tirsdag den 31. marts 2009

Pænt Mystisk Sygdom.

Først troede jeg, at jeg var ved at få influenza. Så troede jeg, at det var en depression. Nu er det gået op for mig, at det er pms. For ikke at skulle bladre febrilsk rundt i "Mor, jeg er syg" hver eneste måned, skriver jeg derfor en huskeseddel til mig selv, som jeg fremover kan tage frem og bruge som tjekliste.

Linda, det er bare pms, når:

- du vågner, og alle dine led er så ømme og stive, at du må udøve hjemmehjælp på dig selv for overhovedet at komme ud af sengen.
- du føler dig som et badedyr, nogen har pustet lidt for hårdt op, og derfor ikke længere går, men vralter.
- du kigger i spejlet og en pizza stirrer tilbage på dig.
- det virker fuldstændig uoverkommeligt at skulle tjekke en togtid på nettet.
- du synes, at du ligeså godt kan lukke bloggen og opsige dit instruktørjob, fordi du er uinspirerende, ligegyldig og intetsigende.
- du hele tiden har en lille bitte smule lyst til at begynde at græde.
- du virkelig ærgrer dig over, at du er på arbejde, så du ikke kan slippe afsted med at sparke højrøvet møgtøs HÅRDT, lige midt på skinnebenet, hvor det gør allermest herre-nas.

I morgen ser det hele anderledes ud (ikke? Sig nu jo!), og derfor vil jeg skynde mig at springe i skrinet, så det kan blive i morgen i en fart.

Det er vist også noget med, at det snart er påkrævet med en update på datingfronten…

mandag den 30. marts 2009

Venskabets første omsorgsdag.

Nogen gange ville jeg ønske, at der var flere timer i døgnet og flere dage i ugen. Nå vi fratrækker tiden, der går til hhv. arbejde, træning og andet voksensnask, så er jeg i bekneb for vennetimer. Jeg har de mest fantastiske venner i verden og alt, alt for lidt tid til at se dem. Udover dem, man allerede er så heldig at have, kommer der også med jævne mellemrum nye til. Det kræver tid at lære hinanden at kende, og hvis man ikke lige ser hinanden dagligt, fordi man læser eller arbejder sammen, er det svært at opbygge og fastholde den fortrolighed, et godt venskab kræver. Jeg kan bare ikke lade være med at prøve, for det ville være så ærligt ikke at samle det guld op, som livet smider for fødderne af dig.

En slags niche indenfor venskab er venindernes veninder. Dem, jeg kun ser en gang om året, når vi mødes over boller og lagkage. Der er også nogle fabelagtige piger imellem, som jeg – hvis tiden tillod det - ville forsøge at befriend’e. Hvert år formår vi, imponerende nok, at lukke et hul på 365 dage og bare snakke videre, som om det var i sidste uge vi sidst sad bænket om bordet.

Alt for mange gode mennesker og alt for lidt tid. Man burde have mulighed for at tage orlov for at pleje og opdyrke venskaber.

søndag den 29. marts 2009

Afsindig Bitter Bloggers Anmeldelse.


Nåede du heller aldrig i biografen og se Mamma Mia? Havde du også havde tænkt, at du ville, men kom aldrig afsted? Har du også hørt alle folk sige, at den skulle være helt fantastisk?

Ja?

Nå, men ’alle’, ik? De er bare FUCKING fulde af løgn!!

Jeg har aldrig – ALDRIG – set så skabet en film, så elendigt skuespil og så jammerligt et plot. I forsøget på at få stampet flest mulige sange ind i filmen, var flere af scenerne var så løsrevne og ude af kontekst, at de var direkte meningsforstyrrende, og de danske undertekster gav mig lyst til at undskylde på hele tolke- og translatørfagets vegne. (’You can dance, you can dance, having the time of your life’ = ’Du kan danse, du kan danse, feste for fulde hørm.’ ’For fulde hørm’??! Ajmenforsatan!!).

Der var old, naked people making out. Der var Meryl Streep i den mest belastende smækbuks i filmens historie. Pierce Brosnan i overanstrengt halsmuskel og brølesang. Alt, ALT for meget slowmotion. Og hvis jeg var instruktør og skulle lave en musical, tror jeg, at jeg på listen over ’skuespillerkvalifikationer’ som minimum ville have anført (og jeg tænker bare højt nu): 'Sangstemme, der ikke får publikums ører til at bløde’.

Den eneste forklaring, jeg kan finde på, at alle insisterer på, at filmen er så god, at de ser den mindst en gang om ugen, er at de føler sig snydt over at have spildt penge på at se den, at det eneste, der kan hjælpe bare en lille bitte smule er, hvis andre kan narres til at lide samme kranke skæbne.

fredag den 27. marts 2009

3 is the magic number.

3 grunde til at Linda ikke skal vinde X-faktor:
1) Alt for overdrevet brug af vindmaskine ved optræden.
2) Færøerne HAR fået. (Gad vide, hvad Gudrun laver i dag?)
3) Strafpoint for forsøg på emotionel afpresning ved overeksponering af tandfe-datter (selvom jeg må indrømme, at hun ER kær).

3 grunde til at Mohamed ikke skal vinde X-faktor:
1) Martin + solarium + bedre garn = Muhammed. Det har vi set. (Og nu vi er ved det: Hvor er HAN i dag? Ved at indspille en duet med Gudrun?)
2) Hvordan skal han nogensinde finde ud af skabet med hele Danmarks øjne rettet imod sig?
3) Han er 15. Han får aldrig lov at finde ud af, hvem han i virkeligheden er, hvis han vinder.

3 grunde til at Alien Beat Club skal vinde X-faktor:
1) Det virker som om de hver især har integritet nok til at bevare dele af deres egne personligheder, selvom underholdningsbranchen sætter tænderne i dem.
2) Jeg elsker deres lyd, og de er sgu altid så glade.
3) Definitionen på dansk succes: Når de undertippede outsidere tager røven på alle. We love it.

torsdag den 26. marts 2009

Vi skal også snart have fundet en dag!

Ved I, hvad jeg synes, er rigtig ærgerligt? At man ikke inviterer mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i løbet af en uge, jeg sender eller modtager en sms, der indeholder ordene ”Vi skal også snart finde ud af noget”. Til gengæld kan jeg sagtens holde styr på antallet af konkrete invitationer med præcis angivelse af tid og sted; både med mig i rollen som vært og gæst.

Jeg ved godt, at det er et kompromis. En slags fjernomsorg og forsikring om ønske om fortsat venskab, selvom tiden er knap. Men dagene går, og jo længere der er i mellem de konkrete aftaler, jo sværere bliver det at overskue at lave dem: Det er nemmere at hænge ud med folk, der er updatede på, hvad der foregår i dit liv, end at skulle gå 2 måneder tilbage i tiden for at ajourføre lytterne og dermed give dem en chance for at forholde sig til det, du egentlig har brug for at snakke om.

Jeg processuerer de store ting i livet ved at fortælle om dem. For hver gang jeg får lov at fortælle en svær historie, sliber jeg kanterne, indtil jeg en dag opdager, at jeg ikke længere skærer mig på den. Den har mistet sin betydning, og i de tilfælde kan det virke næsten uoverskueligt at skulle gå tilbage til første kapitel i en bog, jeg for længst har afleveret.

Men det kan ikke hjælpe! Hvis noget er vigtigt nok, må man prioritere det, og tid er ikke noget jeg får; det er noget jeg tager mig. Mine venner er den familie, jeg selv har valgt, og direkte adspurgt vil jeg hellere brække begge arme 4 steder og svømme til England (kald mig bare Lille Henrivende Linda) end at miste dem til hverdag og dårlig planlægning. Det har jeg tænkt mig at fortælle dem næste gang, jeg ser dem. Måske engang i næste uge?

onsdag den 25. marts 2009

Hvis du altså kan komme ud af posen.

Er lidt presset på tid, så jeg vil bare videregive et godt råd, jeg hørte idag, til hvordan man undgår dumme misforståelser i sin daglige kommunikation:

"Det vigtigste er faktisk at være ærlig; simpelthen at sige det lige ud af busken."

Ok – sig det så:

Hvem er det, der har glemt at sende ”Hold nu KÆFT!”-mailen til Anne Mette Rasmussen?

Det, hun er, er hun i kraft af sin mand og hans job, hvilket er sooooo 1950. Fru Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Som pædagog er hun vel det eneste tilnærmelsesvist røde indslag i det Fogh’ske hjem, både når det gælder politik og privatøkonomi. Og det er da dejligt for dem, at de har råd til, at hun kan sige sit job op for at hellige sig dansen og sin brevkasse, men for at komme fra hjemmegående husmor til politisk orakel, der udtaler sig om både finanskrise og manglende kvalitet på landets folkeskoler, mangler jeg da lige en mellemregning eller to?

Ja, vi lever i et frit land og ja, folk må sige, hvad de vil. Men hun ER stadig gift med statsministeren, og det virker urimelig tåbeligt, at hun udtaler sig – spejlblankt - om ting, der falder ind under hans arbejdsområde. At sige, at hun ikke "gider høre mere om finanskrisen", for ’hvor er den?’ (Danfoss, Velux og resten af byggebranchen har ringet, Anne Mette) og at "hele ånden er anderledes på privatskoler: Lærerne bekymrer sig mere om eleverne og tager tingene mere alvorligt" er så respektløst overfor størstedelen af den danske befolkning, at jeg ikke kan fortænke Fogh i at have lyst til at sy munden sammen på hende (hvilket dansepartneren Thomas Evers sikkert ikke ville protestere voldsomt imod…).

Hun minder mig om de gamle koloniherrers fruer, hvis liv bestod af 5 o’clock tea og velgørenhedsarrangementer, og som hverken forstod eller interesserede sig for livet og forholdene blandt de slaver, som gjorde deres driverliv muligt.

Er det hævn for den med rundkredspædagogikken?

tirsdag den 24. marts 2009

Undskyld - hvor er hylden med gebis?

Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer det, men jeg skal holde mig til at handle de steder, jeg plejer. Netto, Føtex og Irma: Ja tak. Super Best, Fakta og Kvickly: Nej tak. Forsøgte i dag at spare tid ved at købe ind i et af de falske supermarkeder, fordi jeg cyklede lige forbi det, og det går bare ikke. Ud over at have helt forkerte varer, er disse oven i købet helt forkert placeret, så efter at have bevæget mig igennem butikken som GPS forstyrret edderkop, på kryds, på tværs og på kryds igen, kom jeg ud med halvdelen af, hvad jeg skulle bruge. Alligevel har jeg betalt det samme, som jeg ville være kommet af med i en af mine egne butikker for the full monty, fordi jeg til sidst opgav at finde produkter, der svarer til, hvad jeg plejer at bruge og i afmagt bare greb, hvad der stod først for.

Jeg håber, at min halalslagtede kylling smager godt sammen med de biodynamiske rødbeder. Uden ris. Hvis ikke, kan jeg heldigvis børste den grimme smag væk med min nye supertandpasta, som fjerner så mange forskellige ting, at den vist skal være i godt humør for ikke at tage tænderne med.

mandag den 23. marts 2009

600 kr. senere.

Jeg er 1,80, og to af mine bedste venner hedder Nike og Peak Performance. Jeg er relativt praktisk anlagt, og hver eneste dag byder på enten cykelture i de forblæste århusianske alper eller træning med dertilhørende facial aquaplaning. Jeg burde med andre ord ikke elske dullegrej og glimmer helt så højt, som jeg gør.

Måske er det fordi man ALTID kan finde noget, man har lyst til at købe, også selvom man har tyk-dag. Man behøver ikke stå i 1000 km kø, binde sko op eller vride sig ud af sine jeans for at prøve det. Og da det her jo heller ikke sker af sig selv *Ricky-Lake smiley, der peger på sit ansigt og knipser ’girlfriend!’-agtigt*, tæller det ikke at bruge penge på make up.

Så lørdag kunne man se to post trænings-trætte og brunch-lade kvinder, 30+, nærmest angribe hyldesektion i Magasin. Begejstringen ville ingen ende tage, før den ene (med negle malet i 4 forskellige nuancer af pink, og snuden begravet i lyserød pudderkvast) pludselig siger til den anden (med overlæbe iført Tropical Bling og underlæbe i Celebrity Meltdown): ”Vi er ikke for gamle til den her reol, vel?”

Pause. Jeg ER jo fyldt 30. For længst. Det er bare det, at jeg indeni jo stadig er klar til at sidde bagpå Thomas, så vi kan nå i kiosken i 12’eren. Indeni er det stadig sjovt at tegne øjnene op med blå kohl og danse foran spejlet til Cut’N’Move, inden vi tager til Guldagerfest og drikker os stive i kirsebærvin og Mikado. Hun ser lidt anderledes ud, hende jeg sminker i dag, men hun FØLER sig ikke anderledes.

Man har på den anden side heller ikke lyst til være gammel og kikset….

Nahh!! Glimmer er det nye sort, og det er VIGTIGT, at man ikke gør sig ældre, end man er.

Vi kan jo altid gå et bling-niveau ned, når vi fylder 50…

lørdag den 21. marts 2009

At tilgive er ikke det samme som at glemme.

En ny Tøndersag er på vej i Vejle, og Fritzl har fået livstid. Verden er sindssyg. Når jeg læser om de sager, blokerer min hjerne, og jeg er ude af stand til at fatte omfanget af uhyrlighederne. Lige meget hvor mange gange jeg læser sætninger som ’spærret inde i en kælder i 24 år’ og ’lånt sine børn ud til sex med andre voksne’ er det bare ord, der står placeret efter hinanden, som jeg hverken kan hægte indhold eller betydning på.

Fritzl ’skammer sig’. Og det ved vi jo alle er løgn, for skam er noget, du føler, når du ved, at du har gjort noget forkert. Tvungen fortrydelse og at sige, at man er ked af det, når man er blevet taget på fersk gerning tæller ikke, for det eneste man reelt er ked af er, at man er blevet opdaget.

Jeg tænker meget på børnene i sagerne, og på hvordan de nogensinde skal kunne bygge et nyt liv oven på så bundråddent et fundament. Jeg tænker på betydningen af begrebet tilgivelse, som ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre. Specielt når man skal give den til folk, man stadig er nødt til at have i sit liv.

Engang troede jeg, at tilgivelse var det punktum, man satte, når man var færdig med at være vred eller såret. Et signal til gerningsmanden om, at sagen var lukket og banen var fri. Men efterhånden som årene går, finder jeg stille og roligt ud af, at når noget gør så ondt, at det kræver tilgivelse, når det forulempes, så kan man ikke bare lukke døren til det for good. Uanset hvor meget man beslutter at lægge misgerningen bag sig, uanset hvor oprigtigt, der angres, stikker den stadig hovedet frem på de mest ubelejlige tidspunkter, farver både holdning og handling og lokker med martyriumens kors, hvorfra man skal hænge og dømme både levende og døde.

Tilgivelse er en beslutning om at prøve at kigge frem, også når det gør så ondt, at vreden og ønsket om retfærdighed truer med at æde din forstand. Paradoksalt nok er det ofte skadesvolder, der trygler om den, men skadeslidte der har brug for den. Nag lænker dig til fortiden, og selvom det kan være svært at give slip, fordi det virker, som om du lader synderen slippe ustraffet, så er alternativet værre: For hver eneste dag, du holder fast, forærer du ham endnu en dag af dit liv.

fredag den 20. marts 2009

Med mindre det er Parkinsons.

Min tatovør er langtidssygemeldt. Det betyder, at jeg til optegning af mine tatoveringer kan vælge imellem:

a) Psychobitch fra helvede, der ligner en alkoholiker med svære abstinenser, og altid har en smøg i kæften, når hun arbejder.

b) HA's faste mand, som ligenu kører med 15 måneders ventetid, fordi hele White Pride forsøger at konvertere deres AK 81 medlemskaber.

Jeg tror bare, at jeg venter til Klaus er tilbage.

Life is SWEET!

Om meget kort tid har jeg weekend for første gang i en måned. W-e-e-k-e-n-d! To x 24 timer, hvor jeg kun skal rare ting, jeg selv har planlagt. Jeg føler mig som det rigeste menneske i verden. Faktisk starter det allerede lidt i dag. I et anfald af forårskådhed, havde jeg sagt ja til at tage en times morgenspinning for knæskaderamt kollega, og det ER da nærmest umuligt ikke at blive i godt humør, når man cykler frem og tilbage i solskin og fuglekvidder (og med blå stænger, fordi det trods alt viser sig stadig at være liiiiige tidligt nok på sæsonen til korte bukser). Kom hjem med belastende mængder af overskud, lavede luksusmorgenmad, og følte mig nærmest som posterchild for et kommende Chris Macdonald program.

Om lidt skal jeg mødes med en veninde til kaffe, inden vi skal tolke en lille hyggelig opgave, og så er det weekend. Jeg har fået penge tilbage i Skat, jeg har overblik over mine kommende opgaver, og om ti minutter er det sommer.

Det er sådan en dag, hvor man får lyst til at gøre noget godt for andre.

onsdag den 18. marts 2009

Sidst set iført fabelagtigt tørklæde og kost.

Jeg er typen, der jævnligt glemmer at låse min dør, og som efter at have brugt en halv morgen på febrilsk at splitte min lejlighed ad i jagten på mine nøgler, finder dem dinglende i låsen. Jeg cykler gennem Mindeparken efter mørkets frembrud, og kan godt finde på at gå hjem, når jeg har været i byen. Jeg er med andre ord hverken specielt paranoid eller bange anlagt. Men når min kommende date skriver, at han har bil og foreslår, at vi mødes kl. 19.30 og kører ud ”og går en dejlig tur i skoven”, så kan jeg alligevel ikke helt finde ud af, om jeg er ved at caste mig selv til hovedrollen i et afsnit af ’Uopklaret’.

tirsdag den 17. marts 2009

Jo, nu skal du høre…

Jeg begynder at tro, at det er mig, der er snerpet. For det kan dårligt passe, at resten af verden er så uopdragen, som jeg synes, den er. Over de sidste 14 dage er jeg 4 gange blevet spurgt af mennesker, jeg ikke kender ret godt, om jeg ”har overvejet inseminering?”

Ahem... Whaaa?

Må jeg henvise til min hjemmeside www.hvadfandenragerdetdig.dk? Her kan man også finde svar på, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Aj, men HELT ÆRLIGT! Kan man tillade sig at spørge om det??

Ikke at jeg vil udelukke tanken. Jeg tror gerne, at jeg vil have børn, og da jeg er lidt nåh-men-så-gør-jeg-det-sgu-da-bare-selv-agtig, er det ikke umuligt, at det er der, jeg ender, hvis jeg ikke kan finde en mand, der kan holde mig ud. Og omvendt. Det ville være ok at min mor spurgte, fordi hun er min mor. Mine singleveninder kunne også få lov at slippe afsted med det, fordi det ville være ret naturligt at bruge hinanden til at blive klogere på en svimlende mulighed, som på én gang virker som den ultimative frigørelse og den definitive opgivelse af drømmen om at skabe en familie, som vi kender den. Men min venindes nye kæreste? Mine meget perifere kolleger? Som har deres på det tørre, som absolut ikke har sparret point nok op til at have ret til at spørge, og som ikke har tænkt sig at bytte med oplysninger om sig selv af bare tilnærmelsesvis så privat karakter?

Det synes jeg bare er flat out uforskammet.

mandag den 16. marts 2009

Vi er ikke som de andre.

I mit job er det meget vigtigt at være visuel, da alt, hvad jeg hører, skal omsættes til billeder. Derfor holder vi på min arbejdsplads jævnligt møder, hvor vi med et bestemt tema som overskrift udveksler tegn og løsningsforslag, der kan bruges i forbindelse med tolkninger.

Vi har gjort det masser af gange, men derfor kom jeg alligevel til at trække lidt på smilebåndet idag , da jeg mentalt trådte et skridt tilbage og betragtede 15 voksne mennesker, der med sex på dagsordenen, sad helt alvorligt og diskuterede den konkrete betydning af ’lange tasker’ og ’fuldbyrdet samleje’, hvordan to mænd placerer sig i forhold til hinanden, når de har sex, hvordan gonoré ser ud, og om ’din mor er en luder’ er hån, slang eller skældsord.

Just another day at the office.

søndag den 15. marts 2009

Game on.

Efter en lang men god weekend i undervisningens tegn, har jeg brugt min søndag aften i vater på sofaen med rødvin i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. Det har udløst følgende overvejelser:

- Hvorfor ligner alle kvinder i Landbrugsrådet noget, som nogen har sakset ud af Alt Om Håndarbejde, November 1978?

- Hvordan kan man arbejde på TV-Avisen, når man starter sin reportage med "I den lille landsby passerer livet sin stille gang."?? Hvad fanden lærer de på det der Journalisthøjskole? (Vi sætter vores lid til Anne og Stine)

- Horfor vælger erklærede bøsser at indspille musikvideoer, hvor de henført synger til kvindelige skuespillere? (Vi nævner i flæng: Darren Hayes, Ricky Martin og Prince.) Virker totalt åndssvagt og utroværdigt. Vi åd den med George M. - men nok mest fordi vi så utrolig gerne ville, for set i bakspejlet ER hun da mistænkeligt mandhaftig, hende den pageklippede Father Figure model. Lad nu være. Hvis det er for grænseoverskridende at synge til en mand, så gør som føromtalte homohelt og betal nogen rystende smukke mennesker for at gøre arbejdet for dig.

- Hvor BLIVER det spændende at se Henriette Kjær danse en ny varedeklaration på markedet. (Lancere for satan. Uden i.)

Klar til en ny uge derude?

lørdag den 14. marts 2009

Heeeeere’s Johnny!

Sidste gang jeg lavede kursus, brokkede jeg mig over, at jeg var blevet interneret i left-over Roskilde lejren. Denne gang er det også galt. Ikke fordi pladsen er trang og jeg deler med andre. Tværtimod faktisk. Jeg har et KÆMPE 4-mandsværelse, helt for mig selv. Et baderum, det er en mellemstor dansk institution værdigt. Og altså... Jeg er bange. Så er det ude. 32 år og HERREangst.

Der er ikke et menneske, så langt øjet rækker. Til gengæld er der skov i rigelige mængder. Store, fede fyrretræer til højre og venstre, og jeg tør overhovedet ikke kigge over mod skovbrynet af skræk for at få øje på en flok sindssyge øksemordere på teambuilding.

Her er mørkt på den landlige blækmåde, der udover at berøve dig synet også synes at absorbere al lyd. S-t-i-l-l-e-s-t-i-l-l-e-s-t-i- l-l-e(HVADVARDET!?)

For en time siden (kl. 22) spurgte en af mine medinstruktører, om jeg ikke var hende, der smed natmaden i ovnen. Det virker ikke som en reel svarmulighed at at afslå, fordi man ikke tør være alene i kæmpekøkkenet, med syg spotbelysning og MEGAvinduer hele vejen rundt - selv ikke i disse triggerhappy tider. Endte med at befamle sagesløst klaver, for at bryde den isnende stilhed med bare ét eller andet, og forsøgte ikke at se alt for lettet ud, da de andre efter 15 lange minutter ENDELIG gjorde mig selskab.

Er der lyd, når man skriger i en skov uden at nogen hører det?

fredag den 13. marts 2009

Expecto patronus.

Teknik hader mig og det er rimelig gengældt. I hvert fald i opsættelse- og funktionsfasen. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke så meget teknik, jeg hader, som det er brugsanvisninger. Jeg forstår dem ikke. Ligemeget hvor l-a-n-g-s-o-m-t jeg læser dem højt for mig selv, ender jeg altid med at spekulere over, om producenten ved en fejl er kommet til at lægge brugsanvisningen til en traktor eller en lysregulering ved. Knapperne hedder noget forkert. Jeg kan ikke finde de menuer, de taler om. Ikke engang billederne ligner.

Som konsekvens heraf er jeg holdt op med at læse dem. Jeg arbejder nu målrettet og fokuseret ud fra den videnskabeligt anerkendte metode, der hedder ’gæt’. Jeg starter med at skille apparatet ad, og samle det igen (-ish). Tænde og slukke det, og se, om programmet mon i et anfald af venlighed skulle have installeret sig selv. Hvis der er noget, man kan pille af, ryger det af. Jeg trykker med stigende irritationsintensitet på eventuelle knapper, til jeg ligner en manisk telegrafist på speed. Til sidst giver jeg op, ringer til nogen, der kunne vide noget om objektet og udstiller min ubegribelige dumhed. Som regel forbarmer de sig og fixer det for mig.

Ind imellem får jeg dog den mistanke, at min maskinpark forsøger at opdrage på mig. De sidste 2 måneder har jeg fået bebrejdende advarsler om lav blæk-stand, når jeg har forsøgt at printe, og i går havde jeg så ENDELIG husket at skrive ned, hvad printeren hed OG husket at tage sedlen med, så synes næsten at problemet var løst, da jeg i triumf hjembragte 2 x printerpatron.

Så nemt er det bare aldrig, vel? De tomme fucking blækpatroner blev ved med at befinde sig helt inde i hjørnet under 5 plastikplader, som ikke ville af, lige meget hvor hidsigt man hev. Tændsluktændsluktændsluk. Hjalp ikke. Pillede 3 udefinerbare dele af. Hjalp ikke. Vendte den om. Pillede strømmen fra. Kunne fandme næsten HØRE dem sidde derinde og fryde sig. Med strithår, blæk på fingrene og et sprogbrug der kunne have fået Jønke til at rødme, måtte jeg til sidst give mig og lede efter brugsanvisningen, som jeg i tidernes morgen har lagt et sted, som jeg på det tidspunkt har tænkt, var HELT oplagt. Fandt dem til mit køleskab, min pc og min hårtørrer (?!?), men har i skrivende stund stadig ikke lokaliseret printerens. Gik på nettet. Brugte 30 minutter på at lede efter noget, der kunne hjælpe. Intet. Med et mismodigt ’for satan..’ trykkede jeg en sidste gang på On – hvorefter de små møgkrapyl forlod deres hjørne, beredvilligt kørte frem og satte sig til rette midt i åbningen.

Jeg fatter det simpelthen ikke.

onsdag den 11. marts 2009

Up-date.

Jeg har altid haft en teori om, at kemien mellem to mennesker enten er der, eller ikke er der. Beskyldninger om at være kræsen er derfor i mine ører noget sludder; hvis der er rødt kort til en mand, fordi man synes, at han ser mærkelig ud, når han tygger eller får tics over hans voldsomt irriterende ”vane” med at lave ”citationstegn” om ”alting”, mener jeg, at det i bund og grund handler om, at kemien ikke er det, og at døden skal have en årsag.

Hvis man er på date, og man efter 4 minutter sidder med krydsede ben og armene over kors, mens man bruger al ledig kapacitet på ikke at forestille sig ham, man sidder overfor nøgen, er det ret indlysende, at man ikke er ude mine sine kommende børns far. Hvis man ikke tør rejse sig af frygt for, at al ens tøj - ved et frygteligt uheld – skulle falde af, er det også en no-brainer. De svære situationer er dem, hvor den er der 80 %. Hvor man kan mærke, at man hverken er helt afvisende eller helt overbevist. Hvor man prøver at lade som om, man ikke opdagede sin egen reaktion på, at han skrev ’sgu’ med k og snakkede i 30 minutter om sin kæle-pyton Preben. Hvis reaktionen var der, var kemien ikke. Duer ikke. Væk.

Efter et par dates eller tre kan jeg nu føje yderligere punkter til listen over uvæsentlige ting, man tillægger betydning, når man i virkeligheden bare ikke er interesseret:

- Mænd, der genert henvender sig til bordkanten hele aftenen. (Får ondt i maven og begynder at angstsvede, mens jeg desperat prøver at … være … meget … rolig … for at få dem til at slappe af. Ender med at lyde som om, jeg forsøger at hypnotisere dem.)
- Mænd, der aflyser første date pga. af en kombination af børn, ekskærester og job.
- Mænd, der har tics. (Jeg ved godt, at det er skidestrengt, og at de ikke kan gøre for det. Undskyld!)
- Mænd, der er meget voksne, så man føler sig som tvangsanbragt ungdomskriminel på ledsaget udgang.
- Mænd, der staver mæ hælve te. (Det DUER bare ikke, slut!)

Til gengæld får vi lyst til at se nærmere på kemien, når vi er ude med:

- Mænd, der får os til at grine.
- Mænd, der opererer med høje lixtal.
- Mænd med selvironi.
- Mænd, der kan noget med ord.

Fortsættelse følger….

tirsdag den 10. marts 2009

Har du hørt det?

Jeg kender ingen steder, hvor sladder og rygter dannes og løber så hurtigt som i et fitnesscenter. Jeg kan godt forstå trangen til at viderefortælle de gode historier, men ligefrem selv at begynde at opfinde dem, synes jeg er langt ude. Jeg er en af de instruktører, der har været der længst, så jeg burde efterhånden være hærdet, men jeg bliver stadig lige overrasket hver gang, jeg hører en historie om mig selv, som ikke passer.

Listen over mine påståede forbrydelser er ved at være lang, og når man læser dem, kunne man foranlediges til at tro, at nogen ser lidt for meget Beverly Hills 90210. Jeg er i hvert fald markant mere spændende i fantasiversionen, end jeg er i virkeligheden, med alle mine spiseforstyrrelser, stofproblemer og menages a trois med veninders ekskærester. Hvis et rygte er saftigt nok, får det nærmest sit eget liv, og når det endelig når frem til mig, bliver folk synligt skuffede, når jeg må dementere den gode historie. Det værste er næsten, at jeg godt ved, at jeg ikke har skyggen af chance for at få sandheden til at rense alle de ører, der har hørt løgnen.

Mon Anni og Erik vil adoptere mig?

mandag den 9. marts 2009

Billig Jean(s) is NOT my lover!

Når jeg lærer at trylle, vil jeg aldrig, aldrig, aldrig mere skulle ud og købe jeans. Jeg elsker nyt tøj, men jeg hader at shoppe, og jeg hader i særklasse at skulle shoppe jeans.

Hvem er de lede mennesker, der designer dem?? Mit bud er skinny gay people og vrede, anorektiske cokevrag, der med ondskabsfuld fryd deler den kvindelige race op i to: De fede med korte ben og de tynde med lange ben.

Til de af jer, der ikke har set mig, kan jeg oplyse at jeg har lange stænger, fødedygtige hofter og talje. Jeg kan derfor vælge imellem:

- Jeans, der ligner noget, som skrækslagent forsøger at undgå deres værste fjende: Mine sko.
- Jeans som bare mangler en hulahopring i livet og et par seler for at forvandle mig til Den Fede Klovn.
- Jeans, som ikke kan trækkes længere op end til knæene, hvilket giver en relativt aparte gangart.
- Jeans, designmæssigt inspireret af sugerør, hvilket får mig til at ligne en trekant på fødder.
- Baggy jeans. På mig? Not so baggy. Ligner en, der har født, men stadig går i ventetøj.

Når man ikke kan tage mere, kan man slæbe sin ydmygede budding af en krop ud af butikken til lyden af tusind par jeans, der hænger OVERALT og griner triumferende.

Er vi ikke nok enige om, at det er dem, der er noget i vejen med?

søndag den 8. marts 2009

Forever Faithless.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har ondt af eller er misundelig på meget troende mennesker. De er så utrolig venlige. Glade, imødekommende og ukantede. Som den heks jeg er, bliver jeg øjeblikkeligt mistænksom. Jeg stoler ikke på mennesker, der smiler så meget. Hvad gør de ved alt det andet? Går det bare væk, når man lærer at vende den anden kind til og tilgive til højre og venstre? Har de slet ikke noget temperament? Er det kun milde, grundgode mennesker, der tror?

Når jeg ser deres fællesskab og deres blinde tiltro til, at nogen holder hånden under dem, ville jeg imidlertid ønske, at jeg havde deres tro. Når jeg ser, hvordan de stoler på, at der er en mening med alting, hvordan de kan trække på skuldrene af det, de ikke forstår og hvordan de accepterer alt, hvad livet smider i deres retning, ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne tro, som de tror.

Det virker så rart og trygt – lidt som at have fået en ekstra far: En, der har det forkromede overblik, og guider dig i den rigtige retning. En, som holder ubetinget af dig, uanset hvor umulig og uelskelig du er. Selvom du ikke altid forstår, hvad hans indblanding skal gøre godt for, så stoler du stadig på, at han har styr på tingene, og vil dig det bedste.

Men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke. Når de begynder at lovprise Herren og bede med henførte miner, bliver jeg strittende og utilpas. Deres historier om lidelser, skyld og synd lyder som historier skrevet af bitre, blodfattige forfattere i mine ører. Ideen om at lægge ansvaret for sit liv i hænderne på en anden, virkelig eller indbildt, strider imod alt, hvad jeg tror på. For mig virker det som utaknemmeligt spild af liv at leve i askese og afsavn nu i håb om belønning senere.

Troløs og tvivlende, fuld af spørgsmål og uro og uvillig til at acceptere, at min frie vilje bindes. Nogle får passer bare ikke ind i folden.

lørdag den 7. marts 2009

Jyske blondiner på tur.

Når man skal børste riskiks og chokolade af tøjet, samtidig med at man synger ”Staying alive” og diskuterer, om jeg ligner Pernille Højmark eller bare føler mig som hende, har man ikke så meget overskud til at fokusere på uvæsentlige detaljer.

Derfor har vi i dag haft brug for følgende sætninger:

”Hov. Hvad betyder den der lampe? Har den lyst hele tiden?” Tjekker manual. ”Øhmm… Vi skal nok lige holde ind et sted. Bagsmækken står åben.”

”Hvor er vi? Hvor fanden er vi? Jeg ringer sgu lige til Bjørn Lomborg og spørger.” (- og det gjorde han så.)

”Hvad er det for en irriterende hyletone?? Low on fuel??? Nej! Nejnejnejnejnej!”

“Kæft, den går sejt. Nåårh..." *ahem* "Lægger lige håndbremsen igen.”

”Aj, Peter... Hvorfor står der Sverige på vejen!? HVORFORBLIVERDERVEDMEDATSTÅSVERIGEPÅVEJEN?!!?”

Endelig vil jeg gerne vide, om det udløser det en præmie at gå i stå begge gange, man kører over broen?

Og så siger de, at kvinder kan multitaske.

Nu ruller vi alle...

Det er lørdag morgen, klokken er 04:50 og her er Radioavisen jeg er på vej på job i Kbh. Det er tidligt, men heldigvis skal jeg afsted med Prinsesse Peter, som er den eneste mand, jeg kender, der kan slippe afsted med at fnise. Vi har aftalt at blinke kækt og lave 'call me!' tegn til kameraet, hver gang vi bliver blitzede, kage er nærmest obligatorisk og mit bud er, at den lille tolkebus har forvandlet sig til en rullende musical, inden vi rammer Horsens.

En glohed, sukkerinficeret metalkapsel, der synger 'Palle, Polle og Ruth', når den bryder lydmuren.

Det skal nok blive en god dag.

fredag den 6. marts 2009

Erfaringsfunderet Top 5

over, hvorfor denne artikel "Musikere er de bedste partnere" tager fejl:

1) Prøv at date en mand, der arbejder med sin hobby. Der går ALTID jam i den, når han er nede og øve, så du kan glemme for tusind kroner at lave aftaler med ham.

2) Du kommer ALTID til at gå alene til fest, fordi alle gigs spilles fredag og lørdag.

3) Alkohol + sene nattetimer + starfuckereffekt = Utroskab.

4) Kombinationen af sårbarhed og storhedsvanvid skaber nogle ret narcissistiske mennesker.

5) Relativt frustrerende at se indbyrdes uenigheder omsat til poetisk weltschmerz: Svært at komme igen, med mindre man selv har en pladeudgivelse lige om hjørnet.

Godt man ikke er hende.

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Hun er bl.a. tilknyttet et par forskellige afdelinger af den samme fitnesskæde. Hun har undervist i årevis, fordi hun elsker at bevæge sig, og fordi hun endelig har fundet en sport, hvor hun ikke er nødt til at slå inkompetente holdkammerater ihjel, får brysterne skudt i smadder af bolde, hun ikke kan gribe eller gør livredderne bekymrede, fordi hun svømmer så langsomt, at de tror, hun er druknet. Aerobic har vist sig at være hendes eneste sportslige kompetence. Til gengæld er hun dygtig. Måske fordi planlægning og afvikling af en aerobictime tilgodeser mennesker som hende, der bruger højre og venstre side af hjernen lige meget: Kreativt arbejde indenfor logiske rammer.

Hun har arbejdet hos flere forskellige kæder, men er endt hos den, som hun ideologisk set tror mest på. Det er benhård business, og derfor trækker det op hos hende, når en kæde f.eks. har en fastlagt politik om, hvordan de tager hånd om anorexipiger – og gør det uden at skilte med det, selvom det ville have været de lettest tjente reklamekroner ever.

I den ene afdeling har hun en chef, der er helt fantastisk. Han sender glade nyhedsmails rundt, lyser altid op i et kæmpesmil, når hans ansatte træder ind af døren, og han har forstået, at en værdsat medarbejder er en tilfreds medarbejder.

Den anden afdeling minder mest af alt om Sicilien, og har en chef, der regerer med uforudsigelighed og forveksler frygt med respekt. Denne chef elsker regler, og hun opfinder dem i takt med, at hun skal bruge dem. En ansat kan være i kridthuset den ene dag og jaget vildt den næste - uden påviselig grund. Går det godt, er det ’os’. Går det skidt er det ’jer’. Når chefen sender mails, er der røvfuld, hvis ikke de ansatte har svaret inden 20 sekunder. Hvis de ansatte skriver til chefen, skal de være glade, hvis hun gider melde tilbage overhovedet. Hun er så nærig med lønnen, at man skulle tro, den blev betalt af egen lomme, og hun er ikke bange for at skælde sine ansatte ud foran medlemmerne. Hun beder dem sætte tid af til evaluering og samtaler efter deres timer, for så, helt en passant, at brænde dem af, når hun møder dem på gangen, 5 minutter inden timen starter.

Omkring sig har hun af en stab, af de mest dedikerede medarbejdere i byen. Folk, som virkelig brænder for det de gør, og som derfor ser igennem fingrene med hendes uforskammede opførsel og manglende respekt for dem og deres tid. Hun har INGEN ide om, hvor stor en del af hendes center, der bæres oppe af mennesker, som hun tager for givet, samtidig med at hun pisser dem op og ned af ryggen

Jeg kender en pige, der arbejder inden for fitnessbranchen. Endnu.

torsdag den 5. marts 2009

God-så-NAT hjerne!!

Når jeg kommer til at tænke over, at universet fortsætter i det uendelige, og at havet hænger fast på en rund planet, kan jeg ikke sove.

onsdag den 4. marts 2009

Så nu er der to?!

Politiken.dk:

I går kunne B.T. fortælle, at Big Fat Snake med forsanger Anders Blichfeldt i spidsen havde hældt Peter Viskinde ud på grund af personlige uoverensstemmelser. Men i dag står Viskinde, der var med til at stifte bandet i 1991, frem i Århus Stiftstidende med en opsigtsvækkende melding:

»Big Fat Snake er mit orkester. Det er en sjov detalje, de lige har overset. Jeg regnede med at Big Fat Snake var lagt i graven, og at Anders Blichfeldt og jeg fortsatte hver for sig. Men med de meldinger, der er kommet fra Anders om at han fortsætter med Big Fat Snake, må jeg lige slå bremserne i. Det er mig, der har fundet på navnet. De kan ikke fyre mig. Hvis det endelig er, er det mig, der kan fyre dem«.

Risikoen for at komme til at hamre et grillspyd i øret i ren desperation, når man tænder for radioen, er lige steget med 100%.

tirsdag den 3. marts 2009

Kynisk? Moi?

Da jeg åbnede datingsiden her til aften, kunne jeg se en lille gul kuvert ligge og vente. Det viste sig at være en mail fra Fabio. (Instant name-crush.) Fabio bor i New York, og umiddelbart kunne man måske godt synes, at det er lige langt nok væk, men som Fabio så fint udtrykker det: 'After the airplane, that’s only a detail'. Han har læst min danske profil, og synes, at vi har ’a lot in common’. Og det er så sandt som det er skrevet. Fabios portugisiske profil oplyser, at han er en 1,73 meter høj brasiliansk katolik, der tjener 1,5 mill. om året og hader tatoveringer - hvilket jo nærmest gør ham til den mandlige udgave af mig. Hvad gør det så, at sproget ikke er en af de ting, vi har til fælles? Fabio toner beundringsværdigt rent flag fra starten, for selvom vi har næsten identiske profiler, så indrømmer han blankt, at han besluttede sig for at skrive til mig, fordi han synes, at jeg er ’very, very pretty’.

Hvis vores førstfødte bliver en pige, skal hun hedde Maria; opkaldt efter den hellige jomfru som fik dette mirakel til at ske.

Step by step.

For 20 år siden begyndte jeg at interessere mig nok for musik til at købe det for mine lommepenge. Et af mine første kassettebånd var med New Kids On The Block, og jeg var meget forelsket i Donnie Wahlberg. Mit værelse var tapetseret med plakater af de 5 mørkhårede snitter, og jeg synes, at de var indbegrebet af coolness og god stil.


I går så jeg en dokumentarudsendelse om gendannelsen af NKOTB. (Jeg tror, at det var på DR2 *host*). Det var ikke nogen rar oplevelse. Jeg ved næsten ikke, hvad der var værst: Klippene fra dengang, hvor 5 børn med højt hår og skulderpuder, foran skrigende horder af permanentet hår, lavede en slags asynkron aerobic og kaldte det dans, eller de indklippede interviews med medlemmerne anno 2008: Kedelige, ældre mænd, der brokkede sig over gigt i knæene og på den hørehæmmede måde drejede hovedet 45 grader, hver gang journalisten stillede et spørgsmål. Det værste var næsten, da de skulle optræde igen. For satan. Seniordans med skam og selvbevidsthed malet i alle træk. Til alle bands, der var store i 80’erne, som pludselig tænker: "Det må vi da kunne gøre igen!": Nej. Lad være. Omvendt Nike. Just don’t do it.

Dette er mit indlæg nummer 500, og grunden til at jeg ofrer det på de 5 ældre herrer er, at jeg, da jeg startede bloggen, kaldte den New Kid On The Blog. Jeg skiftede efter ca. 100 indlæg navn til blogsbjerg, dels fordi jeg ikke længere følte mig som hverken ’New’ eller ’Kid’ og dels fordi blogsbjerg er et langt bedre symbol på, hvad bloggen er for mig: Et sted, jeg flyver hen for at tænke, få fred, mødes med ligesindede og banke folk med min kost. Jeg er virkelig oprigtigt taknemmelig over, at I har lyst til at læse med, for uden jer var der ikke megen grund til at skrive. Og bare så I er advarede: Jeg har tænkt mig at ååh åhhh åh ååh ååh - Hang Tough!

Vi går efter 1.000 indlæg nu, ikke?

mandag den 2. marts 2009

Mis(s)-Forståelse 2009

Jeg tænker meget på mændene i min fortid i disse dage. Om månen står skævt på himlen, om det er udløst af Finnes juleexit, eller om Det Nye Liv Med Netdating betyder, at jeg for tiden bevæger mig under de store spots, hvor alle defekter og ujævnheder træder ubarmhjertigt og tydeligt frem, ved jeg ikke. Uanset hvad, så fylder de, og jeg drømmer om dem. Rang, betydning og placering på tidslinien er tilsyneladende uvæsentlig. I nat drømte jeg f.eks. om Jacob, som jeg kyssede i ca. 10 minutter, da jeg var 16.

De fleste af mændene er som gamle fotoalbums: De har deres faste plads i min reol, og jeg bliver både glad og nostalgisk, når jeg tager dem frem og bladrer dem igennem. På forskellig vis udgør de alle pejlemærker i min egen historie, og hver eneste af dem satte deres præg, og var med til at gøre mig til den person, jeg er i dag.

Et album gør sig dog ud til bens og nægter at lade sig lukke. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke klemme det sammen og få det til at antage det sepiafarvede fortidsskær.

I det er billeder af den mand, jeg hverken kunne leve med eller uden.

Indtil jeg mødte ham, følte jeg mig ofte som et barn i en skov, der var blevet væk fra flokken - uden at det egentlig gjorde mig noget. Jeg havde en fornemmelse af ikke at høre til, og af at være udstyret med et sind, der ikke lignede andres. Da jeg mødte ham, opdagede jeg, at jeg ikke var alene. Da jeg mødte ham, forstod jeg, hvad jeg også var. Da jeg mødte ham, mødte jeg mig selv.

Jeg har alle dage søgt logik og orden i alt, hvad jeg er og gør. Jeg leder efter forklaringer på alting, og forståelse giver mig fred. Det er formentlig her, svarene på denne mands dybe impact og fortsatte rumsteren skal findes. Jeg forstår det ganske enkelt stadig ikke. Jeg forstår ikke, at en, som berørte mig så dybt; som nåede forbi alle hegn og vagter og helt derind, hvor sjælen er monteret, gengældte mine følelser, men undlod at følge dem. Jeg forstår stadig ikke, hvordan han slap igennem, og at jeg lod det ske. Jeg hørte ham sige, at han ødelagde alt, og at jeg var det eneste, der ikke måtte gå i stykker. Jeg ved, at han havde ret. Jeg tror, at jeg tror ham. Men jeg forstår det stadig ikke. Jeg kan godt se, at et forhold der minder om en frådende naturkraft, og både er fascinerende, fantastisk og helt umulig at styre, ikke er holdbart. Jeg kan virkelig godt se det.

Men jeg forstår det stadig ikke.

søndag den 1. marts 2009

Du får 2000 kr. hvis du sidder HELT stille og holder kæft.

Sidder i toget og på den anden side af midtergangen sidder en familie af den moderne slags. Mor, mors kæreste og Victor på ca. 6. Victor er blevet passet af moster, mens mor og papfar har været i byen. Den dårlige samvittighed burde have haft sin egen pladsbillet.

Mor starter med at fortælle Victor, at ’vi er lidt mærkelige i dag, for vi har drukket rigtig meget alkohol i går og været i byen hele natten’. Victor er ligeglad. Han har nemlig været i Tyskland med moster, og fået penge med af de samvittighedsplagede forældre. Det betyder, at at bordet er dækket af: Et rør på 1 meter, fyldt med skumburgere, 1 et-kilos spand med miniguldbarer, 2 ét kilos poser vingummi, en halv liter kakao, dåsecola, 1 et kilos æske med skumbananer og et rør med 10 pakker mentos.

Han skal have, at han er målrettet, den lille. Som en yderst determineret Pac-man er han startet fra en ende af, og kører nu E-numre og farvestoffer ind i imponerende hast.

De skal hele vejen til København. 3 timer i tog med tømmermænd, søvnunderskud og en unge, der kravler manisk og speedsnakkende rundt på væggene.

Jeg ville have bestukket ham med penge.