lørdag den 12. december 2009

Luftkastellet...der ….zzzzzz

En obligatorisk regel, når man er på kursus er, at man den sidste aften skal drikke sig i hegnet. Jeg siger ikke, at det er rigtigt. Jeg siger bare, at sådan er det. Så det gjorde vi. I verdens grimmeste kælder, siddende på en sofa, der så ud som om, den var betrukket med musepels, inhalerede vi juleøl og rødvin, som var det vor sidste nat på jord.

Fredag morgen var jeg så lettet over, at jeg måtte komme hjem, at jeg – til mit holds meget store søvnunderskudsudløste irritation – helt glemte at have tømmermænd. Bevægede mig nærmest i dans, sang alle mine sætninger og var i det hele taget bare str. X-large i forståelse, selvom det kun var blevet til små 4 timer i æsken.

Jeg var tilbage i min lejlighed (som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne) i går kl. 16, og desværre har min slave ikke løst mine opgaver, mens jeg har været afsted (lille svin!).

Det betyder, at jeg på 25 timer har:

- Besvaret 20 e-mails.
- Skiftet forsikring.
- Opsagt en hjemmeside, jeg havde glemt, jeg havde,
som jeg har modtaget domænesideregning på.
- Været ude og spise med 2 veninder.
- Drukket kaffe med 2 andre veninder.
- Købt de sidste 4 julegaver.
- Udtænkt og købt 3 værtindegaver til
julehyggearrangementerne den kommende uge.
- Kørt en spinning evaluering.
- Samlet op på koordinering af nytårsaften.
- Konverteret al min musik i iTunes fra MP4 til
MP3 filer, så jeg kan mixe det.
- Mixet musik til spinning mandag.
- Lavet og øvet program til combat tirsdag.
- Gjort hele hytten rent.
- Vasket 3 maskiner tøj.
- Sovet lidt. Meget lidt.
- Forberedt mig til i morgen, hvor jeg skal på arbejde.

Om en halv time får jeg gæster, og så er der dømt sushi og bio.

Jeg håber, at de skubber til mig, hvis jeg snorker.

1 kommentar:

  1. Hold da op du var flittig!! Håber du klarede at holde dig vågen ;-) og at I hyggede jer
    - Mette

    SvarSlet