onsdag den 9. september 2009

Alt godt kommer til dem, der venter.

I dag har jeg besøgt en veninde, som har det rigtig svært. Jeg er taknemmelig for, at hun viser mig den tillid, det er at lægge paraderne og fortælle mig om ham, det handler om – og jeg håber, at hun tilgiver mig, at jeg næsten kom til at grine. For det er en af de historier, der virker så umulig og forfærdelig, når man er hovedpersonen i den, men som med 99 % sikkerhed får en happy ending, når helten og prinsessen er færdige med at gå så grueligt meget igennem. Og forelskede mennesker er fantastiske! Hun lider alverdens kvaler (og det skal til både hendes og hans forsvar siges, at det ikke er helt ukompliceret - men det er altså heller ikke uoverstigelige forhindringer, vi taler om her), og jeg er sikker på, at hun ville pantsætte det meste af sit jordiske gods for at slippe for at have det, som hun har det lige nu; alligevel kan hun ikke sige hans navn uden at smile bredt og fjollet.

Jeg VED godt, at det er nemt at være ovenpå, når det er andres liv, det handler om og deres hjerter, der er på spil, men det er altså livsbekræftende at se voksne mennesker blive helt bimse og befippede af kærlighed. Særligt, når det er så indlysende tydeligt, at de skal være sammen. Det bare er et spørgsmål om tid. Og mod.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar