søndag den 13. september 2009

Her er en 50’er til en fadøl. Stik så af med dig.

Ved I, hvad jeg ville hade? At vågne ved siden af en mand, jeg havde knækket.

I går var jeg på Baresso, og ved bordet overfor os sad et par småbørnsfamilier. På et tidspunkt rejste den ene af mødrene sig for at gå op og bestille, og spurgte med Baby Stemmen: ”Hvaskadusåha, hva? Enlillekopkaffeogenlækkerkage? Hva?” Jeg nåede lige at blive forarget over, at hun tilbød et barn på 2½ år kaffe, før det gik op for mig, at det var kæresten, hun spurgte. Kom til at stirre rystet derover, og under det skamfulde ansigtsudtryk, så han egentlig mest af alt ud til at være lettet over, at hun ikke havde dikket ham under hagen eller nevet ham i kinden som en slags finale-ydmygelse.

Hvordan ender man der?

Eller som et af de kærestepar, man ser komme kørende på søndagstur, hvor manden ligner en resigneret livstidsfange, mens kvinden sidder ved siden af med et dominerende ”han er MIN!”-ansigtsudtryk?

Eller i et af de forhold, hvor manden står parkeret i et hjørne i Biocity med ’Hello Kitty!’ tasken knuget i hænderne og ligner en, der har mistet lysten til at leve, mens matronen blander det slik, han må få?

Hvordan kan man have respekt for en mand, man har kuet alt testosteron og modspil ud af? Hvordan kan man have sex med ham?

Jeg vil helt ærligt hellere være alene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar