tirsdag den 27. oktober 2009

32 år og professionel samarbejdspartner. Eller det der.

Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov at møde en masse mennesker, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Som nu f.eks. den excentriske læge i dag. Sad og læste i et mennesketomt venteværelse, da en mand på et par og tres med hvidt hår, der stod ud i alle retninger, pludselig slog døren til de hellige haller op.

Ham: ”Det er da så dumt, når man ikke kan finde sin bog!”
Mig: (Lidt usikker på, om manden er læge eller patient): ”Ja, det kan da være mægtig træls.” (Ind imellem, når jeg er på arbejde, tager jeg mig selv i at bruge ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg kunne. ’Mægtig’??)
Ham: (Lettere mistænksom) ”Du har ikke taget den, vel?”
Mig: ”Nej, det er nu min egen, jeg læser i.” (Holder pligtskyldigt bogen op som bevis)
Ham: (Ikke overbevist. Overhovedet) ”Hmmm..”

Det var så her, patienter, pårørende og andet godtfolk væltede ind af døren, og vi fik fastslået, at manden VAR lægen. Må indrømme, at det var med et vist element af spænding, jeg satte mig til rette for at tolke.

Han var selvfølgelig den mest rockerseje, fantastiske, superskarpe og empatiske mand i hele det danske sundhedssystem. Respektfuld, kompetent og lun. Fik faktisk helt lyst til selv at lide af en lille, bitte specialsygdom, så han også kunne være min læge.

Han var så rar, at jeg ikke engang blev sur, da opgaven var færdig, og han i stedet for at give hånd, valgte at klappe mig på hovedet.

(Og folkens: Hvis vi skal op på 60 hemmeligheder, skal jeg altså have lidt hjælp… Kom nu! Hvis du er genert, så send den fra din arbejdsmail, bibliotekets mail, kærestens mail eller – hvis den er meget slemt – din fjendes mail.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar