fredag den 23. oktober 2009

Pigen med de blå ribben.

Min cykel og jeg har snart 1 års bryllupsdag, og det er uden pis den bedste cykel, jeg nogensinde har haft. Ja, den er lidt vel tung i røven, men den kunne med rette sige det samme om mig, så vi er egentlig a match made in heaven. Da den rare cykelmand sagde, at Kildemoes var vejen frem, fordi den er dansk produceret, og dermed bygget til det danske klima, havde han ret. (Og lige nu går det op for mig, at det må være fordi jeg købte den i oktober = brystkræft awareness month, at den er dekoreret med lyserøde sløjfer. Christ. Jeg må være Danmarks eneste tolk med en forskydningstid på et år.)

Den eneste lille ting jeg har at pive over er, at den har fodbremse. Ikke at det er skidt. Det er faktisk rigtig rart, når man kommer sejlende ned af en regnvåd Ringgade, men jeg har ikke haft fodbremse på en cykel siden jeg var 10 (seriøst), hvilket giver frigearscyklerne 22 års forspring. (Det gjorde decideret ondt at skrive den sætning.) Og selvom jeg nu har været med fodbremse i et år, er det stadig ikke lykkes mig at lære at bestige cyklen korrekt.

For når pedalerne står i hvad der på en urskive ville være kl. hhv. 12 og 6, ser det jo umiddelbart tilforladeligt ud, og jeg sætter hver gang fortrøstningsfuldt fra – for så at hamre ribbenet i styret, fordi klokken åbenbart kun var 29 minutter over, og der stadig var noget brems tilbage i pedalen.

Man kan ikke risikere, at Børnenes Traffikklub kommer og inddrager cykelkortet igen, vel?

3 kommentarer:

  1. Linda så skulle du se mig komme op på min (nye) mountainbike!! når man er vant til almindelig damecykel (citybike - men altså pointen er det med dame/herrestang og så midt-imellem-mountainbike), så ser det også RET sjovt ud!!
    - Mette

    SvarSlet
  2. Pænt lang forskydning... Det kan selvfølgelig have sine fordele :)

    Anne F.

    SvarSlet
  3. FANTASTISK indlæg! Tusind tak for en mega-griner. Tø-hø... jeg klukker endnu :-) Og så lige på sådan en dag, der ikke liiige levede op til vanlig standard - kan det være bedre?!

    TAK - af hjertet tak! :-)

    SvarSlet