fredag den 18. december 2009

Kunne Tine Bryld være et bud?

Nogle dage føles et som om, at alle samtaler man deltager i har samme grundtema. I dag var det parforhold, og hvad man i kærlighedens navn kan kræve af hinanden.

En af mine veninder har en kæreste, der for tiden leger stilleleg. De er lige flyttet sammen, og hvor der tidligere var mulighed for at gå hjem til sig selv, hvis den anden var en spasser, er der i dag nowhere to run. Hun er sikker på, at noget plager ham og bliver ved med at forsøge at få ham til at sige, hvad det er, fordi hun så gerne vil hjælpe, og fordi hun er bange for, at det handler om hende. Han tramper rundt med rynkede bryn og bliver mere og mere olm, for hver gang hun spørger.

Jeg ved ikke, hvem af dem, der har det sværest. Men jeg ved, at jeg i dag kom til at tænke på, om man ret til andres problemer? Kan man kræve at de åbner og deler, fordi man bor sammen, og dårligt humør smitter? Mit umiddelbare bud er nej, fordi man skal kunne være sig selv i sit eget hjem, men når ’eget hjem’ er et joint venture, har man så ikke også et fælles ansvar for at skabe et sted, hvor begge parter kan holde ud at være?

En anden veninde har for nyligt mødt en sød fyr. De havde kendt hinanden i 2 måneder, da han fik konstateret en sygdom, der i løbet af relativ kort tid kommer til at koste ham hørelsen, og nu overvejer hun at gå. I drømmen var prinsen ikke døv, og prinsessen skulle ikke fungere som tolk mellem ham og resten af verden. Det er blevet umuligt at afgøre, hvad der er følelser og mangel på samme; hvor medlidenheden stopper og den dårlige samvittighed tager over.

Det gør ondt at opdage, at man måske ikke er helt så stort et menneske, som man havde håbet, men spørgsmålet er, om ikke det er mere egoistisk at blive sammen med en mand, fordi man gerne vil bevare sit billede af sig selv som typen, der er hævet over den slags, end det er at gå fra ham, fordi han er syg? Men kan man overhovedet gå fra en mand, man er vild med i dag, fordi magtbalancen om et par år eller tre er forskubbet, og han ikke længere repræsenterer det liv, man ser sig selv i?

Der burde være en voksen, man kunne ringe til om den slags.

1 kommentar:

  1. Mo. No. Po. Let. Og Mads, selvfølgelig.

    Nåja. Eller Det Gode Råd.

    ;-)

    SvarSlet