tirsdag den 6. oktober 2009

Det er ikke det, du siger.

Her i huset har vi den grundregel, at vi ikke lyver mere end højest nødvendigt. De små hvide, der får hverdagen til at fungere, og betyder, at man ikke skal fare rundt som en omvandrende træningslejr i assertion, er der grønt lys for. Vi har det en lille smule sværere med fortielser; de kan gøre rigtig ondt, hvis man på et tidspunkt får kendskab til dem, for de føles som løgne eller små beviser for, at et andet menneske ikke har følt tillid nok til en til at fortælle sandheden, men vi anerkender også, at vi trods alt ikke har krav på aktindsigt i alle andres liv, og vi prøver at holde os for øje, at vi selv gør brug af dem i særlige situationer.

De skærpede omstændigheder opstår, når man spørger direkte - og bliver løjet lige op i ansigtet. Det er jeg ikke ret vild med, og derfor er jeg rigtig træt af, at min veninde har gjort det.

Jeg kan sagtens se, at hun har en masse at tabe ved at være ærlig, men jeg havde alligevel troet mere om både hende og vores venskab end det. Ikke mindst fordi jeg, da jeg spurgte, gjorde det meget klart, at der var frit lejde: Jeg lovede ikke blive sur, ligemeget hvilken facon sandheden havde, men jeg havde hårdt brug for at kende den, så den ikke på et senere tidspunkt eksploderede op i ansigtet på mig. Sandheden fik jeg sidenhen, et andet sted af en anden person, og beklageligvis stod den i skærende kontrast til hendes svar.

Hun ved ikke, at jeg ved det, og selvom det er længe siden, jeg fandt ud af, at hun har løjet for mig, har jeg ikke konfronteret hende. Jeg kommer heller ikke til det. Jeg er ikke interesseret i at høre forklaringen, for den er ikke vigtig for mig. En undskyldning kan jeg heller ikke bruge til så meget. I min bog er der nogle ting, venner bare ikke lyver for hinanden om. Og hvis de alligevel gør og jeg finder ud af det, må jeg konstatere, at det ændrer mit syn på personen og vores venskab for altid.

6 kommentarer:

  1. Linda det er hård kost fra morgenstunden - men atter må jeg erklære mig enig med dig... det er bare ikke ok og for mig ville det også ændre synet på den anden person... j

    eg ved ikke, om jeg kunne lade være med at konfrontere vedkommende med det. Og det ville afhænge af det løgnen vedrører - og hvor langt og dybt venskabet er - om venskabet ville overleve en sådan konfrontation...

    Det virker som om, det er noget virkelig vigtigt det her konkret vedrører for dig - og at det HAR ændret på dit venskab (fra din side), så måske det ville være bedst og mest fair (og du kan jo godt være fair, selvom hun ikke har været det!!), at få konfronteret hende ??
    - Mette

    SvarSlet
  2. ps og JOJO 10 øreren ER faldet nu!! for du har jo lige gjort det, jeg foreslog - dog ikke helt face to face - hvis da denne veninde er læser af bloggen OG har en ok hukommelse!
    - mette

    SvarSlet
  3. Løgnere er i min begrebsverden på samme niveau med pædofile og sorte pissemyrer. Jeg kan ikke have det og lyver derfor heller aldrig. Af den simple grund at jeg er udstyret med verdens dårligste hukommelse og derfor ikke ville kunne holde styr på min(e) løgn(e). Og netop fordi jeg er SÅ meget imod løgnere, er der da osse røget et par venskaber eller fire på den konto. Lyv for mig, og jeg går min vej.
    Faktisk er der tre ting, jeg ikke kan snuppe;
    - folk, der lyver.
    - at spilde min tid,
    - OG at få våde strømper...

    SvarSlet
  4. Ja - du kender i hvert fald min holdning til den slags sager :-) Løsningen på det er vist bare en helt anden sag, regner med du lige bipper eller noget hvis den perfekte løsning dukker op i dit hoved.
    - og Miw, måtte da lige læse dine 3 en ekstra gang! Så helt klart for mig "at få HVIDE strømper" - hvilket selvfølgelig heller ikke eri orden overhovedet, men som alligevel ikke kan måle sig med de våde :o)

    SvarSlet
  5. P.S
    - er vist også en af dem der må sande at en konfrontation ikke giver den der lettelse indeni som man jo nok håber på ved at vælgeden metode!

    SvarSlet
  6. Det er ærgelsen der gnaver, og det kan den blive ved med længe!
    Selv har jeg et par venskaber på samvittigheden, fordi jeg ikke ville blive ved med at holde gode miner til slet spil!

    Jeg synes du er i din bedste ret overhovedet til at være frustreret, og på en måde kan jeg godt forstå du ikke synes det er konfrontationen værd - den vil alligevel næppe rette op på din skuffelse!

    SvarSlet