søndag den 18. oktober 2009

Sticks and stones may break my bones

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den - for dem - bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) "Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!"
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) "Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]"
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) "Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom"
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang....

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.

5 kommentarer:

  1. Virkelig godt iagttaget! :) Og jeg tror virkelig det er svært for os kvinder tror jeg, at slippe uden om de clichéer. Jeg havde faktisk en ex-veninde som faldt under den første kategori. Hun kunne ikke snakke om andet end hende selv. Og nøjagtig som du beskriver, uddelte man noget af sin sjæl blev det brugt som foder til hendes egen historie som var meget værre end den man nu selv sad og fortalte. Og det sårer virkelig, at man deler noget som skulle være med en veninde og hun bruger bare ens sorger til at dominere samtalen. De to andre er jeg ikke helt så bekendte med faktisk, men jeg har sikkert stiftet bekendtskab med dem. :)
    Jeg vil fra nu af prøve at være obs på hvad jeg selv gør og siger til mine veninder. Fordi det er faktisk vigtigere end man tror at kunne både kritisere, stille spørgsmål til bevæggrunde og også være en støtte.
    Men igen, tak for iagttagelsen. Super indsigt i kvinders kvaler :P

    SvarSlet
  2. Ih Linda, du er altid så cliffhanger-agtig, du skal bare spytte det ud, som du har på hjerte, selvom det er svært. Men jeg kender det godt fra mig selv, selvom det selvfølgelig er værre, for jeg har ingen arme ELLER et sprog. Men sådan ender det selvfølgelig tit for folk som os. (Gæt hvem, der skriver for at holde sig vågen lige nu... Joo, kom nu, gæt)

    SvarSlet
  3. Jeg oplever den første kategori alt, alt for meget, og da jeg ikke er typen, der glædes over, at der findes personer, der har det dårligere end mig, så er det ikke en trøst at få at vide, "at vi andre har det altså også hårdt!"

    *suk*

    Til gengæld har jeg været forskånet over for de to andre kategorier, og nu overvejer jeg, om jeg så skal føle mig heldig, eller om jeg vil bytte nogle af tilfældene fra første kategori til et par eksemplarer fra de andre...

    SvarSlet
  4. Jeg mangler faktisk stadig at faa serveret en "quick-fix" metode til at foelge op paa sidste gang jeg fik en "Saadan er du altid"...
    Utroligt at man ikke kan finde ud af at foelge reglerne!! :o)

    SvarSlet
  5. Det er skarpt formuleret.

    Det er altid trist at stå på sidelinjen når kategori tre fortæller at NU har de fundet lykken for han slår slet ikke....og så have dem ringe tre uger senere HAN SLOG MIG/HAN DRIKKER OGSÅ/HAN ER (OGSÅ) UTRO...

    SvarSlet