torsdag den 10. september 2009

It’s all about love.

Jeg er all for internet, iPods og chatprogrammer, men efter min snak med kærlighedsramt veninde i går, kom jeg til at tænke på, at der er to ting, som fremskridtet snyder forelskede unge for i dag: Kærestebrevet og det mixede kassettebånd.

Når vi skrev kærestebreve var det seancer, der strakte sig over hele dage, fordi vi skulle skrive dem, finde ud af, hvor den udkårne boede, købe frimærker og finde en postkasse. Ca. en million muligheder for at fortryde undervejs, og derfor også så meget desto mere dyrebart, når man fik et. I dag tager det en tusindedel af et sekund at finde hinanden på Arto, skrive XOXO, <} og andre mystiske tegn og forkortelser, som jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke forstår, og trykke på ’send’. Vi andre skamlæste brevene, foldede dem sammen og åbnede dem igen til de var helt møre og blanke. Hvad gør de i dag? Ligger på sengen med computeren knuget til brystet?

Den dag i dag går musik stadig lige i hjertet på mig, men dengang i 80’erne, når man fik et kassettebånd med 16 sange, der alle sammen tydeligvis var skrevet kun for mig (kun for mig), akkompagneret af pick-up knitren og Kim Schumachers milde røst.. Oh smertefulde fryd! De næste mange gange man var til sodavanddisco, kunne man stå med Malibu-tårer i øjnene og savne, når Skid Row fortvivlet sang, om man kunne remember yesterday. I dag sender de en iTunes playliste. Kræver ligesom ikke helt den samme indsats, vel?

Ved nærmere eftertanke bliver jeg i tvivl om, om det er den teknologiske stenalder, hårdt arbejde eller min egen ungdom, jeg savner?

2 kommentarer:

  1. hmmm tæller det så da min fyr gav mig ordentlige højtalere og cd skiver med gode film han synes jeg burde se når jeg er nede? Eller hvad med de små sms beskeder man får midt på dagen når man er lidt nede og uden at have sagt noget ved den anden det bare og sender hurtigt en "Jeg elsker dig, savner dig og lover jeg laver god mad i aften" jeg er godt nok kun 20 år, men jeg kan da både se det gode og det dårlige ved teknologien.. men man skal da bare tweake den lidt så kan man stadig få en (ikke mixtape, men) mixskive...

    SvarSlet
  2. ska vi være kærester ja nej?

    Sedlen kom tilbage med "måske".

    arghgh. :)

    SvarSlet