bør hoste op med et par nye såler.

Det er hårdt arbejde. Hver eneste gang man modtager en henvendelse, synes jeg, at man skylder både sig selv og afsenderen at forholde sig til ham. Dog må jeg indrømme, at jeg grovsorterer. De bitre, de ordblinde og dem med de lamme profilnavne ryger direkte i skraldespanden. Det er muligt, at der gemmer sig bundreele, humoristiske mænd bag AceVentura, Svans76 og Badboy4life (der ’bar ik ka ha uretfærdihed’ hvilket selvfølgelig taler til hans fordel) – det bliver så bare andre kvinder end mig, der høster fordel af det.

Man skal også lære at sluge, at mænd, der ikke reagerer på ens egne henvendelser, faktisk stadig er on-line, og ikke (som man ellers havde foretrukket) pludseligt og uventet er blevet lykkeligt gift og derfor ikke har tjekket deres datingmail. (Venligst undlad at kommentere på distancerende brug af ’man’, Red.)

Med jævne mellemrum sker det heldigvis, at interessen er gensidig, og man aftaler at mødes live. Og så bliver det først RIGTIG hårdt, for det er ligesom at skulle gennemføre en jobsamtale, hvor man ikke helt er klar over, om man er arbejdsgiver eller arbejdstager. Jeg har efterhånden lært, at jeg ikke kan holde ud at være på mere end en date om ugen. Hele seancen med at skulle fremmane den bedste version af sig selv, og igennem alle de obligatoriske spørgsmål om opvækst (Esbjerg. Og nej. Det lugter ikke af fisk. Det lugter af penge), job (nej, tegnsprog er ikke internationalt, og jeg har ingen døve i familien) og fritidsinteresser (8-10 timer om ugen. Jo, det er hårdt. Men det er jo ligesom det, der er pointen..) bliver simpelthen for maskinel og mekanisk, hvis den skal gennemføres for ofte.

Det ALLERværste er, hvis man allerede, når man drejer om hjørnet, tænker: ”Hvor overbevisende kan jeg fake et epileptisk anfald?” Det er næsten ikke til at holde ud at skulle lave hele salgstalen for en køber, som man hellere vil brænde bygningen ned til grunden end at sælge til.

Men når alt det er sagt, er det faktisk ret sjovt at møde så mange nye mennesker, og det føles godt at gøre noget aktivt for at finde ham, det skal være. For han må vel være derude et sted?