fredag den 30. januar 2009

You like me! You really like me!

Pyt med at dagen startede med, at jeg gik ind i en lukket dør. Pyt med at ugen har været som den har. For prøv at se, hvad jeg har fået:
Jeg har fået den af The City Girl med følgende begrundelse:

"Der er en, som jeg synes skiller sig mere ud end andre. Jeg griner med hende og jeg græder med hende, og så har hun en fantastisk sarkastisk og ironisk pen. And the winner is………. Linda fra Blogsbjerg!"

Jeg elsker ord, og jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Når andre mennesker løser Sudoku, laver perleplader og ser TV, blogger jeg. Det giver mig ro i hovedet, gør mig glad og giver et ind imellem tiltrængt perspektiv på tingene, fordi jeg er nødt til at forholde mig lidt mere objektivt til min historie, når jeg vælger at dele den. Det er en stor del af mit liv, jeg vælger offentliggøre, men man kan ikke udtrykke sig kreativt uden samtidig at blotte sig. Derfor betyder det mere, end I lige tror, når I giver udtryk for, at I kan lide, hvad jeg skriver.

Så:

Tak til City Girl for den fine pris.
Tak til alle jer, der læser med, lægger kommentarer og hiver mig i ærmet, når I møder mig.
Tak til Post Danmark og Århus Kommune for at presse grænsen for min tålmodighed til det yderste. Raseri er benzin på det kreative bål.
Tak til mænd, sådan helt generelt.

Og endelig:

Tak til hele holdet, der leverer historierne. I ved, hvem I er...

torsdag den 29. januar 2009

Jeg surmuler på børneværelset, hvis nogen vil mig noget.

Ind imellem har jeg nogle uger, hvor det føles som om, at alle småtingene bliver trætte af at være små og rotter sig sammen for at få ordentligt ram på mig.

Sådan en uge har det været. Hvis man bryder hændelsesforløbet ned, er der ikke nogle af delelementerne, der i sig selv er uoverskuelige – det er summen, der gør, at jeg må tildele ugen et 4-tal for den jævne præstation med adskillige væsentlige mangler.

Der har været for meget kontakt med Post Danmark. Der har været for mange kopper væltet kaffe på for mange vigtige papirer. Så mange bolde i luften, at det har mindet mistænkeligt om gøgl. For meget ondt i skulderen. For meget tøj, der var helt, helt forkert, da jeg endelig fik vristet pakken ud af kløerne på PDK. (To trøjer, det fik mig til at se gravid ud, en jakke med alt for meget svaj og alt for korte ærmer *høj-idiotisk-pseudo-klokkeblomst-smiley* og en falsk jakke, jeg ikke havde bestilt).

Derfor var humøret BARE ikke til at komme hjem til kuvert fra Århus Kommune i dag. 2000 kr. At betale. For ’for meget udbetalt boligstøtte’. Jeg har ikke modtaget boligstøtte i al den tid, jeg har boet her. Men vi ved godt allerede nu, at når jeg ringer i morgen, så viser det sig at vedrøre den gamle lejlighed, ikke? Det har taget dem 18 måneder at regne ud. 18 x 30 = 540 dage. Jeg har 5 dage til at betale. Nogen gange hader jeg også kommunen.

(Og bare lige så det er helt klart: Jeg er OVERHOVEDET ikke i humør til kommentarer om halvfulde glas, andre folks skattepenge og nasning (JA! Det er et ord!) på systemet! )

'Medlem af kultband død af hjerteslag'

Nu er jeg ikke læge, men det er vel først, hvis det holder op med at slå, at man skal til at tænke hurtigt?

onsdag den 28. januar 2009

Morning has broken.

Jeg kan godt lide morgener. De sidste par dage har jeg været ude af min dør senest kl. 05.45, og jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg jubler, når uret ringer, men når jeg først er oppe, kan jeg utrolig godt lide at køre gennem byen på den tid af dagen.

Verden er så stille. Luften føles frisk, man kan høre fuglene synge og der er stadig stjerner på himlen. Strakt ud foran én ligger ubesudlet håb og en dugfrisk chance for at gøre det rigtige.

Man er på "go' mor'n" med alle man møder. Jeg er ikke helt klar over, om det stopper på et bestemt tidspunkt, eller om man bare hilser, indtil det er så lyst, at man rent faktisk kan se, hvem man hilser på, men i timerne der skiller nat fra dag; lige når mørket er ved at give slip, er vi alle medlemmer af den samme lille klub.

Det mærkelige er, at de gange i mit liv, hvor jeg har haft det sværest, har morgenerne uden sammeligning været den hårdeste tid på dagen. I det øjeblik man slår øjnene op, og freden er forbi, lammes man af udsigten til endnu en uendelig vandring gennem endnu en uendelig dag. Dømt til forvaring på ubestemt tid i det fængsel, der er mig.

Det er længe siden nu, men jeg husker stadig meget tydeligt, hvordan der så ud på bunden. Det får mig til at sætte utrolig stor pris på udsigten heroppe. Hver gang jeg møder tidligt, tænker jeg, at jeg vil sætte mit vækkeur til kl. 5 næste gang, jeg har fri. Stå tidligt op. Nyde fornemmelsen af plads, ro og muligheder og bare gå rundt til byen vågner. Jeg kommer nok ikke til at gøre foreløbigt, men når jeg bliver ældre, og kroppen vågner tidligere og tidligere, fordi den gerne vil være sikker på, at vi får det hele med, inden vi skal herfra - så gør jeg det. Måske.

tirsdag den 27. januar 2009

Tirsdag d. 27.01.

Dagen hvor jeg:

* Har haft titelsangen til Baywatch i hovedet hele dagen. Hvorfor? I have NO idea.

* Kom i tanke om, at jeg som barn var hysterisk angst over hul i væggen på badeværelset. Over badekaret, hvor kæden til bundproppen skulle have siddet fast, var der et lille hul i fliserne, hvori der boede noget meget ondt. Det hed Pizza. (De kaldte, Dr. Freud?)

* Havde alt muligt andet i hovedet og distræt vadede lige ind i en kæmpe flok duer, der naturligt nok blev forskrækkede og lettede i alle retninger. Regner med at min puls falder til normal igen i løbet af en uges tid.

* Måtte sætte mig på mine hænder for ikke at kvæle ham, der imiterede Irriterende Fyr I Fly fra nikotinsprayreklame. I 7 timer. Overvejede til sidst om sprayen også hjælper, hvis man ikke ryger? Eventuelt kunne man bare bruge den som stump våben og SLÅ!SLÅ!SLÅ! til han holdte sin KÆFT!!

* Nu er så træt, at mit ansigt føles solskoldet. Orker ikke engang at hidse mig ordentlig op over, at jeg i går sad og kiggede stift på Post Danmark varevogn udenfor mit vindue, som bare holdte der i 5 minutter og derefter kørte sin vej. Nu kan jeg hente min pakke på posthuset. Er der ikke nok nogen, der er friske nok til at gå moderat amok på mine vegne? Kan næsten ikke bære, at de får den gratis.

* Forsøger at tage ved lære og derfor med min mors stemme beordrer mig selv til at lukke døren til cyber for i dag.

Godnat Pamela og Hasselhoff. Hvor end I er.

Oh captain, my captain!

Op kl. 5. Tolke hele dagen i Randers. I Århus igen kl. 15.30. Undervise fra 16 til 19. Hjem og vaske træningstøj, så ingen sagesløse medlemmer skal udsættes for nøgenundervisning resten af ugen. Et sted undervejs skal der også laves noget mad og forberedes noget conventionundervisning.

Kan man udsætte det der Carpe Diem til i morgen?

mandag den 26. januar 2009

Kejserens Nye (K)Ælling.

Forleden læste jeg en artikel om åbne forhold. Den var ikke specielt velskrevet, men pointen var god nok: Man kan kun have et velfungerende åbent forhold, hvis man snakker om det, og ’glæder sig over den andens gode oplevelser’.

I weekenden var jeg som tidligere nævnt til fest, og på et tidspunkt sad jeg og snakkede med drengene. De fleste repræsentanter for troskabsgenren var til stede, med let overvægt af dem, der har arme så lange, at de kan favne både den faste kæreste og svingdørsmodellerne.

Dagen efter snakkede jeg med min veninde, som har kendt en af drengene i bibelsk forstand. ”Han må simpelthen have en aftale med kæresten om, at de lever i et åbent forhold, tror du ikke?”, spurgte hun. Måske. Det lyder i hvert fald mærkeligt, at en klog fyr som ham har en kæreste, der er dum nok til at lade sig narre.

Jeg kan til nød forstå det, så længe det drejer sig om sovedyr. Det er jeg nødt til, for der har jeg været. Der er ikke andet at sige, end at så må man få sin røv med sig, når man endelig opdager, at det ikke bare er æren, men hjertet og de store følelser, man har i klemme. Jeg deler ikke de mænd, jeg elsker. Punktum.

Jeg har imidlertid set flere forhold, hvor jeg ikke tror, at den officielle Åben Dyne Politik er enstemmigt vedtaget, men hvor fyren er så sløset og ligeglad, at kæresten MÅ vide, hvad han render og laver. 7-11 forhold. Åbent 24-7. Alligevel bliver pigerne. De får hårde drag om munden og skuler til alt af hunkøn, de roder i hans ting, når han ikke er hjemme, og de undlader at spørge, hvor de ved, at de ville få svar. De fleste af disse piger, er både velbegavede og kønne, og det er mig ubegribeligt, at de bliver et sted, hvor det så åbenlyst er svært for dem at være.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg er fordomsfuld og projicerer i vildskab, men jeg tror, at en meget stor del af de piger, der accepterer at leve i åbne forhold, kun siger ja, fordi de ved, at alternativet er, at han går sin vej. Jeg vil gætte på, at en stor del af de piger aldrig selv spiser ude. Alligevel hører man nogen af dem sidde og snakke om, hvor stor en velsignelse det er at leve i et åbent forhold. At det er bedre med tillid end forbud. At det er imod menneskets natur at være tro og holde sig til én partner. At gæsterne i sengen bare er let underholdning, mens de har valgt at dele liv og flexlån med hinanden.

Jeg tror ikke på én eneste af dem. Når jeg kigger på dem, ser jeg piger, der forsøger at fremstå tolerante og frisindede, men som i virkeligheden er i tvivl om, om det er dem, der bliver narrede. De har hørt mængden råbe: ’Han har jo ikke noget tøj på!” men klamrer sig stædigt til illusionen.

Hvordan det kan være at foretrække frem for at være alene, er beyond me. Der er i hvert fald ikke megen glæde at spore over den andens gode oplevelser.

søndag den 25. januar 2009

Sat af alko-holdet.

Hvorfor er det, at nogen mennesker insisterer på ’tilfældige’ bordkort? Jeg hader det. Jeg ender altid med at sidde omgivet af mennesker, jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

I går havde jeg, efter at have trukket nummer 36 op af et plastikkrus, valget imellem at snakke med:

- en uTROlig ung pige, som engang havde arbejdet 10 minutter på en institution, hvor de brugte Tegn Til Tale, og derfor næsten syntes, at vi var søstre.

- en amerikaner, der læste noget voldsomt specialiseret semantic-never-heard-of-it på Århus Uni. Engelsktalende bordherrer giver mig tics, fordi mit tegnsprog efterhånden har erobret og voldtaget mit fremmedsprogscenter i hjernen. Jeg lyder som syntaksforvirret Lars Ulrich, når jeg forsøger at begå mig på udenlandsk.

- et af de mennesker, der er vanvittigt usikker på sig selv; som i ren panik fortæller om alle sine selvdiagnosticerede fejl og mangler, og som slutter alle sine sætninger med et højt, pludseligt grin, der lyder som et forskrækket vrinsk. Jeg ANER ikke, hvordan man taler med sådan en pige. Jeg vil så gerne komme hende i møde, men hendes nervøse adfærd smitter, og jeg ender med at sidde som på nåle, mens jeg speedzapper gennem brugbare ansigtsudtryk og mulige, ufarlige samtaleemner.

Heldigvis måtte man mingle efter spisning, og da selskabet havde omgrupperet sig og fundet tryghed i flokken af egne, endte det med at blive en fin aften. Jeg holdte mit løfte til mig selv, og drak primært vand, så selvom jeg er træt i dag, er der ingen sorte huller at fylde ud - eller ønske at begrave sig i.

lørdag den 24. januar 2009

Eller også forstår jeg det ikke, fordi jeg ikke selv har børn.

Jeg så en dreng i dag, som var så køn, at jeg næsten fik ondt i maven over det. 5 - 6 år gammel. En mørklødet gavtyv med for meget gele i håret og en fodbold under armen. Umulig at stå for og formentlig allerede kæreste med både Emilie, Anna Sophia og Vigga Camille.

Jeg kom til at tænke tilbage på min egen skoletid, og hvem der dengang var charmetrolden, som alle mødre og lærere elskede – uagtet at han knuste plyssede pigehjerter og glemte at lave matematik.

Pludselig kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden er derfor, at trangen til at få børn er så stærk? Det virker spildt at have gjort sig så mange erfaringer uden at have noget at bruge dem til. Ved at få børn får man muligheden for at tage hele turen igen, men denne gang som guide med tjek på både lavinefarer og margueritruter.

Kan I huske filmen Den 6. Sans? Med "I see dead people"-drengen? At få børn må være som at se den 2. gang. Alle scener tager sig helt anderledes ud, når man ved, at Bruce Willis er død.
Meget mere logiske. Meget klarere. Det bliver en anden film, og man kan nyde den og se både helhed og detaljer, når man ikke er ved at blive sindssyg over at prøve at regne ud, hvad fanden der foregår.

At få børnebørn må så være som at se filmen 3. gang en søndag med tømmermænd: Fast forward over de kedelige passager og gensynsglæde og rørstrømske tårer over resten.

fredag den 23. januar 2009

P3's prisfest evakueret.

Heldigvis stod ordensmagten klar til at trække de musikalske PERLER TILBAGE PÅ SNOREN!!!

Lad falde, hvad ikke kan stå.

Det er fem dage siden jeg skrev et skinhelligt indlæg om alkohols forbandelse og negative indvirkning på mit liv og udseende.

Til mit forsvar skal det siges, at jeg mente det, da jeg skrev det.

På lørdag skal jeg til fest i fitnesscentret. Nytårsfest. Som i: Champagne en masse. Jeg har brugt 3 dage på at fortælle mig selv, at man sagtens kan drikke ét glas og lade det være ved det. Andre gør det.

Men så igen. Andre åbner også slikposer og nyder ét stykke.

Skulle jeg - mod forventning - ankomme med ny-groet rygrad, ender det formentlig med, at mine kolleger flår den ud, og bruger den som Limbo-skaft. Her uddrag af mail, jeg lige har modtaget fra fellow-karatekid:

Festen starter når vi kommer. Skal vi sige kl. 1900? Er hos dig 1,5 time før. Og du skal bare se skidegodt ud som du plejer, så fyrer vi den max af!

Ps: Husk det er nytårs tema i tøjet, og jeg ved, at vi ikke skal lave "kropslege" - du ved = vi skal ikke kravle rundt dernede.. så vi skal ikke smide tøjet denne gang. (PIS!)

Vi er bare nogen, der aldrig bliver udtaget til mådeholdet.

torsdag den 22. januar 2009

Ben i næsen på stående fod.

Min bedstemor er en bestemt dame, som min barndom igennem har bidraget med sætninger, der skulle tjene til at afrette min karakter og højne min moral. Når min søster og jeg var på ferie derude, skulle vi altid gå meget og langt. Hver eneste gang jeg sagde: ”Det gider jeg ikke!” fik jeg meget bestemt at vide, at det var der ikke noget der hed, for hvis jeg sad i kørestol ”så ville jeg ønske, at jeg kunne!” Den dårlige samvittighed til trods, hadede jeg stadig at blive tvunget til at gå 5 km på mine tynde, blege børneben, og jeg havde svært ved at forstå hvorfor man valgte at fiksere en udmærket, køredygtig bil i garagen.

Måske har mine jævnaldrende kammerater været på ferie hos mine bedsteforældre, eller også har de været holdt i tilsvarende sprogligt jerngreb af deres egne bedstemødre. I hvert fald har jeg lagt mærke til, at min generation har mod-udviklet et nærmest selvstændigt sprog, som tages i brug, når nogen forsøger at tvinge os til noget, som vi i bund og grund ikke gider.

Som altid har jeg ubetinget størst forståelse for mine egne fravalg og dårlige undskyldninger, men nogen gange synes jeg faktisk, at vi er blevet uklædeligt dovne og selvcentrerede. Det tilkommer ikke mig at dømme, hvad andre mennesker skal deltage i (desværre…), men jeg synes faktisk ikke, at det er i orden, at vi i forbindelse med f.eks. undervisning, tager hvad vi vil have, og pisser på resten. Tanken om, at der kunne være en rød tråd i tingene, at et forløb er planlagt netop med henblik på, at helheden skal skabe det ønskede resultat, strejfer ikke buffetforbrugere som os. Taktløst og mangel på respekt i sig selv, synes jeg egentligt, men det mindste vi kunne gøre, var at stå ved, hvad vi fravælger.

Der hvor jeg får alle mine børnesygdomme igen, er under den obligatoriske evaluering. ”Min måde at være i det på, er at tage, hvad der giver mening for mig” ”Jeg lytter til mig selv, og når jeg ikke kan tage mere ind, giver jeg mig selv lov til at slappe af uden dårlig samvittighed.” Jeg er uddannet tolk, så jeg mener, at jeg har autoritet nok til at sige, at det direkte oversat betyder: ”Jeg gider ikke.” Og det synes jeg egentlig ville være langt mere reelt at sige. Det kan ikke passe, at det meste af min generation er udstyret med så sprøde psyker, at det knækker dem at følge et spinningprogram, som instruktøren har planlagt. Der er ingen, der er endt i spændetrøje af at synge med, når der på rystesammenturen er morgensang på programmet.

Jeg er stor tilhænger af, at man ikke skal presse sig selv så langt ud over sin grænse, at man er i fare for at knække, men når man bruger Freud og Jung som undskyldning for at skride halvvejs igennem et foredrag, så synes jeg, at det tangerer misbrug. Det mindste man kan gøre, er at stå ved sin handling. Når man nu trods alt har raske ben at stå på.

onsdag den 21. januar 2009

Jeg skulle fandme have ønsket mig en brevdue!

(På forhånd undskyld for urimeligt vredt indlæg. PMS. Sorry)

Jeg har været så hidsig i dag, at jeg nærmest har været bange for mig selv. Jeg tror, at det startede med, at jeg gik i seng på den vrede måde efter at have skrevet lidt med blog-mate om anonyme kommentarer. Kommentarer er for det meste dejlige at få, fordi de viser, at nogen forholder sig til, hvad man skriver, og jeg tror ikke, at nogen bloggere forventer, at alle altid er enige i alt, hvad vi skriver. Jeg kender ingen, der kun tillader roser og skulderklap. Alle, jeg i blogland har stiftet bekendtskab med, offentliggør også, hvad de får af kritiske kommentarer – men ind imellem får man bare nogen, der går over stregen. Ubehagelige, personlige – og altid anonyme. Seneste skud på stammen er trusler om at få offentliggjort sit fulde navn på andre sider. Og så bliver jeg gal. Kan folk ikke bare lade være med at læse med, hvis de synes, at man er en idiot eller skriver elendigt? Og tillykke – du ved hvem jeg er. Hvad vil du have, en medalje?

Pludselig forstår jeg det der med ikke at lade solen gå ned over sin vrede, for da jeg vågnede i morges, var det med fornemmelsen af at have marineret i min egen arrigskab natten over. Når man møder verden med dén attitude, bliver det en lang dag. En dag, der ikke egner sig til interaktion med Post Danmark…

I vores opgang gruppehader vi Post Danmark. De lader som om, de har været der med pakker, når man VED, at de ikke har. De sender bøder for frimærker, man VED, man har sat på. Overboen har på et tidspunkt klaget over at modtage bøder i metermål. Hun fik at vide, at der var noget i vejen med hendes spyt; derfor kunne frimærkerne ikke klæbe fast.

Seriøst. Deres forsvar var muteret spyt.

Nå, men altså. Jeg har endelig fundet ud af, hvad der er galt med min mini *stolt fejldiagnosticerende smiley*, så jeg trampede gik på posthuset for at sende det defekte batteri.

Dame: Som pakke eller brev?
Mig: Hvad er forskellen?
Dame: (hørligt suk) Brev er uden forsikring og koster 45 kr. Pakke er med forsikring og koster 75 kr.
Mig: Aha. (Hvad fanden er det, der koster 45 kr., hvis lortet ikke er forsikret?!) Jamen, så sender jeg den som pakke.
Dame: Kan den tåle, at der bliver smidt en 20 kilos pakke ovenpå?
Mig: (Nu anstrengt høflig) Nej. Det kan den ikke.
Dame: (Triumferende) Ja, er den ikke tilstrækkeligt emballeret!
Mig: Så. Sender. Jeg. Den. Som. Brev.
Dame: Du kan også sende den som Særlig Pakke.
Mig: Lad mig gætte: Det koster ekstra?
Dame: Ja, dét gør det!!
Mig: Brev. Brev! Jeg sender den som brev! (Rækker hende mit visa)
Dame: (sammenligner min underskrift på kort og kvittering. Og vender øjne! Hun vender kraftedeme ØJNE!!) Der er jo nærmest ingen underskrift på dit kort. Det SKAL der være!
Mig: (Voldløseringenting!Voldløseringenting!Voldløseringenting!) Såstikmigdentusch!!

GOD!! Hvis nogen ringer til Al-Qaeda, vil jeg godt have en bestilling med!

I’m asking you to believe.

Not just in my ability to bring about real change. I’m asking you to believe in yours. Barack Obama
Han kan ikke andet end skuffe, kunne jeg så se i avisen i dag. Efter en evighed under tøflen på underlig vissen G.I. Joe med rosiner, hvor øjnene skulle have siddet, synes man jo ellers kun, at han burde kunne overraske positivt.

Forventningsjustering er noget mærkeligt noget. Alle har gået i klasse med én, der altid kæftede op om, at hun var bange for ikke at bestå – og alle vidste, at hun ville ende med at blive optaget på kvote 1, uanset hvor hun søgte ind.

Når folk underspiller deres evner og sælger sig selv for billigt; når de altid trækker det negative og problemerne frem, når du spørger, hvordan det går; når de fortæller, at de lider af mindreværd og præstationsangst: I 8 ud af 10 tilfælde har jeg dem mistænkt for at prøve at lave en omvendt Obama; Uanset hvor lidt de stiller med, kan de ikke andet end at imponere.

Hos nogen er det poker-psykologi og hos andre handler det om at flyve under forventnings-radaren. I begge tilfælde er formålet at blive undervurderet af modstanderen for at kunne udnytte overraskelsesmomentet.

Ind imellem bliver vi alle ramt af fornemmelsen af ikke at slå til. Vi har alle prøvet pludselig rykke op på et niveau, hvor vi skal knokle 5 kvarter i timen og ikke blinke for langsomt med øjnene, hvis vi skal hænge på. I de situationer er det absolut fair at have brug for en hånd i ryggen og lidt hep. Det er bare vanvittig irriterende at skulle ae egoet på folk i situationer, hvor de længe har bevist deres evner og værd.

tirsdag den 20. januar 2009

Hvis du forstår sådan en lille én.

Er det mig eller er alle mænd begyndt at blinke i tide og utide, når man taler med dem? Jeg bliver sindssyg af, at alle samtaler ledsages af kronisk sammentrækning af hele den ene side af ansigtet. Hvorfor gør de det?? Tror de, at det virker opstemmende? Har de kollektivt en nerve i klemme i øjenlåget? Er der en mystisk øjensygdom i omløb, der primært rammer mænd 30+?

Særligt irriterende bliver det, når det ledsages af kæk version af Uncle-Sam-Wants YOU!-pegningen.

Just don't do it, man.

Der er sgu da børn, der ser det!

Melodi Grand Prix skal i år tilsyneladende hostes af creepy, androgynt søskendepar med suspekt semi-erotisk forhold og ens frisurer.

mandag den 19. januar 2009

Mandag d. 19. januar.

Idag er en ganske særlig dag. Af to grunde:

1. Jeg har fødselsdag *løber glædestrålende rundt i børnehaven og vifter med flag og råber hurra for mig selv*.

2. Ordet Rundt går i luften, og det har jeg glædet mig til. Ordet Rundt er et samarbejde mellem 7 erfarne bloggere fra Århus, som hver uge, på hver sin ugedag, blogger om det samme ord. Det bliver sjovt at prøve at skrive under lidt mere ordnede forhold, og jeg håber, at I har lyst til at læse med. For de særligt engagerede kan jeg lokke med, at I har mulighed for at foreslå ord til de kommende uger.

Nå. Jeg har en lagkage med mit navn på, der venter. (Og en masse lys, som jeg med sindsro kan puste ud, uden at frygte, at røgalarmen går igang...)

Ha en fantastisk dag derude.

søndag den 18. januar 2009

Blogsbjerg. Nu med K3 skader.

Uden at det skal blive et statement, så tror jeg ikke, at jeg gider drikke mere. I hvert fald ikke så meget. Fint nok med lidt rødvin og sådan, men for en periode er jeg færdig med at drikke mig slingrestiv.

Er i forvejen så rigeligt motorisk udfordret, og alkohol får mig til at føle mig som en kæmpeedderkop på rulleskøjter. Jeg fornærmer uforvarende folk nok i ædru tilstand, så ingen grund til at skylle mine sparsomme grænser væk med alkohol. (For fanden, altså. Er der nogen chance for, at man som mand på 1,60 synes at det er sjovt, at blive nevet i kinden og kaldt ’kær’ af blondine på 1,80 + hæle? Eller at en lettere kraftig mand, der ikke en eneste gang under samtalen ser mig i øjnene, ikke tager anstød af, at man spørger, om han er ligeså glad for sine egne bryster, som han tilsyneladende er for mine?) Jeg bliver enten alt (alt!) for højrøstet eller meget, meget stille. Jeg hader at gå i byen på YIIHAAAARR!!-måden, jeg danser ikke, og da alkohol åbenbart lammer mine ansigtsnerver, bliver jeg ALTID spurgt, hvorfor jeg ’ser så sur ud?’ Jeg møder de forkerte mennesker og har de forkerte samtaler – og dagen efter kan jeg ikke afgøre, om jeg er lettet eller angst over kun at kunne huske en fjerdedel af, hvad vi snakkede om.

Nu sidder jeg her i en krop, der er meget vred på mig. Den har endnu ikke besluttet sig for, om det skal ende med, at jeg prøver at vende vrangen ud på mig selv, eller om jeg får lov at slippe med skrækken. Al bevægelse foregår i slowmotion, fordi jeg er bange for at ødelægge den skrøbelige våbenhvile [indsæt selv samfundskritisk sætning, der får metaforen til at hænge sammen, Red.], og jeg kommer til at bruge resten af dagen på forsigtigt at prøvespise alt, hvad der er biologisk nedbrydeligt i håb om, at det er lige præcis dét, der får krisen til at gå i sig selv.

Om en time har jeg en aftale. Hvordan det skal lykkes mig at holde op med at ligne og føle mig som et genopgravet lig, ved jeg simpelthen ikke.

fredag den 16. januar 2009

Afblæs alarm.

Indstil eftersøgningen. Afmeld politi, jægerkorps og FN. (Nabo's!!!) røgalarm fundet og destrueret.

Absolut tysna.

Oh fryd!

Jeg SAGDE jo, at jeg havde en lortedag!

Om det skyldes min meget nært forestående fødselsdag, artiklen i Urban forleden om, at vi lever længere på nettet, eller om vi er ude i noget freudiansk afslutning/begyndelsessymbolik ved jeg ikke; men i nat drømte jeg, at jeg døde. Ikke en drøm med truende stygermusik og dystre skygger i udkanten af billedet – mere sådan…lidt praktisk orienteret. Noget af det, der fyldte mest i drømmen var, at I (alle 7) var meget vrede over, at der pludselig ikke blev skrevet mere på bloggen. (Til jeres forsvar skal det siges, at I ikke vidste, at jeg var død.) Jeg indrømmer, at plottet halter. Der hvor jeg befandt mig, burde jeg have været mere optaget af at nyde varmen og flammernes skær end af bloggens endeligt, og hvordan jeres vrede var kommet mig for øre, røg åbenbart i redigeringen.

Ikke desto mindre tænkte jeg så meget over det, da jeg stod op i morges, at jeg kom til at hælde Nescafe på mine havregryn. Et langt øjeblik stod jeg bare og stirrede på min morgenmad uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad der var galt. Dernæst overvejede jeg et kort øjeblik, om jeg uforvarende var snublet over en guldmine. It could work. ”Havrekaffe. Til dig, der optimerer din tid.” Gik væk fra det igen, da jeg fandt ud af, at det kræver kogende vand at opløse kaffen. Alligevel lige klamt nok.

Jeg følger med på en hel del forskellige blogs. Nogle har jeg læst med på i flere år, og jeg har en fornemmelse af at kende disse mennesker lidt, selvom jeg aldrig har mødt dem. Med alle de bloggere, der findes, MÅ der statistisk set være nogen, der ind i mellem træder ud foran en bus eller sidder i den forkerte bil. Er det ikke en vildt underlig tanke? Som læser ville man aldrig få at vide, hvad der var sket.

Jeg hader løse ender og unfinished business. Jeg vil have oprettet en indstilling, der automatisk får rulletekster til at køre over skærmen, hvis jeg ikke lægger noget op i 14 dage.

Så er jeg også sikker på at få det sidste ord.

torsdag den 15. januar 2009

Top 5

over ting, jeg bliver vanvittig over:

- Min røgalarm, som er ved at løbe tør for batterier - og som jeg ikke aner, hvor er. Et eller andet sted i lejligheden ligger den i en kasse og udsender en gang i timen ét meget højfrekvent 'biiip!' Liiidt anstrengede at stå helt stille med hovedet på skrå for at lokalisere en lyd, der først har tænkt sig at lægge vejen forbi igen om 60 minutter.

- Mit gulv. Jeg bor i verdens bedste lejlighed, men mit gulv er... ret rustikt. På den uafhøvlede måde. Træder med stor præcision en splint på størrelse med et 20 årigt egetræ op i hælen en gang om ugen, hvorefter jeg a) er tvunget til at røre ved mine fødder og b) må foretage smertefuldt kirugisk indgreb med pincet i stearinlysets skær, fordi jeg har douce hyggebelysning overalt. Fucking fakir-gulv.

- Invitationer til pis og papir på FB. Jeg er en af de få, der faktisk synes, at FB er hyggeligt, men jeg gider ikke have virtuelle kæledyr, være medlem af grupper til bevarelse af bryghuse i byer, jeg ikke aner hvor ligger, elller deltage i heksejagt på mennesker som, udsat for lynjustits, bliver dømt skyldige af en masse, der for de flestes vedkommende kan skrive alt, hvad de ved om sagen på kanten af et frimærke.

- Medarbejdere i Føtex (tekstilafdelingen undtaget. Hej Gitte *vinker*). "Vil du ha en ny mælk?" Ja tak. Eftersom den der næsten er forblødt på kassebåndet, og jeg havde håbet at hjembringe mere end en dl, ville det da være dejligt. "Så kan du lige hente en, mens jeg tørrer op". Super. Så sprinter min kæmpe træningstaske og jeg lige tværs igennem forretningen, forfulgt af hele køens SKYND-DIG!! tankeboble. Hit dog med en servicemedarbejder! Og du kan lige tro NEJ, at jeg vil pakke i mælkeinficerede poser, som du nødtørftigt har tørret med køkkenrulle. Stik mig 3 nye, tændstikben, og lad være med at se ud som om, de trækker dem af din løn!

- At blive bedt om at lokalisere fejlen på min mini. Jeg er jo teknikdebil, for fanden. Føler mig som praktikant fra folkeskolens 9. klasse, der har fået stukket skalpel og tang i hånden af den kirug, jeg følges med. Vil nogen ikke godt tage over? Jeg aner ikke, hvad jeg leder efter. "Har du tjekket batterierne?" Altså, jeg har lagt dem begge på bordet og kigget længe og insisterende på dem. De ser fine nok ud. "Hvad med din net USB?" Kom nu on. Det er 3 dage siden jeg stoppede med at kalde den 'internetpind'. Jeg synes ikke, at det klæder kvinder at gøre sig dummere end de er, og jeg får spat af roden-i-hår-og-dumme-lille-mig prinsesse opførsel - men her må jeg simpelthen give fortabt. Hvor længe skal man rende rundt med tomt udtryk i ansigtet og blonde rottehaler, før nogen forbarmer sig?

onsdag den 14. januar 2009

Listepoter og skarpe kløer.

Piger er så hårde ved hinanden! sagde The Artist Formerly Known As Bitter i går.

Han har ret. Det er ikke altid, at jeg er lige stolt over mig selv og mit køn. Et af vores værste karaktertræk, synes jeg, er vores falskhed. Måden hvorpå vi er søde og høflige overfor hinanden, når vi er sammen, og derefter sviner hinanden til, når vi går.

Og. Vi. Gør. Det. Alle. Sammen.

Vi er så utroligt bevidste om, hvad der er Det Rigtige at sige, når nogen (mænd især) lytter, så vi fremstår som overskudsmennesker med evne til at hæve os over andres dårlige opførsel, mens vi i virkeligheden står og tager mentale noter til det forargede referat, bedsteveninden skal have senere.

Somme tider holder vi liv i relationer, vi dybest set ikke er interesserede i, fordi vi ikke vil såre den anden part. Hvilket jo er noget frygteligt pis, for det eneste der helt sikkert er værre end at få at vide, at nogen ikke gider dig – overhovedet – er at finde ud af, at de bruger tid med dig af medlidenhed. Helt i særklasse er det, at vi faktisk bliver vrede på folk, der ikke forstår gå-væk-udstråling, men utrætteligt bliver ved med at ringe og skrive. Dem hører bedsteveninden rigtig meget om.

En gang imellem bliver jeg træt af vores fnidder og stikpiller. Mine egne så utroligt inklusive. Drengenes ligefremme og ordknappe adfærd virker pludselig langt mere reel og tillokkende. De er sværere at fornærme og siger det ligeud, hvis de synes, du er en tarvelig spasser. Vi bruger i al for vid udstrækning modellen med at brokke os til hinanden uden hensyntagen til, at det kan stille den, vi brokker os til i en rigtig træls situation. Sladder og bagtaleri skaber en fornemmelse af os mod dem, hvilket igen giver en fornemmelse af, at vores venskab er lidt stærkere end det, vi har med de andre. Vi deler. Vi er fortrolige. Vi sætter hinanden højere, end dem vi snakker om. Og netop fortrolighed er utroligt svært at takke nej til, fordi det bliver en afvisning af mere end den gode historie. Det bliver en afvisning af dig som bedsteveninde, fordi jeg, ved at bede dig om at blande mig udenom, sætter den, du fortæller mig om, højere end dig.

Jeg har snart fødselsdag, og jeg springer festen over i år. Jeg orker ikke at bruge dagen på at smile stift og insistere på, at vi hygger os, når jeg ved, at flere af mine veninder har anstrengte forhold til hinanden. Der er sms’er, jeg ville ønske, jeg ikke havde fået og spørgsmål, jeg ville ønske, jeg ikke var blevet stillet.

Jeg burde sige til de involverede parter, at de skal blande mig udenom. Jeg er bare så bange for, at de bliver kede af det, hvis jeg gør.

tirsdag den 13. januar 2009

Takes one to know one.

Tyrkere raser over dom for dødsvold kan man læse i Politiken i dag. Jeg bliver træt på forhånd. Det lugter af Muhammed - og ganske rigtigt: Man kan læse, at ”hele Tyrkiet opfatter overfaldet som racistisk” og en tyrkisk journalist fortæller, at ”et racistisk overfald ifølge flere tyrkiske medier bør give 6-8 års fængsel”.

Jeg synes også, at 4 år er alt, alt for lidt for at tage et andet menneskes liv. At de tyrkiske medier har en holdning til, hvor lang tids fængsel et mord skal give er fint, men siden hvornår er pressen blevet eksperter på juraområdet? Måske lidt flot at mene, at man kan gennemskue hele retsvæsenet og domssystemet i et andet land, fordi man er jounalist?

Og er det noget med, at Tyrkiet måske skal være lidt varsomme med at banke på den dør der hedder krænkelse af menneskerettigheder?

Jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være ekstra slemt, at baggrunden for overfaldet er racisme. Der findes ingen gode grunde til at slå andre mennesker ihjel, med mindre vi snakker nødværge. Jalousi, vrede, stoffer eller racisme – det er alt sammen lige forkert og forkasteligt. Nogle grunde kan vi bedre forstå end andre, men det rykker stadig ikke ved, at resultatet på bundlinjen er det samme: Et menneske er blevet slået ihjel, og det kan ikke retfærdiggøres. At insistere på, at et tyrkisk liv er mere værd end et dansk er bare omvendt racisme.

mandag den 12. januar 2009

Bages 8 timer ved 200 grader.

05:35: Vækkeur ringer. No problem. Er udsovet, har printet Krakkort og besluttet, hvad jeg skal have på.
05:55: Tjekker lige mail. Tænder mini.
05:56: Mini dør. Dør! Mellem hænderne på mig.
06:03: Opgiver at genoplive med febrilsk hamren på On ledsaget af non-stop KomNu!!-besværgelse.

06:40: Brrrfff! Permafrost!
07:00: Sidder i tog. Mini-løs. Forsøger at sige til mig selv, at det stadig kan nå at blive en god dag. (As if!)
07:25: Står af tog på meget mørk og øde station. 2 km til destination. 35 min til start. Overdrevet god tid.
07:26: Ok, ingen vejskilte?? Overhovedet?
07:28: Phiew! Der er ét ovre *løber over vej*
07:32: HVORFOR ER DER IKKE NOGEN VEJE, DER HEDDER DET DE SKAL??! Fucking lortekrak! Og skilte… ansvarlige!
07:33: Eneste lokale beboer heldigvis stået op og ude med hund. Godt! *monterer autentisk storby-hjælpeløshed*
07:34: AAAFsted!
07:40: ….
07:42: Aj, men kan det passe?? Der er jo INGENTING herude?
07:45: Komnukomnukomnukomnukomnu!
07:50: Hvor er det henne?!!! *løber rundt i panisk galop i øde industrikvarter* Turbohader nu krak.
07:55: HURRA! Fundet!

08:30: Meget hygiejnisk sted. Er iført så meget engangs-overtræk, at jeg ligner undvegen narkosesygeplejerske og siger sjove, knitrende lyde, når jeg tolker.

10:00: Tolkeskift. Lynhurtigt ud af dør i håb om at nå tog kl. halv.
10:31: Kom. Nu.
10:42: Nå? Så hvis toget er forsinket nok, så piller man det bare af? Det er for nemt, mand. Har desværre brugt al mit had på Krak og kan kun mønstre svag irritation.
10:55: Resignerer og accepterer, at det åbenbart er min skæbne at fryse ihjel på station ved verdens ende i selskab med to stive grønlændere og et loppebefængt gadekryds. Er så dybfrossen, at jeg ikke engang har kræfter til at være skuffet.
11:00: Er det fatamorgana eller skuer mit øje virkelig et tog?

11:50: Ankommer til næste opgave. Ikke en præst i miles omkreds. (Ligger vel på lur et sted, bevæbnet med hvidløg og vievand…)
12:20: Åh, kan ikke det her. De er så kede af det alle sammen.
13:15: Puha. Ondt i maven og tårer i øjnene. Ville ønske, at man kunne slukke sin empati inden nogen opgaver.

15:50: Efter samtale om Emil Ammitzbølls bekymrende lighed med kyllingefilet (bleg, fersk og slimet), ser jeg mig nødsaget til at tage sol.
16:30: Forsøger at slå mig selv ihjel på spinningcyklen. Lykkes næsten.
18:00: Slæber mit forfrosne, mørbankede legeme over tundraen og hjem.
19:00: Sidder iført strikhue, luffer, for store Adidas træningsbukser og 4 hættetrøjer og ligner noget fra 8220. I min ovn. Går IKKE mere ud i dag!

søndag den 11. januar 2009

Det, der er mit.

Jeg ved ikke, om det er et resultat af min fremskredne alder, men jeg er ved at blive sådan en, der er ængstelig. Når jeg læser om overfald, voldtægter og folk, der har mistet livet i trafikken, er jeg begyndt at lave mandtal. Kender jeg en, der passer på alder og beskrivelse? Har jeg styr på tropperne? Er der nogen, jeg ikke har hørt fra for nyligt? Historier om alvorlig sygdom udløser en underlig blanding af taknemmelighed over, hvad jeg har og angst for, hvad jeg kan miste.

Jeg ved ikke, om det er fordi, man efterhånden som man bliver ældre finder ud af, hvor skrøbelige vi er. Fordi man efterhånden har lært, at retfærdighed hverken er noget, vi har krav på, eller gennem god opførsel kan gøre os fortjent til.

Somme tider har jeg lyst til at putte hele min familie og alle mine venner i lommen og passe på dem, så Skæbnen ikke får øje på dem. Eller ram på dem. Samtidig ved jeg jo godt, at alle er nogens, og ingen kan undværes.

Åh! Kan vi ikke bare aftale, at der ikke må ske noget med nogen?

lørdag den 10. januar 2009

DU SKAL IK' KALDE MIG TÆNDSTIKBEN!!

Jeg ved ikke, hvordan det er lykkes mig at overse, at der er startet en ny omgang X-Faktor. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det er fordi, jeg kun ser smalle, eksperimenterende DR2 programmer, læser Informationen og generelt er hævet over underholdingsmæssige tomme kalorier. Det er desværre ikke tilfældet. Når det står værst til, er jeg en af dem, der sms-stemmer. (Èn gang! (to) Og KUN fordi Robert Hansen dansede så pænt.)

Under alle omstændigheder missede jeg første afsnit, så stor var spændingen, da jeg i går skulle se andet afsnit, som tilmed var fra Århus.



Jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde ud at se det. Det kommer i hvert fald til at tage det meste af en uge at rette mine tæer ud igen. Jeg er all for at gå efter sine drømme, og vi har alle læst historierne om de undertippede slidere, der endte med at være dem, der grinede både sidst og højest – men vil folk ikke godt være rare at gro en selvkritik?? Og dem, der VIRKELIG er sølle; dem får jeg decideret ondt i maven af at se. Et problem, som kamerafolk og redigeringscrew tilsyneladende ikke lider af. Vi får lov at staklernes spage, stammende og angstsvedende pip i introen, i sammenklip, under deres optræden, i flere sammenklip og vi får lov at se dem, når de sammensunkne slæber deres handikappede legemer og knuste drømme derfra. Når jeg ser den slags, kan jeg ikke lide mig selv.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Simon og Co. fik i går foræret materiale til 5 nye sæsoner med Ronald og Bugge:
Hvor fanden kom den sidste fra?! Og hvad ER der med dem?? Er de udviklingshæmmede? Alko-børn? På stoffer?

Jeg er stadig bange for dem.

fredag den 9. januar 2009

Great expectations.

Jeg tror efterhånden, at vi har fået slået fast, at jeg forsøger mig med et postivt livssyn og en optimistisk tilgang til tingene. Ind imellem ender det bare med at tage magten lidt fra mig.

Jeg har en tendens til i begejstring at oversælge alt, hvad jeg føler mig knyttet til. Venner, arbejdspladser, fitnesscentre - you name it.

Igår snakkede jeg med en pige, som fortalte, at hun skulle flytte til Esbjerg. I løbet af 4 sekunder var jeg igang med en hyldesttale så varm, at jeg næsten selv fik tårer i øjnene. Efter to minutter havde jeg fået skabt en komplet ugenkendelig by; en hybrid imellem Madrid, New York og London - som jeg egentlig selv fik helt lyst til at flytte til. (Jeg skylder at sige, at Vesterhavet ER i særklasse, og at alle østvendte vande til sammenligning er noget tøsevand.)

På nogle områder har jeg udviklet undvigerstrategier, men det er tillært adfærd, og kun fordi det i længden er blevet utrolig trættende at bruge en hel lørdag aften på at forsvare priser på medlemsskaber i fitnesscentre for fedladne, jovialt-aggressive bordherrer.

Det værste ved det er, at når jeg i storslåede vendinger har lovprist dette eller hint, så ender jeg med at blive utrolig irriteret, når virkeligheden viser sit grimme fjæs, og et menneske kun er et menneske, og en chef kun er en chef. Ved at opføre mig som selvudnævnt ambassadør for alting, føler jeg mig næsten persolig svigtet, hvis min noget subjektive varedeklaration ender med at være falsk varebetegnelse.

Og det bliver en selvopfyldende profeti. Det er altid, når man har talt allervarmest for sin lidt skæve veninde, at hun ender med at blive svenskerstiv, brække sig på hunden og fornærme værtinden. Det er altid når man har rost sin kæreste allermest, at han ender med at opføre sig som en neandertaler i andres påsyn. Det er altid, når man har forsvaret en ubehagelig person mest indædt, at de andre viser sig at have ret.

Mand. Det er fandme somme tider op af bakke at være PR-agent for verden.

torsdag den 8. januar 2009

Det. Sagde. Jeg. Bare. Ikke.

På baresso med veninde. Vi sidder ved vinduet og glor på mennesker, mens vi drikker kaffe. Udenfor går ualmindelig nydelig mand forbi.

Mig: "Pæn fyr, ham der.

....

Gud! Ham har jeg sgu da været sammen med!!"
*smiley-der-skamrødmer-til-lyden-af-undertrykt-latter-fra-de-omkringsiddende*

Stilfuldt. Den kan man ligeså godt lade være med at forsøge at redde, ikke?

Og hold dig for munden, når du hoster!

Er lige kørt forbi en pige, der stod midt på strøget og vrælede: "Frederiiiiiikke!! FredeRIIIkke!!! FREDERIKKE!!!" efter sin (tilsyneladende hørehæmmede) veninde. Måtte næsten bide mine knoer til blods for ikke at gribe meget hårdt fat i overarmen på hende og hamas-hvæse: "Gå OVER til hende, hvis du vil snakke med hende!!"

Nogen, der skal have deres børn afrettet hos The Nazi-Nanny From Hell?

onsdag den 7. januar 2009

Hvis man vil tage, må man også give.

Når man blogger, udtrykker man sig gennem et medie, der på én gang er meget taknemmeligt og meget krævende. Man bestemmer selv, hvad man lægger ud, man kan justere på virkeligheden, så man fremstår mere glamourøs og mindre leverpostejsfarvet, end man egentlig er, og man kan holde kortene helt tæt til kroppen, og kun blogge om iagttagelser og oplevelser fra hverdagen. Men samtidig lever bloggen kun, så længe den bliver læst og det gør den kun så længe nogen derude finder den underholdende eller relevant. Derfor handler det om at vælge et eksponeringsniveau, hvor man hverken lader for meget henligge i skygge, eller føler at man udstiller sig selv. Jeg tror, at de fleste bloggere vælger at dele, hvad de selv føler sig tilpasse ved at følge hos andre.

I såvel underholdning som undervisning, foretrækker jeg, at den, der står overfor mig, svæver en smule over vandene, men samtidig giver lidt af sig selv. Upersonlig formidling bliver for glat og ligegyldigt for mig, men jeg er på den anden side heller ikke interesseret i alt for intime detaljer om mennesker, jeg ikke har en 1:1 relation med.

På min blog skriver jeg meget om verden omkring mig. Ting, jeg undrer mig over og folk, jeg ikke forstår. Jeg forsøger altid at huske, at når jeg peger, er der 3 fingre der peger på mig selv. Det lykkes sommetider. Men når en stor del af bloggens eksistensgrundlag er andre menneskers lykke og ulykke, så ville det være urimeligt kun at flashe mig selv og min historie, når mit liv er sjovt, og jeg kan være mig selv bekendt.

Jeg er blevet mødt med bekymring over min nærmest manglende reaktion på Finnens exit. Jeg har ikke talt ret meget om det, fordi jeg ikke har kunnet finde de rigtige ord. Jeg har ikke blogget ret meget om det, fordi det var nøgent og gjorde ondt - og fordi jeg ikke ved, hvem der læser med. Jeg kunne ikke kunne overskue at blive konfronteret og spurgt, før jeg selv havde fundet et minimum af fodfæste igen.

Mit indtryk er, at folk tror, at jeg ikke vil tale om det og spiller ubekymret, fordi jeg enten ikke vil belemre dem med mine problemer, eller fordi jeg mentalt synger, har fingrene i ørerne og øjnene hårdt klemt i. Stoisk martyr eller på flugt fra virkeligheden. Selv Mørkets Fyrste bad mig bekymret om at gøre noget af det "almindelige mennesker gør, når de bliver gået fra!" Han blev først rolig, da jeg højtideligt lovede at trække i nattøj, drikke mig skidestiv i billig rødvin og tudesynge i dem tomme flaske.

Jeg ved godt, at jeg er svær at hjælpe. Jeg foretrækker at finde ud af tingene selv. Sådan er jeg indrettet. Vi løser alle de svære situationer, vi bliver stillede i på den – for os – bedste måde. Jeg snakker lidt og tænker meget. Rigtig meget. Jeg rydder op, smider ud og køber blomster. Bestiller tid hos frisøren. Jeg har dage med kvalme og hovedpine, og dage hvor jeg kravler rundt på væggene, fordi jeg ikke er tilpas og godt ved, at der ikke er noget at gøre ved det. Jeg går lange ture og tænker noget mere. Jeg leder efter de gode ting – og jeg finder dem.

Så for god ordens skyld: Jeg savner finnen og tænker meget på ham, men jeg har det godt. Også bedre end jeg havde troet muligt. Måske skyldes det, at jeg havde tid til at forberede mig, inden den endelige dom faldt. Måske skyldes det, at jeg er blevet ældre og har været her før: Der er en sær genkendelsen glæde ved at stå her igen. Jeg kender forløbet og mine egne reaktioner og ved, at hvordan verden end vender, så har jeg mig selv, og jeg klarer mig.

Jeg knækker ikke - og jeg mister ikke troen på kærligheden.

tirsdag den 6. januar 2009

Køb din egen, so!

Er det mig, eller er indbruds- og overfaldsraten steget med ca. 4.000 % ? Jeg kan, uden at anstrenge mig, komme i tanke om flere i omgangskredsen, der har haft indbrud siden jul, og folk bliver skudt og stukket ned i hobetal.

Nu har jeg hørt, at det sidste nye er, at grupper af møgbørn i alle farver passer uskyldige pseudo karabinhager op og truer dem til at aflevere deres Canadian Goose jakker...

Ens overtøj?? IMENS man har det på??! Aj men hvad fanden sker der!!?

Jeg vil til at gå med riffel.

Måske liiiige street nok?

"Hej søde. Du behøver ikke komme på job i morgen. Eller... mere, faktisk. Knuz Anders."

Mon Nasar vil være med?

Forleden stod jeg i mit fitnesscenter og klædte om. Ved siden af mig stod en pige, som helt tydeligt lige var vågnet fra langvarig koma, og stadig troede, at det var 1994. Op af tasken hev hun remedier, jeg ikke troede, man fremstillede mere. Først en præ-soliarie olie. Så små øjenbeskyttelsesskaller. Og til sidst en Prolong Tan aftersun-olie. (Total flashback til mine år på handelsskolen, hvor vi MINDST 3 gange om ugen var forbi Sun-tan, hvor vi ivrigt smurte os ind i ting, der fik os til at lugte som suspekte Malibu-sjusser og som skulle få vores dyrt købte grålige nuancer til at holde længere.) Dem ser man godt nok ikke mange af mere, soldyrkerne, og efter de blikke hun indkasserede, havde det vakt mindre forargelse, hvis hun havde hevet en bærepose kokain op af tasken, og stukket snuden i det. Vi tager ikke sol mere, blev der sagt!

Indrømmet: Jeg elsker at tage sol; jeg synes, at det er så dejlig varmt. Jeg er helt på den rene med, at det er farligt, og de af jer, der har set mig, vil også vide, at jeg ikke overdriver: Fra september til juni er jeg så bleg, at jeg nærmest er blå. Men da jeg stod der ved siden af Miss Læderhud 1994, blev jeg rystet over, hvor hjernevasket jeg er blevet. Jeg kom til at tænke over, hvor hurtigt vi accepterer, når de voksne fortæller os, at noget er farligt for os, og hvor hurtigt vi gør deres holdninger til vores egne. Jeg VED godt, at solarie er farligt, og at hudkræft ikke er noget at spøge med, men jeg synes, at der bliver flere og flere ting, som vi beskyttes mod gennem lovgivning, og det sløver evnen til at tænke selv.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg synes, at det er FANTASTISK, at man ikke må ryge indefor mere, men efterhånden er rygere blevet de nye overvægtige. Dem, man har lidt ondt af, fordi de er udstyret med så svag en karakter, at de ikke kan lade være. Dem, som man ser lidt ned på, og som man ikke tiltror en IQ på over 80.

Vi har altid så travlt med at grine af USA, med deres advarsler på koppen om, at kaffen er varm og deres endeløse række af retsager anlagt af idioter, der hævder, at man ikke kunne vide, at katten ikke kunne tørretumbles, fordi det ikke stod i manualen.

Men vi grinede også, da de var bange for at gå ud om aftenen pga bandeopgør og skyderier. Vi grinede, da de første au pairs kom tilbage og fortalte, at ungerne fik slik i camouflage til morgenmad og havde restriktioner på antallet af timer foran TV og computer. Vi grinede over deres overdrevne bekymring for skydespil og grimt sprogbrug i musik og film. Den slags ville aldrig ske i OTA-spisende, fredagsbio-seende og bold-spillende Poul Kjøller -Danmark. Vel?

Der er bare ikke så meget at sige til, at vi bliver dummere og dummere, hvis ikke vi får lov at tænke selv og bruge vores sunde fornuft. At tørre sine kæledyr i mikroovnen er bare perspektiverne på lang sigt. Hvis vi skal have folk til at fortælle os, at rygning er farligt, at chips indeholder fedt og at man kan dø af at køre for hurtigt, så er det vel ikke urealistisk, at det om 10 år er os, der står og overvejer om hamsteren skal have 1 eller 2 minutter ved 600w, når vi har vasket den i brun sæbe, fordi der ikke stod, at man ikke kunne.

Hvis jeg skulle bestemme, hed det mere oplysning, færre forbud og brugerbetaling på behandling af livsstilssygdomme. I 3 storbyer i Europa har man lavet et forsøg med at fjerne alle lysreguleringer på en længere strækning i den indre by. Cyklister, fodgængere og bilister i en pærevælling og ingen til at styre slagets gang. Resultat? Antallet af ulykker er faldet markant. Når vi ikke bare bevidstløst kan læne os tilbage og lade os føre, og vi ikke bare stejlt kan stå på vores ret til den smule, vi har fået tildelt, så øges graden af ansvarlighed og opmærksomhed. Jeg ved godt at sol, alkohol, sukker og ubeskyttet sex er farligt, og hvis jeg vælger at kaste mig over det alligevel, så synes jeg egentligt er det eneste rimelige er, at jeg selv betaler for eventuelle ubehagelige konsekvenser af mine valg.

Det er egentlig ret nemt det der politik. Tror sgu lige, at jeg stifter et nyt parti.

mandag den 5. januar 2009

Nye rejsende?

Da jeg gik i skole, havde vi specialklasser for dem, der ikke passede ind i de almindelige klasser. De hed altid noget med ’D’ og havde mystiske spring i talrækken. Man kunne således tilbringe 2 år i 4.D, for så at gå direkte videre til 6. D.

På Skolen For Parkeringsvagter har de også en specialklasse. Den er for folk, der er for nidkære og mistroiske til at blive p-vagter. Fremfor at lade dem sygne uvirksomme hen, har man været så heldig at få en samarbejdsaftale i stand med DSB, hvor de bliver ansat til at tjekke billetter.

Med fascistoid iver bruger de tyve minutter på at nærlæse ALLE detaljer på ALLE billetter. Det bliver påtalt, hvis dit stempel gnidret (Min fejl. Jeg beklager, at jeg ikke fik tjekket blækbeholdningen i maskinen), eller hvis din billet udløber om ti minutter. Skuffelsen tegner Grand Canyon-dybe furer i ansigtet på dem, hver ENESTE gang, de er nødt til at række en gyldig billet tilbage.

Slap nu af. Det er jo for fanden jer selv, der har solgt mig billetten.

søndag den 4. januar 2009

Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!Se!

Mini-note med strategisk rigtig placeret mål-mandarin (1:10).

Min mini-note. Min. Minminminminmin!!! Hurra!!

lørdag den 3. januar 2009

Lørdagen i punktform:

08:57: Vågner. For 4 dag i streg 8:57 sharp. Wolla. Jeg sværger. Der er noget med den indlandsis.

09:30: Tillader endeligt mine læser at trække vejret igen efter sindsoprivende cliffhanger af en fuglegyser.

10:00: Giver mig. Står op.

12:00: Har nu skiftet sengetøj, vasket to maskiner tøj, skrubbet køkken ned, skabe, gulv og fliser inkl., gjort rent i resten af hytten og fikset vaskemaskine. (Er der i øvrigt nogen, der vil have en tørretumbler? Gratis? Gider ikke have den stående. Kom nuuu. Ellers ryger den ud over altanen. Uden varslingsråb. Vil I virkelig have det på samvittigheden?)

12:15: Sidste øver af nyt combatprogram.

12:30: Belastende sund frokost *januar-smiley*, herefter afsted med affald og tomme flasker.

13:15: Bliver ualmindeligt glædeligt overrasket over massør, der helt uopfordret har taget sine 4 Eddie Izzard dvd’er med til mig. Hvor flink er han lige?? (Massør. Ikke E.I. E.I. er bare grov - og formentlig den sjoveste mand i verden.)

14:00: Release på nyt program.

15.15: Storsvedende Elvis forlader bygningen, lilla men tilfreds.

16:00: Føtex. Indkøb af bestikkelse i form af Nutella til brormand og frue, som kommer og fixer mini i morgen.

17:00: Mere tøjvask. (Christ altså. Hvem fanden ER det, der bruger alt det tøj!?!)

18:00: Når lige at turbo-tude 7 minutter til afsnit af Ally. (Billys begravelse, så knyt!)

18:07: I gang, i gang, i gang!

18:30: 3-2-1-klar til at bevæge mig ud i verden. En bølge af rødvin med mit navn skrevet på venter derude.

Skål.

Fugle-update.

Efter at have været fange i mit eget hjem med behov for våben og ørepropper, er der nu SÅ stille i min baggård, at det er decideret mistænkeligt. Når jeg kigger ud, sidder der bare 3 forkølede F16 fly måger på tagryggen overfor. Der er ikke en lyd at høre. Kan det passe? Var der bare tale om en flok teenagefugle, der trak et spor af hærg efter sig på deres vej sydover? Et af naturens luner? Har det noget at gøre med indlandsisens forsvinden eller det ekstra sekund, vi skulle lægge til i onsdags for at få tiden til at passe? Var det 08-fugle? Eksploderede de onsdag aften i en sky af næb og fjer, da klokken slog 24? Eller sidder Charlie i virkeligheden på lur i træer og underjordiske tunneler og venter på, at heksen genåbner sit køkkenvindue og forlader sit hjem?

fredag den 2. januar 2009

Måske Gud bare forsøger at fortælle mig, at jeg er for gammel til MTV.

Er der andre end mig, der har lyst til at sparke knæskallerne ind på samtlige medlemmer fra Alphabeat, når de danser pep-agtigt til sidst i deres nye video?

Klar til blog on the go?

HURRA!!! Min mini-note er kommet! *smiley-der-danser-sejrshula*

Efter super hyggelig nytårsaften med frygtindgydende god mad og champagne i Holstebronx, valgte min søde, søde veninde og hendes søde, søde kæreste at køre mig hjem. Fra Holstebro. Til Århus. Hvordan de bærer sig af med at folde vingerne sammen under trøjerne, er mig en gåde.

Ville dog ønske, at jeg havde valgt at tage min pung med mig, da jeg tog hjem.

Da jeg ufrivilligt pungløs trådte ind af min dør torsdag, blev jeg modtaget af en kærlig hilsen fra Post Danmark. De havde været her tirsdag - hvor jeg var hjemme hele dagen. Sneaky sons of bitches. Vil VÆDDE med, at bebumset, pubertær pakkepost bare udfylder blanketterne på forhånd, smider alle pakkerne af på posthuset og kører hjem og ser porno! (Mental note til mig selv: Husk at spritte brevsprække af).

Forstår heller ikke helt, hvordan jeg kan få udleveret en pakke fra 3, som jeg ikke har modtaget seddel på, sammen med mini. To forskellige firmaer. To forskellige pakker. Hvordan? Jeg forstår det ikke. Men who cares? My baby is here! Nu skal jeg bare lige have lidt storbroderlig assistance, så jeg får den gjort rigtig klar og så er jeg KØRENDE!