lørdag den 28. februar 2009

Håndvaskes ved højest 40 grader.

Mit fædrene ophav har fødselsdag, og jeg er derfor i denne weekend udstationeret i Sildecity. Jeg har lige været ude at gå en lang tur, og nu bliver jeg nødt til at spørge: Hvem har kogevasket mit childhood-hood? Alting er krympet. Skoler og bygninger, som tog timer at gennemtrawle (www.fiskerjoke.com), da man var 1 meter høj, har forvandlet sig til fuglehuse, som det er nemmere at træde henover end at gå udenom. Ture, som vi dengang for en sikkerheds skyld medbragte proviant på, tilbagelægges i dag på maksimalt ti minutter. Bakker, som krævede at man stod af SCO cyklen og trak opad, ligner vejbump.

Ved et uheld er flere af mine jævnaldrende hernede røget med i maskinen. Udvaskede og blege, iført alt for meget fleece (kan man være iført for lidt?) og gamacher. Glansløst hår, resignerede blikke og 3 børn med 11-taller under næserne. Hvordan skete det?? Jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de, hippe og cool, stod og røg smøger under halvtaget, mens de flirtede med Spacey og Jesper, og var dem, man godt gad at være. Eller bare være venner med. Well... Not so much anymore.

Nå. Jeg har en lagkage, der kalder. God lørdag til jer derude.

(Ps. Skal på date med Manden, Der Hader Sarkasme i morgen. Synes bare lige, at jeg ville nævne det i tilfælde af, at Politiet i næste uge får brug for offentlighedens hjælp til at identificere et kvindelig, fundet i Århus, kvalt i formidablet tørklæde.)

fredag den 27. februar 2009

Miss Tørklæde 2009

Mit liv er fuldendt. Jeg behøver aldrig mere gå på arbejde. Mænd som race har mistet deres betydning. Jeg er hævet over begrebet penge. Intet ondt kan længere ramme mig, og mine mundvige vil fra nu af udelukkende vende opad. Alt sammen på grund af Det Fabelagtige Tørklæde.

Pyt med at det kostede, hvad jeg i Rusland kunne have fået for barn nummer 2. Pyt med, at jeg er nødt til at tage det af, hver gang jeg tolker, fordi de døve ville få kvalme af svimmelhed, hvis de skulle aflæse hænder på den baggrund.

Jeg elsker det!!

Og det var jo faktisk ikke dyrt, når man tænker på at jeg har købt løsningen på flere problemer:

1) Hvis jeg endelig beslutter mig for at tage til Saudi Arabien og lede efter Baggers begravede skat, kan jeg snildt bruge det som burka.

2) Skulle jeg uforvarende støde ind i en kæmpe opvask, har jeg nu altid et viskestykke på mig.

3) I tilfælde af at Tysken kommer og driver os på flugt, er jeg den lykkelige indehaver af et potentielt 4-mands telt.

4) Får jeg brug for akut skjul (hvilket med min kæft ikke er utænkeligt) smider jeg mig bare ned på alle fire og draperer det over mig som dug.

Hvor ville mit liv have været lettere, hvis jeg bare i en tidligere alder havde indset, at svaret på alting var et tørklæde fra Modström!


(For god ordens skyld: Det er ikke mig - men det ligner. Jeg er bare lidt lysere på håret. Og blegere, Og 10 år ældre. Mindst. Og 100 kg bredere over røven. Mindst. Men ellers: Same same.)

onsdag den 25. februar 2009

Ud-Brandt.

Engang imellem vågner jeg, forklædt som beige, konturløs småborger. Medium, mellem og middelmådig.

Ikke utilfreds nok til at kræve mere end jeg har.
Ikke tilfreds nok til at finde ro.

Ikke pæn nok til at være ligeglad.
Ikke grim nok til at give op.

Ikke klog nok til at kunne bruge det til noget.
Ikke dum nok til ikke at opdage det.

Ikke tyk nok til at det er et problem.
Ikke tynd nok til at være tilfreds.

Ikke eventyrlysten nok til at kaste fortøjningen og sejle ud.
Stadig for rastløs til at kunne slå mig ned.

Jævn, jævn, jævn og fanget i mit eget mellem-rum, hvor der kun er to døre; den ene er jeg bange for at åbne. Den anden frygter jeg er låst.

På den slags dage føler jeg mig som tværsummen af alt, hvad Steffen B. nogensinde har skrevet.

tirsdag den 24. februar 2009

Ved du, hvad man kaldte folk som dig under krigen?

Vi er nogen, der fra naturens side er udstyret med mere lyst til orden og struktur end andre. Jeg kan godt lide minimalisme og rene linier, og jeg synes, at folk, der går i byen med solskærme eller træner med strikhuer, er nogle prætentiøse skabekrukker. Jeg kan godt lide, at folk har styr på det, de siger, at de har styr på, og jeg prøver ikke at stille krav til andre, som jeg ikke selv kan leve op til.

Min indrømmelse til bøjning af regler strækker sig til, at jeg godt kan blive en lille smule fornærmet, når jeg opdager, at de også gælder for mig.

Men en ting er selv at trives i at arbejde i rammer og regler. Noget andet er, når man nærmest får fråde om munden af begejstring over at kunne gøre livet surt for nogen ved at håndhæve andres. Jeg ved ikke noget værre end mennesker, der nidkært vogter fucking ligegyldige grænser, som INGEN andre går op i, udelukkende for med selvretfærdige miner at kunne irettesætte synderne.

Det skulle lige være ansatte, der med Stasi-iver og bødeblokken i fri dressur forsøger at tage deres egne kolleger i at overtræde dem.

Fejlleverance.

Jeg har drømt om Harry Potter og bland-selv slik hele natten.

Et sted derude sidder en skrækslagen 6-årig, lige ret op og ned i sin seng, med nyetableret grundangst for livet.

mandag den 23. februar 2009

Hvad med jer? Er I nået dertil, hvor jeres sexliv er dødsygt og forudsigeligt?

Mange af mine venner er par, og fordi jeg kun har fantastiske venner med ordentlige personligheder og pli, er jeg ikke specielt hårdt ramt af idiotiske spørgsmål i kategorien ”Hvorfor har du ikke en fast kæreste?”, når jeg er i byen. I årenes løb er der røget nogle stykker, fordi de tilsyneladende mister den del af sig selv, som jeg var venner med, når de kommer i forhold, men samlet set tror jeg, at vi har sat 3 venner til på den konto. En af dem holdt f.eks. op med at invitere sine singlevenner med til middag, når hun havde fødselsdag. Vi blev inviterede til frokost med fastsat sluttidspunkt, så vi var ude af døren, inden parrene kom til spisning om aftenen. Sådan lige fra det ene år til det andet. Jeg er ikke nazistisk i forhold til at insistere på, at vi skal blive ved med at omgås hinanden på præcis samme måde, når vi begynder at rykke i utakt på livets store plade, og det KAN være en lang aften, hvis man er den eneste, der ikke har en dybtfølt holdning til det urimelige i at eje en hjørnegrund (dobbelt op på snerydning og hæk-klipning) - men man kan altså selv gøre meget for at ’os og jer’-kløften ikke bliver umulig at skræve over. Et godt udgangspunkt er, ikke at behandle veninder uden påhæng som 2. rangsveninder.

Men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, og fordi man slipper for ét træls spørgsmål, betyder det ikke, at man ikke kan få et andet.

Jeg har alle dage haft det godt i drenges selskab; måske fordi mine arbejdspladser altid har haft en overvægt af kvindelige ansatte, og jeg har en meget lav fniddertolerancetærskel. Derfor har jeg mange drengebekendte, som jeg sætter utrolig stor pris på og: Som. Bare. Er. Gode. Venner. Og det er så her, jeg bliver meget, meget træt, når en af de genfødte kristne kærester pludselig peger triumferende på os og råber: ”Hvorfor finder I ikke sammen?!” med aj-hvor-jeg-er-en-drillepind-mimik.

Jeg forsøger at tro, at spørgsmålet er stillet i bedste mening, og at det overdrevet høje tonefald skyldes begejstring over eget pludselige klarsyn. Men altså. Det bliver en træls, træls situation. For når man anstrengt høflig svarer: ”Fordi vi ikke lige er hinandens typer”, og den overivrige brøle-amor bliver ved, så ender det med, at man næsten er nødt til at sidde og svine hinanden til for at begrunde den manglende tiltrækning – og det er fandme bare både urimeligt og ubehageligt. Jeg kender ingen singler, der spørger til personlige ting i kæresters forhold med samme mangel på respekt.

Ind imellem kan man godt gro den mistanke, at man som single skal bekræfte folk med kærester i, at det trods alt stadig er bedre at kede sig i et forhold end at være alene.

lørdag den 21. februar 2009

Nettet strammes.

”Hvordan går det med datingen, Linda?” hører jeg jer spørge.

Blogsbjerg er ikke siden, der holder sine læsere hen, så:

På mit arbejde er jeg i disse dage en del af et projekt, der æder alle involverede parter med hud og hår. Det er rasende spændende, men stressknappen er også skruet et par millimeter mod højre. Vi arbejder konsekutivt, så flowet hedder: SPRIIIINTSKYNDDIGSKYNDDIG!!! – veeente på de andre…zzzz – SPRIIIIINT!!! – veeeeent – SPRIIINT!!” Det betyder, at jeg har tid til at sætte dates op, men ikke tid til at gå på dem - så indtil videre går det ret godt.

Det føles en lille smule som utroskab at sidde og lave aftaler med én, når jeg samtidig allerede har aftaler med andre, men altså.. Don’t hate the player - hate the game, ikke? Det prøver jeg i hvert fald at sige til mig selv.

en anden blog læste jeg, at der ikke findes grimme kvinder; kun for lidt spiritus. Måske findes der heller ikke grimme mænd; kun onde webcams og tastaturer, men der er godt nok nogen derude, der bekræfter alle fordomme, jeg nogensinde har haft og vil få om netdating.

Jeg har f.eks. fået mig en light-stalker. En eller anden som mener, at han kender mig. Han startede med at sende en mail med ordlyden:

”UPS…. Der faldt jeg lige over dig igen….. Sorry…; Håber, at du er ok…..:) Peace, love and harmoni.”

Havde lyst til at svare:

”For det første: Jeg aner ikke, hvem du er. For det andet: 'Peace, love and harmoni'?! Are you fucking kidding me?!! PS: Din punktumtast har sat sig fast, tøzerne fra 9.B vil have deres smileys tilbage og 'harmoni' staves med y. Gøgler!”

Huskede den gyldne netdatingregel (’nogen derude sidder og tænker det samme om dig’) og skrev i stedet:

”Hej. Jeg tror, at du forveksler mig med en anden. Mvh Linda.

Nu bliver han så ved, og uanset hvem min dobbeltgænger er, har hun min fulde sympati. My God, han er belastende!

Næste uge burde blive interessant. Den byder på dates med nogle meget forskellige typer. En af dem glæder jeg mig faktisk til at møde. En anden er jeg mere bange for spændt på: Den er med en fyr, der under ’ting, jeg finder utiltrækkende’ har anført ’sarkasme’.

Jeg er lidt i tvivl om, hvem af os der får den længste aften.

fredag den 20. februar 2009

Top 5

- over all time yndlingssange:

1) Dancing in the dark – Bruce Springsteen.
“You can’t start a fire - you can't start a fire without a spark. This gun is for hire – even if we’re just dancing in the dark.” ELSKER den. Kommer altid til at danse en lille smule, når jeg hører den. Bruce, jeg vil gerne leje med dig.

2) Coming back to life – Pink Floyd.
"I took a heavenly ride through our silence. I knew the moment had arrived - for killing the past and coming back to life.” Hva?! Så er der da dømt forår og mentalt børsten-støv af over hele linien.

3) I owe you nothing – Bros.
De har ure på skoene og ligner nogen, der stilmæssigt er inspirerede af den tyske højrefløj. Jeg har intet at sige til mit forsvar.

4) Born to be my baby – Bon Jovi
Flash-backs til Mikado, A-skjorter og Mik fra 9. A, som havde langt hår og var lækker - og så er den sunget af den pæneste mand i show biz.

5) The space between – Dave Matthews Band.
U2 møder Pink Floyd. Need I say more?

Dem, som også burde have været med:

6) Pictures of you – The Cure.
Man må ikke høre den, hvis man er i sit suicidale hjørne, men man skal altså være mere end almindelig hård, for ikke at blive rørt af den.

6) Without you I'm nothing - Placebo & David Bowie
Den minder mig om en mand, jeg holdte meget af, som altid lovede mig en kummefryser, hvis jeg ville tegne ham på ryggen. (Han skylder faktisk, nu jeg tænker over det...)

6) I want you – Sophie B. Hawkins.
Dylan – as it should be.

6) Beatles – Here comes the sun
Om mine forældre er gamle hippier? Ja, hvorfor spørger du om det?

Har jeg glemt nogen?

torsdag den 19. februar 2009

Forskellen på børn og voksne:

Jeg kan ligeså godt være ærlig: Jeg ville ikke have gidet. Jeg ville have syntes, at der var ALT for lidt sne, at det ikke kunne betale sig, og at resultatet garanteret ville blive så grimt, at det ikke var anstrengelserne værd. Ingen grund til at starte på noget, hvis man alligevel bliver nødt til at opgive halvvejs, fordi man går ned på udstyr.
Børn er heldigvis ligeglade med den slags pessimistiske realisme.

onsdag den 18. februar 2009

Lige i (utro)skabet.

Utroskab er noget mærkeligt noget. Specielt når man er den, det bliver begået med og ikke den, det bliver begået imod. Der behøver ikke være respekt, der behøver ikke være forståelse. Fysisk tiltrækning og window of opportunity er nok. Der er ikke skyggen af logik i de følelser, det potentielt kan udløse: Min søster i synd, som for et par år tilbage havde en affære, blev dybt jaloux, da hendes tidsfordriv pludselig begyndte at se ekskæresten igen. En anden venindes affære, som boede med sin kæreste, blev sygeligt jaloux, hver gang min veninde skulle i byen, fordi han (og jeg citerer) var bange for, at hun ’var ham utro’.

Dårlig samvittighed eller selvforsvar: Utroskab udløser tilsyneladende et uimodståeligt behov for at blive forstået. Da man jo af gode grunde ikke kan søge forståelse hos kæresten, søger man den åbenbart i stedet hos sovedyret. Det forklares og forsvares igen og igen, hvorfor man er sammen med en kæreste, som man tydeligvis ikke respekterer. Jeg er i tvivl om, om det er for at gøre sig interessant, eller om det er egomassage, men alle forklaringer er variationer over temaet ”mit forhold er vanskeligt, og der sker svære ting, jeg ikke kan fortælle dig om”. Lad mig være den, der siger, hvad mange sidespring tænker: We. Don’t. Care. Det er dit forhold, og hylden med kleenex er lige fremme til venstre. Det er tilsyneladende helt utænkeligt at den frie part er i det af samme grund som den utro: For at dække sine behov for opmærksomhed, sex eller bekræftelse; behov, der er lige så svære at ignorere som sult eller tørst.

Ovenstående indlæg bygger naturligvis udelukkende på skøg-agtige veninders erfaringer og tyske undersøgelser, jeg har læst om på internettet.

tirsdag den 17. februar 2009

Det er ikke dig. Det er mig.

Jeg har nu opholdt mig i netdatingland i 48 timer, og jeg er klar til at aflægge den første rapport fra gerningsstedet.

Jeg har valgt en side, hvor det koster penge at have en profil, i håb om at det fungerer som firewall for det værste Arto-affald. Derudover har gjort mig umage med at skrive en profiltekst, der klart og tydeligt fortæller, hvad jeg leder efter og samtidig viser, hvem jeg er.

Det føles mærkeligt at shoppe mennesker på den måde, for når man møder en mand i den virkelige verden, tager eventuel videre kontakt altid udgangspunkt i, at kemien er der. Derfor er det underligt bagvendt at forholde sig til alle de hårde facts først, og der ryger helt sikkert nogle gode mænd, som jeg sorterer fra på et overfladisk og latterligt grundlag men: Jeg lover, at for hver ENESTE grim tanke, jeg tænker, popper ”Mmm. Det er der sikkert også nogen, der tænker om dig!” op i mit hoved.

Når det så er sagt, så er det en datingside, og reglerne er, som de er. Det er spild af både egen og andres tid at være alt for ulden i mælet, og derfor har jeg gjort det MEGET tydeligt, at ham, jeg leder efter, skal have noget at rykke med, være høj(!) og kunne yde positivt og kvalificeret modspil til en force of nature som mig.

På datingsiden er der imidlertid lagt en utrolig mystisk funktion ind: Man kan ’blinke’ hvis man ser en profil, man er interesseret i. Hvad fanden er det?! Lige nemt nok, ikke? Man behøver ikke engang have læst folks tekst; man kan bare trykke på ’blinker’-knappen, så har man ’udtrykt interesse’, som der står.

Og det er så selvfølgelig netop, hvad der sker. Jeg fornemmer allerede, at der er en gruppe af mænd, der spam-blinker til alt, hvad der viser sig af nyt hunkøn på sitet, hvor usandsynligt det end skulle være, at de ville matche.

Når man ikke selv er den største linselus, ved man godt, at billeder ind imellem fremhæver alt det onde, og jeg læser derfor fyrenes profiltekst, hvis de blinker til mig - selvom de allerede er bagud på point ved at vælge dén løsning. Men for satan, altså! Jeg har indtil videre fået henvendelser fra:

* Mænd, der knap kan stave deres egne navne, og som tilsyneladende smider punktummer og kommaer ind med en skovl, når de har skrevet deres tekster.
* Mænd på 1.65.
* Mænd, der starter med at undskylde deres tilstedeværelse.
* Mænd med utrolig bitre profiler og indledninger som: ”så vær lige lidt venlig at svare på brevet hvis jeg har skrevet til dig!”
* En klam, fuldskægget mand på 60.
* Det skriver jeg lige igen. PÅ TRES!!

Læs. Dog. Min. Profil!!!

Det er dog ikke ren ulykke det hele. Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange nydelige og tilsyneladende sympatiske unge mænd, der også er derude. Min første date (ja, det går sgu stærkt i det der cyber!) er med en fyr, som har fået plusser alle de rigtige steder i bogen – med en enkelt undtagelse: Han kan ikke mødes i denne uge, da han skal spille revy...

Hvis han ankommer på ethjulet cykel eller begynder at jonglere med tallerknerne, er jeg altså den, der er skredet.

mandag den 16. februar 2009

Hvorfor sker der ikke noget?!!

Jeg har fået forbud mod at betjene noget som helst elektronisk i mine forældres hus (- og den joke stopper LIGE der!), fordi min far ikke kan holde ud, at jeg bare hamrer løs på alt, hvad man kan trykke på, uden at ulejlige mig med at læse eventuelle fejlmeldinger og advarsler. Jeg har udviklet radarsyn, og kan på 2 nanosekunder finde ’ok/i orden’-knappen (fucking Facebooksprogfascister!) (… undskyld: Kneppende Ansigtsbogsfascister!) et hvilket som helst sted på skærmen.

Mine hænder har med andre ord for længst ekspederet os videre, før min hjerne når at indhente oplysninger om, hvor vi er på vej hen. Hvilket desværre ofte er den forkerte vej, er jeg nødt til at indrømme.

Når jeg så nu for 3. gang i ordbekræftelsesfeltet ser og skriver 'loading..' for at blive stillet videre på en side, begynder jeg alligevel at overveje, om min far måske har fat i noget...

Nogle gange er jeg simpelthen så dum, at jeg selv får hovedpine over det.

søndag den 15. februar 2009

Hvad nu, hvis de synes, jeg ligner en øgle?

Nåmen… Nu har man lavet en profil på en datingside...

Er efterfølgende gået lidt i panik. Af flere omgange, faktisk. Tænk hvis De Onde ser mig derude og bruger det imod mig. (Vender tilbage, når jeg har fundet ud af, hvem det er, jeg tænker på.) Tænk hvis en af dem, der har fotograferet sig selv flydeliggende på lædersofa i joggingbukser – sparkedragtsmodellen med bred rib forneden – skriver. Tænk, hvis man tager på date med en, og han er ligesom Den Klamme Klæber, der kommenterer på en af mine cyberveninders blog.

Tænk hvis der ikke er nogen, der skriver.

To be continued….

lørdag den 14. februar 2009

The kindness of strangers.

I går blev jeg hevet med i fredagsbar med en flok, jeg ikke kender. Den slags er altid lidt risky business, for når alle andre kender hinanden, er der ikke helt det samme incitament til at lære newcommers at kende; det kræver en indsats, og den er man ikke altid villig til at yde, når man selv kender resten af selskabet. (Jeg peger ikke fingre. For nyligt forsøgte jeg selv at undgå samtale med min bordherre i 1 time, fordi han talte engelsk, og jeg kendte alle de andre. At han så viste sig at være herresjov og forstå selv de mest ubehjælpsomme sætninger på skoleengelsk, viser bare, at man ved uhøflig opførsel og usikkerhed risikerer at gå glip af meget.) Anyway: Min erfaring er, at man er markant mere villig til at spørge og lytte interesseret, når man selv udgør en minoritet i gruppen.

Det fine ved fredagsbarer er, at hver gang nogen går op for at hente øl, omrokeres der ved bordet. Modsat almindelige fester ender man derfor med faktisk at have talt med det meste af selskabet, inden man går hjem. I går endte jeg på et tidspunkt over for et par søstre. Vi fandt hurtigt ud af, at vi alle 3 kom fra Esbjerg, hvilket betyder, at man er en lille smule i familie med hinanden. Pludseligt siger den ene af pigerne: ”Vores far har lige fået konstateret demens. Det synes jeg er vanvittig svært.” Det mærkeligste var, at det føltes som en helt naturlig ting at tage op. Det var ikke akavet, som det ellers kan være, når mennesker, man overhovedet ikke kender, moser deres lidelseshistorie i ørerne på alle, der er så uforsigtige at blotte dem. Bagefter tænkte jeg meget over det paradoksale i, at vi danskere er så reserverede, men ofte vælger at betro os til folk, vi knap nok kender. Jeg ved godt, at nogle grænser ætses væk, når man hælder alkohol på dem, men alligevel. Jeg har både hørt og fortalt meget private ting i selskab med fremmede.

Måske er betroelser, ligesom hemmeligheder, en gave, man giver for at byde nye stammefolk velkommen til; en måde at indlemme i flokken på. Måske er det bare nemmere at dele nogle ting med fremmede, man aldrig skal se igen, fordi man ikke bagefter skal bøvle med at fjerne offerklistermærket i panden, når man er træt af at være stakkels, og gerne vil tilbage til rollen som Hende Den Stærke. Eller måske bunder det i det livsnødvendige i at få luft, men ikke at kunne udholde tanken om, at dine venner bagefter ved det om dig? At din hemmelighed pludselig bliver en del af det, du er i andres øjne. At gå fra at være hende med det perfekte forhold til at være hende, der opdagede at kæresten havde været sammen med papsøsteren – og blev. Fra at være hende med selvkontrol og tjek på kosten til at være hende med en spiseforstyrrelse. Fra at være hende med den festlige kæreste til at være hende, hvis kærester er voldelig og på coke. Fra at være hende, alle betror sig til og stoler på, til at være hende, som har en affære med sin venindes mand.

Nogle hemmeligheder er så store, at de for altid vil ændre dine venners billede af dig, hvis du fortæller dem. Det tvinger dig til at justere dit eget selvbillede og forholde dig til din moral – eller mangel på samme.

Alt det slipper du for, hvis du fortæller det til en venlig fremmed.

Måske er det derfor, at fredagsbar er så populært.

fredag den 13. februar 2009

D(e) U(nge) M(ødre)

Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Et lille, væmmeligt paparazzisvin. Hvad han siger til sig selv for at retfærdiggøre at udstille mennesker i den grad han gør, begriber jeg ikke. Jeg ved godt, at De Unge Mødre selv har meldt sig – men hvis man har set bare 5 minutter af en enkelt af udsendelserne, synes jeg nok, at man fornemmer, at det ikke lige er den ressourcestærke del af samfundet, vi har fat i.

Jeg kunne forstå, hvis han valgte at lave et program, der viste præcist, hvor besværligt det er at have 2 børn, når man lige selv er fyldt 16. Det kunne man forsvare ud fra et synspunkt om, at det kunne virke præventivt på andre unge, hvis de fik lov at se den virkelige version af deres tågede og romantisk Far, Mor og Børn-forestilling.

Sådan vinkler han den ikke. Han vælger derimod at svælge i hende, der ikke aner, hvem der er far til hendes barn, fordi der er 3 mulige kandidater. Alt, hvad pigerne kommer med at idiotiske udtalelser om drenge og fester kommer med. Det bliver vist, hver gang ungen skriger og pigen, som den vrangvillige teenager hun immervæk stadig er, ignorerer det, indtil hendes egen mor ordner det, fordi hun er ved at lakere negle eller snakke i telefon. Hvis han kan tage dem i at sige noget om, at de ikke er dårlige mødre, bare fordi de ikke gider være sammen med barnet hele tiden, bliver det klippet ind 4 steder.

Eksempel? Here you go:

Voice over: Malou Stella (hvem sagde social arv?) skal til havnefest. Men inden hun går, er der noget hun skal huske.
Mor: ”Malou Stellaaaaa? Har du taget din P-pille? Du kan bare lige prøve på at glemme den!”

Jeg synes, at Kaare Sand er en luder. Hvad det gør os, der ser det til, ved jeg simpelthen ikke.

torsdag den 12. februar 2009

Falsk varedeklaration?

”Linda, sig det nu! Hvad fik du så lavet ved frisøren??” hører jeg jer råbe. Jeg skynder mig at udløse spændingen: Pandehår. Masser af det. The missing link imellem Ulla Terkelsen (=sej, gammel ørn) og Lina Rafn (=übercool). Det er SUPER fint! Får et helt andet ansigt (tæller det som erstatning for et af dem, man har tabt i tidens løb?) og meget mere frisure. Skal lige vænne mig til at det fimrer lidt, fordi det har så mange forskellige længder, men det må være en vanesag. I går aftes glemte jeg desuden at style det, hvilket resulterede i, at jeg i morges lignede Alfons Åbergs lillesøster, med tagrende i den ene side og lodret strit i den anden. Men glad for det; det er jeg, og juryens dom er, at jeg nu ser mild og venlig ud.

onsdag den 11. februar 2009

Skaaat? Hvad er det for en raslende lyd?

Hvorfor er det, at mænd ikke er interesserede i at løse deres issues? Sådan tilbundsgående grund-løse dem. Hvordan kan de bare smide et patchworktæppe af overspringshandlinger og panikløsninger over problemerne og derefter – helt oprigtigt – tro, at de har fikset dem?

Jeg siger ikke, at kvinders tilgang med at tale om tingene med veninder eller psykologer, er Det Eneste Rigtige (jo, jeg gør. Lidt.), men den har dog i det mindste det sigte at l-ø-s-e problemerne og ikke bare g(l)emme dem.

Hvis jeg kigger på de mænd, jeg selv har stiftet bekendtskab med, har de alle - med en enkelt undtagelse (som jeg stoppede med at se, da jeg opdagede, at min mest gennemgående tanke i vores forhold var: ”Du får en 10’er, hvis du holder kæft LIGE nu.”) - været endog meget begavede, og intelligente over gennemsnittet. Flere af dem i en grad, der gjorde, at det ind imellem virkede svært for dem at finde sig til rette i et liv omgivet af mennesker, der var tilfredse med det konforme og ukomplicerede. Det trækker ikke ned i min bog. Faktisk tværtimod. IQ er tiltrækkende og if you got it, flaunt it, som Beyonce synger. Med alt, hvad det indebærer.

Flere af de gamle flammer deler jeg stadig omgangskreds med, hvilket betyder, at jeg selv nu, længe efter, hører lidt om, hvad de render og laver. Egentlig er det meget hyggeligt. Det er trods alt mennesker, som jeg har været ret tæt på, og når de værste skrammer er helet op, er der masser af gode historier at tænke tilbage på. Det betyder så også, at jeg kender til deres liv, både præ- og post Linda. Og her må jeg smide det forståelsesmæssige håndklæde i ringen (tørrer alligevel også ad helvede til): Hvordan kan de stadig mene, at helt grundlæggende følelsesmæssige issues forsvinder, hvis de bare fløjter og kigger væk, når de har prøvet det 3 gange før - uden held?? Det er mig ubegribeligt. Det er faktisk ikke særlig rart at se mennesker med deres begavelse prøve at narre sig selv med de ældste decoys i bogen. Vi nævner i flæng: Overarbejde, nyt arbejde, overdrevet træning, supplering af maskinparken, Scor.dk osv. Alt sammen ganske anvendeligt som midlertidig afledning af tankerne, men det løser jo ikke rigtigt de dybereliggende ting, vel? Og stor er overraskelsen altid, når de involverer sig igen, og skeletterne – SURPRISE! – springer ud af skabet, helt forfra.

Er det virkeligt så meget nemmere at forholde sig til kendte kranier og knogler, end det er at tænde lyset én gang for alle og få ryddet op og luftet ud?

tirsdag den 10. februar 2009

Jeg vil gerne se på en 14'' hat.

I morgen skal jeg til frisøren, og jeg glædermigglædermig glædermig! Long overdue. Min udvoksning ligner noget, jeg har lånt af Svetlana, mens hun servicerer overvægtige langturschauffører langs de tyske motorveje, og mine spidser er så spaltede, at de burde trykkes i avisen (www.soegt-joke.com).

Jeg tror, at der skal ske noget nyt. Et eller andet! Gerne noget med noget pandehår, tænker jeg. Er pludselig begyndt at synes, at jeg har unaturlig høj pande. Forventer faktisk næsten at blive tilbudt birolle i den næste Cyber City reklame. Da jeg desuden rynker panden en del (go figure..), har jeg nu tre permanente furer mejslet tværs over den. Ligner nærmest en slags gevind. (Hvad er det nu, vi synes om folk, der får sprøjtet botox i fjæset? Helt hypotetisk, selvfølgelig.)

Tror egentlig bare, at jeg giver hende frie hænder. Hvis det går helt galt, kan jeg jo bare skrue en hat på.

mandag den 9. februar 2009

Rundt om bloggen.

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg synes adskiller en god blog fra en dårlig. Godt spørgsmål – og ret relevant, når man selv blogger. Her på siden har vi jo aldrig været bange for at lange hverken ros eller lussinger ud, så…:

Blogsbjerg præsenterer:
Blogs og bloggere – den subjektive
Hot or Not-liste.

Hot:
* Ærlige blogge med humor og selvironi. Så er det egentlig underordnet, hvor ens eller forskellige liv vi lever.
* Unikke blogge. Folk der kan noget andet og mere end alle os andre.
* Bloggere, der har opdaget stavekontrol.
* Bloggere der kender den hårfine grænse mellem ’personlig’ og ’privat’.
* Mandlige bloggere, der skriver for at skrive (og ikke for at lovprise Champions League eller obskure tekniske aggregater). En lille smule som at få lov at komme med i omklædningsrummet.
* Sjove, kloge eller reflekterende kommentarer.

Not:
* Opdigtede blogs. Det er noget snyd. Hvis jeg vil have fiktion, går jeg på biblioteket.
* Bloggere, der spammer kommentarfelter hos andre med links til egne sider. Dårlig stil. Hvis man gerne vil fiske læsere, virker det langt bedre at lægge en gennemtænkt og relevant kommentar.
* Blogge med retoucherede billeder af grædende engle med kattekillinger i favnen.
* Blogge med overvægt af strikkeopskrifter og børne- og/eller kattebilleder.
* Blogge, der opdateres hver 3 måned.
* Blogge der bliver så private, at man har fornemmelsen af at snage i folks dagbøger.
* 40-års-kriseramte mandlige bloggere, der lægger klamme, slibrige kommentarer hos ALLE kvindelige bloggere og/eller uopfordret mailer én hele deres livshistorie.
* Blogge, der startes, stoppes, gøres lukkede og åbnes op igen i ét væk.
* Cybervinduer, hvor folk iscenesætter det liv, de ville ønske, de levede.

Hvad synes I?

søndag den 8. februar 2009

Something old, something new.

Der er langt imellem, at jeg skændes med mine kolleger, men det har jeg gjort i dag. Sådan for alvor.

Jeg skal været den første til at indrømme, at jeg helst ikke blotter mine svagheder, men at jeg er så pinagtigt klar over, hvor de er, at jeg somme tider lader dem forvandle sig til skjulte handikap, som jeg godt nok er den eneste der ser, men som jeg hellere vil dø i forsøget på at kompensere for end at indrømme.

Jeg må helst ikke have fejl. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Selvfølgelig kan jeg finde delvise forklaringer, hvis jeg graver dybt nok, men ikke nogen, der er gode nok til at retfærdiggøre, at jeg i en alder af 32, stadig har områder, hvor jeg konstant prøver at være et skridt foran, og helst ikke må gå i vejen for nogen. Det er værst, når jeg føler mig underlegen, er bange for at blive afsløret i bare at være mig, eller når jeg selv bliver i tvivl om, om jeg er dygtig nok til at være, hvor jeg er.

Denne weekend har jeg holdt kursus med en af mine kolleger, som er en gammel rotte i faget. Det ville være idioti ikke at gøre brug af hendes erfaringer og den kapacitet, der ligger i dem, men når vi er kolleger, er det meningen, at vi, udadtil i hvert fald, skal fremstå som et team. Et billede, der krakelerer ret voldsomt, når alt, hvad jeg siger og gør, overrules af ’vi plejer’. Det sætter mig i et temmeligt dårligt lys, når jeg beder folk gøre noget, og Den Rigtige Voksen så svinger ind af døren 30 minutter senere og - uden overhovedet at tjekke op på, hvad jeg har sat i gang - udsteder kontraordrer.

Måske er det fordi, jeg er ny. Måske overreagerer jeg. Måske er jeg usikker og tyndhudet. Det mener hun i hvert fald. Det er bare ikke første gang, det sker, og i dag blev det for meget, så med den indledende sætning: ”Det er fandme mangel på respekt!!” udvekslede vi så meninger om vores samarbejde.

Det bliver drønhyggeligt, når vi skal køre 2. modul sammen til marts.

fredag den 6. februar 2009

I’m too old for this shit.

Det kunne have været overskriften på et indlæg om nattelivet i Århus. Det er det så ikke. Tværtimod faktisk. Det er fredag aften, og mens andre normale mennesker ser X-Faktor eller slynger mojitos i ansigtet, sidder jeg på et 12 m2 stort værelse på en højskole så langt ude på landet, at selv kragerne har givet op.

Da jeg kørte kursus sidste gang, var jeg indkvarteret på Hotel med prinsesseseng, bar og tv. Jeg for vild, da jeg forsøgte at finde vejen ud af brusenichen. Morgenmaden var en buffet på størrelse med min lejlighed og der var på magisk vis fremtryllet rene kæmpehåndklæder hver gang, jeg vendte mig om. LIGE mig.

Nu sidder jeg så i en 70 cm bred junoseng, som jeg med 200% sikkerhed falder ud af mindst en gang i løbet af natten (der skal IKKE grines! Gør faktisk ondt!). Jeg kan nyde synet af et slattent rullegardin, der klamrer sig til skinnen i den ene side og har givet op i den anden, samt en fotokopi, der fortæller mig, at Tape og tegnestifter kun må benyttes på opslagstavle og plakatlister! Da jeg efter at have været i bad på gangen, Roskildestyle, sneg mig tilbage, nødtøftigt dækket af mit håndklæde, mødte jeg mine naboer, og jeg kan se, at det er et spørgsmål om timer, før der enten er gøgl eller guitar i fri dressur.

Må jeg ikke godt komme hjem? Jeg lover at opføre mig ordenligt.

(Og så tror jeg vist nok, at jeg liiiige husker at læse det med småt i kontakten næste gang!)

torsdag den 5. februar 2009

Det synes jeg så egentlig ikke, at det er.

I sidste uge, da jeg loggede på Facebook, kunne jeg se, at en modersmålsnazist et sted i cyber har sprogafrettet den, så den nu tiltaler mig på dansk. Langt mere brugervenligt og tryghedsskabende. Når jeg får følgende fejlmelding:

Server Error in '/' Application. 559/7-2, HTML Parser Error Message: Could not load file or assembly 'Facebook

skal jeg ikke længere bøvle med at oversætte ‘ok’, men kan bare klikke på ‘I orden’.

onsdag den 4. februar 2009

DØV VED KØLLE!!

Da jeg begyndte at læse tegnsprog, fik jeg som noget af det første at vide, at jeg skulle være forberedt på, at jeg ville begynde at tænke og drømme på tegnsprog. Det brugte jeg lang tid til at spekulere over.

For hvordan drømmer jeg? Hvilken form har tanker? Er det hele sætninger? Billeder? Fragmenter? Enkelte ord? Lyden af en stemme? Og i så fald, hvis?

Jeg er stadig ikke blevet enig med mig selv om, hvilket sprogligt udtryk min hjerne bruger, men jeg har opdaget noget mærkeligt: Når jeg har travlt, bliver mine tanker til en indre dialog mellem mig og noget, der mest af alt lyder som Dolph.

*Kæft, jeg mangler sko. Tror jeg skal en tur i Nike og kigge.*
SKIDEGO IDÉ!! OG HVORNÅR FORESTILLER DU DIG AT FÅ TID TIL AT DALRE PLANLØST RUNDT I BUTIKKER?!

*Æv. Ikke mere mælk. Gider jeg så lave kaffe?*
HVAD FANDEN HAVDE DU FORESTILLET DIG?! AT NOGEN SKULLE HAVE KØBT IND OG FYLDT DIT KØLESKAB FOR DIG?!!

*Aj, træt, træt, træt. Er vist nødt til at vente med at fortsætte til i morgen. Ellers ender det med, at jeg er nødt til at lave det hele om, fordi det er smækfyldt med fejl.* (Jeg tænker tilsyneladende med bemærkelsesværdig korrekt tegnsætning.)
NEEEEEJ!! DU SKAL KRAFTEDEME IKKE TIL AT SPILLE SLAP NU!! DU HAR PÅTAGET DIG DE HER OPGAVER OG NU. LAVER. DU. DEM. FÆRDIG!!!

Det bliver altså ret forstyrrende i længden. Ikke rigtigt muligt at montere høreværn og ørepropper indefra, vel? Gad vide, om man kan lære ham tegnsprog?

tirsdag den 3. februar 2009

Bare vent til far kommer hjem!

Nogensinde tænkt på, hvor afhængig man er af, at folk holder op med at gøre noget, når man beder dem pænt om det? Børn er til at have med at gøre – worst case kan man altid lænke dem til sengen i et lydisoleret rum, og gå en lang tur, men det er straks sværere med voksne. Alle ved, at man ikke skal true med noget, man ikke kan følge til dørs, hvilket indskrænker sanktionsmulighederne en del.

I weekenden underviste jeg på Convention (inspirationstamtam for meget aerobicnørder, Red.). Jeg starter altid med at frabede mig, at folk filmer; dels er det ret intemiderende pludseligt at stå vis-à-vis med telelinsemur, dels ønsker jeg ikke at forefindes på film i diverse hjem (lød det forkert?). Lønnen er langt fra god nok til at forære sin samlede koreografi væk på dén måde, og det er forstyrrende for alle, at folk på skift forvandler sig til nomader. Til gengæld udleverer jeg den færdige koreografi på både skrift og dvd.

Altså: Ud over at frabede mig at blive filmet, sørger jeg rent faktisk for, at folk får koreografien.

Vi starter. Det går godt. Der er fest. Alle er glade. Jeg kommer snurrende rundt om bænken i en 3-dobbelt halvskruet salto – og dér står hun. En dame på min mors alder, i gang med – that’s right – at filme mig. Er det ikke for meget?! Fortsætter med at undervise, mens jeg i stramt tonefald beder hende stoppe. Hvilket hun ignorerer fuldstændigt. ”Som i: NU!!” akkompagneret af meget stiv, truende pegefinger. Heldigvis pakker hun sig efter at have fået dette pædagogiske pragtøjeblik foreviget på film.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke hun var stoppet. Smidt hende ud? Det er jo ikke sådan, at der er dørmænd til den slags begivenheder. Truet med at tæve hende med stepbænken? Med at sige det til de voksne? Kaldt hende en møgperle? Christ altså.

Naturlig autoritet og troværdighed hviler ligeså meget på den, der retter ind efter den, som på den, der udviser den.

mandag den 2. februar 2009

Same same.

Unge satte ild til marsvin

2. feb 19:30 Politiet i Løgstør leder efter unge, der filmede bestialsk dyrplageri af hamster.

Gider politiken.dk godt snart ansætte en korrekturlæser?

Nårhmmmmnnøhh.. Kommer du her tit?

Skal man godt nok til at begive sig ud i det der netdating? Kan ligesom godt se på det hele, at det der med at møde en, jeg kan holde ud i mere end 12 timer, ikke rigtigt kommer til at ske i byen. Det lyder frygtelig højrøvet, men jeg bliver bare meget sjældent imponeret. Snarere irriteret. Og for at komme vrede kommentarer i forkøbet: Jeg er helt på det rene med, at det er fordi byen ikke er mit sted. Jeg danser ikke (ingen hovsa-gramsning), jeg bliver tiltrukket af hjerne kombineret med tør humor og selvironi (Hej alkohol. Farvel IQ og selvindsigt), og jeg bliver pissed, når jeg bliver talt ned til og/eller ’coachet’ af wannabe indsigtsfulde pseudopsykologer (”Ok, du er tolk? Hvorfor er du mere interesseret i andres historier, end dine egne?” Flet. Næbet. Piphans.).

Men hvad skriver man lige i sådan en profil? Lige meget hvad jeg skriver, ender jeg med at synes, at det mistænkeliggør mig selv.

”Du ejer ikke et samurai-sværd, og stoffer er noget, du hiver ud af skabet og tager på.” (=Jeg er eksnarkoman med behandlingsdom og ønsker ikke at blive fristet igen. PS. Nok bedst hvis du gemmer dine knive.)

”Du må og skal hade Big Fat Stupid Ugly Snake.” (=Jeg siger ikke hvem af dem, jeg har været på.)

”Du siger aldrig, aldrig, aldrig ’hejsa’ og vil hellere have en gaffel i øjet end at slutte en sms med ’smil’” (=og du får lov at blive ude til kl. 17 om fredagen, hvis du opfører dig pænt.)

”Du er under ingen omstændigheder interesseret i healing eller numerologi” (= .. . Nej. Den holder. Er klamt og usexet.)

”Haves: Temperament. Ønskes: Overbærenhed” (= Warning: Drama Queen ahead.)

”Du må godt have en fortid *løgn-hoste*, men der skal kraftederperleme være styr på den!” (= Bitterfissen er landet!)

Under det hele lurer angsten for ikke selv at kunne leve op til de krav, man stiller. Komplekser i udbrud. Den evige pendlen mellem storhedsvanvid og mindreværd. Forsøget på ikke snuble i bad boy klicheen, hvor al spændingen ligger i, om det umulige projekt alligevel kan lade sig gøre, og mottoet er skrevet af Goucho Marx: 'I don’t care to belong to a club that accepts people like me as members'. Og endelig tanken, der forvandler sig til et tveægget sværd, hvis man dvæler for længe ved den: ”Hvorfor er han stadig single? Der er GARANTERET noget i vejen med ham!”

søndag den 1. februar 2009

Perlegrus?


Hjem til Århus.

(Aj, undskyld. Men altså. Svært at skrive nedenstående indlæg uden at nævne den fordømte sang.)

I dag har jeg boet i Århus i præcist 11 år.

11 år. Man kunne have sendt et barn gennem folkeskolen på den tid og endda have haft tid til at lade ham blive et ekstra år i børnehaveklassen. (Så han socialt var på niveau med de andre børn i klassen. Ellers risikerede han jo at blive drillet og holdt udenfor, og det ville have været tarveligt.)

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg begyndte at tage hjem i stedet for tilbage, når jeg havde været i Esbjerg og skulle retur til Århus. Da jeg flyttede herop, var der en enorm frihed i, at ingen anede hvem jeg var. Jeg kunne være taget på shopping i nattøj, og det ville have været uendelig ligegyldigt; det er kun pinligt at være grim, når du møder nogen, der ved, at du normalt ser anderledes ud. Ellers tror folk vel egentlig bare, at du er en autonom på vej ud for at bezætte et hus.

Stille og roligt er de fleste steder i Århus blevet en del af min historie. Der er ikke mange områder tilbage, som ikke sætter skub i associationskæden og minder mig om en date, en udflugt, et skænderi, en arbejdsopgave eller en person. Jeg har stamsteder af alle slags. Jeg har gennemskuet systemet på biblioteket. Jeg ved, at de nordgående tog altid kører fra spor 2 og 3. Jeg er på mormormåden begyndt at kunne sige: ”Det er der, hvor [navn på et eller andet] lå før”, når jeg skal forklare om bestemte steder.

Den er kravlet under huden på mig, Århus. Det er byen, jeg blev voksen i, og jeg tror ikke, at jeg kommer herfra igen.