søndag den 20. september 2009

www.fuckingkliché.com

Jeg er ved at udvikle en ny teori om, hvorfor ældre mænd går efter yngre kvinder. Min spirende mistanke går på, at det måske ikke så meget handler om en krop uspoleret af tyngdekraften som det handler om et sind uspoleret af kynisme og erfaring. Kvinder på 21 er bare en del nemmere at snyde end kvinder på 35. (Det gælder selvfølgelig ikke mine læsere på 21. Det er de andre 21-årige, jeg snakker om.)

Min veninde, som først nys er begyndt at date igen efter 6 måneder i natostilling af sorg over ekskærestes exit, kom forleden og fortalte, at hun nu endelig havde mødt en, som hun var oprigtig interesseret i. Jubel. Der var lange udstrækningsseancer i fitnesscentret. Der var fællestræning. Der var flirt og fysisk kontakt. Eneste hage var, at min venindes veninde tidligere har været der (fik i den forbindelse en forfærdelig tanke: Når min omgangskreds begynder at formere sig, vil der altså være flere børn, hvis fædre har været sammen med flere af mødrenes veninder. Tænk hvis det samme gælder for vores forældre *fysisk-dårlig-smiley*), og dengang brillerede han med at vise sig at have en kæreste. Men vi blev enige om at lade tvivlen komme ham til gode: Det er mange år siden, vi begår alle fejl, vi bliver alle klogere, blablabla.

Og så – på 4. date:

”Ja, jeg bor jo godt nok sammen med min kæreste, men det går ikke ret godt. Hvordan har du det med det?”

WTF!?

AJ, men helt ÆRLIGT!!! Sig det sgu da fra starten, hvis din agenda er, at det bare skal være sex, så hun har en reel mulighed for at tage stilling til det, hun bliver tilbudt! Lad være med at rende rundt og spille tilgængelig!

Nå, men som hun selv siger: Der har man jo ligesom været flere gange, og selvom man bliver kortvarigt gal, så ER det altså ikke noget, der får verden til at styrte i grus. Skrid pom frit, og lad endelig døren ramme dig i røven på vej ud.

Nu bliver hun så nærmest elektronisk mandsopdækket. Han vil gerne vide, om hun "er ok?” Betænksom fyr. Og han synes, at hun er forfærdelig sød, og vil så gerne, at hun ”lukker ham ind i sit liv.” Hvad kæresten formodes at lave, mens han står og flagrer i andre dørsprækker, melder historien ikke noget om.

Jeg synes faktisk ikke, at vi er nogle kyniske kællinger, men vi ER nok blevet sværere at imponere, fordi uskylden efterhånden er læderet af de mange sammenstød med løgne og tilpassede sandheder. Og for hver selverhvervet erfaring, man har gjort sig, er der ti til låns hos veninderne.

Som 21-årig kan man stadig overbevises om, at det er bedst at holde skodderne lukkede og gardinet trukket for, da porøse facader og skrøbelige undskyldninger ikke bør udsættes for direkte sollys.

Vi andre gamle krager har lært, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, der er noget i vejen med.

5 kommentarer:

  1. Jeebus alt hvad han ville var at kneppe.

    hvis nogen spør mig, det gør de nok ikke men det vil jeg skide på jeg siger hva jeg mener.

    SvarSlet
  2. skidefukingkliché. hep!

    Forresten, jeg har tagget dig. Leg med hvis du har lyst og tid, ellers glem alt om det :)

    SvarSlet
  3. UR: hvis han kun ville kneppe, hvorfor lagde han så ikke kortene på bordet fra starten? Det ER jo set før, at nogen piger OGSÅ bare er ude efter sex-delen!

    Men hvorfor sige det efter 4. date - hvor man næsten MÅ være klar over, at man har med en pige at gøre, som er ude efter mere en dét...

    Jeg bliver simpelthen så TRÆT nogen gange!!

    SvarSlet
  4. SÅ enig med lille T! For fanden da!!!
    - Mette

    SvarSlet
  5. Er det ikke noget med at de lige skal have kørt os i kamp-stilling, før de enten siger: "Jeg har en kæreste" eller "Jeg er altså ikke lige til faste forhold"? For når vi først er blevet interesserede i denne hér fyr, så har vi svært ved at sige nej? Synes snart der burde komme nogle regler omkring at SÅDAN NOGET GØR MAN BARE IKKE!!! Meld nu ud fra starten - vi kan faktisk godt klare det!

    SvarSlet