tirsdag den 1. december 2009

En svær balance.

En af de store fornøjelser ved over en årrække at bestride flere jobs er, at man får lov at betragte nogle af de samme situationer gennem forskellige briller. De sidste par uger har det været evaluering og kontrasten mellem det at være ny på blokken og gammel i gårde, der har været under den mentale lup.

Mange af mine nye, ivrige kolleger, søger i starten råd og vejledning hos alle de gamle rotter på loftet, fordi de er sultne efter at lære og gerne vil være rigtig gode rigtig hurtigt. De suger til sig, og de første par måneder rykker de med raketfart, og er taknemmelige for al feed back, både den de selv inviterer til, og den der bliver givet uopfordret. Men stille og roligt kan jeg høre, at det bliver irriterende at blive betragtet som ny og modelérbar.

Netop det har jeg tænkt rigtigt meget over, for jeg kan tydeligt huske, da jeg selv var relativ ny, og måtte finde en pæn måde at sige til en erfaren kollega på, at jeg syntes, at NU lukkede vi til boks 1. Hvis det skal være tilfredsstillende og give mening at gå på arbejde, synes jeg, at man er nødt til at finde sin egen stil og måde at gøre tingene på, så man føler, at man bidrager med noget, der gør en forskel for helheden. Derfor kan det være nødvendigt at bede folk om at pakke sig, for så længe de tror, at du kan formes, forsøger de at forme dig, så du passer til DERES ønsker og behov. Og hvem gider at være nogens blodfattige klon eller spejlbillede?

Af den grund giver jeg sjældent feed back eller kritik, hvis ikke folk direkte beder mig om det. Og hvis jeg skal være helt ærlig er jeg heller ikke særlig god til at tage imod det, hvis jeg ikke selv har inviteret til det.

Men i dag så jeg så et eksempel på, hvorfor man skal huske at blive ved med at sende invitationerne ud, selvom man er blevet en af de gamle. For man kan nemlig gå hen og blive så tilfreds med lyden af sin egen stemme, at den bliver nedladende. Og lige der, gik det op for mig, at det er det, der bliver ved med at gå galt, når jeg er på kurser, hvor jeg har lyst til at slå underviserne ihjel. Jeg gætter på, at de - fordi de hele tiden underviser nye mennesker i det samme stof - sjældent får respons på deres undervisning, fordi eleverne har travlt med at tilegne sig stoffet. Men når tonen bliver nedladende nok, mister jeg fuldstændig mister evnen til at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi alt i mig stritter så meget, at jeg nødt til at bruge al ledig kapacitet på ikke at verbalisere min foragt eller forvandle mig til kontrær teenager, der i ren trods er uenig i alt, hvad Autoriteten fremfører.

Kunsten er vel at finde sin faglige personlighed og tegne den skarpt nok op til, at verden omkring dig kan forholde sig til den, samtidig med at du bevarer en ydmyghed og respekt for de mennesker, du betjener.

1 kommentar: