søndag den 6. december 2009

Famous last words.

Beklager, hvis indlægsfrekvensen ikke er helt så høj som den plejer at være, men dels er der nogle ting, jeg lige skal finde ud af, hvad jeg gør ved, som ikke er super bloggeregnede, og dels går det rigtigt, rigtigt stærkt i de her dage.

Efter verdens rådneste torsdag skal jeg ærlig indrømme, at jeg på ingen måde var klar til turboweekend med dobbelt op på julefrokoster, workshop og kursus, men det hjælper altid på humøret at lægge godt selskab på det, så julefrokosterne endte med at være de vanilieredningskranse, jeg i virkeligheden havde brug for.

Det meste af lørdagen brugte jeg på at sidde og stirre henført på Lasse, mens han gjorde ting og sager ved den nye computer og slyngede om sig med frække ord som 'strippe' og 'netværkskompatibel'. He knows shit. Og jeg vil gerne lige have lov at prale med, at jeg låser min computer op ved at scanne mit fingeraftryk. Hvor sejt er det!? Very, very CSI.

Lørdag aften var der dømt endnu en fitnessjulefrokost, denne gang for personalet. Vores centerchef har en forkærlighed for at afholde festerne i centeret, så jeg brugte det meste af aftenen på at hænge i baren/vægt-racket med en sjus og udveksle sladder. En enkelt gang - og det her tjener bare som bevis for, hvor langt ude jeg i virkeligheden er - var jeg endda på dansegulvet.

I know. Forstår det heller ikke helt selv.

Efter 4 timers søvn, væltede jeg her til morgen ud af sengen og cyklede tilbage til centeret, som jeg lige havde forladt, for at deltage i kvartalsworkshop med de mennesker, jeg just havde drukket shots med. På et urimeligt klistret gulv i en stemning af lige dele vantro og granatchok, stod vi så, side om side, og forsøgte at ligne nogle, der ikke stadig var stive. Gik dårligt.

Til gengæld er jeg bagefter kommet i tvivl om, hvorvidt den MEGET engagerede, københavnske underviser virkelig dansede overgearet omkring med høj hat og handske til et remixet-til-ukendelighed MJ, nummer, mens hun greb sig selv i skridtet, eller om det simpelthen er en alkoholbaseret drøm.

Lige nu sidder jeg så og spiser risengrød (seriøst: Der er træsplinter i kanelen. Hvor fanden kommer de fra?? Kanel... træet/busken/pinden? Og er de farlige at spise?), mens jeg venter på, at min taske pakker sig selv. Om to timer tager jeg på kursus, og jeg klynger mig til håbet om, at det er bedre end sidste gang.

Det kan i hver tilfælde ikke være værre.

4 kommentarer:

  1. Hey, pole sana na toemmermaend, but that's life.

    Jeg kan svare paa det med kanelen. I 'rigtig' kanel er der naturligvis 'splinter' - kanel er afhoevlet bark fra kaneltraeet (som fex gror paa Zanzibar....

    KH
    Pernile

    SvarSlet
  2. Jeg ved ikke, hvad jeg håber mest:

    At det rent faktisk skete, at en instruktør gav den som MJ-lookalike (men det lyder dog sandsynligt)-

    Eller at det var en drøm - for så skal vi ha dig tilbage i terapi!

    God tur i helvede - jeg venter på den anden side (er SIKKER på det bliver bedre end sidst... NOT)

    :oD

    SvarSlet
  3. Jeg er alvorligt bekymret for dig! Ikke på grund af underlivsproblemerne eller den pludselig opstået trang til julepynt i opgangen... men *dybt-bid-i-knoerne* DANSEGULVET, Linda!?!?
    Kan du - oh, du gode menneske - komme så langt ud at vejen går forbi dansegulvet?!?!?
    Jeg kan ikke for godt ha' det i mit hoved....

    SvarSlet